Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 53:

Betænkning og indstilling om ændring af forretningsordenen for Folketinget. (Ændringer af Folketingets behandling af EU-sager).

(Forslag som fremsat (i betænkning) 28.11.2018. Anmeldelse (i salen) 30.11.2018).

Der er ingen minister på dette område. Det er altså Folketingets eget ansvar. Folketingets formand vil lytte opmærksomt til debatten om forslaget. Så nu vil det vise sig, om man her fra Folketingets talerstol kan demonstrere, at man fint kan klare sig uden en minister. Det kan så være et signal om, at Folketinget kører udmærket uden en regering.

Forhandlingen er åbnet, og vi lægger ud med hr. Erik Christensen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Jeg tror såmænd godt, at vi kan klare det her og få en god debat, uden at der er en minister til stede. Jeg kan indledningsvis sige, at Socialdemokratiet hilser tiltagene i det her beslutningsforslag velkommen. De er alle sammen et skridt i den rigtige retning i forhold til arbejdet med EU-stof.

Det er sådan, at det her beslutningsforslag er resultatet af arbejdet i den arbejdsgruppe, som Europaudvalget på opfordring fra Udvalget for Forretningsordenen nedsatte, hvor alle partier var repræsenteret. Siden hen har Udvalget for Forretningsordenen behandlet oplægget fra arbejdsgruppen og er kommet med det her beslutningsforslag og en indstilling, som vi skal tage stilling til i dag.

Man kan jo sige, at hovedessensen i beslutningsforslaget og dermed arbejdsgruppens og Udvalget for Forretningsordenens indstilling vel kan opsummeres til, at der overordnet gives Europaudvalget og fagudvalgene og dermed Folketinget bedre mulighed for at udføre den kontrollerende funktion over for regeringen i EU-sager – med andre ord at give Europaudvalget og fagudvalgene og dermed Folketinget bedre mulighed for at være på omgangshøjde med regeringen i EU-sager. Det er også at skabe bedre rammer for, at Europaudvalget og fagudvalgene er bedre klædt på til den politiske stillingtagen til EU-sager og ikke mindst at blive inddraget i processen så tidligt som overhovedet muligt.

Samtidig skal der gives Europaudvalget og Folketinget mulighed for en tættere opfølgning på implementering af lovforslag og bekendtgørelser, som sker på baggrund af EU-lovgivning. Så er der ikke mindst også det at forenkle procedurerne for at få EU-sager i Folketingssalen.

Derudover er der også en opfordring til de enkelte folketingsgrupper om at inddrage større EU-sager og væsentlige EU-sager på deres gruppemøder på lige fod med andre lovforslag, som behandles her i Folketingssalen. Samtidig foreslås det også at styrke Europaudvalgets mulighed for at trække på fagordførernes ekspertise ved fagministrenes forelæggelser i Europaudvalget.

Endelig er der også opbakning til arbejdsgruppens forslag om, at Europaudvalget og regeringen fortsætter dialogen om, hvorledes et mandat, der er givet før et folketingsvalg, men som ikke er afsluttet inden et nyt valg, håndteres i respekt for, at der jo kan komme et nyt flertal i Folketinget og dermed også en ny situation. Og det er jo sådan, at nogle af de mandater faktisk kan være både 6, 7 og 8 år gamle, og derfor kan verden godt have forandret sig i den periode, således at der skal gives mulighed for, at man kigger på, om de mandater rent faktisk skal revurderes. Det er også det, der ligger i forslaget her i dag.

Men i forhold til selve forretningsordenen er der sådan set kun to af tingene, som kræver en egentlig ændring af forretningsordenen. Den ene ting er det omkring fagordførerne, som kan deltage i Europaudvalgsmøder, uden at de skal indsuppleres, som de skal i dag. Det, der er vigtigt at slå fast, er, at man kan deltage i debatten og i dialogen på møderne, men man kan altså ikke være med i selve stemmeafgivningen i tilfælde af en mandatgivning, og man kan heller ikke være med i tilfælde af, at der skal være en udtalelse i form af en betænkning eller en beretning.

Derfor kan de altså kun deltage i selve debatten og dialogen, men det mener vi sådan set også vil styrke selve arbejdet i Europaudvalget og den debat, således at vi har mulighed for at komme mere ned i substansen i de enkelte sager.

Den anden ting er at forenkle procedurerne for at få EU-sager til behandling i Folketingssalen. Det kræver også en ændring af forretningsordenen. Der foreslås det så, at der laves en særlig ordning for Europaudvalget, og det betyder, at en sag, der behandles i Europaudvalget, kan bringes op til forhandling i Folketingssalen med henblik på at få oplysninger fra regeringen, og det er ret væsentligt lige at have det med, for det er sådan set det, der er hele tanken bag det. Det skal så ske i form af en indledende redegørelse fra regeringen og med en mulighed for at stille spørgsmål til ministeren eller ministrene, hvis der er flere om samme emne, men der kan dog ikke træffes beslutning i forbindelse med behandlingen.

Forskellen fra det gældende er, at vi i Europaudvalget skal have en grundig overvejelse om selve det emne, vi gerne vil have op i salen, inden det egentlig drøftes, og at der i større udstrækning bliver mulighed for at stille spørgsmål til ressortministeren og udenrigsministeren. Så er det også foreslået, fordi det kan være forskelligt fra sag til sag, at det er Folketingets formand, der i hvert enkelt tilfælde fastsætter formen og taletid.

Derudover er der en række andre forslag, som jeg nævnte, som ligesom er essensen af det her. Der kan man sige, at det ikke kræver en ændring af forretningsordenen, men det kræver faktisk, at der bliver lavet en fælles beretning af regeringen og Europaudvalget. Der vil jeg gerne opfordre de partier, som jo repræsenterer regeringen, til at have en forståelse for, at det er i alles interesse, at der bliver lavet den her fælles beretning, således at der bliver en mulighed for at få et bedre grundlag for Europaudvalget og fagudvalgene at arbejde på.

Jeg tror, det må være i alles interesse, at arbejdsvilkårene for fagudvalgene og Europaudvalget og dermed Folketinget bliver bedre. Men det kræver som sagt en fælles beretning, og der kan jeg i hvert fald som formand for det nuværende Europaudvalg sige, at det ikke altid er lige let at få de her fælles beretninger, for der kan godt være nogle divergerende interesser. Men der skal bare lyde en opfordring fra os om, at der også er en vilje fra regeringen til det, for ellers vil to tredjedele af det faktisk ikke kunne blive til virkelighed.

Men alt i alt synes vi faktisk i Socialdemokratiet, at beslutningsforslaget giver Europaudvalget, fagudvalgene og Folketinget bedre betingelser for at udføre deres opgave i forhold til regeringen i EU-sager, så vi kan bakke op om beslutningsforslaget og indstillingen.

Tak til hr. Erik Christensen. Og vi går videre til hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti, der er den næste ordfører i rækken. Værsgo.

Tak for det. Dansk Folkeparti ønsker en langt mere åben EU-debat, hvor vi debatterer den stadig stigende mængde lovgivning, som strømmer ud fra Bruxelles og Strasbourg. Og beslutningsforslaget her synes vi da bestemt går i den rigtige retning i forhold til at få en mere åben debat omkring EU-lovgivningen, og derfor kan jeg også allerede nu afsløre, at vi har tænkt os at støtte beslutningsforslaget. Vi er glade for det her med, at fagordførerne nu kan blive inddraget i behandlingen i Europaudvalget, så vi kan få alle vinkler med, og at der bliver en bedre adgang til at få debatteret de her forslag i salen.

Men som sagt ønsker vi en langt mere åben EU-debat, og derfor synes vi heller ikke, at det, som der lægges op til i det her forslag, er nok. Vi synes, der skal være klarere og bedre regler omkring mandatgivning. Vi synes, det er ulogisk, at en tom stol er lig med et ja. Jeg tror, der er mange her i salen, som ville frabede sig, at hvis man ikke var til stede i salen, blev det talt som et ja for regeringens politik. Vi synes også, at mandatgivningen principielt set burde gives fra Folketingssalen, så der var mest mulig synlighed om den lovgivning, som foregår i EU.

Vi synes også, at EU-lovgivningen – for at tage det her til den yderste konsekvens – burde blive fremlagt som beslutningsforslag her i Folketingssalen, så man som regering – som vel, går jeg ud fra, støtter op om de her lovgivningstiltag – åbent her fra landets fornemste talerstol kan fortælle danskerne om, hvorfor man synes, det er en god idé, at man indfører den slags lovgivning, som kommer fra EU. Og så synes vi faktisk også, at de her EU-sager langt tidligere i processen bør forelægges i udvalget, så udvalget tidligere kan blive involveret i processen omkring EU-lovgivning.

Det er nogle tiltag, som vi fortsat vil arbejde for. Men i Dansk Folkeparti har vi et princip om, at ethvert skridt i den rigtige retning er værd at tage, og derfor har vi også tænkt os at tage det her skridt og vil derfor støtte beslutningsforslaget.

Tak til hr. Jeppe Jakobsen. Den næste i rækken er fru Karen Ellemann, Venstre, Danmarks Liberale Parti. Værsgo.

Mange tak for det, formand. Jeg vil starte med at sige, at jeg fuldt ud tilslutter mig den gennemgang af hele det arbejde, som vi faktisk står med resultatet af nu, og som den socialdemokratiske ordfører gennemgik på bedste vis. For det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er brugt rigtig mange timer, og at der har været rigtig mange drøftelser forud for det resultat, vi står med nu.

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at partierne ikke bredt set har været enige. Dansk Folkepartis ordfører har netop også sagt, at man har ønsket sig mere. Men det resultat, vi står med i dag, er noget, jeg fornemmer der vil være en bred opbakning til, og – nok så vigtigt – noget, der også vil kunne forbedre lige præcis tydeligheden af det vigtige EU-arbejde, som er en given ting i vores lovgivningsprocesser.

Det har været vigtigt for os i Venstre, at mandatgivningen forbliver i Europaudvalget. Vi har ikke haft et ønske om at gøre Europaudvalget tandløst, hvilket vi i hvert fald anså som en risiko, ifald man flyttede mandatgivningen til fagudvalgene. Men nok så vigtigt er det netop at sikre, at fagordførerne er engagerede, når der er mandatgivning i Europaudvalget. Og det er naturligvis en forpligtelse, som vi som partier må tage på os, for nu bliver mulighederne skabt, og mulighederne bliver gjort bedre, men de er kun så gode som de muligheder, vi nu engang griber. Så nu kommer værktøjerne i en endnu bedre form og dermed også forpligtelsen til, at vi sikrer det her vigtige arbejde fremadrettet.

Med hensyn til fælles beretninger kan jeg tilslutte mig behovet for, at man arbejder den vej, som Socialdemokratiets ordfører netop også har redegjort for.

Så skulle jeg hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at Det Konservative Folkeparti ligesom Venstre, Danmarks Liberale Parti, kan støtte lige præcis den her ændring af forretningsordenen for Folketinget, som vi behandler nu.

Det giver alligevel en kort bemærkning eller spørgsmål, eller hvad det nu er. Det er hr. Rasmus Nordqvist, der spørger. Værsgo.

Tak. Jeg kan helt tilslutte mig det, som Venstres ordfører siger om, at det også gælder om at gribe de redskaber, der kommer, men i allerhøjeste grad handler det her jo også om et samarbejde mellem regering og Folketing, og at få det til at fungere. Vi sidder jo et utal af gange i Europaudvalget og har lidt kampe med regeringen om rigtig at få det til at køre; at informationerne flyder og regeringen også ønsker et egentligt samarbejde med den lovgivende forsamling.

Det er en unik situation, vi har i Danmark, at vi faktisk har et parlament, der er så involveret i EU's beslutningsprocesser. Så kunne den magtfulde kvinde, som ordføreren jo er som Venstres gruppeformand, sige noget om den her fælles beretning, altså det arbejde, der sker, efter at vi har besluttet det her? Om man vil lægge virkelig kraft og energi i at sørge for, at det også handler om, at regeringen følger med Folketinget i de forandringer, vi ønsker at se.

Ordføreren.

Jeg er sådan set ikke abonnent på billedet af, at regeringens ministre ikke i den grad lægger sig i selen for at sikre, at der er et velfungerende samarbejde, fordi det er så afgørende vigtigt for hele opbakningen til Det Europæiske Fællesskab, at vi rent faktisk har en forståelse for, hvad det er for retsakter, som er på vej, og hvordan processerne er i forhold til, hvad der sker både i Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet. Den tilgang betragter jeg ikke kun som noget, der har forbindelse med lige præcis den sag, vi står med her. Det er jo løbende i forhold til mandatgivningen. Det var også sådan, jeg hørte den socialdemokratiske ordførers forslag: At det at bruge beretningsværktøjet generelt set jo i høj grad er med til at lave den her sammenkobling mellem den til enhver tid siddende regering og Folketingets Europaudvalg. Så det er ikke kun på den her sag, men bredere.

Tak. Hr. Rasmus Nordqvist.

Ja, i den grad, for det her er jo også kun et skridt på vejen, i forhold til hvordan vi kan behandle EU's beslutningsprocesser på en bedre måde i Folketinget. Det er jo det, det drejer sig om. Det er jo også, hvornår det er, vi kommer ind; hvornår vi fra Folketingets side ved, hvad der egentlig er blevet implementeret i Danmark af EU-lovgivning. Det er også tit svært at finde ud af. Så det vigtige for mig var egentlig at spørge ind til, om man også fra Venstres side er villig til at gå videre end det her og sige, at det er et løbende arbejde, der skal til for at få de her processer til at blive meget bedre for demokratiets skyld.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at det er den tilgang, vi sådan set har til det arbejde, som skal til, når Folketinget giver forhandlingsmandatet. Derfor er det også vigtigt at sige, at man også som parti bærer et ansvar for at følge med i f.eks. Kommissionens arbejdsprogram, som bliver forelagt, så man på et tilpas tidligt tidspunkt er bevidst om, hvad det er for nogle sager, der er på vej, hvad der er på dagsordenen, hvad der er i gang med at blive arbejdet med. Og så vil der altid være den situation, den udfordring, at når vi har folketingsvalg og mandater bliver udskiftet osv., så kommer der nye folk til. Det er en ret stor butik at sætte sig ind i. Og dermed synes jeg faktisk, der er nogle gode initiativer her i forhold til det der med – efter at det nye Folketing er sat efter et folketingsvalg – hvad det egentlig er, der er givet af mandater, og i forhold til at hjælpe med, at man som parlamentariker har det indblik, har den forståelse for vigtigheden af faktisk at engagere sig i arbejdet i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og så samtidig også forstå samarbejdet mellem den danske regering og det danske Folketing.

Med det siger vi tak til fru Karen Ellemann. Så svinger vi over i de socialistiske rækker, og det er hr. Søren Søndergaard. Værsgo, hr. Søren Søndergaard.

Tak. Efter vores opfattelse er det en kendsgerning, at EU-sager helt generelt behandles demokratisk betænkeligt. Det er helt generelt. Et normalt lovforslag har tre behandlinger. Det var en kæmpe gevinst ved grundloven fra 1849 – jeg ved ikke, om det kom med der, eller om det kom lidt senere. Men det er altså den idé om, at man har tre behandlinger, sådan at borgerne kan få mulighed for at påvirke tingene mellem behandlingerne, og så der kan foregå en udvalgsbehandling og der kan stilles spørgsmål og være deputationer og hvad som helst. Det har man ikke med EU-sager. EU-sager har som udgangspunkt én behandling.

Når vi har normale lovforslag, skal alle folketingsmedlemmer tage et ansvar. Alle folketingsmedlemmer skal tage et ansvar og ligesom trykke på knappen. Når det gælder EU-sager, er der nogle eksperter, der er sat af til det, og man kan sige: Arh, det ved jeg ikke lige, for det har vi nogle folk til at tage sig af. Og så kan man vel også sige, at når det gælder pressens interesse, er den meget mindre, når det gælder EU-sager, fordi de ofte måske er teknisk mere besværlige end de sager, som kommer i Folketingssalen. Det er demokratisk betænkeligt. Og det er jo underligt, eftersom mange EU-sager er betydelig vigtigere end de lovforslag, som behandles her i salen. De har meget større virkning. De har meget større betydning for borgerne end det, som man bruger timer på at sidde og diskutere her. Det er underligt, men sådan er det.

Derfor er det jo rigtig godt, at der er enighed om at gøre noget ved det, og i det forslag, der ligger her, er der nogle rigtig gode ting. Flere af de tidligere talere har været inde på det, bl.a. formanden for Europaudvalget, der skal i Udvalget for Forretningsordenen lige om lidt, og det handler om adgang for fagordførerne til at deltage i europaudvalgsmøder, og der skal være lettere adgang til at få sagerne rejst i salen. Det er rigtig gode forslag. Der er nogle ting, der skal forhandles mellem regeringen og Folketinget og Europaudvalget: Regeringen skal forelægge EU-sager for Europaudvalget mindst en gang før mandatgivningen, regeringen skal give bedre information om, hvordan EU-lovgivningen implementeres i dansk ret, og regeringen skal efter hvert folketingsvalg have en liste over verserende sager, hvor regeringen har indhentet mandat, men hvor sagen stadig væk ikke er afsluttet. Det er rigtig gode ting, som vil bringe os et skridt fremad, og som vi kun kan støtte.

Efter vores opfattelse er det gode ting, men det kommer ikke hele vejen rundt. Der er nogle oplagte ting, som stadig mangler. Der mangler en bedre afrapportering fra forhandlingerne og om bekræftelse og ændring af mandaterne, ikke bare i forbindelse med valg, men løbende, fordi der løbende sker nogle ting. Der er spørgsmålet om, hvor mange mandater der indhentes, altså hvor mange gange regeringen beder Folketinget om at få et mandat. Os, der sidder i Europaudvalget, synes måske, det sker ofte. Det er sådan, at der i Danmark gives 69 mandater, men i Sverige bliver EU-nævnet, som svarer til vores Europaudvalg, spurgt 302 gange. Og vi snakker altså om nøjagtig de samme sager, for det er noget, man behandler nede i EU, og der er både Danmark og Sverige medlem. Hvordan kan det være, at man i Sverige meget oftere spørger det svenske parlament, end man i Danmark spørger det danske parlament? Det er da noget, som vi skal have kigget på.

Så er der det, der for os er det mest afgørende, nemlig stemmemetoden i Europaudvalget. Stemmemetoden i Europaudvalget er jo sådan, at hvis man bliver væk, så stemmer man for. Nu vil jeg bruge formanden som eksempel. Formanden sidder her, regeringen kommer og fremlægger et forslag, og så sidder der en kværulant derovre og siger: Jeg er imod. Så er der ingen andre, der tager ordet, og så siger formanden: Forslaget er vedtaget. Det er da lidt mærkeligt, ikke? Der er kun nogle, der har talt imod, der er ikke nogen, der har talt for, men forslaget er vedtaget. Og hvorfor er forslaget vedtaget? Jo, fordi der er en hel masse tomme stole, og de tomme stole tæller automatisk som en stemme for. Det er da ikke noget, der befordrer engagementet. Hvis man er lidt i tvivl, bliver man væk. Har man andre vigtige sager, bliver man væk.

Derfor skal vi da have et system, hvor vi i Europaudvalget stemmer på den måde, som man stemmer i Folketingssalen. Og er der et flertal for regeringens forslag, går det igennem, og er der ikke et flertal, der møder op og stemmer for det, så går det ikke igennem. Hvorfor har vi den mærkelige ordning? Jo, det er jo et levn fra gamle dage. Den har man jo fra grundloven, hvor det hedder, at udenrigspolitikken føres af regeringen efter rådføring med Folketinget. Det er derfor, det er sådan. Når der ikke er et flertal imod regeringens udenrigspolitik, kører det på den måde.

Men EU-sager er ikke udenrigspolitik. EU-sager er indenrigspolitik. Det handler om, hvordan tingene foregår i Danmark, og det er jo det, der er den fundamentale misforståelse i hele det her. Det er, at folk tror, at EU-politik er udenrigspolitik, men EU-politik handler om, hvad der skal være i vores fødevarer. EU-politik handler om, hvilke regler der gælder på arbejdsmarkedet. EU-politik er indenrigspolitik, og derfor skal vi have ændret det.

Det vil vi fra Enhedslistens side lægge meget vægt på i den kommende periode. Vi vil faktisk lægge afgørende vægt på det for nu at bruge et udtryk, vi bruger i Europaudvalget. Vi vil lægge afgørende vægt på det i den kommende periode, også under den kommende regering.

Og jeg lægger afgørende vægt på at sige tak til hr. Søren Søndergaard. (Søren Søndergaard (EL): Selv tak, formand). Så er vi klar til næste taler, og det er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Hr. Søren Søndergaard refererede til nogle situationer i Europaudvalgets arbejde, som, tror jeg citatet lød, ikke er fordrende for engagementet. Jeg skal til gengæld love for, at hr. Søren Søndergaards egen tale i den grad er fordrende for engagementet, og det synes jeg er dejligt. For det er jo i virkeligheden det, som det her handler om, ikke bare det beslutningsforslag, som vi behandler her, men jo sådan set hele det arbejde, som ligger forud: en mere engageret parlamentarisk behandling af de europapolitiske spørgsmål. Det er jo sådan set det, vi diskuterer.

Jeg synes, der er al mulig grund til at glæde sig over og anerkende og sætte pris på det store arbejde, som ligger til grund for, at vi nu har nogle konkrete forslag at arbejde videre med – noget, der også umiddelbart kan blive implementeret efter i dag. Og så kan man spørge – jeg tror, det var hr. Rasmus Nordqvist, der var inde på det før – om arbejdet med at gøre Folketinget mere engageret i det europapolitiske stopper her. Nej, det gør det ikke, hvis man spørger mig – altså, det er en kontinuerlig proces. For der er ikke noget, der tyder på, at det europapolitiske – om man så er tilhænger eller modstander af EU – i sig selv kommer til at fylde mindre, nærmest tværtimod.

Så derfor ser jeg sådan på det, at det her er en rigtig, rigtig god start – nogle rigtig gode konkrete forslag, som er umiddelbart implementerbare. Og så håber jeg, at det er noget, som har sat en spire i os alle sammen i forhold til at sørge for, at det europapolitiske ikke er sådan en eller anden underlig, fjern ting for sig selv i Folketinget, men noget, som vedrører flere politikere og engagerer flere politikere end lige præcis dem, der sidder i Europaudvalget.

Tak til fru Christina Egelund. Vi går hastigt videre til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Man kunne gøre det meget kort og bare sige, at alt, hvad der ligger i det her forslag, er ganske fornuftigt, det er nogle gode skridt, og så kunne man gå ned fra talerstolen. Men nu handler det her jo om EU, så jeg har tænkt mig at sige lidt mere, for jeg synes, det er så afgørende et spørgsmål, altså: Hvordan behandler vi EU-lovgivning i Folketinget? Hvordan ser vi os selv som en fuldstændig integreret del af den demokratiske proces, der er i EU? Altså, når Folketinget tager beslutninger i sager, som regeringen fremfører, jamen så er vi en del af en beslutningsproces, som er meget større.

Derfor er der jo en række ting, vi ikke rører ved med det her beslutningsforslag, hvilket man burde gøre. Hr. Søren Søndergaard var inde på det. Det ene er jo antallet af mandater, der gives. Altså, det kan virke fuldstændig tosset, at det er så få sager, der skal gives mandat til, når man nu ved, hvor mange sager der faktisk kører igennem vores EU-lovgivningsproces i løbet af året.

Det kan også undre, og det er det, jeg egentlig håber at det her forslag vil gøre noget ved, hvornår det er, at en regering egentlig synes, at man overhovedet skal i gang med at snakke med Folketinget omkring sager. For rigtig tit kommer vi enten ind på et meget, meget tidligt tidspunkt, og vi ved jo alle sammen godt, at en forhandlingsproces – specielt med 28 parter plus Parlamentet og Kommissionen – gør, at tingene rykker sig undervejs. Og der burde man jo selvfølgelig komme tilbage og sige: Nu står forhandlingerne på en anden måde, og derfor skal vi opdatere et mandat.

Andre gange kommer Folketinget jo ind i sagerne så sent, at det er ligegyldigt, hvad vi siger. For man er sådan set færdig, og derfor handler det om at sige ja eller nej til en given forhandling, der allerede er foretaget. Og det er jo noget, der er meget aktuelt lige nu, specielt med EU's næste budgetramme for 2021-2027, som bliver forhandlet på livet løs, men som vi absolut ikke må tale om i Folketinget, fordi det først er senere, der skal forhandles den vej rundt.

Det er jo på en eller anden måde ikke så meget noget, vi bare ordner med et beslutningsforslag; det er jo egentlig også en kultur i regeringen, hos ministrene, i centraladministrationen, i forhold til at demokrati og diskussion med Folketinget faktisk er en god ting. Det kan være, vi får meget bedre forhandlingspositioner, får mere belyst. Men det drejer sig måske også om – og det er så det andet ben, som jeg synes er vigtigt at fremhæve ud over de her ting – den kultur, vi har som folketingsmedlemmer og partier omkring de her sager. Og det er i hvert fald noget, som jeg håber der vil blive skubbet lidt til med de her nye muligheder for fagordførerne til at være til stede – at vi egentlig begynder at tage det alvorligt, at alle Folketingets medlemmer er en del af EU's beslutningsproces. Og derfor skal vi selvfølgelig tage lovgivningen lige alvorligt, uanset om den foregår i EU-regi eller i Folketinget. Men det vil kræve kulturændringer, og de er svære, og det håber jeg så at vi kan blive bedre til i fremtiden.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Den næste ordfører er fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Også jeg er sådan set begejstret for det skridt, vi tager her. Det har været længe undervejs. Jeg tror, det var Venstres ordfører, der gennemgik nogle af de mange lange diskussioner, der har været lige om det her, altså det forarbejde, der har været i den her samling. Men det her arbejde går jo mange år tilbage. Og vi, der har været EU-ordførere i flere omgange eller bare har interesseret os for debatten og har engageret os i det her – og det er på tværs af partier – er blandt de rigtig, rigtig mange, der godt kunne tænke os, at mange flere var engageret i EU-debatten, uanset hvilke holdninger man har, og også, at den er endnu mere åben. Vi gør jo alt, hvad vi kan. Den er jo åben. Der er tv-transmission fra Europaudvalgets møder. Det kan ikke blive mere åbent, men vi vil enormt gerne have engageret flere, både folketingsmedlemmer og selvfølgelig helt generelt befolkning og medier i debatten. Så jeg synes, det er et godt skridt, at vi nu i højere grad får fagudvalgene med eller i hvert fald får mulighed for det.

Jeg vil også bare sige, at vi i Radikale Venstre gerne ville være gået længere endnu. Vi ville gerne forpligte Folketinget bredere, fagudvalgene bredere på også at skulle give mandaterne, fordi vi helt som i øvrigt Enhedslistens ordfører mener, at EU-politik også er indenrigspolitik. Det er det da. Det er en grundlæggende del af den politiske hverdag, vi har, og derfor er det noget, som vi alle sammen burde have integreret i vores arbejde. Det er der også mange der har, men da det er en længere beslutningsproces, tenderer det til at være sent, vi kommer ind i den fra dansk side, i hvert fald når det gælder fagordførerne.

Det er ærgerligt, for det ender så med at blive en mere overfladisk debat i stedet for en debat om de helt konkrete forskellige løsninger og politikker, der jo ligger nede i maven på sådan nogle EU-løsninger. Det gør der altid, og det er vi alle sammen, tror jeg egentlig, helt åbne omkring, men det er sjældent, at det bliver en grundlæggende del af debatten.

Så vi ville gerne være gået endnu længere. Det vil vi arbejde videre med, og vi er i hvert fald glade for at have taget det her skridt.

Tak til fru Sofie Carsten Nielsen. Jeg giver ordet videre til hr. Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg synes også, at det er fint, at vi har fået det her beslutningsforslag, og jeg synes, at der er grund til at rose hr. Erik Christensen, formand for Europaudvalget, for at have stået i spidsen for det her arbejde. Det har taget lang tid, det har været grundigt, og det er meget, meget fint, at vi er kommet frem til det her.

Vi bakker selvfølgelig op bag det. Der er ting, vi godt kunne have ønsket anderledes, det skal jeg lige komme tilbage til. Men det er også måske vigtigt, synes jeg, lige at have lidt i baghovedet, hvordan historien er med Europaudvalget og det daværende markedsudvalg. Det blev oprettet i 1972 af daværende landbrugsminister, Ib Frederiksen, også kaldet Kalkun-Ib. Han kom hjem med et resultat, som ikke var særlig tilfredsstillende. Så fandt han ud af, at der skulle være lidt mere parlamentarisk kontrol med det her, og så nedsatte man det her markedsudvalg, som ligesom kunne kontrollere regeringen.

Allerede dengang var der jo en diskussion om, hvorvidt det her var udenrigspolitik eller indenrigspolitik. Udenrigsministeriet mente, at det var udenrigspolitik, og det var dem, der skulle have kompetencen til at beslutte det her. Folketinget mente noget andet. Så siden da har der været en kamp, kan man sige, mellem Folketinget og Udenrigsministeriet om, om det her er § 19, eller om det er indenrigspolitik. Det er der også forskellige opfattelser af i dag. Efter min opfattelse er det begge dele.

Det er også udenrigspolitik, fordi der er tale om forhandlinger med andre lande, og det vil sige, at man ikke bare kan sammenligne det her med almindelig lovbehandling. Det kan man ikke, fordi man er i en forhandlingssituation, men når man når frem til et resultat i udvalget, betyder det jo ikke, at der bliver vedtaget en retsakt. Man skal ned til Bruxelles, og først efter man har vedtaget det der, er retsakten vedtaget, EU-retsakten, og ofte skal det jo efterfølgende implementeres i en dansk lovgivning. Det er der, den egentlige lovgivning kommer ind.

Så der er ikke tale om lovgivning i egentlig forstand, men alligevel er det jo rigtigt, som hr. Søren Søndergaard sagde, at mange af de beslutninger, som man træffer i EU, har større konsekvenser end mange af de love, vi vedtager her i Folketinget. Og det er jo lidt underligt, at man kan have store debatter, lange processer om lovforslag, som ret beset ikke altid har særlig stor betydning. Så kommer der EU-sager, og de bliver bare lige kørt igennem Europaudvalget uden en større debat. Det er jo ikke tilfredsstillende.

Det er ikke tilfredsstillende demokratisk, men jo heller ikke i forhold til lovgivningskvaliteten, fordi ofte sidder man jo deroppe med rimelig komplicerede ting, erhvervspolitiske ting, konvergens, solvensnøgletal, og jeg ved ikke hvad fra den finansielle sektor, altså meget, meget teknisk komplicerede ting, som jo så ikke får de store overskrifter, men kan have meget stor betydning for virksomhederne, for erhvervslivet. Derfor har det betydning, og det er i den sammenhæng, at vi er optaget af, at fagudvalgene i høj grad kommer ind. Det er for at få en mere tilfredsstillende, en mere grundig faglig behandling af de her forskellige forslag, der kommer fra EU. Det tror jeg altså at man skal arbejde videre med.

Det kommer ikke med nu, kun i et lille omfang. Jeg mener sådan set i princippet, at alle fagudvalg skal ind over alle EU-forslag, og så skal Europaudvalget i princippet agere gummistempel i forhold til de indstillinger, der kommer, og så tage den overordnede diskussion om, hvordan det her skal placeres i forhandlingerne. Der kan være nogle ting, der skal ændres, men det må så skyldes en forhandlingssituation, som kommer ind, hvor regeringen kan vurdere på, hvordan forhandlingerne er i forhold til andre lande. Det er sådan det ideelle for mig, men det er der ikke flertal for nu, og det er så også okay nok. Man er trods alt kommet et stykke vej, i forhold til at fagordførerne i højere grad kan komme med.

Men som sagt er der tale om fremskridt her, fremskridt, som man har set i løbet af årene. Jeg blev selv medlem i 1981 af det daværende markedsudvalg, og der kan jeg sige, at når vi fik en dagsorden, var der sådan 6-7 punkter. Punkt 1: landbrug, punkt 2: fiskeri, punkt 3: erhvervspolitik, og så var der ikke mere. Møderne ca. 20 minutter, og det var sådan det, som man regnede med dengang. Det var virkelig ekspeditionssager uden en større diskussion. Jeg kæmpede så for at få papirer i det mindste, ikke? det vidste jeg at man kunne få, og det fik vi en meget stor debat om, og i første omgang var reaktionen fra Udenrigsministeriet, at man smed alle papirerne over til os, man druknede os i papirer, og det var jo heller ikke tilfredsstillende. Så den kamp måtte vi så også tage efterfølgende, så man fik et tilfredsstillende oplysningsniveau.

Vi havde en stor debat om referater. Der var ingen referater. Der var ingen, der vidste, hvad der egentlig var besluttet. Vi havde en kæmpe sag på et tidspunkt, hvor der var uenighed om, hvad der var besluttet. Det vidste man ikke. Jeg kan huske, at Mogens Glistrup foreslog, at man kunne sætte båndoptagere ind. Vi kunne optage det på bånd. Det var for radikalt dengang, så det blev ikke vedtaget. Det er bare lige for at vise, hvordan det her jo har udviklet sig positivt gennem årene, således at vi i dag har langt, langt bedre information i de her spørgsmål og også en bedre demokratisk debat, hvilket også er nødvendigt, fordi der jo kommer flere og flere forslag fra EU. EU spiller en stadig større rolle, også i dansk politik, så derfor er det her, synes jeg, et godt beslutningsforslag, som er et skridt i den rigtige retning.

Tak til hr. Holger K. Nielsen for dette indblik i erindringerne, som måske skal skrives af hr. Holger K. Nielsen inden så længe.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingerne sluttet.

Jeg har ikke hørt udtrykt ønske om udvalgsbehandling, og derfor foreslår jeg, at forslaget går direkte til anden behandling, som så er en sidste behandling.

Det er vedtaget.