Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 28:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af retten til at blive erklæret rask for sin psykiatriske diagnose.

Af Trine Torp (SF) m.fl.

(Fremsættelse 06.11.2018).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er sundhedsministeren. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne starte med at sige tak til forslagstillerne for at skabe opmærksomhed om den problemstilling, som er skitseret i B 28. Selv om vi ikke altid er enige, oplever jeg egentlig, at vi har et fælles ønske om at løfte psykiatrien i Danmark ind i en ny og bedre fremtid. Jeg synes, vi har taget et stort skridt med psykiatrihandlingsplanen fra efteråret og de efterfølgende politiske aftaler, men det betyder ikke, at vi er kommet i mål. Derfor er jeg også helt enig med forslagsstillerne i, at vi her har at gøre med en problemstilling, som vi skal have fundet en løsning på, for vi kan ikke leve med, at mennesker med psykiske lidelser fortsat oplever en uacceptabel forskelsbehandling.

Dagens beslutningsforslag om retten til at blive erklæret rask viser netop, at vi fortsat skal holde fokus på, hvordan vi forbedrer forholdene for mennesker med psykiske lidelser. For der er desværre stadig en udbredt misforstået opfattelse af, at en psykisk lidelse også er en kronisk lidelse – at hvis man først er blevet diagnosticeret med f.eks. skizofreni, er man det for resten af livet. Studier viser, at hver femte patient med skizofreni kommer sig fuldstændig og lever uden behandling og symptomer, og andre lever uden symptomer på deres sygdom, så længe de tager deres medicin og følger deres behandling. Så længe de og deres omgivelser er opmærksomme på symptomer og eventuelle tilbagefald, som man jo også skal være ved alvorlig somatisk sygdom, skal vi hjælpe dem ved ikke at opsætte unødige begrænsninger i deres videre liv. Jeg bakker derfor fuldt op om forslagets formål og hensigt, og jeg vil også foreslå, at vi på tværs af politiske skel sætter os sammen for at finde en løsning på de problemer, som B 28 skitserer.

Men af rent tekniske årsager mener jeg ikke, at det er de bedste forslag til, hvordan man så kan løse problemerne, som er foreslået i B 28. Jeg mener f.eks. ikke, at svaret er at slette tidligere behandlingsforløb i patientjournalerne eller lignende, og det vil jeg gerne uddybe, ligesom jeg gerne vil foreslå en anden tilgang til den her problemstilling, som jeg oplever vi er enige om vi skal have fundet en løsning på. Når jeg vil anbefale en anden tilgang til problemstillingen, er det som sagt ikke, fordi jeg er uenig i formålet eller i de problemer, som forslaget forsøger at løse, men man må også sige, at der er tale om et på nogle punkter ret teknisk forslag, i forhold til hvad det er for nogle specifikke løsninger, som man foreslår, og det betyder desværre også, synes jeg, at forslaget på nogle punkter bygger på nogle fejlagtige præmisser og derfor måske egentlig ender med at have en skæv løsning på det, der er den reelle problemstilling.

Forslaget bygger bl.a. på en præmis om, at der er forskel på, hvordan man bliver raskmeldt i somatikken og psykiatrien, og den forskel fører så ifølge forslagsstillerne til en forskel i, hvordan borgerne stilles i en lang række andre sammenhænge. Hvis man tager det sundhedsfaglige og Sundhedsstyrelsens vurdering af, hvordan diagnosekoder og patientjournaler er skruet sammen, må man sige, at den præmis ikke er korrekt. Generelt peger Sundhedsstyrelsen på, at man ikke taler om raskmelding i sundhedsvæsenet, hverken i somatikken eller i psykiatrien, men det taler vi så som borgere og som mennesker med hinanden om, og at spørge til, om en person er blevet rask, er en helt naturlig måde at tale til hinanden på. Men det er ikke nødvendigvis det, der i diagnosekoderne er tilfældet i den måde, som man opbygger patientjournalerne på, og det er også noget af det, som Sundhedsstyrelsen peger på i relation til de problemstillinger, der kan knytte sig til den konkrete udformning af beslutningsforslaget.

Det, man i stedet taler om, er, om symptomerne på en given sygdom ikke længere er til stede. I daglig tale vil det jo betyde, at man er rask, hvis man er symptomfri, men det er jo ikke nødvendigvis det, man så skriver ind i en journal. Den her raskmelding er i dag mulig for både somatiske og psykiatriske patienter, og den foregår sådan set også på samme måde, ved f.eks. at lægen skriver ind i journalen, at patienten er uden tegn på klinisk aktiv sygdom eller lignende, som er den sådan mere faglige, kliniske betegnelse for, at man ikke har en aktiv sygdom, altså hvad vi i daglig tale ville omtale som at være rask.

Der er en udbredt opfattelse af, at man f.eks. inden for kræftsygdomme arbejder med en fast tidsgrænse for, hvornår man kan kalde kræftpatienter symptomfri. Det er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke korrekt. Der er ikke fra sundhedsmyndighedernes side fastlagt nogen tidsgrænse for, hvornår man er rask, hvis man er kræftpatient.

Men det, vi ved ud fra den statistiske sandsynlighed for tilbagefald, er, at risikoen er størst i de første 5 år, efter at diagnosen er stillet, og derfor følger man også ofte patienterne i de første 5 år for at kunne opfange eventuelle tilbagefald. Men det er altså ikke det samme, som at patienten så erklæres rask efter 5 år, men snarere, at man med en vis sandsynlighed kan sige, at patienten ikke vil opleve tilbagefald.

Sundheds- og Ældreministeriet har også spurgt Sundhedsstyrelsen, om man kan gøre noget tilsvarende inden for psykiatrien, men Sundhedsstyrelsen mener ikke, at man i dag har en tilstrækkelig viden til at kunne fastsætte sådan en fast tidsgrænse for, hvornår man kan erklære, at psykiatriske patienter ikke længere har samme risiko for tilbagefald. Der er altså behov for, at man i høj grad forholder sig til den individuelle patient, og der er nok også behov for, at man ændrer den kultur, der kan være, i hele det psykiatriske behandlingssystem, i forhold til at man i højere grad også opererer med, at patienterne er symptomfri, og at man også aktivt får det skrevet ind i patienternes journaler. Der er nemlig ikke nogen regler, der forhindrer lægerne i at angive i journalen, at patienten ikke længere har symptomer på psykiatrisk sygdom og dermed de facto er rask – som vi ville sige det i daglig tale – altså på samme måde, som det gøres i somatikken, hvor lægerne måske er mere opmærksomme på og bevidste om at få skrevet det ind i journalen.

Som jeg sagde indledningsvis, mener jeg ikke, at svaret er at slette oplysninger i patientjournalerne, men det er det, B 28 også lægger op til. Patientjournalen er et vigtigt arbejdsredskab for sundhedspersonalet, og det udgør også en vigtig del af dokumentationen i forbindelse med patientklager og erstatningssager, hvis sådan nogle skulle opstå. Derfor mener jeg ikke, at det er i patientens interesse, at sygdomshistorikken forsvinder, og det er det heller ikke, hvis patienten på et senere tidspunkt får tilbagefald. Og dermed vil forslaget, som det ser ud i dag, altså B 28, efter min og regeringens opfattelse ikke løse de problemer, som B 28 egentlig peger på, og som vi er enige om at vi i fællesskab har behov for at få sat fokus på.

Patienterne vil jo heller ikke få de rettigheder, som de ikke har i dag, i forhold til de eksempler, der nævnes af forslagsstillerne, også på ting, der ligger uden for sundhedsvæsenet. Forslagsstillerne mener, at det er en tidligere psykiatrisk diagnose, som har betydning for borgernes rettigheder, og at borgerne oplever en uhensigtsmæssig forskelsbehandling. Det er egentlig den opfattelse, som jeg på meget lange stræk er enig i at vi oplever eksempler på. Men vi tror ikke, at det kan løses med den løsning, der er foreslået i B 28.

Jeg vi gerne sige tak til SF for at rejse problemstillingen, for det er jo en kærkommen lejlighed til så også at få gravet ned i substansen af nogle af de problemer, der kan være. Og i forbindelse med forberedelsen af beslutningsforslaget har Sundheds- og Ældreministeriet indhentet bidrag fra lidt mere end en håndfuld andre ressortministerier, bl.a. fra nogle af de steder, hvor forslagsstillerne angiver at borgere med tidligere psykiatriske diagnoser oplever en forskelsbehandling, og jeg vil bestemt ikke afvise, at de oplever forskel på den måde, deres sager behandles på. Jeg er faktisk ret sikker på, at de gør det, og når jeg ser på de bidrag, vi har modtaget, må jeg sige, at der i mange tilfælde ikke er tale om, at det er de overordnede lovmæssige regler på området, som lægger op til den her forskelsbehandling af mennesker med psykiske lidelser, men at der i langt de fleste tilfælde er tale om, at borgerens generelle sundheds- og sygdomstilstand indgår i vurderingen af borgerens sag, og at det på den måde er både somatiske og psykiske sygdomme, der indgår. Det er i mange tilfælde heller ikke sundhedsoplysninger, de forskellige myndigheder får fra borgernes sygehus- og patientjournaler. Det er derimod særskilte lægeerkæringer, som udarbejdes i forbindelse med behandlingen af den enkeltes sag, og som så ender med at ligge til grund for noget af det, der i nogle tilfælde efterfølgende er udtryk for forskelsbehandling.

Derfor tror jeg heller ikke på B 28's præmis om, at en ændring i sygehusjournalerne så vil styrke rettighederne for den her gruppe mennesker, både fordi det som sagt allerede i dag er muligt at angive i sygehusjournalen, at en psykiatrisk patient ikke længere udviser symptomer på sygdom, og fordi sygehusjournalen nødvendigvis heller ikke ligger til grund for de afgørelser, der træffes af andre myndigheder. Derfor tror jeg sådan set, vi skal grave et spadestik dybere end det, der bare knytter sig til patientjournalen.

Jeg tror altså ikke, at den fremlagte løsning reelt set er løsningen på de problemstillinger, som vi ser på området, og som B 28 jo sætter fokus på; der er jeg enig med forslagsstillerne. De nuværende lovgivningsmæssige rammer understøtter overordnet set allerede det, som forslagsstillerne ønsker at gennemføre med beslutningsforslaget, altså det her med, at man kan skrive ind, at patienten er symptomfri. Men jeg mener så ikke, at vi skal stoppe her eller bare sige, at det skal man så være bedre til at skrive ind i journalen. Jeg mener faktisk, at vi skal tage handsken op og i fællesskab prøve på at løse de problemer, som rigtig mange mennesker med psykiatriske diagnoser oplever.

Derfor vil jeg foreslå, at vi igangsætter et bredt funderet arbejde med at finde ud af, hvor problemerne opstår. For det kan faktisk være i flere led. Det kan være de overordnede love, og så har vi jo en opgave herinde. Det kan være i de faglige vejledninger, og det skal der også følges op på, men det kan også være i sagsbehandlernes praksis eller i tolkningen af reglerne, og så er det nogle andre løsninger, der skal til.

Jeg tror selv, der er noget at komme efter, hvis vi gennemgår de forskellige faglige målsætninger på de forskellige fagområder, hvor man både fra patientorganisationens side, men også fra de faglige organisationers side oplever, at der er problemer. Jeg kan sige, at vi inden for mit eget ressortområde som en forberedelse til det her beslutningsforslag også har kigget på, hvad vi kunne have, som der kunne være anledning til at rydde op i. Der kan jeg bare pege på ét eksempel, nemlig en vejledning fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der handler om udstedelse af kørekort, hvor det f.eks. anbefales, at patienter, som tidligere har haft skizofreni eller bipolar affektiv sindslidelse, kun får udstedt deres kørekort i en tidsbegrænset periode på 2 til 5 år, alt afhængigt af hvor længe deres stabile tilstand har varet. Det er jo et meget godt eksempel på, at det ikke nødvendigvis er lovgivning, men at det godt kan ligge i en vejledning, og hvor der i høj grad er behov for, at vi så systematisk får gennemgået tingene, i forhold til hvad der kan lede til usaglig forskelsbehandling af mennesker med psykiatriske diagnoser og tidligere psykiatriske diagnoser.

Det er også vigtigt, at vi sikrer, at den nyeste viden på området reelt set også kommer ud i samfundet. Jeg tror sådan set, at der nok stadig væk er en del af de her problemer, der bunder i, at folk ikke ved nok om psykisk sygdom, og at det er muligt at blive rask, også selv om man har haft ret alvorlige psykiske problemer. Det tror jeg ikke er af ond vilje, men jeg tror bare, man må konstatere, at der nok både er sagsbehandlere i det private, i kommunerne, i regionerne og i staten, som formentlig i den bedste mening og ud fra et forsigtighedsprincip træffer afgørelser i sager, der fører til negativ forskelsbehandling af mennesker med psykiske lidelser, simpelt hen fordi de ikke ved nok om psykisk sygdom. Det er bl.a. også det, som speciallæge Per Vendsborg og en række eksperter peger på i deres debatindlæg i Ugeskrift for Læger fra oktober 2018, hvor de skriver, citat:

Den faktiske diskriminering ligger som oftest ikke udspecificeret i love og regler, men gemt i den daglige praksis.

Derfor er vi også nødt til at få klarlagt, hvor der er noget galt, så vi kan løse problemerne på et ordentligt og et oplyst grundlag. Som sagt vil jeg derfor foreslå, at vi sætter os sammen på tværs af de politiske partier og igangsætter et arbejde, som også kan sikre, at den rette viden i langt højere grad kommer ud til det relevante personale. Og så skal vi væk fra den kassetænkning, der desværre er om psykiske lidelser, hvor rigtig mange tror, at fordi man én gang har haft en diagnose, så har man den for altid, og at den altid spiller den samme rolle i dit liv, og i stedet kigge på det enkelte menneskes liv, situation, sygdomshistorik og også risiko for eventuelle tilbagefald, som kræver, at de relevante parter har tilstrækkelig viden om psykisk sygdom, og det gælder både i sundhedsvæsenet, men i lige så høj grad uden for sundhedsvæsenet. Så når der fremover træffes afgørelser i sager, som handler om mennesker med tidligere psykiske problemer, skal vi altså sikre, at de afgørelser træffes på et oplyst grundlag om psykisk sygdom.

Som sagt vil jeg derfor foreslå, at vi igangsætter et arbejde i tre faser med en bred inddragelse af de relevante parter – det være sig de faglige organisationer, det være sig patientorganisationerne, det være sig styrelser og myndigheder på området – så vi kan få set nærmere på problemstillingen. Det er, kan man sige, en tretrinsraket, hvor den første fase vil være en afdækning af problemerne, hvor den anden fase vil være på baggrund af en afdækning også at se nærmere på en ændring af praksis, hvor vi kan se nærmere på, hvordan vi får løst problemerne, og hvor vi også kigger på lande i omegnen af Danmark og ser på, hvordan de løser nogle af udfordringerne, og hvor vi i den tredje og sidste fase får løsningerne udbredt, både inden og uden for sundhedsvæsenet. Det håber jeg på kan være med til, at vi får udryddet de misforståelser om psykisk sygdom, der er, både blandt det relevante sundhedspersonale, men også hos sagsbehandlere i kommuner, regioner, staten, det private, som træffer afgørelser, som påvirker mennesker med tidligere psykiske lidelser negativt, som det ser ud lige nu.

Hvis der er opbakning til det, vil jeg starte med at indkalde til brede forhandlinger, hvor vi kan drøfte nærmere, hvad vi kan gøre på området, og også uddybe, hvorfor det er, vi mener, der er behov for en anden løsning end det, der bliver peget på i B 28, så vi i fællesskab kan være med til at sikre, at man ikke oplever en usaglig forskelsbehandling på baggrund af tidligere psykiske lidelser, og så vi også i fællesskab løfter psykiatrien ind i en ny og bedre fremtid, hvor der forhåbentlig også sker en udryddelse af misforståelser, tabuer og fordomme om psykiske lidelser, og vi forhåbentlig i fællesskab kan være med til at sikre, at mennesker med tidligere psykiske lidelser får bedre vilkår og et bedre grundlag for at komme videre i livet.

Der er et par spørgsmål. Den første er fru Trine Torp.

Tak for det, og tak til ministeren for at tage intentionen i beslutningsforslaget alvorligt. Det er jeg rigtig glad for, og jeg synes sådan set også, at ideen om at kulegrave endnu mere sådan set er fin. Jeg synes også godt, den kunne køre, sideløbende med at man besluttede det her.

Jeg har brug for lige at udrydde sådan lidt en misforståelse. For når vi mener, at man skal have retten til at blive erklæret rask, så betyder det ikke, at man skal have retten til at få slettet alt muligt, der står i ens journal. Det er sådan set ikke det. Men der er en ting, det er væsentligt at holde fast i her, og det er: Der er jo forskel på somatiske lidelser og psykiske lidelser, i hvert fald i den måde, som de bliver mødt på ude i den omgivende verden. Og nogle gange skal man behandle mennesker forskelligt for at behandle dem lige, og lige her mangler vi et værktøj, hvor man som borger med et papir i hånden kan gå ud og sige: Jeg har ikke den lidelse længere.

Derfor vil jeg gerne stille ministeren et spørgsmål. Når der nu er alle mulige teknikaliteter – jeg er jo ikke jurist, jeg er lovgiver – har jeg selvfølgelig brug for ekspertisen til at forklare mig, hvordan man konkret formulerer det, altså hvordan man kan skabe et værktøj, som folk kan gå ud med, når de bliver mødt med den uretfærdighed, og sige: Der er ikke belæg for at sige, at jeg er i større risiko end alle andre.

Ministeren.

Jamen for det første er der jo behov for, som jeg også sagde, en kulturændring, i relation til at man som læge i psykiatrien i langt højere grad bliver bedre til også at skrive ind, at nu er patienten symptomfri. Altså, det er en kulturændring, som skal ske, og den skal ske parallelt med det, jeg foreslår. For det handler også om, at man i højere grad bruger de metoder, som man bruger i somatikken, i relation til også klart og tydeligt at få det markeret, sådan at det ikke er et udestående. Og det er egentlig også det, jeg hører er en af intentionerne i relation til det. Det er så ikke det samme, som at man er raskmeldt, men det at få noteret ned, at man f.eks. er symptomfri, eller at man ikke har tilbagefald og andet, kan være væsentligt.

Men det er jo ikke det eneste, der er væsentligt. Det er også væsentligt, i forhold til hvad det er for en viden, man har forskellige steder, eller hvilken vejledning der ligger, der måske ikke forholder sig til, at man skal lave et individuelt skøn, men bare forholder sig til nogle firkantede forhold. Og der gav jeg et konkret eksempel fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og derfor mener jeg sådan set også, at der er behov for den afdækning for at komme videre og også komme ned til det, der egentlig er substansen i det her: Den forskelsbehandling, som mennesker med tidligere psykiske lidelser møder forskellige steder i vores samfund.

Fru Trine Torp.

Jo, men det er steder, hvor det er lovgivninger og vejledere, som vi selv har ansvaret for. Men dér, hvor mennesker også møder den her diskrimination, er ude i verden. Jeg hørte om en kvinde, som ikke kunne tegne en livsforsikring. Hun skulle lave en krydsforsikring med sin mand, som skulle tage et erhvervslån i banken, og det kunne de ikke tage. Og vi kan jo ikke opdage alle de steder, nødvendigvis. Så det, jeg gerne vil have, er, at borgeren på den måde har noget dokumentation, som man kan vise i de tilfælde, hvor man bliver udsat for forskelsbehandling. Og det er jo allerede sådan i dag, at der står, at man er symptomfri eller er i fuld remission eller noget. Det har jo ikke den betydning; det er jo stadig væk ikke nok.

Tak. Ministeren.

Men jeg mener sådan set, at vi er nødt til at komme til bunds i det. Altså, som sagt indledningsvis har vi på baggrund af det her beslutningsforslag haft en henvendelse ude til en lang række af de øvrige ministerier, både på adoptionsområdet og på forsikringsområdet, som spørgeren også nævner. Og der er behov for at komme til bunds, både i, hvad lovgivningsgrundlaget er, hvor der kan være vejledning, og hvor der kan være praksis, der adskiller sig.

For jeg tror, at det kun er den måde, vi reelt set kommer hele vejen rundt på. Og så anerkender jeg til fulde, at det er et større arbejde, men jeg mener faktisk, det er et arbejde, vi skal påtage os for at sikre, at mennesker med tidligere psykiske lidelser ikke bliver mødt med fordomme eller en forskelsbehandling, som så bunder i forskellige dele af enten lovgivning, praksis eller andet. Og derfor anerkender jeg til fulde, at det er en større opgave, men jeg mener også, det er en opgave, vi er nødt til at påtage os for at få løst problemet reelt og ikke bare på papiret.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg er også rigtig, rigtig glad for, at ministeren bakker op om intentionen i det her forslag fra SF. Hvis jeg har forstået ministeren rigtigt, er nogle af de største knaster det her med, at man ikke mener, ordet rask kan bruges, at man ikke vil slette oplysninger på tidligere diagnoser, og at man ikke kan lave en generel frist.

Fru Trine Torp har været inde på det med at slette tidligere diagnoser. Det går vi heller ikke ind for, og jeg mener heller ikke, det ligger i det her forslag. Jeg forstår heller ikke forslaget sådan, at der nødvendigvis skal stå rask i journalen, og jeg læser det heller ikke sådan, at der skal laves en generel frist. Jeg læser det faktisk sådan, at der skal være tale om en faglig vurdering i de konkrete tilfælde.

Selvfølgelig kan man ikke lave en frist for, hvornår alle mennesker med forskellige diagnoser, som jo også er forskellige som mennesker, og har haft diagnoser af forskellig sværhedsgrad, er kommet sig. Men på et eller andet tidspunkt burde man vel kunne gå ind og sige: Nu har du været symptomfri så længe og ikke haft tilbagefald; nu giver det ikke mening at opretholde den diagnose. Men er det rigtigt forstået, at de tre er de største knaster, set fra ministerens side?

Ministeren.

Altså, det er jo muligt i dag. Og jeg mener sådan set, det er en kultur og en praksis, der også skal forandres, være anderledes, hos vores sundhedsfaglige personale i psykiatrien. Altså at man bruger de muligheder, som allerede eksisterer i journalsystemet, på linje med hvad der ligger i somatikken, i forhold til i højere grad at få skrevet ind, når folk er symptomfrie. Og at man også får aktivt vurderet: Har vi her at gøre med en borger, hvor vi sådan set ikke har behov for at blive ved med at have en eller anden adhd-diagnose, fra da vedkommende var 16 år, til at fylde?

For måske var det endda sådan set fejlagtigt, måske var det relevant, måske er man et andet sted, hvor man er kommet i bedring, og hvor man er kommet på den anden side. Og så skal det selvfølgelig ikke bare stå og hænge som sådan et blinkende skilt. Og det er jo vigtigt, at man også der bruger de metoder, der allerede ligger, både i somatikken og i psykiatrien, i mulighederne i patientjournalerne.

Men det er faktisk ikke reelt set dér, hvor jeg oplever at det reelle problem er. Det er i hvert fald ikke det, vores sådan foreløbige rundspørge i relation til beslutningsforslaget viser, altså at det er det, der vil løse problemet. Vi tror sådan set, at vi er nødt til systematisk at gennemgå, hvor der kan være love, hvor der kan være vejledninger, og hvor der kan være praksis, som leder til forskelsbehandling af mennesker med tidligere psykiske lidelser. Og vi mener faktisk, at vi skal igangsætte det arbejde i fællesskab, så vi reelt får løst de her problemer.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

I min optik bør man gøre begge dele. Men ministeren er jo selv inde på det med, at man allerede i dag kan skrive ind i journaler, og gør det også, at mennesker er symptomfri og i fuld remission. Spørgsmålet er bare, hvor længe man kan have det. Altså, hvor lang tid siden kan det være, man har fået den beskrivelse, og at der så stadig opretholdes en diagnose for vedkommende? For hvis det er 10 år siden, det er blevet skrevet ind i en journal, og man ikke har haft tilbagefald, giver det så mening stadig at have den diagnose? Ministeren siger det jo selv: Der er tale om tidligere psykiatriske lidelser. Hvor længe skal man stemples for at have haft en psykiatrisk lidelse?

Ministeren.

Men hvis du har haft kræft eller du har fået fjernet din blindtarm, så vil det også for tid og evighed stå i din journal. Og derfor går jeg ikke ind for, at man sletter, og det gælder både for somatiske lidelser og for psykiatriske lidelser. Man kan ikke bare slette en sygdomshistorik, og der mener jeg sådan set også, at vi er nødt til at holde fast i, at det er nødt til at være parallelt, altså det system, vi har for somatikken og for psykiatrien. Men det, vi er for dårlige til – og det er sådan set også det, jeg anerkender til fulde – er at skrive ind for rigtig mange mennesker med psykiske lidelser, at de er symptomfri, at de er i fuld remission, som Trine Torp også siger, og hvilke faglige termer man nu i forskellige variationer bruger. Man er også for dårlige til nogle steder at bruge den nyeste faglige viden til reelt set at få fulgt op på det. Altså, nu sagde jeg bare, at hver femte, der har haft skizofreni, kommer sig fuldstændig. Men det er jo så også vigtigt, at man reflekterer over det fagligt i det faglige miljø, i vores psykiatriske miljøer.

Så siger vi tak til ministeren og går over til ordførerrækken. Den første ordfører er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg vil gerne takke SF rigtig mange gange for at rejse den her debat, og jeg vil også rigtig gerne takke sundhedsministeren for en, synes jeg, virkelig god besvarelse på den problemstilling, der er rejst, og som vi skal sørge for at få behandlet på en meget saglig og ordentlig og grundig måde.

Der signaleres med forslaget her noget, som rører os alle sammen. Hvorfor er det, at det skal have konsekvenser for en resten af livet, hvis man har haft en sygdom, uanset om den er somatisk eller psykiatrisk? For det passer ikke til vores samfund, hvor vi prøver at vægte og balancere lighed fuldstændig demokratisk. Vi har al den viden om, at der er og har været mange fordomme omkring psykiatriske lidelser, men så længe vi ikke får taget fat om problemstillinger som de her, har vi slet ikke taget fat om det, der i sådan almindelig praksis får konsekvens for dem, der har haft en psykiatrisk lidelse.

Jeg sad under min forberedelse og tænkte på, at det her med, at en sygdom, man har haft eller fået tidligere i livet, får konsekvenser for en, er jo noget, vi ved. Vi ved det i forhold til dem, der har epilepsi. Hvis det er i svær grad, får det nogle konsekvenser, hvis man skal have kørekort. Og nu nævner ministeren også, at skizofreni er skrevet ind som havende konsekvens, når man skal have kørekort. Jeg tror bare, at forskellen har været og er, at hvis man har epilepsi, får man meget lettere egen læge til at vurdere, at der ikke har været anfald, at man er inde i en sygdomsfri periode, og at der ingen risiko er for andre, end hvis det drejer sig om en psykiatrisk sygdom. Når det drejer sig om psykiatri, er der ikke den der naturlighed, der ligger i, at man går op og tager snakken med sin egen læge. Og hvis det så får konsekvenser, burde det jo ellers have været det, der var det naturlige at gøre.

Jeg synes, det er en rigtig god idé – og det var også det, jeg havde forberedt som værende Socialdemokratiets holdning til det her – at vi skal have det her bredt ud. Vi skal have lavet et virkelig grundigt arbejde. Og jeg vil bare sige: Minister, du behøver ikke at indkalde os; jeg synes bare, at du allerede nu skal sætte dine embedsmænd i gang med det her arbejde. Vi får et forår, der bliver præget af valgkamp og alt muligt andet. Jeg synes, det her er så væsentligt – det er også derfor, at jeg takker SF for at have taget initiativet, og nu har vi fået nogle tilkendegivelser fra ministeren og regeringen – at man bare skal gå i gang: Lav det her arbejde; begynd at benchmarke med andre lande, for at, som ministeren også siger, se, hvordan de gør det. For vi skal til bunds i det her.

Det med, at fordomme og stigma hænger ved psykiatrisk sygdom, har vi alle – og især vi, der er lovgivere – et rigtig stort ansvar for i vores hverdag. Det er både der, hvor vi kan sikre ligestilling mellem somatik og psykiatri, men også der, hvor vi kan få synliggjort og få forklaret og fortalt, hvor fuldstændig urimeligt det er, at fordommene over for vores befolkning og deres sygdomsmønstre hænger ved på nogle bestemte områder.

Så samlet set synes jeg, det er godt at få lavet et bredt funderet arbejde, sådan som ministeren siger. Jeg synes også, at vi allerede nu kan begynde at tænke på, hvordan man rent praktisk skal tilrettelægge tingene. Den praktiserende læge, som jeg også nævnte lige før, laver rigtig mange helbredsattester, som bruges i rigtig mange sammenhænge, og det tjener de nogle penge på, men det er trods alt et juridisk dokument. Og der synes jeg, at hvis der også i forhold til psykiatriske diagnoser kunne laves nogle faste formuleringer, og der – for at lave en parallel til epilepsi – blev sagt, at det kunne man få, hvis man er sygdomsfri eller er altovervejende fri for symptomer, kunne det måske være en hjælp for rigtig mange patienter.

Vi støtter ikke beslutningsforslaget, som det ligger her, men jeg synes, at vi allerede er nået ikke bare et skridt, men mange skridt videre i det, der skal være processen. Og den vil jeg garantere at vi bakker et hundrede procent op om fra Socialdemokratiets side.

Så vil jeg sige til SF, at jeg har været lidt i tvivl om, om man faktisk ønsker, at der skal kunne slettes ting fra journalen, for man skriver på side 2 noget om – det er i fjerde afsnit – at »tidligere psykiatriske lidelser vil derfor ikke kunne slettes i patientjournaler«. Det gav lidt forvirring, da jeg forberedte mig, men her vil jeg blot sige, at jeg har den samme holdning, som ministeren har givet udtryk for, nemlig at den diskussion har vi politisk haft mange gange. Patientjournalerne er et patientsikkerhedsdokument, og det er også et juridisk dokument. Derfor skal det være meget vanskeligt at slette ting, medmindre der direkte er skrevet noget ind, som er helt forkert. Det har vi også i 2018 har haft politiske drøftelser om. Tak.

Der er et par spørgsmål. Fru Trine Torp.

Bare lige for at tage det sidste først: Det, der jo faktisk står i beslutningsforslaget, er, at vi ønsker at give borgerne en ret til at få en raskmelding på en psykiatrisk diagnose, og det, der står omme i bemærkningerne, er en konstatering af, hvordan det er i dag. Det kan selvfølgelig skabe noget forvirring, men når vi vedtager beslutningsforslag, er det jo sådan set beslutningsforslagets tekst, der er det essentielle og ikke lige, om det er formuleret helt skarpt i bemærkningerne.

Jeg bliver faktisk bare lidt i tvivl, for jeg havde forstået det sådan ud fra de senere dages debat, at i hvert fald fru Pernille Rosenkrantz-Theil havde været ude at sige, at Socialdemokratiet støttede forslaget. Så jeg vil bare høre ordføreren: Hvad skal der egentlig til, for at Socialdemokratiet kan støtte forslaget?

Ordføreren.

Jeg synes i og for sig, at vi allerede med de tre kvarters eller den times debat, vi har haft om det her forslag – jeg tolker det i hvert fald sådan – er længere i den politiske proces end det, der faktisk lægges op til i beslutningsforslaget. Med hensyn til det med at kunne lave en raskmelding synes jeg faktisk, at vi har fået den juridiske redegørelse for, om man bruger raskmeldingsprincipper i journalsammenhæng, og det gør man ikke. Man gør det heller ikke i forhold til diagnosekoder. Så vi skal jo sørge for at lave noget, der passer ind i de systemer, vi har, sådan at de kommer til at spille sammen, så vi ikke skaber ny forvirring for patienterne.

Jeg mener, at SF's beslutningsforslag her virkelig lægger godt op til, at vi bliver nødt til at kunne give psykiatriske patienter, altså mennesker, som tidligere har været psykiatriske patienter, men som nu er raske, en mulighed for at have et dokument, så de kan sige: Det skal ikke have konsekvenser for mig i nogen sammenhænge, at jeg for 5 eller 10 eller 15 år siden har haft en diagnose. Det er den socialdemokratiske holdning. Og når jeg siger, at vi bliver nødt til at arbejde mere bredt med det, er det, fordi jeg mener, at vi på den måde vil kunne opnå flere ting end blot det at indføre en raskmeldingsmulighed.

Fru Trine Torp.

Jeg vil rigtig gerne gøre rigtig meget mere på det her område, så jeg hilser alle de andre initiativer velkommen. Men med hensyn til det argument om, at det gør man ikke i forvejen, vil jeg spørge: Er vi som politikere ikke sat i verden for at forandre ting, som helt åbenlyst ikke fungerer? Altså, når vi har en praksis i sundhedssystemet, som i hvert fald for den her gruppe borgere helt åbenlyst spænder ben for deres livsmuligheder, er Socialdemokratiet da et parti, som bare ønsker at bevare systemet, eller har man faktisk lyst til at forandre det, der ikke virker?

Ordføreren.

Jeg forstår faktisk slet ikke, at fru Trine Torp kan tolke mine ord på den måde, at vi vil bevare. Jeg synes, at jeg i næsten ekstrem grad står og siger, at vi lige nøjagtig er åbne for at forandre her. Jeg er kommet med et konkret forslag, som det egentlig undrer mig at man ikke gør brug af, og det er, at helbredsattesten fra den praktiserende læge måske kunne være et dokument, der kunne bruges i mange forskellige sammenhænge, og hvori der kunne skrives – for også at bruge ministerens og Sundhedsstyrelsens retorik: Der er ingen sygdomstegn her. Sådan kan man også få skabt en mulighed for, at praktiserende læger kan lave det fra den ene dag til den anden. Så ligger det lagret et sted i journalen. For man kan jo sige, og det samme har jeg også, godt nok kun med et halvt øre, hørt nogle psykiatere sige i debatten på P1: Skal man kunne komme ind i et ambulatorium og få lavet sådan nogle raskmeldinger, eller hvordan skal man gøre det? Her mener jeg, at vi skal prøve at lave et setup, som en gang for alle giver en konstruktiv og let ramme for dem, der tidligere har været psykisk syge.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg vil gerne følge op, for jeg havde personligt også lidt svært ved at blive klog på, hvad det var, der sådan konkret gjorde, at man ikke kunne støtte forslaget, som det ligger. Hr. Flemming Møller Mortensen kommer ind på, at det så handler om det her med, at man ikke ønsker at slette oplysninger fra journalerne. Det støtter vi i Radikale Venstre heller ikke at man skal. Men det læser vi heller ikke ud af forslaget. Selvfølgelig skal det fremgå, hvis du tidligere har haft en eller anden lidelse, ligesom det gør inden for somatikken, så lægerne kan tage højde for historien. Men det er jo noget andet. Man kan jo godt skrive, at du ikke længere opfylder diagnosekriterierne eller har diagnosen, selv om det stadig fremgår, at du har haft en lidelse. Vi læser det ikke sådan, at der ligger det i forslaget. For det andet er der det her med at bruge ordet rask eller raskmelding. Altså, jeg læser heller ikke, at der nødvendigvis skal stå »rask« i journalen. Vi kan jo diskutere, hvordan man gør det.

Men er det rigtigt forstået, at hvis man kan komme ud over de to ting – altså at det ikke skal forstås så konkret – så kan Socialdemokratiet godt være med på det? Eller er der andre ting, som også står i vejen?

Ordføreren.

Jeg vil gerne tydeliggøre det. Jeg sagde det også i min ordførertale – eller i hvert fald i besvarelsen. Vi mener, at der skal en grundigere drøftelse til af hele det her komplekse område, forud for at man laver politiske beslutninger på området. Tidsplanen er også et problem; det ved jeg garanteret var det samme, som blev givet som årsag ved det foregående beslutningsforslag. Men det er, fordi vi mener, at der skal en bred, grundig drøftelse til, og den er faktisk allerede sat i gang politisk nu. Og det hilser jeg utrolig meget velkommen.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg er også meget positiv over for det, ministeren foreslår. Men så vidt jeg har forstået beslutningsforslaget, er hensigten jo netop, at man sætter gang i et arbejde; man har som folketingsmedlem ikke muligheden for at lave alt det lovforberedende arbejde, som et ministerie har. Så det er jo netop det, vi skal have sat i gang. Og det er bare derfor, jeg spørger. Man kan jo lave et ændringsforslag til beslutningsforslaget, og man kan lave et betænkningsbidrag.

Hvis nu man kunne komme uden om de der knaster med, om man skal bruge ordet rask, eller om man skal slette oplysninger, kunne Socialdemokratiet så se sig i det, som det ligger?

Ordføreren.

Jeg har givet tydeligt udtryk for, at det her skal vi have ændret og der skal laves muligheder på det her område, sådan at man på en eller anden måde kan få sat en streg over noget, der kan kompromittere en i ens liv.

Men der står i beslutningsforslaget her, at man pålægger regeringen senest den 1. april 2019 at indføre en ret for borgeren til at få en raskmelding i forhold til en psykiatrisk diagnose. Det står jo tydeligt, og det er også derfor, jeg siger, at vi i hvert fald har en udfordring i forhold til det tidsmæssige, fordi det hastværk slet ikke tjener den her sag til ære.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken af ordførere. Den næste er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil starte med at takke Socialistisk Folkeparti for forslaget, som jeg støtter intentionerne i. Men der er også nogle ting i det, som jeg godt ville have haft var mere klare. Jeg mener også, at det her med, at man får en diagnose, måske som barn eller ung og skal gå med den resten af livet – den står i ens journal – bør vi ændre. Vi har jo lige haft et lovforslag om sundhedsdata her tidligere på dagen – det er efterhånden nogle timer siden – hvor vi talte meget om, hvad det er for data, der skal deles, og hvor de data går hen, i forhold til hvor man er henne i livet.

Jeg kender til flere eksempler, hvor det måske er ressourcestærke forældre. Lad os sige, at en pilot får en knægt, der gerne vil være pilot – eller også er det faren, der gerne vil have, at sønnen tager det samme arbejde som ham selv – og han ved jo godt, hvad der vil ske, hvis der kommer til at stå en psykiatrisk diagnose i journalen. For så kan man ikke blive pilot, og det vil sige, at nogle af dem, der er ressourcestærke, jo ikke går til det offentlige og får den her diagnose. Så jeg mener også, vi har en falsk tryghed, hvis vi tror, det er det vigtigste, at man får synliggjort de her ting. Jeg mener, at vi bliver nødt til at se mere konstruktivt og fagligt på det. I første omgang, da jeg læste selve beslutningsforslaget, var det jo noget, jeg støttede hundrede procent, men jeg vil også sige, at man fra nogle fagpersoner, altså nogle psykiatere, har været ude og er kommet med forskellige input, som gør, at jeg mener, at det her også kræver noget mere. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde et ekspertmøde eller en høring om, hvordan man kan gøre de her ting.

Noget af det, jeg kunne se at der kunne være fremtid i, er, at man i vores it-journaler, når der er gået en rum tid, kan få lukket nogle journalnotater ned, så de ikke dukker op. Lad os sige, at en 13-14-årig har fået en eller flere psykiatriske diagnoser; i dag er det jo sådan, at mange først får én diagnose, så får de en anden, og så laves den om til en tredje, alt efter hvem det er, de besøger, men det er på grund af forskellige begivenheder i livet og påvirkninger, som klinger af, og som de så ikke mærker noget til 10-15 år efter. Skal der så stadig væk stå de diagnoser, når du åbner journalen? Der mener jeg, at man burde kunne lukke det af, sådan at det ikke popper op.

Man kan gøre det i forbindelse med mange andre ting i forhold til vores journaler, og nogle af de ting kunne jeg godt tænke mig at vi får arbejdet med og får kigget på, i forhold til hvad der er muligt. For der er andre ordførere, der har sagt det her med at slette det, og vi går jo ikke ind for, at man sletter i journalen, medmindre det er fejlagtige oplysninger, og der ved jeg, at ministeriet har gang i et arbejde. For den sag har vi haft oppe tidligere i Folketinget, altså at står der noget fejlagtigt, skal det kunne slettes. Noget, der er sket, skal jo ikke slettes, men derfor kan man – kan vi sige – godt låse det, kapsle det inde, til senere brug, hvis der er brug for det på et eller andet tidspunkt. Det er nogle af de ting jeg godt kunne tænke mig at få kigget på.

Når det så er sagt, bliver vi også nødt til at kigge på den stigmatisering, som vi ser. Vi har gjort rigtig meget ud af det de seneste par år, men det er altså bare ikke nok. For hvorfor er det, man skal diskrimineres, fordi man har en psykiatrisk diagnose? Det mener jeg også vi skal se på, i forhold til at man får lavet nogle regler om, at man ikke må diskriminere folk, fordi de har haft en psykiatrisk diagnose.

Så jeg mener, der er en to-tre ting, vi skal have kigget på, men jeg bakker fuldstændig op om, at vi skal have gjort noget. Så hvis vi kan arbejde videre med det på en eller anden måde i udvalgsbehandlingen og få lavet nogle aftaler om, hvad der skal til, vil Dansk Folkeparti godt være med til at se på, hvordan vi kan komme videre.

Tak. Fru Trine Torp.

Der er rigtig mange ting, man kan gøre for at afstigmatisere, og det vil jeg rigtig gerne være med til, og det vil SF rigtig gerne være med til. Det, forslaget her handler om, er, om man vil give folk en ret til at blive erklæret raske, og så kan man kalde det noget andet end rask, men i hvert fald noget, som gør, at de mennesker, som oplever den her forskelsbehandling helt konkret derude – de sidste par dage er jeg blevet bombarderet med eksempler, og det er det ene horrible eksempel efter det andet – har noget, de kan vise, så de kan sige: Prøv at høre engang, det, I bygger jeres beslutning på, holder ikke. Vil Dansk Folkeparti være med til at støtte et beslutningsforslag, som indeholder sådan en ret til at blive erklæret rask?

Ordføreren.

Fru Trine Torp modsiger sig selv, for Trine Torp siger først, at det ikke handler om at blive rask, og alligevel står der ​»rask«​ i beslutningsforslaget. Vi støtter det jo, men ikke, som det decideret står, for der står noget om sletning i bemærkningerne, og bemærkningerne er en del af forslaget, uanset at man siger, at det ikke er forslaget. Der står »raskmeldt«​ i det, selv om der er psykiatere, der siger, at man ikke kan blive raskmeldt. Fru Trine Torp siger også: Kan vi finde et andet ord for det? Ja, men hvis man laver beslutningsforslaget om og piller det ud, er det bare ikke det beslutningsforslag.

Men som jeg sagde i min ordførertale: Vi vil gerne arbejde for, at vi kan få beslutningsforslaget til at virke. Det ser bare svært ud med de ord, der er lagt ind i teksten.

Fru Trine Torp.

Nu kan man jo mange ting med et beslutningsforslag. Man kan stille ændringsforslag til det, og man kan lave betænkningsbidrag til det. Så hvad skal der til, for at Dansk Folkeparti ligesom kan sige: Okay, nu har vi lavet et ændringsforslag eller et betænkningsbidrag, som gør, at vi nu kan stemme for det?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, kunne jeg godt tænke mig at få nogle faglige ekspertiser ind, få en eksperthøring i udvalget, og så se, hvad vi kunne ændre i forslaget, så det kan komme igennem med det, der kunne være realistisk.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken, og den næste er fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Først og fremmest tak til Socialistisk Folkeparti for at have fremsat beslutningsforslaget om retten til at blive erklæret rask for ens psykiatriske diagnose – og om muligheden for at slette oplysninger i patientjournaler, for jeg bliver nødt til at sige, at sådan har jeg også forstået beslutningsforslaget, og jeg kan forstå, at det er der også andre ordførere der har, men at det ikke er det, der er SF's intention. Jeg vil nu alligevel tillade mig at kommentere på det senere.

Der er ingen tvivl om, at der er mennesker, der har eller har haft en psykiatrisk diagnose, som føler sig stigmatiseret eller negativt forskelsbehandlet, f.eks. i relation til fornyelse af kørekort, adoption eller muligheden for at blive plejefamilie. Vi har i Venstre stor forståelse for den frustration, som det måtte give, når man føler, at retssikkerheden sættes under pres, eller hvis en diagnose eller indskrænkninger i borgerrettigheder kobles uretmæssigt sammen. Derfor vil jeg gerne indledningsvis tilkendegive, at vi fra Venstres side er positive over for at finde løsninger, og vi har bestemt sympati for forslaget. Der er flere grunde til, at vi ikke umiddelbart støtter forslaget i sin nuværende form, og det vender jeg tilbage til om lidt, ligesom jeg vender tilbage til, hvilke løsningsmuligheder vi fra Venstres side umiddelbart kunne se os selv i. Problemstillingen er relevant, og der er brug for handling. Det vil jeg gerne understrege.

En patientjournal er først og fremmest et arbejdsredskab for sundhedspersonalet og et vigtigt dokument ved f.eks. klage- og erstatningssager. Det er derfor afgørende, at der som udgangspunkt ikke kan rettes, slettes eller ændres i journalen, for det giver både tryghed for patienter og behandlere. Set fra min stol giver det derfor heller ikke mening at sætte patientsikkerheden over styr ved at tillade, at man kan rette eller ændre, andet end ved fejlbehandlinger og fejldiagnoser.

SF ønsker at sidestille somatik og psykiatri. Det ønske har vi også i Venstre. Det er jo bl.a. derfor, vi har sikret samme rettigheder ved f.eks. udredning i somatik og psykiatri. Men uanset om man arbejder med patienter i somatikken eller psykiatrien, er det afgørende, at ens diagnose og behandling fremgår af journalen. Man kunne jo få tilbagefald eller komplikationer, uanset hvor man er patient eller hvad man fejler. Har man fået en akut psykose eller angst, eller lider man af Aspergers, skal det fremgå af journalen, ligesom det skal fremgå af journalen, hvis man er opereret for blindtarmsbetændelse, har haft en brækket arm eller har problemer med bækkenbunden.

SF ønsker, at man i psykiatrien skal kunne opnå en raskmelding, som man kalder det, inden for en given tidsfrist eller periode, hvor man er symptomfri. At indføre sådan en term vil være en nyskabelse, for begrebet raskmelding anvendes hverken i psykiatrien eller somatikken, uanset om man har haft en psykose eller en pneumokokinfektion. Psykisk sygdom er individuelt, og personers bedring og risiko for tilbagefald afhænger af mange faktorer, og det gør det svært, hvis ikke umuligt, sådan pr. lov at bestemme en tidsfrist. Mennesket selv, sygdomshistorikken og faktorer i den enkeltes miljø er nogle af de faktorer, der spiller ind. Derimod kan man blive erklæret symptomfri både i psykiatrien og somatikken. Og det giver god mening.

Men selv om vi har gode redskaber i dag, både med hensyn til journaler og begreber, så løser det jo ikke problemstillingen. Og vi ønsker i Venstre, at man fremadrettet arbejder mere systematisk med afstigmatisering og kulturændringer, så vi undgår negativ forskelsbehandling på grund af en psykiatrisk diagnose i en sygejournal. Vi ser gerne, at man med afstigmatiseringsarbejdet tager et kig på nogle af de lande, som vi normalt sammenligner os med, for herigennem at hente inspiration til en tværgående indsats, så f.eks. sagsbehandlere i både staten, regionerne og kommunerne kan blive bedre klædt på.

Som jeg nævnte indledningsvis, er problemstillingen relevant, og vi tager gerne del i drøftelser i forhold til løsningsmuligheder. Det kan enten være i en beretning, som nogle har foreslået, det kan være ved drøftelser hos sundhedsministeren, og det kan også være, som Dansk Folkepartis ordfører netop har foreslået, ved at vi sammen planlægger en høring i regi af Sundheds- og Ældreudvalget og bliver klogere på problemstillingerne. Det deltager vi også gerne i fra Venstres side. Vi anerkender fuldt ud, at der er en reel problemstilling, og at der er et behov for at se på løsninger.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører i rækken er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest skal der lyde en stor tak til SF for at fremsætte beslutningsforslaget og dermed rejse den her problemstilling. For det er fuldstændig afgørende at få gjort op med den stigmatisering, som borgere med en psykisk lidelse oplever – forestillingen om, at en psykisk lidelse er en kronisk lidelse, som man altid er bærer af.

Virkeligheden i dag viser os heldigvis, at rigtig mange borgere kommer sig efter en psykisk lidelse. Det er derfor også helt urimeligt, at borgere oplever begrænsninger i deres rettigheder, som følge af at de på et tidspunkt har haft en diagnose efter at have været i kontakt med sundhedsvæsenet. Som SF helt rigtigt peger på i beslutningsforslaget, kan det have konsekvenser i mange aspekter i forhold til uddannelsesmuligheder, i forhold til forsikringsspørgsmål, civilretlige muligheder osv. – forhold, hvor der foregår en helt åbenbar diskrimination af mennesker, der har haft en psykisk lidelse. For hvorfor skulle risikoen være større for en borger, der tidligere har været diagnosticeret, end hos en, der ikke har, alene af den grund, at man tidligere har haft en psykisk lidelse? Det kan også frygtes, at nogle borgere afholder sig fra at søge behandling, simpelt hen fordi de ikke tør løbe den risiko, at det bliver registreret, og at det derfor kan få betydning for deres muligheder i fremtiden.

For Enhedslisten er det helt indlysende, at det bør være et grundlæggende princip, at man ikke forskelsbehandler alene på grund af en diagnose. Det må altid bero på en konkret, individuel vurdering, både i forhold til hvilken diagnose det handler om, men også i forhold til hvilken relevans det har i forhold til det, man skal. Og det gælder sådan set, uanset om det gør sig gældende på det psykiatriske eller på det somatiske område.

Vi har dog også nogle bekymringer i forhold til forslaget, som det er formuleret her. Jeg synes netop, det bærende princip bør være, at der ikke sker en forskelsbehandling alene med baggrund i en diagnose, og at der foretages en konkret, individuel vurdering. Som nogle af de foregående ordførere har været inde på, kan der være tvivl om, hvordan forslaget stiller borgere, som er velbehandlede, eller som har lært at mestre eget liv på trods af en psykisk lidelse. De vil ikke nødvendigvis kunne erklæres raske, selv om de reelt set er symptomfri. Jeg synes, det er værd at overveje, om det kan føre til en yderligere stigmatisering af dem, der ikke er erklæret raske. Det skulle jo helst ikke være sådan, at hvis man ikke er erklæret rask, så er man syg.

I samme sammenhæng synes jeg også man bør overveje, hvordan man undgår, at forslaget kommer til at ramme socialt skævt. Der kan ligge en risiko i, at det kun bliver de ressourcestærke, der har overskud til at kunne benytte sig af muligheden for at blive erklæret rask – de, der har overskuddet og ressourcerne til det og til at kunne argumentere for det. Derfor vil vi også i Enhedslisten umiddelbart være større tilhængere af en model, der baserer sig på princippet om, at der ikke sker forskelsbehandling alene med baggrund i en diagnose, og at der foretages en konkret, individuel vurdering. Det ændrer dog ikke på, at vi godt kan støtte SF's beslutningsforslag, fordi det helt klart gør op med forestillingen om, at en psykisk lidelse er kronisk, og fordi det sikrer nogle helt elementære rettigheder for borgere, der har været ramt af en psykisk lidelse. Derfor kan Enhedslisten godt støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Indledningsvis vil jeg sige, at jeg synes, at det her beslutningsforslag er meget sympatisk, da det omhandler en endnu uløst problemstilling, herunder hensynet til livet efter endt sygdom, og det er en meget relevant og vigtig problemstilling.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange ikke er kronisk syge, selv om de har haft en psykisk sygdom. Jeg mener dog også, at hensynet til, hvornår man ikke længere er syg og dermed er rask, er helt essentiel for denne problemstilling og dermed også for det her beslutningsforslag. Her bemærker jeg, at Sundhedsstyrelsen oplyser, at det ikke inden for en rimelig grad af sikkerhed vil være muligt at fastsætte tidsperioder uden sygdom, hvorefter en person kan erklæres som rask og dermed helbredt for sin psykiske lidelse, herunder også, at det ikke er muligt at give garanti for, at der ikke vil kunne forekomme tilbagefald. Det er heller ikke muligt at sige noget om, hvornår eventuelt tilbagefald kan forekomme. Det giver forslagsstillerens ønske om en ret til at få en raskmelding så essentielle udfordringer, at Liberal Alliance ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Men jeg er fuldstændig enig i, at vi skal gøre en indsats for at fjerne eller minimere stigmatisering af mennesker med psykiske lidelser, og derfor har vi og regeringen udarbejdet et alternativt forslag for at styrke afstigmatisering af mennesker med psykiske lidelser blandt både sundhedspersonale og sagsbehandlere og i både privat regi, kommuner, regioner og stat.

Regeringens forslag består af tre punkter. Først skal der være en afdækningsfase, hvor problemets omfang afdækkes og beskrives nærmere. Derefter er der en fase med forslag til ændring af praksis for, hvor der på baggrund af afdækningen af problemerne forsøges at finde løsninger og forslag til afstigmatisering, bl.a. med inspiration fra andre sammenlignelige lande. Den tredje fase er en afsluttende implementeringsfase, hvor der arbejdes på at forankre de nye tiltag både lokalt og i og uden for sundhedsvæsenet.

Jeg vil gerne over for SF kvittere for det her beslutningsforslag, som altså har sat ekstra fokus på en relevant problemstilling og affødt det her konkrete initiativ.

Tak. Der er nogle spørgsmål. Fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg hæftede mig lige ved den væsentlige begrundelse for, at Liberal Alliance ikke kan støtte det, nemlig det med, at man ikke kan få nogen garanti for tilbagefald. Det er jo i virkeligheden en ret afgørende udmelding at komme med. For noget af det, der er helt bærende i vores recoverytænkning i psykiatrien, er jo faktisk, at mennesker skal bevare håbet om, at de kan blive raske. Og derfor er sådan en udmelding måske en af dem, som gør allermest ondt på nogle af dem, der bliver ramt, nemlig: Du får aldrig en garanti for tilbagefald. Men jeg vil bare lige spørge ordføreren: Kan ordføreren stille en garanti for, at ordføreren eller jeg ikke bliver ramt af en psykisk lidelse?

Ordføreren.

Nej, det er der vel ingen der kan. Og det er da rigtigt, at det er meget kedeligt, at vi ikke kan give en garanti for, at man ikke får et tilbagefald. Men det kan man altså ikke, og det kan jeg jo ikke lave om på. Sådan er det. Men det betyder jo ikke, at man skal fjerne håbet om at blive rask eller fjerne håbet om at komme tilbage til en god hverdag og tilbage til det normale liv. Det skal vi jo støtte og hjælpe alt det, vi kan. Og det skal man da bevare håbet om og indsatsen for. Det er da helt sikkert. Men jeg kan heller ikke give en garanti for, at jeg ikke kan blive syg – nej, og det kan man jo heller aldrig give en garanti for. Sandsynligheden for et tilbagefald viser sig bare rent statistisk at være større, hvis man en gang har haft en psykisk sygdom, end hvis man aldrig har haft den. Og det er jo bare desværre de kedelige, faktuelle ting, som jeg ikke kan ændre på.

Fru Trine Torp.

Hr. Peder Hvelplund talte faktisk i sin ordførertale om noget af det, som også er en af mine bekymringer, og som jeg også hører rigtig mange steder fra. Så sent som i dag var der en, der skrev til mig, at hendes datter havde angstsymptomer, men hun ville ikke til lægen, fordi hun var nervøs for, hvilke konsekvenser det kunne få for hende senere. Det er jo faktisk en del af pointen her. Ordføreren siger: Nej, vi kan ikke stille nogen garantier. Men hvorfor er det så i orden, at ordføreren og jeg har muligheder, som nogle andre, som der heller ikke kan stilles garanti for, ikke har? Nu er det lidt unfair at stå og bede om dokumentation for de her statistikker, men jeg vil gerne se de statistikker, hvor man kan sige, at nogle, der gennem længere tid ikke har haft symptomer, og hvor lægerne vurderer, at de er i fuld remission, skulle have større risiko for tilbagefald.

Ordføreren.

Altså, jeg har et papir her, en analyse, der siger, at hvis man har haft en depression, er der 50 pct. risiko for at få en ny depression. Men man kan ikke sige noget om, hvornår den eventuelt kommer. Og hvis man har haft to depressioner, er risikoen omkring 70 pct., og ved tre depressioner er der hele 80 pct. risiko for, at man får en depression igen. Og for mennesker med skizofreni, vil ca. 20 pct. af patienterne blive helt raske og leve uden behov for medicinsk behandling, men der er stadig væk nogle, der har risiko for tilbagefald, og som har risiko for fortsat at skulle have behandling. Så det er ligesom nogle kedelige facts, som vi bare ikke kan lave om på.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Men skal man så bare skære alle over en kam, fordi nogle har en større risiko for tilbagefald? Jeg mener, på baggrund af en konkret vurdering kan man måske ikke give en garanti for, at man aldrig får tilbagefald, men man kan vurdere, om risikoen er øget i forhold til at få tilbagefald sammenholdt med andre. For som der også bliver sagt: Man kan jo ikke garantere, at mennesker, der ikke har været ramt af f.eks. depressioner, aldrig nogen sinde får en depression i deres liv. Så hvis risikoen hos mennesker, der har haft en depression, ikke er større, end den er hos mennesker, der ikke har haft depression, hvorfor skal de så ikke ligestilles?

Ordføreren.

Men det er den jo netop. Det er jo det, jeg lige har sagt. Alle de her tal, jeg lige har sagt, betyder netop, at risikoen for mennesker, der har haft en depression, er meget større end for mennesker, der ikke har haft det. Det er en ting. Men i forbindelse med, hvad ordføreren spørger om: Nej, man skal ikke bare udelukke alle mennesker og behandle alle mennesker generelt over en kam, bestemt ikke, og det er derfor, at de initiativer, som nu bliver sat i gang, skal afdække, hvor store problemerne er, og hvordan vi kan tackle dem, hvad vi kan gøre ved dem.

Der skal også indhentes erfaringer fra udlandet. Hvad gør man der, hvad siger statistikkerne der, og hvilke tiltag kan man tage der for at hjælpe mennesker. For det er vigtigt, at man ikke bare generaliserer og siger, at fordi man har haft en psykisk sygdom, så er man udelukket. Det er enormt vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe, og der er da heldigvis rigtig mange, som kommer tilbage til en normal hverdag og et arbejde og fungerer fuldstændig normalt, også i familien og socialt. Det er da noget, vi skal understøtte og hjælpe, og jo flere jo bedre. For dem, som ikke kan, må vi så se, hvad vi kan gøre for dem. Allervigtigst er det, at vi afstigmatiserer hele problematikken, både i sundhedsvæsenet uden for sundhedsvæsenet.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg kender godt statistikkerne. Jeg læste dem selv, da jeg blev ramt for første gang, og det var ikke særlig behagelig læsning, men der er forskel på statistikker og på en individuel konkret vurdering. Jeg vil vove den påstand, at nogle mennesker, der har haft en depression, måske faktisk er bedre stillet i forhold til at undgå tilbagefald, særlig hvis de får den rette behandling, og det er derfor, at vi ikke skal have et system, der er skruet sådan sammen, at nogle mennesker faktisk ikke vil søge den behandling, fordi de er bange for at blive stemplet for livet. For når man tidligere har været ramt, så kender man de tidlige symptomer, og man kan leve på en måde, så man kan forebygge tilbagefald. Derfor synes jeg ikke, at vi kan bygge det hele på statistikker. Der skal laves en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Ordføreren.

Det er jeg helt enig i, fuldstændig. Det gælder alt. Det skal altid være en individuel faglig vurdering, og som jeg også sagde før, skal man aldrig generalisere, og alle skal have en chance. Det vigtigste er da helt klart, at man går ind og laver en individuel faglig vurdering, bestemt.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Og tak til SF for at fremsætte det her vigtige forslag. Og hvorfor er det vigtigt? Hvorfor er det vigtigt at kunne blive erklæret rask, når man har fået en psykiatrisk diagnose? Det er selvfølgelig vigtigt, fordi psykisk sygdom ikke skal blive et livstidsstempel, der begrænser psykisk sårbare i at få de samme muligheder i form af job, uddannelse osv. Mere end en kvart million danskere havde i 2018 en psykisk diagnose – mere end en kvart million. Mere specifikt drejer det sig om 242.100 voksne, som havde en psykisk diagnose i 2018. Det er det sidste tal, der er kommet for et par dage siden i KL's nyhedsbrev Momentum.

En kvart million danskere havde en diagnose. Jeg har selv en fortid i en kommunalbestyrelse, og jeg ved, hvordan diagnoser desværre i visse tilfælde bliver misbrugt. De bliver brugt i nogle helt forkerte sammenhænge til at vurdere nogle bestemte ting – noget, der udløser noget; det kan udløse støtte til et barn, men det kan også modsat udløse noget negativt. Vi har i mange, mange år snakket om, at der har været en diagnoseinflation, og det er jo ikke, fordi de her mennesker ikke nødvendigvis har en diagnose, men det er, fordi det er blevet mere og mere vigtigt, at man får det her stempel på, om man fejler et eller andet, fordi man skal kunne vise det for at få lov til f.eks. at få den hjælp, som man har brug for.

I en artikel, som jeg har læst tallet i, og som er fra TV 2, siger Joy Mogensen, der er formand for KL's socialudvalg, og jeg citerer: Det mest skræmmende er, hvis diagnosen pludselig overtager ens liv og definerer alting. Og det er jo lige præcis det, hele den her debat i dag har gået på – det er jo, hvis ens diagnose definerer alting, ikke bare lige nu og her, men faktisk resten af ens liv. Det er jo frygteligt.

Jeg vil gerne bruge min taletid på at give et konkret eksempel, som handler om en 31-årig mand, der hedder Mads – og man kan læse om det på Psykiatrifondens hjemmeside, hvor jeg har fundet hans historie. Han læser nu psykologi på Aarhus Universitet. Da han var helt ung, fra han var omkring 16 år, oplevede han symptomer på skizofreni og blev indlagt et par gange. Og det hele foregik, fra han var 16 år, til han var 22 år. Han blev som sagt indlagt, men på et tidspunkt begyndte han at løbe og dyrke motion, og så fik han det meget bedre, og han fik en slags raskmelding – ikke officielt, men han fik en melding om, at han var rask.

Han havde en meget stor drøm om at blive pilot. Men der skete så det, at han tog alle de her flyvetimer, et radiocertifikat og teoriprøver, men han manglede ti soloflyvetimer, og pludselig opdagede han, at Trafikstyrelsen havde en paragraf, som siger, at hvis man har en baggrund med psykisk sygdom, er man for altid udelukket fra at blive pilot. Der må være sket en fejl, tænkte han, men det var der ikke. Og så begyndte han på den her lange kamp, som så ikke førte til, at han blev pilot, men at han nu læser psykologi på Aarhus Universitet. Han siger selv: Samfundet bør acceptere, at jeg er rask, og ikke sætte grænser op for mig.

Det er jo et helt konkret eksempel på, hvordan man for hele livet kan få et stempel på ryggen, der siger, at man måske engang som 16-, 18- 20-årig har haft nogle symptomer på en psykisk lidelse, som man har fået behandling for, og som man er kommet sig over, men som vil begrænse en resten af ens liv. Det er virkelig, virkelig trist og uhensigtsmæssigt, og ud fra et menneskeligt synspunkt er det jo forfærdeligt. Så fra Alternativets side vil jeg sige, at vi selvfølgelig støtter det her forslag, som SF har fremsat.

Tak til ordføreren. Og så er det fru Anne Marie Geisler Andersen, Det Radikale Venstre, som ordfører. Værsgo.

Var du kommet i dag, havde du ikke fået diagnosen, for du lever ikke op til diagnosekriterierne. Men du kan alligevel ikke komme af med diagnosen. Omtrent sådan sagde en psykiater, da jeg i 2015 insisterede på en revurdering af min adhd-diagnose. Jeg har også mødt Mads, som har været nævnt, der også kæmper for at blive erklæret rask. Mads drømmer om at blive pilot; i stedet for er han blevet foredragsholder. Han fortæller nemlig om, hvordan hans skizofrenidiagnose afholder ham fra at blive lige netop pilot. For selv om Mads har kæmpet sig rask, forfølger diagnosen ham.

I Radikale Venstre bakker vi helhjertet op om muligheden for at blive erklæret rask – også selv om vi ikke bruger lige præcis det ord i journalen – efter en psykiatrisk diagnose. Det gør vi af flere grunde, og først og fremmest fordi vi ønsker en ligestilling mellem mennesker med fysiske og psykiske lidelser. I dag er det nemlig sådan, at en tidligere psykiatrisk lidelse kan skabe hindringer for den enkeltes livsførelse på en lang række områder, også selv om man er kommet sig helt. Det gælder i forhold til at få bestemte typer af arbejde, få kørekort, blive værnepligtig, blive plejefamilie, tegne forsikring, adoptere og formentlig en hel del mere.

Vi finder det ikke rimeligt, at en tidligere psykiatrisk lidelse skal betyde, at man ikke har de samme muligheder og rettigheder som andre. Og i en tid, hvor recovery fylder mere og mere i den psykiatriske indsats, og hvor der tales meget om, at det kan lade sig gøre at komme sig, samt hvor vigtigt håbet er, så giver det ikke mening, hvis mennesker ikke også har en reel mulighed for at få lov at komme sig og for at komme videre. Og derfor bør alle have mulighed for at få revurderet deres tilstand.

Når man ikke kan slippe af med en diagnose, kan det betyde, at mange ikke får den hjælp, som de har brug for, for frygten for at blive stemplet for livet kan afholde nogle fra at søge hjælp. Og det ikke bare kan – det gør det. Helt konkret har jeg mødt mennesker, der ikke var i tvivl om, at de havde en psykisk lidelse, men som ikke ville søge hjælp, udelukkende af frygt for aldrig at ville kunne komme helt af med diagnosen igen. Og hvis man kender lidt til psykisk sygdom, ved man, at det ikke nødvendigvis er den bedste løsning. Jo bedre man behandler, desto bedre mulighed er der i mange tilfælde for at komme sig hurtigere og for at undgå tilbagefald.

En anden grund til at bakke op om muligheden for at blive erklæret rask er, at det vil give et mere reelt billede af udviklingen på området. For i en årrække er det desværre gået i den gale retning, f.eks. på et område som adhd, hvor flere og flere har fået en diagnose. Jeg er som nævnt en af dem. Det er 8 år siden, og dengang sad jeg herinde som ordinært folketingsmedlem. 5 år senere fik jeg så en psykiaters ord for, at jeg ikke længere lever op til diagnosekriterierne. Men alligevel kan jeg ikke få lov at komme af med diagnosen, og alligevel tæller jeg ifølge Sundhedsstyrelsen med i statistikkerne. Og når det er tilfældet, er det svært at få et retvisende billede på området, samt på om vores indsats virker.

Vi bliver jo heldigvis løbende bedre til at behandle de forskellige psykiatriske lidelser, sådan at flere forhåbentlig også i fremtiden vil få mulighed for at komme sig. Når man har en somatisk lidelse – en fysisk lidelse – og kommer i behandling, følges der som oftest op på, om behandlingen virker, og om man bliver rask. Det er i hvert fald mit indtryk. Det sker efter min bedste overbevisning ikke i samme grad inden for det psykiatriske område.

Jeg har insisteret på en revurdering af min adhd-diagnose og fik som sagt psykiaterens ord for, at jeg ikke længere opfylder diagnosekriterierne. Efterfølgende bloggede jeg lidt om det, og det udløste en del henvendelser fra mennesker, som ikke kunne få deres drømmejob – i politiet, i militæret eller et helt tredje sted – fordi de var fastlåst af en diagnose, som måske ikke længere var retvisende. De ønskede en revurdering, men de vidste ikke, hvordan de fik den.

I Radikale Venstre finder vi det hverken rimeligt eller hensigtsmæssigt, at en tidligere psykiatrisk lidelse fratager mennesker muligheden for at kunne leve det liv, de ønsker. De bør have samme muligheder og rettigheder som andre mennesker. Og derfor bakker vi op om retten til at blive erklæret rask efter en psykisk sygdom.

Tak til ordføreren. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel, Konservative, som ordfører. Værsgo.

Tak til SF for at rejse den her problemstilling. Jeg har stor sympati for intentionerne i forslaget, og det her er en problemstilling, som vi skal have fundet en løsning på. Vi er derfor meget åbne for at arbejde videre med en løsning, der tager højde for en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af mennesker med en psykisk lidelse.

Der er desværre en udbredt opfattelse af, at mennesker, som har fået stillet en psykisk diagnose, har en kronisk lidelse for resten af livet. Men studier viser rent faktisk, at f.eks. mange patienter med skizofreni kommer sig fuldstændig og kan leve uden behandling eller symptomer på deres sygdom, så længe de tager deres medicin og følger den anviste behandling. Derfor skal vi have gjort noget ved den uhensigtsmæssige forskelsbehandling af mennesker med psykisk lidelse.

Vi ser frem til og bakker op om sundhedsministerens forslag om, at vi igangsætter et bredt funderet arbejde, hvor Sundheds- og Ældreministeriet arbejder på en model, der imødekommer problemstillingen, og at vi på tværs af partierne sætter os sammen og finder den rigtige løsning på problemstillingen. Vi støtter beslutningsforslagets formål og hensigt, men tror ikke, at beslutningsforslagets måde at løse problemstillingen på er den helt rigtige løsning. Derfor kan vi ikke bakke op om beslutningsforslaget her, men vi ser frem til, at vi sammen på tværs af partier kan sætte os sammen og finde den rigtige løsning på problemet.

Tak til ordføreren. Så er det ordfører for forslagsstillerne, fru Trine Torp, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil i virkeligheden starte med at sige en hel masse tak, og så kommer de mindre glade bemærkninger bagefter. Men jeg vil faktisk gerne sige en stor tak, for den her debat er utrolig vigtig. Jeg tror, at alene det, at vi har den i dag, betyder noget derude. Det kan jeg i hvert fald mærke på de seneste dages opmærksomhed på det og de mange tilbagemeldinger, jeg har fået fra borgere, fra professionelle, fra organisationer osv., som bakker hundrede procent op om det her forslag. Og jeg tror, at vi ikke skal undervurdere, hvor stor en betydning vi som politikere har for, om holdningsændringerne sker eller ej. Og det vender jeg egentlig også lidt tilbage til i de lidt mere sure bemærkninger.

Men jeg vil i hvert fald også gerne sige tak til ministeren for sådan set at anerkende problemet og også komme med nogle rigtig gode bud på, hvordan vi arbejder videre. Jeg synes, det er rigtig godt at gennemgå området, jeg synes, det er rigtig godt at kigge på, hvor det er, vi i vores egen lovgivning og vejledning osv. skal have ryddet op i nogle helt misforståede opfattelser af, hvad psykiske lidelser er. Jeg synes, det er rigtig godt i virkeligheden også at undersøge, hvor det er derude, for som jeg sagde i et af mine spørgsmål undervejs, er det utroligt, hvad jeg får af historier. Altså, jeg kan næsten ikke tro på, at det er rigtigt. Og det siger noget om, hvor store de fordomme i virkeligheden er, når det kommer til stykket, selv om der i den brede befolkning, tror jeg, jo efterhånden ikke er en eneste, som ikke enten selv har haft det inde på livet eller har nærmeste pårørende eller venner og bekendte, som har det. Så det her er altså et folkesundhedsproblem, og i takt med at folk i højere og højere grad bliver diagnosticeret, bliver den her problemstilling ikke mindre vigtig.

Jeg vil selvfølgelig også rigtig gerne sige tak til Alternativet, til Radikale og til Enhedslisten for at støtte forslaget, også med de mindre forbehold, der måtte være til det, og tak til de andre partier for at tilkendegive, at de støtter intentionen, men jo alligevel ikke kan støtte forslaget, hvilket jeg jo er lidt ked af. Jeg vil stadig væk gerne, tror jeg, i udvalgsbehandlingen se, om ikke jeg kan få formuleret et betænkningsbidrag eller nogle ændringsforslag, som gør, at der trods alt alligevel kan samles et flertal om det.

Jeg vil også gerne sige tak til især De Radikales ordfører for at stå her på talerstolen og dele sin egen historie. Det er også en af de ting, der betyder noget derude for at bryde myter og tabuer, altså at der faktisk er mennesker, som tør stå frem med deres historie. Så tusind tak for det.

Så er forslaget om at lave en eksperthøring blevet nævnt, hvilket jeg faktisk synes er en god idé, også selv om man måtte stemme for forslaget. For hvis vi skulle gøre forslaget endnu bedre, er det måske netop lige præcis det, vi har brug for. For nogle af de argumenter, der har været undervejs, har handlet om teknikaliteterne, og hvilken sprogbrug man bruger. Og i et lille parti som SF sidder vi altså ikke med en stab af embedsfolk, der kan formulere tingene på den fuldstændig korrekte måde. Når vi fremsætter et beslutningsforslag, identificerer vi et problem, og så forsøger vi at lave et beslutningsforslag, der adresserer det så godt som muligt. Så selvfølgelig kan det forslag sikkert blive bedre, og det vil jeg selvfølgelig også gerne have hjælp til. Det, der til gengæld er afgørende, er, at der ikke bare går sådan noget undersøgelseshalløj i det, men at vi rent faktisk får gjort noget ved det her.

Lad os lige tage, hvad diagnoser egentlig er. Diagnoser er faktisk et rigtig nyttigt, professionelt værktøj til at beskrive en psykisk tilstand, man er i. De siger til gengæld ingenting om årsager, og de siger til gengæld heller ikke noget om prognoser. Det gør diagnosen ikke i sig selv, men den er et nyttigt arbejdsredskab, når man skal tilrettelægge en behandling, hvor man identificerer, hvad det egentlig er for en psykisk tilstand, og hvad det er, behovet er for behandling. Desværre har prognosen bare langt større magt end det; den har nemlig ikke alene stor magt i forhold til dem, der stadig væk er ramt af deres psykiske lidelse, men, som vi har drøftet i dag, den har også magt, mange, mange år efter man ikke er ramt af den længere.

Det er det, der er problemet. For det er faktisk ikke i tråd med diagnosesystemets egen intention. Diagnosesystemet er et deskriptivt system, et beskrivende system. Det forklarer ingenting, og det giver ingen udsigter for fremtiden, og derfor er det også helt uretfærdigt, at mennesker skal lide under at have fået stillet en diagnose, som egentlig bare er et professionelt arbejdsredskab.

Derfor er det også, at jeg undervejs i debatten hele tiden har holdt fast i det der med, at selv om det er rigtigt, at man i somatikken heller ikke gør det, og det også er rigtigt, at det ikke er en del af praksis, så er jeg sat i verden som politiker for at løse de problemer, der er, også selv om det måtte betyde, at vi er nødt til at ændre praksis nogle steder, hvor man ikke har gjort det i forvejen. Og jeg tror, at det betyder noget at kunne komme med en eller anden form for erklæring, et papir, kald det, hvad I vil – jeg er sådan set faktisk ret ligeglad med det. Det, der betyder noget, er, at de mennesker, der har haft en psykisk lidelse, kan dokumentere, at de ikke har den lidelse længere. Det er det, der betyder noget. Så betyder det også noget – og det tror jeg ikke man skal underkende – at de signaler, vi sender herindefra, betyder noget for, om mennesker faktisk bevarer håbet om, at de kan komme sig oven på en psykisk lidelse. Håb er faktisk en meget, meget vigtig ingrediens for overhovedet at kunne komme sig. Så det her er ikke kun et spørgsmål om en teknisk, juridisk ting; det er faktisk ret essentielt i vores forståelse af psykiske lidelser.

Når jeg sagde, at jeg havde de der lidt sådan sure bemærkninger, er det, fordi jeg godt kan blive lidt træt. Jeg kan godt blive lidt træt, når noget er så simpelt. På Radio24syv i dag, tror jeg det var – hvor de i øvrigt gav mig Fidusbamsen for mit forslag, det er ikke hver dag, man får det af dem, så det er jeg selvfølgelig glad for – sagde de, at det jo sådan set bare er et flueben, som viser, at man ikke længere har sin lidelse. Det er sådan set bare et flueben. Hvor svært kan det være? Og det er jo lidt sådan, jeg får det. Vi kan da også komplicere alting utrolig meget herinde med teknikaliteter og procedurer og ting, der skal undersøges, og histop og kom herned. Det her er bunduretfærdigt, og folk skal have ret til at blive raske. Så tak for debatten, og jeg vil se, hvad jeg kan gøre videre med det, vi har debatteret i dag.

Så er der ikke flere, der ønsker ordet... jo, det er der. Først er det fru Anne Marie Geisler Andersen fra Radikale Venstre.

Tak. Jeg vil bare sige, at jeg er rigtig, rigtig glad for, at SF vil søge at samle opbakning bag et betænkningsbidrag, for den her sag er simpelt hen for vigtig til ikke at søge og finde det, der forener, i stedet for at fokusere på det, der skiller. Det arbejde tror jeg godt jeg kan love at vi gerne vil bidrage til, hvis det er nødvendigt, også selv om jeg stopper i overmorgen, om ikke andet kan jeg jo gøre det fra sidelinjen. Og så vil jeg bare sige tak for de pæne ord.

Så er det fru Jane Heitmann, som jeg helt overså, fordi jeg var så optaget af ordførerens afslutningstale. Værsgo.

Det var også en spændende tale fra ordføreren, og jeg blev søreme også helt opslugt. Jeg vil godt benytte lejligheden til endnu en gang at sige tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. Det er en relevant diskussion. Men jeg vil også sige til SF, at jeg bliver en lille smule, hvad skal man sige, ærgerlig, når SF's ordfører kalder det at slette i en journal for et flueben, for vi vil ikke sådan lige være med til det. Altså, det at slette i en journal er jo ikke bare et spørgsmål om et tjek her og et tjek der og sætte et flueben der.

Jeg vil bare endnu en gang gøre det klart, at vi fra Venstres side anerkender den her problematik fuldt ud, og så synes jeg faktisk, at sundhedsministeren fortjener anerkendelse for at gå ind i debatten, komme med reelle løsningsforslag og invitere til debat, til drøftelser i ministeriet. Jeg håber, at vi kommer til at arbejde videre med den her problematik, men jeg synes ikke, at det bare er et spørgsmål om at sætte et flueben. Det synes jeg godt nok er at tale en meget væsentlig problemstilling næsten helt ned under gulvbrædderne, og det synes jeg faktisk ikke den fortjener, den gode debat, som vi har haft her i salen, taget i betragtning.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at jeg huskede at anerkende ministeren ret meget både for at have taget det her beslutningsforslag positivt ned og for de initiativer, som ministeren kom med. Jeg tror også, at jeg roste debatten ret meget, også dens betydning.

Så jeg vil bare endnu en gang slå fast, at vi ikke har noget ønske om, at man skal ind og slette i journaler. Det kan være, man kan læse det sådan ud af vores bemærkninger. Men vi konstaterer, at det kan man ikke, og hvis man læser, hvad der står i beslutningsforslaget, så vil man se, at vi gerne vil give folk retten til at blive erklæret raske. Det er det, vi gerne vil. Så det med at slette har aldrig været intentionen med vores forslag. Det var bare lige for at rette den misforståelse.

Det der med fluebenet siger jeg, fordi jeg nogle gange synes, at et forslag kan falde på, om man har kaldt det noget andet, og her kalder man det for at være rask, altså, i virkeligheden kunne jeg også problematisere, at vi overhovedet kalder menneskers psykiske problemer for sygdomme. Det kunne man også tage en længere diskussion om om i virkeligheden er rimeligt, men det gør vi ikke. Men det er mere det der med, hvad der er det besværlige i at give folk adgangen til at få dokumentation for, at de ikke længere har en psykisk lidelse. Det er sådan set det, jeg er meget forundret over.

Tak for det. Så vil jeg forsigtigt spørge, om der er flere, der ønsker ordet. Det er der ikke, så tak til fru Trine Torp.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.