Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 60:

Forslag til folketingsbeslutning om hjælp til aflastning af forældre til børn med funktionsnedsættelser under kortere udlandsophold.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.12.2018).

Vi åbner med børne- og socialministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Det er et beslutningsforslag, som pålægger regeringen at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om at foretage de nødvendige lovændringer, således at forældre til børn med funktionsnedsættelser under kortere udlandsophold kan veksle den aflastning, de er visiteret til efter servicelovens § 84, stk. 1, jævnfør § 44, til et kontant beløb svarende til, at hjælpen var blevet ydet efter servicelovens § 41. Vi har tidligere her i salen drøftet mulighederne for, at forældre til børn med funktionsnedsættelser kan få aflastningen med til udlandet.

Jeg vil starte med at sige, at jeg har fuld forståelse for de intentioner, gode intentioner, som der ligger i beslutningsforslaget, som vi skal drøfte i dag, men regeringen kan desværre ikke bakke op om forslaget, og lad mig sætte et par ord på hvorfor.

Først vil jeg starte med at gennemgå de forskellige former for aflastning, fordi det nemlig har betydning for, hvorfor regeringen ikke kan bakke op om forslaget. Altså, formålet med aflastning efter servicelovens § 84, jævnfør § 44, er, at familien skal have et pusterum i hverdagen, hvor de altså ikke skal passe deres barn med handicap. Den type aflastning gives altså i de tilfælde, hvor barnet er så pasningskrævende, at det giver udfordringer for resten af familien at finde rum og overskud til andre fælles gøremål, når barnet er til stede. Den aflastning gives altså af hensyn til den øvrige familie, f.eks. fordi forældrene har brug for tid til at tage sig af en søskende eller brug for tid alene uden at skulle passe og pleje barnet med funktionsnedsættelse.

Her ydes aflastning derfor typisk i form af, at kommunen sørger for en plads i en aflastningsfamilie eller på en døgninstitution enten nogle timer om ugen, eller det kunne være en eller to hele dage, eller det kunne også være weekender i løbet af måneden. Så aflastning gives altså som en såkaldt naturalydelse, hvor det altså er kommunen, som skal stå inde for aflastningsstedets kvalitet.

Der vil derfor typisk være tale om pasningsbehov, som kræver nogle særlige forudsætninger og måske også nogle særlige fysiske rammer at imødekomme, og det bør ikke være forældrenes ansvar at sikre dette, heller ikke under en ferie i udlandet. Det er i dag nemlig uden diskussion et kommunalt ansvar at sikre kvaliteten af aflastning i de situationer, hvor pasning af barnet skal ske uden for familiens rammer netop for at kunne skabe det her pusterum til resten af familien.

Den måde at tilrettelægge hjælpen på er vigtig for mig at holde fast i for at sikre, at barnet med handicap får den rette hjælp og støtte. Det kan eksempelvis være svært for barnet at kommunikere, og derfor er det vigtigt, at aflasteren kender barnet og barnets måde at kommunikere på. Det kan også være, at barnet har særligt behov for pleje, f.eks. i forhold til barnets medicin, som gør, at det er vigtigt, at der er de rette kompetencer til stede ved aflastningen. Derfor er det svært for mig at se, hvordan forældrene sådan kan få penge i hånden til at kunne købe sig til aflastning, som altså kan imødekomme barnets behov.

Ud over at familierne har mulighed for at tage tilskud til dækning af merudgifter ved ansættelse af en person til aflastning efter servicelovens § 41 med til udlandet, er der allerede i dag en række andre muligheder for hjælp og støtte til familier med børn med funktionsnedsættelser under ferie i udlandet. Man kan eksempelvis medtage hjælpemidler, handicapbil og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, som kan give familien den hjælp og støtte, de har brug for for at kunne rejse på ferie i f.eks. en uge.

Afslutningsvis vil jeg kort opsummere, at regeringen ikke kan støtte forslaget, fordi formålet med aflastningen jo efter § 84, jævnfør § 44, er at give familien et pusterum, hvor barnet med handicap altså passes og plejes uden for hjemmet et sted, som kommunen har valgt og står inde for. Derfor er det svært at se, at den her ydelse kan tages med til udlandet, fordi det jo vil forudsætte, at kommunen eller forældrene for den sags skyld kan stå inde for aflastningens kvalitet og dermed også sikre, at barnet får en tilstrækkelig fagligt kvalificeret hjælp og pleje under aflastningen i udlandet.

Det er helt afgørende for mig, at vi sikrer, at børn med handicap får den rigtige hjælp og den rigtige støtte under aflastningen, og derfor vælger regeringen altså at holde fast i, at hjælpen skal ydes som en naturalydelse, hvor det er kommunen, som sikrer aflastningens kvalitet. Tak for ordet.

Foreløbig tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Det er mig simpelt hen en gåde, at regeringen ikke kan bakke op om det her. Vi har hørt eksempler på familier, der ikke kan tage deres barn, som har et handicap, med på ferie, men familien kan få stillet et aflastningstilbud til rådighed eller en aflastningsfamilie til rådighed, og så kan de sådan set selv tage på ferie.

Det forstår jeg simpelt hen ikke. Altså, i den sidste ende må det da, hvis man tænker på økonomi, være billigere at give forældrene et kontant tilskud, og der er jo ikke nogen forældre – det vil da være de færreste forældre – der vil efterlade deres barn hjemme. Altså, dem, der har muligheden for det, og hvor barnet kan, vil jo til hver en tid tage barnet med på ferie, så barnet også får ferie sammen med resten af familien. Så det er mig simpelt hen en gåde, at regeringen ikke kan bakke op om det her.

Ministeren.

Jamen det vil jeg gerne uddybe. Jeg vil ikke som minister tage ansvar for, at man giver familier de penge i hånden i stedet for en naturalydelse, hvor man fra kommunens side har vurderet, hvad det er for kompetencer, der er nødvendige for at kunne sikre den rette aflastning, og så bare forlader sig på, at den aflastning også bliver den rette.

Jeg kan bare lige se overskrifterne for mig. Altså, jeg kan se de overskrifter for mig, hvor den her vekslen fra naturalydelse til penge i hånden betyder, at et barn med handicap bliver svigtet, altså fordi der er en aflaster med på ferie, som ikke har de nødvendige og de relevante kompetencer. Det er jeg bekymret for, og jeg siger bare helt åbent og ærligt, at det er det, der gør, at jeg har rigtig svært ved at se, at det kan lade sig gøre at lave den her vekslen fra naturalydelse til et pengebeløb.

Fru Karina Adsbøl.

Men så har jeg da et løsningsforslag. Så kan vi jo i forhold til aflastningskompetencen stille det krav, at hvis man bruger det kontante tilskud til at tilkøbe sig hjælp til aflastning, skal man sikre, at der er de rette kvalifikationer blandt dem, der er med.

Men altså, der er jo ikke nogen familier, der vil tage en aflaster med, som man ikke mener er god for barnet.

Ministeren.

Det kan man jo ikke pålægge familierne. Altså, familierne vil selvfølgelig det bedste for deres barn – det er der da ingen tvivl om – men det kan jo ikke være familierne, som skal kunne træffe en faglig vurdering af, om en aflaster har de relevante kompetencer; det må være nogle, som har en professionel, faglig forståelse af det her.

Så må jeg bare sige, at jeg bliver meget overrasket over, at der kommer nye forslag på bordet, for vi har jo drøftet det her mange gange. Vi drøftede det i foråret, hvor vi havde et beslutningsforslag, som lignede det her forslag rigtig meget. Vi har også drøftet det i efteråret, hvor jeg kom med de samme bekymringer og de samme indvendinger om, at jeg har rigtig svært ved at se, at det kan gøres på en god måde. Nuvel, nu kommer der så et ændringsforslag, men jeg ville måske ønske, at man havde taget det dengang, da forhandlingerne var der.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan en gang imellem godt blive i tvivl om, hvorvidt vi i virkeligheden taler om de samme situationer. Ministeren siger f.eks., at aflastning jo er beregnet til at give familien et pusterum, underforstået at hvis man vil have barnet med på ferie, så har man ligesom truffet en beslutning om ikke at skulle have det her pusterum. Men det kunne jo f.eks. bare være noget så simpelt som en middagssøvn, som er nødvendig hver eneste dag, og som giver familien mulighed for at gå ud at bade eller gøre et eller andet i det tidsrum.

Hvis nu ministeren så bort fra de der bekymringer om, hvorvidt man kunne have de faglige kompetencer med sig, om man virkelig kunne finde de faglige kompetencer, som var nødvendige i forhold til aflastning, og forestillede sig, at det godt ville kunne lade sig gøre, ville ministeren så være med til at finde en løsning, sådan at familier også kunne tage deres børn med handicap med på ferie?

Ministeren.

Jeg tror, vi alle sammen rigtig gerne vil gøre alt, hvad vi kan for at sikre de familier, som har et barn med handicap. Det er jo også derfor, at vi igennem årene har afsat rigtig mange midler til både at styrke sagsbehandlingen på handicapområdet og til at sikre, at vi får taget hånd om de familier.

Nu bliver middagssøvnen nævnt som et eksempel. Jeg kan bare sige, at et andet eksempel kan være den medicin, som barnet skal have, og som er fuldstændig livsvigtig. Jeg ser bare, at der er nogle ting, der giver anledning til rigtig store bekymringer, og som får advarselslamperne til at blinke, og jeg kan se overskrifterne for mig, og de bekymringer giver jeg jo så udtryk for her.

Jeg vil også bare konstatere, at vi jo undervejs har drøftet et lignende forslag i foråret, og vi har også her i efteråret under satspuljeforhandlingerne drøftet aflastning. Så summa summarum: Der er ingen tvivl om, at vi alle sammen vil det bedste for de familier, som har et barn med handicap, men det skal også være solide og holdbare løsninger, så vi ikke ender med faktisk at stille de familier dårligere, end de egentlig kunne være stillet.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Nu taler vi hele tiden om penge, der skal veksles, eller det er i hvert fald sådan, ministeren omtaler det. Hvad nu, hvis man bare forestiller sig, at det er kommunen, som i forvejen ansætter folk til aflastning, som også ansætter den person, der skal aflaste familien på ferie? Så har vi i hvert fald løst kompetenceproblemet, man vi har også stadig væk skabt luft i familien, så man kan aflastes, selv om man tager et barn med handicap med på ferie. Kunne det være en løsning?

Ministeren.

Nu står jeg jo og forholder mig til det konkrete beslutningsforslag, som ligger her, og det er jo et beslutningsforslag, hvor det foreslås, at den aflastning, man i dag får som naturalydelser, skal man kunne få i hånden som pengebeløb, så man selv kan gå ud og ansætte en aflaster, når man tager på ferie i udlandet. Det er jo det, jeg forholder mig til, og der siger jeg bare, at der i hvert fald bare er nogle faglige bekymringer, som trænger sig på, og jeg kan i hvert fald godt se de avisoverskrifter for mig, som risikerer at komme, fordi der ikke har været de rette kompetencer i den aflastning, som bliver tildelt, og til syvende og sidst vil man afkræve politikerne svar på, hvorfor man ikke sikrede, at den aflastning, der blev givet som naturalydelse, var velkvalificeret, og at aflasteren havde de rette kompetencer til at kunne håndtere det.

Tak til ministeren. Så går vi til ordførerrækken, og forrest i den står hr. Orla Hav, Socialdemokratiet.

Jeg er meget enig med ministeren, når hun siger, at hun tror, at det her er en sag, som optager os alle. Og vi har store følelser i klemme i det, at der er familier, som må gå uanet meget igennem ved at have et handicappet barn. Så det er bestemt ikke manglende respekt over for den livssituation, som mange af de her familier må tåle, som er baggrunden for vores stillingtagen i den her sag. Vi vil rigtig gerne hjælpe familierne, og vi synes også, at den kommunale verden, som jo primært har den her opgave, skal udstyres allerbedst til at kunne håndtere det.

Når vi alligevel ikke vil støtte det konkrete forslag om at tage hjælpen med til udlandet, selv under kortere udlandsophold, så er det, fordi man må spørge: Hvad er det så, vi åbner for? Er det alene børn med en bestemt type handicap? Taler vi også om de børn, som er i specialundervisning, og som på mange måder har en adfærd, som gør, at man som forælder godt kan føle sig træt om aftenen? Eller er det kun grupper, der bruger kørestol, eller hvor er vi henne i hele feltet? Og er det en dansk medhjælper, man sender med til udlandet? Skal vedkommende overholde danske normer og standarder for arbejdstider osv.? Og så er der alt det, som optager ministeren, nemlig den faglige ekspertise, som vedkommende skal være udstyret med og i stand til at kunne håndtere et barn med. Vi synes, det rejser rigtig, rigtig mange problemstillinger.

Så er der hele konverteringsproblematikken, altså det med at skulle have finansieret en del af sin ferie ved at få et beløb med fra det offentlige til at holde ferie i udlandet for. Altså, der skal vi jo tænke os rigtig godt om, i forhold til hvordan befolkningen oplever retfærdigheden i anvendelsen af de offentlige midler. Så vi synes, det rejser en lang række åbne spørgsmål, som slet ikke er belyst heri, og vi er ikke indstillet på at støtte dette beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti nu genfremsætter.

Men det skyldes jo bestemt ikke, at vi ikke har forståelse for den livssituation, som rigtig mange familier befinder sig i. Og i den sammenhæng vil vi meget gerne være med til både at forbedre deres livssituation og være med til at sikre, at den fornødne ekspertise er til stede i vores eget system. Og det er nok der, vi er, hvad angår det her emne.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Jeg skal bare lige høre, om ordføreren mener, at det er rimeligt – altså i forhold til forældre, som har et barn med handicap, og det at holde ferier – at det afhænger af, hvilken paragraf de er visiteret ud fra. Eller mener ordføreren, at det er rimeligt, at forældre kan tage deres barn med handicap med på ferier?

Ordføreren.

Jeg tror, at rigtig mange forældre, der har et barn med et handicap, vil strække sig rigtig langt for at behandle det barn på linje med de øvrige børn, de måtte have, og forsøge at få barnet integreret i den ferie, som familien nu engang holder. Men vi bliver også nødt til at se på begrundelsen for at række dem en hånd fra det offentlige. Det er jo netop at være med til at sikre, at der er en faglighed, og at der er en retfærdighed omkring den måde, vi behandler området på, og en forståelse i det øvrige samfund for, at det er den måde, vi bruger vores fælles midler på. Og det synes vi ikke vi er beroliget i forhold til med det forslag, der ligger her fra Dansk Folkeparti.

Fru Karina Adsbøl.

Så skal jeg forstå ordførerens svar sådan, at ordføreren mener, at det er rimeligt – som det er i dag – at nogle forældre ikke kan tage på ferie med deres barn med et handicap, fordi de er visiteret ud fra en forkert paragraf?

Værsgo.

Jeg tager ikke stilling til paragraffer. Jeg tager stilling til, at vi ikke synes, at det her beslutningsforslag rammer inden for skiven og opfylder det formål, som forslagsstillerne tilsyneladende har med det, eller at det, hvad skal man sige, er inden for den faglige norm, vi har i vores samfund, for at give hjælp i de givne situationer.

Tak til hr. Orla Hav. Den næste i rækken er hr. Martin Geertsen. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil i lighed med alle andre, tror jeg, også godt starte med at understrege, at vi har meget stor sympati for den dagsorden, som Dansk Folkeparti bringer på banen her, nemlig at forbedre forholdene for familier med børn med funktionsnedsættelse. Men jeg har altså også nogle principielle forbehold over for Dansk Folkepartis forslag, sådan som det ligger her foran mig.

For det første er jeg bekymret for kvaliteten af den hjælp og den pleje, som barnet vil kunne få under aflastning, og det er jo det, vi taler om, altså under aflastning af den resterende del af familien under en ferie i udlandet. For en aflastning af familien gives jo i sagens natur af hensyn til, at familien til barnet med funktionsnedsættelse kan få sig et pusterum. Og som jeg forstår det, sker det jo typisk ved, at kommunen så stiller en plads til rådighed hos en aflastningsfamilie eller på en institution i et kortere eller lidt længere tidsrum. Og det vil jo så sige, at aflastningen har en form, som i sig selv har nogle kvalitetskrav.

Det er kommunen, som har ansvaret for, at kvaliteten og plejen og omsorgen for barnet i disse pusterum har en tilstrækkelig høj kvalitet. Og der kan jeg altså være lidt bekymret for, om en medrejsende hjælper, i anførselstegn, efter de paragraffer, vi taler om her, kan leve op til de krav, som vi normalt ville stille lige præcis på det her felt.

For det andet og i forlængelse heraf vil indførelsen af en ordning som den, Dansk Folkeparti præcis foreslår her, jo bryde med et mere overordnet princip bag servicelovens naturalydelse, som handler om at sikre, at det er de kommunale myndigheder, der har ansvaret for, at den enkelte borger og i det her tilfælde det enkelte barn får den hjælp og den støtte, som han eller hun har behov for. Med andre ord vil det jo – uanset hvordan man vender og drejer Dansk Folkepartis forslag her – stadig væk være kommunen, som skal stå på mål for den kvalitet, som den enkelte skal tilbydes.

For det tredje vil forslaget formentlig medføre nogle øgede udgifter, som det p.t. er en lille smule vanskeligt at redegøre for omfanget af.

Så selv om vi i Venstre nærer stor sympati for intentionerne bag forslaget fra DF, er der altså en række sådan mere principielle problemstillinger forbundet med forslaget, som vi umiddelbart – sådan som vi læser det forslag, Dansk Folkeparti har fremsat her – har svært ved at se en vej ud af, hvorfor vi beklageligvis må afvise forslaget. Og det siger jeg på vegne af Venstre, men også på vegne af Det Konservative Folkeparti.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Nu snakker I jo meget om kvalitet og de krav, der stilles i dag, og så synes jeg, ordføreren fra talerstolen skal fortælle, hvad det er for nogle krav, der stilles i dag i forhold til aflastning.

Ordføreren.

Det er jo de krav, som vi i fællesskab har besluttet at der skal være på det her område.

Fru Karina Adsbøl.

Når man nu henviser til alle de krav, der er i dag, og til kvalitet og aflastning og sådan nogle ting, må man da kunne begrunde, hvad det så er for nogle krav, man mener der vil mangle, hvis man gav et kontant tilskud med, i forhold til det personale. For det er jo sådan i dag, at der foregår sideoplæring af personalet, når man bliver ansat et sted. Det ved jeg ikke om ordføreren er bekendt med.

Ordføreren.

Jo, men der bliver jo stillet nogle krav, når man har en eller anden type institution, som man bruger som aflastningsinstitution, eller hvis der er en familie, som fungerer som aflastningsfamilie. Og det er, som jeg kan læse ud af Dansk Folkepartis forslag her, jo ikke konkretiseret, i forhold til hvad det så er for en type kvalitet, der skulle ligge hos en hjælper.

Altså, jeg tager udgangspunkt i den situation, vi ser i dag, nemlig at hvis man har behov for aflastning, foregår det hos en aflastningsfamilie eller på en institution, hvor der er nogle kvalitetskriterier forbundet med det. Det læser jeg overhovedet ikke noget om i Dansk Folkepartis forslag i forhold til frivillige hjælpere.

Vi siger tak til hr. Martin Geertsen og giver stafetten videre til hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Forslaget ligger jo i forlængelse af den diskussion, vi havde her i salen sidste år om adgangen for forældre til børn med handicap til at medtage hjælp til aflastning ved kortere udlandsophold. Det er jo interessant, hvis man sammenholder den argumentation, der er mod forslaget her, med den argumentation, der var mod det forslag, der blev fremsat for et år siden. For der henviste ministeren til, at det var naturalydelser osv., og sagde så, at der var nogle udfordringer, som for ministeren at se var umulige eller i hvert fald nærmest umuligt at løse, selv om man planlagde sit udlandsophold meget omhyggeligt, og så sagde ministeren videre:

»Det gør det i sig selv vanskeligt at tage aflastningen med til udlandet, i modsætning til hvis der havde været tale om en kontantydelse, altså penge i hånden, som jo uden videre kunne tages med.«

Det var argumentationen for at afvise det sidste år, altså at en naturalydelse kunne man ikke tage med, i modsætning til hvis det havde været penge. Derfor kan jeg sådan set godt forstå, at Dansk Folkeparti har fremsat forslaget. Jeg synes jo ikke, det er den bedste løsning, vil jeg sige. Det tror jeg muligvis heller ikke at forslagsstillerne synes, men når man nu ikke kunne medtage naturalydelsen og man ikke kunne medtage hjælpen, for det var tilsyneladende umuligt – og det var det jo så ud fra en økonomisk betragtning, kan vi læse længere nede i ministerens tale fra sidste år – så var det dog en anden mulighed at give et kontant beløb, sådan at man faktisk selv kunne købe hjælpen.

Jeg er sådan set meget enig i, at det er godt at stille nogle krav om, hvem der yder sådan en hjælp til aflastning, sådan at hjælpen er så kvalificeret som muligt, men jeg er altså nødt til at sige, at den argumentation, der kommer fra både ministeren og nogle af ordførerne her, er en fuldstændig cirkelslutning. Man kan ikke først argumentere med, at folk ikke kan tage hjælpen med, og at det er nødt til at være en kontantydelse, for at det skal være muligt, og når det så foreslås, at der gives en kontantydelse, siger man, at det ikke går at veksle en naturalydelse til et pengebeløb. Jeg vil sige, at den argumentation simpelt hen ikke holder.

Måske skulle man gøre det – det er bare en overvejelse – at man kiggede på forslaget her, det bidrager vi gerne til, og hæftede sig ved punktet om, at vi skulle have indkaldt til en forhandling om spørgsmålet. For vi risikerer jo, at det her bliver forkastet med den modsatte argumentation end den, man forkastede det tidligere forslag med. Lad os nu koncentrere os om, at der tilsyneladende er en enighed om, at vi her har et problem – for det er da helt tosset, at det offentlige gerne betaler aflastning, hvis familien tager af sted uden deres barn. Så betaler man gerne, men hvis det er sådan, at familien rigtig gerne vil af sted sammen, så er der ikke nogen kompensation. Der er altså et eller andet galt. Så måske kunne vi komme videre, ved at vi samledes om et forslag – det ved jeg så ikke om vi kan – som vi klippede lidt til, sådan at vi pålagde ministeren at indkalde til forhandlinger om spørgsmålet. Så kunne vi jo få lejlighed til at diskutere, om ikke der er tale om en cirkelargumentation her både fra ministerens og nogle af ordførernes side, og så måske gå lidt til biddet i sagen.

Så jeg vil sige: Lad os dog få indkaldt til forhandlinger om sagen. Vi synes egentlig, det forslag, der blev fremsat sidste år – B 101 hed det på det tidspunkt – var bedre end det foreliggende forslag. Vi har forståelse for, at forslagsstillerne nu har forsøgt at gå en anden vej, men skal vi ikke prøve at få pålagt ministeren, at der bliver indkaldt til en forhandling? Så kan vi jo få diskuteret substansen i stedet for at lege kispus med hinanden, som jeg synes der lidt er tale om her.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Og lige efter Enhedslistens ordfører kommer fru Laura Lindahl. Værsgo.

Tak for det. Og også herfra en tak til Dansk Folkeparti. Det er jo en debat, som det ikke er så lang tid siden vi havde sidst, og siden sidst har vi stillet spørgsmål og arbejdet videre med det. Jeg har også været optaget af det her spørgsmål, og derfor er det jo glædeligt, at der er en enighed herinde om, at der måske er noget, der ikke er optimalt. For fuldstændig som Enhedslisten var inde på, giver det sådan umiddelbart ikke mening, at man kan få betalt aflastning, hvis man tager af sted uden sit barn, men hvis man gerne vil have barnet med, får man ingenting.

Jeg kan godt forstå det, som ministeren siger, om, at hvis man er blevet tildelt den her naturalydelse og der har været nogle klare restriktioner på, hvad den skal kunne, hvis man skal leve op til medicinhåndtering eller andet, så kan man ikke bare veksle det til kontanter og så tage sin bedstemor med. Det giver ikke mening. Men det, vi ligesom væver lidt om her, er: Hvordan kan vi sikre, at man så kommer på ferie, hvis man er en familie med et barn, som er visiteret efter servicelovens § 84, hvor man altså er visiteret til en aflastning ved en såkaldt naturalydelse? Det er jo det spørgsmål, vi gerne vil have afklaret, altså hvordan man håndterer det.

For hvis man f.eks. er visiteret til 15 timer om ugen, kan man jo ikke flyve vedkommende ind for 15 timer om ugen. Så der er jo en eller anden udfordring i, hvordan den familie kommer på ferie. Skal mor og far så klare det selv? Det kan man måske godt i nogle tilfælde, og det er der formentlig også mange familier der gør i dag. Så takker man nej til aflastning i den uge, og så klarer mor og far det. Men er der to andre børn i familien, kan det jo være svært at være på ferie, og skal mor og far så selv betale, eller hvad er der af muligheder?

Så vi står i en situation, hvor der er et eller andet ønske om at prøve at finde ud af, hvad man kan gøre, men der er også nogle faglige hensyn, som ministeren har gennemgået, og som jeg også synes er relevante. Og måske rammer det her beslutningsforslag ikke helt plet, men der er i hvert fald nogle overvejelser at gå videre med i forhold til intentionen bag det.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Beslutningsforslaget rammer ikke helt plet, men det er jo, vil jeg bare lige påminde om, netop fremsat, fordi der her i Folketingssalen har været en drøftelse om, om man bedre kunne støtte det, hvis pengene fulgte barnet, og så tænkte vi jo i Dansk Folkeparti, at vi finder en anden løsning. For når der ikke er opbakning til vores første beslutningsforslag, hører vi på, hvad flere af ordførerne siger her i Folketingssalen, og så laver vi et nyt beslutningsforslag. Men vores ønske fra Dansk Folkepartis side er jo, at selv om man har et barn med handicap, skal man også kunne tage det med på f.eks. en uges ferie, ligesom andre kan.

Ordføreren.

Det er et meget, meget legitimt ønske at have, og det er et ønske, som vi i Liberal Alliance deler. Hvad er vejen dertil? Det er tilsyneladende rigtig svært. Det er på en eller anden måde vanskeligt, fordi man er inde at pille ved både faglighed og andre ting, som gør, at det bare ikke lige er til at konvertere en naturalydelse til penge.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg skal bare lige høre ordføreren, om ordføreren er enig i formålet med, at familier, der har et barn med handicap, også skal kunne komme på ferie, og hvad vil ordføreren så gøre? Vil ordføreren nu sikre og bakke op om, at ministeren bliver nødt til at indkalde til nogle forhandlinger omkring det her, så vi får løst den udfordring? For hvis det er, at et flertal bakker op om intentionen, der ligger bag beslutningsforslaget, så må vi jo i fællesskab finde nogle gode løsninger, frem for at man altid skyder løsninger ned.

Jeg kunne godt have et ønske om, at man her fra Folketingets talerstol, også ministeren, sagde, at vi frem for at skyde det ned prøver at sætte os sammen og finde nogle løsninger. Men sådan foregår det desværre ikke altid.

Ordføreren.

Nej, sådan foregår det ikke altid. Vi deler intentionen, og jeg vil også gerne prøve at tænke i, hvordan det her kunne strikkes sammen. Det hørte jeg også Enhedslisten tilbyde at gøre, og så må vi jo se, hvor langt vi kan komme ad den vej.

Tak til fru Laura Lindahl. Så er det hr. Julius Graakjær Grantzau, Alternativet.

Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her forslag. Det er endnu et glimrende forslag, som her handler om at finde mulighed for og økonomi til, at forældre til børn med funktionsnedsættelse kan få støtte til aflastning, hvis de tager det pågældende barn med under et midlertidigt ophold i udlandet, og det er altså især ferie. Det er anden gang, at dette forslag bliver fremsat i Folketinget, og sidst det kom op, støttede Alternativet det. Nu kommer forslaget så i en anden variant, hvor finansieringen af ordningen er tydeligere anvist, så Alternativet støtter det naturligvis igen.

Vi synes, det er en fin løsning, at man vil foretage de nødvendige lovændringer, så det fremover er muligt for forældre til børn med funktionsnedsættelse at veksle den aflastning, de er visiteret til efter servicelovens § 84, stk. 1, jævnfør § 44, til et kontantbeløb svarende til, at hjælpen var ydet efter servicelovens § 41. Dette vil give forældrene til et barn med funktionsnedsættelse mulighed for selv at købe den nødvendige hjælp ved ferie i udlandet og dermed få mulighed for at holde ferie som en samlet familie. Kort sagt kan forældrene bruge de penge, som samfundet alligevel skulle have brugt på at passe barnet med handicap hjemme, mens forældrene var på ferie, til at tilkøbe hjælp på ferien, så barnet kan komme ned.

Nu er jeg ikke sådan direkte ordfører her på området og står her i stedet for vores ordfører, Torsten Gejl, men jeg har alligevel lige gjort mig nogle overvejelser omkring det, der er blevet sagt i salen i dag, og deler jo egentlig mange af de overvejelser, der kommer fra bl.a. Liberal Alliance, om intentionerne og overvejelserne om det her forslag. Men noget, jeg ikke sådan deler, er noget, jeg hørte fra Socialdemokratiets ordfører, altså at man ligesom er bange for, hvad borgere vil gøre med de her penge, de får i hånden. Der har vi i Alternativet en anden holdning og en tillid til, at det kan man godt administrere på en god måde, og synes egentlig, at det her netop kan være med til at løse noget, som kan gøre, at familier kan finde en løsning, som kan hjælpe dem på ferie. Så det er ikke sådan en bekymring, vi deler.

Så nævnte ordføreren fra Enhedslisten også noget om den her cirkelargumentation, som det blev kaldt, hvor det, når jeg sidder hernede, egentlig netop virker, som om der er ret bred opbakning til forslaget, og det kan jo så undre mig, hvor det lige præcis er, at man ikke er enig. Det lyder i hvert fald, som om der sådan er ret stor opbakning til det. Jeg ville selvfølgelig også selv kunne finde – og det kan jeg også her – et komma eller nogle andre ting, som jeg ikke kan være enig i, og som måske kunne være gjort anderledes. Men det synes jeg i hvert fald ikke skal stå i vejen for at støtte det her forslag.

En overvejelse, som vi også har gjort os – og det blev også påpeget ved et spørgsmål fra ordføreren for SF – er, om man kan forestille sig, at familierne kan få den konkrete hjælp, de har brug for, i stedet for et fastsat beløb, at hjælpen kunne være individuelt tilrettelagt i et samarbejde mellem familierne og kommunerne. Det hørte jeg så ikke helt ministerens svar på, men det kan være, det er noget af det, der er blevet drøftet tidligere, som der så heller ikke var et flertal for.

Til slut: Det giver mening og værdi at arbejde for, at børn med funktionsnedsættelser kan være sammen med familien, når familien skal på ferie. Så vi vil meget gerne støtte det her forslag. Tak for det.

Tak til hr. Julius Graakjær Grantzau. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her forslag og for at blive ved med at forfølge spørgsmålet, i forhold til at familier skal have mulighed for at kunne tage deres børn med på ferie.

Jeg synes, det er ulykkeligt, når familier med børn med brug for særlig socialpædagogisk støtte ikke kan holde ferie på lige fod med andre børnefamilier. Det er i dag ikke muligt at tage aflastningen med til udlandet, og derfor må forældrene overtage aflastningen, hvilket i værste fald kan tage opmærksomheden fra andre børn i familien på ferien. Samtidig tager mange på ferie for at lade batterierne op efter en travl hverdag, og det kan være svært, når man samtidig skal yde lidt ekstra omsorg for sit barn med handicap. Der er desværre også familier, som simpelt hen bliver nødt til at vælge den løsning, som også er blevet nævnt: at man simpelt hen bliver nødt til at lade barnet med handicap blive hjemme fra ferien og lade barnet opholde sig på en aflastningsinstitution – betalt af kommunen i øvrigt.

Jeg synes ikke, at pengene følger barnet-princippet er den bedste løsning. Jeg synes, det er den næstbedste løsning, og jeg er også enig med Enhedslisten, når Enhedslisten peger på, at nu skylder ministeren faktisk et svar.

Jeg synes, det ville være okay at vende tilbage til det oprindelige forslag fra Dansk Folkeparti, som jo netop handlede om, at man så i stedet for havde mulighed for at tage socialpædagogisk støtte med på ferie. Det ville give rigtig god mening for mig. Men i mangel af bedre støtter SF også det her forslag. Vi mener, at familier, der har børn med handicap, har ret til at holde ferie på lige fod alle andre familier.

Tak til SF's ordfører, fru Kirsten Normann Andersen, og velkommen til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti – hvis hun ønsker ordet til afslutning.

Tak – og ja, det gør hun nemlig!

Først og fremmest tak for Enhedslistens tale – også tak til Alternativet og til SF, som også havde nogle gode pointer – for Enhedslistens ordfører, Jakob Sølvhøj, har fuldstændig ret i mange af de ting, han sagde i sin ordførertale. Og netop i forhold til det her synes jeg, man skal læse beslutningsforslaget, hvor der står:

»Folketinget pålægger regeringen senest i februar 2019 at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om at foretage de nødvendige lovændringer, så forældre til børn med funktionsnedsættelser under kortere udlandsophold kan veksle den aflastning, de er visiteret til efter servicelovens § 84, stk. 1, jf. § 44, til et kontant beløb svarende til, at hjælpen var ydet efter servicelovens § 41.«

For i dag kan man jo, hvis man er visiteret til merudgiftsydelsen efter § 41, få pengene med. Så det er jo den del, vi skal have fundet en løsning på. Og vi ønsker, at det bliver muligt for forældre, som passer et barn eller en ung med en funktionsnedsættelse, at få bevilget aflastning med. Og grunden til, at vi har justeret i beslutningsforslaget, er jo netop, som jeg også nævnte i mit spørgsmål, at her i Folketingssalen sagde man: Hvis nu det var et kontant beløb, var det jo noget andet, og så kunne vi finde en løsning. Og så har vi det jo sådan i Dansk Folkeparti, at vi, frem for at stille os op på talerstolen og så bare plaffe alt ned, gerne vil finde nogle løsninger, og så kommer vi med nogle forslag til at finde de løsninger.

Så er det ikke rigtigt, hvad ministeren sagde, for det her har vi jo rejst i forhandlingerne. Det rejste vi også i satspuljeregi for at finde en løsning. Gentagne gange rejste vi det her i satspuljeregi for at finde en løsning, så familier, som har et barn med et handicap, også kan få deres barn med på ferie.

Så vil jeg godt læse op fra den artikel, som jeg tidligere har henvist til, fra 2017:

Hjælpen må ikke tages med til udlandet. En familie med et barn med handicap kan få en uges aflastningsophold betalt af kommunen, men ikke få den hjælp, der ydes i hverdagen, med på familieferien i udlandet. Er det rimeligt?

Der synes jeg bare, at vi politikere skal stille os selv det spørgsmål: Er det rimeligt, eller vil vi gerne finde en løsning? Såfremt et flertal herinde i Folketinget gerne vil finde en løsning, synes jeg jo, ministeren skal indkalde os, så vi kan sætte os ned og forhandle konstruktivt om det. Vi har nemlig også stillet spørgsmål om de økonomiske beregninger, og det er jo sådan nogle ting, man altid bliver stillet til ansvar for. Men der har ministeren jo svaret, at man ikke kan vurdere, om det vil være forbundet med færre offentlige udgifter at give tilbud om hjælp efter servicelovens § 44 til en familie med et handicappet barn under f.eks. en kortvarig ferie. Altså, man kan ikke svare på det i forhold til udgifterne. Og hvis man tænker på, hvad det vil koste, at et barn skal være i et aflastningstilbud, frem for at familien kunne få hjælpen med, kan jeg ikke se, at det er det, som det skal handle om. I min optik handler det om, at man som familie selvfølgelig skal have sit barn med på ferie – om det så er handicappet eller ej. Og det må da være vores fornemste opgave herinde at finde en løsning på det.

Jeg vil gerne kvittere for de gode taler, der har været, hvor man har sagt, at man gerne vil finde en løsning. Men det, jeg synes er usagligt fra flere af Folketingets partiers side, er, at man sætter alt ind på at finde begrundelser for, at man i hvert fald ikke skal støtte det her forslag. Og ministeren får en masse argumenter fra sit embedsværk – find nogle argumenter til mig, så jeg kan plaffe det ned – frem for at man siger: Hvordan finder vi nogle løsninger på det her område? for vi vil rigtig gerne finde nogle løsninger. Og jeg synes bare, det er rigtig ærgerligt, at det skal være sådan i en politisk debat, at man ikke kan sætte sig ned og finde nogle løsninger for dem, det skal gavne – og her handler det om familier, der har et barn med handicap.

Så virker det jo fuldstændig ulogisk, at man godt kan få et aflastningstilbud og efterlade sit barn derhjemme, men at man ikke kan få hjælpen med på ferie. Tak for ordet.

Der er en kort kommentar fra hr. Orla Hav, Socialdemokratiet.

Jeg vender lige tilbage til det spørgsmål, jeg ikke fik svar på under debatten om det tidligere beslutningsforslag. Det er jo sådan, at Dansk Folkeparti befinder sig i en ganske gunstig position, nemlig ved at være med til at sikre, at regeringen har et flertal overhovedet. Jeg skal spørge fru Karina Adsbøl, om det er noget, der er indgået i Dansk Folkepartis drøftelser som betingelse for at levere de nødvendige mandater til, at der kommer en finanslov på benene.

Ordføreren.

Jeg er rigtig ærgerlig over, at ordføreren ikke hørte, hvad jeg sagde i min tale. Jeg sagde, at vi også inde ved forhandlingsbordet rejste det her i satspuljeregi. Nu ved jeg, at der sidder nogle satspuljeordførere, der måske vil kunne huske det. Jeg tænker, at i hvert fald fru Laura Lindahl vil kunne huske, at det var et heftigt debatemne under de forhandlinger. Og så er det jo sådan i Dansk Folkeparti, at vi ikke stiller ultimative krav. Vi kommer med forslag for at finde nogle løsninger på de udfordringer, vi gerne vil løse.

Orla Hav.

Jeg tror, at ordføreren misforstår, hvad det er for et bord, jeg forestiller mig at det her bliver rejst ved. Hvis det her var noget, som Dansk Folkeparti rigtig gerne ville løse, så var det jo ved det store forhandlingsbord omkring finanslovsaftalen. Det er jo der, at Dansk Folkeparti har sin maksimale indflydelse. Er det noget, Dansk Folkeparti har taget op dér?

Ordføreren.

Ja, vi har taget det op ved forhandlingsbordet, som jeg lige siger, i satspuljeregi, hvor jeg som handicapordfører sad med ved bordet. Satspuljen er jo en del af den samlede pakke i forhold til finansloven, men det er da interessant, at hr. Orla Hav stiller sådan nogle spørgsmål, når han ved, at Dansk Folkeparti har rejst det ved forhandlingsbordet. Noget andet er, at man jo så kunne spørge hr. Orla Hav, hvor mange beslutningsforslag Socialdemokratiet har stillet her i Folketingssalen til gavn for mennesker med handicap. Ikke ét, tror jeg. Jo, måske ét, men så trak de det, så der alligevel ikke var flertal.

Tak til fru Karina Adsbøl. Er der flere, som ønsker ordet? Dyb tavshed.

Jeg opfatter det, som at der ikke er nogen, som ønsker ordet. Derfor er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.