Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 52:

Forslag til folketingsbeslutning om en folkeafstemning om dansk tilslutning til bankunionen.

Af Søren Søndergaard (EL) m.fl.

(Fremsættelse 28.11.2018).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver indledningsvis ordet til erhvervsministeren.

Som gammel forsvarsordfører er det selvfølgelig en fornøjelse at have B 52. Og tak for beslutningsforslaget fra Enhedslisten her om en folkeafstemning om dansk tilslutning til bankunionen. Forslaget pålægger regeringen og opfordrer en kommende regering til at afholde en vejledende folkeafstemning forud for eventuel tilslutning til EU's styrkede banksamarbejde, det, man kalder for bankunionen. Enhedslisten henviser til, at beslutningen om dansk deltagelse vil få enorme nationale og økonomiske konsekvenser for Danmark og stor betydning for tilsyn med og regulering af danske banker, uanset om vi vælger at deltage eller ej.

Som jeg tror det er Folketinget bekendt, har regeringen igangsat et arbejde, der skal føre til, at der senest i efteråret 2019 kan tages stilling til dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde. Der er nedsat en arbejdsgruppe, som er i gang med at udrede de relevante spørgsmål, i forhold til om Danmark bør gå med i samarbejdet. Det drejer sig bl.a. om eventuelle konsekvenser for dansk realkredit og konsekvenserne for den finansielle og økonomiske stabilitet i Danmark.

Regeringen har endnu ikke taget stilling til, om Danmark bør deltage i samarbejdet, og vi afventer, at arbejdsgruppen får udført arbejdet og analyseret alle relevante emner. Det er emner, som er ret vigtige, og som vi føler bør belyses, før vi har det fulde billede af, hvad deltagelse vil betyde for Danmark, og det er først herefter, at regeringen kan tage stilling til, om vi mener, at Danmark bør deltage. Jeg kan sige helt ærligt, at personligt har jeg heller ikke endnu besluttet mig for, om jeg går ind for, om Danmark deltager i bankunionen eller ej.

Derfor mener vi heller ikke, det er relevant på nuværende tidspunkt at forholde sig til spørgsmålet om dansk deltagelse i det styrkede banksamarbejde. Vi mener derfor også, at det er præmaturt at begynde at kræve en folkeafstemning, i og med at vi sådan set ikke endnu ved, hvad det er, vi vil skulle stemme om. Vi føler også, at det, i hvert fald før man har besluttet, om vi ønsker at gå med i bankunionen, er for tidligt at begynde at tale om en folkeafstemning. En folkeafstemning giver jo ikke mening, hvis nu vi måtte beslutte, at vi ikke ønsker at gå med i bankunionen. Så giver det jo ikke meget mening at kræve en folkeafstemning om det emne. Så vil vi jo lægge op til, at det er status quo, og at vi ikke er med.

Derfor afviser vi altså beslutningsforslaget. Jeg vil lade det blive ved det.

Der er korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det ville klæde erhvervsministeren at holde op med den der maskepi. Nu har vi jo hørt igen og igen og igen fra regeringens forskellige ministre, når de har været til møder om det her område i Bruxelles, at ja, men der er nedsat en arbejdsgruppe osv. osv. Går man dem lidt på klingen, kan man jo tydeligt høre, hvor det bærer henad. Der er en klokkeklar indstilling fra regeringens side om, at man ønsker at indgå i bankunionen. Det eneste, der forhindrer regeringen i at gøre det, er, at man sådan af taktiske årsager har syntes, at det ville være bedre at få det blåstemplet igennem et eller andet kommissorium til efteråret.

Jeg synes, det ville klæde erhvervsministeren at benytte den her lejlighed til at sige, at regeringen gik ind for det. Hvis ikke, må erhvervsministeren jo forklare, hvorfor det er, man ikke vil forpligte sig til en folkeafstemning – ganske stille og roligt en folkeafstemning, ligesom jeg har en forståelse af Socialdemokratiet har forpligtet sig til ved dets formand. Hvorfor vil regeringen ikke give det håndslag til befolkningen?

Ministeren.

Jamen det er ikke rigtigt, hvad hr. Kenneth Kristensen Berth siger. Vi har ikke besluttet os for, om vi skal med i bankunionen eller ej. Hvis vi havde det, ville vi fortælle det. Men det har vi ikke. Jeg ved ikke præcis, hvad det er for nogle udtalelser, hr. Kenneth Kristensen Berth refererer til, men det kan da godt være, der er nogen inden for regeringspartierne, der har sagt, at de ønsker, vi skal med i bankunionen. Jeg har ikke det fulde overblik over, hvad folketingsgrupperne måtte mene – hvilke individer i folketingsgrupperne der måtte mene det. Men regeringen har ikke besluttet, at vi skal med bankunionen.

Der er vigtige spørgsmål, der skal analyseres, før vi træffer en beslutning om, om vi ønsker, vi skal med eller ikke skal med. Jeg mener altså, at bl.a. det her med fremtiden for det danske realkreditsystem er afgørende, fordi det er enormt vigtigt for dansk økonomi. Hvis vores realkreditsystem falder til jorden, vil jeg ikke anbefale, at vi går med i bankunionen. Så der er helt reelle bekymringer, som gør, at vi ikke har taget stilling endnu.

Spørgeren.

Jamen hvorfor kan vi så ikke få et håndslag på, at man vil give danskerne mulighed for at få en folkeafstemning om det her spørgsmål? Nu har vi jo hørt Socialdemokratiets formand, fru Mette Frederiksen, sige klart, at fru Mette Frederiksen ville give danskerne en afstemning før tiltrædelse. Hvordan kan det så være, at vi har en regering, der kommer halsende efter Socialdemokratiet og end ikke er i stand til bare at sige til danskerne, at de får lov til at få medindflydelse på det her? Hvorfor er det så magtpåliggende, at det er en beslutning, der skal træffes alene i Folketinget, når det her medfører, at ECB kan lukke danske pengeinstitutter?

Ministeren.

Vi kommer jo ikke halsende efter Socialdemokratiet. Hvis vi gjorde det, ville vi kræve det samme som Socialdemokratiet, og det er jo det, vi ikke gør. Vi insisterer på, at vi træffer den her beslutning i ro og orden, at vi får analyseret, hvad det går ud på, hvilke konsekvenser det har for Danmark, for dansk realkredit, for indskydergarantien, for en lang række andre forhold, som vi er nødt til at kende, før vi overhovedet kan tage den debat på et oplyst grundlag. Altså, jeg kan da godt forstå, hvis hr. Kenneth Kristensen Berth synes, at det er bedst bare at diskutere det uden at vide, hvad det går ud på – så tror jeg også, at hr. Kenneth Kristensen Berth vil vinde debatten. Men jeg tror, at vi har en bedre chance for at få en ordentlig beslutningsproces, hvis vi først får klarhed over, hvad det går ud på, og hvilke konsekvenser det vil have at gå med i bankunionen.

Så er det hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Ministeren sagde, at han ikke var klar over, om der var enkelte medlemmer af regeringen, der havde udtalt, at de ville med i bankunionen. Jeg står her med en nyhed tilbage fra den 4. november, hvor der var en folkehøring om EU med partilederne, og hvor den danske statsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, siger: Der er mere og mere, der tyder på, at det vil være klogt at gå med i bankunionen.

Jeg skal bare høre: Er det fortsat sådan, at regeringen hælder til at gå med i bankunionen?

Ministeren.

Den udtalelse har jeg bemærket – så den har jeg ikke overset. Men regeringens politik er, at vi ikke har taget stilling endnu. Vi tager stilling, når vi har den udredning, som vil belyse, hvad konsekvenserne vil være for Danmark at være med i bankunionen.

Spørgeren.

Nu var det jo sådan, at ved selv samme høring sagde fru Mette Frederiksen, formanden for Socialdemokratiet, adspurgt af værten, om man ville have en folkeafstemning om bankunionen, at ja, det ville man. Det betyder jo, at hvis fru Mette Frederiksens ord står ved magt, er der et flertal for at vedtage det beslutningsforslag, vi lige nu diskuterer. Så vil jeg bare høre regeringen: Er man parat til at komme i mindretal på det her spørgsmål og insistere på, at danskerne ikke skal høres i en folkeafstemning?

Ministeren.

Altså, vi stemmer imod beslutningsforslaget, og hvis beslutningsforslaget bliver stemt igennem, ligger det vel fast, at det bliver pålagt regeringen at afholde en folkeafstemning. Og det må vi jo så selvfølgelig navigere efter – vi adlyder det, der bliver besluttet i Folketinget. Men vi mener altså ikke, at det er det rigtige tidspunkt her at beslutte, at der skal være en folkeafstemning, fordi vi synes, det er klogest først at få belyst, hvad man skal stemme om, før man træffer den beslutning.

Næste spørger er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Professor Jesper Rangvid fra CBS siger, at Danmarks tilslutning til bankunionen er en stor beslutning – ja, den er nok den vigtigste beslutning, siden vi skulle beslutte, om vi ville deltage i euroen. Er det ikke okay, hvis jeg siger: Hr. minister, kom nu ud af busken? Alle andre ser meget alvorligt på de her ting, og der er nogen, der tripper og ikke kan give klar besked. Det er, helt ærligt, okay for mig. Men det er ikke okay for mig, at vi står foran om 2½ måned at skulle diskutere europaparlamentsvalg og vi ikke aner, om vi kan være sikre på, at regeringen vil love vælgerne, at de i hvert fald får lov til at stemme om det. Vi er blevet snydt mange gange med EU igennem årene – jeg kan huske helt tilbage til 1972, desværre, så gammel er jeg.

Jeg vil gerne høre, om regeringen ikke vil komme lidt ud af busken og så give en garanti for, at vi i hvert fald får en chance for at diskutere det og stemme om det, for det er så vigtig en beslutning, både for og imod. Det er da lidt ynkeligt, at en regering ikke kan give den garanti. Det kan oppositionen, og det er da sådan set dejligt, men I bør også kunne gøre det.

Ministeren.

Jeg befinder mig ikke i en busk; jeg står på Folketingets talerstol og tager en åben debat med Folketinget om den her sag. Og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle have en speciel relevans i forhold til europaparlamentsvalget, eftersom beslutning om en folkeafstemning bliver truffet af Folketinget. Derfor er det jo her, vi skal diskutere det, ligesom vi gør nu.

Endelig vil jeg sige, at jeg ikke kan se noget ynkeligt i, at regeringen insisterer på, at vi skal have et godt, oplyst grundlag at træffe beslutninger på. Jeg synes faktisk, det er god parlamentarisk skik, at man insisterer på det, i stedet for at man tager præmature beslutninger på et uoplyst grundlag. Det er ikke regeringens opfattelse, at der kommer bedre beslutninger ud af det, og vi insisterer også i den her sag på, at vi godt vil træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Spørgeren.

Jeg tror ikke, der er nogen her, der har bedt om, at nogle skal tage en beslutning på et uoplyst grundlag; jeg tror, vi alle synes om et så oplyst grundlag som muligt. Og det er derfor, at mange af os er begyndt at interessere os for det, når nogle begynder at snakke om det.

Det, vi snakker om, er, om danskerne endnu en gang skal snydes for at tage stilling til noget meget, meget vigtigt, som f.eks. professoren fra CBS siger, og om det skal foregå i et lukket møde i regeringen. Det er jo helt vanvittigt, for alle ved jo, også ordføreren, at en valgkamp om EU i Danmark heldigvis også handler om, hvor lidt og hvor meget åbenhed og demokrati der er omkring det foretagende, som hedder EU, og hvor meget man kan stole på det. Det er derfor, det er så vigtigt for rigtig mange, og jeg tror også, at rigtig mange ude i landet vil straffe jer for det, hvis ikke I kommer med et klart svar på det spørgsmål til europaparlamentsvalget.

Ministeren.

Jeg håber, at folk respekterer en regering, som insisterer på at træffe beslutninger på et oplyst grundlag i stedet for bare at fare ud og forsøge at tage en debat, før vi har fået belyst, hvad det egentlig er, vi skal forholde os til. Og vi synes, det er bedst, at vi først finder ud af, hvad konsekvenserne eksempelvis er for vores realkreditsystem, som er fuldstændig afgørende for dansk økonomi, og derefter forholder os til spørgsmålet om, om vi skal gå med i bankunionen. Og før vi forholder os til, om der skal være en folkeafstemning, er det fornuftigt at få belyst, hvad det egentlig er, man overhovedet ville skulle stemme om.

Jeg siger tak til ministeren. Vi går videre til rækken af ordførere, og den første er hr. Lars Aslan Rasmussen som ordfører for Socialdemokratiet.

I Socialdemokratiet har vi endnu ikke taget stilling til, om vi er tilhængere eller modstandere af en dansk tilslutning til bankunionen. Det er også for tidligt at tage stilling til, om vi skal have en folkeafstemning, såfremt vi måtte mene, at det er en god idé at tilslutte sig. I Socialdemokratiet synes vi, at debatten om bankunionen er kompleks og skal behandles som sådan. Derfor kan det ikke alene reduceres til, om man er tilhænger eller modstander af øget EU-samarbejde. For hvis bankunionen reelt har det slutresultat, at bankerne vokse sig endnu større, tager endnu større risici og vil handle mere uansvarligt, som det er blevet fremhævet i debatten om det her, så skal Danmark udvise den største forsigtighed.

Vi afventer regeringens redegørelse om fordele og ulemper ved at indtræde i bankunionen, før vi gør vores stilling op. Og i naturlig forlængelse deraf gør vi vores stilling op om en eventuel folkeafstemning.

Tak. Der er korte bemærkninger. Den første spørger er hr. Kenneth Kristensen Berth. Værsgo.

Undskyld, hr. Lars Aslan Rasmussen, men hvad i alverden er det her for noget? Din egen formand, ordførerens egen formand, fru Mette Frederiksen, står på live-tv og lover danskerne en folkeafstemning om bankunionen, og så står hr. Lars Aslan Rasmussen her i Folketingssalen og siger, at det vil han sandelig ikke love. Altså, hvad er meningen? Hvad er det for et dobbeltspil, som Socialdemokratiet kører i øjeblikket på område efter område? Hvad er det dog for en krysteragtig jargon at køre rundt med herinde? Hvad er det, man forsøger at bilde danskerne ind ved at sige, at man vil føre en stram udlændingepolitik, for når man kommer herind, stemmer man blankt? Hvordan kan man sige på åben tv, at man vil have en folkeafstemning om bankunionen forud for dansk tiltrædelse – når man kommer herind, vil man ikke? Hvad er det for et narrespil, man kører over for den danske befolkning? Jeg synes, det er så uværdigt, så uværdigt!

Spørgeren skal lige huske, at vi tiltaler hinanden i tredje person herinde.

Ordføreren til at svare.

Det er okay, der skal også være noget for publikum. Jeg vil sige, at som jeg forstår det, har fru Mette Frederiksen sagt, at hun hælder til en folkeafstemning. Nu har jeg siddet og kigget på, hvad der er blevet sagt, og det er sådan set også vores holdning, men vi vil gerne træffe beslutningen på et oplyst grundlag. Jeg forstår, at Dansk Folkeparti allerede ved, hvad der kommer ud af det.

Så er det jo heller ikke nogen hemmelighed, at der, siden fru Mette Frederiksen sagde det i efteråret, har været nogle meget voldsomme konsekvenser for England i forhold til den folkeafstemning, de har haft.

Så vi vil godt have et oplyst grundlag. Vi vil gerne have at vide præcis, hvad vi skal stemme om, og hvilke konsekvenser det har for Danmark.

Spørgeren.

Det er ekstremt uværdigt. Det, som Socialdemokratiet har gang i i de her måneder, er simpelt hen demokratisk angribeligt. Man stemmer gang på gang gult til ting hernede i Folketingssalen, som man siger ude i offentligheden man støtter. Og nu har man sagt tydeligt og klart til den danske befolkning, at man ønsker en folkeafstemning om bankunionen, og så er man ikke engang i stand til at gå herned og sige det samme. Man sender endda – undskyld udtrykket – en stedfortræder for hr. Peter Hummelgaard Thomsen, så hr. Peter Hummelgaard Thomsen undgår at stå til smæk. Jeg synes, det er for ringe; jeg synes, det er kritisabelt; jeg synes, at det, som hr. Lars Aslan Rasmussen og hans parti har gang i i øjeblikket, er at gøre grin med danskerne.

Ordføreren.

Det virker, som om der er panik før lukketid hos Dansk Folkeparti, siden man skal hidse sig så meget op, men det må hr. Kenneth Kristensen Berth tale med Peter Hummelgaard Thomsen om senere. Det ændrer ikke ved, at fru Mette Frederiksen siger, at hun hælder til en folkeafstemning – det gør Socialdemokratiet også – men vi vil gerne have et oplyst grundlag, og vi vil gerne vide, hvilke konsekvenser det har for Danmark, også i forhold til det samlede EU-samarbejde. Det synes jeg ikke er så svært at forstå.

Næste spørger er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg må sige, at jeg er dybt forundret over, hvad der foregår. Altså, vi har fremsat det her forslag, og det er ikke første gang, vi gør det. Vi har stillet det her spørgsmål specifikt, fordi vi troede på Mette Frederiksen, da hun stod på live-tv i en partilederrunde og blev spurgt af tv-værten, om hun mente, at der skulle være en folkeafstemning om bankunionen, og Mette Frederiksens svar lød klart: Ja, det mener jeg der skal være.

Undskyld, men hvis ikke man kan tro på, hvad den socialdemokratiske formand siger til danskerne, og man skal opleve, at man gør det stik modsatte her i Folketingssalen, hvordan skal man sådan nogen sinde kunne tro på fru Mette Frederiksen og Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Jamen det stik modsatte ville jo være at sige, at der aldrig skulle være en folkeafstemning. Jeg forstår, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti er de eneste, der kender konsekvenserne af den her bankpakke. Vi siger, at vi jo bare gerne vil kende konsekvenserne af indholdet for Danmark – det synes jeg ikke der er noget mærkeligt i. Det er det, regeringen har lovet at vende tilbage med. Og så ved vi også, hvordan spørgsmålet skal udformes til borgerne, hvis det kommer til folkeafstemning.

Spørgeren.

Fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand, blev ikke spurgt, om hun kendte indholdet. Hun sagde faktisk, at hun ikke var så bekendt med indholdet i det her interview. Men hun siger klokkeklart ja.

Så vil jeg bare gerne høre: Når man sidder som dansker og hører den socialdemokratiske formand sige ja til en folkeafstemning om bankunionen, hvordan skal man så nogen sinde kunne tro på et ja fra Socialdemokratiet i fremtiden, når det ikke er tilfældet og man vender 180 grader på en tallerken, som vi ser det ske nu?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er det samme program, jeg har set. Men nu har jeg lige tjekket op på det, og jeg ser, at fru Mette Frederiksen siger, at hun hælder til en folkeafstemning – også i de efterfølgende interviews, der er givet, bl.a. i Berlingske Tidende. Når det er sagt, synes jeg, at det er helt legitimt, at man afventer, hvad regeringen vender tilbage med, også i forhold til hvilket spørgsmål det er, man skal svare ja eller nej til, og hvilke konsekvenser det har for Danmark.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne gå lidt ind på ordførerens tankegang, med hensyn til hvad det at sige ja til bankunionen har af konsekvenser. Det synes jeg er et kompliceret spørgsmål, og jeg synes, at vi skal have en rigtig grundig diskussion om det, både her og ude blandt befolkningen. Og når vi kender konsekvensen af det, kan partierne jo vælge deres holdning.

Et andet spørgsmål er jo, hvordan vi skal afgøre, om Danmark skal tilsluttes bankunionen. Og når professorer og andre siger, at det her måske er det vigtigste spørgsmål siden euroen, så kan det vel ikke være sådan, at Socialdemokratiet af taktiske grunde vil vælge folkeafstemning eller ikke vælge folkeafstemning, alt efter om det er svært at få igennem hos befolkningen eller ej. For så er det, at jeg er enig med dem, der siger, at det godt kan virke ret utroværdigt fra Socialdemokratiets side.

Hvad angår indholdet i bankunionen, er det kompliceret, og det skal vi have en grundig diskussion om; det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har ikke nogen holdning til det endnu, og jeg vil først høre, hvad de kloge folk siger til mig om den slags ting, for det har jeg ikke forstand på. Men jeg er ikke i tvivl om, at man ikke skal tænke taktisk, med hensyn til om befolkningen skal lov til at stemme om det. Der er min holdning stjerneklar: Selvfølgelig skal de det, når folk siger, at det er så vigtig en beslutning for Danmark.

Også det, at Socialdemokratiet endnu ikke har en holdning til det, viser jo, at det er kompliceret at finde ud af, hvad man skal mene om det. Men jeg havde ikke troet, at man ville tænke taktisk, i forhold til om vi skal have en folkeafstemning eller ej. Om vi skal snyde borgerne for en afstemning eller ikke snyde dem, er jo sådan set det spørgsmål, vi diskuterer i dag – ikke om vi skal sætte os ordentligt ind i tingene, inden vi tager afstemningen.

Ordføreren.

Altså, Enhedslisten har jo også sagt mange ting i forbindelse med EU. Det er jo ikke lang tid siden, at Enhedslisten mente, at vi skulle have en afstemning ligesom i Storbritannien, men det har jeg ikke set Enhedslisten foreslå vi skal have nu. Så tingene ændrer sig, men det ændrer jo ikke ved, at jeg synes, det er helt fint med et oplyst grundlag, så man kan tage stilling til det, når regeringen vender tilbage. Jeg har kun set to partier, der har taget stilling til, hvad konsekvenser det har for Danmarks deltagelse i det fremtidige EU-samarbejde at sige ja eller nej til bankunionen, og det er Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Spørgeren.

Der er jo ikke nogen tvivl om Enhedslistens holdning til EU. Vi har sagt, at vi skal have en grundig diskussion om det, og at vi er tilhængere af, at vi melder os ud af EU, men vi kunne da aldrig drømme om taktisk at overveje, om vi skal have en folkeafstemning om det. Vi skal endda have en meget grundig debat og en folkeafstemning om det, hvis vi skal udmeldes af EU – især efter brexit, fordi der er opstået nogle situationer, som man ikke kunne drømme om opstod.

Selvfølgelig skal vi da have en grundig diskussion først, og det skal vi også have om bankunionen, men vi kunne da aldrig drømme om at snyde befolkningen for en folkeafstemning, aldrig! Og derfor er det vigtigt at vide, hvor Socialdemokratiet står: Vil I tænke taktisk i forhold til det og sige, at hvis det er svært at få igennem hos befolkningen, så vil vi ikke tage afstemningen, men hvis det er let at få igennem hos befolkningen, så vil vi godt tage en folkeafstemning? Sådan nogle ting skal man da ikke tænke taktisk om; det skal da være et demokratisk princip, som man holder fast i som parti.

Ordføreren.

Altså, jeg ved ikke, om det ikke også er taktisk fra Enhedslistens side, at der ikke er blevet stillet forslag om, at Danmark skal følge England ud af EU. Dengang Storbritannien havde en afstemning, var Enhedslisten ude at sige, at det skulle man også have i Danmark. Det er jo ikke noget, jeg har set blive fremhævet særlig meget hverken herinde i salen eller i medierne. Jeg tror også, at man fra Enhedslistens side ved, hvilken konsekvens det har haft for England i forhold til at melde sig ud. Jeg ved ikke, om det er den situation, man også ønsker i Danmark. Det ændrer ikke ved, at vores formand selvfølgelig har sagt, at vi hælder til en folkeafstemning, men at vi synes, det er helt fair, at vi kender konsekvenserne for Danmark og selv gør vores holdning op med hensyn til for eller imod bankunionen.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Vi går videre til hr. Kenneth Kristensen Berth som ordfører for Dansk Folkeparti.

Jeg starter et andet sted, end jeg egentlig ville have startet. Der er folk her, som undrer sig over, hvorfor en person som Klaus Riskær Pedersen med det blakkede ry, han har, kan komme frem i verden og kan få en masse underskrifter i løbet af meget kort tid. Hr. Lars Aslan Rasmussen har lige leveret forklaringen på det. For det, borgerne, det, vælgerne oplever i det her land, er det ene vælgerbedrag efter det andet, og Socialdemokratiet fører an i det. Socialdemokratiet førte an i det under fru Helle Thorning-Schmidt, og Socialdemokratiet agter tilsyneladende at føre an under fru Mette Frederiksen. Det er derfor, vi ser den ene gule afstemning efter den anden i den her sal. Ude blandt borgerne er der ingen forståelse for det.

Jeg må bare sige til hr. Lars Aslan Rasmussen og hans socialdemokratiske kumpaner, at hvis det er linjen efter et folketingsvalg, hvor Socialdemokratiet måtte have vundet, så kommer Socialdemokratiet til at stå nøjagtig samme sted som Socialdemokratiets kolleger i Holland, i Frankrig, i Tyskland osv., for den danske befolkning vil ikke finde sig i et bedrag mere fra Socialdemokratiet. Der er et fantastisk ordsprog på engelsk, der hedder: Fool me once, it's your fault, fool me twice, it's my own fault. Altså, første gang man bliver narret, er det den, der narrer en, der har skylden. Anden gang man bliver narret, har man selv skylden. Jeg tror ikke, at Socialdemokratiet overlever at narre folk en gang til.

Så vil jeg sige tak til Enhedslisten for at rejse det her spørgsmål om, hvorvidt vi i Danmark skal have en folkeafstemning forud for en deltagelse i EU's bankunion, og det er jo et forslag, som vi fra Dansk Folkepartis side fremsatte i sidste folketingssamling, og dengang var det jo som bekendt kun Enhedslisten, der støttede forslaget. Vi havde faktisk haft en forventning om, at Socialdemokratiet denne gang ville støtte det her forslag, men jeg må så konstatere, at det gør Socialdemokratiet ikke, uanset hvad Socialdemokratiets formand så måtte have sagt eller gjort på tv, live tv, hvor indtrykket måtte stå helt klart for den danske befolkning, nemlig at der ville komme en afstemning om bankunionen.

Regeringen har sagt, at regeringen endnu ikke har lagt sig fast på regeringens stillingtagen, og regeringen mener derfor, at det er utidigt utidssvarende, og at der ikke skal træffes en beslutning nu om, hvorvidt man skal have en folkeafstemning eller ej. Det er så, hvad det er. Men at et parti, der klart har sagt – klart har sagt! – at danskerne skal have valget, ikke vil støtte det her forslag fra Enhedslisten, er efter min bedste mening en skandale. Sagen er jo den, at kompetencen til at lukke danske banker, de fem systemisk vigtige pengeinstitutter i det her land, overgår til Den Europæiske Centralbank, hvor Danmark ikke sidder, fordi Danmark ikke er medlem af ØMU'en. Derfor sidder vi ikke i Den Europæiske Centralbanks bestyrelse og vil altså ikke kunne forhindre, at et dansk pengeinstitut vil blive lukket.

Ligeledes er det sådan, at vi, danskerne, danske bankkunder, risikerer at komme til at betale for krakkede pengeinstitutter i Italien, i Grækenland, i Bulgarien – alle mulige steder. Og der er kun ét at gøre, og det er at betale ved kasse et. Det er den byrde, man vil pålægge danskerne uden at høre danskerne herom. Det mener vi bestemt ikke man skal gøre. Vi mener, at når man tager en så drastisk beslutning som at forpligte Danmark til at betale gæld fra andre pengeinstitutter, ja, så er det da klart, at så skal man da spørge danskerne først. Hvis man giver en adgang for et ECB uden dansk repræsentation til at lukke en dansk bank, jamen så er det da indlysende, at hvis man skal afgive suverænitet på den måde, handler det da om at spørge den danske befolkning inden da.

Det er jo ikke der, vi stopper, for der er også problemer med realkreditten, som vi jo også i Europaudvalget flere gange har set man i EU ganske simpelt hen ikke forstår hvordan er skruet sammen. Man begriber det ikke, og derfor laver man den ene intervention efter den anden, der gør, at vores realkreditsystem bliver udfordret. Derfor er det helt rimeligt at spørge danskerne, før en så vidtgående beslutning træffes. Vi støtter derfor selvsagt det forslag, som Enhedslisten har fremlagt i dag, ligesom vi naturligvis støttede vores eget forslag, da det blev behandlet i den forrige valgperiode.

Tak for det. Og den første, der har en kort bemærkning, er hr. Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Det var hr. Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti, som havde meget travlt med, at vi skulle have skiftet holdning. Vi har ikke skiftet holdning. At skifte holdning ville være at sige, at der ikke skulle være nogen folkeafstemning. Hvis man kigger lidt på det, står der her i overskrifter: DF skifter holdning omkring opholdskravet, DF skifter holdning omkring besparelser på Arbejdstilsynet. DF skifter holdning til alt muligt andet. Hvorfor skulle det være noget specielt socialdemokratisk, som om Dansk Folkeparti aldrig har skiftet holdning til noget som helst?

Så vil jeg også gerne spørge: Hvad er der principielt i vejen med en gang imellem at stemme gult? Altså, der er vel også nogle gange, hvor man i Dansk Folkeparti har stemt gult. Så vidt jeg har kunnet se i de år, jeg har siddet i salen, har det ikke været et problem i sig selv.

Ordføreren.

Det er, fordi det er vælgerbedrag, vil jeg sige til hr. Lars Aslan Rasmussen, når man går ud og siger, at ideen om en ø er spot on, men at man, når man så kommer ned i Folketingssalen, ikke kan finde ud af at stemme for. Det er, fordi det er vælgerbedrag, vil jeg sige til hr. Lars Aslan Rasmussen, når man siger omkring Sjælsmark, at der ikke skal ske nogen forandringer af det, og når der så kommer et forslag om, at barnets tarv skal spille en større rolle i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt man skal have opholdstilladelse i det her land eller ej, så stemmer man gult igen. Det er, fordi det er vælgerbedrag, når man kommer og siger i en åben debat på live tv, at man ønsker en folkeafstemning om bankunionen, og man så hernede i Folketingssalen ender med – formentlig, efter hvad jeg kan forstå på hr. Lars Aslan Rasmussen – at stemme rødt. Det er vælgerbedrag. Det er opskriften på vælgerbedrag, det er opskriften på, hvordan man får en befolkning til ikke at kunne fordrage politikere.

Spørgeren.

Altså, det er meget mærkeligt, at et parti, der ligger på omkring 15-16 pct., kan tale på vegne af alle danskere og give Socialdemokratiet skylden for Klaus Riskær-fænomenet – mig bekendt en person, der har været rundt i samtlige partier her i Danmark.

Det ændrer ikke ved, at Dansk Folkeparti masser af gange selv har skiftet holdning og har ansvaret for hele kommunalreformen og nu render rundt og er den store fortaler for Udkantsdanmark, selv om man selv har stemt for den. Sådan kan vi jo blive ved i stedet for at forholde os til, at det kunne være, at der var nogle ting, der havde ændret sig. Og det er bare det, jeg synes vi skal have lov til at diskutere. Vi har jo ikke sagt, at vi ikke skal have en folkeafstemning, hvorimod Dansk Folkeparti flere gange har skiftet holdning et hundrede procent.

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig forkert, og det ved hr. Lars Aslan Rasmussen godt. Siden 1995, hvor det her parti blev stiftet, har vi haft et ønske om, at der skulle være to organer i Danmark – der skulle være staten, og der skulle være kommunerne. Så indgik vi et kompromis omkring regionerne, og fra samme dag, som dette kompromis var indgået, var partiets holdning den, at regionerne skulle afskaffes. Der er ikke noget parti, måske med undtagelse af Venstre, der som Socialdemokratiet har sejlet rundt som en fiskekutter på åbent hav fra post til post for at fange lidt vælgere hist og pist. Der findes ikke noget parti i det her land, der er mere populistisk end Socialdemokratiet.

Tak til hr. Kenneth Kristensen Berth. Der er ikke flere korte kommentarer. Jeg vil gerne byde velkommen til hr. Jan Ejnar Jørgensen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti. Men helst fra talerstolen.

Tak. Jeg var lige ved at falde i svime over de bandbuller fra Dansk Folkeparti. Det er jo muntert at høre, når man ikke selv er i skudlinjen.

Tak for ordet. Vi har i dag at gøre med et beslutningsforslag, som er fremsat af Enhedslisten. Beslutningsforslaget går i sin korthed ud på, at man forud for en eventuel dansk tilslutning til EU's bankunion afholder en folkeafstemning. Og det er et beslutningsforslag, som jo minder meget om et lignende forslag, der havde nummeret B 130, som Dansk Folkeparti fremsatte sidste år. Det er jo ikke hver dag, vi ser politisk enighed mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti, og det glæder mig selvfølgelig at se, at også disse to partier kan finde fælles ståsted og fælles fodslag, men ikke desto mindre må jeg desværre meddele, at det altså ikke bliver en forbrødring, der kommer til at omfatte hele Folketinget, for selv om forslaget nu har ændret afsender, mener Venstre stadig det samme, som vi hele tiden har ment, nemlig at vi ikke skal have en folkeafstemning om dette spørgsmål, eftersom der ikke er tale om suverænitetsafgivelse.

Som jeg også pointerede, da vi havde drøftelsen sidste år, er det her jo en lidt hypotetisk drøftelse, og det er den, fordi det endnu ikke er afgjort, om der overhovedet skal søges opbakning til, at Danmark går med i samarbejdet. Som bekendt foregår der p.t. et analysearbejde, hvad ministeren også var inde på, og det afventer vi altså fortsat resultatet af, selv om jeg selvfølgelig er enig med min statsminister i, at mere og mere peger i retning af, at en bankunion kunne være en rigtig god idé.

Enhedslisten skriver i forslaget – og jeg citerer:

»Beslutninger om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig EU's bankunion, kan få enorme nationale og økonomiske konsekvenser for Danmark og stor indflydelse på tilsynet og reguleringen af de største danske banker. Dette gælder, uanset om Danmark beslutter sig for at tilslutte sig bankunionen eller forblive uden for.«

Det er jeg sådan set enig i. Det er en stor og vigtig beslutning. Men vi er altså valgt som politikere til netop at tage beslutninger, også store beslutninger, også vigtige beslutninger, beslutninger, der påvirker Danmark, beslutninger, der påvirker dansk økonomi, og nogle beslutninger har større betydning end andre. Så det, at det er en vigtig beslutning, er altså ikke noget argument i sig selv for, at man skal afholde en folkeafstemning.

Dansk Folkeparti begrundede så sit beslutningsforslag, B 130, med, at dansk deltagelse i det styrkede samarbejde vil betyde, at der vil blive afgivet suverænitet til en overnational myndighed, nemlig Den Europæiske Centralbank. Og hvor stor aspekt jeg end har for Dansk Folkeparti, så vælger jeg altså at lade den juridiske vurdering af dette spørgsmål blive foretaget i Justitsministeriet. Og i Justitsministeriet vurderer man klart og entydigt, at der ikke vil være tale om suverænitetsafgivelse, hvis Danmark skulle vælge at tilslutte sig bankunionen. Og eftersom vi i Danmark ikke har tradition for folkeafstemninger om EU-spørgsmål, når der ikke er tale om afgivelse af suverænitet, så kan vi altså modsat slutte, at der så ikke er nogen grund til at have en folkeafstemning i denne sag. Der skal ikke gøres en undtagelse.

Nu skal det ikke bare være sådan, fordi det plejer vi ikke, eller det er der tradition for. Det er nemlig en god tradition, at vi naturligvis følger grundloven. Når grundloven pålægger os at afholde en folkeafstemning, så afholder vi en folkeafstemning. Og omvendt, når grundloven ikke pålægger os en folkeafstemning, så tager vi vores ansvar på os. Så optræder vi som folkevalgte politikere, og så træffer vi den afgørelse, som vi er valgt til at træffe, og den, som vi synes vil være den bedste for Danmark.

Vi havde heller ikke nogen folkeafstemning, da vi tilsluttede os Nicetraktaten. Vi havde ikke nogen folkeafstemning, da vi tiltrådte Lissabontraktaten. Og så er der nogle, der måske kan huske helt tilbage til EF-pakken i 1986 – det kan jeg, jeg var ude at fryse sammen med formandsstolen, kan jeg forstå, og hænge i lygtepæle. Det var februar måned, det var rigtig koldt, og det blev så i øvrigt et godt resultat. Men grunden til, at man havde en folkeafstemning dengang, var, at regeringen jo var i mindretal. Regeringen kunne ikke få flertal i Folketinget for en tilslutning til EF-pakken, og derfor havde vi en folkeafstemning. Så det er jo en helt anden situation, end der i givet fald ville blive tale om ved et spørgsmål om bankunionen.

Jeg frygter også, at man vil komme ind på en eller anden glidebane, for hvis man skal have en folkeafstemning om det her spørgsmål, er der så ikke andre spørgsmål, man skal have folkeafstemning om? Hvorfor lige kun EU? Hvorfor ikke aftaler, der bliver truffet i FN og alle mulige andre steder? Altså, vi har et repræsentativt demokrati i Danmark med få folkeafstemninger. Jeg tror sådan set, at det passer de fleste ganske fint, at det forholder sig sådan.

Så med disse ord kan jeg altså meddele, at Venstre ikke støtter beslutningsforslaget. Jeg skulle i øvrigt takke fra Det Radikale Venstre og hilse og sige, at de heller ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak til hr. Jan E. Jørgensen. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Det er jo faktisk anden gang, Enhedslisten fremsætter det her forslag. Det er rigtigt, at det blev fremsat i sidste samling af Dansk Folkeparti, men i forrige samling blev det fremsat af Enhedslisten. Grunden til, at vi fremsætter det igen, er jo den melding, der kom i partilederdebatten fra fru Mette Frederiksen, den socialdemokratiske formand, hvor hun klart sagde, at ja, man ønskede en folkeafstemning om bankunionen. Jeg står med en artikel her fra den 21. november, altså fra sådan omkring 2 måneder siden, hvor hr. Jan E. Jørgensen undrer sig meget over det her kursskifte hos Socialdemokratiet.

Som jeg sagde tidligere, da hr. Lars Aslan Rasmussen var oppe på talerstolen, er jeg jo dybt forundret. Jeg gik jo og troede, at man kunne stole på Mette Frederiksen, når hun sagde, at hun ville have en folkeafstemning, og at det var et »ja«, ikke et »måske«. Men jeg vil bare høre hr. Jan E. Jørgensen, om han er glad for det her kursskifte hos Socialdemokratiet, hvor man nu er tilbage i den position, at man prøver at undgå folkeafstemninger, hvis man overhovedet kan slippe af sted med det.

Ordføreren.

Jeg synes, Enhedslistens ordfører er en slemmer karl, når han sådan forsøger at få mig til at forholde mig til, hvorvidt man kan stole på fru Mette Frederiksen. Det er altså for stor en fristelse, hvis jeg skal forholde mig til det. Jeg vil trygt overlade det til Socialdemokratiets vælgere at afgøre, om de mener, man kan stole på fru Mette Frederiksen. Så det har jeg ikke nogen kommentar til.

Spørgeren.

Så vil jeg bare bede ordføreren forholde sig til spørgsmålet om en folkeafstemning, som ordføreren var inde på. Ordføreren sagde: Jamen det gjorde vi heller ikke ved Lissabontraktaten, det gjorde vi heller ikke ved Nicetraktaten. Det er jo det, som i hvert fald jeg selv, og jeg tror rigtig mange danskere, egentlig går og er frustrerede over, altså at man ikke får lov til at stemme om sådan nogle store spørgsmål.

Jeg står her med en artikel af Jesper Rangvid, en kronik fra Berlingske, hvor han siger, at han har meget, meget svært ved at forstå, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, når spørgsmålet, om eksempelvis Danske Bank skal afvikles eller reddes, vil blive afgjort af Den Europæiske Centralbank og ikke af os her i Folketinget, såfremt vi går med i bankunionen. Er det ikke lige præcis et spørgsmål om suverænitet, om man vil redde en dansk bank eller ikke redde en dansk bank?

Ordføreren.

Jeg tror simpelt hen, vi færdes helt forskellige steder. Altså, jeg opfatter ikke sådan en bred folkeligt funderet frustration over, at man ikke har stemt om Nicetraktaten og Lissabontraktaten. Jeg tror, at hvis vi går ned på Strøget og laver en voxpop og spørger folk, om de er utilfredse med, at de ikke har stemt om Nicetraktaten og Lissabontraktaten, vil hr. Nikolaj Villumsen være meget, meget ensom med sit synspunkt om, at der er sådan et stort folkeligt ønske om det. Man kan muligvis finde nogle, det vil jeg ikke afvise. Der er også omkring 8 pct., der i en meningsmåling har givet udtryk for, at de gerne vil helt ud af EU.

I øvrigt med hensyn til det konkrete spørgsmål er det en afgørelse, Danmark selv kan træffe, men det kan naturligvis så få indflydelse på, om man fortsat vil kunne være medlem af bankunionen.

Hr. Kenneth Kristensen Berth, værsgo.

På sæt og vis var det måske meget passende, at netop denne ordfører skulle hilse fra Det Radikale Venstre og give udtryk for, at Det Radikale Venstre har samme synspunkter som Venstre i den her sag. Er det virkelig hr. Jan E. Jørgensens oprigtige mening, at det at overlade beføjelsen til at afvikle et af Danmarks fem vigtigste såkaldt systemiske pengeinstitutter til en myndighed, hvor Danmark ikke er repræsenteret, ikke er et udtryk for suverænitetsafgivelse?

Ordføreren.

Ja, det er mit oprigtige svar, for det, Dansk Folkeparti siger, er ikke korrekt. Der er ikke tale om suverænitetsafgivelse, og hvis Den Europæiske Centralbank eller Banktilsynet træffer en afgørelse, som Danmark ikke ønsker at følge, lader vi bare være med at følge den. Så kan det selvfølgelig have konsekvenser for, om vi kan fortsætte med at være med i bankunionen, det siger sig selv, men det er altså en beslutning, vi i sidste ende selv kan træffe, men altså med konsekvenser naturligvis; det siger næsten sig selv. Så at lægge den præmis, som Dansk Folkeparti gør det, ind over spørgsmålet er simpelt hen ikke korrekt.

Spørgeren.

Kan hr. Jan E. Jørgensen nævne bare et enkelt eksempel på, at vi i Danmark har valgt at blæse på en afgørelse fra EU-systemet, altså valgt at sidde en afgørelse fra EU-systemet overhørig og ikke følge den, men bare gøre, som vi selv vil? Med børnechecken var vi jo nogle, der forsøgte, og jeg tror faktisk endda også, at Venstre var med til at ville forsøge, men det ville man så ikke, da man fik regeringsmagten, og sådan er det jo ofte. Kan hr. Jan E. Jørgensen nævne bare ét eksempel?

Ordføreren.

Forskellen på bankunionen og så de spørgsmål, som hr. Kenneth Kristensen Berth nævner, er, at Danmark til hver en tid kan vælge ikke at følge en instruks fra det fælles tilsyn, og det kan så betyde, at vi er nødt til at træde ud af samarbejdet om bankunionen. Men der er jo stor forskel på at skulle træde ud af bankunionen, som vi jo heller ikke er med i nu, og så er vi jo bare tilbage ved status quo, og så at skulle træde helt ud af EU, hvilket jo kunne blive konsekvensen, hvis vi valgte at sidde alle mulige afgørelser fra EU-systemet overhørig. Så det er simpelt hen en anden situation. Vi kan træde ud af samarbejdet om banktilsyn, hvis der træffes en afgørelse, som vi ikke ønsker at følge, og derfor er der altså en helt væsentlig, grundlæggende forskel.

Tak til hr. Jan E. Jørgensen. Der er ikke flere korte bemærkninger, og jeg skal så byde velkommen til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Erhvervsministeren har jo allerede gjort rede for regeringens generelle position. Vi bør vente på det udredningsarbejde, der er sat i gang for at vurdere deltagelsen i bankunionen. Og så vil der jo sidde en eller anden regering, som vi ikke ved hvem er på det tidspunkt, altså ved udgangen af 2019, og tage stilling til resultatet af udredningen og så tage stilling til, om Danmark bør deltage. Det er en god skik, som vi skal følge, at vi ikke holder folkeafstemninger, når der ikke bliver afgivet suverænitet i den forstand, som grundloven foreskriver. Og der er det jo sådan, at Justitsministeriet allerede for 4 år siden, altså i 2015, nåede frem til, at en dansk deltagelse i bankunionen ikke udløser en § 20-situation. Af de grunde mener Liberal Alliance og regeringen, at beslutningsforslag nr. B 52 både foregriber begivenhedernes gang og bryder med en god dansk tradition og derfor bør forkastes.

Men når det så er sagt, vil jeg også gerne have lov til at komme med nogle supplerende bemærkninger, der ligger lidt i forlængelse af det, som erhvervsministeren sagde før, hvor han sagde, at han personligt synes, det er ret svært at tage stilling til, om bankunionen er en god idé. Jeg venter selv med stor spænding på den udredning, der kommer, og jeg er glad for ikke at være presset til at skulle tage stilling nu, for som jeg forstår bankunionen, løser den også en række problemer, som ikke mindst venstrefløjen har påpeget, og som jeg egentlig også nogle gange synes den gør ret i at påpege. For der er jo hele det her spørgsmål om moral hazard, som jeg desværre ikke ved hvad man kalder på dansk, men som er, at man ikke skal bære konsekvenserne af sine handlinger. Og en af de udfordringer, der jo er med de her systematiske banker, er netop den moral hazard, der er, og det er et problem med alle organisationer, der ikke i praksis kan gå bankerot, og det vil også sige offentlige institutioner og banker, som er for store til at gå ned. Så hvis man kunne få en eller anden løsning i kraft af bankunionen på moral hazard-problemet, så ville det vel ikke være så dårligt, men vi må jo se, hvad regeringens bankrådgivere, havde jeg nær sagt, når frem til at rådgive regeringen om.

Det, der er i den her single resolution mechanism, er, så vidt jeg har forstået det, at de første, der taber alle deres penge ved en nedlukning af en stor bank, er aktionærerne, og det er jo et sundt princip, der burde gøre dem mere kritiske over for uansvarlige dispositioner. Jeg glæder mig også til at se, hvad udvalget vil sige om et mere professionelt Finanstilsyn, for store og meget komplekse banker stiller også nogle meget store krav til tilsyn, og der kunne noget specialisering og erfaring måske teoretisk overgå ekspertisen hos Finanstilsynet – det ved jeg ikke, men det er noget, som jeg glæder mig til at høre mere om.

Så derfor kan jeg sådan set godt – og det er endnu et argument for at vente på udredningen – følge det argument, man nogle gange hører, nemlig at bankunionen er en forbedring af det indre marked, og at det skal forstås som en måde at få det indre marked til at fungere bedre på. Så derfor undrer jeg mig sådan set over den helt entydige kritiske holdning til bankunionen, som ikke mindst venstrefløjen står for, men af de grunde, jeg har nævnt, er jeg også i tvivl, og derfor glæder jeg mig også meget til at høre, hvad der vil komme ud af den her endelige udredning. Tak for ordet.

Selv tak. Der er to korte bemærkninger. Den første er fra hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.

Tak for det. Nu kan man jo så høre, at Liberal Alliance er meget i tvivl om, om man ønsker en folkeafstemning. Jeg står her med en artikel, hvor fru Mette Bock, den nuværende kulturminister, Liberal Alliances spidskandidat til det kommende EU-parlamentsvalg, den 30. april 2015, altså lige forud for sidste folketingsvalg, klart siger: Liberal Alliances holdning er, at der skal være en folkeafstemning, så danskerne kan blive spurgt, hvis vi skal med i bankunionen.

Hvad tror ordføreren Liberal Alliances vælgere sidder og tænker, når man har en situation, hvor man siger klart ja til folkeafstemning om bankunion før valget, og nu står på Folketingets talerstol og siger: Nej, vi vil ikke have en folkeafstemning?

Ordføreren.

Jeg tror, at vores vælgere har utrolig meget respekt for mennesker og partier, som vælger at bruge den ret, som alle har, men som ikke alle benytter sig af, til at tænke sig om, og derfor også godt kan forstå, at det selvfølgelig er rigtig vigtigt at få den her samlede beskrivelse af, hvordan bankunionen fungerer – den forelå jo heller ikke i 2015 – og så tage stilling på et oplyst grundlag.

Spørgeren.

Det forholder fru Mette Bock sig jo lige præcis til i den artikel. Hun siger, at man sagtens kan tage stilling til spørgsmålet om folkeafstemning, uafhængigt af hvad man kommer frem til i den her analyse, som nu har stået på i mange år. Derfor må vi jo forvente at kunne få et svar. Hvad er grunden til, at man er vendt fuldstændig i det her spørgsmål – har lovet befolkningen og vælgerne en folkeafstemning om bankunionen forud for valget og nu står her og siger, at man vil stemme nej til et forslag fra Enhedslisten om en folkeafstemning? Hvad er grunden til det?

Ordføreren.

Jamen jeg har da udtrykt mig forkert, hvis jeg har sagt, at vi fuldstændig kategorisk afviser spørgsmålet om en folkeafstemning. Vi siger bare, at vi synes, den rigtige rækkefølge at gøre tingene i er at se resultatet af den her udredning og så forholde sig til, hvad der står i den, og så tage den derfra, om man så må sige.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jeg bliver nogle gange lidt forvirret, når jeg lytter til Liberal Alliance, især efter at Liberal Alliance er kommet i regering. For da vi havde en valgkamp for efterhånden 4 år siden, slog Liberal Alliance sig jo op på at være et meget EU-skeptisk parti. Hr. Anders Samuelsen fik endda sagt, at Liberal Alliance var mere EU-skeptisk end Dansk Folkeparti, men så synes der at være sket noget. Pludselig er man blevet tilhænger af at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det her er man måske også sådan lidt på vej til at blive tilhænger af. Hvor er det egentlig Liberal Alliance bevæger sig hen? Hvis nu Liberal Alliance ikke fortsætter i regering efter et kommende folketingsvalg, kan vi så regne med, at Liberal Alliance er tilbage på sådan en EU-skeptisk kurs, eller har man sådan fundet partiets nye jeg med sådan en småkurs ligesom Det Konservative Folkeparti?

Ordføreren.

Jeg tror, at det parti, jeg repræsenterer, ligesom mange andre partier er præget af, at den valgperiode, vi er på vej ud af, har været meget, meget dramatisk rent udenrigspolitisk på en lang række områder, men herunder også brexit. Den generelt ændrede verden, som vi er kommet til at leve i siden valget i 2015, gør jo også, at man meget grundigt må tage stilling til en lang række ting, man måske ellers havde taget for givet tidligere. Jeg synes, at valgperioden siden 2015 har været ekstremt dramatisk rent udenrigspolitisk, også med brexit.

Spørgeren.

Så hr. Henrik Dahl har fået tynd mave sammen med resten af partiet i forhold til indstillingen til EU. Jeg synes egentlig, det er godt at vide. Altså, det er godt at vide for den danske vælgerbefolkning, at hvis man skal støtte et borgerligt EU-kritisk parti, så er der kun Dansk Folkeparti at vælge ved det kommende valg. Så det skal hr. Henrik Dahl have hjertelig tak for at klarificere her.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om forretningsordenen tillader, at man drøfter peristaltiske emner, så jeg vil afstå fra selv at gå ind i en dybere peristaltisk diskussion. Altså, at være principfast er jo smukt, men at være stædig er måske uhensigtsmæssigt. Så om man er principfast eller man er stædig er jo også noget, der lidt afhænger af øjnene, der ser. Jeg kunne jo spille bolden den anden vej og sige, at måske skal man også passe på med at være for stædig.

Tak til hr. Henrik Dahl. Og velkommen til hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Tak. Da vi skulle behandle det her, overvejede jeg lidt først bare at tage referatet fra sidst med og læse op af det. For det er jo et af de her forslag, hvor man kan sige: Vi har været der før; så tager vi en tur i karrusellen igen. Men selvfølgelig diskuterer vi jo ordentligt, når der kommer sager på dagsordenen – også sager, der bliver behandlet for anden og tredje gang.

Først vil jeg gerne lige snakke lidt om det her med folkeafstemninger, for det bliver nævnt fra både Enhedslistens og Dansk Folkepartis side med sådan et nærmest drilagtigt, skælmsk smil: Vi skal have en folkeafstemning, for så skal vi være bange.

Folkeafstemninger gør ikke mig bange. Men det kunne også have været interessant at diskutere, hvordan vi kan få en egentligt inddragende og involverende debat om noget så vigtigt som: Hvordan er det, at vi kan kontrollere banker, som er meget større end Danmark; hvordan er det, at vi faktisk på europæisk plan sammen kan have en ordentlig kontrol med de banker, som agerer på tværs af landegrænserne?

Det kunne også være interessant ikke bare at råbe på folkeafstemning, men måske sige: Hvordan er det, man arbejder med det inddragende og deltagende demokrati på andre måder? Jeg var til et møde i weekenden, hvor vi netop gennemgik en række af de mange måder, man har gjort det på i Canada og Australien, hvor man har arbejdet med borgerting, der kunne gå ind og vurdere den her slags sager. Der er også hele spørgsmålet fra Irland, hvor man jo før folkeafstemninger nedsatte borgerting for at have en ordentlig proces og ikke bare tog sager ud til folkeafstemning.

I forhold til bankunionen vil jeg sige, at hvis jeg bare læste bemærkningerne til forslaget, tror jeg egentlig jeg ville være lidt træt af bare at sige det samme som sidst. For den eneste grund til, at det er fremsat, er, at der er en politiker, der har sagt noget under en debat, og så skal vi tage den igen. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er lidt fattigt.

Men da vi skulle diskutere det her forslag igen, gik vi jo ind og diskuterede, hvordan situationen omkring bankunionen ser ud nu, i forhold til den virkelighed, vi står med, efter et år, hvor vi har set nogle store, store bankskandaler i Europa med nogle banker, som ikke er blevet kontrolleret ordentligt nationalt, nogle banker, som agerer på tværs af landegrænserne. Og der må jeg indrømme, at jeg begynder at hælde til at sige, at bankunionen ligner en bedre og bedre idé.

Som jeg erindrer det, sagde vi sidst, at vi slet ikke var afvisende over for en folkeafstemning. Vi afventede den her undersøgelse fra regeringen. Vi synes stadig væk, den undersøgelse skal ligge klar, før man skal tage en folkeafstemning. Jeg kan forstå på forslaget, at den her vejledende folkeafstemning lidt er noget, man skal tage med det samme. Det står sådan lidt uklart, hvornår det er, man vil have den. Og det er nogle af de spørgsmål, som vi i hvert fald har brug for svar på, før vi tager endelig stilling.

Vi hælder til at sige ja den her gang, fordi det er blevet et så vigtigt spørgsmål. Og jeg tror faktisk, at det ville være rigtig godt at have en god, folkelig debat om, hvordan vi fører kontrol med nogle banker, som er så store, at vi ikke kan gøre det nationalt. Jamen hvor er det dejligt, at vi har EU, så vi kan gøre det sammen. Så kan vi selvfølgelig også diskutere: Er bankunionen så stærk nok? Skal den faktisk styrkes?

Det er jo nogle af de spørgsmål, der bliver diskuteret rundtomkring i Europa, og det er en diskussion, som jeg faktisk også synes vi burde have herhjemme. Så vi har en positiv indstilling til forslaget. Ja, lad os da endelig komme ud og få den gode, folkelige debat. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange, der faktisk vil bakke op om, at vi får en ordentlig kontrol med de banker, som er alt for store.

Samtidig har vi bare lige nogle spørgsmål til, hvornår det er, at afstemningen skulle være. For vi hælder faktisk til, at man skal have en ordentlig debat inden en folkeafstemning, og vi synes, det er fornuftigt at vente på den undersøgelse, der er i gang, fra regeringens side, inden man afholder den.

Tak for det. Den første korte bemærkning kommer fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jeg tager meget gerne en god debat. Jeg synes jo lige præcis, at problemet med bankunionen er, at man ikke gør noget for at få delt de store banker op; at man ikke gør noget over for hvidvask. Det vil jeg meget gerne diskutere, men jeg tror, at det er sådan, at hvis man skal have en god, folkelig debat, er det en god start at spørge folk, og det er lige præcis det, vi foreslår i dag: Det er en folkeafstemning.

Jeg lidt ked af, at hr. Rasmus Nordqvist er så negativ over for, at vi fremsætter forslaget igen. Jeg føler mig jo sådan helt til grin over at have troet på fru Mette Frederiksen, da hun sagde: Ja, jeg vil have en folkeafstemning. Det var jo baggrunden for det her forslag. Formanden for Danmarks største parti, i hvert fald i mandater i Folketinget, siger, at hun er for en folkeafstemning, og så tænker vi selvfølgelig, at det er oplagt at samle et flertal for det. For som vi ser det, kan partier jo have holdninger, være for eller imod bankunionen, spørgsmålet, vi diskuterer i dag, er: Skal vi spørge befolkningen, før man eventuelt går med?

Ordføreren.

Jamen altså, spørgerens skuffelse over fru Mette Frederiksen, må spørgeren tage direkte med fru Mette Frederiksen. Altså det, jeg undrer mig over, er jo det her med, at der i den første linje står: »Folketinget pålægger den nuværende regering...«, og det vil sige, at inden et valg, der senest skal afholdes den 17. juni, skulle man så holde en folkeafstemning. Det er om meget kort tid, og jeg synes, der er alt for kort tid til den proces, der skal foregå før en folkeafstemning.

Jeg peger bare på, at man jo har lavet nogle ret fornuftige, dygtige og grundige processer andre steder i verden omkring folkeafstemninger, bl.a. i Irland omkring abort og ligestillingslovgivning i forhold til ægteskab. Og det, jeg egentlig bare efterspørger lidt, er, at vi griber til andre redskaber og tager dem ned.

Derfor stillede jeg bare de her spørgsmål åbent om, hvad det præcis er, man vil. Hvis det er den nuværende regering, tror jeg, der er for kort tid, og hvis man så opfordrer kommende regeringer til at holde det, jamen det er jeg som sagt positiv over for.

Spørgeren.

Altså, forslaget går jo lige præcis på, at hvis den nuværende regering skulle finde på at tilslutte sig bankunionen, hvilket den ikke har sagt den vil, inden den afholder folketingsvalg – det er der ikke noget, der tyder på – så vil den være forpligtet til det, hvis der er et flertal for det her forslag. Men ellers går det jo på at opfordre en fremtidig regering til at udskrive en folkeafstemning, og det er jo noget, vi helt klart kan. Jo flere partier, der bakker op om det, jo sværere vil det jo være for en regering at undgå at udskrive sådan en folkeafstemning.

Så jeg vil bare opfordre Alternativet til at overveje, om ikke det var på sin plads at få en folkeafstemning om det her spørgsmål. Altså, vi har jo tidligere stået skulder ved skulder og krævet folkeafstemning, eksempelvis om EU-Canada-frihandelsaftalen, og jeg synes, det ville være godt, hvis Alternativet og Enhedslisten også i det her spørgsmål kunne stå sammen og sige, at det her altså er noget, som kræver en ordentlig folkelig debat, og hvor danskerne skal have lov at blive spurgt.

Ordføreren.

Jeg håber sådan set, at spørgeren, hr. Nikolaj Villumsen, egentlig hørte efter, hvad det var, jeg sagde. Jeg siger, at vi er meget positive over for det. Jeg havde nogle spørgsmål omkring den måde, man formulerer det på her.

Igen vil jeg sige: Jeg er ikke en, der bliver bange, når man siger folkeafstemning. Jeg synes, at folkeafstemninger kan være et rigtig fornuftigt og godt redskab. Jeg appellerer også bare til, at vi forstår, at det direkte demokrati ikke er den eneste måde at inddrage på. Man kan skabe et inddragende og deltagende demokrati på mange måder, og jeg synes sådan set, at vi skulle tage at lære af alle de lande, som allerede eksperimenterer med det, i stedet for kun at tage den simple udgave, som er folkeafstemningen.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Og den næste ordfører på talerlisten, der er til stede, er hr. Anders Johansson fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Forslaget her er et beslutningsforslag, som er fremsat af Enhedslisten, og som pålægger regeringen at afholde en vejledende folkeafstemning forud for en eventuel tilslutning til EU's bankunion. Det er jo et forslag, som er præcis magen til det, der blev drøftet her i Folketingssalen for under et år siden, den 22. maj 2018. Dengang kunne Det Konservative Folkeparti ikke støtte forslaget, og det kan vi heller ikke i dag.

Vi har det sådan, at hvis der er tale om suverænitetsafgivelse, skal vi selvfølgelig have en folkeafstemning. Tilbage i 2015 lavede Justitsministeriet en vurdering af, hvilken betydning det ville have, hvis man eventuelt skulle tilslutte sig en bankunion, og hvorvidt det ville betyde, at der var suverænitetsafgivelse – og det er den klare vurdering, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse.

Det er en tradition, vi har i Danmark, at vi afholder folkeafstemning om EU, når der er tale om suverænitetsafgivelse, og det er der ikke her. Det har vi ikke i sinde at lave om på fra Det Konservative Folkepartis side. Vi respekterer arbejdsdelingen i grundloven, og vi tager selvfølgelig en folkeafstemning, når vi skal det.

Som flere ordførere også har været inde på, og som ministeren også var inde på, er det stadig væk et relativt hypotetisk grundlag at diskutere det her på, i og med at det stadig er uafklaret, hvad det her præcis kommer til at betyde. Vi er også som parti uafklarede, med hensyn til hvorvidt vi vil bakke op eller ikke bakke op om Danmarks indtræden i bankunionen.

Med de bemærkninger vil jeg meddele, at vi ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Konservative er også uafklarede, i hvert fald på papiret. Kunne hr. Anders Johansson ikke gøre opmærksom på, om han er enig med statsministeren i, at der »er mere og mere, der tyder på, at det vil være klogt at gå med i bankunionen«? Er hr. Anders Johansson enig med statsministeren i det, eller er hr. Anders Johansson ikke enig?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, er vi som parti ikke afklarede, i forhold til hvorvidt vi bakker op eller ikke bakker op. Og derfor kan jeg ikke rigtig stå her og kommentere på, om der er nogle ting, som statsministeren ved, som gør, at han mener, at det er mere sandsynligt, at man skal tilslutte sig. Den diskussion har vi ikke haft, og den afventer faktisk, at der kommer de her konklusioner.

Spørgeren.

Jeg synes, det er underligt, at man som parti ikke engang kan komme med sådan en rudimentær forståelse af, hvorvidt man sådan tenderer til at være tilhænger af noget eller er modstander af noget. Altså, normalt plejer det at være sådan på EU-området, at vi har sådan nogenlunde en idé om, i hvilken retning man vil. Og her ser det ud til, at hr. Anders Johansson åbenbart mener, at man nærmest kan slå plat og krone om, hvad Det Konservative Folkepartis holdning skal være til det her spørgsmål.

Altså, kan hr. Anders Johansson ikke fortælle den undrende konservative vælger – i det omfang, der måtte sidde nogen ude bag skærmene – hvorvidt De Konservative sådan hælder i den ene eller den anden retning?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg jo ikke, fordi vi netop ikke har taget stilling til det og vi ikke kender konklusionerne. Så jeg synes da, det er helt på sin plads at sige, at man afventer konklusionerne på det arbejde, der er i gang. Der sidder jo en arbejdsgruppe, der netop er ved at vurdere fordele og ulemper, i forhold til om Danmark skal tiltræde eller ej. Der synes jeg, det ville være lidt underligt, hvis man stod her på forhånd og sagde, at uanset hvad den arbejdsgruppe kommer frem til, så har vi truffet en beslutning.

Selvfølgelig vurderer vi vores stillingtagen på baggrund af det seriøse arbejde, der pågår nu. Der er nogle helt fundamentale ting, som også ministeren var inde på, omkring det danske realkreditsystem. Det skal selvfølgelig kunne håndteres på en ordentlig måde. Det er sådan noget, der er rigtig vigtigt for dansk økonomi, og det er også vigtigt for Det Konservative Folkeparti, hvor vi jo står vagt om f.eks. boligejerne. Så selvfølgelig er vi nødt til at afvente konklusionerne fra den arbejdsgruppe, før vi tager endelig stilling.

Tak til hr. Anders Johansson. Så er vi kommet til ordfører for forslagsstillerne, hr. Nikolaj Villumsen.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg har været naiv. Da Mette Frederiksen på live-tv i partilederdebatten under Folketingets EU-høring den 4. november blev spurgt, om Danmarks tilslutning til bankunionen skal til folkeafstemning, så lød svaret fra den socialdemokratiske formand klart: Ja, det mener jeg den skal. Altså ikke et måske, ikke et nej, men et klart ja til de danskere, som sad og så med på den her tv-transmitterede partilederdebat, som skulle sætte fokus på, hvad partierne mener om EU. Men det var åbenbart ikke rigtigt.

Når den socialdemokratiske partiformand over for befolkningen siger, at hun vil have en folkeafstemning, så kan vi åbenbart ikke tro på hende. Det står klart efter dagens debat. Og jeg vil gerne sige til hr. Lars Aslan Rasmussen og Socialdemokratiet: Det er ikke en undskyldning at løbe fra det, man siger til danskerne, at nogle andre har gjort det samme. Altså, at man siger et og gør det stik modsatte, bliver man nødt til at stå til ansvar for. Jeg må sige, at jeg er dybt forundret over, at vi kan have en socialdemokratisk partiformand, som for 3 måneder siden på live-tv og derefter med store overskrifter i medierne proklamerede, at nu gik man ind for en folkeafstemning om en bankunion, og så må vi i dag se, at man gør det stik modsatte, det stik modsatte.

Altså, i Enhedslisten har vi kæmpet for at få en folkeafstemning, såfremt der skulle være et flertal, der ønsker at tilslutte Danmark til EU's bankunion. Det har vi foreslået, men det er blevet afvist, bl.a. af Socialdemokratiet. Men når den socialdemokratiske formand så melder klart ud, som hun gjorde under folkehøringen, så troede vi altså på, hvad hun sagde. Det var en fejl.

Jeg tror, at der er mange vælgere, der har troet på, at Mette Frederiksen ville have en folkeafstemning, når hun siger, at hun vil have en folkeafstemning – når hun svarer klart ja. Hun sagde ikke måske, hun sagde ja på journalistens spørgsmål. Men sådan er det altså ikke. Man siger et, og man stemmer noget andet. Jeg synes, det er skuffende. Jeg synes, det er rigtig, rigtig skuffende.

Til gengæld kan jeg på Enhedslistens vegne love, at vi ikke løber fra vores løfte til danskerne. Vi vil kæmpe for, at befolkningen bliver spurgt, hvis et flertal i Folketinget vil beslutte, at Danmark skal tilsluttes EU's bankunion efter det kommende folketingsvalg.

EU's bankunion er ikke bare en lille ting. Ifølge Europa-Kommissionen selv er EU's bankunion det største projekt, som er blevet skabt siden euroen. Beslutningen om, hvorvidt Danmark skal tilslutte sig EU's bankunion, kan få enorme nationale og økonomiske konsekvenser for Danmark.

Det vil helt konkret betyde, at beslutningen om, at en dansk bank i fremtiden skal reddes eller skal lukkes i en mulig fremtidig finanskrise, ikke vil blive truffet her i Folketinget – nej, beslutningen vil være flyttet til Bruxelles, nærmere bestemt til bureaukraterne, altså de ikkefolkevalgte nationalbankdirektører, som udgør Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd. Her har Danmark ikke engang en plads ved bordet. Til gengæld sidder den tidligere Goldman Sachs-spekulant Mario Draghi for bordenden.

Det er rigtigt, som hr. Jan E. Jørgensen har sagt, at man fik forhandlet sig en lille kattelem på plads, som siger, at Danmark har ret til ikke at følge beslutningen fra Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd om, at eksempelvis Danske Bank skal reddes eller skal afvikles og lukkes. Men følger man ikke Den Europæiske Centralbanks beslutning, bliver man smidt ud af bankunionen. Det er det, der står sort på hvidt. Det vil sige – hvis man prøver at forestille sig det – at man har en situation, hvor Europas banker befinder sig i en helt ekstrem finanskrise, og i den situation skal man så sidde her i Folketingssalen og træffe en beslutning om, at nu vil man gerne smides ud på hænder og fødder af Den Europæiske Centralbanks styrelsesråd og af bankunionen.

Da det tjekkiske parlament behandlede den mulighed, kom de i den ekspertundersøgelse, de lavede, frem til, at det ikke var en reel mulighed. Det er ikke et reelt valg, man har. Altså, hvis man står i sådan en situation, hvor der er en gigantisk finanskrise, så er det ikke et realistisk valg, at man vælger at blive smidt ud på hænder og fødder. Derfor er der heller ikke et eneste ikkeeuroland, der har tilsluttet sig bankunionen – ikke et eneste ikkeeuroland har tilsluttet sig bankunionen.

Men den danske statsminister hælder til, at man bør gøre det, og man har sjovt nok lagt afgørelsen, om man bør gøre det set med regeringens briller, efter det kommende folketingsvalg, efter det kommende EU-parlamentsvalg. Jeg synes, det er bekymrende. Jeg synes, at noget så stort som det her er noget, som danskerne bør have lov at tage stilling til, og det gør man altså bedst ved en folkeafstemning.

Indholdsmæssigt synes jeg også, at det er vigtigt at se på, hvad der reelt er på spil. Med bankunionen undgår vi ikke nye finanskriser, men den demokratiske magt over, hvad der skal gøres, altså om banker skal reddes eller ikke reddes, fjernes fra folkevalgte politikere og gives til bureaukraterne i Bruxelles, hvor der ikke sidder en eneste dansker rundt om bordet.

Virkeligheden er jo, at det her blot er et af de centraliseringsinitiativer, vi ser fra Europa-Kommissionens side for tiden: Der er øget militarisering; der drøftes oprettelsen af en decideret EU-hær; der er direkte EU-skatter; der er en stærkere i EU-styring af medlemslandenes økonomier; der er mulighed for at bestemme skatte-, arbejdsmarkeds- og udenrigspolitikken i Danmark; et forstærket Fort Europa; indskrivning af finanspagten i selve EU-lovgivningen samt et markant større EU-budget, hvor Danmark skal betale markant mere, end vi gør i dag. Det er blot nogle af de forslag, som vi lige nu ved ligger på tegnebrættet eller er ved at blive gennemført i EU.

Udviklingen går voldsomt hurtigt, og gang på gang ser vi, at EU-toppen og desværre også skiftende danske regeringer undlader at spørge befolkningen. Det synes jeg skal høre op. Jeg synes, at man skal holde op med at luske mere magt til EU og helt konkret, som vi diskuterer i dag, mere magt til EU omkring bankunionen ind ad bagdøren, når både et folketingsvalg og et EU-parlamentsvalg har været afgjort. Jeg synes, at danskerne fortjener at blive spurgt.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger. Den ene er fra hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Jeg er stadig lidt forvirret med hensyn til det her med tidsperioden, som jeg også sagde, da jeg var på talerstolen. Jeg kan forstå, at man skal spørges inden et folketingsvalg – europaparlamentsvalget har jo knap så meget med det at gøre – men mener Enhedslisten, at en folkeafstemning vil skulle holdes inden et kommende folketingsvalg, altså inden senest den 17. juni?

Ordføreren.

Nej, det mener Enhedslisten ikke. Som der står, så taler vi om en eventuel dansk tilslutning, og når vi siger, som vi gør, er det, fordi vi går med livrem og seler og dermed siger, at skulle det være sådan, at den nuværende danske regering inden den 17. juni beslutter, at Danmark skal tilslutte sig bankunionen, så bør der afholdes en folkeafstemning. Det er selvfølgelig alt for kort tid til at have en ordentlig demokratisk debat, så det er på ingen måde noget, vi opfordrer til, men vi er bare bekymrede for, at man endnu en gang vælger at gennemføre store ting på EU-området uden at spørge danskerne.

Hovedmålet med det her forslag – det, der i virkeligeheden er det centrale – er jo at se på, hvad man kommer til at gøre efter efteråret 2019, når den her redegørelse kommer, altså om der skal være en folkeafstemning, såfremt flertallet i Folketinget beslutter, at Danmark skal tilslutte sig bankunionen, eller om der ikke skal. Støtter man det her forslag, så pålægger man regeringen at opfordre den kommende regering til at afholde sådan en folkeafstemning, og det håber jeg da meget at Alternativet vil bakke op om.

Spørgeren.

Det tror jeg sådan set jeg sagde ret tydeligt, da jeg selv var oppe og holde min ordførertale.

Men der er en ting, der også gør mig lidt nysgerrig, og det er det her med, at vi skal have en folkeafstemning, hvis der er et flertal i Folketinget, der ønsker at tiltræde bankunionen. Hvis man reelt ønsker at inddrage borgerne i beslutningen om bankunionen, mener Enhedslisten så egentlig ikke, at det mest konsekvente ville være, at man automatisk afholdt folkeafstemningen, når man havde fået redegørelsen om, hvad det her vil betyde? Altså vil man, hvad end der er et flertal i Folketinget eller ej, så spørge borgerne, eller er det kun, når man er imod den beslutning, der er truffet? Jeg skal bare forstå det helt.

Ordføreren.

Altså, det er jo en grundlæggende demokratisk indstilling, vi har til det, nemlig at skulle der tegne sig et flertal i Folketinget for det, så spørger man befolkningen. Hvis samtlige partier eller et flertal af partierne i Folketinget bliver enige om, at man vil udskrive en folkeafstemning lige meget hvad, så tror jeg helt klart også, vi vil støtte det.

Men det er klart, at vi synes, at det her er en rigtig dum idé, og vi vil langt hellere diskutere, hvordan man får opdelt bankerne og undgået fremtidige finanskriser. Det mener vi er en langt mere relevant debat. Det har vi råbt og skreget om, og vi har fremlagt forslag om, hvordan man skal gøre, og det håber vi at kunne få mange flere diskussioner om. Man skulle der tegne sig et flertal for at træffe den her meget voldsomme beslutning, må et minimum da være, at man kan blive enige om at udskrive en folkeafstemning.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det. Det kan være lidt svært at forstå Enhedslisten. Altså, man siger, at det er forfærdeligt, at der ikke sidder danskere med ved bordet i Den Europæiske Centralbank, men det skyldes jo, at vi ikke er med i euroen – det går jeg ud ikke ud fra Enhedslisten synes vi skal være. Så taler man om, at det er et stort problem, hvis vi bliver smidt ud af bankunionen – jeg troede, at Enhedslisten ikke ville have, at vi skulle ind i bankunionen, så jeg forstår ikke helt problemet i, at vi så eventuelt måtte blive smidt ud.

Men hele den her debat handler jo sådan set bare om, at Enhedslisten ønsker at drille Socialdemokratiet, og det vil jeg da gerne hjælpe med til, for det er da muntert. Derfor vil jeg spørge: Når nu Enhedslisten er så dybt forundret over, at man kan have en socialdemokratisk partiformand, der lover et og så gør det stik modsatte, kan Enhedslisten så – for man har jo i Enhedslisten ikke den store indflydelse på, hvem Socialdemokratiet vælger som formand, men man kan have indflydelse på, hvem der bliver landets næste statsminister – støtte en statsminister, som man ikke kan stole på?

Ordføreren.

Enhedslisten har tænkt sig at forhandle med en kommende regering, og det er klart, at vi helst så, at en kommende regering blev ledet af os og var en progressiv regering, men vi må se på, hvad der tegner sig af mandater bagefter, og så tage forhandlingen derfra.

Men til det, som hr. Jan E. Jørgensen siger om bankunionen og om, at Enhedslisten skulle være bekymret for, at Danmark skulle blive smidt ud, vil jeg sige, at det handler om diskussionen om suverænitet. Justitsministeriet vurderer i den redegørelse, der kom, da fru Mette Frederiksen var justitsminister, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, hvis Danmark tilslutter sig bankunionen, fordi man har et suverænt valg, idet man kan nægte at adlyde med den konsekvens, at man bliver smidt ud af bankunionen. Det er der, hvor jeg siger: Det er ikke et reelt, suverænt valg. Midt i en international finanskrise er det ikke et reelt, suverænt valg, om man vil smides ud på hale og albuer af bankunionen.

Spørgeren.

Altså, jeg stillede et forholdsvis klart, simpelt, enkelt og tydeligt spørgsmål, som hr. Nikolaj Villumsen muligvis ikke hørte: Synes Enhedslisten, at man skal have en statsminister i Danmark, som man ikke kan stole på?

Ordføreren.

Altså, Enhedslisten har jo oplevet, at Socialdemokratiet gang på gang har sagt et og gjort noget andet, og det er også derfor, vi har sagt helt klart, at vi helst ser, at der kommer en progressiv regering, som fru Pernille Skipper er parat til at sætte sig i spidsen for. Det er det, vi allerhelst ser, og det er det, vi går til valg på – det er det, vi gerne vil have. Så må vi se, hvordan resultatet bliver, og så vil vi selvfølgelig forhandle mest mulig indflydelse igennem derefter.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger - medmindre nogen ønsker ordet i en anden runde.

Det er der ikke flere som ønsker, og der er heller ikke flere, som har bedt om ordet, så forhandlingen er afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.