Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 6:

Forslag til folketingsbeslutning om behandlingsret inden for behandling af søvnløshed hos børn med adhd.

Af Kirsten Normann Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 04.10.2018).

Forhandlingen er åbnet. Sundhedsministeren.

Tak til SF for beslutningsforslaget om behandlingsret inden for behandling af søvnløshed hos børn med adhd. Jeg forstår godt tanken og den gode intention bag forslaget, nemlig at sikre, at børn med adhd får adgang til den bedst mulige behandling. Det tror jeg ikke der er nogen af os herinde i salen der kan være uenige med SF i. Til gengæld synes jeg, at vi skal bruge kræfterne på at tage en diskussion om, hvorvidt vi skal detailstyre ting herindefra og dermed netop ikke give det faglige rum til, at det er den enkelte læge, den enkelte sundhedsperson, der også vurderer i den konkrete situation, hvad barnet har behov for. For det er der, jeg synes der kan opstå nogle dilemmaer i det forslag, som SF rejser i dag.

Jeg tror, vi alle sammen har hørt historier om forældre, der flere gange har måttet lægge deres barn i seng, fordi barnet ikke kan finde ro, og hvor en kugledyne kan være et af de behandlingsredskaber, der kan være gavnlige. Derfor er regeringen enig i, at man som barn med adhd skal kunne være sikker på at få de nødvendige behandlingsredskaber og hjælpemidler, som man har behov for, f.eks. i tilfælde af alvorligt søvnbesvær, hvor et barn har behov for en kugle- eller en kædedyne. Det skal man også allerede i dag inden for det eksisterende regelsæt på området.

Det er sådan i dag, at regionen har udleverings- og betalingsansvaret, hvis et barn får bevilget en kugle- eller en kædedyne som en del af behandlingen på sygehus eller i speciallægepraksis. Det vil sige, at hvis kugledynen anses som en nødvendig fortsættelse af barnets behandling, så er det selvfølgelig også en forudsætning, at det nødvendige behandlingsredskab kan følge barnet hjem. Hvis det i første omgang er den praktiserende læge, der vurderer, at det kan være hensigtsmæssigt for behandlingen at bruge en kugledyne, kan hun eller han henvise barnet til yderligere udredning og behandling på et sygehus, og på den måde dækker indretningen i dag faktisk de situationer, der sigtes til i beslutningsforslaget.

Medicin er og skal ikke være førstevalget ved behandling af børn og unge med søvnbesvær, og det er jo så også en af de ting, som SF tager frem i forslaget. Vurderes det af en speciallæge, at der er behov for behandling med lægemidler, så fremgår det allerede i dag af Sundhedsstyrelsens vejledning, at gode rutiner og regelmæssighed omkring barnets indsovning skal være på plads, inden behandling med sovemedicin kan komme i betragtning. Jeg kan i øvrigt sige mere generelt – og det har vi også haft en drøftelse af i anden sammenhæng i udvalget – at regeringen er meget opmærksom på, at forbruget af sovemedicin med melatonin hos børn og unge desværre har antaget et for højt niveau. Derfor har jeg også for nylig orienteret udvalget om, at jeg har bedt Sundhedsstyrelsen sammen med øvrige relevante styrelser om at beskrive mulige initiativer til at nedbringe forbruget.

I de tilfælde, hvor en kugledyne så ikke er et led i behandlingen – det kan være situationer, hvor kugledynen bevilges som et hjælpemiddel efter den sociale lovgivning – er det kommunerne, der har bevillingsansvaret, jævnfør den sociale lovgivning.

Som jeg startede med at sige, har jeg sådan set sympati for intentionen i forslaget, men som jeg også sagde, mener jeg, at det er uhensigtsmæssigt, hvis vi går ind og laver særlovgivning, som retter sig mod enkelte målgrupper og konkrete behandlingsformer og på den måde fratager den enkelte sundhedsperson, altså lægen eller sygeplejersken, fagligheden omkring barnet og muligheden for at kunne vurdere, hvad det enkelte barn har af konkrete behov i behandlingssituationen. Valg af behandling må være en beslutning, der træffes tæt på den enkelte borger og af de personer, som har den faglige indsigt, og som har ansvaret for behandlingen. Den kan man jo så iværksætte, også på baggrund af de retningslinjer og vejledninger, der ligger fra de nationale sundhedsmyndigheders side.

Men jeg er sådan set enig i det, som jeg egentlig oplever er SF's intention med beslutningsforslaget, nemlig at rejse det problem, som vi desværre ser opstå i mange kommuner, altså at der stadig væk er alt for mange kommuner og regioner, der slås om regningen, selv om det i lovgivningen er klart, hvem det er, der har ansvaret, og hvem det er, der skal iværksætte behandlingen, og at det sådan set ikke er borgeren, der skal komme i klemme. Derfor håber jeg også, at vi i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan sikre, at vi kan få de uklarheder, der måtte være på området, visket ud og af vejen, sådan at børn og unge med søvnbesvær kan få den behandling, de har krav på.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og også tak for ministerens tilkendegivelse af, at det her problem er et problem, som skal løses, uanset hvad. Sådan hører jeg i hvert fald ministerens svar. Jeg havde egentlig heller ikke regnet med andet, for det er fuldstændig rigtigt, at vi har drøftet det her problem rigtig, rigtig mange gange, og derfor synes jeg også, at det er så enormt frustrerende, at vi igen og igen får henvendelser fra forældre, som er fortvivlede over, at de af en kommunal sagsbehandler får at vide, at der skal ligge en medicinsk behandling til grund, før man kan bevilge en kugledyne eller en kædedyne eller andre hjælpemidler i den sammenhæng. Det synes jeg ikke stemmer overens med de signaler, som sundhedsministeren sender igen og igen, og jeg tænker: Hvad skal der så til, for at vi rent faktisk sikrer, at det, vi siger, også er det, der sker?

Ministeren.

Vi mener sådan set ikke, at der er uklarhed om det, lige så snart det her sker som led i en behandling, og det vil det være i langt, langt størstedelen af tilfældene, fordi det enten er noget, der er iværksat hos en speciallæge, iværksat i samarbejde mellem egen læge og sygehus eller iværksat i forbindelse med et udredningsforløb i sygehusregi. Og så er det et behandlingsredskab, som jeg også sagde i mine indledende bemærkninger. Derfor er jeg sådan set enig i, at vi ser nogle fuldstændig unødige slagsmål, hvor børn og forældre kommer i klemme på grund af en regning, som der egentlig ikke burde være uklarhed om hvem der skal betale, fordi det en del af en behandling. Jeg håber da ligesom ordføreren, at den her debat, vi har i dag, så endnu en gang kan være med til at sætte en tyk streg under det, og så kan jeg forhåbentlig gøre mit til også over for Folketingets medlemmer at prøve at se, om jeg kan være behjælpelig i udvalgsbehandlingen med at svare på de spørgsmål, der måtte være, sådan at vi kan sikre, at man for de børn og unge, der har søvnbesvær, også følger de anbefalinger, der ligger fra Sundhedsstyrelsen, og hvor det jo klart fremgår, at medicin ikke er et første valg.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg tænker, at jeg kan tage det som et tilsagn om, at vi i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan love alle de forældre, som stadig væk er i den her klemme, at nu er det slut. Nu finder vi en løsning, så vi sikrer, at der ikke længere er forældre, der skal stå i den situation, at de skal slås om, hvem der skal betale regningen, og om det overhovedet kan lade sig gøre, og at medicin aldrig mere skal være en begrundelse for, at man ikke kan få en kugledyne.

Ministeren.

Som jeg sagde i mine indledende bemærkninger, er Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området jo meget, meget klare. Vi har også haft samråd, hvor vi har talt om, hvornår det er, man ligesom vælger lægemidler som en del af behandlingen hos børn og unge, der har begyndende psykiske lidelser og også andre årsager til søvnbesvær. Det ligger der nogle meget klare faglige rammer for, hvor det klart og tydeligt fremgår, at medicin ikke er et første valg, og at der skal være afprøvet andre typer. Det gentager jeg gerne. Men jeg er også nødt til at understrege, som jeg sagde indledningsvis, at jeg ikke ønsker en situation, hvor vi herinde fastlægger, hvordan behandlingen skal være for den enkelte patient. Det er et fagligt ansvar, som ligger hos de sundhedspersoner, der er tæt på barnet og patienten.

Så er det fru Pernille Schnoor.

Tak, og også tak til ministeren for at være så klar i mælet i forhold til det her, men det tyder på, som den seneste ordfører også nævnte, at der faktisk er uklarhed derude, og det er jo det, som afspejler de kommentarer eller tilbagemeldinger, man får fra forældre. Det er deres oplevelse, at man ikke følger det her med, at medicin ikke må være første valg. En af begrundelserne er en afgørelse i Ankestyrelsen i december 2015, hvor man oplevede, at det satte en stopper for, at man måtte bruge kugledyner som første valg. Så jeg kunne godt tænke mig, at ministeren kommenterer den afgørelse fra Ankestyrelsen.

Ministeren.

Det har jeg også gjort skriftligt til udvalget, endda ad flere omgange, så vidt jeg husker, men det, der ligesom nogle gange bliver rodet sammen, er jo spørgsmålet om, hvad der er hjælpemidler efter servicelovens bestemmelser, som jo i høj grad er det, som Ankestyrelsens afgørelse går på, og så reglerne for behandlingsredskaber. Som jeg redegjorde for i min indledning er det det, der oftest er udgangspunktet, når vi taler om børn og unge med søvnbesvær, fordi redskabet er udleveret som en del af behandlingen. Det er ikke det, Ankestyrelsen forholder sig til. Ankestyrelsen forholder sig til hjælpemidler under den sociale lovgivning. Hvis der er behov for få afklaret det yderligere, gør jeg gerne det, men jeg tror, at det er vigtigt at holde fast i, at er barnet i gang med en behandling, hvor en kugle- eller en kædedyne er ordineret i den sammenhæng, skal det også følge med barnet efterfølgende, og så er det regionen, der afholder udgifterne, fordi det så er en del af en behandling.

Fru Pernille Schnoor.

Jeg forstår godt, at ministeren godt forstår, at der er to lovgivninger, og at i den ene lovgivning var det, at Ankestyrelsen var ude at sige noget, som ikke gælder på baggrund af den anden lovgivning, men anerkender ministeren – og det synes jeg egentlig jeg hørte lidt i ministerens tale – at der faktisk er uklarhed derude, og at man lidt kaster bolden rundt imellem hinanden, at region og kommune og forældrene oplever, at det faktisk ikke i praksis er sådan, men at de faktisk oplever, at de får at vide, at medicin bruges som første valg foran en kugledyne?

Ministeren.

Jeg anerkender til fulde, at der er borgere, som oplever, at det her bliver et unødigt slagsmål, og derfor er jeg nødt til at gentage det, som min forgænger i embedet også svarede Folketinget: Hvis der er tvivl om, hvem der har ansvaret, altså om det er i de få tilfælde, hvor det må være serviceloven og hjælpemidler, eller om det er regionen i relation til de mange tilfælde, hvor det er behandlingsredskaber og derfor er en regional opgave, var det ikke kommet borgeren til skade. Så må man sørge for, at borgeren har hjælpemidlet, og så må kommune og region slås om regningen bagefter. Det er måske der, hvor jeg i høj grad ser rum for forbedring.

Vi siger tak til sundhedsministeren og går videre i ordførerrækken til hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. Men jeg bliver nødt til fra socialdemokratisk side at sige, at det burde være fuldstændig unødvendigt at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg bliver nødt til at sige til ministeren, at her er der altså bare en regering, der ikke har handlet, som vi fra socialdemokratisk side synes en regeringen burde have gjort. Det er mere end 2 år siden, at jeg indkaldte til det første samråd, og siden da har andre partier også indkaldt til samråd. Det her er slet ikke en måde, hvorpå vi politisk lever op til det, der er befolkningens forventning om et effektivt land, der lytter til befolkningens problemer og udfordringer. Og minister, det her drejer sig om sårbare familier. Derfor er det her så alvorligt, at man ikke kan lukke ørerne for det, men det synes jeg regeringen har gjort.

Jeg har manglet en kaptajn på broen til at sige til kommuner og regioner, at tolkningen ikke er svær. Tolkningen er let. Ministeren har selv redegjort for det her. Ministeren kan ganske kort redegøre for, hvilken lovgivning det her falder ind under – er det behandling fra sygehuset, eller er det behandling fra praktiserende læge eller fra kommunens side, så er det to forskellige lovgivninger. Til trods for det, mere end 2 år efter, sejler det fuldstændig på samme måde, som det gjorde for 2 år siden. Det er ikke godt håndteret af regeringen. Og så kan man godt skubbe skylden over på andre og sige, at det her drejer sig om kommuner og regioner, og at I skal bare løfte jeres opgave, og at Ankestyrelsen har talt. Ja tak, men når problemet fortsætter, så bør det være en regerings ansvar at gribe det her. Det synes jeg ikke man har gjort, men nu siger ministeren, at det er ministerens intention frem mod tredjebehandlingen at få uklarheder visket væk frem mod udvalgsarbejdet. Det kan jeg love vi i Socialdemokratiet vil holde ministeren op på, for det her skal slutte.

Så sent som i går mødte jeg en fra en kommunal forvaltning, som siger, at Flemming, det her må I da kunne gøre noget ved. Det her fylder rigtig meget ude i kommunale forvaltninger, fordi det er sårbare familier til adhd-børn, og de er fortvivlede over, hvad der skal til. Det, at barnet ikke kan falde i søvn, det, at de er usikre på, om der skal gives medicin og måske har en skepsis i forhold til det, selv om praktiserende læge måske siger, at det her er et fuldstændig normalt søvnhormon, og at det kan vi godt prøve, gør dem usikre. De kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan vælge det laveste interventionsniveau, som er en kugledyne. De forstår ikke, hvorfor parterne skal spilles ud imod hinanden i forhold til en betaling.

Nu har jeg fået ridset op, hvad der er den socialdemokratiske holdning. Det her skal løses, og jeg synes klart, at det er et ministeransvar. Det var allerede det, jeg fik præciseret for mere end 2 år siden, da vi holdt et samråd indkaldt af Socialdemokratiet.

Som sagt vil jeg sige til SF, at jeg synes, det er godt, at I har fremsat beslutningsforslaget. Det er åbenbart nødvendigt. Men jeg synes, at det burde have været helt unødvendigt. Det, vi skal sørge for, er, at klarheden er der. Og jeg var lige inde at google, hvad en kugledyne koster. En kugledyne bliver ikke slidt op ved, at der er en borger, der har den. Den kan også vaskes og genbruges. Inklusive moms koster den godt 10.000 kr. Det ridser perspektivet op. Hvad er det, vi bliver pålagt at skulle tage os af her på Christiansborg og løse i en velfærdsstat som den danske, hvor vi som socialdemokrater altid har øje for dem, der har det sværest i samfundet? Og vi har i den grad øje for de familier, der har et barn med en psykiatrisk diagnose, og hvor hverdagen er rigtig vanskelig at få til at hænge sammen. Det er paradoksalt, at vi er herude politisk i Danmark. Jeg mener, at regeringen bærer ansvaret, fordi det er præciseret igen og igen.

Men jeg må sige til SF, at det ikke er en sag, vi skal tage os af i Folketinget, men jeg er glad for, at I har fremsat beslutningsforslaget, og at vi har fået debatten. Men fra socialdemokratisk side kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, for det her er for detailstyret herindefra. Det skal være en regering, der tager ansvaret på et område som det her. Tak.

Tak til hr. Flemming Møller Mortensen. Vi går videre til hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Normalt når jeg står her i salen og taler om børn og medicin, handler det om, at børn skal have medicin, som de ellers er blevet forholdt af et sundhedsvæsen. I dag er det den anden vej rundt – der handler det om at sikre børn muligheden for at slippe for medicinering, når der er et reelt alternativ.

Som systemet er skruet sammen i dag, er der jo grobund for den her kassetænkning, hvor patienter ikke nødvendigvis får det, som er bedst for dem, fordi det er den forkerte kasse, der skal betale. Det er ikke første gang, vi er stødt på det problem i forhold til adhd, som er dagsordenen i dag; det har også tidligere været et problem, når vi har talt om behandling af diabetes hos børn, som ikke kunne få glukosesensorer, fordi det var den forkerte kasse, der skulle betale, uagtet det var den rigtige behandling af barnet. Det er i Dansk Folkepartis optik endnu et argument for at gentænke strukturen i sundhedsvæsenet, men det er jo en anden diskussion.

I det konkrete eksempel er vi helt enige med forslagsstillerne i, at det skal sikres, at børn, som har et reelt alternativ til melatoninbehandling, skal tilbydes det alternativ, for børn har ikke godt af at blive medicineret, hvis der er et reelt alternativ. Al medicin har bivirkninger, og dem skal man selvfølgelig undgå, hvis man kan.

Derfor vil vi arbejde meget produktivt i udvalgsarbejdet for at finde den vej, der skal til, for at få løst det her problem. Og der forestiller vi os, at en mulighed kunne være en forpligtende beretning, så vi sammen med regeringen kunne få løst det her problem. For som nævnt tidligere er det ikke et problem, der udelukkende rammer børn med adhd; det har også tidligere ramt andre patientgrupper, og jeg kan kun forestille mig, at hvis vi ikke løser det grundlæggende strukturelle problem i det her, så vil andre komme i klemme fremadrettet.

Derfor vil det være Dansk Folkepartis indstilling, at vi vil forsøge at lave en beretning, som kan forpligte regeringen til sammen med Folketinget at få løst det her problem en gang for alle.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Det er Venstres ordfører, og det er fru Jane Heitmann. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne takke SF for at rejse debatten om, hvordan og på hvilke præmisser vi i dag tilbyder børn med adhd behandling og særlig lindring for de symptomer, som udfordrer de børn. Og lad det være sagt med det samme: I Venstre er vi optaget af, at alle, både børn og voksne, bliver mødt af et samarbejdende, professionelt sundhedsvæsen, som tilbyder behandling af høj kvalitet. Vi er også optaget af, at ingen falder mellem to stole. At falde mellem to stole er på alle måder et udtryk for, at systemet lukker sig om sig selv og tilsidesætter den, det hele handler om, nemlig patienten. Og netop derfor er det så afgørende, at vi får gjort op med silotænkningen, får skabt bedre sammenhæng, viden og forståelse mellem, hvad der foregår i de forskellige lag af vores sundhedsvæsen fra lægen i almen praksis til sagsbehandleren på kommunekontoret.

Nu er det jo ikke første gang, at vi i folketingsregi drøfter brugen og bevillingen af kugledyner til adhd-børn, ligesom det heller ikke er første gang, at vi drøfter medicin og medicinforbrug for både børn og voksne i psykiatrien. Jeg har tidligere understreget, at vi fra Venstres side deler det udgangspunkt, at medicinsk behandling sjældent kan stå alene, uanset om man er barn eller voksen. Det må og skal være sådan, særlig for børn, at man i udgangspunktet påbegynder behandlingen med ikkefarmakologiske midler eller -indsatser, præcis som sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer for udredning og behandling af adhd-børn anviser. Kan et barn med adhd ikke sove, ja, så bør det være sådan, at man ikke med det samme griber til receptblok og sovemedicin, men faktisk forsøger sig med andre virkemidler. Og det kan jo være alt fra gode sovevaner og en god søvnhygiejne, hvor mobilen lægges væk og lyset dæmpes, til at der i det hele taget er ro om barnet.

Med forslaget her ønsker SF at sikre, at børn med en adhd-diagnose har ret eller får ret til en kugledyne, når den er bevilget af f.eks. en speciallæge i psykiatri. Og SF sparker en åben dør ind, for sådan er lovgivningen jo i dag. Regionen har både behandlingsansvar og udleveringsansvar, når en kugledyne er bevilget som en del af behandlingen. Og hvis en alment praktiserende læge vurderer, at f.eks. et adhd-barn kan profitere af en behandling med en kugledyne, så kan lægen jo henvise til en speciallæge eller til sygehuset. Og selv om lovgivningen er på plads, medgiver jeg gerne, at vi har set nogle triste eksempler på, at region og kommune ikke kan blive enige med hinanden om, hvem der tager ansvar. Og det duer ikke, for hvem er taberen? Det er patienten.

Problemstillingen er kendt, og heldigvis har regeringen med udspillet »Sundhed, hvor du er« tilkendegivet, at der arbejdes på et løsningsforslag. Sundhedsreformen er jo på trapperne, og når vi nu alligevel er ved at trække nye streger mellem ansvarsområderne for kommuner og regioner og almen praksis, så kan det jo også være relevant at se på, om den her problemstilling ikke skulle indgå i det arbejde.

Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget som fremlagt, men vi kan støtte en fælles beretning, som DF's ordfører jo også var inde på, såfremt der blandt Folketingets øvrige partier er interesse for en sådan.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Og også tak for ordførerens opbakning til, at problemet skal løses, altså at uanset hvordan, så skal problemet løses. Som ordføreren siger, eksisterer problemet stadig væk. Der er stadig væk alt for mange forældre, som ender hos kommunen med deres problem og deres besked om, at der skal en medicinordination til, før man kan få en kugledyne. Og der bliver stadig væk henvist til principafgørelser fra Ankestyrelsen.

Så hører jeg, at ordføreren siger, at i regeringens sundhedsreform vil det her problem være identificeret og være løst?

Ordføreren.

Ja, du hørte i hvert fald ordføreren sige, at regeringen jo tidligere med udspillet »Sundhed, hvor du er« har tilkendegivet, at man vil afsøge en løsning på problemet. Jeg synes i høj grad også, at ministeren her fra talerstolen for et øjeblik siden faktisk kom med en udstrakt hånd. Det var faktisk det, jeg hørte fra ministeren, og det glæder mig på alle måder.

Vi anerkender i Venstre, at der er en problemstilling, og det hører jeg også man gør fra regeringens side.

Spørgeren.

Jeg vil selvfølgelig også gerne anerkende, at jeg kan høre, at ordføreren står på talerstolen og siger, at man gerne vil tale videre om det her. Det er bare rigtig vigtigt for mig at understrege, at vi har snakket rigtig længe – i flere år – og stadig væk ikke har fået løst problemet, så denne gang skal det bare lykkes. Og hvis vi kan være enige om det, er jeg ligeglad med hvordan – blot vi løser det.

Ordføreren.

Jamen fra Venstres side arbejder vi gerne med på det.

Så er det hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er i hvert fald en klar erkendelse af, at regeringen ikke har gjort det godt nok – det kan jeg høre på Venstres ordfører – og det er i hvert fald rigtigt set ud fra en socialdemokratisk tolkning. Vi har ventet flere år, og vi har også ventet flere år på en samlet plan for den nære sammenhæng i sundhedsvæsenet, og det er åbenbart her, regeringen vil løse det her.

Jeg har et spørgsmål til ordføreren om noget, som ministeren egentlig også var inde på. Hvis nu det her skal ordineres, altså hvis en kugledyne skal ordineres som et hjælpemiddel, så handler det om serviceloven, men skal det ikke være sådan, at landets 3.400 praktiserende læger kan sige: Vi har et adhd-barn, der har søvnproblemer, og vi skal da prøve med en kugledyne? Skal det ikke bare være fuldstændig almindeligt, at en praktiserende læge vil kunne gøre det, når han eller hun med sin faglighed vurderer, at her skal man gøre noget, frem for at en praktiserende læge skal henvise til en speciallæge på sygehuset, og at det så bliver regionen, der skal betale?

Ordføreren.

Lad mig starte med at sige til den socialdemokratiske ordfører, at jeg, hånden på hjertet, faktisk ikke synes, det er særlig sympatisk at lægge mig ord i munden, jeg ikke har sagt. Jeg anerkender fuldt ud den indsats, som regeringen har bidraget med på sundhedsområdet. Jeg glæder mig over, at sundhedsministeren for et øjeblik siden har stået her med en fremstrakt hånd. Jeg har på vegne af Venstre anerkendt, at der er en problemstilling – den skal vi have løst.

Der er nogle snitfladeproblematikker mellem det sociale og sundhed. De snitfladeproblematikker skal vi have løst. Jeg har også hørt sundhedsministeren sige, også qua det udspil, der hedder »Sundhed, hvor du er«, at problemstillingen skal løses. Jeg er også ærgerlig over, at den problemstilling ikke er løst endnu, men indimellem er tingene jo bare ikke så lette og ligetil.

Spørgeren, anden runde.

Snitfladeproblematikker kan godt lyde pænere end problemer. Af borgerne bliver det her ikke opfattet som en snitfladeproblematik, men som et problem i hverdagen. Og jeg kan ikke gøre andet end at tolke det sådan, at Venstres ordfører siger, at det her ikke er løst tilstrækkelig hurtigt. Jeg kan i hvert fald huske, hvilke tilsagn jeg fik fra både socialministeren og sundhedsministeren, da jeg havde begge ministre i samråd den 24. januar 2016, for der gav begge ministre på det tidspunkt udtryk for, at det her problem skulle løses, og det er ikke blevet løst endnu. Og nu venter vi endnu en gang.

Ordføreren.

Jeg vil bare understrege igen over for den socialdemokratiske ordfører, at jeg synes, det er usympatisk at lægge mig ord i munden, jeg ikke har sagt. Vi anerkender fuldt ud fra Venstres side, at der er en udfordring. Vi anerkender også fuldt ud, at når patienter falder mellem to stole, er det ikke i orden. Det er patienten, der er taberen. De problemstillinger skal løses. Det anerkender vi fuldt ud. Jeg glæder mig over, at sundhedsministeren har stået her på talerstolen for et øjeblik siden – det vil jeg gerne gentage – og rakt hånden frem til en løsning. Vi deltager gerne fra Venstres side i en fælles beretning, som kan pege i den rigtige retning, i forhold til at vi forhåbentlig sammen, også med regeringen, kan finde en løsning.

Så vil jeg bare gerne understrege igen, at jeg er fuldstændig tryg ved, at når regeringen giver udtryk for i et sundhedsudspil, »Sundhed, hvor du er«, at man vil finde en løsning på problematikken, så er det det, der er ambitionen. For ingen patienter skal falde mellem to stole.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til Enhedslistens ordfører, og det er fru Stine Brix. Værsgo.

Tak for det. Det er utrolig nedslående at høre, at børn med adhd og deres forældre oplever, at de bliver kastebold mellem kommuner og regioner, i forhold til hvem der skal betale en kugledyne, når det er det, der er den rette hjælp eller den rette behandling for barnet. Det skal bare løses, og derfor stor ros til SF for ikke bare at fremsætte det her beslutningsforslag, men i det hele taget at forfølge den her sag med stor ihærdighed, og selvfølgelig også til andre, der også har bidraget til det.

Jeg er for så vidt enig med ministeren, når hun siger, at det ville være lidt mærkeligt, hvis man lavede en meget specifik lovgivning om lige præcis kugledyner i forbindelse med behandling af børn med adhd, som lider af søvnløshed. Jeg synes ikke, at man behøver at læse forslaget på den måde, for der står ikke noget i forslaget om, at det skal være en lovgivning, der står, at Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et forslag. Jeg forstår det som værende bredt. Det kan også være et forslag, der løser det her problem på en anden måde end lovgivning – og på den måde er der egentlig et spillerum for at løse det her problem, som jeg hører at alle Folketingets partier er enige om skal løses.

Jeg synes, det ville være et rigtig stærkt signal at sende, hvis et flertal i Folketinget vedtager det her forslag, et stærkt signal til de forældre og de børn, som står med de her problemer, et stærkt signal til de kommuner og regioner, som slås om, hvem der skal betale regningen. Og det kræver selvfølgelig så et efterfølgende arbejde for de partier, der er her i Folketinget, og for regeringen for at finde ud af, hvad det så er, der konkret skal til, for at vi sikrer, at man så også har en garanti for, at man får den kugledyne, som man har brug for.

Så lad os hurtigt mødes og få talt om, hvordan det kan udformes. Vi er ikke bange for at stemme for det her forslag, hvis det kommer i salen. Jeg synes, at det rummer en stor grad af fleksibilitet til at finde en rigtig løsning, og som sagt synes jeg også, at det ville være et rigtig, rigtig stærkt signal at sende.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører, og det er fru May-Britt Kattrup. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at alle politiske partier kan støtte, at man kan bevilge en kugledyne eller en kædedyne til ADHD-ramte børn, hvis dynen kan løse søvnproblemer. Det er en rigtig god ambition, og man skal ikke fylde unge med medicin, medmindre det er strengt nødvendigt for barnets udvikling og velvære. Når der har været store problemer på det her område, og det har der jo, så skyldes det først og fremmest en siloproblematik mellem region og kommune, der gør, at patienterne havner i et tomrum. Men løsningen kan ske inden for eksisterende regler, og det skal det også blive, og regioner og kommuner må simpelt hen holde op med den kassetænkning og silotænkning, som går ud over patienterne.

Så jeg er enig med SF i problemstillingen, og det skal bestemt håndteres bedre, men som sagt er der allerede regelsæt til det, og derfor støtter Liberal Alliance ikke forslaget, selv om vi altså er enige i, at problemet er der, men blot ikke i, at det her forslag er løsningen. Vi mener ikke, at det skal detailstyres herinde på Christiansborg. Vurderingen skal foretages af fagpersoner, og hvis det vurderes, at barnet har bedst af en kugledyne, skal barnet selvfølgelig have det, også med sig hjem, hvis det er det, der er vurderingen, og medicin skal aldrig bare per automatik være førstevalg.

Hvis der er stemning for en beretning, som jeg hørte fru Jane Heitmann nævne det, synes jeg, det er en rigtig god idé, og det vil vi gerne bakke op.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi går videre til Alternativets ordfører, og det er fru Pernille Schnoor. Værsgo.

Tak. Op imod 40 pct. af den medicin, der udskrives i børne- og ungepsykiatrien, er enten ikke godkendt til børn eller til de sygdomme, som børnene har. Det fremgik af en videnskabelig artikel i Ugeskrift for Læger i 2016. Jeg har tidligere indkaldt til samråd om, at så mange børn får voksenmedicin, som man faktisk ikke ved hvordan virker på børnene, og hvilke bivirkninger og langtidseffekter det har. På 5 år skete der eksempelvis en fordobling i antallet af børn og unge, som fik udskrevet sovemedicin. Børn med særligt søvnbesvær kunne tidligere få støtte til en kugledyne, der i mange tilfælde er hjælp til at få børnene til at sove.

Som jeg nævnte i mit spørgsmål til ministeren, traf ankestyrelsen en beslutning i 2015, som ude i systemerne opleves som at have sat en stopper for, at man vælger kugledynen som et førstevalg. Børn bliver derfor, i modsætning til hvad der egentlig står i lovgivningen, behandlet med medicin, før de får tildelt en kugledyne, og det virker meget forkert, at vi som samfund bruger medicin som førstevalg til børn. Det er efter min mening hjerteskærende, at vi i vores sundhedsvæsen på den måde gambler med vores børns helbred og fremtid ved at give dem voksenmedicin, og det er skræmmende, at vi giver børn medicin, som vi ikke kender langtidseffekterne af, fordi det er beregnet til voksne, men altså uden at vi kender effekterne.

Så et af vores mål i Alternativet er også, at vi får udviklet nogle flere ikkemedicinske behandlingsmetoder i børne- og ungdomspsykiatrien og gør flere forebyggende tiltag, som kan gribe ind over for de tidlige symptomer hos børn og unge, også inden de får en egentlig psykiatrisk sygdom. Jeg mener, vi er forpligtet til at forsøge ikkemedicinske metoder først, og børn skal ikke have voksenmedicin, for de er ikke små voksne, og medicin skal aldrig være førstevalg. Det har vi også hørt ministeren slå fast i dag, og det glæder mig rigtig meget, at ministeren har understreget det så tydeligt, fordi der åbenbart er en stor uklarhed derude. Det er også skræmmende, at vi har læger, der som førstevalg udskriver medicin, som vi ikke kender langtidseffekterne af, fordi det er beregnet til voksne. Det skal der sættes en stopper for, for børn skal ikke bruges som ufrivillige testpersoner af voksenmedicin, og vi skal, som jeg lige har nævnt, i højere grad bruge ikkemedicinske metoder i forhold til børn.

Der er lovgivning på det her område, men vi mener, der i praksis er uklarhed, og derfor vil jeg også takke SF for at have fremsat det her beslutningsforslag, og at vi skal have fundet ud af de her to lovkomplekser, som på en eller anden måde skaber uklarhed, i forhold til hvordan man skal handle i praksis. Vi kan ikke alene støtte en beretning, men vi vil også kunne støtte Enhedslistens forslag om at sætte det til afstemning. Det glæder mig, at ministeren også sætter det på dagsordenen som noget, der er meget vigtigt at få løst.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Jeg ser ikke nogen fra Det Radikale Venstre, og så går vi videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, hr. Erik Lund. Værsgo.

Tak. Jeg tror ikke, at der er nogen, der kan være uenige i, at man som barn med adhd eller for den sags skyld alle andre diagnoser skal være sikker på at modtage den relevante sundhedsfaglige behandling i vores sundhedsvæsen. Det gælder selvfølgelig også for børn med alvorligt søvnbesvær som følge af adhd, og hvor der er en sundhedsfaglig vurdering af, at barnet har behov for en kugledyne. Det er selvfølgelig uheldigt, som flere har sagt, at der til stadighed dukker sager op, hvor en region eller en kommune ikke lever op til sine forpligtelser om at udlevere de behandlingsredskaber, der er fundet sundhedsfagligt relevante, eller hvor økonomien spiller ind, og hvor man ikke kan finde ud af, om det er kommunen eller regionen, der skal betale. Det er simpelt hen for dårligt, og det må ikke kunne ske. Det kan ikke være rigtigt, at en borger, et barn, skal komme i klemme, fordi en kommune eller region ikke kan finde ud af det her. Jeg tror også, at ministeren har sagt, at man skal finde ud af, hvordan det ikke sker fremover.

Jeg er dog glad og tilfreds med, at regeringen allerede har meldt ud, at der skal ske en opdatering af reglerne, og at der skal ses på en omorganisering på området, for det trænger til en justering. Men Det Konservative Folkeparti kan ikke stemme for det beslutningsforslag, der er fremsat.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Jeg vil faktisk gerne først sige tak for de mange positive tilkendegivelser. Jeg havde egentlig også forventet, at vi alle sammen ville være enige i, at det her problem er et problem, som vi skal have løst.

I foråret deltog jeg selv i en meget velbesøgt debat, som desværre viste, at børn med søvnbesvær eller med motoriske problemer som følge af f.eks. adhd stadig væk bliver tvunget til at afprøve medicinsk behandling, typisk Melatonin, før man kan få bevilget ikkemedicinsk behandling. Brugen af eksempelvis kugledyner er en langt mindre indgribende behandlingsform end medicin. Det er alle enige om.

Så hvorfor er det så svært at få det til at ske i virkeligheden? Hvert tredje barn med adhd oplever massive søvnproblemer. Det påvirker barnets trivsel i hverdagen, men det påvirker selvfølgelig også resten af familien. Jeg har modtaget rigtig mange henvendelser fra forældre, som er fortvivlede over, at de skal medicinere deres barn og ikke får lov til at prøve ikkemedicinsk behandling, før de har forsøgt med medicin. Det er et kæmpe dilemma for de her forældre.

Det er en principafgørelse i Ankestyrelsen, som afskærer kommunerne fra at bevilge hjælp til en kugledyne eller andre lignende hjælpemidler, medmindre man først har forsøgt sig med medicinsk behandling af børnene, som altså lægen står for, og dermed ligger opgaven jo også i regionerne. Det tvinger rigtig mange syge børn til en alt for indgribende behandlingsform, ikke mindst hvis familien er ubemidlet og ikke selv kan købe de forholdsvis dyre dyner for at undgå eller begrænse den medicinske behandling. Det giver simpelt hen ikke mening, at medicinsk behandling er det første, vi tyr til, når det drejer sig om børn, især ikke, når eksperter bekræfter, at en kugledyne i mange tilfælde ville gøre større gavn.

Derfor foreslår vi også, at der skal være en ret til at få rekvireret en kugledyne af regionen, forudsat at en psykiater eller en specialist inden for almen medicin har undersøgt barnet og vurderet, at barnet har en fordel af at sove med kugledynen. Vi er enige om, at sådan er det faktisk også i dag, men i praksis bliver rigtig mange forældre henvist til kommunerne, som så henviser til en læge, der skal ordinere noget medicin, som skal være afprøvet, før man kan få bevilget en kugledyne.

Vi har drøftet det mange gange og skiftende sundhedsministre har været enige i, at medicinsk behandling ikke skal være første valg. Og alligevel bliver forældrene stadig væk mødt med det her samme krav, at medicinsk behandling skal være afprøvet med henvisning til Ankestyrelsens principafgørelse. Det giver simpelt hen ikke mening.

I SF insisterer vi derfor på, at vi én gang for alle får løst problemet, at medicinsk behandling aldrig skal være det første valg, når der findes nogle andre og bedre alternativer til børn. Vi er ikke optaget af, hvordan vi løser opgaven, men vi er alene optaget af, at vi løser den. De dynamiske effekter er jo enorme, når vi kan undlade at give børn medicin, men først og fremmest er vi optaget af, at forældre ikke skal bruge kræfter på noget, der er så enkelt, og som vi alle sammen er enige om.

Så jeg vil gerne sige tak til ministeren for at medgive, at problemet skal løses. Jeg er enig med mine kollegaer i Sundhedsudvalget om, at det ikke burde være nødvendigt at fremsætte det her beslutningsforslag, men jeg har også konstateret, at adskillige samråd og adskillige spørgsmål ikke har løst problemet endnu for alle, så det er ikke vigtigt for SF, hvordan vi løser problemet. Det er vigtigt for SF, at vi løser problemet.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, er, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.