Det sidste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 46:

Forslag til folketingsbeslutning om ansattes mulighed for fuld erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdet.

Af Jakob Sølvhøj (EL), Karina Adsbøl (DF) og Kirsten Normann Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 20.11.2018).

Forhandlingerne er åbnet, og den første, der får ordet, er beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Det her beslutningsforslag, B 46, er et rigtig godt beslutningsforslag om et vigtigt emne, som tager afsæt i erstatningsforholdene for ansatte, der bliver udsat for vold på deres arbejde af borgere, som de drager omsorg for. Det er en rigtig trist og ærgerlig situation for begge parter i de tilfælde, hvor eksempelvis udviklingshæmmede, demente eller andre psykisk handicappede personer udøver vold mod de medarbejdere, som er ansat til at drage omsorg for dem. Der vil her ofte være tale om borgere, der ikke selv kan gennemskue konsekvenserne af deres handlinger, og som ofte ikke vil være strafegnede eller ikke kan straffes på grund af alder.

Jeg anerkender derfor de bekymringer, som rejses i beslutningsforslaget, særlig det etiske dilemma for en medarbejder i at skulle politianmelde en borger, som man til daglig har ansvaret for at hjælpe og passe på. Jeg er enig med forslagsstillerne i, at det er vigtigt, at vi har et system, der tager hånd om de personer, der har været udsat for vold og trusler på arbejdspladsen, og ikke mindst for ansatte, som fortsat skal have en omsorgsmæssig relation til den borger, der har udøvet vold mod dem. Det vil jeg vende tilbage til lidt senere.

Men lad mig starte et andet sted. Det er jo først og fremmest arbejdsgivernes ansvar at sikre, at det er sundt og sikkert at gå på arbejde i Danmark, og det gælder, uanset om man arbejder på en byggeplads, som fængselsbetjent eller som pædagog for f.eks. psykisk handicappede. I de situationer, som beslutningsforslaget handler om, betyder det, at de ansatte skal beskyttes mod vold og trusler fra borgere med en aggressiv adfærd. Sådan er reglerne i dag, og sådan skal de blive ved med at være.

Jeg er samtidig bevidst om, at vi ikke fuldstændig kan undgå tilfælde af vold og trusler, også selv om arbejdsgiver opfylder sin pligt til punkt og prikke, men med den rette indsats kan vi heldigvis nå langt. Derfor afsatte regeringen også satspuljemidler i både 2017 og 2018 til at videreføre de såkaldte voldsforebyggelsespakker til hospitaler, døgn- og hjemmeplejen, læger, politi og fængsler. Pakkerne består af forløb, som arbejdspladserne skal følge for at forebygge og lære at håndtere episoder med vold og trusler på arbejdspladsen. Der vil også blive foretaget en evaluering af pakkerne, som forventes klar i løbet af 2019. I 2019 tilbydes en ny voldsforebyggelsespakke, som er målrettet botilbud og forsorgshjem.

Når det er sagt, står vi stadig væk tilbage med nogle ansatte, som rent faktisk er udsat for vold, og som der skal tages hånd om, når skaden er sket. Det er vigtigt at slå fast, at det i arbejdsskadessystemet er uden betydning for erstatningen, om der er en ansvarlig skadevolder, eller om episoden meldes til politiet. Arbejdsgiverne har med andre ord et objektivt ansvar. Når en sag anerkendes efter arbejdssikringsloven, kan den ansatte få dækket udgifter til behandling for godtgørelse for et eventuelt varigt men og erstatning for tab af erhvervsevne, uagtet det er en voldsepisode på arbejdet eller et fald fra en stige. Ansatte, der udsættes for vold, har derudover også mulighed for at få erstatning og godtgørelse efter offererstatningsloven, som hører under justitsministeren. Offererstatningsloven dækker bl.a. tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte samt tort, altså former for erstatning, som ikke gives i arbejdsskadesystemet.

Erstatning efter erstatningsloven kræver som udgangspunkt politianmeldelse af lovovertrædelsen. Som jeg er oplyst, kan Erstatningsnævnet imidlertid give dispensation for anmeldelseskravet i de tilfælde, hvor eksempelvis plejepersonalet på en behandlingsinstitution har været udsat for vold, når der er generelle pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn på den pågældende institution, der taler imod en politianmeldelse. Reglerne på dette område hører som nævnt under justitsministeren.

Uanset om der kan gives dispensation eller ej for krav om politianmeldelse, er jeg af den opfattelse, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre håndtering af overgreb. Det omfatter både eventuel politianmeldelse, arbejdsskadeanmeldelse og sikrer, at den voldsramte medarbejder får den nødvendige hjælp og støtte til at komme videre, også i relation til den borger, der uden at forstå konsekvenserne af sine handlinger har skadet den ansatte.

Jeg vil også gerne slå fast her i dag, at jeg har stor forståelse for, at det for den ansatte, der har været udsat for vold på sit arbejde, kan være svært at skulle forholde sig til, at der både er en sag i arbejdsskadesystemet og i offererstatningssystemet.

Med inddragelse af de elementer, der fremgår af beslutningsforslaget, vil jeg derfor gerne igangsætte et arbejde, der skal se nærmere på samspillet mellem arbejdsskadesikringsområdet og offererstatningsområdet. I den proces vil det være naturligt og også væsentligt at inddrage relevante interessenter som led i at få belyst problemstillingen endnu mere. Det kan danne et solidt fundament for en politisk drøftelse af problemstillingen og af, om ændringerne af reglerne på området f.eks. bør indgå i en kommende reform af arbejdsskadeområdet eller som et helt selvstændigt politisk initiativ.

Jeg må nok også sige her i dag, at det ikke vil være realistisk at udarbejde en rapport, som skal danne grundlag for et lovforslag til fremsættelse i dette folketingsår, men jeg vil gerne sige, at regeringen støtter beslutningsforslaget med den tilføjelse eller det forbehold, at der laves en mere realistisk tidsplan, som giver mulighed for en grundig afdækning. For mig er det vigtigt, at der bliver lavet et seriøst arbejde, som kan sættes i gang med det samme, vi skal have belyst problemstillingen, og mulige løsningsforslag skal på bordet på en god og konstruktiv måde.

Derfor glæder jeg mig faktisk også til både at få de her ting drøftet bedre under udvalgsbehandlingen, men jeg vil faktisk også allerede nu gerne bebude, at vi kan sætte gang i arbejdet hurtigst muligt, selv om beslutningsforslaget ikke er færdigbehandlet, for vi kan lige så godt med den brede enighed, jeg fornemmer, om det her beslutningsforslag, få arbejdet sat i gang nu og ikke nødvendigvis vente på, at vi så er nået til vejs ende i forhold til behandlingen af det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl.

Tusind tak til ministeren for den gode tale, også i forhold til at ministeren anerkender, at der er nogle udfordringer på det her område.

Vi ved, at der kommer et valg, måske lige om lidt, og for at det her arbejde ikke skal gå fuldstændig i stå og ende i en eller anden skrivebordsskuffe ovre i ministeriet, kan ministeren så oplyse, om det arbejde eventuelt også fortsætter efter et valg – vil embedsværket i ministeriet rejse hånden, i forhold til at der faktisk er et flertal for det her, og at man så kan arbejde videre, såfremt vi ikke får det her kørt igennem inden et valg, hvilket kan være lidt svært?

Ministeren.

Ja, det kan jeg garantere. Nu er der jo flere modeller for det. Altså, jeg har før tilbudt, at jeg kan blive siddende, uanset hvem der måtte danne regering, for at sikre en vis kontinuitet i Beskæftigelsesministeriet.

Det er ikke nødvendigvis den model, vi ender med, men jeg tænker, at på baggrund af førstebehandlingen kunne jeg indbyde alle partier i Folketinget til, at vi faktisk får lavet en politisk aftale nu om rammerne for det her arbejde, sådan at der er en bred enighed, og sådan at det er på plads, inden der bliver udskrevet folketingsvalg. Og det er jo ikke mig, der udskriver folketingsvalg, men jeg er sådan set helt opmærksom på, at det kunne være fint nok at have en politisk aftale, der følger op på det beslutningsforslag, vi diskuterer nu. Så det har jeg sådan set tænkt mig at tage initiativ til.

Spørgeren.

Det vil jeg gerne kvittere for. Og i hvert fald vil det for Dansk Folkeparti være rigtig fint, hvis beskæftigelsesministeren også blev siddende efter et valg, netop i forhold til at kunne få gode forslag igennem her i Folketingssalen. Så tak for det.

Ministeren.

Men så vil jeg sørge for, at den konklusion bliver en del af den politiske aftale, altså at jeg selvfølgelig bliver siddende uanset hvad.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Det sidste kan jeg ikke være med til at love at jeg vil arbejde for, men til gengæld vil jeg gerne kvittere for, både at ministeren understreger, at voldsforebyggelse er vigtigt – det er jeg nemlig rigtig enig i – men også at anerkende, at det her er et problem, som skal løses. Det har jo stået på i rigtig mange år, og det er jo lige forfærdeligt, om man er den, der er blevet overfaldet og er nødt til at skulle politianmelde en borger eller for den sags skyld give afkald på erstatning, fordi man ikke kan nænne det. Begge scenarier er jo lige forfærdelige. Derfor giver det rigtig god mening, at man måske kan få løst det her problem en gang for alle, bl.a. ved at indgå en politisk aftale nu. Så jeg er blot interesseret i at høre, om beskæftigelsesministeren kan give et bud på, hvad en realistisk tidsplan så kunne være.

Ministeren.

Jamen jeg synes, at man i løbet af de næste 14 dage til 3 uger skal lave en politisk rammeaftale, hvor man så bliver enig om tidsplanen for det her arbejde. Men jeg mener, at det vil være naturligt, hvis det her arbejde bliver sat i værk i løbet af den kommende måned, at man i den kommende folketingssamling, altså den folketingssamling, der hedder 2019-20, kan fremsætte et lovforslag og få det vedtaget. Det mener jeg bestemt vil være realistisk. Jeg mener også, at så svært er det problem, vi taler om, jo heller ikke. Det har nogle økonomiske konsekvenser, der kan være forskellige løsningsmodeller, og det er sådan set også skitseret i beslutningsforslaget, men jeg mener ikke, at det er noget, vi skal bruge år og dag på. Vi har brug for at få det belyst, og vi har brug for at lave en relativt grundig afdækning, men jeg mener, at det uden problemer kan vedtages i næste folketingssamling.

Spørgeren.

Jeg er sådan set med på, at teknikken godt kan være lidt vanskelig, men enig i, at det burde være simpelt at løse problemet, som alle er enige om skal løses. Jeg kan så blot konstatere, at hvis en tidsplan på 1 måned betyder, at vi kan nå at lave en aftale inden den næste folketingssamling, kan vi måske også begynde at gætte os til, hvornår der kommer et valg eller hvad? Jeg vil blot kvittere for, at vi får løst det her problem.

Ministeren.

Altså, det er ikke, fordi jeg tror, der kommer et valg inden for 1 måned, men jeg tænker, at der jo ikke er nogen grund til at spilde tiden med, at vi har en proces her i Folketinget. Vi kan jo lige så godt få formaliseret den proces og få inddraget de interessenter, der skal inddrages, og få holdt de møder her i løbet af foråret. Og så kommer der i hvert fald et folketingsvalg senest i juni måned, og derfor har jeg en ambition om, at det her arbejde er så godt i gang, sådan at der kan komme en afrapportering til den, der så måtte være beskæftigelsesminister efter et valg.

Tak til beskæftigelsesministeren. Vi går nu over til ordførerne, og den første er hr. Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokratiet.

Tak, formand. Først og fremmest vil jeg sige tak til forslagsstillerne for at fremsætte forslaget og fastholde ønsket om at finde en løsning på problemstillingen, altså sikre, at ansatte kan få erstatning, når de bliver udsat for vold. Igennem de senere år har vi jo flere gange drøftet, hvordan vi forebygger vold, og hvordan vi sikrer erstatning til de skadelidte.

I Socialdemokratiet ønsker vi først og fremmest, at det skal være sundt og sikkert at gå på arbejde, men når så skaden er sket, skal der også være erstatning for skaden og for tort, svie og smerte til den skadelidte. Det fremgår jo også af de meget detaljerede bemærkninger til beslutningsforslaget, at der er sket en udvikling på det her område i de senere år. Men uanset de meget fine intentioner efterlades de ansatte – f.eks. plejepersonale, lærere, pædagoger og socialpædagoger, der arbejder med udadreagerende borgere – i en situation, hvor de for at få erstatning skal indgive en politianmeldelse mod skadevolderen. Det er ikke rimeligt, hverken for borgerne eller for de ansatte – det tror jeg faktisk alle er enige om. Det var vi faktisk også for 4 år siden, da jeg sidst stod her på talerstolen og drøftede et lignende beslutningsforslag. Nu er der gået 4 år, så nu er der faktisk brug for, at vi finder en løsning, og for, at arbejdet bliver sat i gang.

Derfor synes jeg og vi, det er en god idé, at de interessenter og parter, der har lod og del i dette forslag, nu bliver sat om bordet og udarbejder en rapport, der kan danne grundlag for en kommende lov. I Socialdemokratiet mener vi, det er på tide, at der bliver handlet, men vi ønsker ikke, at der skal være tale om lovsjusk, så vi foreslår, at den tidsplan, der er blevet lagt i beslutningsforslaget, bliver revideret en smule, sådan som det også netop er blevet drøftet med ministeren.

I den form, som det er blevet diskuteret her af ordførerne med ministeren, kan Socialdemokratiet bakke fuldstændig op om forslaget.

Tak til hr. Lennart Damsbo-Andersen. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det her tegner jo rigtig godt. Det her beslutningsforslag er en genganger, faktisk ad flere omgange, og handler netop om at sikre ansattes mulighed for fuld erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdet. Sidste gang, vi fremsatte det, i 2014-15-samlingen, stod De Konservative også bag beslutningsforslaget.

Vi vil gerne sikre, at der er fuldstændig gennemsigtighed og klare retningslinjer samt regler for vold mod ansatte ved at pålægge regeringen at udarbejde en rapport om forskellige løsningsmodeller, der imødekommer ansattes mulighed for at få erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdet og herunder inddrage relevante eksperter og interesseorganisationer. Den rapport skal så danne grundlag for et lovforslag, der imødekommer ansattes mulighed for at få erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdet, og for at få udgifter dækket i forbindelse med erstatningssagen.

På offentlige og private arbejdspladser rammes plejepersonale, pædagoger, socialpædagoger, lærere og andre personalegrupper med særlige støtte- og omsorgsfunktioner m.v. af udadreagerende adfærd i form af vold, og volden kan i flere tilfælde være begået af borgere med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, mennesker med udviklingshæmning, mennesker med sindslidelse, mennesker med demens eller andre borgere, som simpelt hen ikke forstår konsekvensen af deres handlinger.

Hvis man i forbindelse med sit arbejde udsættes for vold, er det mere komplekst at sikre retten til fuld erstatning, end hvis man udsættes for vold på gaden, for arbejdsskadeloven dækker ikke godtgørelse for svie og smerte eller tabt arbejdsfortjeneste, og det er heller ikke muligt at få refunderet udgifter til ødelagt tøj eller lignende. Hvis skadelidte skal have dækket disse krav, er man henvist til at søge de resterende krav i henhold til erstatningsansvarslovens regler.

Der er også en udfordring, som vi også skal have undersøgt, tænker jeg, i forhold til politianmeldelsen og de 72 timer. Der kan også være udfordringer i forhold til netop at få anmeldt episoden inden for tidsrammen, særlig hvis der på arbejdspladsen er en aftale om, at det er ledelsen, der foretager politianmeldelsen, eller at det er op til en weekend eller andet.

Så nævnte beskæftigelsesministeren godt nok, at der var nogle dispensationsmuligheder, men der har jo også været en højesteretssag der, som vi skal have spurgt ind til i forhold til det. Det er jo i hvert fald også noget, vi skal have taget med i det efterfølgende arbejde, der nu kommer. Der har været flere utilsigtede henvendelser, i forhold til at man skal politianmelde netop for krav på erstatning, og det kan vi også se i forhold til voldsstatistikkerne.

Derudover har flere nok læst i avisen bl.a. om Karina Schmeltz, som er infantil autist og mentalt retarderet, som ifølge Berlingske blev mødt med et erstatningskrav på 300.000 kr. Det er hverken hensigtsmæssigt over for personale eller en borger med en nedsat funktionsevne, at de skal trækkes igennem et retssystem. Beboeren er ofte ikke klar over, hvad beboeren har gjort, og for personalet, som varetager arbejdet i dagligdagen, må det bestemt heller ikke være rart, at de har været nødt til at tage den beslutning om at politianmelde en af beboerne.

Det er en rigtig svær situation, og derudover er det selvfølgelig også vigtigt, som ministeren også har været inde på, at kommunerne sørger for at løfte deres ansvar over for begge persongrupper, og det skal de selvfølgelig gøre ved at sikre gode arbejdsforhold for personalet, sikre, at der er personale nok til at arbejde med målgruppen, samt sikre, at borgerne også får den rette socialpædagogiske støtte. Det her er noget, der har været efterlyst længe både fra handicaporganisationerne, men også fra Socialpædagogerne.

Det er derfor rigtig glædeligt i dag, at jeg kan se og høre, at der er et politisk flertal for at bakke op om det her forslag, og vi glæder os fra Dansk Folkepartis side over, at det nu endelig er lykkedes. Jeg ser frem til det videre arbejde og vil gerne kvittere beskæftigelsesministeren og de andre partier for at støtte op omkring det her beslutningsforslag.

Tak til fru Karina Adsbøl, og velkommen til hr. Hans Andersen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det, og tak til de forrige ordførere for at gennemgå beslutningsforslagets mål og indhold. Jeg tror, vi alle mener, at det er en forfærdelig situation, når f.eks. demente borgere er voldelige over for de medarbejdere, som har dedikeret deres arbejdsliv til at passe på dem. Disse borgere er ofte ikke selv i stand til at forstå konsekvenserne af deres handlinger, hvorfor de heller ikke er strafegnede. Det giver helt særlige udfordringer i forhold til den medarbejder, som den voldelige adfærd går ud over. For selvfølgelig skal vi tage hånd om den medarbejder, der bliver udsat for vold og trusler, både fordi det er det rigtige at gøre, og også for at kunne bidrage til, at medarbejderen kan vende tilbage til sit arbejde og yde omsorg for de udsatte borgere.

På den anden side er der jo også hensynet til f.eks. en dement borger, hvor retsforfølgelse og potentiel straf ikke rigtig giver mening. Vi som politikere har et ansvar for at håndtere denne problematik. Ministeren nævnte tidligere, at der i 2017 og 2018 har været afsat midler til voldsforebyggelsespakker, som netop skulle gøre arbejdspladserne bedre i stand til at håndtere episoder med vold og trusler, og selv om det ikke fjerner problemet fuldstændig, så må vi jo ikke glemme de forebyggende initiativer.

I dag er det sådan, at har man været udsat for vold på arbejdspladsen, har man mulighed for at få erstatning, hvad enten skadevolderen bliver anmeldt eller ej. Det sikrer arbejdsskadesystemet. Ligeledes har de voldsramte mulighed for at søge erstatning gennem offererstatningsloven, som dækker de områder, som arbejdsskadesystemet ikke omfatter. I offererstatningsloven kræves der som udgangspunkt en politianmeldelse for at dokumentere lovovertrædelsen, som erstatningssagen baserer sig på. Det kan dog fraviges, når der er visse pædagogiske eller behandlingsmæssige hensyn, som taler imod, at voldsudøveren anmeldes. Her har arbejdsgiveren jo et helt særligt ansvar for at hjælpe medarbejderen, så vedkommende kan komme godt videre i sit arbejdsliv og i sin erstatningssag. Det samme ansvar har vi, og derfor er vi åbne for, at vi med udgangspunkt i beslutningsforslaget ser på, om vi kan gøre samspillet mellem arbejdsskadesystemet og offererstatningsområdet bedre til fordel for de voldsramte.

Det vil kræve tid til indsigt og indblik, så vi kan træffe en rigtig velfunderet beslutning om eventuelle ændringer. Derfor ser vi i Venstre frem til både det udvalgsarbejde, vi skal have, men også til det arbejde, som jeg har lyttet mig til at ministeren jo nærmest her fra Folketingets talerstol satte i gang her i aften. Derfor er vi sådan set positive over for at stemme for beslutningsforslaget, dog med det forbehold, at vi skal kigge på en tidsplan, som også er realistisk. På den baggrund ser jeg frem til udvalgsarbejdet og også til, at vi i fremtiden kommer til at drøfte forslag til løsninger på det her område. Tak.

Tak til hr. Hans Andersen, og velkommen til fru Laura Lindahl fra Liberal Alliance.

Tak for det. Og tak til forslagsstillerne for et rigtig godt beslutningsforslag. Når man står herinde, er der faktisk forslag på forslag, hvor der er bred enighed på tværs af mange politiske forskelle. Så der er jo rigtig meget, vi er enige om.

Jeg deler fuldstændig de bekymringer, som det her beslutningsforslag rejser. Jeg tror, at vi alle sammen i løbet af de seneste par år har hørt om tilfælde, hvor ansatte er blevet udsat for vold forårsaget af borgere med funktionsnedsættelser, sindslidelser eller noget helt tredje. Og det er jo trist for begge parter, når sådan nogle tilfælde sker. Det går ud over den ansatte, hvis job er at yde omsorg for de her personer, men det rammer jo også vedkommende og vedkommendes pårørende alvorligt, når der så gøres en større sag ud af det. Jeg synes, at det er et godt beslutningsforslag, og jeg er rigtig glad for, at regeringen tager det positivt ned, og at ministeren også her på talerstolen har sagt, at man vil igangsætte arbejdet, for vi ved alle sammen, at der er et folketingsvalg på trapperne.

Det virker nu ikke til, at man ikke ville kunne blive enige om det her, selv hvis der skulle komme et nyt flertal. Det tror jeg sådan set sagtens man kunne. Men jeg synes, at det signal, ministeren sender, er rigtig fint, altså at vi går i gang med arbejdet nu. Så Liberal Alliance støtter beslutningsforslaget.

Tak til fru Laura Lindahl, og velkommen til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Mange tak. Der er ingen tvivl om, at omfanget af vold mod ansatte på landets arbejdspladser er på et alt for højt niveau. Og det er ikke bare Alternativet, der mener det – det samme siger Forskningscenter for Arbejdsmiljø, og de har noget mere forstand på det, end vi har.

Statistikker viser, at f.eks. hver tredje socialpædagog er udsat for vold i løbet af det første år; for social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter er det godt fire ud af ti medarbejdere, der udsættes for vold. Derfor er det et problem, at det er mere komplekst at sikre retten til fuld erstatning, hvis man udsættes for vold på arbejdspladsen, end hvis det f.eks. sker på åben gade. Og derfor er det her beslutningsforslag rigtig kærkomment, altså at Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en rapport om forskellige løsningsmodeller, der imødekommer ansattes mulighed for at få erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdet. Det er en rapport, der i udarbejdelsen skal inddrage relevante eksperter og interesseorganisationer, og en rapport, som skal danne grundlag for et lovforslag, der imødekommer ansattes mulighed for at få erstatning, når de har været udsat for vold på arbejdet, og for at få dækket udgifter i forbindelse med erstatningssagen.

Det støtter Alternativet selvfølgelig, og det, som er en fornøjelse, er jo, at forslaget allerede her i dag, nu her i salen, møder regeringsstøtte, ja endda, at man er klar til hurtigt at få lavet en aftale for at give det ben at gå på og få det gennemført. Jeg kan som en serviceoplysning til eventuelle seere og til publikum sige, at der bliver fremsat mange beslutningsforslag, men at det er meget sjældent, at de bliver vedtaget. Så det er en fornøjelse at være med til for en gangs skyld, og jeg skal også huske at sige, at jeg synes, det er rigtig dygtigt arbejde af Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.

Tak til hr. Torsten Gejl, og velkommen til hr. Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg skal i lighed med de tidligere talere takke forslagsstillerne for et godt stykke arbejde. Radikale Venstre tilslutter sig beslutningsforslaget, og jeg takker også ministeren for de faldne bemærkninger.

Tak til hr. Rasmus Helveg Petersen, og velkommen til fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg tænker ikke, at det kommer bag på mange, at det her forslag er rigtig, rigtig vigtigt for mig. Alt for mange offentligt ansatte rammes stadig af vold på arbejdspladsen. Statistikkerne viser, at omkring hver tredje socialpædagog er udsat for vold i løbet af et år, mens det for social- og sundhedspersonale gælder for godt fire ud af ti medarbejdere. Det er stadig væk alt for mange. Derfor er jeg også rigtig godt tilfreds med, at beskæftigelsesministeren understreger, at vi stadig væk skal arbejde med forebyggelse, fordi det trods alt er bedre at forebygge end at helbrede.

Men når skaden er sket, skal vi altså også sikre, at den voldsramte medarbejder ligestilles ved at få den samme erstatning som andre voldsofre. Vold er vold, og de skadelige virkninger er og bliver de samme.

Det er også en dimension, at hvis en voldsramt medarbejder skal ligestilles med andre ofre, forudsætter det den der politianmeldelse af de svage borgere, som den ansatte er sat til at tage sig af. Det er selvfølgelig i sig selv ganske uholdbart. Jeg er derfor rigtig glad for, at det er på min vagt, at vi langt om længe er enige om, at det problem nu en gang for alle skal løses.

Når man selv har stået i retssalen og oplevet, hvordan det påvirker både den ansatte og den borger, som det vedrører, så ved man, at det her forslag er et vigtigt forslag. Det betyder rigtig meget for mange, og jeg er rigtig glad for opbakningen fra alle Folketingets partier til, at vi nu endelig en gang for alle skal have det løst – så tak for det.

Selv tak til fru Kirsten Normann Andersen. Velkommen til hr. Erik Lund fra Det Konservative Folkeparti.

Tusind tak for det. Når ansatte bliver udsat for vold på deres arbejde, kan det have store konsekvenser for den ansatte, både fysiske og psykiske. Derfor skal vi gøre alt for at minimere disse voldsepisoder.

Som udgangspunkt er det dog arbejdsgiverens ansvar at sikre, at det er sikkert at gå på arbejde, uanset om man arbejder i det offentlige eller i det private. Helt specielt er det dog, når ansatte bliver udsat for vold på deres arbejde af borgere, som de drager omsorg for, fordi der her kan være tale om borgere, der ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. Her kan medarbejderen stå i det dilemma at skulle politianmelde en borger, som man til daglig skal hjælpe og passe på, og som man mange gange har et tæt forhold til. Vi skal derfor have et system, der tager hånd om de personer, der har været udsat for vold og trusler på arbejdspladsen.

Fra konservativ side er vi enige i, at vi skal have en politisk drøftelse af problemstillingen, men vi mener ligesom ministeren, at der bør lægges en mere realistisk tidsplan, så vi får en grundig afdækning af alle problemstillinger og løsninger. Ministeren lagde jo op til, at man måske kunne lave en politisk rammeaftale, og det er vi helt åbne over for. Konservative ser frem til det kommende udvalgsarbejde.

Tak til hr. Lund. Så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, nemlig hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten – De Rød-Grønne.

Allerførst tak for den meget positive modtagelse af forslaget. Det er jo en fornøjelse at være ordfører for et forslag, der nyder så stor imødekommenhed i Folketingssalen. Der er også brug for det, vil jeg sige, for hver eneste dag året rundt er der ansatte, der udsættes for vold på deres arbejdsplads.

Det er alt for ofte, at socialpædagoger, omsorgsmedhjælpere, social- og sundhedspersonale og sygeplejersker oplever vold, når de drager omsorg for borgere og patienter mange steder i vores offentlige sektor – i botilbud, i døgninstitutioner, på plejecentre eller i psykiatrien. Mange vil formentlig kunne huske den store debat, der for nylig har været omkring lærernes arbejdsforhold og de meget udbredte tilfælde af vold og det stigende antal voldstilfælde, som man oplever på landets skoler. Listen af faggrupper, som oplever vold på deres arbejdsplads, kunne gøres rigtig lang.

Det er faktisk sådan, at antallet af voldstilfælde på arbejdspladserne løber op i flere tusinde i løbet af et år, og for mange får det flere forskellige alvorlige konsekvenser, dels fysiske konsekvenser, dels psykiske konsekvenser og for mange også alvorlige økonomiske konsekvenser. Derfor er der, når vi behandler det her forslag, hvor vi har fokus på erstatningen, jo også grund til at sige, at det allervigtigste er, at der er brug for forebyggende initiativer, sådan som ministeren også var inde på, så færre udsættes for vold. Men der er altså også i den grad behov for at gøre noget ved det helt urimelige forhold, at mange af de ansatte, der udsættes for vold, enten ikke får fuld erstatning for den forvoldte skade, eller at de har store vanskeligheder med at få det, og det er jo det problem, vi har ønsket at løse med det her beslutningsforslag.

Som flere af ordførerne har været inde på, er arbejdsskadeloven jo sådan udformet, at den ikke omfatter godtgørelse for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Og derfor er det i dag sådan, at alt for mange ansatte kommer ud for det voldsomme dilemma, at de, hvis de skal forfølge, hvad de naturligvis skal, sagen og sikre, at de får erstatning for svie og smerte og for tabt arbejdsfortjeneste, så er nødt til at politianmelde borgerne og indbringe sagen for enten Erstatningsnævnet eller – afhængigt af sagens karakter – rejse et civilt søgsmål mod de borgere, som de ellers er ansat til at udøve omsorg over for.

Jeg tror, at alle – og jeg kan høre, at i hvert fald alle ordførerne her – kan se, at det er en fuldstændig urimelig situation, som man bringer de ansatte i. Det er grotesk, at man er nødt til at foretage en politianmeldelse for at få sin ret til erstatning. Men jeg synes også, det er vigtigt her i et forslag, hvor vi jo beskæftiger os med de ansattes vilkår, at vi gør det meget tydeligt, at det også er utrolig vigtigt i et borgerperspektiv. Tænk at være en borger, en udviklingshæmmet borger, en patient, der er psykisk syg, som må opleve, at fordi man er udadreagerende og i kraft af sit handicap forvolder skade på en medarbejder, så risikerer man både politianmeldelse og at blive trukket gennem retssystemet. Det er uværdigt, og derfor er det også i et borgerperspektiv rigtig vigtigt, at vi gør noget ved den her sag.

Vi har med beslutningsforslaget her ikke ønsket at lægge os fast på en bestemt løsning. Altså, som vi har skitseret ved at opregne fire modeller – der kunne måske være opregnet flere – har vi ønsket, at der var en åben dialog om, hvordan vi gør det her bedst. Det er et problem, som har været italesat i rigtig mange år, og derfor kan man måske også undre sig over, at det først er i dag, vi når frem til en politisk enighed om sagen. Men ikke desto mindre mener vi, at det er rigtig vigtigt, at vi får det her meget grundigt belyst og ikke mindst, at vi får inddraget både de ansattes organisationer, handicaporganisationerne og patientorganisationerne i en meget grundig debat omkring det her.

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at allerede inden ministerens bemærkninger om, at der nok var tænkt i et lidt hurtigt tempo på det her i forhold til en egentlig lovgivning – så har forslagsstillerne og bl.a. ordføreren for Socialdemokratiet drøftet, om vi nok har været, hvad skal vi sige, lidt ivrige i vores ønsker om at få hurtig lovgivning på det her område. Altså, jeg er sådan set helt enig i, og forslagsstillerne er enige i, at der er brug for en proces, hvor vi er lidt grundige, og derfor er vi med på, at der ikke fremsættes lovforslag i den her samling.

Til gengæld vil jeg sige, at jeg er rigtig glad for ministerens imødekommenhed. Det er rigtig fint at få indkaldt til en drøftelse. I hviket omfang vi skal lave en egentlig politisk aftale, må vi jo diskutere. I givet fald, tænker jeg, må den have en sådan karakter, at det, vi laver en politisk aftale om, er at få sat processen i gang, mens jeg tror, at vi skal være forsigtige med at nærme os konklusioner på sagen, for det, der netop har været ønsket hos forslagsstillerne, var at sikre den grundige belysning med inddragelse af de forskellige interesseorganisationer, sådan at vi ikke i vores iver kommer frem til forhastede løsninger, men at vi sikrer os, at de løsninger, vi peger på, er rigtig grundigt afdækket og belyst.

Med de bemærkninger vil jeg sige tusind tak til medforslagsstillerne – det har været en fornøjelse at arbejde sammen om forslaget. Tusind tak til de øvrige partier for at bakke op, og som sagt er det også meget glædeligt, at ministeren på regeringens vegne kan bakke op om, at vi nu får løst det her problem.

Jeg er sikker på, at der vil være rigtig, rigtig mange ude på arbejdspladserne, som er utrolig glade for det her forslag, og jeg tror, at de ude i Handicaporganisationerne Hus også vil møde det her forslag med begejstring, fordi det som sagt ikke kun er et spørgsmål om de ansattes vilkår; det er i meget høj grad også et spørgsmål om, at vi sikrer en værdighed for de handicappede borgere, de psykiatriske patienter, som har været trukket igennem retssystemet med den eksisterende lovgivning. Så tusind tak for det.

Selv tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ingen korte bemærkninger.

Er der flere, som ønsker ordet? Det er der ikke, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ikke nogen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.