Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 27:

Forslag til folketingsbeslutning om alkoholbehandlingspakke som led i sundhedsreformen.

Af Stine Brix (EL) og Kirsten Normann Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 06.11.2018).

Vi åbner forhandlingen, og det er sundhedsministeren, der får lov til at lægge ud. Værsgo.

Vi skal nu behandle et beslutningsforslag om udarbejdelse af en alkoholbehandlingspakke som led i sundhedsreformen, som er fremsat af Enhedslisten og SF. B 27 pålægger regeringen snarest og senest den 1. februar 2019 at udarbejde et udspil til en alkoholbehandlingspakke, som præsenteres for Folketingets partier med henblik på efterfølgende forhandling og implementering i indeværende folketingssamling.

Hvis man kigger på forslaget fra forslagsstillerne, kan man se, at det bl.a. skal sikre en bedre kvalitet og retssikkerhed for de ca. 140.000 alkoholafhængige danskere, som vi har. Jeg er grundlæggende helt enig i intentionen. Alkoholbehandlingen i Danmark skal være af høj kvalitet, fordi alkoholafhængighed har store konsekvenser for den enkelte og for de pårørende, der er. Og det er vigtigt, at man i den situation får tilbudt en god og effektiv behandling.

Regeringen mener dog ikke, at en alkoholbehandlingspakke med de tre foreslåede elementer er en hensigtsmæssig måde at styrke kvaliteten i alkoholbehandlingen på, altså hvis vi kigger på de tre konkrete ting, der bliver foreslået i beslutningsforslaget.

Det første element, forslagsstillerne ønsker, er, at Sundhedsstyrelsens kursusrække, som er kendt som alkoholbehandleruddannelsen, automatisk skal føre til en autorisation af kursisterne. Det er naturligvis vigtigt, at personalet på behandlingsstederne har de rette kompetencer i forhold til alkoholbehandling, og det var også årsagen til, at alkoholbehandleruddannelsen oprindelig blev udviklet; for der var et behov for en uddannelse i alkoholbehandling, som ikke blev løftet af andre aktører, f.eks. kommunerne selv eller en uddannelsesinstitution. Men på sigt er det ikke hensigtsmæssigt, at det er Sundhedsstyrelsen, der udbyder en uddannelse til de kommunale alkoholbehandlere. Vi mener, at uddannelsen bør ligge i en anerkendt uddannelsesinstitution, ligesom uddannelser normalt gør, og derfor bør det i stedet afdækkes, hvorvidt der kan etableres en egentlig efteruddannelse i alkoholbehandling på en anerkendt uddannelsesinstitution. Uddannelsen skal være en overbygning på de typiske uddannelser, som alkoholbehandlere har – det kan være sygeplejerske- eller pædagoguddannelsen – og en alkoholbehandleruddannelse skal derfor tage højde for at tilpasse de kompetencer, behandlerne allerede har fra deres respektive uddannelser. Sundhedsstyrelsens erfaringer med kompetenceudvikling af alkoholbehandlere kan også danne grundlag for, hvordan en sådan efteruddannelse kan opbygges.

Det andet element, forslagsstillerne ønsker, er, at der indføres bindende krav til udredning og behandling. Sundhedsstyrelsen har jo udgivet en række publikationer om kvalitet i alkoholbehandling, og senest udkom der her i november 2018 nye nationale kliniske retningslinjer for behandling af alkoholafhængighed. Der burde derfor heller ikke herske tvivl om, hverken i kommuner eller på private behandlingssteder, hvad der er god kvalitet i alkoholbehandlingen. Det er jo sådan set det, som den nationale kliniske retningslinje for behandling af alkoholafhængighed i høj grad lægger rammen for. Kvaliteten og ensartetheden i alkoholbehandlingen er blevet styrket de seneste år, ved at socialtilsynet siden den 1. januar 2016 har godkendt og ført driftsorienteret tilsyn med alkoholbehandlingsstederne i den offentligt finansierede alkoholbehandling. Socialtilsynets godkendelse og tilsyn skal bl.a. give en sikkerhed for, at den kvalitet, borgeren møder på et behandlingssted, er i orden. Men jeg er også godt klar over, at det kan være en udfordring at skabe en ensartet høj behandlingskvalitet på tværs af 98 kommuner – til trods for retningslinjerne og anbefalingerne, som kommunerne benytter sig af. Det er også en af årsagerne til, at regeringen allerede har igangsat et arbejde, der skal styrke kvaliteten i de kommunale sundhedsindsatser på baggrund af det udspil, som vi præsenterede i december 2017, »Sundhed, hvor du er«, som er et led i regeringens sundhedsreform. Arbejdet er derfor allerede i gang, og på sigt kan det overvejes, om alkoholbehandling skal tages op i den sammenhæng.

Det tredje element i en alkoholbehandlingspakke, som forslagsstillerne ønsker, er, at Sundhedsstyrelsen skal udarbejde et referenceprogram for alkoholbehandling for bl.a. at afklare ansvarsfordelingen mellem kommuner, regioner og almen praksis. Jeg vil gerne påpege, at det er mere end 10 år siden, at Sundhedsstyrelsen sidst har udgivet et nyt referenceprogram, og derfor synes vi sådan set heller ikke fra regeringens side, at det er en opgave, som styrelsen skal tage op igen. Når det så er sagt, skal der selvfølgelig ikke være tvivl om ansvarsfordelingen mellem kommuner, regioner og de almenpraktiserende læger i behandlingen af personer med alkoholafhængighed. Hvis kommuner, regioner og almenpraktiserende læger oplever, at der opstår tvivl om ansvarsfordelingen i bestemte situationer, vil jeg opfordre dem til at henvende sig til mig – for umiddelbart er det ikke sådan, at vi sidder med en opfattelse af, at der skulle være en lang række tvivlstilfælde. Men der skal ikke herske tvivl om, hvem der har ansvar for hvad, for borgerne må jo ikke komme i klemme i systemet, og derfor skal konkrete tvivlsspørgsmål, hvis sådan nogle er der, selvfølgelig også håndteres.

Sundhedsstyrelsen har løbende fokus på kvalitet i alkoholbehandlingen, bl.a. – som jeg sagde tidligere – med udgivelsen af nye nationale kliniske retningslinjer, der udkom her i november 2018. Og den viden, Sundhedsstyrelsen allerede har, om kvalitet og evidens i alkoholbehandlingen, har jeg da også en klar forventning om at kommunerne naturligvis benytter sig af. Alkoholbehandling er ikke et område, der er glemt, hverken af Sundhedsstyrelsen eller af regeringen, men jeg tror sådan set, at jeg deler forslagsstillernes opfattelse af, at der er kommuner, hvor der er behov for i højere grad at forholde sig til de anbefalinger, der også ligger fra nationalt hold, i forhold til at sikre en god kvalitet i alkoholbehandlingen.

Jeg synes også, det kan være svært at få et overblik over kommunernes alkoholbehandlingsindsats og et overblik over, hvor de reelle udfordringer opstår, og ikke mindst over, hvor store udfordringerne er. Og derfor har vi grundlæggende også behov for mere viden om, hvilke udfordringer der er med alkoholbehandlingen i dag.

Derfor vil jeg også foreslå, at vi beder Sundhedsstyrelsen om at lave et servicetjek af alkoholbehandlingsområdet – et servicetjek, der skal skabe klarhed over, hvor det halter med efterlevelsen af f.eks. de nationale kliniske retningslinjer, hvilke kompetencer der er brug for i alkoholbehandlingen, og eventuelt også om der er nogle generelle tvivlsspørgsmål i forhold til ansvarsfordelingen. Når vi så kender udfordringerne og har servicetjekket fra Sundhedsstyrelsen, mener jeg også, at vi har et bedre grundlag for at forholde os til, hvad der er af udfordringer, om der er udfordringer, der skal håndteres, og hvordan man kan gøre det på en hensigtsmæssig måde. Så på baggrund af servicetjekket vil vi kunne vurdere, om der er behov for nye indsatser eller krav for at sikre en tilstrækkelig høj kvalitet i alkoholbehandlingen i hele landet.

Det er dog også vigtigt at huske på, at kommunerne er forskellige og også har forskellige størrelser, og derfor tror jeg egentlig heller ikke, vi nogen sinde kan forvente, at alle kommuner vil kunne have den samme type tilbud. Det betyder jo ikke, at kvaliteten ikke skal være i orden – det skal den – men at der er nogle vilkår, også nogle gange geografiske vilkår, som vi også er nødt til både at acceptere og forholde os til. Det er sådan, at der er nødt til at være en form for frirum, i forhold til hvordan man planlægger tingene, men det frirum må jo ikke stå i modsætning til, at alle borgere skal tilbydes en tilstrækkelig god alkoholbehandling af en høj kvalitet.

Som jeg begyndte min tale med at sige, er det vigtigt, at danskere, der udvikler afhængighed af alkohol, også kan forvente at blive tilbudt behandling af høj kvalitet og af et kompetent personale. De konkrete forslag til en alkoholbehandlingspakke er efter regeringens mening ikke de rigtige initiativer i den sammenhæng, men vi anerkender – hvilket jeg egentlig oplever er baggrunden for beslutningsforslaget – at der er behov for en systematisk gennemgang af området. Og derfor vil vi sætte gang i et servicetjek på alkoholbehandlingsområdet.

Så på den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger, men vi vil iværksætte nogle andre initiativer for at styrke alkoholbehandlingen i Danmark.

Tak. Der er korte bemærkninger. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg vil da starte med kvittere for, at ministeren anerkender intentionen i det forslag, der er fremsat. Så kan jeg så forstå, at ministeren nu mener, at vi skal få lavet et servicetjek. Det er jo sådan set også udmærket. Min bekymring er bare lidt, at det ikke er første gang, vi har den her debat, og der er jo gentagne gange blevet lavet undersøgelser. Senest har Alkohol & Samfund lavet en stor undersøgelse. Og jeg tror, at et beslutningsforslag lig det her på SF's foranledning var oppe i 2010, hvor vi dengang fik at vide, at en autorisationsordning for alkoholbehandlere var lige på trapperne. Den venter vi stadig væk på i dag. Så der vil være en vis grad af utålmodighed i min forståelse for, at vi skal have lavet et servicetjek.

Jeg mener, der er nogle ting, som det er helt åbenlyst at vi allerede nu kan begynde at tage fat på. Det er f.eks. i forhold til en autorisation af uddannelse af alkoholbehandlere. Vi har brugt flere satspuljemidler på netop at få sat den her alkoholbehandleruddannelse i gang. Der er i dag 66 pct. af alkoholbehandlerne, der har dele af alkoholbehandleruddannelsen. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren om, hvad der har stillet sig i vejen for, at alkoholbehandleruddannelsen kan laves til en autoriseret uddannelse, som kan sikre en mere ensartet kvalitet i den behandling, man får.

Ministeren.

Som jeg sagde i min indledning, mener vi sådan set ikke, at uddannelsen nødvendigvis fortsat skal ligge hos Sundhedsstyrelsen. Det er jo heller ikke der, vi normalt organiserer uddannelse og efteruddannelse. Vi mener sådan set, at vi på en eller anden måde skal normalisere alkoholbehandleruddannelsen, ved at uddannelsen bliver placeret på en anerkendt uddannelsesinstitution, og så vi på den måde fremadrettet ligesom skaber et rum for, hvad det er for en type uddannelse. Der er ca. 2.000 personer, der har gennemgået de kurser, der er, og der er i dag 46 på venteliste. Der er tydeligvis en vilje til den kompetenceudvikling ad frivillighedens vej.

Men vi mener som sagt ikke, at en autorisationsordning af Sundhedsstyrelsens uddannelse er fremtiden. Det er sådan set at få det her tænkt ind i vores anerkendte uddannelsessystem og dermed også få systematiseret uddannelsen som en efteruddannelse for alkoholbehandlere, som har nogle forskellige baggrunde. Der er også behov for, at sådan en efteruddannelse også tager højde for, hvad det er for nogle forskellige kompetencer, man kommer med, og hvad det er, man i den sammenhæng kan have behov for af yderligere kompetencer.

Som jeg sagde indledningsvis, er der taget en række initiativer, f.eks. at socialtilsynet nu fører tilsyn med de nationale kliniske retningslinjer fra november måned. Derfor er jeg ikke af den opfattelse, at der ikke sker noget på området. Der sker hele tiden et løft, men vi oplever også, at der er behov for et servicetjek for at gøre status.

Hr. Peder Hvelplund.

Tak. Nu er det vel ikke sådan, at det er Sundhedsstyrelsen, der decideret står for uddannelsen. Den foregår vel i Center for Offentlig Kompetenceudvikling. Det undrer mig alligevel, at man, når nu der gennem satspuljemidlerne er brugt mange ressourcer på netop at få folk af sted til den uddannelse, så ikke vil anerkende, at det er det bedste bud, vi har nu, på en alkoholbehandleruddannelse.

Så vil jeg godt lige høre om det med socialtilsynet: Vil man også udvide det til at gælde for de private alkoholbehandlingssteder? Vi ved jo godt, at det i dag er sådan, at store dele af alkoholbehandlingen foregår i privat regi. Vil regeringen være villig til også at lade socialtilsynet påtage sig den rolle?

Ministeren.

Hele den del, der handler om socialtilsynet, og hvad socialtilsynet skal, ligger jo ikke under sundhedsministerens ressort, men under børne- og socialministerens ressort. Jeg ved også, at der har været forhandlinger om noget af det. Så jeg vil opfordre til, at man tager det op i den rette sammenhæng. Jeg nævnte det bare som et eksempel på nogle af de ting, der er blevet ændret og er blevet strammet op på, og som alt andet lige selvfølgelig også er med til at hæve kvaliteten.

Kursusrækken, som Sundhedsstyrelsen har via Center for Offentlig Kompetenceudvikling, COK, som ordføreren også nævner, skal i udbud her i 2019, fordi den kontrakt, man har haft med COK, er udløbet. Vi mener sådan set, at det er naturligt, at man i den sammenhæng tænker ind i det, at det sådan set bør være fremtiden, at en sådan efteruddannelse ikke er forankret i et regi, der egentlig er opstået ud fra nogle, som ordføreren også siger, satspuljebevillinger og forskellige andre initiativer, men at man får den ind på en anerkendt uddannelsesinstitution, ligesom de fleste andre uddannelser i Danmark.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Jeg tror, jeg hørte sundhedsministeren sige, at der er kommuner, hvor der er behov for at se på kvaliteten. Når man læser sundhedsministerens tale fra dengang, hvor hun var ordfører på et forslag, der er fuldstændig magen til, fra 2010, vil man se, at ministeren også dengang sagde, at der er kommuner, hvor der er behov for at se på kvaliteten. Efter kommunalreformen i 2007, og efter at kommunerne har overtaget opgaven, er der behov for at kigge på, om kommunerne nu også er lykkedes med at få sig indrettet på en fornuftig måde. Med den forskellige kvalitet, der er i de enkelte kommuner, er der så ikke også en risiko for, at de særlige behov, som ministeren ellers siger borgeren har krav på at få opfyldt, ikke bliver tilgodeset, og giver det så ikke god mening at prøve at kigge på en form for standarder, så alle ved, hvad det indebærer at lave den her alkoholbehandling, og at sørge for, at folk har de uddannelsesmæssige kvalifikationer til det?

Ministeren.

Når vi med en kommende sundhedsreform ønsker at styrke det nære sundhedsvæsen og få hævet kvaliteten i kommunerne, er det jo, fordi vi har nogle steder, hvor vi ikke synes kvaliteten er ensartet nok. Vi har en række steder, hvor vi ikke synes det nødvendigvis skal være en kommunal opfindelse, hvad det er for en kvalitetsstandard, man skal have på sundhedsområdet, men at borgeren i langt højere grad skal opleve, at der er en fagligt stærkere tilgang til den behandling, man får, også i kommunalt regi, på sundhedsområdet. Og det er noget af det, som vi allerede spillede ud med i det udspil, som vi præsenterede i december 2017, »Sundhed, hvor du er«, altså at vi har behov for nogle klare kvalitetsstandarder for det nære sundhedsvæsen og kommunernes indsats. Og der sagde jeg også indledningsvis, at det meget vel bl.a. også kan omfatte det område, som vi diskuterer i dag. Og det mener jeg sådan set også de nationale kliniske retningslinjer for 2018 var udtryk for, altså at vi ligesom laver nogle faglige standardiserede rammer – forebyggelsespakkerne er jo også udtryk for det – og så kan vi så se, at der er stor variation i, hvordan kommunerne tager det ned fra hylderne. Og ja, det er en diskussion, vi kommer til at skulle tage, og jeg håber da også på, at SF vil være med til at styrke det nære sundhedsvæsen, også når det kommer til faglige kvalitetsstandarder.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg lytter mig til, at ministeren henviser til et servicetjek. Men når vi nu kan konstatere, at problemerne i dag er nogenlunde de samme, som de var i 2010, giver det så mening at nøjes med at tænke i servicetjek, eller er tiden snart inde til, at man måske skal gøre noget mere præcist i forhold til det? Omkostningerne er jo kæmpestore ved ikke at gøre noget, både økonomisk, men bestemt også på det personlige plan, så selv om ministeren nu siger, at området ikke er glemt, forstår ministeren det så ikke, hvis lige præcis de her borgere og deres organisationer faktisk har en oplevelse af, at det i hvert fald ikke ligger øverst i bunken?

Ministeren.

Det er egentlig ikke den oplevelse, jeg har. Jeg oplever, at der er rigtig mange kommuner, der løbende har løftet både kvaliteten i behandlingen, men også den sammenhæng, man som borger skal opleve. Jeg mener også, at nogle af de lovgivningsinitiativer, vi har taget i den her regerings periode – jeg tror også, at ordføreren selv har været med til at forhandle nogle af dem i forhold til en plan og en anden tilgang – sikrer, at man ikke bare tænker alkoholbehandling og misbrug for sig selv, men at man tænker det sammen i forhold til den bredere sociale indsats, den bredere arbejdsmarkedsindsats og andre ting, for det er enormt vigtigt for netop at få sikret, at det er et helhedsorienteret tilbud, der er omkring den enkelte borger, for ellers tror jeg ikke, det har den virkning, det skal have. Der oplever jeg, at kommunerne har løftet meget, men der er også behov for, at vi gør status, derfor et servicetjek, og der er også behov for at få lavet nationale kvalitetsstandarder, også for det nære sundhedsvæsen, og det er jo det, som vi allerede har meldt ud vi vil gøre fra regeringens side, og som vil være en del af en kommende sundhedsreform, som jeg også håber på SF vil deltage aktivt i og være med til at diskutere.

Tak. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Nu fik ministeren lejlighed til at nævne det nære og sammenhængende sundhedsvæsen flere gange her under besvarelsen, og det er jo noget, som vi har ventet meget, meget længe på, og det gør vi stadig væk. Jeg har et spørgsmål, for ministeren siger i forbindelse med den svingende kvalitet ude i kommunerne, at der jo også er nogle særlige geografiske vilkår, der gør sig gældende for nogle kommuner. Der har jeg behov for at vide lidt mere om, hvad det er, ministeren og regeringen tænker. For det kan jo tolkes sådan, at det også fremover er en accept af, at der skal være en forskellighed. For ministeren og regeringen taler rigtig meget om geografisk ulighed, og det her betyder jo geografisk ulighed. For nogle kommuner gør tingene væsentlig mere kvalificeret, end andre kommuner gør.

Ministeren.

Det er jo sådan en diskussion, spørgeren og jeg selv og også andre af mine gode kollegaer har igen og igen, i forhold til det her med det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Hvor langt er vi? Vi præsenterede vores udspil »Sundhed, hvor du er« i december 2017, med en lang række initiativer i forhold til det nære sundhedsvæsen, vi har præsenteret »En læge tæt på dig« i forhold til at styrke almen praksis, og vi har lige i dag behandlet et lovforslag i relation til sundhedsdata i fremtiden, som alt sammen er en integreret del af en kommende sundhedsreform, og som jo i høj grad handler om det nære sundhedsvæsen og den sammenhæng, der skal være i vores sundhedsvæsen.

Men vi er jo ikke i mål endnu. Derfor kommer vi også til at præsentere en større sundhedsreform, som bl.a. sætter fokus på, hvordan vi får styrket vores nære sundhedsvæsen, herunder også en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen med nogle klare standarder for, hvad kommunerne skal levere, og det er jo ikke bare noget, som så bliver lavet ad én omgang. Det er jo i høj grad en kvalitetsplan, der lidt ligesom specialeplanen på sygehusområdet skal udvikle sig over tid, og som jo også løbende vil komme til at rumme flere områder. Der sagde jeg indledningsvis, at jeg da godt kan se for mig, at alkoholområdet i høj grad kan være et område, som også kan være omfattet.

I forhold til geografisk forskel: Hvis man kigger i det nordjyske, tror jeg bare, man må sige, at der er forskel på en lille kommune som Læsø og så en kommune som Aalborg, og der er nogle steder, hvor man kan sige, at det jo ikke kun er et spørgsmål om, hvad kommunen kan levere på et område. Det er også et spørgsmål om, hvor de specialiserede tilbud er i relation til det, og hvordan vi sikrer samarbejdet. Og der er noget af det, som vi er optaget af, også i forhold til sundhedsfællesskaber, at man så også får et bredere samarbejde, der går på tværs af kommunegrænserne.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jo, nu taler vi godt nok alkoholbehandling, som ligger i det kommunale, men det, ministeren siger her, kunne jo fuldstændig overføres til det, der er regionale funktioner, og her klinger det bare ekstremt hult, at man kan fremhæve de her eksempler, når det drejer sig om kommuner, men når det drejer sig om forskel mellem regioner, har regeringen altså bidt sig fast i, at de leverer geografisk ulighed, og derfor skal man lave nye strukturer og nye streger på et landkort i stedet for måske at kunne sige, hvordan det er, ting skal gøres, og så er det sådan, det er. Så det her klinger ekstremt hult i forhold til det politiske og ideologiske projekt, som vi i øjeblikket går og venter på med ængstelse.

Så er det ministeren.

Vi ønsker at styrke det nære sundhedsvæsen. Vi ønsker at styrke det sundhedsvæsen, der er tæt på, hvor folk bor, almen praksis, det kommunale sundhedstilbud. Det betyder også nogle kvalitetsstandarder. Det kan meget vel også udvikle sig til kvalitetsstandarder på det område, som vi taler om i dag. Vi accepterer ikke geografisk ulighed på grund af kommunegrænser, som ordføreren siger. Det er jo sådan set også baggrunden for, at vi indførte en ny patientrettighed, en ret til hurtig genoptræning, uanset hvor i landet man bor, så man kan få sikret genoptræning efter 7 dage. Det var, fordi vi ikke syntes, det var rimeligt, at der var så stor kommunal forskel, som der var, på genoptræningsområdet. Tilsvarende vil en kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen også sikre nogle mere ensartede og fælles standarder for det sundhedstilbud, som borgerne møder i kommunerne, og det synes jeg kun er rimeligt. Og jeg håber sådan set på, at Socialdemokratiet vil pakke ideologien væk og være med til at løse de udfordringer, vi har i sundhedsvæsenet.

Med det siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og den næste ordfører i rækken er rent faktisk hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Det er helt nødvendigt, at vi tager alkoholmisbrugsbehandlingen op til diskussion. Der er rigtig mange danskere, der i deres hverdag og i deres liv er præget af at have et misbrug, og det præger rigtig mange børn, som vokser op i hjem, hvor mindst den ene forælder er alkoholmisbruger, og samlet set påvirker det vores samfund rigtig meget og rigtig negativt hver eneste dag.

Jeg synes, det er godt, at forslagsstillerne rejser det her spørgsmål, og vi har allerede nu i forbindelse med besvarelsen fra ministeren jo også set, at tingene har været taget op tidligere. Der er set med socialdemokratiske øjne ikke den nødvendige fremdrift for en entydigt høj kvalitet, som vores samfund efterspørger, og som er ret og rimelig, og det skal vi gøre anderledes, og det skal vi gøre bedre. Jeg synes, det er godt, at der bliver udarbejdet nationale kliniske retningslinjer på området. Det har behandlerne og det har kommunalpolitikerne behov for at læne sig op ad.

Men at der er en meget uensartet og svingende kvalitet, er et faktum, og det bliver vi nødt til at anerkende og gøre noget ved. Jeg synes også, vi har bakset med opgaven de gange, hvor vi tidligere har prøvet at kigge på, hvem der skulle lave tilsynet. Jeg tror, det blev placeret rigtigt i socialtilsynet fra 2016, men vi må sige, at det ikke dækker det hele, og at vi heller ikke har fået fulgt tilstrækkelig godt op på det politisk.

Hvis vi kigger på beslutningsforslaget, som det ligger her med de tre elementer med at sikre en autorisation for behandlere, kvalitetskrav til udredning og behandling og et referenceprogram for udredning og behandling i forhold til alkoholmisbrug, må jeg sige, at jeg synes, at mange af tingene kan være rigtig gode, og vi mener også i Socialdemokratiet, at vi skal vi tage fat på det her, måske også væsentlig mere grundigt, end man kan med baggrund i at bede en regering om at udarbejde et udspil allerede nu her den 1. februar 2019. Jeg vil sige, at det er den ene grund til, at Socialdemokratiet ikke kan bakke beslutningsforslaget op, som det ligger her.

Den anden er med hensyn til økonomien. Der foreslås her, at man skal lave nogle afgiftsjusteringer i forhold til alkoholsodavand. Ja, den afgiftslettelse var bestemt ikke noget, der var vokset i hverken vores for- eller baghave, så det vil vi såmænd godt være med til at kigge på. Men at begynde at tænke det meget konkret ind i en finansiering af det her tror vi ikke giver den rigtige sammenhæng og de rigtige elementer. Vi tror på, at vi efter et kommende folketingsvalg bliver nødt til at mødes bredt politisk for at diskutere, hvordan vi sætter det her op, også i forlængelse af det, ministeren siger allerede er i gang. Ministeren kalder det et serviceeftersyn. Jeg tror, vi skal bygge nogle ambitioner ind i det, sådan at vi ikke bare får målt på det, men at vi får spurgt: Hvad er det, vi rent faktisk gerne vil have?

Så jeg vil sige fra socialdemokratisk side, at intentionen, sigtet, opmærksomheden er fuldstændig rigtig. Det her påvirker rigtig mange i deres hverdag, og der er for stor forskellighed, en forskellighed, som vi fra socialdemokratisk side heller ikke kan acceptere. Mange gange har jeg sagt, at kommunerne også er bragt i en virkelig vanskelig situation. Jeg bor selv i et område, hvor vi med rette kan sige, at der er kommuner, der ikke har ret mange penge. De har udfordringer på rigtig mange måder, og de har bestemt også mange borgere, der både sygdomsmæssigt og misbrugsmæssigt er bragt i en situation, som gør, at der er mange, der har behov for hjælp. Det der med at være en fattig kommune og have rigtig mange borgere, der har behov for hjælp, er ikke en god kombination. Så vi vil rigtig gerne være med til at tage en grundigere drøftelse af både konsekvenser og muligheder og afdækning, og det synes vi at vi skal kaste os målrettet ind i på den anden side af et folketingsvalg.

Så med de her ord vil jeg igen gentage, at vi ikke støtter beslutningsforslaget, som det ligger, men som I kan høre, støtter vi i den grad intentionen.

Der er et par korte bemærkninger. Fru Kirsten Normann Andersen, værsgo.

Tak for det. Alkoholmisbrug er en kæmpe udgift for samfundet; det giver også kæmpe sociale problemer, og det giver ikke mindst også alvorlige – og meget alvorlige – sundhedsmæssige problemer. Jeg tror, at både ordføreren og jeg har prøvet at arbejde i afdelinger, hvor alkoholikere, som ikke har fået behandling, kommer ind og er livstruet af deres sygdom som følge af alkoholmisbruget. Giver det i det mindste ikke rigtig god mening, uagtet at vi godt kan kigge på organisation og struktur, her og nu at prøve at stille nogle kvalificerede krav til, hvad behandlere skal kunne, hvad det er for en viden, de skal være i besiddelse af, og hvad det er for nogle tilbud, de skal kunne give til den borger, som har brug for behandling for sit alkoholmisbrug, inden man kommer så langt, at man til sidst ligger som patient på et sygehus?

Ordføreren.

Jo, jeg er fuldstændig enig med SF's ordfører i, at det skal vi gøre, og jeg mener også, at tiden er inde til det. Jeg synes også allerede nu, efter den her halve time, hvor vi har diskuteret det, at vi har fået afdækket, at der ikke har været den fremdrift i en kvalitetsforbedring og i en entydig udvikling, som er det, vi har nævnt her i Folketingssalen tidligere.

Så er det hr. Peder Hvelplund. Lige et øjeblik, fru Kirsten Normann Andersen ønsker alligevel den anden korte bemærkning.

Det er rigtigt, men knappen ville ikke rigtig tage imod, da jeg trykkede på den.

Én ting er jo det kæmpestore billede, hvor jeg sådan set godt kan være enig med ordføreren i, at det kan vi sådan godt kigge på på den lange bane, og ministeren har også nævnt sundhedsreformen og andet i forhold til den del, men det her er jo trods alt også et isoleret tema, nemlig det at sikre kvalitet i behandlingen i form af f.eks. nødvendig uddannelse og at få stillet nogle krav til det. Isoleret set er det vel overkommeligt at tage fat på lige præcis det problem, modsat den større alkoholbehandling, man måske skal tage sig af senere.

Ordføreren.

Jo, og vi skal have defineret, hvad kvaliteten skal være i uddannelsen. Det, vi jo så også skal være opmærksomme på, er, at lige så snart vi så har sagt, at det er den kvalitet, vi vil have at alle behandlere skal kunne udvirke i deres praktiske virke, både offentligt og privat, sådan som vi ser det, så skal vi også være klar over, at så koster det. Så der skal vi også have lavet de rigtige beregninger, for ellers risikerer vi at give kommunerne en udgift, der bliver lagt oven i alle de udgifter, de har i forvejen, hvor de i den grad har vanskeligt ved at få enderne til at nå sammen i alle forhold til alle de velfærdsområder, hvor forventningerne er store. Jeg synes, at vi skal være meget opmærksomme på, hvilke opgaver der er »kan«- og »skal«-opgaver i fremtiden. Det hører jeg faktisk også fra ministerens side, og det er også det, jeg hører fra KL's side, altså at der er en større og større erkendelse af i KL, at man bliver nødt til at have nogle ensartede regelsæt.

Så er det hr. Peder Hvelplund. Værsgo.

Tak. Først vil jeg gerne kvittere for de positive bemærkninger i forhold til intentionerne i forslaget her. Jeg vil godt lige adressere et par af de punkter, som ordføreren nævnte som begrundelse for, at man ikke kunne stemme for forslaget for nuværende.

For det første er der tidspunktet, og det er klart, at da vi fremsatte forslaget, lød 1. februar som en udmærket deadline for det, men vi må sige, at det ikke er realistisk nu, og derfor er vi selvfølgelig også villige til at ændre på det, i fald det her forslag skulle blive vedtaget. For det andet er der finansieringen. Her vil jeg også bare gøre opmærksom på, at da det daværende KORA – det, der hedder VIVE i dag – i 2017 beregnede de udgifter, som kommunerne havde, når det handlede om følgevirkninger af alkoholpåvirkning, kom de frem til, at det beløb sig til 3,5 mia. kr. Så med hensyn til finansiering har vi anvist en konkret finansieringsmulighed, men der er også noget, der kan indhentes, når det handler om følgevirkninger.

Det, jeg egentlig godt bare vil høre, er, om ordføreren er enig i det helt principielle i – også hvis det er noget, vi skal kigge på efter næste folketingsvalg – at vi skal have lavet en autorisation for alkoholbehandlere, at vi skal have sikret nogle kvalitetsstandarder, og at vi skal have lavet et referenceprogram. Er det noget, ordføreren kan give tilsagn om, altså at det er den model eller de principper – hvordan vi så skruer modellen sammen, kan vi diskutere – det skal basere sig på?

Ordføreren.

Det lyder fuldstændig rigtigt for mig, at det er tre af de veje, vi skal gå. Om det skal hedde en autorisation, eller om det skal hedde noget andet, kan jeg ikke sige, men ja, der skal i hvert fald være et ensartet niveau af viden i forhold til dem, der skal være behandlere.

Ordføreren siger, at det her har store økonomiske konsekvenser for vores samfund, og det sagde jeg også i min ordførertale, men jeg har lyst til som socialdemokrat at sige, at der godt nok er nogle omkostninger, der tikker ind på andre konti først, og det er de menneskelige. Det gælder de voksne misbrugere og deres børn, men som vi også tidligere har talt om, er der også børn, der er alkoholmisbrugere. Og selv om alkoholforbruget er faldende, hjælper det intet i forhold til dem, der har udviklet et misbrug, og det er der, vores sociale ansvar skal slå igennem på en anden måde, end vi har set det slå igennem de sidste år.

Tak. Hr. Peder Hvelplund.

Det er jeg jo selvfølgelig fuldstændig enig med ordføreren i. Når jeg nævnte det økonomiske, var det selvfølgelig, fordi ordføreren selv nævnte det som en begrundelse for, at man for nuværende ikke kunne støtte forslaget. Bortset fra det er jeg fuldstændig enig i de betragtninger, og det er også derfor, vi har fremsat forslaget her. Det er jo ikke et forslag, der handler om, at vi skal spare penge – det er et spørgsmål om, at vi har en gruppe borgere her, der har brug for en bedre hjælp end den, de får i dag.

I forhold til det med autorisation er jeg helt med på, at det er noget, vi kan kigge på. Jeg synes bare, at det, der er afgørende, er, at vidensniveauet sikres, men det er jo også det, at man kan sikre en form for klageadgang og en form for tilsyn med de behandlere, og derfor mener jeg, det er vigtigt, at vi i hvert fald får en eller anden form for autorisation, så man også sikrer sikkerheden for de mennesker, der søger alkoholbehandling.

Ordføreren.

Jeg mener, at vi meget let kan enes om det her, og det tror jeg vi kan gøre bredt politisk. Jeg tror bare, at vi skal arbejde på et setup, hvor vi får tænkt det hele ind, herunder om det sådan skal være en større plan, også med baggrund i de erfaringer, der høstes nu. Når jeg har besøgt misbrugscentre, har det været mit klare indtryk, at der arbejder utrolig dedikerede personer, men de har også behov for, at vi retter blikket mod det og siger: Det skal være den bedste viden, der gøres brug af alle steder, når der behandles for misbrug.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så går vi videre til Dansk Folkeparti, og det er fru Karina Adsbøl som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Og også tak til forslagsstillerne for at komme med det her forslag om en alkoholbehandlingspakke. I Dansk Folkeparti er vi enige i, at der mangler kvalitetssikring i alkoholbehandlingen, herunder også enige i det delelement i beslutningsforslaget, som vil stille kvalitetskrav til alkoholbehandlingen. Det er også rigtig vigtigt, at dem, som er ansat som behandlere, selvfølgelig har en faglig og relevant viden. En undersøgelse fra Alkohol & Samfund har jo også vist, at det er meget forskelligt, hvem der varetager alkoholbehandlingen i kommunerne. Der er 98 kommuner, som har forskellige måder at forebygge og hjælpe på i forhold til alkoholbehandling, og vi skal selvfølgelig lære af de allerbedste.

I Dansk Folkeparti er vi store tilhængere af familieindsatser. Der er også dokumentation for, at familieorienteret alkoholbehandling hjælper såvel familien som den drikkende part. Familieorienteret alkoholbehandling er lige så effektiv eller endda bedre end den individuelle alkoholbehandling. Familieorienteret alkoholbehandling kan have stor positiv effekt på familien og reducere familiemedlemmernes fysiske og psykiske symptomer på belastning. Desværre viser en undersøgelse fra Alkohol & Samfund, at ca. 13 pct. af kommunerne ikke tilbyder familieorienterede indsatser, samt at 22 pct. af kommunerne ikke har tilbud til pårørende, og at 9 pct. af kommunerne kræver, at den drikkende part er i behandling, for at de pårørende kan få hjælp. Det er selvfølgelig langtfra godt nok.

Der er derudover lange ventetider for borgere, der skal visiteres til enten dag- eller døgnbehandling. I 10 pct. af landets kommuner kan borgere begynde i alkoholbehandling alle ugens dage, i 60 pct. af landets kommuner er det kun muligt i hverdagene, mens behandlingen i 32 pct. af kommunerne kun kan begyndes på udvalgte hverdage. Forholdene for at påbegynde en alkoholbehandling er derfor meget, meget forskellige i landets kommuner, og alkoholproblemer har jo konsekvenser for andre end den drikkende part, da familien ofte er lige så belastet som misbrugeren. Der er heller ikke nogen tvivl om, at alkohol fylder meget i den danske kultur.

Siden 2007 har landets kommuner haft ansvaret for at drive den offentlige alkoholbehandling. Ifølge sundhedsloven har kommunerne jo pligt til at tilbyde deres borgere gratis alkoholbehandling inden for 14 dage efter henvendelse. Det seneste overblik over kommunernes alkoholbehandling er fra 2017, hvor Magasinet RUS lavede en rundringning til 30 kommuner. Kortlægningen fra 2012 og dens forgænger fra 2010 samt rundringningen fra 2017 understregede netop de store kvalitetsforskelle kommunerne imellem. På den baggrund har Alkohol & Samfund taget temperaturen nu her på den kommunale alkoholbehandling, og det viser stadig væk det samme mønster, nemlig at der er stor forskel på kvaliteten.

I Dansk Folkeparti vil vi gerne være med til at se på, hvordan vi forbedrer den her indsats. Vi kan så ikke støtte forslaget, som det foreligger her. Der er i den forbindelse nævnt nogle eksempler her i dag, og det handler bl.a. om, hvornår det her skal træde i kraft, og så er der selvfølgelig også finansieringen. Vi vil meget gerne være med til at se på, om vi ikke kan lave en fælles beretning. Jeg har også siddet og skrevet på en, som jeg kan sende rundt, for at se, om vi kan mødes på den led, så vi kan skabe opbakning og finde de gode løsninger i fællesskab.

Det var ordene fra Dansk Folkeparti.

Der er en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen, og tak for de positive bemærkninger i forhold til det. Jeg er helt med på, at det kunne være en god idé at få lavet en fælles beretning. Vi er jo fra forslagsstillernes side helt med på, at både tidspunktet for, hvornår det skal fremsættes, og finansieringen er noget, vi kigger på. Det, der kan være helt afgørende for os, er netop principperne i det, og jeg kan høre, ordføreren er helt med på, at det her jo ikke er ny viden. Jeg forstår ikke helt behovet for at få lavet et kommunalt servicetjek nu, for hver gang vi har kigget på det, og hver gang vi spørger kommunerne, er det det samme billede, vi får. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, om ordføreren også vil være med på, at vi nu sætter gang i arbejdet med at få lavet en autorisationsordning i forhold til uddannelseskravet, nogle kvalitetsstandarder og et referenceprogram, altså principperne i det forslag, der ligger her, for det er sådan set det, der er det mest afgørende.

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, er vi meget enige i intentionerne med forslaget. Men når det er sagt, skal man ikke tage fejl af, hvad et servicetjek også kan indeholde. Det så vi faktisk, da vi ændrede patienterstatningsordningen, og det var jo et beslutningsforslag, kan man sige, om servicetjek og patienterstatninger. Så derfor synes jeg ikke, at det ene udelukker det andet. Vi skal bruge den viden, vi allerede har, og den viden, vi allerede har, kan vi jo sagtens arbejde videre med. Derudover kan det jo godt være, at vi får ny viden i forhold til et tjek af det her. Så jeg bakker sådan set op om sundhedsministeren, for jeg synes, det er rigtig fint, at vi kan gøre begge dele.

Hr. Peder Hvelplund.

Et servicetjek er jo aldrig af vejen, og selvfølgelig kan vi sagtens bruge ny viden. Det bekymrer mig lidt, at man, hver gang vi har behandlet det her, ligesom har sagt, at vi har brug for noget ny viden, før der skal ske noget. Derfor er det hele tiden blevet skubbet foran os, og vi har ikke reageret, og der er det bare, vi i Enhedslisten og hos SF er af den opfattelse, at nu har vi ligesom den tilstrækkelige viden til at kunne konstatere, at vi har et problem her, som vi bliver nødt til at handle på af hensyn til de 140.000 mennesker, som er ramt af alkoholafhængighed, og deres pårørende.

Ordføreren.

Ja, men jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet. I forhold til de 140.000, der har et alkoholmisbrug, synes jeg også, det er vigtigt, at vi faktisk får en viden om, hvordan alkoholbehandlingen virker ude i kommunerne, i forhold til hvor mange – forstå mig ret – der kommer ud på den anden side og kommer ud af deres misbrug. Det synes jeg faktisk vi mangler noget viden om, altså i forhold til de indsatser, der er ude i kommunerne.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er fru Jane Heitmann, partiet Venstre. Værsgo.

Tak. Beslutningsforslaget, som vi behandler i dag, er fremsat af Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti. Forslaget lægger op til en folketingsbeslutning om at udarbejde et udspil til en alkoholbehandlingspakke som led i regeringens sundhedsreform. Og jeg vil gerne starte med at anerkende vigtigheden af den debat, som de to partier ønsker at rejse. I Venstre deler vi intentionen bag forslaget: at sikre den bedst mulige alkoholbehandling. Alkoholmisbrug har store sundhedsskadelige konsekvenser for den enkelte, og misbruget har ofte også store sociale konsekvenser. Særlig når der er børn i familien, kan det af og til synes næsten helt uoverskueligt og på alle måder ulykkeligt. Omkring 140.000 mennesker er i dag afhængige af alkohol, og ca. 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug. Det er triste tal, og derfor skal vi jo heller ikke sidde med hænderne i skødet – heller ikke selv om der er lyspunkter, som det bestemt er værd at hæfte sig ved. For i årene 2010-2017 er andelen af personer, der overskrider højrisikogrænsen for alkoholindtag, faldet fra 10,6 pct. til 6,9 pct., og det er en positiv udvikling. Det arbejde skal vi sikre forsætter, og der er mange veje at gå.

Forslagsstillerne ønsker at autorisere behandlere, og umiddelbart lyder det jo som et sympatisk initiativ. Men sagen er den, at Sundhedsstyrelsens anbefaling på området trækker lidt i en anden retning. Sundhedsstyrelsen er landets største og øverste sundhedsfaglige myndighed, og i Venstre mener vi, at man skal lytte til Sundhedsstyrelsen. Herfra er anbefalingen, at man ikke automatisk autoriserer behandlere, når alkoholbehandleruddannelsen, som det hedder, er gennemført. Fra Venstres side mener vi, at det giver god mening at undersøge, hvilke muligheder der kan være for at etablere en egentlig efteruddannelse på en anerkendt uddannelsesinstitution. Og vi deler i Venstre fuldt og helt det udgangspunkt, at der er stor variation i de kommunale tilbud, og at det ganske enkelt ikke er i orden.

Nogle kommuner gør det godt, og andre har mere at arbejde med. Og Sundhedsstyrelsen er allerede godt i gang med at udforme kvalitetsplaner, som kan understøtte både systematik og ensartethed i kommunerne. Nogle vil måske endda kunne huske udspillet »Sundhed, hvor du er«, som netop adresserer nogle af udfordringerne i de kommunale sundhedsindsatser, et arbejde, som er en slags forløber for den kommende sundhedsreform. Et helt afsnit i udspillet handler netop om høj kvalitet i de nære sundhedstilbud. Set fra min stol er der ikke noget, der forhindrer en overvejelse om også at tænke alkoholbehandling ind i det arbejde og så i den forbindelse opfordre Sundhedsstyrelsen til et servicetjek af alkoholbehandlingsområdet. Men først og fremmest er det afgørende, at vi får mere viden om, hvad der rent faktisk foregår derude, før vi over hals og hoved tager nye initiativer.

Lige før årsskiftet udgav Sundhedsstyrelsen nye nationale kliniske retningslinjer for behandling af alkoholmisbrug, og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning i forhold til at sikre en mere ensartet behandling. Det må ikke være postnummeret, der afgør, hvilken behandling man tilbydes. Med de nye nationale kliniske retningslinjer i hånden ser vi fra Venstres side ikke umiddelbart nogen grund til også at indføre referenceprogrammer nu og her.

Som jeg nævnte indledningsvis, støtter vi i Venstre intentionerne bag forslaget om en styrket indsats og mere ensartethed i den kommunale alkoholbehandling, og vi glæder os over, at der allerede er igangsat initiativer, der på forskellig vis netop sigter mod at hæve barren, så flere i fremtiden tilbydes bedre og mere ensartet behandling.

På baggrund af de her nævnte argumenter kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget. Men vi støtter gerne en fælles beretning, som Dansk Folkepartis ordfører netop har foreslået.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Der var egentlig bare, fordi ordføreren sagde, at nu skulle vi ikke begynde at lave noget over hals over hoved. Og det var det, der fik mig til lige at tage ordet. For det her er jo noget, vi har diskuteret adskillige gange tidligere. Det var, som jeg nævnte, oppe i 2010, hvor SF havde et forslag nogenlunde tilsvarende det her, og hvor vi fik at vide, at der var en autorisationsordning for alkoholbehandlere lige på trapperne. Og vi venter stadig væk.

Det seneste, vi har fået nu her, er den meget grundige undersøgelse fra Alkohol & Samfund, hvor man har været i kontakt med en stor del af de danske kommuner for at høre, hvordan tilstanden er, og det er jo ret tydeligt, at det er meget, meget svingende tilbud, der er, når man søger alkoholbehandling. Så jeg vil på ingen måde modsætte mig, at man får lavet et servicetjek, eller at man indhenter nye oplysninger.

Jeg har bare svært ved at forstå, hvad det er for en viden, man synes man mangler, og hvordan ordføreren kan sige, at det er noget, vi gør over hals og hoved. Jeg synes jo, vi har en stor viden om, hvordan det ser ud i dag. Og det er temmelig åbenlyst, at der er et behov, både for en autorisationsordning, men også for nogle kvalitetsstandarder og et referenceprogram, som gør, at man møder et forholdsvis ensartet behandlingssystem, så vi ikke kommer til at spille det her behandlingsbingo.

Så er det ordføreren.

Jeg deler jo fuldstændig Enhedslistens udgangspunkt, og som jeg også sagde i min ordførertale: Jeg deler intentionerne. Der er meget, meget stor kommunal variation i de tilbud, der er til borgerne. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Og ja, vi ved rigtig meget, men der er også rigtig meget, vi ikke ved. Og derfor giver det set fra Venstres stol rigtig god mening, at vi igangsætter et servicetjek og får at vide, hvad der er op og ned – hvad virker, hvad virker ikke – og at man så på baggrund af det servicetjek kan iværksætte de nødvendige initiativer.

Fru Kirsten Normann Andersen trykkede sig ind i sidste sekund. Værsgo.

Tak. Det var i virkeligheden ordførerens sidste svar her, der alligevel lige gav anledning til et spørgsmål. For jeg kvitterer sådan set for, at Venstre også gerne vil være med i en fælles beretning. Det giver rigtig god mening. Men vi ved jo rigtig meget om, hvad det er, der ikke virker, dér, hvor det ikke virker. Vi ved jo godt, at der er meget store forskelle på, hvad det er for nogle tilbud, som kommunerne kan give. Så et servicetjek kan være godt nok for at få en kortlægning – kunne man også have kaldt det. Men giver det ikke meget god mening allerede nu at tage hul på spørgsmålet om, hvordan man får kvalificeret personalet til at løse de opgaver, der er? Altså, hver eneste gang en borger med alkoholmisbrug møder et ikkekvalificeret tilbud, er det jo både penge ud af vinduet, men det er også først og fremmest et menneske og en familie, som svigtes.

Ordføreren.

Da vi skulle forhandle satspulje i efteråret, havde regeringen fremlagt et forslag med en tocifret millionprioritering til kompetencecenteret for dobbeltbelastede alkoholafhængige, altså Ringgården ved Middelfart. Det initiativ var der ikke opbakning til i satspuljekredsen. Vi havde fra Venstres side gerne set en tocifret millionbevilling. Det var der ikke opbakning til. Det initiativ blev nedbarberet, kan man vil godt tillade sig at sige; i hvert fald blev det kraftigt skaleret ned. Det var jeg personligt meget ærgerlig over, så derfor synes jeg også, det klinger en lille smule hult, når man nu her skal høre SF tale om kompetencer og kompetenceløft, og at vi skal gøre mere. Altså, vi havde sådan set chancen i satspuljekredsen i efteråret for at styrke et kompetencecenter og de initiativer, der er omkring det, markant. Men satspuljekredsen og bl.a. SF valgte jo at takke nej til den prioritering.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jeg synes faktisk ikke, ordføreren svarede på det, jeg spurgte om. Jeg synes, ordføreren gav sig til at tale om noget helt andet. For én ting er at styrke én slags indsats, og noget andet er at styrke en anden. Jeg er enig med ordføreren i, at der er masser af områder, der trænger til at blive løftet. Det synes jeg oprigtigt ordføreren har ret i, og det forslag, som ordføreren nævner, er også et af dem.

Men det er jo ikke et svar på spørgsmålet om, hvorvidt vi måske ved hjælp af en særlig uddannelsesindsats i det mindste kunne sikre, at de behandlere, der skal tage sig af borgere med alkoholproblemer, rent faktisk også har de nødvendige forudsætninger for og kompetencer til at løse opgaven i hele landet. Og derfor spørgsmålet: Kunne man forestille sig, at Venstre i det mindste ville være med til at kigge på lige præcis den del af forslaget?

Ordføreren.

Jo, jeg har meget klart tilkendegivet, at vi meget gerne havde støttet kompetencecenteret i Middelfart med et tocifret millionbeløb, som regeringen lagde op til, da vi forhandlede satspulje i efteråret. Det havde vi gerne gjort. Nu er vi så et andet sted i dag; satspuljeaftalen er landet, og den er vi sådan set også godt tilfredse med fra Venstres side, selv om vi er lidt ærgerlige over, at det her initiativ blev barberet så voldsomt ned. Nu foreslår vi et servicetjek på linje med det, som DF har talt om, og som ministeren foreslår. Og jeg synes sådan set også, at det giver god mening at lave et servicetjek, og når vi så har den nødvendige viden om, hvad det er for indsatser, som virker, og hvad det er for indsatser, som ikke virker, så lad os tage diskussionen igen.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at jeg deler forslagsstillernes intention om at sikre kvalitet i behandlingen af de desværre mange alkoholafhængige danskere.

Det er vigtigt, at vi sikrer en rigtig god kvalitet i alkoholbehandlingen, da alkoholafhængighed jo er et alvorligt problem, som ikke kun har ødelæggende konsekvenser for de afhængige selv, men også for deres pårørende. Der er helt klart ting, der kan gøres bedre, ikke mindst vedrørende den store geografiske ulighed. Men jeg er også af den opfattelse, at Sundhedsstyrelsen faktisk har skarpt fokus på at sikre kvalitet i alkoholbehandlingen. Bl.a. har man udgivet opdaterede nye kliniske retningslinjer for behandling af alkoholafhængighed, og man har sidste år udgivet forebyggelsespakken om netop alkohol, og det arbejde ønsker jeg skal fortsætte.

Det glæder mig, at regeringen vil se på, om uddannelsen til behandler kan blive etableret på en anerkendt uddannelsesinstitution, for jeg er helt enig i, at det er vigtigt, at der i alkoholbehandlingen indgår de rette kompetencer. Når der er etableret en egentlig uddannelse, kan man til den tid overveje, om der skal tilknyttes en certificeringsordning eller lignende, men p.t. anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke, at man automatisk autoriserer behandlere, selv om de har gennemgået Sundhedsstyrelsens kursusrække.

Så Liberal Alliance støtter derfor ikke beslutningsforslaget, men støtter altså helt klart den intention, der ligger bag det, og vi deltager også meget gerne i en beretning.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, hr. Peder Hvelplund.

Tak, og tak for ordførertalen. Jeg vil selvfølgelig gerne kvittere for de positive bemærkninger i den.

Når jeg lige tog ordet, var det, fordi ordføreren nævnte, at Sundhedsstyrelsen allerede havde nogle retningslinjer for god alkoholbehandling, og der vil jeg bare godt lige gøre opmærksom på, at den undersøgelse, som Alkohol & Samfund lige har udgivet, og hvor man har været i kontakt med kommunerne, jo viser, at der er en meget svingende standard. Der er 43 pct. af kommunerne, der ikke har samarbejdsaftaler med andre aktører såsom socialpsykiatri, psykiatrisk skadestue eller psykolog, selv om det netop fremgår af Sundhedsstyrelsens rådgivningsmateriale. Der er over en femtedel, der ikke tilbyder pårørendetilbud, og en fjerdedel har ikke udarbejdet kvalitetsstandarder.

Altså, der er jo stadig væk et meget, meget stort rum for forbedring, og det er derfor, det undrer mig lidt, at ordføreren så siger, at i og med at Sundhedsstyrelsen allerede har nogle anbefalinger, skulle det dermed være nok.

Ordføreren.

Men det sagde jeg sådan set heller ikke. Jeg sagde ikke, det var nok. Jeg sagde netop, at der er meget mere, der kan gøres bedre. Og det er også derfor, jeg siger, at jeg rigtig gerne deltager i en beretning, hvor vi sammen kan gøre en indsats for, at alkoholbehandlingen bliver bedre, fordi netop geografisk ulighed er et stort problem.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og den næste i rækken er fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Det er et vigtigt beslutningsforslag, som vi drøfter nu, og jeg vil gerne, som flere også har gjort, starte med at fokusere på børn, der vokser op i familier, hvor man har alkoholproblemer, og hvor man har alkoholafhængighed, for i mine år som formand for børne- og skoleudvalget har det været noget af det, jeg har været meget optaget af. Det kan være rigtig svært at identificere de problemer, der er i en familie, fordi familierne er i alle samfundslag, i alle socioøkonomiske grupper i samfundet, og fordi børnene ikke altid viser nogle sådan ensartede, hvis man kan sige det, symptomer eller adfærdsmønstre. Så jeg synes, det er et rigtig, rigtig vigtigt beslutningsforslag, og det er rigtig vigtigt at få sat fokus på, at vi skal have en behandling, og at vi skal have en ensartet kvalitet i forhold til det.

Ifølge et studie af en psykolog, der hedder Helle Lindgaard, er det sådan, at alkoholproblemer hos en eller begge forældre eller omsorgspersoner medfører et familiemiljø, der er præget af konflikter, fortielser, uforudsigelighed, skyld og skam, og hvor der ofte ikke er overskud til at varetage barnets behov. Det er jo virkelig hjerteskærende, og derfor er det vigtigt at give de voksne et behandlingstilbud, der kan hjælpe dem ud af de problemer, de har, og også at give tilbud til de børn, der er en del af de her familier.

Ifølge Alkohol & Samfund er der meget stor forskel på, hvad det er for en behandling, man tilbydes. Nogle venter i de her 14 dage og i få tilfælde endnu længere. Nogle kommuner tilbyder medicinsk behandling, 23 pct. af kommunerne tilbyder f.eks. ikke afrusning, og 28 pct. tilbyder ikke abstinensbehandling. Og så er der også meget stor forskel på, hvad man tilbyder af behandling – om det er individuelle samtaler, om det er gruppeterapi osv. Det er ikke tilfredsstillende, at der skal være så stor forskel på, om man er alkoholafhængig i Hørsholm eller i Hanstholm, og jeg er enig med forslagsstillerne i, at der er brug for, at vi sikrer vores borgere og også deres børn en større tryghed i forhold til den behandlingskvalitet, de bliver tilbudt.

Jeg mener dog, og vi mener i Alternativet, at det er vigtigt her, at det ikke går hen og bliver standardbehandlinger eller standardløsninger, der bliver tilbudt. Det skal være løsninger og tilbud, hvor man ser på det enkelte menneskes behov, og det skal være det enkelte menneske, der har medbestemmelse. Man skal se på det enkelte menneske, når man tilbyder de her behandlinger, for på den måde kan det enkelte menneske også selv tage ejerskab for sin behandling.

Men jeg vil ikke sige så meget mere end at slutte af med at takke Enhedslisten og SF for at have fremsat det her vigtige beslutningsforslag, og i Alternativet støtter vi forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor skal der gives plads til fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Der er mange mennesker i Danmark, som har et alkoholproblem. Der er 140.000. Og det betyder jo også, som andre ordførere har været inde på, at der er mange børn, der vokser op i familier, hvor alkohol er et problem. Og så er det bekymrende, at vi kan se, at kvaliteten i de behandlingstilbud, der er, er så svingende. Derfor giver det også god mening, at forslagsstillerne her kommer med en alkoholbehandlingspakke, som er anbefalet af Alkohol & Samfund. Pakken indeholder tre elementer, som alle ordførere, der har talt før mig, allerede har brugt meget tid på. Så jeg vil bare ganske kort nævne dem, nemlig en autorisation af behandlerne, en sikring af, at de nationale kliniske retningslinjer rent faktisk også bliver til virkelighed, og et referenceprogram. Og i Radikale Venstre kan vi støtte beslutningsforslaget.

Man kan så selvfølgelig diskutere, om regeringen kan nå at arbejde så hurtigt, som forslagsstillerne forestiller sig. Man kan også diskutere, om det nødvendigvis er en del af den kommende sundhedsreform – sådan som jeg har forstået det på regeringen, handler den mest om struktur og nedlæggelse af regionerne, men vi venter jo stadig i spænding på, hvad der kommer. Men fra radikal side vil vi i hvert fald gerne arbejde videre med det her. Vi kan støtte forslaget, og vi kan også godt arbejde videre med, som andre partier har været inde på, at lande en fælles tekst på det. Det er i hvert fald bedre, end at det bare bliver skudt ned og bliver til ingenting.

Tak til fru Lotte Rod. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det. Det er almenviden, at alkoholmisbrug er alvorligt, både for alkoholikerens sociale og sundhedsmæssige tilstand, men bestemt også for alkoholikerens omgivelser. Det er desværre også et behandlingsområde, som har levet en stedmoderlig tilværelse alt for længe, skønt der er store sociale og sundhedsmæssige gevinster forbundet ved reel forebyggelse og behandling. Alt for mange alkoholikere og deres familier må konstatere, at postnummeret er bestemmende for kvaliteten af den behandling, som den enkelte kan modtage.

Sundhedslovens § 141 giver ganske vist alle borgere ret til vederlagsfri behandling inden for 14 dage. Området er også reguleret af sundhedslovgivningen, men der opstår uklarhed om ansvarsfordelingen mellem kommuner og regioner og praktiserende læger i forhold til alkoholproblemet. Alkoholbehandling er ikke bare alkoholbehandling, og det er så oplagt, at regeringen adresserer udfordringerne med alvorlig svingende kvalitet i behandlingen i den sundhedsreform, som vi stadig væk venter på.

Vi foreslår sammen med Enhedslisten, at det sker i form af en alkoholbehandlingspakke. Alkoholbehandlingspakken skal som minimum indeholde initiativer, der sikrer autorisation af behandlere, kvalitetskrav til udredning og behandling og et referenceprogram for udredning og behandling af alkoholmisbrug for de ca. 140.000 alkoholafhængige danskere.

Formålet med en alkoholbehandlingspakke skal være at sikre borgerne en ensartet og høj kvalitet på tværs af kommunerne, en autorisationsordning for alkoholbehandlere og et referenceprogram, der beskriver opgaver for og samarbejdsveje mellem hospital, egen læge og kommunale behandlingssteder. Vi foreslår også etablering af et fagligt forum under f.eks. Sundhedsstyrelsen, der kan sikre udvikling og kvalificering af efteruddannelse af autoriserede behandlere. Det er væsentligt for patientsikkerheden, at der løbende sker en efteruddannelse og en ajourføring af autoriserede alkoholbehandlere.

Hvis sociale og sundhedsmæssige argumenter ikke rækker, kan de afledte omkostninger af alkoholmisbrug måske være et incitament til at handle på problemet. Omkostninger til sygedage, behandling og overførselsindkomster beløber sig til ikke mindre end 13 mia. kr. om året. Det er altså rigtig mange penge. Jeg tænker: Hvad er der i virkeligheden at betænke sig på?

Vi håber derfor også, at der kan være opbakning til en målrettet indsats, og personligt er jeg rigtig glad for at høre, at så mange i det mindste også er indstillet på at prøve at komme med nogle kvalificerede bud i form af en beretning, fordi det også kunne være et stykke ad vejen til en egentlig forbedring af indsatsen, og det er der brug for.

Tak til ordføreren. Der er et enkelt spørgsmål, så det var lidt for tidligt, at jeg sagde tak. Det er fru Jane Heitmann.

Endnu en gang tak til SF og Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslaget. Nu hørte vi for et kort øjeblik siden Enhedslistens ordfører sige, at det her jo er noget, man har arbejdet med før, og at Enhedslisten i 2010 fremsatte et lignende forslag, må vi så forstå. Det er jo også almindelig kendt, at der i 2011 kom et regeringsskifte og en socialdemokratisk ledet regering, og at SF på et tidspunkt også selv var i regering. Enhedslisten var jo parlamentarisk grundlag for den tidligere socialdemokratisk ledede regering. Nu er jeg så bare lidt nysgerrig, for jeg kan jo sådan ligesom fornemme, at man er meget utålmodig – det er vi også i Venstre – og at der nu skal ske noget. Så kan ordføreren fortælle os, hvad det var, man gjorde i de år, hvor man havde regeringsmagten og alle muligheder for at styrke alkoholbehandlingsområdet? Hvad var de tre vigtigste initiativer, som SF sammen med den tidligere socialdemokratisk ledede regering dengang stod i spidsen for?

Ordføreren.

Jeg tror, at et af de vigtigste initiativer, vi tog, da SF i en kort periode – ud af de mange år, hvor vi har haft et borgerligt styre, og det er helt tilbage fra 2001 – sad i regering, vist var at få rettet op på en økonomi, der havde det rigtig, rigtig svært. Vi har nogle andre tider nu. Vi har mulighed for at gøre nogle andre ting, og derfor skal vi selvfølgelig også tage hul på nogle af de sociale problemer, som er forbundet med netop alkohol, og gøre noget i forhold til alkoholbehandlingen.

Fru Jane Heitmann.

Nu kan vi jo forstå, at det bl.a. handler om at løfte kompetenceniveauerne, og at det handler om at autorisere alkoholbehandlere. Jeg er bare sådan lidt nysgerrig på, hvad det var for nogle initiativer, som man tog dengang. Og hvis man ikke tog nogen initiativer, kan ordføreren måske løfte sløret for, hvad det var for nogle diskussioner, man på det her område havde i den tidligere socialdemokratisk ledede regering, som SF jo var en del af. Der må jo være pågået noget arbejde i de år, hvor man selv havde ansvaret. Og jeg synes, det er okay at sige: Vi tog ikke et eneste initiativ. Men så må der da i det mindste have været nogle diskussioner internt i regeringen: Hvad gik de på?

Ordføreren.

Nu tænker jeg, at ordføreren godt ved, at jeg faktisk ikke sad i regering i 2010. Jeg var ikke en del af Folketinget i 2010, og jeg har heller ikke været med til fremsætte forslaget. Jeg har heller ikke været med i den periode, hvor vi har siddet i regering. Der er andre, som her i dag har kunnet bruge barselsorlov som en undskyldning for ikke at være helt opdateret på, hvad der foregik sidste år, og på samme måde bliver jeg også ordføreren svar skyldig vedrørende det, der foregik i den periode, hvor vi sad i regering.

Men det er ganske vist, at det faktisk var SF, der fremsatte forslaget tilbage i 2010. Jeg synes stadig væk, det er et rigtig godt forslag. Jeg synes også, det er et rigtigt tidspunkt at tage drøftelsen på nu, hvor der faktisk er nogle, der har gjort os opmærksomme på, at der er et kæmpeproblem med den måde, som vi håndterer alkoholbehandling på på tværs af kommunerne, og at det er postnummeret, der er afgørende for, hvad det er for en behandling, man får.

Så er der ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Og vi går videre i rækken til hr. Erik Lund som konservativ ordfører.

Tak for det. 140.000 mennesker i Danmark er afhængige af alkohol. 585.000 mennesker i Danmark har et forbrug af alkohol, der skader deres helbred fysisk. 860.000 mennesker drikker mere end højrisikogrænsen. 13 mia. kr. om året koster borgernes alkoholproblemer kommuner og regioner. Tallene taler jo sådan set deres tydelige sprog. Det er bekymrende, når alkohol pludselig tager overhånd og det går ud over den, der drikker, men også familien og børnene.

Derfor kan vi så sige til det beslutningsforslag, som nu er fremsat her, at Konservative er meget enige i intentionerne om at sikre kompetencer og kvalitetskrav til udredning af behandling af alkoholmisbrug, men vi mener ikke, at de konkrete forslag, der er her, er hensigtsmæssige i forhold til at sikre kvalitet i alkoholbehandlingen. Og derfor kan vi ikke bakke op om forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten

Hvis du i dag tilhører gruppen af 140.000 alkoholafhængige i Danmark eller er en af de 585.000 borgere, som har et alkoholforbrug, der skader dit helbred fysisk eller mentalt, og er blevet motiveret til at søge behandling, så er det fuldstændig vilkårligt, hvilke tilbud du bliver mødt med. Det afhænger af dit postnummer – du kommer til at deltage i en form for behandlingsbingo.

Det er et vilkår, vi senest har fået dokumenteret i den grundige gennemgang af kommunernes tilbud, som foreningen Alkohol & Samfund har gennemført. Den viser voldsomt store udsving i de tilbud, som kommunerne tilbyder. F.eks. fremgår det, at kun 66 pct. af en kommunes alkoholbehandlere har taget et eller flere moduler af Sundhedsstyrelsens kvalificerende alkoholbehandleruddannelse på trods af den erkendte vigtighed af et fælles fagligt grundlag for alkoholbehandlere.

Der er også store udsving i kvaliteten af de tilbud, kommunerne tilbyder. 43 pct. har ikke samarbejdsaftaler med andre aktører som socialpsykiatri, psykiatrisk skadestue eller psykolog, selv om det fremgår af Sundhedsstyrelsens rådgivningsmateriale, at »samarbejde med relevante instanser øger sandsynligheden for en god effekt af behandlingen«. Over en femtedel tilbyder ikke pårørendetilbud, og en fjerdedel har ikke udarbejdet kvalitetsstandarder. Det bekræfter et billede, vi i forvejen frygtede: kvaliteten er simpelt hen for svingende. Det er ikke rimeligt.

Det er en grænseoverskridende erkendelse at komme frem til, at man har et overforbrug af alkohol, som man ikke selv kan kontrollere. Ofte er der brug for en indsats i forhold til både opsporing og motivation til at søge behandling. Når den hurdle er overvundet, skal man ikke mødes af tilfældigheder, såsom hvilken kommune man bor i.

Sundhedslovens § 141 giver borgere med misbrugsproblemer ret til gratis behandling og kommunerne pligt til at levere denne behandling inden for 14 dage. Så har borgerne ikke krav på en mere, og kommunerne har ikke pligt til mere. Sådan er loven, men er det rimeligt? Det skal kunne forventes, at man bliver mødt af et kvalitativt behandlingstilbud, præcis som hvis det handlede om en hjertelidelse, kol eller diabetes.

Beslutningsforslaget fra Enhedslisten og SF pålægger regeringen at udarbejde en alkoholbehandlingspakke. Det er klart, som en tidligere ordførere har nævnt, at når der står i beslutningsforslaget, at det skal være fra 1. februar, er det selvfølgelig, fordi det gav god mening dengang, da forslaget blev fremsat. Hvis vi skal lande det her med en fælles beretning, skal vi selvfølgelig se på det – det er jo ikke det, der er det afgørende. Men en alkoholbehandlingspakke skal som minimum indeholde følgende tre delelementer: Autorisation af alkoholbehandlere, kvalitetskrav til behandlingen og et referenceprogram for behandling af alkoholmisbrug.

Vi er fuldstændig åbne over for at drøfte andre relevante elementer, som kan understøtte formålet med at sikre ensartet høj kvalitet i behandlingen og styrke retssikkerheden for alkoholafhængige og sammenhæng i sundhedsvæsenets behandling af alkoholafhængige.

En autorisation af alkoholbehandlere med et uddannelseskrav er helt nødvendigt. Som tidligere nævnt er det gennemsnitligt blot 66 pct., der har hele eller dele af Sundhedsstyrelsens anbefalede alkoholbehandleruddannelse. Forslagsstillerne finder derfor, at alkoholpakken bør indeholde et krav om, at behandlerne har gennemført Sundhedsstyrelsens anbefalede alkoholbehandleruddannelse fra 2007 og har fået udstedt en autorisation, som kan fremvises på forespørgsel til både myndigheder og borgere. Ved at sikre, at behandlerne er autoriserede, kan vi forvente både kvalitet og ensartethed i behandlingen.

En autorisation af behandlere vil ligeledes betyde en ligestilling med behandling for andre sygdomme, hvor borgere har mulighed for at klage til Styrelsen for Patientklager, f.eks. over forløb eller over enkelte behandlere. Ligeledes skal socialtilsynets forpligtelse udvides til også at inkludere tilsyn med de autoriserede behandlere.

Endvidere er det væsentligt for arbejdsmiljø og patientsikkerhed, at der løbende sker en efteruddannelse og ajourføring af autoriserede alkoholbehandlere. Regeringen pålægges derfor at udarbejde et forslag til etablering af et fagligt forum under f.eks. Sundhedsstyrelsen, der kan sikre udvikling og kvalificering af efteruddannelsen af autoriserede behandlere.

Der er som det andet punkt brug for kvalitetskrav til udredning og behandling. Sundhedslovens § 141 giver alle borgere adgang til vederlagsfri ambulant alkoholbehandling inden for 14 dage. Samtidig har Sundhedsstyrelsen i 2018 opdateret de nationale kliniske retningslinjer om behandling af alkoholafhængighed.

Desværre fremgår det både af virkeligheden og af den undersøgelse, som Alkohol & Samfund har gennemført, at det langtfra er alle 98 kommuner, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god praksis, og det er også forskelligt, hvilke behandlingstilbud kommunerne giver alkoholafhængige. Det er derfor nødvendigt, at der med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens opdaterede kliniske retningslinjer for 2018 stilles krav om kvalitet i tilbuddene i alkoholbehandlingen, som både private og kommunale alkoholbehandlere skal leve op til.

Desuden ønsker vi med udgangspunkt i »Kvalitet i alkoholbehandling - et rådgivningsmateriale« fra Sundhedsstyrelsen, 2008, at der udarbejdes en klinisk retningslinje for, hvilken udredning alkoholafhængige skal tilbydes, herunder modtagelse af akutpatient, modtagelse af ikkeakut patient, kortlægning af misbrugets omfang, udredning for somatiske og psykiatriske lidelser på samme tid og visitation til behandling.

Som det sidste og tredje punkt foreslår vi at få udarbejdet et referenceprogram, der kan sikre større grad af sammenhæng i behandlingen for borgeren. Undersøgelsen fra Alkohol & Samfund viser, at 53 pct. af kommunerne ikke har samarbejdsaftaler med almen praksis eller hospitaler om psykiske, somatiske eller sociale følgeproblemer relateret til alkohol, til trods for at cirka halvdelen af borgerne med alkoholproblemer samtidig lider af en eller flere psykiske sygdomme, at alkoholoverforbrug er direkte relateret til 200 fysiske følgesygdomme, samt at alkoholproblemer ofte afstedkommer en lang række sociale problemer.

Tilsvarende viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen, at ud af alle borgere, der var i alkoholbehandling i kommunerne, var kun 5 pct. henvist fra hospitalerne og kun 6 pct. henvist fra egen læge eller almen praksis. Derfor må Sundhedsstyrelsen udarbejde et referenceprogram, der yderligere beskriver hospitalets, egen læges, kommunale og private alkoholbehandlingers og institutioners ansvar for opsporing, henvisning og behandling af alkoholproblemer og de medfølgende psykiske og somatiske sygdomme.

Med hensyn til finansiering af forslaget, som vi selvfølgelig også er villige til at drøfte – især udgiften til en uddannelsesmæssig opkvalificering af alkoholbehandlere – foreslår vi en genindførelse af tillægsafgiften på alkoholsodavand. Det vil indbringe et provenu på ca. 35-40 mio. kr. I forhold til finansieringen kan det også bemærkes, at det daværende KORA – det, der i dag hedder VIVE – i 2017 beregnede, at de kommunale merudgifter til borgere med alkoholproblemer beløber sig til 3,5 mia. kr. Hvis man medregner de regionale udgifter, vurderede det daværende KORA udgifterne til 13 mia. kr. årligt.

Men den væsentligste grund er, at når borgere, der er ramt af et overforbrug af alkohol, tager skridtet og søger hjælp, så bør de mødes af autoriserede behandlere, et fagligt kvalificeret tilbud og en sikkerhed for sammenhæng i behandlingen. Det finder vi er det eneste anstændige. Heldigvis kan jeg jo høre på debatten her i dag, at det er der sådan set også en bred forståelse for og en bred enighed om.

Jeg vil sige i forhold til de kritiske bemærkninger, der har været, i forhold til finansieringen, at det er vi fuldstændig åbne over for at diskutere. Det er ikke det, der er det afgørende i forhold til det her. Jeg har tidligere nævnt, at i forhold til startdatoen for det her eller hvornår regeringen skal fremlægge et forslag, er vi selvfølgelig også fuldstændig åbne for at kigge på det – det er ikke det, der er det afgørende. Det, der er det afgørende, er, at vi får sat et nyt spor, at vi får sat det her i værk, altså både i forhold til autorisation, kvalitetsstandarder og referenceprogram, fordi vi gang på gang har hørt den her debat, og fordi vi gang på gang har afventet, at der skulle komme initiativer.

Derfor synes jeg, at det positivt at høre, at det lyder til, at der er en bred opbakning til, at vi kan få lavet en form for fælles beretning, og at det også i den beretning kan fremgå, at det er nødvendigt, at vi nu får taget initiativer, samtidig med at vi kan få lavet et kvalitetstjek ude i kommunerne. Men som jeg har hørt på debatten, er der også en stor forståelse for, at det allerede med den viden, vi har i dag, er muligt for os at igangsætte initiativer med udgangspunkt i den viden, vi har. Det vil jeg sådan set se frem til forhåbentlig kan blive afspejlet i en fælles beretning. Men tusind tak for de faldne bemærkninger, og tusind tak for debatten.

Så siger vi tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.