Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 42:

Forslag til folketingsbeslutning om afvikling af EU's rejsecirkus.

Af Søren Søndergaard (EL) m.fl.

(Fremsættelse 16.11.2018).

Der findes forskellige former for cirkus, det er rigtigt. Vi åbner forhandlingerne, og det gør vi med udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Nogle gange klandrer man politikere for ikke at have ret meget praktisk erfaring, men lige netop det her cirkus har jeg faktisk praktisk erfaring med.

Enhedslisten vil i forbindelse med en eventuelt kommende traktatændring af Lissabontraktaten pålægge regeringen at stille krav om, at Europa-Parlamentet flyttes fra Strasbourg til Bruxelles, så det fremover kun har ét mødested. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at forslaget har til hensigt, at Danmark skal lægge maksimalt pres på de øvrige EU-lande for at få flyttet Europa-Parlamentet fra Strasbourg til Bruxelles, og at det skal være en forudsætning for, at Danmark kan støtte eventuelle fremtidige traktatændringer.

Regeringen er enig i, at det både er upraktisk og unødigt ressourcekrævende, at Europa-Parlamentets medlemmer og medarbejdere næsten hver måned rejser frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg. Det koster både tid og penge, der kunne bruges bedre. Regeringen finder derfor, at Europa-Parlamentet kun bør have ét hjemsted, nemlig Bruxelles, og at alle Parlamentets møder bør afholdes der. Det har regeringen gjort klart mange gange tidligere. Som bekendt vil det kræve en traktatændring, og som bekendt vil en traktatændring kræve enstemmighed mellem alle EU's medlemsstater inklusive det land, hvor Europa-Parlamentet mødes den dag i dag. Derfor giver det heller ikke mening at gå nærmere ind i, hvordan den danske forhandlingsstrategi og de danske prioriteter vil se ud til den tid. Regeringen arbejder i øvrigt ikke for traktatændringer.

Det vil i den hypotetiske situation være op til den siddende regering at fastlægge Danmarks forhandlingsprioriteter efter konsultation af Folketinget. Hvis det til den tid viser sig at være en så vigtig prioritet for Danmark, at vi fra dansk side skal true med at blokere for forhandlingerne, må man jo gøre det. Hvis Danmark til den tid skulle have andre og vigtigere prioriteter, må det være op til den siddende regering at foretage den afvejning. Der er

Regeringen er altså enig med forslagsstillerne i, at Europa-Parlamentets møder bør samles ét sted, men regeringen kan ikke støtte B 42, da beslutninger om, hvordan Danmark skal prioritere sin forhandlingskapital i en eventuel traktatforhandling, må træffes, hvis og når dette måtte være relevant.

Vi siger tak til udenrigsministeren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er den første ordfører i rækken faktisk hr. Peter Hummelgaard Thomsen, som nu iler fra bag i salen mod talerstolen. Værsgo.

Tak, formand. Endnu en gang tak – det skal man jo sige for at være høflig – til Enhedslisten for at fremsætte det her forslag og også for at bringe debatten op igen. Til dem, der sidder hjemme i deres stuer og følger med, kan jeg sige, at vi er i gang med en lang række af forslag, som Enhedslisten har fremsat. Det er alle sammen vigtige emner og alle sammen emner, som sætter fingeren på nogle grundlæggende problemer.

Udfordringen med det her beslutningsforslag og nogle af de andre beslutningsforslag, vi tidligere i dag har diskuteret, er jo, at den måde, hvorpå Enhedslisten så vælger at gå til, hvordan vi skal løse det, bliver for rigid. Når Socialdemokratiet ikke kan støtte nærværende beslutningsforslag, er det ikke, fordi vi ikke deler forargelsen over eller er hovedrystende over, at Parlamentet hver evig eneste måned skal flytte med alt, hvad det overhovedet kan bære, fra Bruxelles til Strasbourg. For det gør vi. I det lys er det jo også i parentes bemærket paradoksalt, at da det blev ændret, til at man gør det så ofte, som man gør det i dag, så var det jo dengang, hvor der skulle en traktatændring til, for at Danmark kunne få indskrevet sine forbehold. Så skyndte franskmændene sig at snuppe muligheden for at kræve Parlamentet til Strasbourg oftere, end hvad der ellers før havde været tilfældet.

Når vi ikke kan støtte beslutningsforslaget i dag, er det selvfølgelig også, fordi Enhedslisten stiller det som et krav, at ved kommende traktatændringer – dem ved vi ikke hvornår kommer, men de kommer forhåbentlig, siger jeg, på et eller andet tidspunkt – skal man sætte det som betingelse, at rejsecirkusset bliver afskaffet for at kunne stemme for traktatændringer. Det mener vi i Socialdemokratiet simpelt hen er for rigidt. Enhedslisten og Socialdemokratiet deler jo for eksempel ambitionen om, at der skal udformes en social protokol, som sidestiller det indre markeds principper med respekten for lønmodtagernes grundlæggende rettigheder, lønninger og arbejdsvilkår, og det vil kræve en traktatændring. Hvis det rent faktisk bliver muligt at få indskrevet den ligestilling af hensynet til det indre marked med hensynet til lønmodtagernes grundlæggende rettigheder, lønninger og arbejdsvilkår, så kommer vi ikke til at sige, at det ønsker vi ikke, fordi der samtidig ikke er opbakning fra franskmændene til at ændre den her mærkelige, mærkelige og egentlig også ret skadelige, synes jeg, praksis med at flytte rundt med Parlamentet.

Derfor bliver det simpelt hen for rigidt, om end vi jo fuldstændig deler Enhedslistens kritik af det her med at flytte rundt på Parlamentet og også gerne ser det afskaffet. Men igen: Metoden til, hvordan man så skal forsøge at tvinge det igennem, er vi uenige i. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard. Værsgo.

Er det Socialdemokratiets opfattelse, at den danske regering ved en eventuel kommende traktatforhandling skal rejse det her som et krav?

Et klart spørgsmål. Værsgo, ordfører.

Ja, det er Socialdemokratiets opfattelse, men jeg er ikke sikker på, at vi er enige i, hvorvidt det skal være et ultimativt krav.

Det affødte ikke yderligere bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Ja, hvad kan man næsten sige om det her forslag andet, end at det burde være en ekspeditionssag; det burde være et spørgsmål om at sparke en åben dør ind. Altså, sjældent er der vel noget større galimatias end det, man er vidne til, når Europa-Parlamentet skifter hovedkvarter sådan på månedlig basis. Det eneste, man næsten kan glæde sig over, er, at Kul- og Stålunionen ikke i sin visdom i sin tid besluttede at placere et parlament i hvert af landene. Så havde vi haft seks parlamenter, og så kunne man i stedet for at rejse til Strasbourg den ene uge og Bruxelles den anden uge også have rejst til Rom en uge og Amsterdam – nej, det var Haag, men de kunne så måske have fundet ud af, at det skulle være Amsterdam, når det nu var Haag. Ja, det kunne have været en farlig redelighed, en endnu større redelighed, end det er i øjeblikket.

Der er vi så trods alt ikke, men, altså, enhver kan sige sig selv, at det her er galskab. Forestil jer den situation, at Folketinget skulle rejse fra København den ene uge og så Aarhus den næste uge og så tilbage til København – det ville da være et frygteligt rod. Så mon ikke det er en god idé at have ét sæde ét sted. Som forslagsstillerne jo også gør opmærksom på, er det her noget, der er utrolig omkostningstungt. Udgifterne er, så vidt jeg husker fra forslaget, omkring 1 mia. kr. om året, og det er jo absurd latterligt, at man skal skylle så mange penge ud i toilettet.

Jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at hvis nu de der franskmænd insisterer på, at det skal være i Strasbourg, så lad det da være i Strasbourg og skip det i Bruxelles. Altså, jeg synes, det er fuldstændig vanvid, hvad man er vidne til, og det kan ikke få en ende hurtigt nok. Det håber og tror jeg også på at en fremtidig regering, der måtte skulle forhandle en traktatændring, vil anføre.

Om man så kan vride armen rundt på de der franskmænd i forhold til det her spørgsmål, er jeg en lille smule skeptisk over for, men jeg synes forsøget skal gøres. Og fra historisk tid er vi danske vikinger jo meget gode til det, der hedder armlægning, så måske man skulle forsøge sig lidt ekstra næste gang.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Så er det ordføreren for partiet Venstre, og det er hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Mange tak, hr. Leif Mikkelsen. Jeg kan ikke sige noget som helst fornuftigt om, at man har det her, som Enhedslisten kalder et rejsecirkus, hvor man har møder i Bruxelles 3 uger, og så flytter man lige hele butikken til Strasbourg, hvor man mødes 1 uge, og så rykker man tilbage til Bruxelles. Det er et politisk kompromis, når den slags er allerværst: Frankrig skulle have noget, og Belgien skulle have noget, og så kunne man ikke helt blive enige, og så blev det sådan en salomonisk løsning – ingen tvivl om det.

Et problem ved det er jo også, at det er gået hen sådan og blevet et symbol på det, der ifølge mange er galt med EU – bureaukrati osv. – og det er noget, som EU-modstanderne kan trække op af hatten og sige: Der kan I bare se, hvor tossede de er nede i EU – som man ynder at sige, når man bruger det her som et eksempel. Så det ville være et rigtig godt tiltag at få det til at stoppe, og at få alle møderne lagt i Bruxelles. Det er i EU's helt klare interesse, og det ville styrke den folkelige opbakning, den folkelige legitimitet til Den Europæiske Union, og det ønsker vi i den grad i Venstre. Så derfor er vi fuldstændig enige i intentionen bag forslaget, nemlig at vi skal have stoppet det her, og at det er noget, som Danmark skal rejse over for de andre lande.

Spørgsmålet er, hvilken proces man så skal benytte sig af. Altså skal man gå ind og stille det her som et krav og som en forudsætning for, at man overhovedet vil støtte en traktatændring, ligegyldigt hvad der end måtte stå i den traktat? Nej. Altså, det er ikke en måde, man når fremskridt på i politik. Det kan så godt være, at man ikke har erfaret det endnu i Enhedslisten, men politik handler altså om, at man må indgå kompromiser. Jeg vil ikke skrive under på, at Venstre ikke kan støtte nogen som helst traktatændring i fremtiden – den måtte være nok så fornuftig – hvis ikke den også omfatter spørgsmålet om, hvor parlamentet holder sine møder.

Så af den grund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til Venstre. Så er det Liberal Alliance, nemlig afløseren hr. Joachim B. Olsen som ordfører. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg har ikke meget nyt at tilføje i forhold til det, de andre ordførere har sagt. Men Enhedslisten vil pålægge regeringen i forbindelse med en eventuel traktatændring at kræve, at Europa-Parlamentet flyttes fra Strasbourg til Bruxelles for at minimere antallet af rejsedage. Som de øvrige ordførere har været inde på, finder vi det også fuldstændig unødvendigt med to hjemsteder for Europa-Parlamentet. Det er omkostningstungt, og det er besværligt at skulle flytte rundt på medarbejdere og parlamentarikere. Det er et synspunkt, som vi med tilfredshed noterer os regeringen også deler. Men det er også lidt uaktuelt at diskutere, da der p.t. ikke er nogen planer om en traktatændring.

Derfor kan vi ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak til hr. Joachim B. Olsen. Så er det hr. Rasmus Nordqvist som repræsentant for Alternativet. Værsgo.

Tak. Ud af de fem EU-beslutningsforslag, vi diskuterer i dag, må jeg indrømme, at jeg ikke forstår B 42, og hvad det er, vi diskuterer her. Jeg synes, det er nogle rigtig vigtige diskussioner, der bliver rejst omkring budget, omkring skattely og også det næste, vi skal diskutere, omkring det europæiske demokrati og partier, men lige med hensyn til det her: Hvem støtter så egentlig det rejsende parlament?

Jeg har ikke hørt nogen folketingspartier bakke op om, at det skal flytte frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles. Jeg har ikke hørt nogen danske MEP'er støtte op omkring det. Jeg har faktisk ikke hørt nogen medlemslande af EU ud over Frankrig støtte op omkring det. Jeg har endda ud af de mange franske MEP'er, jeg kender, heller ikke mødt nogen, der støtter det. Det er sådan en helt national interesse fra den franske regering, der støtter det her. Så man kan på en eller anden måde sige, at nationale særinteresser står over fællesinteressen i det her spørgsmål, og det er jo enstemmighed, der skal til, og så er det ret svært at få ændret på.

Vi kan ikke støtte det her forslag, fordi vi faktisk ikke synes, at vi skal stå i vejen for traktatændringer. Ville jeg, hvis den sociale protokol, som jeg ved at Enhedslistens ordfører jo også er en stor fortaler for, kom på bordet, så have, at vi skulle sige nej, fordi man ikke fik præsident Macron, eller hvem der nu sidder og sætter foden ned i forhold til det rejsende parlament, med? Nej, det ville jeg ikke.

Så ja, lad os sige en gang for alle, igen og igen, fra alle partier, alle medlemmer af Folketingets side, at det dog er en besynderlig regel, man har om at flytte frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles, og lad os håbe, at Frankrig også indser det en dag.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist, og jeg hørte ikke, at hr. Rasmus Nordqvist skulle hilse fra resten af partierne, som det ellers var en vane. Men nu er det fru Merete Scheelsbeck fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak skal du have. Enhedslisten vil jo med det her forslag pålægge regeringen i forbindelse med en eventuel kommende traktatforhandling at stille krav om, at Europa-Parlamentets aktiviteter skal samles ét sted. Lad mig begynde med at sige, at jeg synes, forslagets mål er meget sympatisk.

I Det Konservative Folkeparti er vi enige i, at det er fuldstændig fjollet, at Europa-Parlamentet skal rejse frem og tilbage mellem Bruxelles og Strasbourg. Rejseriet er på mange forskellige måder meget uhensigtsmæssigt. For det første er det, som det allerede er blevet nævnt, dyrt. Det vurderes at koste over 100 mio. euro om året at flytte mellem de to byer, hvilket ikke helt svarer til det, hr. Kenneth Kristensen Berth var inde på, men 850 mio. danske kroner er også mange penge at bruge på det her, penge, der uden tvivl kunne være brugt til bedre formål. For det andet er det upraktisk og det er tidskrævende at skulle transportere medlemmer, medarbejdere og materialer frem og tilbage mellem de to byer. For det tredje har det også en miljømæssig belastning, som er uhensigtsmæssig på grund af placeringen mellem de to byer. Rejseaktiviteterne frem og tilbage vurderes at udlede 19.000 t CO 2 årligt. Desuden, som andre også har været inde på, er rejseriet og debatterne omkring rejseriet også med til at give EU et dårligt ry, fordi det netop er så svært at forsvare. Så vi er altså meget enige med forslagsstillerne i, at rejseriet er både upraktisk og unødvendigt, og at Parlamentet burde have ét hjemsted, nemlig i Bruxelles.

Indholdsmæssigt er vi enige med forslagsstillerne, men metodemæssigt er vi ikke helt enige. Vi vil ikke på forhånd binde os til, hvilke forhandlingsbetingelser vi skal stille i en eventuel traktatforhandling og dermed også risikere at blokere for nogle andre forandringer, som vil være i dansk interesse. Vores forhandlingsprioriteter må besluttes på det givne tidspunkt og med det givne folketingsflertal, der er, og det kan jo nå at ændre sig mange gange, inden vi skal i gang med at forhandle traktatændringer. Så uanset hvor enige vi alle sammen kan blive om, at rejseriet er tåbeligt, ved vi jo også godt, at Frankrig højst sandsynligt vil blokere for det, og derfor skal vi vurdere, om det er der, vi vil bruge vores kræfter og politiske kapital i sådan nogle eventuelle forhandlinger. Så vi kan ikke støtte forslaget på den baggrund.

Tak til den konservative ordfører. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Søren Søndergaard.

Jeg er faktisk utrolig glad for, at alle partier uden undtagelse tager afstand fra det her absurde rejsecirkus, tager afstand fra, at det koster den der lille milliard kroner – 850 mio. kr. – plus de 4,5 mia., som Europa-Parlamentet ville få ind, hvis man solgte Strasbourg, for det ejer Europa-Parlamentet jo også, tager afstand fra den CO 2 -tilsvining, som jo er som fra en mindre jyske provinsby, og er imod det spild af folks tid, det er at rejse frem og tilbage. Jeg er faktisk rigtig glad for, at alle er enige om det. Sådan var det ikke for nogle år siden. For nogle år siden var der faktisk folk, også i det her Ting, der forsvarede rejsecirkusset med henvisning til et eller andet med, at det var fredsbevarende og en del af historien, og at det var meget vigtigt, at vi kom rundt i landene osv. Så det er jo et fremskridt, og det er jeg rigtig glad for.

Men det spørgsmål, man jo alligevel bliver nødt til at stille sig, er: Hvorfor er det ikke blevet ændret? Og der er det der med traktaten jo selvfølgelig blevet nævnt, for vi har en situation, hvor et kæmpe flertal af landene i Europa-Parlamentet – og der er det faktisk ikke alle lande; der er 26 lande, der er for en ændring, der er 1, der er imod, og det er Frankrig, og så er der Luxembourg, der er sådan lidt loren, fordi de også har nogle institutioner og måske kunne være bange for, at det også på et tidspunkt kom til at omfatte dem – og et kæmpe flertal af den europæiske befolkning, når man laver opinionsundersøgelser, siger, at det her skal ændres. Hvis vi nu normalt snakker demokrati, og vi har et flertal af landene, et flertal af befolkningerne, et flertal af parlamentsmedlemmerne bag det, så skulle det jo forandres. Og når det ikke bliver forandret, er det jo, fordi det står i traktaten. Det spørgsmål, man kan stille sig, er, hvordan den type af absurditet dog har fundet vej til traktaten. Det siger noget om, hvor mange detaljer den traktat går ind og styrer, i forhold til hvad landene må og ikke må, og hvordan tingene skal køre, og det er dybt hensigtsmæssigt at få set på. Alene det er et argument for en traktatændring.

Det, at det står i traktaten, gør så, at domstolene jo dømmer efter det. Jeg har jo, da jeg var medlem af Europa-Parlamentet, også arbejdet med det her spørgsmål. Vi prøvede på et tidspunkt at sige, at der godt nok står i traktaten, at de månedlige sessioner skal holdes i Strasbourg, men alle har jo 1 måneds sommerferie, så lad os dog reducere det til 11 gange om året. Januar, februar, marts, april, maj, juni, juli og så holder vi sommerferie i august, og så september, oktober, november, december. Og det gjorde vi så. Det blev indbragt for EU-Domstolen, og så sagde EU-Domstolen: Der står jo »de månedlige møder«. Og da der er 12 måneder på 1 år, skal der være 12 møder. Derfor blev vi pålagt, da man ikke ville tage sommerferien fra os, at vi skulle derned i januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, så kunne vi holde fri i august, og så skulle vi to gange i september eller to gange i oktober tage frem og tilbage til Strasbourg for at overholde traktaten. Det er fuldstændig sindssygt.

Det samme skete, da vi så forsøgte at sige, at vi da kunne lægge de to sessioner, vi holder i Strasbourg i september, sammen, sådan at vi kommer og holder den ene den ene uge og bliver weekenden over og så fortsætter. Nej, det skulle være adskilt, sådan at man kunne tage hjem imellem. Det er den slags ting, som folk ikke forstår og med god grund. Det er også den ting, der gør, at alle partier udtaler sig imod det, og et kæmpe flertal af befolkningen er imod det. Og alligevel fortsætter det. Derfor bliver alle jo nødt til at sige, når det er så absurd, og alle er enige om, at det er så absurd: Hvad gør vi så ved, at det alligevel fortsætter?

Jeg må indrømme, at jeg ved de sidste valg har været træt af kandidater, som forklarede uden nærmere specifikation, at de var imod rejsecirkusset. De kunne lige så godt have sagt, at de var imod vinteren eller imod sommeren, for det er jo ligegyldigt. Det er jo en ligegyldig markering, medmindre man vil gøre noget. Og hvad ligger der af forslag? Jeg hørte dem ikke. Hvad er der af konkrete forslag, for at få det, der er så absurd, vanvittigt, stoppet? Der er kun kommet et eneste forslag, kun et eneste forslag, og det er det, vi har fremlagt her.

Vil det så kunne lade sig gøre? Ja, det tror jeg egentlig at det vil have en chance for, for hvis der er nogle lande, f.eks. Danmark, der begynder at sige, at det her er helt afgørende for dem, så vil der være en række andre lande, der gør det samme. Og så vil muligheden for at opbygge en forståelse i Frankrig af, at det her bliver et kæmpe problem, næste gang der skal være en traktatændring – der bliver alligevel ikke gennemført nogen traktatændring imod Frankrigs ønske – så vil der muligvis – muligvis – være en chance for, at man kan begynde at forhandle med Frankrig om nogle kompensationer for, at de afgiver det der parlament. Det kan være, at de får en anden europæisk institutions hovedkvarter, det kan være, at de får nogle penge, det kan være hvad som helst. Der er mulighed for en eller anden form for forhandling.

Men hvis der ikke er nogen lande, der siger noget, hvis alle lande siger som jer, jamen hvorfor skulle Frankrig da så overhovedet overveje det? Så står Frankrig da bare fast. Derfor er det jo ikke så interessant, måske, at vi alle sammen er enige om, at der skal ske noget. Det, der er interessant, er, hvad vi vil gøre for, at der sker noget. Og der kan jeg da være ked af, at der er så relativt få, der har bakket op om det her forslag, især fordi der ikke er fremlagt andre.

Fra Enhedslistens side vil vi også i den kommende valgkamp til Europa-Parlamentet kritisere rejsecirkusset. Det vil vi også regne med at en række af jer vil gøre, men så skal I forberede jer på at svare på det enkle spørgsmål: Hvad vil I gøre ved det?

Og det får vi måske svar på. Hr. Rasmus Nordqvist vil i hvert fald gerne have en kort bemærkning. Værsgo.

Jeg vil gerne spørge ordføreren: Vil Enhedslisten stemme imod en traktatændring, der får en social protokol skrevet ind i traktaten, hvis det her ikke er med? Altså, det er jo det, der er interessant. Det er jo ikke så meget, om man vil kæmpe for at få ændret traktaten, men om man vil stå i vejen for enhver anden ændring af traktaten på grund af det her. Altså, det er jeg godt nok lidt forbavset over at Enhedslisten mener, når jeg tænker på de mange diskussioner, vi har haft de sidste par samlinger, om EU og hele den sociale dimension.

Er det egentlige problem her måske ikke også, at vi lige præcis med den her sag står med det her skisma mellem en snæver national interesse – altså den franske regerings interesse i at have det her – og så fællesskabets interesse? Altså at vi egentlig er bundet af en lidt gammeldags tænkning i fællesskabet – at vi ikke tænker fællesskabet først, men at vi tænker nationalstaten, her Frankrig, først.

Ordføreren.

Men der er jo ikke noget galt i at tænke på sit eget land. Og der er jo ikke noget galt i at tænke på sit land først, hvis det er problemer, der ikke vedrører andre. Altså, jeg skal ikke blande mig i, hvor Frankrig vil placere deres parlament. Hvis Frankrig vil placere deres parlament i Strasbourg så for min skyld ingen alarm. Det, der er problemet, er, at det er et spørgmål, som vedrører alle andre. Og det er klart, at når man lader rent nationale hensyn være afgørende for et spørgsmål, som vedrører alle andre, så har vi et problem.

I forhold til det, som hr. Rasmus Nordqvist konkret spørger om, vil jeg sige, at der er det jo sådan, at vi i selve det forslag, der skal stemmes om, lægger op til, at det skal rejses i forhandlingerne. Så er det rigtigt, at det er vores forslag – det står i bemærkningerne – at det skal gøres ultimativt. Men hvis der er enighed om at stryge den del af bemærkningerne – om vores holdning til, hvor ultimativt det skal være – og alene beskæftige os med forslaget, som det står her, så kan vi da sagtens kigge på det.

Spørgeren.

I skriver, at Enhedslisten stiller »krav om«, og så skal man selvfølgelig have en definition af, hvad at stille krav betyder. Jeg mener, at vi sagtens burde kunne blive enige om, at Danmark er imod, at parlamentet rejser frem og tilbage, og ved enhver given lejlighed vil vi da gerne bringe det til bordet. Men jeg synes bare, det er interessant med den her diskussion, altså fordi det netop er Enhedslisten, der fremsætter det her forslag. Og normalt hører vi jo altid Enhedslisten snakke om enstemmighed og mellemstatsligt samarbejde. Altså, jeg synes, der er noget sådan lidt sjovt i, at vi så lige med det her virkelig skal presse på og tryne Frankrig i deres store ønske om, at det bliver ved med at være, som det har været før. Altså, måske skulle man så også tage og se på, hvordan beslutningerne træffes i EU, når man gerne vil have ændret sådan noget her.

Ordføreren.

Vi kigger meget gerne på, hvordan man træffer beslutninger i EU. Men det, der er problemet, er, at man må skelne mellem beslutninger, der vedrører de enkelte lande, og så beslutninger, der vedrører alle. Og vi har altså den opfattelse, at det at sætte nationale hensyn først, når det vedrører alle, er en rigtig dårlig skik. Men at vi sætter nationale hensyn først, når vi siger, at andre ikke skal blande sig i det dagpengesystem, vi har, for det generer ingen andre, og vi betaler i øvrigt det hele selv, synes vi er fuldstændig rimeligt. Men lad os bare afslutningsvis blive enige om, at det, vi stemmer om, er:

»Folketinget pålægger regeringen i forbindelse med en eventuelt kommende traktatændring af Lissabontraktaten at stille krav om, at Europa-Parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg afvikles og erstattes med ét samlet hjemsted for Europa-Parlamentets møder og funktioner i Bruxelles.«

Det stemmer vi for.

Den næste spørger er hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg havde faktisk egentlig tænkt mig at stille præcis det samme spørgsmål, som hr. Rasmus Nordqvist så fik stillet, nemlig omkring, hvordan Enhedslisten ville stille sig, hvis nu man ved en traktatændring havde fået indskrevet en social protokol, som jeg ved Enhedslisten også har arbejdet for i mange år. Men det, jeg så kan forstå på hr. Søren Søndergaard, og som jeg bare lige vil have bekræftet, er, at det forslag, som Enhedslisten fremsætter, ikke er et ultimativt krav om, at man skal droppe EU's rejsecirkus.

Ordføreren.

Ja, det er fuldstændig korrekt. Man kan jo læse forslagets forside, og der står der: stiller krav om. Og så er det fuldstændig rigtigt, at det er Enhedslistens opfattelse, at det skal være ultimativt, men det kan der jo være andre opfattelser af. Det er et beslutningsforslag. Det skal selvfølgelig udmøntes i et konkret forhandlingsmandat i Europaudvalget. Det afgørende for os er det, der står på forsiden; det er det, der er beslutningsforslaget, nemlig at det rejses i forbindelse med en eventuel kommende traktatændring.

Er der opfølgende spørgsmål? Det er der ikke. Den næste spørger er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Der står i bemærkningerne til forslaget:

»Med dette beslutningsforslag pålægges den danske regering at rejse kravet om en afskaffelse af rejsecirkusset som forudsætning for at støtte eventuelle fremtidige traktatændringer.«

Altså, hvis ikke det her krav opfyldes, bliver der ikke støtte til andre traktatændringer. Det kan vi blokere, fordi der kræves enstemmighed. Så uanset hvad der måtte komme af fantastiske traktatforslagsændringer, skal vi fra dansk side blokere, hvis ikke vi får afskaffet rejsecirkusset. Er det virkelig Enhedslistens holdning?

Ordføreren.

Ja, det er Enhedslistens holdning. Men vores udgangspunkt er jo også – det er derfor, at vi har skrevet forslaget, som vi har, altså det, der står her på forsiden – at vi har en holdning til, hvordan det skal udmøntes. Hvis udgangspunktet er, at vi alle sammen er enige om, at det forslag skal rejses i forbindelse med en eventuel kommende traktatændring, så lad os da vedtage det. Så bliver det uden vores ønske om, hvor ultimativt det skal være. Det er vi helt indstillet på; så har vi den opfattelse, men lad nu det ligge. Det, som vi efter vores opfattelse burde kunne blive enige om, er det, der står på forsiden, og som udgør selve forslaget.

Spørgeren.

Det, der står på forsiden, er, at vi skal stille det som et krav. Det er jo noget, vi kan, for vi kan blokere, da der kræves enstemmighed. Det er det gode ved krav modsat ønsker.

Ordføreren.

Men vi er enige om, at det her er et beslutningsforslag. Vi er enige om, at kommer vi dertil i en forhandling, skal der vel ikke engang gives mandat i Europaudvalget. Jeg tror, at der skal gives mandat i Folketinget, hvis det er en traktatændring. Det går jeg ud fra, men det kan jeg ikke lige huske. Men jeg tror, det er noget, der skal vedtages i Folketinget, men da i hvert fald i Europaudvalget. Og om man så vil lægge afgørende vægt på det, eller om man vil lægge vægt på det, er jo noget, et flertal tager stilling til på det tidspunkt.

Der er ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.