Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 55:

Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk kompensation ved medhold i klagesager.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 04.12.2018).

Forhandlingen er åbnet. Børne- og socialministeren.

Tak, formand. I beslutningsforslag B 55 foreslås det, at regeringen skal tage initiativ til at indføre økonomisk kompensation til borgere, der får medhold i Ankestyrelsen i klager over kommunale afgørelser. Og som jeg sådan forstår beslutningsforslaget, handler det om den situation, hvor en kommune har truffet afgørelse om at afslå eller nedsætte hjælpen efter serviceloven til en borger, og hvor Ankestyrelsen ved klagesagsbehandlingen ændrer kommunens afgørelse. Ifølge B 55 skal den økonomiske kompensation stå i et rimeligt forhold til den ydelse, som borgeren ikke har modtaget, mens klagen blev behandlet, og de partier, som støtter beslutningsforslaget, skal så efterfølgende drøfte takster for kompensationen.

Beslutningsforslaget skal efter bemærkningerne tjene to formål. For det første skal den økonomiske kompensation være et plaster på såret i forhold til den hjælp, som borgeren altså ikke har haft adgang til i klageperioden, og for det andet skal ordningen være et signal til kommunen og udgøre et økonomisk incitament til at være mere omhyggelig med, at man altså får truffet de rigtige beslutninger første gang.

Jeg opfatter dermed beslutningsforslaget som sådan et forsøg på at styrke borgerens retssikkerhed. Og det er, som jeg også har sagt mange gange tidligere, fuldstændig indiskutabelt, at borgerne jo skal have den rette hjælp og den støtte, som de har brug for efter loven. Og så skal de have det i første omgang ved kommunens afgørelse i deres sag, uden at det skal være nødvendigt at gå til Ankestyrelsen. Men i regeringen mener vi ikke, at indførelsen af en kompensationsordning er den rette vej at gå for at opnå en styrkelse af borgernes retssikkerhed.

Først vil jeg sige, at vi er uenige i de forudsætninger, der ligger bag forslaget om en kompensationsordning. Som jeg læser det, er forudsætningen bag forslaget en opfattelse af, at kommunerne sådan bevidst og sådan helt usagligt træffer afgørelser, som er i strid med lovgivningen, for at spare hjælpen i klageperioden, og at der derfor så ligesom bliver et behov for at fjerne det økonomiske incitament til en sådan adfærd. Jeg tror imidlertid, som jeg også tidligere har sagt, at kommunerne grundlæggende har viljen til at løfte deres ansvar for, at sagsbehandlingen er i overensstemmelse med lovgivningen. I den forbindelse skal man jo huske på, at serviceloven er en rammelov, og at der af og til kan opstå tvivl om, hvornår en afgørelse ligger inden for lovens rammer, og der skal kommunerne helt sikkert blive bedre. Men jeg mener ikke, at en kompensationsordning sagligt vil have den virkning, at kommunerne så træffer flere rigtige afgørelser.

Ud fra et borgersynspunkt er det jo vigtigt at få den hjælp, som borgeren har ret til og også har behov for. En økonomisk kompensation, som Ankestyrelsen fastsætter ved sin afgørelse af klagesagen, giver ikke borgeren det. Det, som borgeren ønsker sig, er jo hjælp efter serviceloven på det tidspunkt, hvor behovet er til stede. Det kunne eksempelvis være et aktivitetstilbud, som dækker behovet for aktiviteter uden for hjemmet. Og det er jo også vigtigt at sige, at så vil en kompensationsordning meget hurtigt blive administrativt tung. Ankestyrelsen vil jo i hver enkelt klagesag skulle bruge ressourcer på at tage stilling til, hvilken kompensation borgeren vil skulle have, og det vil også være tilfældet, uanset om der fra centralt hold fastsættes takster for kompensation. Og så er der spørgsmålet om, hvordan man overhovedet skal kunne fastsætte retvisende takster, som altså bliver håndterbare i praksis. De ydelser, som vil blive omfattet af ordningen, er jo netop ikke pengeydelser, hvor det er et beløb, man bare kan få tilbage med tilbagevirkende kraft, hvis Ankestyrelsen giver medhold, nej, det vil jo være naturalhjælp som eksempelvis ledsagelse eller hjælp til praktiske opgaver i hjemmet. Det giver en betydelig vanskelighed at fastsætte dette. Det vil i givet fald være nødvendigt at lave et overordentlig fintmasket net af takster, som dækker alle servicelovens naturalydelser, og som altså tager højde for, at der både kan være sager med afslag på hjælp ved førstegangsansøgninger, nedsættelse af hjælp i varierende grad og sådan set også frakendelse af tidligere bevilget hjælp. Det forekommer meget administrativt tungt, og uanset det kommer det jo i hvert fald ikke til at give borgeren den ønskede hjælp på rette tid og på rette sted.

I regeringen mener vi ikke, at det er den rigtige vej at gå i forhold til at styrke borgerens retssikkerhed. I stedet mener vi, at vores indsats ligesom skal koncentreres om at understøtte kommunernes sagsbehandling og en rimelig sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen. Det er jo i det lys, at vi med satspuljeaftalen for 2018 til 2021 afsatte i alt lige knap 54 mio. kr. til en handlingsplan til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet.

Handlingsplanen skal altså således medvirke til at sikre, at man som borger i højere grad oplever at få den hjælp, som man efter lovgivningen jo har krav på, i første omgang. Initiativerne i handlingsplanen er lige nu under udrulning. Et af de initiativer, der allerede er iværksat, er, at det er blevet obligatorisk for kommunerne at behandle de årlige danmarkskort over omgørelsesprocenter. Det skal i tillæg til handlingsplanens øvrige initiativer jo sikre, at de ansvarlige politikere i de enkelte kommunalbestyrelser har fokus på og også aktivt tager stilling til kvaliteten af sagsbehandlingen i deres kommune. Ankestyrelsen er her i 2018 og 2019 også i gang med at sætte nye og forbedrede initiativer i værk netop for at styrke kommunernes sagsbehandling i første instans. Og så har vi fået indført en fasttrackordning for de sager, som er omfattet af varslingsordningen i serviceloven, altså særligt indgribende afgørelser, hvor hjælpen frakendes eller nedsættes. Den betyder jo, at i de sager, hvor nedsættelse af hjælpen kan have meget væsentlig betydning, vil borgerne i de fleste tilfælde modtage hjælpen i hele klageperioden, og i de sager vil kompensation altså ikke være relevant. Så har vi også med finansloven for 2019 afsat 35 mio. kr. i 2019, 30 mio. kr. i 2020 og i 2021 og 25 mio. kr. i 2022 med det formål at nedbringe sagsbehandlingstiderne i Ankestyrelsen. Og endelig har vi med satspuljeaftalen for 2019 afsat i alt 12 mio. kr. til yderligere initiativer til styrkelse af borgernes retssikkerhed. Det er jo tiltag, som er gode eksempler på, hvordan vi sådan arbejder med at få understøttet den gode kvalitet i sagsbehandlingen ude i kommunerne.

Så hvis jeg sådan skal samle op her til sidst, mener vi ikke i regeringen, at en økonomisk kompensationsordning er vejen frem i forhold til at styrke borgernes retssikkerhed. Vi er for det første ikke enige i rationalet bag en sådan ordning, og for det andet giver økonomisk kompensation ikke borgerne den hjælp, som de har ønsket på det tidspunkt, hvor de har haft behovet. Og ordningen risikerer også at blive administrativt tung. I stedet mener vi, at borgernes retssikkerhed skal styrkes ved at understøtte kommunernes sagsbehandling og ved at sikre rimelige sagsbehandlingstider i Ankestyrelsen. Vi iværksætter altså løbende initiativer til det. På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at ministeren ikke vil være med til at styrke borgernes retssikkerhed. Jeg ved, at ministeren også har kendskab til det her, for vi har tidligere haft samråd om det, altså kendskab til, at man ikke får den hjælp, man har behov for. Vi har bl.a. netop haft foretræde af borgere med als, som har brug for flere timer, men ikke kan få de timer. Så det handler også om, at man ikke får den rigtige visitation i forhold til det timeantal, man skal have.

Men når ministeren nu ikke vil være med til det her fremragende forslag og ministeren heller ikke vil give sanktioner til de kommuner, der ikke overholder loven, hvordan skal borgerne så forholde sig, når de har fået medhold af instanserne i, at der er sket en fejl i deres sagsbehandling igennem en periode på 1 år? Er det så bare ærgerligt? Skal de ikke have et plaster på såret i form af en kompensation for, at de er blevet fejlbehandlet og faktisk ikke har fået den ydelse, som de var berettiget til i henhold til lovgivningen?

Tak. Så er det ministeren.

Det skal selvfølgelig være sådan, at man, hvis man har behov for en indsats, skal have den indsats. Derfor er det, der ligger mig meget på sinde, lige præcis, at vi kommer derhen, at kommunerne forbedrer sagsbehandlingskvaliteten. Det er jo også derfor, at vi i fællesskab har lavet de her danmarkskort, hvor man kan se, hvor mange afgørelser der bliver påklaget til Ankestyrelsen, som bliver sendt tilbage til fornyet behandling i kommunerne. Og så har vi ovenikøbet pålagt kommunerne, at de en gang årligt skal drøfte de her omgørelsesprocenter. Det er jo lige præcis for at få den lokale debat om, hvorvidt det serviceniveau, man har i den enkelte kommune, er det, man som kommunalpolitiker vil stå på mål for. Så jeg synes faktisk, at vi har taget et rigtig, rigtig godt træk hen imod at få hævet kvaliteten i sagsbehandlingen.

Når vi ikke kan støtte det beslutningsforslag, der ligger her, er det, fordi det bliver meget tungt. Det er vanskeligt at se sådan en ordning i praksis. Og så løser det jo heller ikke det grundlæggende problem, nemlig at vi gerne vil have kommunerne til at træffe de rigtige afgørelser første gang. Det går en kompensationsordning ikke ind og bidrager til.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg synes som sagt, det er rigtig ærgerligt, at ministeren ikke vil være med til det her. Ministeren siger, at hvis man har behov for en indsats, skal man have den indsats. Så må jeg jo spørge ministeren: Hvis nu borgeren ikke får den indsats, er det så bare ærgerligt, at borgeren ikke har fået den hjælp i 1 år, eller hvor lang tid det nu er, den her klagesag har kørt? Det, vi gang på gang hører, er jo, at det ikke har nogen konsekvenser, hvis kommunen ikke har overholdt lovgivningen og man ikke har fået den ydelse, som man i første omgang var berettiget til.

Det andet er jeg da helt med på. Vi har i Dansk Folkeparti kæmpet for at få kigget på det her område – også i forbindelse med taskforcen. Men det ene udelukker jo ikke det andet. Der skal selvfølgelig ske en forbedring af sagsbehandlingen, men der skal også være en kompensation, når man ikke har fået den ydelse, man var berettiget til.

Ministeren.

Jamen en kompensationsordning giver jo ikke borgeren den indsats, som borgeren havde brug for. Og når vi taler om socialområdet, er det jo vigtigt, at kommunerne i første omgang træffer en afgørelse, der er korrekt og er rigtig. Det er også derfor, at jeg har et meget, meget stærkt fokus på, at de her danmarkskort eller tørresnore, som det også bliver kaldt, kommer til at få en betydning. Vi har i fællesskab taget en lang række politiske initiativer, og samtidig har vi den her tørresnor eller det her danmarkskort, som skal sikre, at man ude lokalt politisk får den diskussion om, om det er okay, at man har så store omgørelsesprocenter på eksempelvis børnehandicapområdet, hvor vi jo kan se, at det gennemsnitligt i hvert fald er 50 pct., der bliver sendt tilbage til fornyet behandling i kommunerne.

Så er det hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg kan jo godt forstå, at ministeren siger, at det vigtigste må være, at kommunerne træffer den rigtige beslutning første gang. Til gengæld kan jeg ikke forstå, at ministeren siger, at det her forslag ikke skulle bidrage til, at man træffer den rigtige beslutning første gang. Altså, når der føres en grænsesøgende sagsbehandling i kommunerne i dag, er det jo helt indlysende for at spare penge, og når man med det her begrænser kommunernes mulighed for at spare penge, tror ministeren så ikke, at det vil være et incitament til, at man i højere grad træffer den rigtige beslutning første gang?

Ministeren.

Jamen jeg er ikke enig i den præmis, der bliver stillet op i spørgsmålet, for jeg er ikke enig i, at kommunerne pr. definition skulle træffe afgørelser for at spare penge. En række af de enkeltsager, som jeg har kigget ind i, viser jo lige præcis, at det faktisk ender med at blive langt dyrere for kommunen ikke at træffe den korrekte afgørelse og iværksætte de korrekte indsatser fra starten.

Så hvis det er, at man endelig skal sige, at kommunerne spekulerer i noget, burde de jo sådan set spekulere i, hvordan det vil være på langt sigt. Det er jo også derfor, at vi i fællesskab – bredt i Folketinget – har besluttet os for at lave en SØM-model, hvor man altså kan beregne, hvad effekterne af en given indsats vil være. Men det ligger jo noget væk fra det, en kompensationsordning vil kunne, og en kompensationsordning vil jo i hvert fald til syvende og sidst ikke give den indsats, som en borger gerne ville have haft.

Hr. Jakob Sølvhøj.

Altså, når man kigger på Socialministeriets danmarkskort, kan man jo se, at der f.eks. i børnehandicapsager er fejl i mere end hver anden sag, der indbringes for Ankestyrelsen. Jeg har tænkt, at der måske kunne være noget økonomi involveret i det her, siden der er en så enormt stor fejlprocent.

Men hvis økonomi efter ministerens opfattelse slet ikke spiller nogen rolle, hvad kan årsagen så være til, at der er fejl i mere end hver anden sag, der bliver indbragt for Ankestyrelsen?

Ministeren.

Jamen jeg er sådan set glad for, at hr. Jakob Sølvhøj også fremhæver danmarkskortene, for de har virkelig haft en betydning. De har haft en betydning ude lokalt, både i forhold til lokale handicaporganisationer og andre interessenter, som har kunnet tage den her debat op. Og så er der noget, der er meget tydeligt, for det er jo lige præcis, som jeg selv sagde: at man i cirka halvdelen af sagerne sender sagen retur til kommunen for at få den belyst igen. Der er det jo vigtigt, at man træffer den korrekte beslutning første gang.

Når vi jo så beder om, at kommunerne en gang om året skal have de her danmarkskort på dagsordenen på et kommunalbestyrelsesmøde, er det jo lige præcis, fordi det er kommunalpolitikerne, som skal stå på mål for den service, de giver. Og jeg tror på, at det er sundt for kommunalpolitikerne og for politikere at drøfte, hvad det er for en service, man tilbyder sine borgere.

Så jeg synes jo egentlig, det har haft en god og positiv betydning, at vi har fået de danmarkskort – sideløbende med alle de gode initiativer, vi har taget for at sikre retssikkerhed og for at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen.

Så siger vi tak til ministeren og tager hul på ordførerrækken, og det er hr. Orla Hav, Socialdemokratiet, der lægger for. Værsgo.

Tak. Det er jo en genfremsættelse af et beslutningsforslag fra tidligere, og vi har ikke ændret vores synspunkt på forslaget fra dengang.

Jeg vil gerne sige, at vi bestemt synes, at borgerne skal have den hjælp, som de er berettigede til efter lovgivningen. Og øvelsen må gå på at sørge for, at kommunerne får etableret de afgørelser, der er ifølge lovgivningen. Det stykke arbejde bidrager vi gerne til, herunder hjælpe med at vejlede kommunerne og sørge for, at de retter ind i forhold til lovgivningen.

Lad os lave et tankeeksperiment. Hvis nu Dansk Folkeparti kom igennem med det her kompensationsforslag, ville en mulig konsekvens fra kommunernes side være at sige: Nå, nu er det blevet endnu dyrere, hvis vi træffer en forkert afgørelse, så vi må hellere gardere os ekstra. Så ville der være en endnu længere sagsbehandlingstid, og derved ville borgeren miste endnu mere af den hjælp, som borgeren har søgt om, og kommunen ville have en tilskyndelse til at ansætte nogle flere i nogle administrative funktioner frem for nogle med varme hænder, som kan være med til at hjælpe borgerne. Det er det ene tankeeksperiment, man kunne lave, om konsekvenserne af at vedtage en sådan ordning, som Dansk Folkeparti så gerne vil have gennemført.

Det andet tankeeksperiment kunne være at sige: Hvis nu kommunerne har sådan et kompensationssystem og det er sat vældig godt i system, kan man begynde at regne på, hvornår det bedst kan betale sig at betale kompensationen, og så lade borgerne sejle deres egen sø i forhold til at få det, som borgerne er berettiget til efter lovgivningen.

Begge dele synes vi sådan set er rigtig dårlige. Det er rigtig skidt at komme ind på sådan et princip om enten at trække tiden eller spekulere i, at man bare kan betale en kompensation. Det må være sådan, at vi herindefra med al den hjælp, som vi har, som ministeriet har, og som Ankestyrelsen og andre er udstyret med, skal tilse, at vi får vejledt kommunerne, så de får truffet de rigtige afgørelser, sådan at borgerne får den hjælp, som de er berettiget til.

Der er blevet nævnt en diagnose, som vi ved bliver diskuteret i de her dage, nemlig diagnosen als, som er en forfærdelig diagnose at få. Der er jo en stor risiko for, hvis man ikke får truffet de rigtige afgørelser i forhold til den her gruppe, at de med den prognose, som en als-patient har, er væk, inden det kan komme på tale at skride til kompensation. Derfor vover vi os ud på en glidebane i forhold til vores system på en uhensigtsmæssig måde. Det synes vi sådan set ikke er i orden.

Vi vil gerne hjælpe ministeren med at sikre, at lovgivningen bliver fulgt til dørs og bliver overholdt. Danmarkskortet, som jo er et beskæmmende danmarkskort, er blevet nævnt, og vi har været med til at gøre opmærksom på, at man bør rette godt og grundigt op på det. Der er sat et forløb i gang i forhold til en af de kommuner, som jeg har kendskab til, og det er godt, og det er i orden, at man gør det. Men konsekvensen af det skal jo være, at kommunen lærer at administrere den lovgivning, som de er sat til at forvalte på fællesskabets vegne. Det er den vej, vi skal gå, altså at sørge for, at det er de rigtige incitamenter, der er på den her bane.

Så med de her begrundelser kan jeg meddele, at Socialdemokratiet ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Jeg forstår ikke Socialdemokratiets tankesæt. For det her udelukker ikke, at man træffer de rigtige afgørelser i første omgang. Det her er jo at skabe en kompensation til de borgere, som ikke har fået den ydelse, som de var berettiget til, f.eks. i serviceloven. Så derfor vil jeg godt spørge ordføreren: Hvis lovgivningen ikke er blevet overholdt i en konkret sag og borgeren får medhold – det kan være, at borgeren efter 12 måneder får medhold i Ankestyrelsen – hvad skal konsekvenserne så være af, at man ikke har fået den ydelse, man var berettiget til? Er det så lige meget? Skal der ikke være en eller anden konsekvens, altså at man ligesom kan mærke, at man skal betale en kompensation tilbage, fordi man ikke har leveret den ydelse, som borgeren var berettiget til? Er det ligegyldigt, altså når lovgivningen ikke bliver overholdt i de sager, som vi ser?

Vores udgangspunkt er jo, at lovgivningen skal overholdes – færdigt arbejde. Og hvis ikke kommunerne er i stand til det, skal de have den fornødne vejledning til at kunne forstå at give de rigtige afgørelser og skabe de rigtige løsninger på det grundlag, som loven stiller op. Hvis man bliver snydt for at have et gangredskab til rådighed, fordi kommunen har lavet en fejlafgørelse, bliver man jo ikke lykkeligere ved at få en check på 10.000 kr. Man har jo behov for at få hjælp til at kunne færdes rundtomkring i landskabet og kunne tage del i det sociale liv. Det er jo der, vi er nødt til at sige, at kommunerne skal forstå, hvad det er, man fratager borgerne, og i det omfang skal vi jo være benhårde i forhold til at køre på kommunerne og sørge for, at ministeriet holder kommunerne fast på den smalle vej, og sige, at det er de rigtige afgørelser, vi har brug for, og ikke alle mulige kompensationssystemer til administration.

Fru Karina Adsbøl.

Nej, men det her vil være med til at styrke borgernes retssikkerhed, netop også i forhold til at man får den rigtige afgørelse. Jeg forstår så bare slet ikke, at Socialdemokratiet ikke svarer på spørgsmålet: Hvad så, hvis lovgivningen ikke bliver overholdt? Hvad så med de borgere, hvor lovgivningen ikke er blevet overholdt i forskellige sager, hvor man ikke har fået hjælp? Hvad vil Socialdemokratiet så gøre i de sager? Er det så lige meget, at de borgere ikke har fået den hjælp? For de har jo ikke fået den, og vi ser jo sager, hvor man ikke har fået den hjælp, man var berettiget til, og vi hører gang på gang i henvendelser til Socialudvalget: Hvordan kan det være, at man kvit og frit kan bryde lovgivningen, uden at det får konsekvenser for dem, der bryder lovgivningen?

Ordføreren.

Jeg har nu tiltro til, at Ankestyrelsen har den fornødne faglige indsigt til at få stillet de repressalier op, som kommunen skal mødes med, sådan at borgeren får hjælp, og det er borgerens retssikkerhed, at man får det. Vi er ikke tilhængere af, at man yderligere bureaukratiserer det her område, hvilket det er vores bekymring at det her beslutningsforslag vil føre til. Så derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Så siger vi tak til hr. Orla Hav. Så er det rigtigt set, at det er hr. Martin Geertsen, der er på vej på talerstolen repræsenterende partiet Venstre. Værsgo.

Alt var rigtigt, hvad formanden dér sagde. Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at sætte fokus på, at mennesker i det her samfund selvfølgelig skal have ret til den hjælp og til den bistand, som de med afsæt i den ene eller den anden visitering er berettiget til. Når det så er sagt, er jeg også uenig i forslagets præmis om, at kommunerne sådan over en bred kam bevidst skulle træffe afgørelser, som de ved er på kant med loven.

Uden at skulle svinge mig alt for højt op på en meget, meget høj hest her på en tirsdag eftermiddag, er det vel, skyldes noget af det her lands succes jo, at vi har og har haft tillid til hinanden og grundlæggende tillid til vores offentlige institutioner, og jeg synes personligt, at vi skal være en lillebitte smule forsigtige med at bryde med det princip og her fra Folketingets side sådan over en bred kam signalere, at borgerne grundlæggende ikke kan have tillid til de kommunale beslutningstagere. Dansk Folkepartis forslag strider imod det udgangspunkt, som vi i hvert fald har i Venstre, som er, at vi har tillid til, at kommunerne forsøger at træffe de rigtige afgørelser over for udsatte, ældre medborgere og andre. Når der så bliver truffet forkerte afgørelser i kommunerne – for det gør der jo – tror jeg bestemt ikke, at det skyldes ond vilje, men jeg tror, at det f.eks. kan skyldes kompleks lovgivning, som har været vanskelig at navigere rundt i, at der kan være tale om besværlige skøn eller andet.

Med det sagt er vi naturligvis enige i målsætningen om, at vi skal gøre, hvad vi kan for at tilstræbe, at der træffes rigtige afgørelser i første omgang. Borgerne kan jo selvfølgelig ikke være tjent med andet. Men vi mener altså ikke, at en økonomisk kompensation er den rigtige vej at gå for at nå det mål. En økonomisk kompensationsordning vil ikke give borgeren det, som vedkommende har ønsket eller har ret til i udgangspunktet og i forlængelse af Ankestyrelsens afgørelse som f.eks. i sager om hjælp efter serviceloven. Samtidig vil en økonomisk kompensationsordning jo betyde, at Ankestyrelsen skal tage stilling til den enkelte sag, og hvilken kompensation borgeren så er berettiget til, og man kan jo levende forestille sig, at Ankestyrelsens sagsbehandlingstid på den baggrund næppe bliver kortere. Med andre ord vil en kompensationsordning efter min bedste overbevisning være administrativt krævende og meget udgiftstung, og det tror jeg ikke der er nogen borgere der kan være tjent med.

Så det afgørende i det her spørgsmål må jo være: Hvordan sikrer vi så borgernes retssikkerhed bedst muligt? Der mener jeg faktisk, at vi er kommet markant længere ved at se på de barrierer, som borgerne møder i systemet, ved at styrke rammerne for, at kvaliteten af sagsbehandlingen kan højnes, og at sagsbehandlingstiderne kan nedbringes. Ministeren var inde på nogle af de initiativer, der allerede er taget, og jeg skal bare fremhæve nogle få af dem her. Vi er i hvert fald glade for, at vi med satspuljeaftalen fra 2018-2021 bl.a. har afsat godt 50 mio. kr. til en handlingsplan til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet, og vi har desuden med finansloven for 2019 afsat 35 mio. kr. i 2019 og 30 mio. kr. i 2021 og 25 mio. kr. i 2022 til nedbringelse af sagsbehandlingstiderne i Ankestyrelsen. Med satspuljeaftalen for 2019 afsatte vi yderligere 12 mio. kr. i perioden 2019-2022 til gennemførelse af initiativer, der skal bidrage til at styrke borgernes retssikkerhed på det sociale område. Så jeg synes faktisk, at vi er kommet et godt stykke i forhold til det, som jeg tror er Dansk Folkepartis oprindelige intention, nemlig at styrke borgernes retssikkerhed i forhold til det kommunale system.

Det, jeg lige har stået og sagt her, har jeg sagt på vegne af Venstre, men jeg har i virkeligheden også sagt det på vegne af Det Konservative Folkeparti.

Tak. Så skal vi høre fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning.

Ja, jeg er jo helt enig i, at det er nogle gode initiativer, vi har taget. Det er også noget, Dansk Folkeparti har presset på for, netop også at vi fik afsat penge til et retssikkerhedsråd, og at vi fik sat penge af til, at man fik mulighed for at få hjælp til at klage. Alle de der ting er vi jo enige i, og det er jo noget, vi selv har kæmpet for. Men når der sker det, at man som borger får medhold i en afgørelse – man har manglet et gode i den periode – mener ordføreren så ikke helt ærligt, at det er rimeligt, at man får en eller anden form for kompensation? Ordføreren kender nok til det i forhold til andre sager, hvor man – kan man sige – ikke får den vare, man har bestilt, og der har man jo også kompensationsregler. Det er altså rent retssikkerhedsmæssigt, og at man som borger har den retsfølelse. Det er et plaster på såret, at man vil få en kompensation, fordi det viste sig, at man fik medhold, og man får samtidig en kompensation, fordi man har måttet mangle den ydelse i den periode.

Tak. Så er det ordføreren.

Mit udgangspunkt er, at vores velfærdssamfund bygger på, at der er nogle, der betaler noget skat, og at vi og andre så sidder og fastsætter nogle regler for, hvad det så er, vi bruger de her skattekroner til, herunder til at tilbyde nogle forskellige former for ydelser, især i forhold til mennesker, der har behov for hjælp. Hvis det også er sådan, at dem, der sidder og visiterer og i øvrigt foretager de her skøn, i forhold til hvad borgeren så skal have, ikke træffer de nødvendige og de rigtige skøn i forhold til det, vi har siddet og lovgivet om her, så er der jo nogle ankeinstanser i det her samfund, som gør, at de afgørelser kan blive lavet om. Altså, det her handler jo ikke om, at folk skal have penge ud af det offentlige system. Det handler jo efter min bedste overbevisning om, at folk skal have den ydelse, som de efter lovgivningen er berettiget til. Det må sådan set være det, der er det centrale her.

Fru Karina Adsbøl.

Lad mig så give ordføreren et eksempel. Man har et barn, der har et handicap, og man vil gerne hjemmetræne det barn. Det har man så fået afslag på, og det kan man ikke få lov til. I mellemtiden, hvor den sag kører, er man ude at betale for, at man kan få hjælp til at hjemmetræne sit barn. Er det så rimeligt, at man senere, når man får medhold, ikke kan få en kompensation, også i forhold til de udgifter man måske har haft, og i forhold til at man ikke har fået den ydelse fra starten af?

Nej, og det sidste er jo sådan set det centrale i forhold til det, ordføreren siger. Nej, det er ikke rimeligt, hvis der er truffet en afgørelse eller foretaget et skøn, som ikke stemmer overens med de regler, der er på det pågældende område. Så skal afgørelsen selvfølgelig ankes, og hvis den ikke har været korrekt, skal den laves om, og dem, der sidder og foretager de skøn, må foretage nogle andre skøn. Det er ligesom den måde, det her system er bygget op på.

Vi siger tak til hr. Martin Geertsen. Og så siger vi velkommen til hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil godt starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for et godt beslutningsforslag. Der er i dag alt for mange fejl i kommunernes behandling af sociale sager. Vi kan fra Socialministeriets seneste opgørelse konstatere, at Ankestyrelsen omgjorde mere end en tredjedel af alle klagesager på det sociale område, og at, som jeg allerede har nævnt i et spørgsmål for et øjeblik siden, man kan konstatere, at der var fejl i 52 pct. af de behandlede sager på børne- og handicapområdet. Jeg vil sige: Det er da ikke mindre end uanstændigt over for de familier, der har oplevet en mangelfuld sagsbehandling eller direkte forkert afgørelse, og jeg synes, det er dybt bekymrende, at retssikkerheden for borgerne ikke er bedre end det, der dokumenteres i den opgørelse.

Den fejlagtige sagsbehandling kan jo have særdeles alvorlige konsekvenser for de borgere, der i en kortere eller længere periode ikke får den støtte, de har krav på. Ikke mindst i det lys synes jeg jo, at det er grotesk – og det er jo hele kernen i forslaget her – at kommunerne kan opnå besparelser ved at gennemføre en mangelfuld og en fejlagtig sagsbehandling.

Det vil måske være lige at skærpe den her at sige, at der er kommuner, der bevidst laver fejl i sagsbehandlingen. Ministeren var inde på det i sin tale, og hun mente ikke, at der var tale om det. Men jeg vil sige, at der for mig ingen som helst tvivl er om, at man mange steder fører en bevidst grænsesøgende sagsbehandling, hvor der gås lige præcis til og jo altså også nogle gange over kanten af lovgivningen. Kommunerne løber nemlig ingen som helst økonomisk risiko i forbindelse med at afprøve sager, hvor de er i tvivl, eller hvor tvivlen nok er vippet, sådan at de aner, at det i virkeligheden er en fejlafgørelse. Det er nemlig sådan, at når sagen ryger til Ankestyrelsen, ja, så selv om kommunen ikke får medhold, så er pengene jo sparet i hele den periode, hvor sagsbehandlingen har fundet sted. Jeg er simpelt hen ikke i tvivl om – også med de formuleringer, der er i serviceloven, hvor man jo også vægter økonomien som en del af sagsbehandlingen – at der også er økonomiske drivkræfter, der er bestemmende for, at der er så mange fejl.

Forslaget, som vi behandler her i dag, har derfor et dobbeltformål. For det første, og det er jo det væsentligste, åbner det for, at borgere, der ikke har modtaget den hjælp, de har krav på, vil blive kompenseret. Det er jo yderst rimeligt. Men jeg tror også, at det vil have den afledte betydning, at det vil lægge et pres på kommunerne til at ændre deres sagsbehandling, når det ikke længere bliver omkostningsfrit med en fejlbehæftet sagsbehandling. Det sidste er vanvittig vigtigt, fordi problemet efter min opfattelse også er større end det, vi kan se i de tal, der viser sig på danmarkskortet. Vi ved, at der er rigtig mange borgere, som hverken har kræfterne eller indsigten til at rejse en klagesag, og i skyggen af de tal, der ligger fra Ankestyrelsen, gemmer der sig efter min opfattelse et stort antal fejlbehandlede sager, der aldrig nogen sinde kommer til offentlighedens kendskab. Også derfor vil det kunne få en stor betydning, hvis forslaget vedtages. Jeg vil sige – med de overvejelser, der har været her fra talerstolen allerede – at kunne vi få et kompensationsniveau, hvor det ligefrem kom til at koste kommunerne penge, hvis deres sagsbehandling i sociale sager ikke levede op til lovens krav, ja, så tror jeg, at vi for alvor kunne flytte noget. Det skulle nok få mange kommuner til at overveje både at ansætte flere sagsbehandlere og til at sikre, at de sagsbehandlere, som kommunerne har, har de absolut bedste kompetencer.

Jeg håber, at der – i modsætning til da vi behandlede et om ikke identisk, så i hvert fald lignende forslag for 3 år siden – vil være et politisk flertal for beslutningsforslaget. Jeg kan høre på de talere, der har været allerede, at det forekommer tungt. Jeg må sige, at jeg faktisk ikke kan forstå det. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man ikke kan se det indlysende i, at når borgerne ikke får de ydelser, som de har krav på efter lovgivningen, for det er jo det, der er tale om, så kompenseres de for det.

Jeg vil også sige, at jeg synes, det er et fint initiativ, som socialministeren har taget med danmarkskortet. Det skal ikke være usagt her. Men jeg synes, det er helt åbenlyst, at det i sig selv ikke har været nok. Der skete jo faktisk fra den første til den anden offentliggørelse af danmarkskortet en stigning. På børne- og handicapområdet skete der faktisk en stigning fra 46 pct. til 52 pct. Så det er jo ret åbenlyst, at kortet i sig selv altså ikke har haft nogen effekt. Til gengæld tror jeg, at det forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, vil få en effekt. Vi synes i Enhedslisten, at det er et godt forslag, og vi vil støtte det.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Vi er i ordførerrækken nået til fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Også tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget. Vi drøftede det jo for 3 år siden, hvor jeg også her fra talerstolen tilkendegav, at jeg også bliver frustreret og får krænket min retsfølelse, når kommuner fratager borgere ydelser, som de har krav på. Så går der 10 måneder med en sagsbehandlingstid, og så får borgeren medhold fra Ankestyrelsen, men der er så gået 10 måneder, hvor man ikke har fået rengøringshjælp, hjemmepleje, hjemmetræning, eller hvad det kan være. Det er ikke i orden på nogen måde.

Derfor er jeg jo glad for de ting, som ministeren og nogle af ordførerne har været inde på at vi har gjort for at styrke sagsbehandlingen. Der er afsat masser af penge til at styrke sagsbehandlingen. Der er afsat penge til at nedbringe sagsbehandlingstiderne, og det er godt. Danmarkskortet er også godt. Så er jeg også glad for retssikkerhedsrådet, som jo skal hjælpe på den her situation. Der er rigtig, rigtig mange gode initiativer, som ligesom kredser om, at vi skal styrke retssikkerheden for borgerne.

Så synes jeg jo, det er dejligt at høre Enhedslisten her fra talerstolen tale om økonomiske incitamenter, og hvordan de virker, og sige, at man tror på, at hvis kommunerne straffes, så vil de ændre adfærd, og at man generelt har tiltro til økonomiske incitamenter. Det er også noget, vi tror på i Liberal Alliance. Vi har hele tiden sagt, at vi synes, at man skulle være bedre til at straffe de kommuner, som bryder loven, og at vi rigtig gerne vil give kommunerne bøder, fordi money talks og vi tror på, at det kan gøre en forskel. Så grundlæggende har jeg stor sympati for det her beslutningsforslag, det ved forslagsstillerne også godt, og jeg ser frem til andenbehandlingen.

Der er alligevel et spørgsmål nu fra Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak. Ja, det ved ordføreren for forslagsstillerne nemlig godt, for da vi behandlede forslaget sidste gang, stemte Liberal Alliance jo for. Jeg er udmærket klar over, at nu er det en anden situation for Liberal Alliance, for nu er de en del af regeringen. Derfor tillader jeg mig at konkludere, at det er Venstre og Konservative, der ikke bakker op om det her forslag – og der må ordføreren jo rette mig, hvis det er forkert – og så er jeg klar over den situation, Liberal Alliance er i. Jeg har jo også tidligere hørt ordføreren være ude at sige, at der skal gives nogle tvangsbøder til kommunerne, når de ikke overholder lovgivningen. Derfor kan jeg slet ikke forestille mig, at Liberal Alliance ikke kan synes, at en kompensation til borgerne ved lovbrud er den rigtige vej at gå.

Ordføreren.

Som sagt synes jeg, det er helt urimeligt, når man ved en fejl frakender borgere en ydelse, som de har ret til ifølge loven. Det er rigtigt nok, at vi har kredset lidt om, om kommunerne spekulerer i det eller ej. Det ved vi ikke, men i hvert fald synes jeg, det er urimeligt, at kommuner kan opnå en besparelse på borgernes bekostning. Så Liberal Alliance og jeg er på borgernes side, og nogle gange kan man ikke banke til i første omgang, men det kan man måske på den lange bane.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj.

Jeg vil kun sige, at ordføreren ikke bør undre sig over, at Enhedslisten har den opfattelse, at økonomiske incitamenter virker. Det er f.eks. derfor, vi gerne ser en anden måde at regulere på, hvad angår kommunernes budgetter. Vi tror faktisk, det virker, at man straffer kommunerne, hvis de ikke overholder anlægslofter og servicelofter. Derfor vil vi faktisk gerne have dem væk. Men når det så er sagt, glæder det mig, at vi er enige i den her sag, og det ville være dejligt, hvis Liberal Alliance kunne overtale de øvrige partier i regeringen til at støtte forslaget. Det ville nemlig være rigtig godt både for retssikkerheden og for de borgere, der rammes af den uretfærdighed, som der forsøges rettet op på her.

Ordføreren.

Mit lille drilleri omkring økonomiske incitamenter gik jo primært på overførselsindkomster, hvor vi jo mener, at det er vigtigt, at der er et økonomisk incitament til at gå fra overførselsindkomst til beskæftigelse. Men det var drilleri. Jeg er ikke så tit på linje med Enhedslisten, men nogle gange skal man jo også opleve at være det.

Så må vi nok hellere stoppe her og sige tak til fru Laura Lindahl og give ordet videre til hr. Julius Graakjær Grantzau, Alternativet. Værsgo.

I Alternativet mener vi stadig væk, at det er positivt, at personer, som får medhold i en klagesag, tildeles økonomisk kompensation. Det mente vi, sidste gang vi stemte for det her beslutningsforslag, og det mener vi igen. Vi synes, det er rimeligt, at kommunen skal betale kompensation til mennesker, der er blevet frataget goder, som det siden viste sig at de faktisk havde ret til at beholde.

I bemærkningerne til forslaget påstås det rimelig tydeligt, at der kan være kassetænkning til grund for, at kommunerne afbryder mange af de her sager i Ankestyrelsen, og selv når de taber dem, står kommunerne tilbage med en gevinst og borgerne med et tab. Kommunen har nemlig sparet penge, mens sagen var i Ankestyrelsen. I Alternativet arbejder vi kraftigt imod kassetænkning, og vi mener, at hvis der skal være økonomiske incitamenter, så skal de altid komme borgerne til gode. Derfor støtter Alternativet dette forslag.

Som det står i forslaget, går vi ind for, at den myndighed, der har truffet den forkerte beslutning, skal afholde udgifter til kompensationen. Kompensationen skal tjene to formål. For det første skal den være et plaster på såret til borgeren for det manglende gode, borgeren ikke har haft adgang til i klageperioden. For det andet skal den være et signal til kommunen om at være mere omhyggelig med at træffe de rigtige afgørelser første gang. En kompensationsordning vil dermed skabe et økonomisk incitament, så kommunen træffer den rigtige afgørelse første gang.

Så vil jeg samtidig lige, ligesom der er andre, der har gjort det, rose ministeren for nogle af de tiltag, der rent faktisk er blevet gjort, fordi noget af det, det i virkeligheden handler om her, er, at kommunerne bør støttes, så de har de rette kompetencer og ressourcer til at handle korrekt i sagerne i første omgang. Det er vi selvfølgelig også, ligesom det også bliver påpeget af andre partier, meget optaget af at arbejde for, og det er jo godt at høre om de tiltag, som netop allerede er blevet præsenteret af ministeren her.

Så er det jo spøjst, som det også lige blev nævnt før, at partier, som jeg ellers måske forestiller mig kunne gå ind for noget med økonomiske incitamenter, ikke er så positive over for forslaget, mens andre partier er det.

Til slut vil jeg sige tak for forslaget til Dansk Folkeparti. Vi støtter forslaget.

Tak til Alternativets ordfører. Og den næste er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil sige tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte forslaget og sætte fokus på et rigtigt problem. Jeg forstår godt forslaget og er sådan set også enig med forslagsstillerne i, at vi skal overveje, hvordan vi undgår, at økonomi står over den rigtige beslutning, og at det giver mening at give kommunerne incitament til at træffe de rigtige beslutninger.

Men jeg tror egentlig, at forslagsstillerne også er enige med SF i, at den bedste løsning altså er den rigtige løsning. Kompensation kan alene ses som et plaster på såret, men kompensationen står jo ikke mål med, at en borger med eksempelvis et handicap eller en ældre borger med behov for hjemmehjælp måske har været nødt til at sætte tilværelsen på standby i månedsvis. Økonomisk kompensation er derfor ikke umiddelbart den rigtige løsning. Det er derimod den rigtige hjælp.

I SF vil vi gerne være med til at finde løsninger på det problem, som vi er enige i eksisterer. Vi skal først og fremmest have tilliden tilbage. Det sker ikke af sig selv, både kommuner og Folketing skal lægge sig i selen for at bevise, at vi mener det, vi siger, og vi skal også sætte handling bag ordene. Jeg anerkender, at der er et stykke vej dertil. Der er eksempler på, at kommuner tænker i økonomi mere end i den nødvendige og den rigtige hjælp, og der er også eksempler på, at en kommune bruger Ankestyrelsen til at afprøve grænser for servicelovens bestemmelser. Eksempelvis har Greveborgmesteren gjort det for nylig.

Men det er altså også et faktum, at stramme kommunale budgetter, som ikke er kompenseret for demografien, betyder, at der må hugges en hæl og klippes en tå, og det vil vi i SF rigtig gerne være med til at drøfte muligheden for at kompensere for. Vi vil også rigtig gerne styrke borgernes retssikkerhed ved f.eks. at forlange, at afgørelser fra kommunerne på ansøgninger også skal beskrive de langsigtede effekter af f.eks. den nødvendige hjælp. Altså, hvis man ikke giver den rigtige hjælp, hvad får det så af konsekvenser på den lange bane? Det er sådan noget, borgerne er optaget af.

Det giver også rigtig god mening, at vi ligesom siger til kommunerne, at den løsning, der er billigst her og nu, ikke nødvendigvis er den billigste løsning på den lange bane. Men det forudsætter, at vi giver kommunerne mulighed for at tænke i nogle langsigtede løsninger – og måske også med nogle flerårige budgetter, hvem ved?

Vi vil i hvert fald rigtig gerne i SF være med til at fortsætte drøftelserne af mulighederne og også af årsager og virkninger i udvalget. Så hvis Dansk Folkeparti tænker, at det kunne være en idé, så kunne det måske danne grundlag for en fælles beretning om, hvad det er, vi ikke vil acceptere i forhold til sagsbehandling af borgere med handicap, men vel også for et fælles mål om, at borgere med handicap først og fremmest skal have den rigtige hjælp, hverken mere eller mindre.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Jamen vi er da fuldstændig enige om, at borgerne skal have den rigtige hjælp i første omgang. Men ordføreren er jo også klar over, at det ikke altid sker, og hvad så, når det ikke sker? Skal man så sige til borgeren: Jamen det burde du have haft; du har godt nok måttet undvære din hjælp, og det er ærgerligt, men det er der ikke noget at gøre ved?

Eller skulle man sige: Det er rigtig ærgerligt, at der er sket en fejlbehandling her, og derfor er vi godt klar over, at det slet ikke står mål med det, du været udsat for, når du ikke har fået den rette hjælp og du ikke har kunnet komme til aktiviteter eller andet, men du får trods alt et plaster på såret?

Tænker ordføreren, at det gør noget ved ens retsfølelse?

Ordføreren.

Jamen det tror jeg det gør. Men jeg tror sådan set også, at en beklagelse ville gøre noget ved ens retsfølelse. Jeg tror, det gør noget ved ens retsfølelse, når det er sådan, at en kommune vælger at lade Ankestyrelsen træffe afgørelser for at se, hvor langt loven egentlig rækker, altså hvor grænsen egentlig går for, hvad vi skal som kommune eller ikke skal som kommune, mere end at man er optaget af, hvad der hjælper den enkelte borger.

Jeg er fuldstændig enig med fru Karina Adsbøl i, at det er uholdbart, men jeg vil bare så gerne, at vi prøvede at hjælpes ad med at sætte fokus på, at man ikke bliver bragt i den situation, for den magtesløshed, som følger af ikke at få hjælp i måske månedsvis, kan der jo ikke kompenseres for med penge. De penge erstatter jo ikke den hjælp, som man ikke har fået, de sociale aktiviteter, man ikke har kunnet deltage i, eller det job, man måske ikke har haft mulighed for at passe. Og det synes jeg faktisk at vi har et ansvar for at få rettet op på først og fremmest og at bruge pengene på.

Der er mange årsager, tror jeg, men jeg tror, det måske kræver en større drøftelse af, hvad der så er årsag, og hvad der er virkning, og derfor også forslaget om, at vi drøfter det videre i udvalget.

Fru Karina Adsbøl.

Vi har i hvert fald fra Dansk Folkepartis side arbejdet rigtig meget for at styrke borgernes retssikkerhed på det her område.

Men så kunne jeg godt tænke mig spørge ordføreren om noget andet, for i dag er det sådan – og det ved ordføreren, for vi har selv siddet med det, vi har forhandlet patienterstatninger – at folk, som bliver fejlbehandlet i vores sundhedssystem, kan få en erstatning, en kompensation. Folk, som bliver fejlbehandlet i vores sociale system, får ingenting. De kan ikke engang få en kompensation. Altså, det er sådan, virkeligheden er, og så synes jeg bare, man lige skal tænke over: Er det rimeligt?

Ordføreren.

Jeg har godt lyttet mig til, at DF's ordfører gerne vil lave den sammenligning, men jeg synes måske ikke, den er helt rimelig. Altså sådan lidt firkantet sagt er der jo lidt forskel på, at man måske får amputeret det forkerte ben, og at man må undvære hjælp, indtil Ankestyrelsen har sagt til kommunen, at nu skal den sørge for, at den her borger får hjælp. Den ene del kan man faktisk ikke kompensere for, men det kan man trods alt for den anden. Og så er det rigtigt, at det, at man har oplevet at være krænket i form af ikke at have fået hjælp i en periode, er et problem, som vi skal søge at løse, men jeg synes, vi skal løse det ved at undgå, at det sker i fremtiden.

Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl, der nu får ordet som den sidste i rækken af ordførere. Værsgo.

I Dansk Folkeparti mener vi, at det er rimeligt, at borgere, som får medhold i en klagesag mod kommunen, kan tilkendes en kompensation. Dansk Folkeparti har tidligere fremsat forslag om opsættende virkning, og der fik vi gudskelov samlet et flertal vedrørende bestemte paragraffer, nærmere bestemt servicelovens § 3 a, hvor man bibeholder sin hjælp i 14 uger frem, indtil sagen har været behandlet i Ankestyrelsen, så man ikke pludselig står uden hjælp.

Men problemstillingen er desværre ikke løst. F.eks. har vi jo set patienter som als-patienter, der ikke har kunnet få bevilget ordentlig hjælp eller hjælpetimer nok til at få hverdagen til at fungere. Og kommunerne træffer hver dag afgørelse efter lov om social service om forhold vedrørende ældre og udsatte borgere, mennesker med handicap – det kan være i sager om hjemmehjælp, personlig pleje og lignende – og i en række tilfælde indebærer afgørelsen, at borgeren helt eller delvis mister det gode, som borgeren hidtil har haft, men det kan også være, at borgeren har fået tildelt hjemmehjælp, og at kommunen så træffer afgørelse om at nedsætte hjemmehjælpen til det halve. Det kan også være, at man slet ikke får den hjælp, man er berettiget til.

Så forslaget går jo i sin enkelhed ud på, at regeringen skal fremsætte lovforslag eller foretage de nødvendige ændringer af administrative forskrifter, så der kan udbetales en kompensation til borgere, som får medhold i Ankestyrelsen.

Kommunen skal træffe afgørelse ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens forhold på baggrund af den gældende lovgivning. Vi har i satspuljeregi i samarbejde vedtaget Danmarkskortet, og de sidste opgørelser viser jo, at omgørelsesprocenterne i Ankestyrelsen på social-, børne- og voksenhandicapområderne er alt for høje, på børnehandicapområdet er den steget fra 46 pct. i 2016 til 52 pct. i 2017. Så alt for mange af de her sager bliver omgjort, og det er en udfordring.

Jeg husker også selv en sag fra tidligere, hvor man havde sat loft over, hvor meget man ville give til aflastning, men det kan man ikke. Man kan ikke sætte loft over, hvor mange aflastningsdøgn man kan bevilge en familie, der har brug for hjælp, for så foretager man jo ikke den individuelle vurdering. Der er også set eksempler på, at familier, der gerne ville hjemmetræne barnet, fik den besked, at det brugte man i deres kommune. Og virkeligheden er jo også, at kommunernes økonomi kan være en faktor, der påvirker afgørelsen, når kommunerne skal have økonomien til at hænge sammen, og der er jeg helt med på, at der også påhviler os et ansvar netop i forhold til at få kigget på budgetloven eller at få lavet et nyt udligningssystem. Men det er altså vigtigt, at vi varetager borgernes interesser.

Vi ved, at mange af de her afgørelser er på kant med lovgivningen. Det er ikke kun i børne- og handicapsagerne. Vi har også set det tidligere i forbindelse med bl.a. sygedagpengesager. Hvis borgeren ikke er enig eller tilfreds med den kommunale afgørelse, kan borgeren klage over afgørelsen til kommunen, hvor sagen så revurderes, og hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen klagen og sagens akter videre til Ankestyrelsen, som herefter behandler sagen. Og derfor mener vi netop, at det er rimeligt, at borgeren tilkendes den her kompensation, når borgeren får medhold i sin klage, også fordi man som borger har måttet lide under kommunens forkerte afgørelse og har måttet undvære den hjælp, man var berettiget til. Den myndighed, som har truffet afgørelsen, skal selvfølgelig også afholde kompensationen.

Det her skal tjene to formål. For det første skal det være et plaster på såret til borgeren, i forhold til at borgeren ikke har haft adgang til eller har manglet godet i klageperioden, og for det andet skal det være et signal til kommunerne om at være mere omhyggelig med at træffe den rigtige afgørelse i første omgang.

En kompensationsordning mener vi vil medvirke til at skabe et økonomisk incitament til, at kommunen træffer den rigtige afgørelse i første omgang. Kompensationen skal selvfølgelig ikke træde i stedet for en eventuel erstatning eller andet, men den skal være rimelig i forhold til det gode, borgeren har manglet, og i forhold til den tid, borgeren har manglet godet. Jeg har hørt rigtig mange politikere herinde på Christiansborg sige, at der skal sanktioner til, når kommunerne ikke overholder loven. Derfor har jeg sådan set også en forventning om, at man her i Folketinget kunne se det rimelige i, når der er blevet truffet forkerte afgørelser i kommunalt regi og borgeren har fået medhold i sin klage, at borgeren så fik en kompensation for det, også set i forhold til retsfølelsen.

Lige i øjeblikket er der faktisk en retssag. Det er sådan, at Justitia og Advokatsamfundet er gået rettens vej, og jeg vil godt læse op fra en artikel i Justitia om det:

»Skal man kunne få økonomisk godtgørelse, hvis kommunen fejlagtigt giver en borger afslag på eller fratager ikke-økonomisk hjælp som for eksempel hjemmehjælp, ledsagerordning, pasning eller lignende, og Ankestyrelsen efterfølgende omgør kommunens afgørelse? Ja, mener Justitia og Advokatsamfundet, som i samarbejde med advokat Mads Pramming har valgt at gå rettens vej med en sag om en handicappet pige, hvor kommunen uberettiget havde frataget hendes ledsagerordning til svømning, da hun fyldte 18 år. Familien havde flere gange fået medhold i sine klager til Ankestyrelsen, men først efter længere tids tovtrækkeri lykkedes det endelig pigen at få sin ledsagerordning genoptaget. Kommunens fejlagtige afgørelser i sagen betød dog, at pigen i en meget lang periode ikke kunne komme til svømning, og at familien måtte bruge ferie og fridage på at hjælpe. Som det er i dag, kan borgere i disse sager normalt ikke få erstatning af kommunen, da borgeren ikke har haft et økonomisk tab som følge af den forkerte afgørelse. Borgeren har dog – som det også er tilfældet i denne sag med den handicappede pige – mistet et velfærdsgode, som vedkommende ellers var berettiget til.«

Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad afgørelsen i den her sag ender ud med, for jeg tænker, at hvis den her ender ud til borgerens fordel, bliver vi i hvert fald fra politisk hold herindefra nødt til at reagere på det.

Jeg vil selvfølgelig godt sige tak til Enhedslisten og Alternativet for endnu en gang at bakke op om det her beslutningsforslag. Jeg er enig i, at den rigtige afgørelse skal træffes i første omgang, men virkeligheden er også, at det ikke altid er det, der sker. Der er det jo rimeligt, at man også kan få en kompensation for det, man har måttet mangle. Så jeg er rigtig ærgerlig over, at der ikke er større opbakning til det. Jeg kan så nævne, at der sidste gang var 55, der stemte imod, herinde i Folketingssalen, og 47, der stemte for, så jeg havde jo håbet på, at det ville lykkes den her gang.

Noget andet, jeg vil sige, er, at jeg er helt med på, at vi har lavet rigtig mange gode aftaler for at styrke retssikkerheden, men noget af det, vi har siddet om forhandlingsbordet og drøftet, handlede også om at styrke sagsbehandlingen. Dansk Folkeparti havde jo også ønsket, at det skulle være obligatorisk med taskforce, sådan at de kommuner, der bonede ud med mange fejl, ikke kun skulle have tilbuddet om en taskforce, de skulle have et obligatorisk taskforce for netop at blive bedre til sagsbehandlingen. Den nåede vi sådan nogenlunde i mål med. Vi fandt en sådan nogenlunde løsning, men det handler selvfølgelig om, at man skal sikre en god sagsbehandling, og hvis det ikke sker i kommunerne, bliver vi jo nødt til at hjælpe kommunerne for at sikre, at det sker.

Men jeg vil godt sige tak for behandlingen i dag, og så må jeg så kæmpe videre på anden vis. Mange af de forslag, Dansk Folkeparti har fremsat, er blevet fremsat igen og igen, når der er gået nogle år, og på et eller andet tidspunkt er det lykkedes at få et flertal.

Tak for debatten.

Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Orla Hav, værsgo.

Jeg vil såmænd bare spørge efter det regnestykke, som ligger bag Dansk Folkepartis forventning om, hvad det her vil beløbe sig til. Det ville jo være rart nok at vide, hvad det er for en skive, der vil blive ramt. Det vil jeg gerne bede om at ordføreren prøver at indvie os andre i.

Ordføreren.

Ja, det er jo interessant. Hvad koster det at levere den ydelse, man skulle levere? Jeg kan ikke se, at det skulle koste noget som helst, for man skal fra kommunal side i dag som følge af serviceloven levere en bestemt ydelse, og det er man jo dut-kompenseret for. Der er jo også aftaler med regeringen og KL hvert år. Så det regnestykke, som ordføreren efterlyser, giver jo sig selv. Når man er blevet dut-kompenseret for noget i en aftale, og man ikke overholder den, så har man jo tjent noget på den del. Så jeg kan ikke se, at det skulle koste noget.

Hr. Orla Hav.

Jeg er nok knap enig i det regnestykke, men det får så være. Så vil jeg spørge, om Dansk Folkeparti har taget initiativ til at rejse den her problemstilling som støtteparti til regeringen og som følge deraf har kunnet komme igennem med sit ønske?

Ordføreren.

Ja, det har vi da gjort ad flere omgange, men det er jo lidt interessant, at hr. Orla Hav beder ordføreren fra Dansk Folkeparti om at svare på, hvad det koster at overholde loven. Ja, hvad koster det at overholde lovgivningen? Det er et meget interessant spørgsmål.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, så er det vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)