Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 43:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod import af varer fra israelske bosættelser.

Af Christian Juhl (EL) m.fl.

(Fremsættelse 16.11.2018).

Forhandlingen er åbnet. Udenrigsministeren, værsgo.

Tak for det. Lad mig starte med at slå fast, at regeringen er enig i den politiske målsætning bag Enhedslistens forslag, nemlig at Israel indstiller sin bosættelsespolitik. Men regeringen er ikke enig i midlet, nemlig et forbud mod import af varer fra bosættelserne, og kan derfor ikke støtte forslaget. Det vender jeg tilbage til. Regeringen er heller ikke enig i præmissen i bemærkningerne til forslaget, fordi det fejlagtigt anføres som en implicit anerkendelse af bosættelserne, når Danmark ikke forbyder import af varer fra bosættelserne. Det er ikke rigtigt, og jeg vil gerne gøre det endnu tydeligere. Det er regeringens utvetydige holdning og politik, at bosættelserne er ulovlige efter folkeretten. Holdningen deles af et bredt flertal her i Folketinget. Vi anerkender ikke bosættelserne som en del af Israels territorium. Det er dansk og EU-politik, at Israel må indstille sin bosættelsespolitik, fordi bosættelserne er ulovlige, og fordi de underminerer mulighederne for en tostatsløsning.

Men Danmark betragter samtidig også Israel som et nærtstående demokratisk land og har ingen hensigt om at hindre strømmen af varer fra Israel. Danmark ønsker ingen boykot af israelske varer eller varer fra israelske bosættelser. Det gør EU heller ikke.

Det er kun et år siden, at Folketinget med regeringens tilslutning vedtog V 30. Forslaget til vedtagelse slår fast med syvtommersøm, at Danmark klart skelner mellem Israels territorium og de besatte områder i tråd med FN's sikkerhedsrådsresolution 2334. Denne skelnen kommer i praksis bl.a. til udtryk ved, at EU og Danmark opererer med en territorialklausul for at undgå, at bosættelser kan omfattes af aftaler med Israel. Konkret betyder det, at aftaler med Israel skal indeholde en klausul om ikke at kunne finde anvendelse i områderne besat af Israel i 1967.

Det håndhæver vi fuldt ud fra dansk side, fordi det er et meget konkret og synligt politisk signal om dansk opbakning til tostatsløsningen. Territorialklausulen betyder også, at varer købt i bosættelserne ikke kan nyde gavn af Israels gunstige toldarrangement med EU. Jeg vil også understrege, at Danmark og regeringen er imod enhver boykot af Israel og forsøg på at isolere landet.

Forslagsstillerne henviser til den igangværende proces i Irland om et lovforslag om samme emne. Lovforslaget blev den 5. december behandlet i det irske senat, hvor det fik flertal, og nu er det sendt i behandling i underhuset. Den irske regering er imod forslaget, hvilket jeg til fulde forstår. For hvis forslaget vedtages, vil det være uden gyldighed, da handelspolitikken er EU-enekompetence. Europa-Kommissionen må i så fald ventes at indlede sag om krænkelse af traktaten.

Det er sagens kerne, så vidt angår det forslag, vi behandler i dag. Et forbud mod import af varer fra israelske bosættelser vil alene kunne gennemføres i fællesskab i EU-regi, og det er der ikke politisk opbakning til i EU eller fra regeringens side. Danmark skal følge de samme EU-regler som andre medlemmer. Det gælder for Irland som for Danmark. Regeringen kan derfor ikke med fuldt overlæg lægge stemmer til en lovgivning, der strider mod EU-retten. Længere er den faktisk ikke i forhold til det konkrete forslag.

Det betyder ikke, at EU og Danmark er passive i forhold til Israels ulovlige bosættelsespolitik. Der er andre ting, vi kan gøre, og som vi gør. Der er meget konsekvent skarpe reaktioner i EU-kredsen på den fortsatte israelske bosættelsesaktivitet og de konsekvenser, det har for palæstinensernes dagligdag og for mulighederne for en fredsløsning. EU's udenrigsministre har i rådskonklusioner opfordret til en grundlæggende ændring af Israels politik med hensyn til de besatte områder, navnlig område C. Regeringen er enig i den kritik og udtrykker den direkte over for den israelske regering.

Folketinget har senest med sidste års vedtagelse af V 30, der refererer til forslag til vedtagelse V 53 fra 2016, lagt vægt på, at bosættelser ikke gennem aftaler mellem Israel og EU eller i kraft af danske offentlige eller private engagementer får legitimeret deres eksistens eller får forbedrede økonomiske muligheder. Regeringen står selvfølgelig fortsat bag den politik.

I forhold til danske virksomheder og investorer er der som bekendt tale om en politisk tilkendegivelse. Der er ikke vedtaget internationale sanktioner, der forbyder investeringer i eller til gavn for bosættelser, men engagementer, der gavner bosættelser, svækker muligheden for en tostatsløsning. Derfor fraråder regeringen engagementer og aktiviteter, der er rettet mod at styrke bosættelser, og regeringen bakker op om de fælles budskaber til borgere og virksomheder i EU, der netop har til formål at skabe opmærksomhed om de risici, der er forbundet med et engagement i bosættelserne.

Som med andre dele af Danmarks politik, der har med konflikten mellem Israel og Palæstina at gøre, så står vi stærkest, når vi står sammen i EU. Det er centralt, at Danmark engagerer sig med en balance, der tager sit helt klare udgangspunkt i EU's politik. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg er godt tilfreds med, at regeringen bekræfter, at man mener, at bosættelserne er ulovlige, og at det også er EU's holdning, men jeg er overrasket over, at ministeren bruger EU's handelspolitik som argumentation i den her sag. Det er jo et udenrigspolitisk spørgsmål, og det er vel Danmark, der bestemmer over sin udenrigspolitik. Og der er vel en grund til, at regeringen har sendt udenrigsministeren over for at diskutere i salen i dag – og ikke handelsministeren.

Derfor vil jeg spørge: Er det virkelig EU, der skal bestemme, hvad for nogle tiltag vi tager på det udenrigspolitiske område? Og hvor vidt går EU's ret til at gøre det? Altså, jeg mener, må vi ikke bruge de redskaber, vi historisk og traditionelt har haft til rådighed og nogle gange også har brugt, når det har set mest håbløst ud?

Værsgo.

Det korte svar er, at der for mig ikke er nogen tvivl om, at det her er en EU-enekompetence, og at det er derigennem, vi skal arbejde. Derfor ville vi stikke hovedet direkte ind i en traktatkrænkelsessag, hvis vi gik den vej, som Enhedslisten anbefaler, og det kan vi som regering selvfølgelig ikke bakke op om.

Hr. Christian Juhl.

Jeg har forstået reglerne sådan, at hvis det er et forsøg på at bryde ind i handelspolitikken, er det et EU-spørgsmål. Det her er et forsøg på at sige, at vi er nødt til at reagere udenrigspolitisk og prøve at få en proces i gang i forbindelse med bosættelserne, og ministeren indrømmer jo selv, at det er en ret alvorlig situation, vi står i, og at det faktisk går den forkerte vej – sådan forstod jeg ministerens tale.

Vil det sige, at vi på grund af EU i en udenrigspolitisk sammenhæng er fuldstændig forhindret i f.eks. at afvise forskellige varegrupper, fordi EU vil blande sig? Jeg mener, at vi da også har boykot over for Rusland, og at vi havde boykot over for Sydafrika, da jeg var yngre osv. Det er vel sådan, at boykot skal kunne bruges som udenrigspolitisk redskab, uden at EU dermed blander sig.

Værsgo.

Igen vil jeg sige, at der for mig bare ikke er nogen tvivl om, at reglerne er klare på det her område, og det tror jeg sådan set også godt at spørgeren er klar over. Det her felt falder ind under handelspolitikken, som er EU's enekompetence, og derfor kan vi ikke handle alene – vi får bare en traktatsag på halsen, og hvad har vi så fået ud af det? Det er nærmest et kontraproduktivt slag i luften, og hvem vil det gavne? Det vil nærmest gavne dem, som Enhedslisten ønsker at gå efter i den her sag.

Tak. Vi starter ordførerrækken med hr. Nick Hækkerup, Socialdemokratiet. Værsgo.

De israelske bosættelser på Vestbredden er ulovlige, og de gør vejen til at fremme en tostatsløsning længere. Når der importeres varer, som stammer fra bosættelserne, risikerer man jo at understøtte bosættelserne – det siger sig selv – og dermed i virkeligheden facilitere et brud på folkeretten. Det er sådan set ikke så kompliceret og er givetvis også fundamentet for den beslutning, som EU har truffet, om, at varer, der kommer fra bosættelsesområderne, ikke er omfattet af toldfrihed, hvilket ellers gælder for israelske varer, der bliver solgt i EU.

Hvad der heller ikke er så kompliceret, er at læse svaret på spørgsmål 268 af 28. juni i år fra udenrigsministeren, af hvilket det fremgår – og jeg citerer:

»Handelspolitikken er EU-enekompetence. Et forbud mod import af bosættelsesvarer vil derfor alene kunne gennemføres - i retlig og praktisk forstand - i fællesskab i EU-regi.«

Når Enhedslisten har stillet det spørgsmål og fået det fra Udenrigsministeriet, tror jeg godt vi kan sige forbavsende klare svar, men alligevel fremsætter et beslutningsforslag som det, vi har til behandling i dag – altså om, at vi ensidigt fra dansk side skal forbyde import af varer – og når man erindrer den byge af beslutningsforslag, som Folketinget på Enhedslistens foranledning behandlede i sidste uge, så sidder man tilbage med den følelse, at det her måske i virkeligheden ikke handler om ulovlige bosættelser, men om, at Enhedslisten er i gang med at pudse sin kampform af frem mod det forestående europaparlamentsvalg. Her er der nemlig en sag, som skal bruges til at skælde ud på EU.

Man kunne også vende det om og sige: Hvis den type forbud skal gøre indtryk på Israel, ville det nok være væsentlig bedre, at det var en beslutning, som er truffet af EU og dermed omfatter det store europæiske marked og ikke alene det trods alt relativt begrænsede danske marked. Mon ikke det ville være en bedre og mere effektiv vej at gå?

Socialdemokratiet kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Hr. Christian Juhl, Enhedslisten, for en kort bemærkning.

Jeg er enig i, at det var et forbavsende klart svar fra udenrigsministeren. Det er også derfor, vi har fremsat forslaget her. I de år jeg har været politisk aktivist, har vi jo altid sat pris på, at vi bruger de redskaber, som er mulige. Sydafrika havde måske levet under apartheid meget, meget længere, hvis ikke boykotredskabet blev brugt på det tidspunkt, det blev brugt, endda med anbefaling eller faktisk direkte med forslag her i salen fra Socialdemokratiets daværende folketingsgruppe.

I forhold til om det er en EU-debat eller ej, vil jeg sige, at, ja, selvfølgelig er det en EU-debat, hvis ministeren siger, at EU vil forhindre os i det. Men mener Socialdemokratiets ordfører ikke, at det er et rimeligt og ordentligt redskab i udenrigspolitikken, at man kan udelukke visse varegrupper fra visse områder, hvis det er sådan, at det er den eneste mulighed for at få den part, man gerne vil have til at reagere, til at gøre det?

Værsgo til ordføreren.

Socialdemokratiet er af den opfattelse, at forskellige former for sanktioner er overordentlig relevante i udenrigspolitikken, både handelssanktioner, som dem vi i øjeblikket har over for f.eks. Rusland, Nordkorea og andre lande, og vi mener også, at sanktioner i form af individuelle sanktioner over for personer som f.eks. dem, vi har i forhold til visse iranere og andre, er relevante. Så selvfølgelig er det relevant at kunne sanktionere. Det, der bare er sagen, er, at når man er i et fællesskab som EU og har besluttet at pulje sine kompetencer og besluttet at være fælles om at træffe beslutninger, så bliver man selvfølgelig nødt til at respektere det. Så kan man ikke sige, at man gerne vil være en del af fællesskabet, men at man også vil lade være med at være en del af fællesskabet. Og det er jo det, der er kernen her; for i virkeligheden drejer det sig om Enhedslistens utilfredshed med at være en del af EU og ikke så meget om de israelske bosættelser.

Hr. Christian Juhl.

For mig drejer det sig om det israelske spørgsmål, og om, hvordan vi kommer videre. Jeg ved ikke, om ordføreren vil fortælle mig, om ikke han er lige så frustreret som mig over, at Israel systematisk dag for dag udvider sine bosættelser og gør det mere og mere umuligt, og at vi står afklædt tilbage og faktisk ikke har kunnet reagere en millimeter de sidste 10 år i forhold til den situation – og derfor er vi nødt til at prøve at lede efter de værktøjer, vi kan få fat i for at få Israel til at reagere på det her område, vi er enige om. Det er jo ikke nok at proklamere ting. Hvis en gruppe af lande i Europa ønskede at bruge det værktøj, synes jeg, der burde være en mulighed for det. Er ordføreren ikke enig i det, eller har ordføreren andre forslag til, hvordan vi kan reagere og få Israel til at ændre handlinger?

Værsgo.

Jeg er af den opfattelse, at det er uhyre skadeligt for processen i Israel for relationen mellem israelerne og palæstinenserne, at der er en gruppe israelske mørkemænd på den yderste højrefløj, som gør, hvad de kan, og religiøse fanatikere, som gør, hvad de kan, for at forhindre, at der kan blive skabt en varig tostatsløsning og en varig fred mellem Israel og Palæstina.

Tak for det. Vi går videre til den næste ordfører. Hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Nu står vi jo igen og taler om Israel. Det har jeg gjort et par gange efterhånden, og det er vældig spændende hver gang. Jeg får igen sådan en fornemmelse af, at det er Israel, der forsøges gjort til den store skurk i Mellemøsten, og igen prøver den revolutionære danske venstrefløj at skabe en stemning, så vi kan straffe Israel. Der kan jo tales vidt og bredt om utallige FN-resolutioner og det folkeretlige spørgsmål og om, hvilken retskraft FN's resolutioner har osv. osv., men jeg vil egentlig bare stille og roligt forholde mig til det forslag, der er fremsat, nemlig om forbuddet mod import fra bosætterområderne.

Jeg kommer til at tænke på, at i mine 3½ år som udviklingsordfører er jeg igen og igen stødt på den grundlæggende regel i udviklingspolitik, at hvis du vil skabe stabilitet, fremgang og fremtid i et område, handler det om at tiltrække investeringer, så der kan skabes nogle job og produceres et eller andet, så nogle familier kan få en omsætning og bruge pengene på at skabe en familie og en fremtid, og hvad man nu ellers måtte kunne. Det er simpelt hen den gyldne regel alle steder, når vi taler udviklingspolitik.

Men lige præcis når det handler om bosætterområderne og Israel, er det det modsatte, der gør sig gældende, for så vil man trække penge ud af områderne, og man vil gøre livet så surt som muligt for bosættere og for israelere og for palæstinensere. Og jeg spørger mig selv, om Enhedslisten egentlig ikke skyder sig selv i foden ved at foreslå en boykot, altså et forbud mod import. Er det ikke sådan, at dem, der vil blive ramt allerallerhårdest af et eventuelt forbud mod import, vil være palæstinenserne selv? Og hvordan kan det bidrage til, at palæstinenserne får noget, der minder om en fremtid? Og hvordan kan det bidrage til, at der kommer fredeligere forhold mellem palæstinensere og israelere? Det er mig simpelt hen en gåde. Det tror jeg at vi kunne tale længe om, men jeg vil foreløbig bare konkludere, at alene på den baggrund kan Dansk Folkeparti ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Ja, de bliver chokeret. Er det Dansk Folkepartis politik, at det er ganske okay, hvad Israel gør på Vestbredden? Er det helt uforståeligt, at der er tale om en besætter, som flytter virksomheder og folk ind i et område i strid med alle regler? Prøv at spole tilbage og brug den samme logik i 1940-1945 i Danmark. Da var Danmark et besat område, og der var der nogle internationale regler, som vi fastholdt. De er blevet udbygget siden.

Er det virkelig Dansk Folkepartis politik, at det, Israel gør, er ganske okay, og at de faktisk gavner palæstinenserne på Vestbredden ved at lave bosættelser?

Værsgo.

Jeg må beklage: Jeg hopper ikke på den her retoriske ramme, som ordføreren opstiller. Jeg forholder mig helt konkret til, hvad der egentlig vil ske, hvis man forbød denne import af varer fra Israel, fra de her omstridte områder, og jeg tror på, at det ville betyde en udsultning af området. Jeg tror, det ville betyde større skade for både palæstinensere og israelere med større usikkerhed og med større konflikter til følge.

Længere er den ikke, og det kan da ikke tages som udtryk for, hvad Dansk Folkeparti mener er i orden i den ene eller anden sammenhæng. Jeg tillader mig simpelt hen bare helt stille og roligt at forholde mig til det konkrete beslutningsforslag.

Hr. Christian Juhl.

Nu spurgte jeg ordføreren, om han mente, at det, Israel gør på Vestbredden, var okay, og hvis han mente det, var det måske også en god idé, at vi gjorde et eller andet for at ændre situationen.

Men jeg vil så gerne stille et andet spørgsmål. Lad os så sige, at vi er uenige om det, og at Dansk Folkeparti synes, at det er okay, at Israel gør, som de gør. Men er det generelt okay, at EU bestemmer, hvilke redskaber vi bruger i dansk udenrigspolitik? Det ligger der også i det her spørgsmål, for nu kan jeg høre på udenrigsministeren, at det må vi slet ikke gøre – vi må ikke engang lave en handelsboykot af de varer fra Vestbredden, hvis vi ville det. Men er det generelt ikke okay, at det er Folketinget og os, der bestemmer, hvilke værktøjer vi bruger i vores udenrigspolitik, eller skal EU bestemme det?

Værsgo.

Her vil jeg så, måske lidt overraskende, komme ordføreren lidt i møde, fordi jeg synes, det er noget pjat, at EU skal diktere, hvem vi handler med, og hvor vi køber varer, eller hvor vi beslutter ikke at købe varer fra. Så der kan jeg faktisk godt følge ordføreren.

Hvis vi her i Danmark beslutter, at vi ikke vil købe varer fra Island eller Peru, så synes jeg, vi skal have lov til at bestemme det. Så langt vil jeg godt medgive ordføreren.

Tak for det. Vi går videre til en ny ordfører, hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Tak for det. Nu skal vi så diskutere Israel – om igen, var jeg næsten ved at sige − for det har vi gjort nogle gange. Det betyder ikke, at det ikke er en vigtig debat, for det er det selvfølgelig, men jeg synes ikke, at problemstillingen har forandret sig.

Som både den socialdemokratiske ordfører var inde på, men også ministeren var inde på tidligere, har vi jo nogle EU-regler på området, som gør, at hele diskussionen om, om Danmark skulle lave en embargo mod varer fra israelske bosættelser, er en meget, lad os kalde det teoretisk diskussion, fordi vi i praksis reelt ikke kan gøre det.

Hvad så hvis vi kunne gøre det, ville det så være en god ide? Der er mit svar, at det er jeg faktisk ikke enig i at det er. Jeg synes, at hvis vi går ind og kigger på hele situationen, vi har i øjeblikket, er det meget, meget vigtigt, at vi på den ene side taler om, at den israelske regering har en lang række udfordringer med ulovlige bosættelser, der fortsætter, og om deres unødvendige nedkæmpelse af civile oprør osv. Det er rigtig vigtigt, at vi taler om det - og det gør vi også. På den anden side er det ekstremt vigtigt, at vi holder fast i, at på den palæstinensiske side er der også en lang række udfordringer, som palæstinenserne selv må få styr på.

Jeg synes stadig væk, at det er ekstremt kritisabelt, at palæstinenserne ikke har fået orden i eget hus. Jeg synes, det er ekstremt kritisabelt, at palæstinenserne ikke har noget, der minder om demokrati. Jeg ved jo godt, at risikoen er, at hvis de så indførte en eller anden form for demokrati, ville de få valgt nogle, som ville være endnu mere yderligtgående og endnu mere antidemokratiske.

Så alt i alt har vi en fastfrosset konflikt, som bare bliver værre og værre, og derfor synes jeg også, at det er ekstremt vigtigt, at Danmark i en situation som den, vi er i, gør det, vi gør, sammen med resten af EU, nemlig at prøve at balancere vores tilgang til det – altså har en dialog med begge parter og har en dialog, hvor vi også fortæller begge parter, hvor det er vi mener de skal lave om på situationen.

Så alt i alt er vi da altid glade for at tage en diskussion af et så vigtigt emne, som det er i forhold til Israel. Vi kan ikke på nogen måde støtte forslaget fra Enhedslisten og vil derfor sige nej tak.

Hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Den sidste halvdel af talen blev jeg lidt overrasket over – altså, hvis vi kunne, skulle vi ikke gøre det alligevel. Der er flere spørgsmål i det: Mener Venstres ordfører ikke – hvis han en dag blev udenrigsminister – at det ville være fordelagtigt at have det værktøj i kassen, når han skulle føre udenrigspolitik, altså at man kunne lave sanktioner over for lande, også grupper af lande, uden at EU forhindrede det, og førend hele EU kunne gøre det? Hvad ville der være sket i Sydafrika, hvis vi ikke havde kunnet sanktionere? Hvad ville der være sket, hvis vi bare havde gjort, ligesom ordføreren siger i den her sammenhæng, nemlig bare havde sagt, at der skulle være en vis balance mellem det store flertal af den sorte befolkning og så det lille mindretal af den hvide befolkning, som undertrykte dem.

Der er ikke hundrede procent parallelitet i det, men at bruge et værktøj er vel en ret, ethvert land har i sin udenrigspolitik. Det skal vel ikke være sådan, at man kan vride det og sige, at det alt sammen handler om handelspolitik. Det her handler om udenrigspolitik.

Hvad vil ordføreren ellers gøre, hvis han ikke vil sanktionere? Der sker ikke andet nu, end at situationen bliver værre og værre dag for dag.

Værsgo, ordføreren.

Allerførst er det vigtigt at få lidt fakta ind i debatten, med hensyn til hvad vi egentlig taler om. Vi taler om, at Danmarks import forventes at ville udgøre maksimum 10 mio. kr. Altså, det er en så forsvindende lille del, at vi nu virkelig er ude i den teoretiske diskussion. Dermed har jeg jo også sagt, hvilken betydning det ville have, hvis Danmark så også gjorde det. Svaret er: ingen anden end måske en negativ betydning. For så ville vi jo også bryde den balance, som jeg var inde på i mit indlæg er så vigtig, nemlig at vi sørger for at fortælle begge parter, hvor det er, de skaber problemer. Det er nemlig derfor, jeg er imod det.

Jeg synes, det er meget, meget forkert kun at gå og straffe den ene part, når jeg synes, at begge parter er medskyldige i, at vi har en fastfrosset konflikt. Jeg er enig i, at det er forfærdeligt, hvad der foregår i øjeblikket. Jeg tror bare ikke, at svaret er at finde den store hammer frem og så kun slå Israel. Jeg synes, det er lige så vigtigt, at vi også siger til palæstinenserne – og her ikke mindst til Hamas – at de skal stoppe med deres raketangreb, som stadig væk foregår, og at de skal stoppe med deres undergravning og forsøg på at lave terrortunneler ind i Israel osv. osv. Det skal stoppe, og det bliver vi også nødt til at sige klart.

Hr. Christian Juhl.

Jamen næsten hele Folketinget er enige om, at bosættelserne er ulovlige. Venstre bakker selvfølgelig udenrigsministeren op i det synspunkt, og han mener også, at det skal stoppes, at man øger bosættelserne. Det gør EU endda.

Men hvornår går vi fra tale til handling? Det er det, jeg spørger om. Hvis vi fastholder den holdning, som Venstre tilsyneladende har, nemlig at der bare skal bevares en balance, hvad sker der så? Den stærke part gør det mere og mere umuligt. I øjeblikket er det Israels strategiske plan at lave tre bantustans.

Altså, hvornår kan vi reagere og handle, så der sker forandringer – eller det er måske ikke Venstres mening at der skal det?

Værsgo, ordføreren.

Jo, men vi tror bare ikke på, at der er en hallelujaløsning til at gøre det, og det er jo præcis der, hele debatten er – der er ikke sådan en løsning. Altså, hvis vi virkelig skulle gøre noget, skulle vi lægge pres på Iran og andre i forhold til støtten til Hamas – hvis vi virkelig ville det. Men det er der jo heller ikke opbakning til på verdensplan.

Så derfor er jeg bare ude at sige det ærligt: Der er ikke nogen hallelujaløsning, og så længe der ikke er det, må vi fortsætte det lange seje træk, som er diplomati; og det er så det, vi prøver på. Er det nogen nem løsning? Nej, og jeg er da også ekstremt pessimistisk i forhold til fremtiden.

Tak. Så går vi videre til hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. Som hr. Michael Aastrup Jensen så udmærket har gjort rede for allerede, er det en lidt tom øvelse at stå her og diskutere nogle politiske tiltag, som sådan set falder uden for Folketingets kompetence, da kompetencen ligger hos EU. Men som udenrigsministeren så udmærket og rigtigt har gjort opmærksom på, støtter vi altså ikke beslutningsforslaget, for selv om kompetencen lå her i Folketinget, mener vi sådan set, at EU har analyseret situationen rigtigt.

Vi støtter ikke bosættelsespolitikken, men vi mener heller ikke, at det er en anerkendelse af bosættelserne at købe varer af dem, og vi mener altså simpelt hen, at det i forhold til et land som Israel, som er et venligsindet land, som vi har langvarige diplomatiske forbindelser med, er den diplomatiske vej, man skal gå, og ikke boykottens vej. Så vi skal selvfølgelig fortsætte den strategi, som der jo er meget stor opbakning til i Folketinget, og som er, at vi lægger pres på alle parter for at komme tilbage til tostatsløsningen, men at det skal være ad de sædvanlige diplomatiske kanaler.

Men, altså, for at opsummere, kan vi fra LA's side ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Nu har vi foreslået et ret civiliseret udenrigspolitisk tiltag, nemlig det at lukke af for varer fra et bestemt område, hvor vi alle sammen er enige om at der sker nogle ulovlige handlinger, som bør stoppes. Jeg foreslår ikke militære interventioner eller andre vidtgående ting, som i hvert fald den nuværende regering og tidligere regeringer jo har brugt i andre lande. Jeg foreslår et civiliseret, anerkendt udenrigspolitisk middel, og så argumenterer ordføreren fra Liberal Alliance med, at vi skal gøre, lige som vi plejer – altså ingenting – og lade tingene ske uden at handle. Er der slet ingen muligheder for at handle, eller synes ordføreren, at det er okay, at EU lægger en blokade ind, for at landene kan handle på den her måde over for Israel, uanset hvor stort eller småt det er? Og anser ordføreren det virkelig for sandsynligt, at EU overhovedet vil blande sig i det, hvis vi lavede et stop for import fra Vestbredden?

Ordføreren.

Det er jo meget svært at svare på, hvor sandsynligt det er, at EU vil blande sig i en dansk enegang eller dansk afvigelse fra EU-linjen, men så vidt jeg har forstået, er det meget sandsynligt, at EU vil handle i relation til Irland, hvis det irske parlament går videre med en enegang i forhold til EU. Det må man lægge til grund. Men vi er helt generelt godt tilfredse med, at det her spørgsmål ligger i EU-regi, og vi er godt tilfredse med, at presset stadig væk er for at få parterne tilbage på det spor, der ganske vist – det medgiver jeg – er forholdsvis koldt efterhånden, som er tostatsløsningen.

Hr. Christian Juhl.

Jeg tror, at ordføreren er enig med mig i, at lader vi 5 eller 10 år mere gå, er vi da i hvert fald helt sikre på, at der ikke længere findes nogen vej tilbage til en tostatsløsning, fordi så vil bosættelserne være så massive, at det vil være fysisk umuligt at lave et samlet Palæstina på Vestbredden og i Gaza, fordi det vil være opdelt i småbitte kantoner, eller hvad man kalder det på den egn, som ikke kan fungere som en helhed. Derfor er der vel grund til, at det internationale samfund med nogle foregangslande gør et eller andet, f.eks. siger: Vi mener det, når vi siger, at vi ikke vil acceptere besættelsen af Vestbredden; vi mener det her alvorligt, og det er hinsides, hvad vi synes er rimeligt.

Det andet spørgsmål er: Hvis EU ikke blander sig i Irlands beslutning, vil det så være muligt at få den danske regering eller i hvert fald LA med til så at tage et initiativ på baggrund af det, så vi kan bakke op om det, og så vi bliver flere lande, der handler på en gang, så det kan være så effektivt, som det overhovedet kan være, når flere og flere lande og så til sidst hele EU reagerer.

Ordføreren.

Vi vil ikke bakke op om politiske tiltag, der har den ramme, som Enhedslisten har, og den ramme er jo helt tydeligt, at det her er en diskussion om Israel. Der er selvfølgelig mange kræfter i regionen, som ikke ønsker en tostatsløsning, som jo er den politik, vi ønsker. Men udgangspunktet for Enhedslistens diskussion – jeg har jo også deltaget i de her forespørgselsdebatter, som allerede har været nævnt – er jo altid en diskussion af Israel og ikke en diskussion af, hvordan man i det hele taget kunne komme tilbage på sporet til en tostatsløsning.

Så siger vi tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Christian Poll, Alternativet. Værsgo.

Jeg står her i dag som stedfortræder for vores udenrigspolitiske ordfører, Rasmus Nordqvist, som desværre ikke kan deltage.

Tak til Enhedslisten for at løfte denne utrolig vigtige dagsorden. Vi har før sammen fremlagt politiske forslag, og også denne gang er vi enige. Faktisk var et forbud mod import af bosættelsesvarer det første af de otte forslag, som Enhedslisten, Alternativet og SF fremsatte i 2017 sammen. Kernen er nemlig, at vi har at gøre med en militær besættelse, som har varet i mere end 50 år. Overvej lige det en gang, inden vi går videre. Alle palæstinensere i de besatte områder under 50 år har aldrig oplevet andet end militær besættelse uden borgerlige rettigheder og den frihed, som vi hver dag tager for givet. Vi må fra internationalt hold gøre endnu mere for at sætte gang i en politisk proces, der med udgangspunkt i principperne i den humanitære folkeret kan bringe begge parter fred, lige rettigheder og ikke mindst palæstinenserne en stat og national selvbestemmelse.

Vi er vidne til en reel demografisk krig, der med Israels offensive kurs udspiller sig i bosættelsernes favør. Der er ingen tvivl om, at bosættelserne udgør et eklatant brud på Genèvekonventionen og er en barriere for fred. Den besatte Vestbred er desuden fyldt med militær infrastruktur, checkpoints, hegn og mure, der umuliggør en almindelig hverdag for palæstinenserne, for ikke at glemme den desperate situation i Gaza efter flere krige og 10 års blokade. Den danske regering bør sammen med resten af EU lægge meget mere pres på Israel, for at man øjeblikkelig indstiller bosættelserne. Det har FN flere gange opfordret særlig EU til. Og i Alternativet er vi enige. Hvorfor accepterer vi muligheden for, at en palæstinensisk stat undermineres for øjnene af os?

Som minimum bør vi gøre endnu mere for at sikre, at hverken Danmark eller andre EU-lande bidrager til bosættelsesprojektet økonomisk. Både offentlige og private aktører bør undgå at bidrage til at understøtte de ulovlige besættelser og de krænkelser af menneske- og folkeret, de fører med sig. Det bør den danske regering tage yderligere skridt for at sikre. Derfor støtter vi Enhedslistens forslag, der pålægger regeringen at afsøge muligheder for at forbyde import af varer fra ulovlige bosættelser. Der er usikkerhed om, hvorvidt det er muligt inden for EU-retten, men ligesom Irland har sat en proces i gang, mener vi også, at Danmark kan være med til at rykke dagsordenen i EU ved at handle i stedet for at snakke.

I 2016 vedtog et samlet Folketing med undtagelse af Dansk Folkeparti V 53, som direkte opfordrer regeringen til bilateralt og gennem EU og FN at arbejde for, at Israel indstiller sin bosættelsespolitik, og at israelske bosættelser ikke igennem aftaler mellem Israel og EU eller danske offentlige eller private engagementer får legitimeret deres eksistens eller forbedrede økonomiske muligheder.

Så siger vi tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Martin Lidegaard, Radikale. Værsgo.

Fra radikal side har vi faktisk forståelse for, at Enhedslisten fremsætter det her forslag. Jeg mener egentlig ikke, at det er et spørgsmål om, hvorvidt man går ind for tostatsløsningen eller ej eller har respekt for de forhandlinger, der er. Jeg mener sådan set, at de bosættelser, der pågår, er destruktive for den fredsproces, som jo er gået helt i stå. Jeg mener sådan set, at hver eneste nye bosættelse er med til at underminere muligheden for at finde en fredelig løsning, og at de er ulovlige i forhold til international ret.

Jeg kan i og for sig ikke se nogen grund til ikke at være så kritisk som overhovedet muligt over for de bosættelser – det må man tillade sig at være – samtidig med at man har en nuanceret tilgang til, hvordan konflikten mellem Israel og Palæstina kan løses, og vi ved alle sammen godt, at det er komplicerede forhandlinger, hvor begge parter har et ansvar. Men når det handler om bosættelserne, taler vi altså om ulovlige bosættelser, hvilket det her parlament i øvrigt også har vedtaget med et meget stort flertal, og hvilket EU i øvrigt har vedtaget med et meget stort flertal, som vi selvfølgelig bør modarbejde.

Når vi alligevel ikke kan støtte forslaget, som det ligger i dets nuværende form, er det, fordi handelspolitikken er et EU-prærogativ, sådan som vi opfatter det. Vi mener også, at vi må henholde os til Udenrigsministeriets juridiske vurdering. Vi kan i hvert fald ikke stemme for noget, som de opfatter som juridisk umuligt at gøre. Der er også det at sige til det, at en sanktion fra Danmark måske i kombination med en irsk snarere vil udstille en splittelse i EU og vil ikke have nogen nævneværdig økonomisk betydning for Israel overhovedet. Det risikerer sådan set ikke at gavne sagen, hvis det er bosættelserne, man vil ramme, men vil kunne gøre det modsatte.

Derfor vil jeg meget hellere ende den her diskussion, for jeg er helt enig i, at man burde sanktionere bosættelserne, med en beretning, som opfordrer den danske regering til at arbejde i EU for, at sanktionsgrebet på bosættelsesdelen strammes i forhold til Israel. Der er det vigtigt at holde tungen lige i munden, så det ikke er Israel som sådan, men derimod bosættelsespolitikken, man ønsker at ramme. Jeg har tidligere her fra talerstolen luftet muligheden for eventuelt at gøre det at rette sanktionsinstrumentet helt specifikt mod de to til tre finansielle virksomheder i Israel, der finansierer og dermed muliggør bosættelserne netop for ikke at gøre det til en Israelsanktion, men til en bosættelsessanktion, altså gøre det helt specifikt. Det tror jeg er det eneste, man måske på et tidspunkt kan få opbakning til i EU.

Men hvis det skal batte noget, hvis det skal være noget, som Israel har respekt for, og hvis det ikke skal underminere et pres, men faktisk føre til et pres, er det gennem EU, at det her skal foregå. Det vil vi til gengæld meget gerne være med til at arbejde for og også for, at regeringen tager det med videre til EU.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak for ordførertalen. Jeg er naturligvis enig i stort set alle holdningerne i det på nær den om, hvorvidt lande kan reagere selvstændigt. Jeg mener jo, at vi i andre sammenhænge har delt det op, sådan at der er noget, der hedder udenrigspolitik, og noget, der hedder handelspolitik, og at vi rent faktisk har brugt de her midler tidligere i dansk udenrigspolitik. Jeg er lidt overrasket over det, vi nu får at vide, for jeg troede, at man sagtens kunne dele det op stadig væk, sådan at man faktisk kunne bruge det her middel, som er en civiliseret måde at gøre opmærksom på nogle ting på, altså på uretfærdigheder i verden.

Man skal jo ikke tro, at Israel først ser noget, når man tager en beslutning. Alle ved jo, at det her er et meget følsomt emne, og ved også, at man får pæne henvendelser og opfordringer til dialog osv. fra den israelske ambassade, hver gang man ytrer sig omkring Israel og Palæstina. Selvfølgelig ved Israel, hvor debatterne er, og Israel ved også godt, at hvis to lande begyndte den her politik, kunne måske et tredje land og et fjerde land lade sig inspirere af det og til sidst måske også EU. Det er jo ikke sådan, at alt starter med ingenting eller en total EU-beslutning. Det starter jo altid med, at nogen tager initiativer og diskuterer det og udvikler strategier, uanset om det er i et lille eller stort hjørne.

Hvad er grunden til, at Radikale ikke vil være med til at prøve at tage et konkret initiativ her? For jeg kan ikke finde på andre initiativer – ellers ville jeg gerne gøre det, sådan at vi kunne komme videre. For jeg synes, der skal handles.

Ordføreren.

Jamen et andet initiativ kunne jo netop være at arbejde på EU-niveau. For der er jo den fælles holdning i EU, som der også er i det danske Folketing, bortset fra Dansk Folkeparti, at vi sådan set opfatter bosættelserne som ulovlige og mener, at på det punkt er Israel, om jeg så må sige, unilateralt ude på forkert grund. Det kunne man jo bruge som anledning til at sige: Jamen skulle vi så ikke forsøge at lave nogle sanktioner, der målrettes de virksomheder, der har ansvaret for at finansiere bosættelser?

Altså, jeg siger ikke, det ligger på den flade hånd. Men jeg siger bare, at det ikke er en umulig tanke med en så specifikt målrettet nåleoperation – målrettet bosættelserne, ikke Israel som stat, ikke Israels eksistensberettigelse, men præcis bosættelserne. Det vil jeg ikke udelukke kunne samle et flertal af landene i EU, og det ville være et langt, langt vigtigere og mere tungt skridt, end at Danmark på egen hånd fører politik og handelspolitik uden om resten af EU.

Hr. Christian Juhl.

Jamen jeg vil gerne være med til at give et tilsagn om sammen med hr. Martin Lidegaard og andre at prøve at lave en beretning, som kunne gøre det. For hvis hr. Martin Lidegaard mener, at det er en mulighed i EU, så synes jeg, den skal afprøves. For selvfølgelig ville det være stærkt, hvis alle EU-landene gjorde det. Selvfølgelig ville det være stærkt, hvis FN havde magt til at få det store flertal, der er i FN's Generalforsamling, til at handle. Så ville vi jo være i en helt anden situation. Lad os prøve det. Det er jeg helt med på.

Ordføreren.

Det er jeg glad for. Jeg siger ikke, det bliver let, det vil jeg gerne understrege. Men jeg siger bare, at hvis det lykkedes, ville det være et langt stærkere værktøj.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken, og det er hr. Holger K. Nielsen, SF. Værsgo.

Tak til Enhedslisten for at fremsætte det her beslutningsforslag. Vi deler fuldt ud den analyse, der ligger bag forslaget. Den israelske bosættelsespolitik er fuldstændig uacceptabel. Den betyder, at en eventuel tostatsløsning fortoner sig i horisonten. Den er urimelig over for de mennesker, der bor i områderne, og derfor er det, som israelerne gør omkring de besatte områder, også helt klart erklæret ulovligt, folkeretligt ulovligt. Så der er ikke så meget uenighed her i Folketinget om – i hvert fald som et flertal mener det – at bosættelserne skal vi bekæmpe og gå imod på enhver mulig måde.

Så er der strategien i forhold til Israel, og der er der jo det generelle problem, at Europa ikke har så mange håndtag at rykke i over for Mellemøsten. Det er USA, der kører med klatten der. Det er på det sidste også Rusland og Iran i Syrienkonflikten. Europa er i høj grad marginaliseret i forhold til hele Mellemøstenproblematikken. Men vi har dog ét område, og det er handelspolitikken, hvor vi fra EU's side kunne gøre langt, langt mere, end vi gør. Derfor er jeg også tilhænger af, at vi strammer op på handelspolitikken i forhold til Israel og de aftaler, der er mellem Israel og EU, herunder også at man fra EU's side begynder at diskutere boykot af import af varer fra bosætterområder.

Så jeg synes så afgjort, at det som udgangspunkt bør være en EU-diskussion, også fordi det vil virke langt, langt stærkere, end hvis et enkelt land gør det. Og jeg synes i og for sig, det er lidt mærkeligt, at regeringen er så uklar på, om man vil arbejde aktivt i EU for, at man får et sådant stop for import fra bosætterområder. Jeg vil meget opfordre til, at vi fra Folketingets side styrker vores politik, i forhold til at EU i højere grad tager fat på det her problem.

Så er det næste spørgsmål, som jo også ligger i det her beslutningsforslag, om et enkelt land kan gå selv på det her. Det er et spørgsmål om strategi og taktik. Vi er som udgangspunkt noget betænkelige ved det, fordi det er en fordel, hvis hele EU gør det. Der er nogle regler, som man ligesom er nødt til at tage udgangspunkt i. På den anden side kan vi jo se, at Irland er gået den her vej. Vi kan også godt se, at der faktisk er en diskussion om, hvorvidt det er muligt, at enkelte lande kan gå selv i spørgsmål som det her. Man kan sige, at det ligesom er to hensyn over for hinanden: Det er EU's handelspolitik, og så er det også menneskerettighedssituationen i Israel i de bosatte områder og de ulovligheder, som Israel præsterer i forhold til de bosatte områder. Det kan man jo sige er en afvejning, som ikke er så nem endda. I og med at Irland er gået den vej, og i med at der er en juridisk diskussion om det, synes jeg i og for sig, vi skal tage positivt udgangspunkt i det forslag, der er her. Jeg synes, at det kunne være udmærket at få lavet den beretning, som har været fremme her, også fordi det kunne kvalificere debatten lidt, med hensyn til hvad der rent faktisk er juridisk muligt, og hvordan man taktisk og strategisk i højere grad kan gå imod den israelske bosættelsespolitik. For det er et fuldstændig overordnet vigtigt emne.

Hr. Christian Juhl.

Tak for ordførertalen. Jeg vil bare spørge hr. Holger K. Nielsen, om ikke det er rigtigt, at vi i mange situationer reelt har brugt handelspolitiske initiativer som udenrigspolitik, og at der faktisk i vide kredse og også i EU-landene er en opfattelse af, at det kan man godt gøre uden dermed at bryde EU's politik og eneret på handelspolitikken. Når formålet er udenrigspolitisk, er det vel også et legalt redskab for et enkelt land at bruge.

Ordføreren.

Altså, generelt kan man vel godt bruge handelspolitik i sin udenrigspolitik. Det er ikke altid klogt at gøre det, men det kan man godt, og det er også brugt mange gange. Om det også er brugt i forbindelse med den fælles handelspolitik inden for EU, kan jeg ikke svare på, men det er da noget af det, vi kan spørge om, når vi behandler det her forslag i udvalget, og som vi kan tage med, hvis der skal skrives en beretning over det her forslag.

Hr. Christian Juhl.

Tak for det. Vi har jo det samme spørgsmål, når vi snakker om f.eks. miljøpolitik. Der er det nogle gange, at EU fortolker et miljøpolitisk initiativ som en begrænsning af den frie handel og den frie bevægelighed, og derfor får vi jo nogle debatter en gang imellem. Selv om det så efter bedste overbevisning er et miljøpolitisk tiltag, kan man få en debat omkring det. Det kan man jo også i det her tilfælde.

Jeg mener, at det er et entydigt udenrigspolitisk tiltag, som måtte ligge med fuld kompetence hos det enkelte land, vel vidende at hvis alle landene kunne samle sig i EU om et udenrigspolitisk tiltag, hvor man bruger handelspolitikken, ville det være stærkere, end hvis enkelte lande gjorde det.

Ordføreren.

Miljøpolitikken kan man ikke sammenligne direkte med. Der er jo en garanti, miljøgarantien, som kom ind i EU-traktaten, jeg tror, det var i 1986, så der er der et legalt instrument, som man kan hænge det op på. Om der er det her, kan jeg ikke svare så direkte på. Jeg tror, det er lidt sværere end som så, men det synes jeg da vi skal få undersøgt nærmere.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre til den sidste ordfører. Det er hr. Naser Khader, Konservative. Værsgo.

Tak. Enhedslisten foreslår, at regeringen indfører forbud mod import af varer fra israelske bosættelser. Jeg bryder mig ikke om bosættelser, regeringen bryder sig ikke om bosættelser. De er ulovlige, det siger samtlige lande, og de står i vejen for en tostatsløsning – det er en af de knaster, der skal løses, før man kan få en tostatsløsning. Så vi er modstandere af bosættelser, og det er der bred enighed om blandt alle partier her i Folketinget.

Vi er ikke enige i det med at boykotte israelske varer fra bosættelser. I forhold til at boykotte andre vil jeg sige, at man altså ikke boykotter allierede, og Israel er en allieret – dem snakker man med. Det er det ene. Det andet er, at det med at boykotte også er et EU-anliggende, og det er ikke noget, vi i Danmark kan gøre solo. Derfor er vi ikke enige i beslutningsforslaget. Jeg tror heller ikke, at det er en god måde at være i tæt dialog med israelerne på. Det at være i dialog med dem gør også, at der bliver lyttet til os. Begynder vi pludselig at indføre importforbud, som altså er en ret hård sanktion rent diplomatisk, skubber vi Israel meget langt væk, og sandsynligheden for, at de vil lytte til os, bliver derfor ikke større. Samtidig svækker vi EU. Det giver sig selv, at EU står væsentlig stærkere som aktør i forhold til Israel, hvis man taler med én stemme i forhold til en tostatsløsning. I øvrigt har man indført mærkning af varer fra bosættelser. Hvis den enkelte forbruger ikke bryder sig om at købe varer fra bosættelser, kan man lade være med det. Vi behøver ikke lave politik i forhold til Israel og deres varer.

Der er som sagt bred enighed om, at bosættelserne er ulovlige. Det har næsten alle ordførere været oppe og slå fast igen og igen, og det er vi enige om, og det er en hindring for en tostatsløsning, men det at begynde på at boykotte varer fra bosættelser er vi altså ikke tilhængere af.

Så er det hr. Christian Juhl.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre hr. Naser Khader fortælle lidt om, hvordan dialogen med Israel har gavnet situationen; hvilke konkrete initiativer der er iværksat, der kan gavne og fremme en tostatsløsning via dialogen med Israel. Jeg synes, det går værre og værre. Det er den ene ting.

Den anden ting er: Hvis ikke der er muligheder med dialogen – hvilket jeg ikke kan få øje på, men det kan være, jeg bliver klogere lige om lidt – hvad er så mulighederne? Hvorfor skal der ikke handles i den her situation? Tænk, hvis dansk retspolitik var bygget op på samme måde: at vi ikke skal lade der være konsekvenser for folk, der bryder loven, at dem må vi hellere gå i dialog med. Altså, ulovligheder er vel ulovligheder, og de skal vel have en konsekvens. Man kan sagtens have dialog, samtidig med at man har en fast hånd og siger, at det har nogle konsekvenser, hvis ikke det her bliver lovligt.

Ordføreren.

Jamen vi har alle et ønske om en tostatsløsning så hurtigt som muligt. Og det går for langsomt, det går ikke ret stærkt i forhold til at få en fredsløsning, som er nødvendig. Den amerikanske administration har annonceret, at man vil komme med en omfattende fredsplan. Vi venter spændt på, at det sker.

Jeg kan også vende den om og spørge ordføreren, om vi kommer tættere på en tostatsløsning ved at boykotte varer fra de israelske bosættelser.

Hr. Christian Juhl.

Ja, det er jeg bestemt overbevist om, og jeg har endda flere forslag i lommen, men dem er der ikke opbakning til nu. Det er der givet klar besked om. Men her har vi et område, hvor vi er enige om, at tingene er ulovlige, hvor vi er enige om, at bosættelserne skal stoppes, og hvor EU er enig med os. Det vil sige, at vi er på en ren bane, hvor vi faktisk kan tage nogle initiativer. Det kan vi ikke i forhold til en generel boykot af Israel, så derfor lader jeg være med at stille den slags forslag.

Derfor spørger jeg: Regeringen er enig i, at det her er ulovligt, så hvordan pokker skal vi handle? For i de 50 år har vi aldrig været længere væk fra en løsning på den her konflikt, end vi er nu, og for hver dag, der går, kommer vi længere væk med de initiativer, der bliver taget nu. Hvordan skal vi få vendt udviklingen? Dialog virker ikke i den her situation.

Ordføreren.

Det er også lidt frustrerende, at man ikke kommer videre med fredsprocessen. Når man rejser rundt i de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Østjerusalem – nu er det længe siden, jeg har været i Gaza – kan man se, at der er et stort håb og ønske om at få en fredsaftale. Det er der også blandt israelerne. Men jeg mener ikke, at vi når en fredsaftale ved bare at begynde at boykotte varer fra bosættelser.

I øvrigt vil jeg opfordre Enhedslisten til at komme med en fredsplan for den israelsk-palæstinensiske løsning frem for et forslag om at boykotte varer, som kun er symbolsk.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til den tidligere ordfører for at have så stor tillid til Enhedslistens indflydelse og magt, at vi kan komme frem med en fredsplan, som kan løse problemerne mellem Israel og Palæstina. Jeg vil lige tygge lidt på den først. Jeg synes næsten, det er en tung opgave at have på sine skuldre helt alene, og derfor tror jeg, at jeg vil være lidt pragmatisk her og til start sige, at jeg er meget positivt indstillet over for, at vi laver en beretning i Udenrigsudvalget om, hvordan vi kan få fremmet det synspunkt, at vi skal have stoppet bosættelserne, og at vi skal finde de veje, der kan få Israel til at handle. Jeg håber, at vi hurtigst muligt kan tage et møde og så måske få en arbejdsgruppe til at formulere en tekst oven på V 30 og V 53, sådan at vi konkretiserer det. Jeg er helt enig med hr. Holger K. Nielsen i, at det jo kunne være en måde at gøre det på, fordi vi har et godt udgangspunkt med de beslutninger, der er taget. Vi har et godt udgangspunkt på det her område, fordi vi jo har en relativt stor enighed – det er sådan set kun Dansk Folkeparti, der siger, at Israel kan gøre, hvad der passer dem – og det bakker vi op om.

Jeg mener, at Israel i øjeblikket beslaglægger større og større dele af Palæstina, uden at palæstinenserne kan gøre noget. Bosætterne er ikke bare enkeltpersoner. Langt de fleste af bosættelserne, over to tredjedele, er statsstøttede og statssanktionerede og skattefri og får al mulig hjælp fra staten til at etablere reelle byer og virksomheder og ikke kun en teltby, som det var i starten, eller en samling af skure. Det er store, moderne byer, man laver inde på de besatte områder. Der bliver drevet store landbrug derinde på jord, som tilhører palæstinenserne, hvilket netop gør palæstinenserne fattigere og forhindrer dem i at have et ordentligt liv, hvor de kan tjene til livets opretholdelse, altså fordi israelerne tager de bedste steder, fordi israelerne placerer sig i de bedste områder, og de lægger også beslag på det vand, man er så afhængig af, når man vil drive landbrug der.

Det vil sige, at det ikke passer, hvad Dansk Folkeparti siger. Tværtimod er den førte politik i øjeblikket med til at udsulte den befolkning, som har retten til jorden og har retten til området, og det er faktisk besættelsesmagten Israel, som stjæler deres muligheder for at leve et ordentligt liv. Det skulle DF måske tænke over, inden de blev ved med på den her måde at bakke blindt op om Israel.

Der er mere end 500.000 israelere, der bor i de israelske bosættelser. Nogle har nævnt tal, der er meget, meget større, men det er i hvert fald de tal, som er helt sikre. Adskillige FN-resolutioner fastslår, at de her israelske bosættelser er ulovlige, og som det er nævnt både af ministeren og af stort set alle partier, er vi enige om det: Det er en klar overtrædelse af folkeretten. FN's Sikkerhedsråd har krævet, at Israel straks standser alle bosættelser. Et bredt flertal i Folketinget har i mange år haft en politik om, at Israel skal stoppe sin bosættelsespolitik, men til trods for de internationale fordømmelser, fortsætter Israel udvidelserne og gør en tostatsløsning umulig.

Det her forslag om at stoppe import af bosættervarer kunne være en af de mest civiliserede måder at gøre noget på ud over at lave nye resolutioner og komme med udtalelser og proklamationer fra diverse talerstole. 90 pct. af alle lande er enige om, at det er en uacceptabel situation. Det har foregået i mere end 50 år. Vi har her i salen diskuteret Gaza, vi har diskuteret israelske fængslinger af palæstinensiske børn, vi har diskuteret FN's rolle, EU's rolle; vi har diskuteret BDS, altså boykotkampagner mod Israel bredt forstået, som regeringen er modstander af; vi har diskuteret flygtningene; vi har diskuteret Jerusalems status; vi har diskuteret en tostatsløsning og en enstatsløsning; men vi har kun i meget begrænset omfang reelt handlet.

Jeg kunne i den grad ønske mig, at EU handlede mere, end de gør. De har handlet en lille smule, og de har også holdt lidt igen med den privilegerede adgang til det europæiske marked for Israel, men kun lidt. Det er, som nogle også sagde om det her forslag, symbolske handlinger, der er foretaget indtil nu. Skal vi se hinanden i øjnene og prøve at se, om vi kunne komme et skridt videre? Det synes jeg vi skal gøre. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvilken form det sker i, bare der kommer en større handling.

Så vil jeg til sidst sige, at jeg er overrasket over, at regeringen tolker EU's handelspolitik sådan, at der ikke kan skelnes mellem handelspolitik og udenrigspolitik. Hvis det er tilfældet, er jeg jo nødt til at revidere min opfattelse af EU's indflydelse. EU skal ikke bestemme over dansk udenrigspolitik. Vi skal selvfølgelig samarbejde med andre lande om udenrigspolitik, men vi må som en nation med en selvstændig udenrigspolitik holde fast i, at vi har retten til at føre udenrigspolitik. Jeg er helt overbevist om, at hvis det er rigtigt, at det er 10 mio. kr. i import og eksport, det drejer sig om, så vil EU vel ikke rejse en sag af den grund. Det kunne jeg da ikke forestille mig, især ikke, hvis vi har en dygtig udenrigsminister, der kan argumentere med, at det her initiativ ikke er et handelspolitisk initiativ, men at det er et udenrigspolitisk initiativ for at komme til at handle.

Jeg håber da også, at det er sådan, at EU ikke vil blande sig i Irlands beslutninger på det her område. Jeg håber, at Irland og måske Danmark og måske Sverige, som på andre områder har været skarpe på Israel-Palæstina-spørgsmålet, begynder at sætte handling bag ord for dermed også at få en forandring. Klokken er i hvert fald 5 minutter i 12, hvad angår mulighederne for en tostatsløsning, og derfor er vi nødt til at handle mere, end vi gør i dag. Ellers er vores passivitet med til at sikre, at Israel totalt får sin vilje, så palæstinenserne aldrig får deres eget land, aldrig får en mulighed for at leve på en ligeværdig måde i deres område. Det er vel ikke det, vi ønsker? Det er i hvert fald ikke det, der bliver sagt, når vi formulerer os med ord.

Jeg vil selvfølgelig gerne opfordre til, at de andre partier reagerer på hr. Martin Lidegaards forslag om at lave en beretning, sådan at vi kan se, om der kunne være en mulighed for at formulere noget, vi alle sammen kunne være enige om eller i hvert fald et flertal. Ud over det vil jeg gerne sige tak for debatten, for jeg synes, at der holdningsmæssigt er et godt udgangspunkt for at handle i den her situation, og det er jo sådan set den første forudsætning. Der er jo ikke noget område omkring Israel-Palæstina-konflikten, vi er mere enige om, end Vestbredden, og derfor skulle der vel være en mulighed for, at vi kunne tage et trin op ad stigen, sådan at vi kunne skærpe konsekvenserne af, at Israel bliver ved med at lave noget ulovligt.

Så er der et spørgsmål. Hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Det var jo en lang enetale om alt det, Israel har gjort forkert. Og som debatten viser klart, er vi jo enige i forhold til bosættelserne. Men noget af det, som jeg synes var totalt fraværende i Enhedslistens tale, var jo, hvordan palæstinensernes rolle i det her er.

For en ting er, at israelerne gør noget forkert – og ja, det er jeg hundrede procent enig i – men anerkender Enhedslisten overhovedet ikke det, som især Hamas gør fra palæstinensernes side, med gentagne raketangreb, igen og igen og en gang til, mod rene civile mål, altså mod uskyldige mennesker, som intet har gjort forkert, samtidig med at man også bruger unødvendigt mange, mange midler på at prøve at lave de her terrortunneller, som man stadig væk gør, fra Gaza og ind mod Israel, så man kan få smuglet våben og alt muligt andet ind?

Anerkender Enhedslisten slet ikke, at der altså er to parter i den her sag, og at der er to parter, som også er medskyldige i, at vi har en fastfrosset konflikt, som vi har i øjeblikket? Eller ser Enhedslisten det bare sådan, at palæstinenserne er totalt rene og hvide, og at det er Israel, der er skyld i det hele? Det må jeg indrømme at det kunne være rart at få et klart svar på.

Ordføreren.

Jeg er enig i den holdning, der også har været i FN og andre steder, at det er besætteren, der har hovedansvaret for at finde en løsning. Sådan vil det altid være. Man kan ikke forlange af et besat folk, at det er dem, der skal løse problemet. Med hensyn til at Hamas har magt, er det min opfattelse, at det først og fremmest er Israels handlinger og Israels mere og mere sekteriske regeringers politik, som har gjort, at mange palæstinensere har følt afmagt, har følt desperation, og dermed vælger folk, som jeg aldrig ville stemme på.

Man kan vel ikke klandre mennesker, der ligger ned, for, at de bliver afmægtige over, at der gennem 50 år ikke er sket noget, og at den danske regering og en masse andre regeringer snakker, men ikke handler. Jeg ville også blive afmægtig – enten ville jeg forlade området og finde et andet sted at leve, eller også ville jeg måske gøre aktiv modstand. I øvrigt skal vi jo huske, at det er tilladt ifølge international lov, at et besat folk gør aktiv modstand imod besætterne. Det var også tilladt i Danmark under besættelsen af Danmark. Det er tilladt.

Jeg har den opfattelse, hvad angår Hamas – og for den sags skyld også Fatah – at Israel synes, det er ganske fint, at der er en splittelse blandt palæstinenserne. Det spiller de gevaldigt på. Jeg synes, det er ærgerligt, og at det er rigtig træls i forhold til en løsning, hvis vi skal finde en løsning.

Michael Aastrup Jensen.

Nej, Hamas' aktioner er ikke lovlige under nogen som helst retstilstand, ifølge nogen som helst regel eller noget som helst andet. For det, Hamas jo gør, er at gå efter rene civile mål. Med deres terrorangreb, deres missilangreb og andet går de efter rene civile mål. Det gør de gentagne gange, igen og igen.

Det er ikke lovligt under nogen præmis, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er beskæmmende – det er desværre nok ikke så overraskende – at Enhedslisten synes, det er helt o.k. Det er helt o.k., at uskyldige mennesker, som ikke er part i den her sag, børn såvel som forældre, sidder i deres forskellige huse ude i landsbyer og får raketter ned i hovedet. Det er helt o.k. De er åbenbart skyldige, bare fordi de er israelere. Jeg synes, det er beskæmmende.

Ordføreren.

Vi har gang på gang – også i vores udtalelser her i salen og i alle vores skriftlige udgivelser – sagt, at vi er modstandere af og tager afstand fra terrorhandlinger over for en civilbefolkning. Det troede jeg ikke jeg skulle gentage over for hr. Michael Aastrup Jensen. Jeg skal gerne gentage det hver eneste gang, og jeg skal overveje, om ikke jeg skulle skrive det ind som en start på mine sætninger.

Men der er forskel på en besætter og et besat område. Og et besat folk har ret til at bekæmpe det militær, som besætter deres land, til enhver tid. Jeg synes ikke, de har ret til at lave terrorhandlinger over for civilbefolkningen, uanset om det er Hamas, uanset om det er israelske sekteriske grupper, eller om det er den israelske stat, der står bag det.

Det har vi jo diskuteret før, og der er så mange nuancer i det her. Men jeg synes, at hr. Michael Aastrup Jensen kommer til at lyde meget ensidigt sekterisk – som om jeg så skal sige: Jamen så kan vi jo ikke gøre noget ved tingene. Sådan har jeg det ikke. Jeg har prøvet her med en pragmatisk løsning på et område, hvor vi er enige. Og derfor har jeg ikke snakket om alt muligt andet.

Så siger vi tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Udenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Jeg skal hermed udsætte mødet til kl. 13:00, hvor vi genoptager forhandlingerne med beslutningsforslag B 48.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).