Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 141:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et center for demokratiudvikling og borgerinddragelse.

Af Rasmus Nordqvist (ALT), Pelle Dragsted (EL), Sofie Carsten Nielsen (RV) og Trine Torp (SF).

(Fremsættelse 12.03.2019).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til økonomi- og indenrigsministeren. Værsgo.

Mange tak. Med det beslutningsforslag, vi nu skal behandle, vil forslagsstillerne pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag om etablering af et center for demokratiudvikling og borgerinddragelse. Baggrunden for forslaget er ifølge forslagsstillerne, at vores demokrati trods en høj valgdeltagelse er under pres.

Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg er enig i, at vores demokrati som sådan er under pres. Vi har, som forslagsstillerne også nævner, en tradition for en meget høj valgdeltagelse sammenlignet med andre lande. Det gælder både valg til Folketinget, men faktisk også valg til både kommunalbestyrelser og regionsråd. I 2016 blev Danmark verdensmester i valg, da Danmark i en international undersøgelse lå øverst på listen over lande, der er gode til at afholde valg. Undersøgelsen omfattede 180 præsident- og parlamentsvalg afholdt i 139 lande i perioden 2012-2015. Det synes jeg faktisk vi kan være stolte af.

Når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt, at vi bliver ved med at have fokus på at udvikle vores demokrati. Det er også et vigtigt redskab til at involvere og engagere borgerne, at vi bliver ved med at afsøge nye muligheder for borgerinddragelse dér, hvor det giver mening.

Det tror jeg ikke der er nogen der er uenig i. Jeg tror heller ikke, der er mange, der er uenige i, at udfordringen i dag er at skabe nogle rammer, som i højere grad inviterer borgerne til også at engagere sig politisk. Det gælder ikke mindst de unge, som traditionelt stemmer mindre end resten af befolkningen. Derfor er jeg såmænd også enig med forslagsstillerne i, at det er vigtigt, at vi i Danmark vedbliver at forske i og eksperimentere med nye modeller for demokratiudvikling og borgerinddragelse.

Når regeringen alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, som det ligger, hænger det bl.a. sammen med, at der allerede i dag er de muligheder for at forske i og udvikle nye muligheder for demokratiet, herunder nye muligheder for borgerinddragelse, som der er behov for. Det er også regeringens opfattelse, at demokratiudvikling og borgerinddragelse bedst udvikles i lokalt samspil med borgerne, hvor behovet er.

Selv om regeringen er enig med forslagsstillerne i, at demokrati og borgerinddragelse er et vigtigt fokusområde, finder regeringen derfor ikke, at der er behov for et centralt placeret center, der bl.a. skal fungere som en forskningsinstitution. Jeg vil give eksempler på demokratiudvikling og borgerinddragelse på universiteterne, i kommunerne og fra centralt hold.

For så vidt angår forskningen på universiteterne, kan jeg f.eks. oplyse, at Økonomi- og Indenrigsministeriet den 28. marts fik Finansudvalgets tilslutning til, at ministeriet kan yde et tilskud på 150.000 kr. til Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet til brug for medfinansiering af en undersøgelse af valgdeltagelsen ved folketingsvalget i 2019, som valgforsker og professor Kasper Møller Hansen står for.

Som et andet eksempel kan jeg oplyse, at vi i ministeriet har anmodet VIVE om at gennemføre en undersøgelse af kommunernes udvalgsstyre. Undersøgelsen skal bl.a. give et overblik over eksisterende viden om udvalgsstyret og andre styreformer. Undersøgelsen skal belyse styreformernes varetagelse af forskellige hensyn som f.eks. politisk lederskab og entydig ansvarsplacering. Undersøgelsen vil også omfatte en spørgeskemaundersøgelse og interviews i 12 af landets kommuner for at afdække erfaringer med netop udvalgsstyret. Der pågår således allerede demokratiforskning på de danske forskningsinstitutioner, og universiteterne kan som uafhængige institutioner frit vælge at prioritere yderligere, hvis de skønner, at der er et behov.

Også fra kommunernes side er der allerede i dag stort fokus på borgerinddragelse og udvikling af demokratiet. Mange kommuner gentænker i disse år hele borgerinddragelsesdagsordenen og betræder nye veje for at skabe politik i samarbejde med borgerne. Således er det i ganske mange kommuner inden for de seneste år blevet muligt at få borgerdrevne forslag på byrådets dagsorden, f.eks. i Allerød Kommune, hvor et sådant forslag er blevet vedtaget, samt i Frederikshavn, Esbjerg, Næstved og Middelfart for blot at nævne nogle stykker.

I Odder Kommune, hvor der er tale om en 2-årig forsøgsordning, kan man endda stille borgerforslag og skrive under på sådanne, allerede når man er 15 år gammel, fordi kommunen herved ønsker at engagere de unge. I efteråret 2018 satte Aalborg Kommune i et samarbejde med Teknologirådet gang i et visionsprojekt, hvor kommunen spurgte borgerne, hvordan de så Aalborg i dag og i fremtiden. I projektet indgik bl.a. en række workshops med nogle af de borgergrupper, der ikke så tit kommer til orde. Det var bl.a. borgere, der holdt til på væresteder, nytilkomne, som gik på sprogcenter, travle familier med børn i daginstitutioner, ældre borgere på aktivitetscentre og unge i studenterhuset.

Den 30. januar i år afholdt Københavns Kommune – også i samarbejde med Teknologirådet – Københavnerkonferencen for 200 af kommunens borgere. Ved Københavnerkonferencen ønskede kommunen at undersøge, hvornår inddragelse er godt, og om der er særlige metoder, som fungerer bedre end andre. Det skulle give inspiration til en ny formålsramme for inddragelse af københavnerne i fremtiden.

Kommunerne er således hver især i fuld gang med at udvikle og afprøve den model, der passer til lige netop deres kommune, for det er jo ikke sikkert, at ens model for borgerinddragelse og lokaldemokrati passer i alle 98 kommuner.

Der er endvidere i dag allerede vide rammer for, hvordan kommuner kan vælge at organisere sig ved valg af styreform eller øget anvendelse af midlertidige rådgivende udvalg med borgerdeltagelse, hvilket kommunerne også er opmærksomme på.

Også fra centralt hold er der fokus på demokratiudvikling og borgerinddragelse. Helt oplagt er det at nævne skolevalget, som Folketingets Præsidium og undervisningsministeren i 2017 gjorde til en fast tilbagevendende begivenhed hvert andet år på landets folkeskoler, og som efter min opfattelse på alle måder er en kæmpe succes for vores demokrati.

Skolevalget blev senest afholdt den 31. januar i år, og næsten 80.000 elever fra landets 8.-10-klasser fik mulighed for at stemme ved et prøvevalg til Folketinget. Og at skolevalget så er udsprunget af et forslag fra Valgretskommissionen, som jeg selv var medlem af, og som DUF nedsatte i 2010, gør mig selvfølgelig ikke mindre begejstret for succesen.

Det er efter min opfattelse også værd at nævne, at Folketinget netop har gjort ordningen med borgerforslag i Folketinget permanent. Ordningen har, siden den blev realiseret den 24. januar sidste år, betydet, at fem borgerforslag har fundet vej til Folketingssalen, og det synes jeg er med til at vise, at det nytter noget at engagere sig. For selv om vi endnu ikke har vedtaget et borgerforslag i Folketinget, er emnet kommet på den politiske dagsorden. Det bliver også debatteret i medierne og har fået et fokus, som det ellers ikke havde fået, og det synes jeg egentlig vi skal glæde os over, for det er vigtigt.

På mit eget ministerområde vil jeg fremhæve, at de enkelte kommunalbestyrelser ved en lovændring sidste år fik mulighed for at udskrive bindende kommunale folkeafstemninger om en sag i kommunen. Den enkelte kommunalbestyrelse har dermed mulighed for at spørge vælgerne til råds og være forpligtet af resultatet. Der har endnu ikke været afholdt en sådan bindende kommunal folkeafstemning, men ministeriet oplever, at der er stor interesse fra kommunerne. Dette nye demokratiske redskab udgør efter min mening et fint supplement til kommunens øvrige demokrativærktøjer.

Jeg nævner alle disse forskelligartede eksempler, fordi der allerede i dag er mange muligheder for at forske i demokratiudvikling og udvikle nye muligheder for borgerinddragelse. Jeg mener, at det bedst udvikles lokalt i samspil med borgerne dér, hvor behovet er. Det er de mange forskellige initiativer, der tages landet over, også et godt bevis på.

Jeg har for så vidt forståelse for forslagsstillernes ønske om at samle viden og gode erfaringer om demokratiudvikling og borgerinddragelse ét sted. Efter min mening er der bare en risiko for, at det, der skulle inspirere til nytænkning i vores demokrati og den måde, vi lokalt involverer borgerne på, kan risikere at få den modsatte effekt. For så snart man fra centralt hold så at sige sætter borgerinddragelse på formel, kan der være en risiko for, at man i kommunerne tager udgangspunkt i den centrale tækning, og derfor i mindre grad lokalt tager udgangspunkt i, hvad der kunne være en god idé.

Regeringen kan ikke på det foreliggende grundlag støtte beslutningsforslaget.

Foreløbig tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for også at nævne alle de fantastiske eksempler på, hvordan man arbejder med borgerinddragelse rundtom i Danmark. Man kunne også komme med en meget, meget lang liste, hvis man tog de internationale briller på, og se, hvad de gør andre steder, som vi jo også kunne blive inspireret af, ligesom vi blev i forbindelse med et borgerforslag, hvor den model, vi har brugt, direkte er inspireret af Finland. Derfor kunne jeg godt tænke mig lige at høre en uddybning af det her med, at det vil centralisere, at det vil ødelægge borgerinddragelsen, at man laver et center, der egentlig kan arbejde med udvikling, viden og vidensdeling på det her område. Hvordan er det, ministeren mener at det kan centralisere det hele?

Nu tænker jeg jo selv på gode statslige institutioner som Mindlab, som man netop også lavede som tænketank, og som var med til at udvikle og være innovativ inden for sit område. Så kan ministeren ikke lige uddybe den her centraliseringsfrygt, som blev udtrykt?

Ministeren.

Jeg skal beklage, at jeg ikke også havde fået skrevet et afsnit om de internationale erfaringer, for spørgeren har selvfølgelig fuldstændig ret i, at det kunne man også godt have taget med. For der er jo masser af ting, man kan lade sig inspirere af, og så havde jeg jo også udfyldt hele den taletid, som var stillet til rådighed, så det kunne jeg selvfølgelig godt have haft lejlighed til.

Det, som jeg nævnte, var jo en række eksempler på, hvordan man også har gjort det ude i kommunerne, hvor man lokalt har prøvet at tage de muligheder, der er, og udviklet det med de borgere og de foreninger, der er i den enkelte kommune. Der synes jeg sådan set, det er ret godt, at det kan blomstre på den måde rundtomkring, og at man også kan finde løsninger i Odder, som de synes er gode, og i København, som de synes er gode, og i Frederikshavn, som de synes er gode, og så fremdeles.

Det, som man godt kan være bange for, er, hvis der er nogle, der ligesom skal sidde og være dem, der skal inspirere alle til at gøre et eller andet, så det er dem, der siger, at nå, okay, vi forestiller os, at man kan gøre det på de her tre måder, og at alle så sidder og vælger iblandt de tre måder, i stedet for ligesom at lade kreativiteten komme nedefra. Netop kreativiteten er jo noget af det, som spørgeren plejer at lægge stor vægt på, og det gør jeg sådan set også i forhold til noget af det her. Så det var det, der var baggrunden for det.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Ja, og noget, som spørgeren også lægger vægt på, er jo også vidensdeling eksempelvis. Så hvordan forestiller ministeren sig så med hensyn til alle de gode forslag fra Aalborg, Odder og Allerød osv. at vi får en god vidensdeling om, hvordan det er, man har grebet det her an udeomkring i landet – de gode erfaringer og de dårlige erfaringer – så vi også kan inspirere hinanden og netop på den måde være med til at udvikle det her område?

Hvis vidensdelingen ikke skulle være god nok, vil jeg gerne her tilkendegive, at vi i hvert fald fra ministeriets side kan facilitere det.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra fru Trine Torp.

Lige den sidste bemærkning synes jeg jo alligevel er lidt interessant. For hvis man ikke ønsker centralisering, er det jo ikke ministerierne, der skal samle op på det her i hvert fald, og det er jo ikke ukendt, at videncentre er nogle, som ikke i sig selv sådan bliver styrende for, hvad der skal foregå derude, men at de netop sørger for systematisk at samle op på erfaringer. Der foregår jo rigtig mange gode ting, gudskelov, men det er jo ikke sikkert, at man som kommuner også har ressourcerne til at få samlet op på erfaringerne og få sammenlignet dem med hinanden osv. Så jeg har brug for at få en uddybning af, hvordan det stiller sig i vejen for, at ting også kan vokse nedefra, og om ministeren ikke kan se, at der faktisk også er et behov for, at de gode initiativer bliver evalueret og udbredt noget mere.

Ministeren.

Men nu er det jo ikke sådan, at der overhovedet ikke sker noget. Jeg synes, nogle af spørgsmålene lyder, som om vi diskuterer det her i et tomt rum, hvor intet er sket i forvejen, ud over at nogle kommuner lige gør lidt godt, og det er jo dejligt, at de gør det, og det skal de have ros for. Men det er jo også sådan, at Fonden Teknologirådet har et arbejde, det tror jeg også jeg nævnte, og at VIVE har et arbejde, det tror jeg også jeg nævnte. Altså, der foregår jo en række ting på det her område allerede, og nogle gange skal man bare passe på, at man ikke bygger ekstra klodser for at bygge ekstra klodser. Det er sådan set bare det synspunkt, jeg nævner. Jeg synes, at det er vigtigt, at man hele tiden demokratiudvikler, og jeg synes, det er flot, at vi demokratiudvikler så meget, som vi gør, både lokalt og i øvrigt også nationalt.

Fru Trine Torp.

Noget af pointen med det her center er jo faktisk at organisere det, der foregår i forvejen. Der er jo masser af de beslutninger, vi træffer inde i det her Folketing, som ikke starter fra bunden af, men som faktisk bygger videre på gode ting, der foregår rundtomkring. Men det er faktisk en del af pointen, at det er ikke et center, som skal være et ministerium, der centralt styrer de demokratiske processer derude, men et center, der forpligter sig til at involvere og inddrage og i sig selv være samskabende. Kan ministeren ikke se en pointe i det?

Ministeren.

Problemet er jo, at man altid kan oprette nye offentlige institutioner, hvis det er det, man har lyst til. Jeg synes bare, der skal være en særlig begrundelse for at gøre det, og jeg synes ikke, den står så klart her, for nu at sige det sådan. Der forskes allerede i dag i demokrati og borgerinddragelse, som jeg nævnte, i VIVE og Fonden Teknologirådet. Derudover er det faktisk også sådan, at vi med aftalen om en fordeling af forskningsreserven i 2019 afsatte ikke mindre end 49,3 mio. kr. til Danmarks Frie Forskningsfond til uddelinger under temaet Mennesker og samfund. Så der sker jo masser af ting på det her område, og jeg synes nogle gange, at man skal prøve at have et fokus på, hvordan man sørger for at understøtte de ting, der sker, og glæde sig over de ting, der sker, og også sørge for at prioritere det, som vi jo har gjort i fællesskab, og det er jo dejligt, i stedet for bare at oprette nye offentlige institutioner. Det tror jeg ikke nødvendigvis er svaret på alt.

Vi siger tak til ministeren. Så tager vi hul på ordførerrækken, og det gør vi med fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg har været herinde i mange år og har set, hvordan udviklingen i demokratiet har flyttet sig fra, at vi blev overvældet af rigtig mange skoleklasser, der havde tid og råd til at komme herind, til, at det er blevet lidt færre, selv om der stadig væk kommer mange.

Det er jo ikke til at vide, om det er den sidste ordførertale, jeg holder, eller om jeg også holder den, jeg har på torsdag i næste uge, men det kan jo ikke blive bedre for en, der har været herinde i 21 år, end at have en snak om demokrati. Så jeg er faktisk rigtig glad for, at jeg er den, der kan sige, at denne gang ser det ud til, at vi som parti støtter forslaget, for I har jo tilpasset det. Så rigtig mange tak for, at det beslutningsforslag nu er kommet til drøftelse og vi når det i denne samling.

Der er meget stille herinde i dag. Jeg ved ikke, om det er stilhed før stormen, men man kan næsten mærke på lyden, at noget rør sig, men det bevæger sig i hvert fald ikke her i salen. Det er rigtigt, at vi står over for nogle udfordringer – og ikke kun i forhold til det kommende valg. Jeg synes, at vi står over for nogle demokratiske udfordringer. Har vi en elite, som man er begyndt at tale om i Danmark, der alene tager sig af demokratiet, og hvor lille er den elite så i forhold til vores befolkningstal? Så vi er udfordret på demokratiet, og det kan vi ikke overlade alene til tilfældigheder. Det var rigtig godt, hvis der var græsrodsbevægelser nedefra, som fik det til at vokse.

Men alt andet lige har vi jo et godt udgangspunkt for at drøfte demokratiet. Vi har en høj stemmedeltagelse, som ministeren lige har sagt, og vi indtager femtepladsen på listen over de mest demokratiske lande, og alle myndige danske statsborgere har på papiret lige adgang til at stemme. Det er efterhånden nogle meget få, som ikke har adgang til det.

Så har vi nogle nye initiativer: Vi har både Ungdomsparlamentet, og vi har Politiker for en dag, og det er jo populært. Jeg har også selv succes med at komme på forbesøg på skolen, når der er skoleklasser, der kommer herind, for ligesom at give dem demokratidelen, og så kan de få en lightudgave om kulturen herinde, så de får både-og. Det er jo ikke kun kedeligt at være politiker. Det er faktisk også spændende og sjovt, men der er nogle praktiske ting, som vi skal forholde os meget nøgternt til. Så har vi Skolevalget, og vi har Ungdomsparlamentet, som jeg har nævnt, og det er jo fint, at der er en minister, der kan huske, hvornår det startede. Vi har faktisk også haft en anden minister, der kunne fortælle, at han havde været elev herinde til et Ungdomsparlament.

Så vi har gode traditioner for at udvikle demokratiet, men har vi gode traditioner for at få flere med? Da jeg blev aktiv politiker, var der rigtig mange med i de politiske partier. Det er altså faldet væsentligt. Hvis jeg bare ser på min egen store kommune, var vi for 20 år siden næsten 1.000 medlemmer af mit eget parti i den gamle Vejle Kommune. Nu er vi ikke 700 medlemmer i storkommunen. Så der sker altså noget, og vi har da behov for at få folk gjort ansvarlige for at deltage i demokratiet, for man har i et samfund, der bygger på demokrati og fællesskab, ikke kun rettigheder – der har man jo også pligter. Og vi må ikke hægte befolkningen af den demokratiske udvikling.

Vi ser jo den store forskel, der er: De kortuddannede, de socialt udsatte og danskere med indvandrerbaggrund deltager markant mindre end resten af befolkningen. I et samfund, hvor mangfoldigheden bliver mere og mere hverdag, er det vigtigt, at alle involverer sig i demokratiet. Ingen kan trække en fribillet – man kan ikke stå af ansvaret for fællesskabet – og for at det bliver et mere lige samfund, og det er det, vi som Socialdemokrati arbejder for, så skal vi gøre politik og demokrati mere tilgængeligt for alle. Ellers bliver lige adgang til valgurnerne noget, vi taler om, men ikke noget, som vi omsætter til handling.

Øget tilgængelighed til politik og demokrati er heldigvis med i beslutningsforslaget, når der tales om at styrke og udvide demokratiet, og når der tales om at inddrage de befolkningsgrupper, der i dag er dårligst repræsenteret i det parlamentariske system. Det er vigtige opgaver, og derfor støtter vi som Socialdemokrati forslaget og ser positivt på det, som det er fremsat i dag. Vi kunne ikke støtte et lignende forslag i 2014, fordi forslaget dengang havde nogle mere konkrete formuleringer om økonomi, placering, og organisation. Det er mere åbent nu, og det kan jo være, at den bygning, vi har ovre på den anden side af gaden her, også kan bruges til det. Vi har projekter om at udvide netop til demokratiudvikling der.

Nu er forslaget så blevet tilpasset, og vi ser mange muligheder i det, og derfor støtter vi det – både nu og efter et valg.

Tak. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg vil bare sige tak for indsatsen i folkestyrets tjeneste til fru Karen J. Klint, som jeg har haft stor fornøjelse af at sidde sammen med i Indfødsretsudvalget. Jeg synes, at ordføreren er et eksempel på en fremragende politiker, som får udført en masse arbejde og lever efter sloganet, at det er det utroligste, man kan få gennemført, hvis ikke man selv tager æren for det.

Jeg tror, at det skal opfattes som en ros. Så det var meget fornemt. Tak til fru Karen J. Klint.

Så er det hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, der får ordet. Værsgo.

Man skal ikke være mange timer på folkemødet på Bornholm, før man hører et ønske om mere borgerinddragelse flere gange. I kommunerne taler man om Kommune 3.0, hvor borgeren ikke ses som klient eller bruger, men som samarbejdspartner. Overalt i det vestlige samfund er man klar over, at de store samfundsudfordringer som klima, energi, sundhed og global fødevareforsyning ikke kan løses uden bedre samspil mellem borgere og eksperter, virksomheder og politikere. Folkeafstemninger, gule veste og en ringe tilslutning til politiske partier afslører, at der er mangel på tillid. Nærdemokratiet er blevet mindre nært, EU opleves som langt væk, og de sociale medier skaber ekkokamre. Men den gode nyhed er, at der er stor lyst til at deltage i demokratiet i civilsamfundet. Det er påvist gang på gang, at borgerne gerne vil bidrage til borgerinddragelse og samskabelse, samt at det afføder ideer, indsigt og forståelse mellem politikere og borgere.

Det forslag, vi behandler i dag, er meget lig et forslag, som vi behandlede her i Tinget tilbage i 2015. Grundlæggende er forslaget meget sympatisk. Det er godt at søge udvikling i borgerinddragelse og demokrati. Vi har brug for at gøre alt, hvad vi kan, for at aktivere borgernes engagement i samfundet, øge den demokratiske forståelse og grundlæggende styrke demokratiet. Forslaget beskriver etablering af et nyt center med det formål at arbejde for at knytte borgerinddragelse til de politiske beslutningsprocesser, forske i at eksperimentere med nye modeller og metoder, bruge og afprøve metoder i konkrete projekter og give Danmark en position i front, som udvikler demokratiet og forbedrer repræsentationen af nogle befolkningsgrupper. På den måde er der ikke noget i forslaget, som vi i Dansk Folkeparti i og for sig ikke er enige i.

Forslaget giver imidlertid anledning til at stille nogle meget vigtige spørgsmål om, hvordan et sådant center skal etableres. For nu at begynde med, hvordan det ikke bør se ud, så vil det være uhensigtsmæssigt, hvis det ender med et kontor i indenrigsministeriet eller i Folketingets administration. Det stod klart, allerede da vi i 2015 behandlede forslaget fra Uffe Elbæk. Som jeg erindrer, mente de fleste herinde dengang, at det ikke måtte ende i et lukket kontor og noget forskningstungt, men at det skulle gavne andre end Folketinget. Dengang diskuterede vi også meget, at der i Teknologirådet var meget stærke kompetencer, som man reelt burde bygge på. I Forskningsudvalgets beretning var der enighed om behovet, og en model med Teknologirådet blev efterlyst. I Teknologirådet har vi faktisk et organ, som har en mangeårig erfaring med netop at skabe borgerinddragelse og derigennem demokratiudvikling. Og Teknologirådet er stadig væk levende, selv om det nu er omdannet til en fond på baggrund af den beslutning, som vi traf her i Tinget i 2011 om at fjerne deres tilskud. Fonden har mange års erfaring med at samarbejde med Folketinget, er internationalt anerkendt og har været en inspiration til etablering af tilsvarende råd i mange europæiske lande.

Ud over Teknologirådet har vi i Danmark en række eksperter, bl.a. på universiteter, i kommuner og i organisationer og konsulentvirksomheder. De ressourcer er nødvendigvis også noget, der skal bringes i spil gennem samarbejdsflader mellem praktikere, forskere og eksperter. Derfor bør centeret udformes på en måde, der fremmer det samarbejde. Kunne man som alternativ til forslaget forestille sig en medlemsbaseret organisation oprettet i tilknytning til Teknologirådet ? Det kunne give ejerskab hos de organisationer, der ønsker at udvikle deres demokratiske processer. Organisationen ville i sig selv blive demokratisk og inddragende. Det er medlemmerne selv, der har størst indsigt i deres egne behov. De nødvendige kompetencer og års erfaring i samarbejde mellem praktikere og forskere vil være til stede fra dag et, og der vil fra starten være erfaring i samarbejde med politikere, både i organisationens medlemskreds og i regering og Folketing. Teknologirådet har mere end 30 års erfaring i at rådgive og servicere politiske beslutningstagere. Endelig vil det blive en fantastisk ressource at kunne knytte en mængde organisationer sammen i en medlemskreds, der ville have mulighed for at gennemføre en storstilet inddragelse i Danmark, f.eks. op til folkeafstemninger.

Det er derfor mit og Dansk Folkepartis håb, at vi på baggrund af den debat i dag kan følge den op med en beretning, hvor vi kan samle intentionerne og pege på en retning for det videre arbejde. For med den model, der er beskrevet i forslaget, kan Dansk Folkeparti ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger, men vi vil som sagt meget gerne arbejde videre med en beretning – hvis vi kan nå det, inden vi får et valg. Ellers må vi jo tage det på den anden side.

Tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Så er det Venstres ordfører, går jeg ud fra. Ja. Hr. Pelle Dragsted skal lige vente lidt. Det er Venstres ordfører, det er nemlig hr. Jan E. Jørgensen. Men det er helt tilladt at blive tørstig. Værsgo.

Det er også tilladt at skifte parti. Der er altid plads til en til i Venstre. Det gælder alle, bestemt.

Jeg vil gerne sige tak til Alternativet, også sådan en mere bred tak, for jeg synes, at Alternativet har været gode til at komme med ideer til, hvordan vi kan fremme den demokratiske deltagelse i det danske samfund. Det er ikke sådan, at vi nødvendigvis er enige i samtlige forslag, men jeg synes, at der er kommet mange tankevækkende, nyskabende forslag; således også det, vi står med her i dag, som er endnu en alternativ idé, kunne vi kalde det, til, hvordan man tror og håber at man kunne fremme borgerinddragelse i de politiske beslutningsprocesser.

Vi støtter ikke ideen om oprettelse af et center, som Alternativet peger på. Det gør vi først og fremmest ikke, fordi vi i Venstre mener, det er vigtigt, at vi tager det ansvar på os i de etablerede politiske partier. Det gør vi efter bedste evne i mit parti ved bl.a. at være aktivt opsøgende i forhold til at hverve medlemmer og dermed etablere dialogen om, hvordan medlemmerne kan bidrage i politikudviklingen. Det gør vi også i rigtig mange tværpolitiske netværk, også blandt ungdomspartierne, hvor DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, har en demokratikommission. Det er et rigtig stærkt initiativ. Og så er der jo også kontinuerlige møder og events med interessenter, hvor folkemødet på Bornholm, som jo afvikles om ikke så længe, nok er det mest kulørte arrangement, som virkelig har fået rigtig mange til at komme til øen. Det er ikke Djøf Distortion, som nogle kalder det. Det er et folkemøde.

Vi har et stærkt demokrati i Danmark, i hvert fald hvis vi sammenligner os med andre lande. Det værner vi bedst om ved at arbejde målrettet i partierne for at sikre, at vi fortsat har et stærkt demokrati. For det kommer ikke af sig selv. Og intet folkestyre uden folk. Så tak til Alternativet for at have rejst debatten, men vi kan desværre ikke støtte selve beslutningsforslaget.

Tak. Det affødte en kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist.

Først selvfølgelig tak for ordene. Og det er noget, som vi jo siden starten har været meget optaget af. Der er noget, jeg er lidt nysgerrig efter at høre lidt mere om. Ordføreren nævner det med, at partierne skal arbejde med det her. Men det drejer sig lidt om, om ordføreren også ser en rolle for folk i demokratiet, der ikke nødvendigvis vælger at være medlem af et parti. Når vi ser på udviklingen i medlemstal generelt set i partierne, ser vi, at det jo ikke er prangende og voksende. Det er en meget lille del af befolkningen, der er med. Så hvordan ser ordføreren at vi også kan arbejde netop mere målrettet med at få engageret og inddraget alle de borgere, som ikke synes, at partierne er det rigtige? Man møder jo også mange, der siger, at de er enige med Venstre på det her punkt og med Alternativet på det her punkt og med Enhedslisten på det her punkt osv. Så hvordan ser man rollen skal være for alle de borgere, som gerne vil være inddraget og deltage i demokratiet, men ikke nødvendigvis i partierne?

Ordføreren.

Jamen det er et fantastisk godt spørgsmål, og jeg har jo ikke tid til at svare på det – nu har jeg 57 sekunder. Men jeg foreslår, at vi sætter os sammen efter valget og får en rigtig god drøftelse af det. For det er et superinteressant spørgsmål. Min egen tese er, at vi i disse år i stigende grad oplever, at borgerne fravælger partier, hvor man måske tidligere tilvalgte partier. Altså, tidligere så man på, hvem man sådan var mest enig med, og så meldte mig sig ind i det parti i bedste fald, eller man var i hvert fald en aktiv og trofast støtte til det parti. Nu er det, som om rigtig mange vælgere fravælger et parti. Hvis der er en enkelt udtalelse fra en enkelt politiker, som man er uenig i, så stemmer man aldrig mere på det pågældende parti. Jeg får henvendelser om den slags: Du er grunden til, at jeg ikke kan stemme på Venstre. Så har jeg det bare sådan: Undskyld, der er ret mange andre, du så kunne stemme på; du kan da ikke fravælge et helt parti, fordi du er uenig med mig – kom nu lige ind i kampen.

Men det er desværre en udfordring, vi står med, og hvordan vi får den løst, ved jeg ikke. Jeg kan bare sige, at partierne og den helhed i tilgangen til politik, som vi repræsenterer, altså er vigtigt, så det ikke kun bliver særinteresser, hvor man kan være enige om, at nu skal vi have gjort noget ved miljøet eller normeringerne i daginstitutionerne eller et tredje godt emne, men at man får den her helhedsvinkel på politik, som vi i partierne jo alt andet lige står for.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Nu vidste jeg ikke, det kunne ske, at man var uenig med hr. Jan E. Jørgensen, men tak for svaret. Og ja, jeg skulle måske have lavet en fodnote om, at jeg selvfølgelig ikke forventede et fyldestgørende og fuldstændigt svar på så stort et spørgsmål, men det var egentlig også for at kaste spørgsmålet ud. Det er jo en af de udfordringer, vi står med. Når man ser på, hvor mange procent af befolkningen der egentlig er medlem, og når man så ser på, hvor mange af medlemmerne af partierne der er engagerede, så er det ikke prangende. Det er en af de udfordringer, vi har, da partierne jo er bærende elementer i den form for demokrati, vi har i Danmark.

Ordføreren.

Nej, det er ikke prangende. Det er jo tværtimod på vej ned. Der er omkring 3 pct. af befolkningen, der er medlemmer af et politisk parti. Og når jeg er rundt til Venstremøder, ser jeg, at der er rigtig mange, der har både mere gråt hår og mindre af det, end jeg selv har – og andre. Men det er et vilkår. Kan vi få vendt udviklingen? Jeg håber det. Og jeg håber jo ikke, at vi skal hen i den situation, hvor vi skal have hver mand sit parti, men at man i en vis grad kan finde rum også i de etablerede partier.

Nu ved jeg ikke, om vi skal til at gennemgå hinandens udseende, mens vi venter på valget, vil jeg sige til hr. Jan E. Jørgensen. Men der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til Enhedslistens ordfører. (Jan E. Jørgensen (V): Med endnu mindre hår!)

Værsgo til hr. Pelle Dragsted.

Nu skal hr. Jan E. Jørgensen ikke være fræk!

Jeg er enig i, at vi i Danmark på mange måder har et stærkt demokrati og folkestyre; vi har universel valgret. Det lyder som noget helt naturligt, men det er det jo ikke mange steder i verden. Og det er jo egentlig det allervigtigste, man kan have som befolkning, nemlig retten til frit at sammensætte et Folketing, som derefter udpeger en regering. Vi har høj valgdeltagelse, og vi har lav spærregrænse, så borgere, der ikke føler sig repræsenteret politisk, kan forme nye partier og komme herind. Og det sker også igen og igen.

Det udfordrer også demokratiet, og det ser vi jo i de her dage, hvor et nyt parti er blevet opstillet, »der bruger alle demokratiets muligheder for at kunne ødelægge det« – som Weekendavisen formulerer det i dag på lederplads – ved at nedbryde en central del af det, nemlig ligebehandlingen af borgerne, og som vil gøre grundlæggende forskel på mennesker, ud fra hvem deres bedsteforældre er.

Det er synspunkter, som vi ikke har haft repræsenteret i det her Folketing i mange, mange år. Og det er jo netop også et tidspunkt, hvor demokratiet skal vise sin styrke, ikke ved at indskrænke det eller ved at begrænse frihedsrettigheder, men ved – som Weekendavisen også skriver i dag – at møde »uhyret i åben kamp« , ligesom vi før i vores historie har gjort det. Og en af vejene til det er jo også at gøre vores demokrati stærkere; at vise, at vi tror på vores demokrati, at vi tør udvikle det, at vi tør gøre det endnu mere inkluderende og endnu mere nært for borgerne. For den utilfredshed, som kan give udslag på måder, jeg synes er triste og uheldige, kan også handle om mennesker, som føler, at de ikke længere er repræsenteret i tilstrækkelig grad. Og det er jo bl.a. det, det her forslag også handler om.

Forslaget har det formål at etablere en slags motor for udvikling af demokrati og borgerinddragelse i et center, der skal komme med forskellige analyser og idéer og eksperimenteren med, hvordan man kan inddrage flere borgere i et inkluderende, demokratisk samfund. Det kan være en række konkrete forslag: Kunne man, som man har gjort i nogle lande, i højere grad åbne en diskussion om lokale budgetter, måske endda finansloven? Kunne man i højere grad bruge folkeafstemninger lokalt eller nationalt? Hvordan kan man bruge de digitale redskaber, som er kommet?

Der er også endnu mere radikale forslag, der har været fremsat, bl.a. af nogle af de her magteliteforskere, om i højere grad at bruge lodtrækning for at inddrage mennesker, som ellers ikke er inddraget. Kunne man forestille sig, som de foreslår, et borgerting ved siden af Folketinget, hvor medlemmerne blev udtrukket ved lodtrækning, inspireret af demokratiet i det gamle Grækenland?

Jeg synes også, det er vigtigt at diskutere et andet element, nemlig idéen om at forsøge at skabe en større repræsentation for nogle af de grupper i samfundet, der er dårligt repræsenteret. For selv om vi har et godt demokrati, er vi stadig væk langt fra et demokrati, som både lokalt og nationalt afspejler befolkningen i sin helhed. Ser vi på køn, er kvinder stadig væk voldsomt underrepræsenteret, specielt i lokalpolitik.

Ser vi på klassebaggrund eller uddannelsesbaggrund, har vi i stigende grad et problem – også i Folketinget, hvor vi, der sidder herinde, mere og mere ligner hinanden. Det er folk, der har taget lange videregående uddannelser; det er folk, som typisk bor i ejerbolig. Der er færre fra den almene boligsektor; der er færre, der har et ufaglært eller faglært arbejde. Og det er klart, at det skaber blinde vinkler – ikke sådan at forstå, at vi ikke kan sætte os ind i andre menneskers liv og problemer, for det kan vi godt, vi er heldigvis en empatisk art, men selvfølgelig har man nemmere ved at forstå udfordringer, man kender fra sit eget liv. Og derfor er det så vigtigt, at vi har en bred repræsentation herinde, når det gælder uddannelsesbaggrund, klasse, køn, etnicitet, seksuel orientering osv. osv.

Så derfor synes jeg, det er et vigtigt forslag, og det ville være godt at få etableret sådan et center. Og det er jo rigtig positivt, at Socialdemokratiet er åbne over for det, for det tegner jo til, at det kan blive til virkelighed, hvis valgresultatet falder ud, som meningsmålingerne antyder. For demokratiet skal være levende, og det skal være i udvikling. Det er aldrig noget, som vi er færdige med at udvikle. Det er noget, der hele tiden er i bevægelse.

Tak til hr. Pelle Dragsted. Så er vi nået til fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak, formand. Har vi egentlig et problem med vores demokrati på den ene eller anden måde? Halter det, er det under pres, og hvordan gør man overhovedet det op? Hvis man kigger på de formelle sider af demokratiet først, ser man, at der er meget høj valgdeltagelse, når vi afholder valg, og forudsætningen for en reel, demokratisk valghandling er til stede; vi har ytringsfrihed, fri meningsdannelse, fri presse, alle de der forudsætninger, som skal være til stede, for at man kan sige, at man har et reelt demokrati. Vi står på tærsklen til et folketingsvalg, hvor hele 13 partier er opstillingsberettiget, vi har et meget åbent parlament, og jeg tror, at de fleste kolleger kan nikke genkendende til, at når vi modtager gæster fra udlandet, er de ret imponeret over, hvor frit tilgængelige politikere er, at der er så åbent for pressen, som der er i vores parlament osv. Så når man ser på rammerne, altså den formelle udfoldelse af vores demokrati, og når man kigger på Danmark fra udlandet, så er det svært at konkludere andet, end at vi har et stærkt og solidt demokrati i Danmark.

Alligevel har forslagsstillerne ret i, at der er nogle tegn, der trækker i den anden retning. Det er blevet nævnt af andre, at partierne har meget få medlemmer. Det er rigtigt, men omvendt har der aldrig været større deltagelse i det fri foreningsliv, og det er jo også en slags engagement i samfundet. Når man så spørger danskerne, hvor troværdige de vurderer forskellige faggrupper til at være, scorer vi folkevalgte ikke ligefrem fuld plade. Det samme gælder journalister, som jo også på en eller anden måde er vigtige aktører i demokratiet. Derfor tror jeg sådan set også, at det er der, vi skal starte, når vi skal værne om og udvikle vores demokrati og udvikle den demokratiske samtale, nemlig starte med os selv. Der vil jeg gerne give en meget stor cadeau til Alternativet, for det synes jeg Alternativet er rigtig gode til. I Alternativet afprøver man alle mulige nye formater i bestræbelserne på at udsprede den demokratiske samtale til flere borgere, og når man kigger på Alternativets medlemstal, er der også meget, der tyder på, at vi andre har noget at lære af den måde, som man driver partiet Alternativet på. Alternativet stod også bag den, synes jeg, rigtig gode idé om borgerforslag, som Liberal Alliance har støttet op om helt fra starten. Det er jo rigtigt, at der ikke er nogen af dem, som er blevet vedtaget endnu, men det har da sat nogle ting på dagsordenen, som har ligget en stor gruppe borgere på sinde. Så nogle gange skal vi også rose hinanden på tværs af partier, og jeg vil sådan set gerne kvittere for det, for jeg synes, at Alternativet virkelig gør en forskel i forhold til demokratiets udfoldelse i Danmark.

Skal man så understøtte den bevægelse ved at oprette et center, som man foreslår i beslutningsforslaget her? Jeg tror, vi skal starte et andet sted, for jeg tror, vi skal starte med os selv, som jeg sagde før, og det heldige er, at vi står på tærsklen til et folketingsvalg, og på en eller anden måde synes jeg, at alle vi folkevalgte, som jo alle sammen skal ud i en demokratisk kamp om ikke så længe, skal kigge hinanden i øjnene og love hinanden, at vi har tænkt os at debattere på en ordentlig måde, at vi har tænkt os at svare ærligt på de spørgsmål, vi bliver stillet, at vi har tænkt os at gå i en debat med dem, der gerne vil tale med os, tænkt os at stille os til rådighed for pressen, har tænkt os at give ærlige svar, har tænkt os at sige, hvad vi mener, har tænkt os at udfolde visioner for Danmark osv. osv., for jeg tror, det er der, den halter. Som jeg forsøgte at redegøre for, er der ikke noget, der tyder på, at det er den institutionelle del af demokratiet, den er gal med, for det går faktisk meget godt. Til gengæld går det ikke så godt, når man skal bedømme os og vores indsats, og derfor mener jeg også, at det er der, vi skal starte.

Men jeg vil gerne kvittere for, at man fremsætter forslaget, og jeg vil også kvittere for forslagsstillernes engagement i udviklingen af demokratiet og den demokratiske samtale.

Vi siger tak til fru Christina Egelund. Så er det fru Trine Torp, og det er SF's ordfører. Værsgo.

Tak for det. På møder og på gader og på de sociale medier hører jeg ofte udsagn som: Politikerne lytter alligevel ikke, min stemmer betyder ikke noget i den store sammenhæng, jeg kan ikke identificere mig med nogen af dem, som skulle repræsentere mig, der er for langt til dem, der bestemmer.

Vi kan jo godt her synes, det er urimeligt og uretfærdigt, at der bliver sagt sådan, men ikke desto mindre er det oplevelsen. Det har vi selv et ansvar for, men måske kan vi også godt skabe nogle rammer, som gør det nemmere at have den her dialog med hinanden. For det er jo et paradoks at leve i et land, som er et af verdens stærkeste demokratier – og jeg synes, der allerede nu er blevet givet nogle rigtig gode eksempler på, hvad det er for et stærkt demokrati, vi har, et land, hvor demokratiske værdier gennemsyrer alle instanser i vores samfund – og så alligevel se en tendens, som vi også ser i andre lande, nemlig at afstanden mellem dem, der træffer beslutninger, og dem, beslutningerne vedrører, opleves som større og større, og at tilliden mellem de folkevalgte og befolkningen bliver mindre og mindre. Det er en udfordring, som jeg tænker at alle vi, der sidder her, faktisk er interesseret i at gøre noget ved, og det kan jeg også allerede høre på debatten. Det svære spørgsmål er jo så hvordan. Hvordan skaber vi rammer for, at flere engagerer sig og oplever sig hørt og involveret?

Der er ikke nogen lette løsninger. Der er nogle rigtig gode forsøg på at gøre nogle rigtig gode ting, og noget af det lykkes også rigtig godt rundtomkring. Men der er ikke nogen lette løsninger, og derfor har vi været med til at fremsætte det her forslag om at oprette et center for demokratiudvikling og borgerinddragelse – et center, som også har kontakt til folkevalgte, så arbejdet kan følges og understøttes, og et center, der i sig selv skal være samskabende og inddragende. Demokrati er noget, der skal passes, plejes og udvikles, noget, som man ikke kan få nok af. Demokratiet er i konstant forandring, især som følge af de udfordringer og den udvikling, der ellers foregår i samfundet både nationalt og internationalt. Det drejer sig f.eks. om teknologiudvikling, globalisering, befolkningsvækst og klimaforandringer. Der er derfor brug for, at vi bliver bedre til at inddrage borgere i de politiske beslutningsprocesser, og det kræver udvikling af de måder, den demokratiske samtale og proces foregår på, ikke mindst for at få alle dem med, som har sværest ved at komme til orde, og som ikke er så godt repræsenteret i dag. Hr. Pelle Dragsted nævnte også eksempler på, hvad det præcis er for nogle grupper, som vi ikke repræsenterer særlig godt herinde i Folketinget, men det er måske også de selv samme grupper, som heller ikke er dem, der så tydeligt kommer til orde, når vi prøver at have en dialog derude.

Konkret ønsker vi at etablere et center, der med forskellige værktøjer og på forskellige niveauer skal fastholde og styrke demokratiet og borgerinddragelsen i Danmark, med alt fra forskning i nye modeller for borgerinddragelse og demokratiudvikling til gennemførelse af konkrete og inddragende projekter. Øget inddragelse giver øget medejerskab, der sikrer, at beslutningerne nyder bred accept og er robuste og ikke mindst effektive, og det er der i høj grad brug for. Centeret bør samtidig have fokus på samarbejde og være i tæt dialog med relevante instanser. Det må være åbenlyst, at et center for demokrati og borgerinddragelse ikke skal være en isoleret central institution, men en institution, der netop formår selv at være inddragende og sprede sine budskaber. Så derfor støtter vi selvfølgelig op om det forslag, vi selv har været med til at fremsætte.

Det siger vi tak for. Så er det fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg må indrømme, at jeg måske lidt havde håbet på, at vi ikke skulle behandle forslaget i salen her i dag, og det er ikke, fordi det ikke er noget godt forslag, men det er nok bare, fordi jeg som alle andre snart hungrer efter at få lov til at føre lidt valgkamp. Det tror jeg vi alle sammen går og venter på, men jeg kan sådan set godt tilgive statsministeren, at han ikke har udskrevet det endnu, for det gav mulighed for, at fru Karen J. Klint fik lov til at holde sin måske sidste tale her omkring det her vigtige emne. Det ved vi jo ikke, for der kan nå at komme mange flere i de kommende uger. Men jeg vil egentlig gerne benytte lejligheden til at tilslutte mig de fine ord, hr. Jan E. Jørgensen også sagde til fru Karen J. Klint. Jeg synes på en dag som i dag, hvor vi diskuterer demokrati, diskuterer folkestyre og diskuterer tillid til os politikere, at fru Karen J. Klint har været et forbillede for mange af os unge politikere, der er blevet valgt ind for første gang, på, hvordan man repræsenterer danskerne. Så en cadeau for det i hvert fald.

Der er blevet sagt meget begavet fra talerstolen her i dag om, hvad man allerede gør, og ministeren har redegjort for de mange initiativer, der er iværksat rundtomkring – nogle kommunalt, nogle med rod i vores folketingsarbejde her – og vi bakkede som Konservative også op om ordningen med borgerforslag, som vi synes har været en stor succes. Nu havde vi en forhandling her i salen for nogle dage siden, hvor vi evaluerede det, og vi har på ingen måde fortrudt vores opbakning til de her borgerforslag i Det Konservative Folkeparti. Vi forsøger også med de borgmesterposter, vi har rundtomkring i landet, at have fokus på borgerinddragelse. Et af de steder, hvor man faktisk gør det meget, meget systematisk, er i Gentofte Kommune, og det er skægt, for jeg tror, at mange lidt har en fordom om sådan en konservativ mastodont. Vi har haft konservativt borgmesterstyre der i rigtig mange år – vi har haft en borgmester, der har siddet der i, ja, årtier – men faktisk er man i Gentofte ret langt fremme og med på noderne i forhold til lige præcis borgerinddragelse. Der vælger man at se borgerne som specialister, som man siger, og derfor har man nogle forskellige udvalg, som ligesom rådgiver politikerne, og som man løbende inddrager i beslutningsprocesserne. Man har haft et udvalg omkring detailhandel, og man har haft et udvalg omkring unge og boligsituationen i Gentofte Kommune, hvor man har taget dem, der ved noget om, hvad unge mennesker efterspørger, ind, og har lyttet til dem, og det synes jeg jo er en interessant og god måde at gå frem på.

Ministeren var også inde på det her med de bindende kommunale folkeafstemninger, og der er taget mange initiativer. Måske er det også, fordi jeg oprindelig er samfundsvidenskabeligt uddannet fra RUC, at jeg har en følelse af, at vi snakker borgerinddragelse hele tiden, men der er mange initiativer i gang rundtomkring, og det er der også god grund til.

Jeg er godt klar over, at det her center er tænkt bredere end kun borgerinddragelse, altså hele vores demokratiudvikling, og det kan der også være grund til at se på, men der tror jeg egentlig, at der var en anden ordfører, der sagde noget meget klogt her fra talerstolen tidligere omkring, at vi skal starte med at se på os selv. Det tror jeg er fuldstændig rigtigt. Vi skal starte med at se på os selv, hvordan vi går foran som gode forbilleder, hvordan vi involverer i de politiske beslutninger, vi træffer, hvordan vi giver vores medlemmer i partierne indflydelse, lytter til dem og lader dem spille en rolle i demokratiet. Der er vi nødt til at gå foran hver især.

Så det er ikke, fordi jeg som konservativ som sådan har noget imod det her forslag – jeg synes, det er fint at tage en debat af det – jeg er bare ikke sikker på, at det nødvendigvis lige er et center, der er brug for til at facilitere den her debat og den her udvikling, og forslaget er måske heller ikke så konkret, i forhold til præcis hvor mange penge der skal afsættes til det, eller hvordan man sådan ser det udført. Så det er egentlig ikke, fordi vi fra konservativ side har sådan en modstand imod det her, men vi er måske heller ikke helt sikre på, at det er det, der er løsningen. Vi vil i hvert fald fortsætte vores arbejde ude kommunalt for at sikre en udvikling af det helt nære demokrati, som vi f.eks. gør det i Gentofte Kommune.

Vi siger tak til fru Mette Abildgaard. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Mange tak for debatten eller forhandlingen om det her forslag. Jeg vil gerne starte med at tilslutte mig roserne til fru Karen J. Klint. Jeg kan ikke forestille mig noget mere passende, end at det var fru Karen J. Klint, der kunne være her i dag som ordfører for Socialdemokratiet, for det har om noget, siden jeg mødte ordføreren første gang, før jeg kom i Folketinget, nede, hvor jeg nu selv har kontor, været meget, meget inspirerende. Det var dejligt at få ordene fra ordføreren med her i dag til det her forslag.

Jeg synes, der er blevet sagt meget godt om, hvad der sker i vores samfund med demokratiet, både af ministrene og af alle ordførerne. Jeg tror ikke, der er nogen, der i tvivl om, at der sker meget med vores demokrati lige nu. Forestillingen om, hvad det var engang, passer ikke nødvendigvis med, hvad det er i dag, fordi der er kommet nye teknologier, der gør, at vi kan arbejde på andre måder. Og samfundet udvikler sig jo. Og som fru Christina Egelund sagde, er der et stort engagement i civilsamfundet i foreninger, og det er jo også en del af vores demokrati og en del af vores måde at præge beslutningsprocesser osv. på.

Det er noget, som har optaget Alternativet og mig meget. En af grundene til, at vi faktisk startede partiet, var jo, at vi var optagede af, hvordan det er, vi kan arbejde med demokrati i dag; hvordan det er, vi kan få inddraget flere af de beslutningsprocesser, der er; hvordan det er, vi kan lade os inspirere nogle gange også af det private erhvervsliv, som arbejder med crowdsourcing, co-creation osv., altså bruger metoder, hvor man inddrager mange flere, end man nødvendigvis gør politisk.

Det her er også noget, man er optaget af ude i verden, for de udfordringer, vi jo også står med i demokratiet, og som vi bliver nødt til at se på med åbne øjne – faldende medlemstal generelt set i partierne, en tillid til politikerne, som jo styrtdykker år efter år; hver gang man ikke tror, den kan blive lavere, tager den lige et trin mere ned – oplever man i Danmark, men det oplever man jo faktisk også rundtomkring i hele verden, rundt i Europa. Derfor har jeg deltaget i mange forskellige møder, workshops, arbejde med demokratiudvikling rundtomkring i Europa. Og det, jeg oplever, når jeg er ude, er, at alle sidder og siger: Jo, men vi ser, at der sker noget godt lige her ovre i den her lomme, og der foregår noget fantastisk i den her kommune. De Konservatives ordfører peger på Gentofte Kommune, som virkelig er en af de kommuner, der griber det her forbilledligt an. Det kan jeg så tage ud og fortælle om, når jeg står til demokratifestival i Sydengland, hvor der så også er nogle fra Frome, der fortæller om, hvordan de har grebet lokaldemokratiet an.

Det her forslag skal jo faktisk se ind i den samtale: Hvordan er det, vi hele tiden udvikler, at man også lærer af hinanden? Hvordan er det, vi får en videndeling af alle de fantastiske ting, der faktisk allerede sker, og som kan styrke vores demokrati? Det er jo faktisk formålet med ideen bag det her center, at vi får et styrket demokrati med langt mere involvering, langt mere inddragelse. I gamle dage foregik det igennem partierne – og vi kan godt have en fantasi om, at det er der, det skal foregå igen, men jeg tror ikke, det er realistisk. Jeg tror, at vi bliver nødt til også at se på andre måder. Og den daværende kulturminister fra Liberal Alliance har jo tidligere netop skrevet om det her, altså hvad det er, der sker efter partierne. Hvordan ser demokratiet så ud?

Noget af det, man jo også kan bruge ideen om det her center til, er f.eks. det her forslag om borgerforslag. Det er jo ikke bare en fiks idé, der er opstået bag lukkede døre i et parti; det er jo noget, der er opstået, ved at man har kigget ud i verden og set, hvordan man gør de her ting. Den model, vi har fået, er jo så direkte inspireret af Finland – først i formuleringen, da vi diskuterede det og tog kontakt til den tænketank i Finland, der arbejder med det, og så da vi fandt modellen frem. Og da den skulle implementeres i Folketinget, tog Folketinget også igen til Finland og lærte af de erfaringer, der var. Det er noget af det, som jeg synes vi bør snakke mere om. Jeg hører folk, der ikke lige synes, det her center er en god idé, men jeg hører ikke nogen ord om, at man ikke synes, det er godt at udvikle, lære om og videreformidle demokratiudvikling og borgerinddragelse. Så jeg håber, at vi kan finde gode modeller, som også Dansk Folkeparti kan se sig selv i, for jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi får taget skridtet videre og set på, hvordan vi også får formidlet alle de gode ting, der foregår, lært af dem og får dem videreudviklet. Det er intentionerne bag forslaget, så tak til Socialdemokratiet for at støtte det, og tak for i det mindste de positive ord om ideen bag det.

Foreløbig tak. Der er en kort bemærkning fra fru Christina Egelund.

Nu, hvor vi er i et positivt og godt og dejligt humør, vil jeg egentlig bare takke ordførerne for engagementet i lige præcis den her dagsorden. Og så vil jeg også bare sige, at så længe vi har Alternativet, behøver vi jo ikke noget center for demokratiudvikling.

Ordføreren.

Tak. Men altså, selv Alternativet kan ikke have ører ude alle de steder, hvor der foregår fantastiske ting. Det er faktisk det, som er ideen. Det er jo det her med, at da jeg første gang tog ud og besøgte nogle af de lokaludvalg, man har lavet, for integration eksempelvis i Gentofte, var det kun, fordi jeg tilfældigvis mødte en, som arbejdede der – og det var vistnok i et S-tog eller i en bus. Så jeg skal gerne prøve at komme så meget rundt som muligt, men jeg tror nu også, det vil være en god idé at få sat det mere på formel.

Men det siger vi tak til hr. Rasmus Nordqvist, og tak til aktørerne her for at diskutere det emne, som, mens vi venter på valget, egentlig meget godt understreger, at der er ting, der samler os og ikke skiller partierne. Det her var faktisk en snak på tværs af alle partier om et vigtigt emne, som alle var enige om er vigtigt. Så det er godt for folkestyret. Tak for jeres indsats i dag.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)