Tak for det.
Forleden dag var jeg enig med udenrigsministeren, og det har jeg gået og tænkt meget over siden.
Det kan jo være en god fornemmelse.
Men så læste jeg hans svar til mig, da vi førstebehandlede det her forslag forleden formiddag, kl.
10.54.
Han sagde på det tidspunkt:
»Lad mig starte med at slå fast, at regeringen er enig i den politiske målsætning bag Enhedslistens forslag, nemlig at Israel indstiller sine bosættelsespolitik.«
Så giver han den en ordentlig skalle til sidst i det afsnit, nemlig da han siger:
»Det er regeringens utvetydige holdning og politik, at bosættelserne er ulovlige efter folkeretten.
Holdningen deles af et bredt flertal her i Folketinget.
Vi anerkender ikke bosættelserne som en del af Israels territorium.
Det er dansk og EU-politik, at Israel må indstille sin bosættelsespolitik, fordi bosættelserne er ulovlige, og fordi de underminerer mulighederne for en tostatsløsning«.
De to omgange var jeg meget, meget enig med ministeren i, og egentlig havde jeg så håbet, at han sagde:
Og derfor giver vi den nu en skalle og handler i stedet for bare at snakke.
Det gjorde han desværre ikke, for han sagde, at vi ikke skal hindre strømmen af varer fra Israel.
Det kan man have en mening om, men det var ikke det, der var til debat – det var strømmen af varer fra
Vestbredden
, som jo ifølge udenrigsministerens egne ord ikke er Israel.
Hold lige fast i den.
Regeringen sendte udenrigsministeren til at tage den her debat, man sendte ikke handelsministeren.
Og bagefter sagde han:
Vi kan i øvrigt ikke gøre noget, for EU har eneret på handelspolitikken.
Og jeg troede lige, vi snakkede udenrigspolitik på det tidspunkt, for det og snak om Vestbredden og Israels besættelse af Vestbredden er jo et udenrigspolitisk spørgsmål.
Dermed bliver et stop for varer fra Vestbredden vel også et udenrigspolitisk spørgsmål, som
vi
skal beslutte, og ikke EU.
Det kan vi diskutere videre, men jeg blev noget overrasket.
Så siger han (
Første næstformand
(Henrik Dam Kristensen (S):
Udenrigsministeren) senere følgende sætning.
Undskyld, så siger
udenrigsministeren
– det er også en han, men den rigtige titel er udenrigsminister – følgende sætning:
»Det er kun et år siden, at Folketinget med regeringens tilslutning vedtog V 30.
Forslaget til vedtagelse slår fast med syvtommersøm, at Danmark klart skelner mellem Israels territorium og de besatte områder i tråd med FN's sikkerhedsrådsresolution 2334.
Denne skelnen kommer i praksis bl.a.
til udtryk, ved at EU og Danmark opererer med en territorialklausul for at undgå, at bosættelser kan omfattes af aftaler med Israel.«
Det siger udenrigsministeren i den ene sætning, og så går han direkte over og siger:
Ja, det betyder konkret, at aftalen med Israel skal indeholde en klausul om ikke at kunne finde anvendelse i områder besat af Israel.
Hvor er vi så henne?
Så snakker vi om varer fra noget, der ikke er Israel.
Danmark og EU har et godt forhold til Israel, og Israels varer vil godt handle med – nå nej, vi vil godt handle med varer fra Vestbredden alligevel.
Det vil sige, at ministeren ikke rigtig kan finde ud af, hvad han vil mene.
Han mener, at det er et territorium uden for Israel, og at det er noget skidt, at Israel har besat det her område.
Derfor kan jeg ikke finde ud af, hvad den territorialklausul så betyder, når varerne så via Israel kommer ind i EU og Danmark alligevel – og at vi ikke skal gøre noget imod det.
Det ville aldrig have gået, hvis vi tænker på de sanktioner, vi har iværksat over for f.eks.
Rusland.
Det er ganske, ganske mærkeligt.
Grunden til, at jeg rejste det her spørgsmål, var, at et andet parlament i EU, nemlig Irlands, arbejder med et forslag om netop at sige nej til varer fra Vestbredden.
De er kommet langt med et lovforslag i øjeblikket, og de er ikke bange for EU's sanktioner, og at EU siger:
Hey, I må ikke blande jer i handelspolitik.
Det er overhovedet ikke blevet diskuteret i Irland.
De er bange for, at USA reagerer over for Irland og sætter nogle begrænsninger.
Det er det, deres debat går på.
Det er ganske interessant, for sagens kerne er jo så, at vi rent faktisk godt kan handle, hvis Vestbredden ikke er en del af Israel, for det er Israel, udenrigsministeren fokuserer på.
Hvor er vi så henne nu?
Ja, vi er i den situation, at ministeren og jeg er enige om, at det er noget værre skidt – det er faktisk ret problematisk og ret kriminelt – at Israel har besat Vestbredden og undertrykker palæstinenserne og dermed underminerer mulighederne for en tostatsløsning.
Men der er ikke flertal i regeringen for at handle.
Vi skal bare snakke, vi skal vedtage resolutioner, vi skal sige det til israelerne, men vi skal ikke handle.
Jeg er nødt til at konkludere og sige, at så er vi jo næsten det samme sted igen, som vi har været i mindst 40 år.
Vi snakker uden at handle, og vi ønsker ikke være med til at løse problemerne, vi ønsker ikke at tage initiativer, som kan flytte den dagsorden.
Dermed kommer vi til at legalisere situationen, som den er, og dermed er vi medansvarlige for, at der ingenting sker i konflikten mellem Israel og Palæstina, hvor Israel har besat et stykke land, som ikke tilhører israelerne.
Det er ganske besynderligt.
Vi er måske et af de lande, som er tættest på Israel, og som dermed med stor kraft kunne sige:
Vi vil ikke have de varer fra Vestbredden ind.
Vi kan koncentrere os om de varer og så sige, at det er dem, vi ikke vil have ind, og dermed ramme Israel på det område.
Jeg forstår ikke regeringens politik på det her område.
Det er ikke, fordi jeg ikke forstår ordene, for de er jo meget, meget i overensstemmelse med det, jeg mener, men hvorfor skal vi ikke handle, hr.
minister?
Hvorfor skal vi bare snakke?
Jeg vil gerne anbefale jer alle sammen at stemme for vores forslag, så vi kan komme et skridt videre.
Jeg tror ikke to minutter på, at EU kunne finde på at stoppe os.
Og hvis de kunne, skal de have klar besked om, at det her er udenrigspolitik, og at det er det danske Folketing, der bestemmer Danmarks udenrigspolitik.
Derfor vil jeg godt opfordre jer til at stemme for vores ganske udmærkede forslag, og jeg vil især også appellere til, at SF gør det samme.
Jeg kan se, at de har taget tilløb til at undlade at stemme i den her sag.
Jeg tror, vi er nødt til at prøve at samle kræfterne og så stemme for og handle i den her situation – også uanset om EU vil blande sig i det og kalde et for handelspolitik.
Tak for ordet.