Tak, formand.
I EU er der jo desværre en lang tradition for at holde hånden over skattely.
Det er jo også en kendsgerning, at nogle af verdens største skattely ligger i EU, og derfor er det sådan, at når man skal vælge en kommissionsformand i EU, vælger man en premierminister, som i årevis har været premierminister i et land, der har været kendetegnet af skattelyvirksomhed.
Man opfatter det simpelt hen ikke som noget problem, når man vælger den ledende repræsentant for Kommissionen, at det er en person, som har sikret sit land indtægt ved at nasse på andre lande og etablere skattely i sit land.
Den måde, man senest har set, hvordan EU holder hånden over skattely på, er i forbindelse med spørgsmålet om den her sortliste, som har udviklet sig til en ren vittighed.
Som vi fik det opklaret før, startede den ganske rigtigt med 17 lande, men med en masse muligheder for at komme af, hvis man lovede og sagde osv., og nu er den vist så nede på de der 5 lande, eller var det 7.
Det er klart, at det jo slet ikke er et udtryk for den skattelyproblematik, der er.
Det skal siges, at som EU-land kan man slet ikke komme på den liste, så man har ligesom på forhånd garanteret sig, at i hvert fald ikke en selv vil blive ramt af de sanktioner, som skulle følge af den liste eller eventuelt komme til at følge af den liste.
Og det synes vi jo er rigtig kedeligt og rigtig dårligt, men vi synes sådan set, det er lige så dårligt og lige så kedeligt, at EU-regler så forhindrer de enkelte lande i selv at lave nogle regler.
Det er da i orden, at EU beslutter, at de godt kan lide skattely, og at de ikke rigtig vil gøre noget ved det her, men hvorfor skal de gå ind og blokere for, at lande, der har en anden opfattelse, så gør det?
Det synes vi er beklageligt, men det er jo det, man helt konkret gør i forhold til de muligheder, som Danmark har, for at lave regler mod skattely.
Vi kan tage det konkrete eksempel, som hr.
Kenneth Kristensen Berth fremførte, nemlig 4x48, som er købt af en kapitalfond, der ligger i skattely.
Lad os forestille os en region – nu bliver de jo snart nedlagt, men så kan man kalde det et sundhedsvæsen i Aarhus eller et andet sted, et sundhedsvæsen i Hillerød eller hvor som helst – der skal have en opgave løst med taxakørsel af patienter til deres hospitaler til blodprøver, eller hvad ved jeg.
De skal så lave et udbud, men kan de så sige, at de ikke ønsker at vælge et taxafirma, som ejes af en kapitalfond, der har sine aktiviteter i et skattelyland?
Ifølge EU-reglerne er svaret nej.
Så kan man sige, at de jo betaler skat af de penge, de tjener i Danmark, og ja, det er sådan set rigtigt nok, men om de rent faktisk gør det, eller om der er alle mulige interne ting, kan man jo først vide, hvis man får lov til at gå ind og undersøge regnskaberne til bunds, hvilket der ikke er mulighed for.
Så virkeligheden er jo, at EU's regler betyder, at vi bliver til grin for vores egne skattepenge.
Danske borgere skal betale til firmaer, som har deres aktiviteter i skattely.
Man må jo bare erkende, at EU altså opfatter det som en vigtig ting at gøre, men det gør vi ikke.
Skattely er skadeligt, fordi det fratager os muligheden for at have det velfærdssamfund, vi ønsker på baggrund af et demokratisk sammensat Folketing, der både bestemmer skatteprocenten og bestemmer, hvad der skal bruges penge til.
Det er jo sådan set demokrati, men det er jo det, der kan undermineres; finansieringen af det kan jo undermineres af skattely, og det er jo derfor, det er så skadeligt.
Det underminerer ikke bare økonomien, det underminerer også demokratiet, og derfor er det nødvendigt, at der bliver gjort noget.
Som jeg sagde før, er Enhedslisten et parti, der går på to ben.
Vi sidder ikke bare og siger:
Ud af EU!
Det gør vi også, men så længe vi er medlem af EU, gør vi alt, hvad vi overhovedet kan, for at gøre tingene så godt som overhovedet muligt.
Derfor synes vi da også, at man skal arbejde inden for EU for at ændre de her regler, men jeg må indrømme, at jeg ikke er voldsomt optimistisk, i forhold til om det lykkes, og jeg er heller ikke voldsomt optimistisk i forhold til, hvor hurtigt det lykkes.
Og der har vi så den opfattelse, at er der sådan nogle basale ting, bliver man altså nødt til at gå foran og vise vejen, selv tage ansvar og sige, at det her simpelt hen er for meget.
Og hvorfor tror jeg så i virkeligheden også, at det at gøre det måske også kan være med til at ændre EU?
Det tror jeg, fordi når jeg kigger på verden, som den ser ud i dag, vil jeg sige, at der er to områder, hvor folks opfattelse, almindelige menneskers opfattelse, rykker enormt hurtigt.
Det ene er i spørgsmålet om klima, sågar helt ud til det niveau, der handler om, hvad man spiser, veganisme, vegetarisk kost, den slags ting.
Der sker en voldsom udvikling, fordi folk har forstået, at det er nødvendigt at gøre noget i forhold til klimakrisen, også personligt.
Det andet område, hvor der sker en voldsom udvikling med folks holdning, er i spørgsmålet om skat og de store multinationale selskaber, store selskabers skatteunddragelser, økonomisk kriminalitet.
Folk er trætte af det, folk vil simpelt hen ikke mere.
Og hvis vi derfor lavede nogle regler i Danmark, hvor vi sagde, at folk, der er i skattely, ikke kan være med i offentlige udbud, ja, hvad ville der så ske?
Så ville vi få en åbningsskrivelse fra Kommissionen.
Så ville der være noget diskussion frem og tilbage, og så skulle Kommissionen på et eller andet tidspunkt tage stilling til, om den vil rejse en sag mod Danmark, om den vil banke Danmark på plads, eller hvad den vil.
Og der kan det jo godt være, at det at få den diskussion ude i offentligheden kan være medvirkende til, at selv Kommissionen indser, at det nok ikke vil være en god position for EU så fuldstændig entydigt og fuldstændig åbent og erklæret at stille sig på skattesnydernes side.
Det har vi jo set før.
Det har vi jo set i spørgsmålet om bisfenol A, hvor der var en lignende situation, og hvor det, at Danmark gik foran, var med til at ændre på den holdning, der var i EU.
Derfor tror vi sådan set, selv om vi selvfølgelig arbejder for at ændre tingene i EU, at den bedste måde at få dem ændret på i EU faktisk vil være ved, at Danmark går foran.
Det er også baggrunden for, at vi har fremsat to forslag her.
Vi kan så høre, at nogle enkelte er med hele vejen, nogle er med lidt af vejen, og så er der en del af partierne, som egentlig ikke rigtig har nogen holdning til, hvad man gør effektivt for at bekæmpe skattesnyderproblemet.
Men vi er glade for lidt, og den her diskussion vil selvfølgelig fortsætte.