Det næste punkt på dagsordenen er:

32) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 140:

Forslag til folketingsbeslutning om arbejdstilladelse til EU-/EØS-borgere.

Af Finn Sørensen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2019).

Vi åbner forhandlingen, og det gør vi igen med beskæftigelsesministeren.

Tak for det. Det er meget passende, at vi behandler det her beslutningsforslag i forlængelse af B 122 om jobopslag, for forslaget er jo fremsat ud fra det samme synspunkt, nemlig at EU-borgere ikke skal tage job fra danskere. Og derfor er det også meget passende, at jeg står her. Jeg er ikke ressortminister for arbejdstilladelser, men jeg er ressortminister for beskæftigelsespolitik.

Jeg vil sådan set ikke gentage de synspunkter, som netop har været diskuteret under behandlingen af B 122, om vækst i beskæftigelse hos danskere. Men som jeg har sagt det klart mange gange, er det jo ikke sådan, at EU-borgere tager job fra danskere. Tværtimod betyder den ekstra arbejdskraft, at vi har fået en stærk økonomi, og det er godt for det danske samfund. Jeg synes sådan set, fru Laura Lindahl på mange måder holdt en rigtig fin ordførertale tidligere, hvor fru Laura Lindahl jo meget rigtigt sagde, at når det går godt for virksomhederne, er det godt for det danske samfund. Man kan jo få den opfattelse, at det er skidt, at der er vækst i Danmark, og det er det bestemt ikke.

Jeg kan i øvrigt også konstatere, at forslagsstillerne i begrundelsen henviser til en artikel fra 2014. Dengang ramte danskerne beskæftigelsesmæssigt bunden af en kurve, og siden er det kun gået opad. Når det er sagt, er jeg helt enig i den del af begrundelsen, der går på, at vi skal sætte ind over for grov udnyttelse af arbejdskraften. Det ser vi desværre eksempler på, og det skal vi ikke tolerere.

Betyder de eksempler på grov udnyttelse så, at der er basis for at indføre krav om arbejdstilladelse? Det kan jo lyde tillokkende, men problemet er, at et krav om arbejdstilladelse ville gøre situationen værre for de sårbare arbejdstagere. Det ville efter min opfattelse og efter regeringens opfattelse skabe et sort arbejdsmarked, hvor sårbare arbejdstagere blot ville blive endnu mere sårbare. Efter udvidelserne i 2004 og 2007 havde vi overgangsreglerne i den såkaldte østaftale, hvor vi krævede det, som forslagsstillerne nu foreslår. Østaftalen var nødvendig for at håndtere det umiddelbare pres, men den skabte også grobund for et illegalt arbejdsmarked. Den basis for et illegalt arbejdsmarked fjernede man, da østaftalen blev udfaset.

Når vi kunne indføre østaftalen med de pågældende krav, skyldtes det de særlige overgangsregler i udvidelsestraktaterne, og det betyder, at efter de normale regler i traktaten er der ikke mulighed for at indføre en sådan ordning. Det ville jo også på mange måder underminere det indre marked, hvis vi diskriminerede ved at gøre det sværere at ansætte EU-borgere end at ansætte danskere. Hvis man først skal til at søge om arbejdstilladelse osv., er der jo heller ikke tale om et indre marked i EU i væsentlig forstand.

Det samme gælder på udstationeringsområdet. I beslutningsforslaget lægges der op til, at kravet også skal gælde for udstationerede, og det skal ske efter en ændring af udstationeringsdirektivet. Men det vil efter min opfattelse kræve en ændring af traktaten, og det kan regeringen selvsagt ikke støtte. EU-borgere må ikke diskrimineres med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. For vandrende arbejdstagere har den regel altid eksisteret i traktaten, og den har netop til formål at imødegå lønkonkurrence.

For udstationerede har området udviklet sig i domspraksis og ved udstationeringsdirektivet. For ganske nylig er princippet om lige løn for lige arbejde blevet styrket i udstationeringsdirektivet. Udfordringen er, at vi jo som tidligere sagt ikke har nogen lovbestemt mindsteløn i Danmark. Derfor kan vi ikke sende Arbejdstilsynet eller politiet hen til en arbejdsgiver, der betaler en lav løn, men det er jo ikke EU-reglernes skyld. Det er, fordi vi har valgt, at det skal være sådan.

Vi bruger mange kræfter i EU på at forsvare den danske model og forklare vores partnere i udlandet, hvad den indebærer, og hvorfor den fungerer godt. Men det mest naturlige for andre lande, som gerne selv vil opnå resultater, er at lovgive for det, og det har også betydet øget EU-lovgivning på området. Vi prøver at undgå nye forslag, der kan påvirke parternes ansvarsområder i Danmark, og hvis de alligevel fremsættes, prøver vi efter bedste evne at tilpasse dem, så de tager højde for den danske model. I min tid som beskæftigelsesminister har vi bl.a. fået præciseret udstationeringsdirektivet, og at løndannelse er et nationalt anliggende, og vi har fået en særlig undtagelse i direktivet om gennemsigtige arbejdsvilkår, der tager højde for overenskomstbaserede modeller som særlig de danske og svenske modeller.

Vi har altså med et vist held været med til at få Kommissionen og andre lande til at tage højde for vores model her i Danmark, men et ønske om at indføre arbejdstilladelse eller andre begrænsninger, som i dag ikke er muligt efter traktaten, vil af en lang række andre lande blive set som en kærkommen lejlighed til at drøfte mindsteløn i EU, og det vil sætte den danske model under yderligere pres.

Tilbage står jo, hvad vi skal gøre for at håndtere de konkrete udfordringer, eksempelvis udnyttelse af sårbare arbejdstagere. Det kræver konkret handling her og nu og ikke, synes jeg, ønsker på den længere bane om at begrænse den fri bevægelighed i EU. DA og FH er jo kommet med en fælles anbefaling vedrørende løn på transportområdet. Det vil jeg sådan set gerne kvittere for. Regeringen studerer deres anbefalinger, og vi kommer også her senere på måneden til at mødes igen med DA og FH.

Om der skal ses på andre områder, vil jeg ikke tage stilling til i dag, men jeg vil gerne tage debatten med partierne og parterne om, hvordan vi løser dilemmaet. Jeg har selv nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på mulige initiativer i forlængelse af den tv-dokumentar, der hed »Slaverne i byggebranchen«. Arbejdsgruppen skal bl.a. overveje muligheder for i højere grad at retsforfølge bagmændene. Herudover skal der ses på domspraksis i forhold til urimelig løn og på muligheden for at støtte sårbare arbejdstagere med retshjælp.

Så for at gøre det klart bliver det et nej til beslutningsforslaget fra regeringens side, men et ja til at drøfte, hvad vi kan gøre ved den grove udnyttelse, der kan finde sted, desværre, af arbejdstagere, og hvordan vi kan blive bedre til at sikre, at det ikke sker.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg skal lige rette ministeren: Enhedslisten har ikke en opfattelse af, at EU-borgere tager arbejde fra danskerne. Det, der foregår, og det er dokumenteret, også i bemærkningerne til lovforslaget, er, at danske virksomheder, der ikke kan få det billigt nok, når det drejer sig om arbejdskraft, helt systematisk i krisens første 3-4 år fyrede 170.000 danske lønmodtagere og i samme periode ansatte 40.000 østarbejdere af den ene grund, at det var billig arbejdskraft. Det er Enhedslistens syn på det. Det er ikke EU-borgerne, der tager arbejdet, det er danske virksomheder, der fuldstændig systematisk skifter arbejdskraften ud for at få den billigste. Sådan er det.

Så vil jeg lige bede ministeren forholde sig til det her forslag. Det er rigtigt, at det ligner noget, vi tidligere har behandlet, men der er en vigtig forskel, for det, der her pålægges en regering, er at arbejde for at ændre EU-reglerne. Det vil ministeren åbenbart ikke. Han vil ikke arbejde for det, hvis jeg har forstået det rigtigt. Det mangler jeg egentlig en forklaring på, for det er jo sådan, at hvis vi taler om tredjelandsborgere, så kan de jo ikke arbejde her i landet uden at have en opholds- og en arbejdstilladelse. Hvorfor skal der være forskel på tredjelandsborgere og EU-borgere?

Ministeren.

Tak for det. Det synes jeg sådan set at vi har redegjort for i den besvarelse, jeg gav til hr. Finn Sørensen om, at vi jo synes, at det er en god idé at have et indre marked, hvor der også er en fri bevægelighed for arbejdskraften. Jeg ser det tværtimod som en styrke, at vi kan rekruttere medarbejdere fra andre EU-lande, der kan være med til at gøre danske virksomheder rigere og faktisk dermed også gøre det danske samfund rigere. Jeg er så også glad for, at hr. Finn Sørensen nu siger, at det også er det, som Enhedslisten mener. Det synes jeg bare ikke har stået helt tydeligt i alle debatter, jeg har medvirket i.

Spørgeren.

Jeg ved ikke, hvad det er, ministeren ikke har forstået af det, vi siger. Det får han så lejlighed til at spørge mig om senere, når jeg kommer på talerstolen, eller han kan få en af sine ordførere til det. Jeg konstaterer bare, at når ministeren ikke vil ligestille EU-borgere med den måde, vi behandler tredjelandsborgere på, så skyldes det, at ministeren er glad for, at virksomhederne har mulighed for fuldstændig uhindret at gøre det, de gjorde i krisens første år, og at gøre det, som vi stadig væk kan se massevis af eksempler på, som ministeren jo ikke vil benægte, nemlig at misbruge udenlandsk arbejdskraft til at trykke løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked.

Ministeren.

Jeg er enig i problemstillingen om det, som hr. Finn Sørensen siger til sidst, nemlig at der desværre stadig væk rundtom i landet er eksempler på steder, hvor folk ikke bliver betalt den løn, de skal have, og derfor er der også brug for en langt mere offensiv kontrolindsats på tværs af myndighederne. Det har vi jo også set så sent som for kort tid siden at der desværre igen har været eksempler på i offentligheden.

Tak til ministeren. Den næste i talerrækken er hr. Mattias Tesfaye som ordfører for Socialdemokratiet.

Vi tænker måske ikke over det til daglig, men de lønninger og arbejdsforhold, vi kender i Danmark, er ikke en selvfølge i de fleste andre europæiske lande. I Tyskland betragtede fagbevægelsen det som et kæmpe fremskridt, at det for nogle år siden lykkedes at få en mindsteløn på 8,5 euro i timen – 65 kr. – og det fortæller noget om, hvad der kan ske på ganske få år, hvis ikke man passer på. I Tyskland kalder man det Arm trotz Arbeit – altså, at man er fattig, til trods for at man er i beskæftigelse. I England kalder man det working poor. Men uanset betegnelsen fortæller det noget om et arbejdsmarked, som ikke burde høre vores århundrede til. I Danmark kan man være fattig, men så har man ikke et arbejde, og hvis man er i arbejde, er man ikke fattig. Beskæftigelse og fattigdom hænger som udgangspunkt ikke sammen, og sådan skal det selvfølgelig fortsætte med at være.

Indtil foråret 2004 var det her heller ikke en diskussion i Danmark, men det er det så blevet siden. Dengang blev det danske arbejdsmarked åbent for østeuropæisk arbejdskraft, og det har skabt en lang række problemer, som hurtigt fik den fælles betegnelse social dumping. Det omfatter underbetaling, snyd med overarbejde og andre forhold, der normalt er reguleret i overenskomster, ligesom det omfatter brud på lovgivning, f.eks. manglende indbetaling af feriepenge, dårligt arbejdsmiljø eller manglende indbetaling til skattevæsenet. De urimeligt lave lønninger skal selvfølgelig bekæmpes, og der skal være dansk løn i Danmark, men det er først og fremmest vores fagforeninger, vores arbejdsgiverorganisationer, der må håndtere det. Men de omfattende brud på dansk lovgivning, der både dækker over uvidenhed og decideret snyd, er selvfølgelig myndighedernes ansvar.

Her i Folketinget har vi så et ansvar for, at både arbejdsmarkedets parter og myndighederne støttes i deres arbejde for at sikre lige vilkår og konkurrence på danske arbejdspladser. Fra 2004 til 2011 tog Folketinget ikke mange initiativer for at leve op til det her ansvar, men fra finanslovene fra 2012 og frem til i dag er der blevet afsat penge til politiet, Arbejdstilsynet, skattevæsenet og udlændingemyndighederne, for at de i samarbejde kan styrke kontrollen med udenlandske virksomheder og ansatte i Danmark. Den indsats har nu fungeret i 7 år. Socialdemokratiet ønsker, at den her indsats gøres permanent, og at den styrkes. Det er en af vores hovedprioriteter. Hertil ønsker vi også, at der indføres en social protokol i EU-samarbejdet, der gør, at lønmodtagernes rettigheder skal vægtes højere i det indre marked, ligesom vi har en række andre konkrete forslag til at dæmme op for social dumping. Det mener vi er den rette vej. Derfor kan vi heller ikke støtte, at Enhedslisten nu foreslår en markant ændring af hele vores håndtering af det her spørgsmål. Med Enhedslistens forslag vil vi få en unødig bureaukratisk model, og det kan vi ikke støtte. Jeg tror i øvrigt aldrig, det vil kunne vedtages i Bruxelles, men det er så en helt anden snak.

Det er nu 15 år siden, at grænserne blev åbnet – det er det faktisk på onsdag – og østudvidelsen har påvirket det danske arbejdsmarked, og for nogle lønmodtagere har omkostningerne været temmelig store, men samtidig kan vi også konstatere, at den danske arbejdsmarkedsmodel er stærkere og mere fleksibel, end mange måske troede. Hvis vi fra Christiansborgs side støtter op om den her model, er det vores vurdering, at vi godt kan fastholde et organiseret arbejdsmarked med anstændige lønninger, og der er derfor ikke brug for dramatiske ændringer, som det forleden blev foreslået af statsministeren, eller som det nu foreslås af Enhedslisten.

Med de ord vil Socialdemokratiet afvise forslaget, og jeg skal hilse fra Det Radikale Venstre og sige, at de også afviser forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak. Og tak for ordførertalen. Jeg er jo glad for, at Socialdemokratiet går efter at få ændret EU-reglerne grundlæggende, hvad det jo er at foreslå en social protokol. Det er vi heldigvis enige om, men jeg må lige spørge ordføreren: Hvorfor skulle det være nemmere at opnå en social protokol end at opnå at få gennemført sådan et forslag som det her? Det forstår jeg simpelt hen ikke. Jeg tror, det er lige svært at få det gennemført, for det vil i begge tilfælde kræve enstemmighed blandt EU-landene, hvilket dog ikke skal forhindre en i at slås for det, hvis man synes, det er rimeligt. Men kunne ordføreren ikke lige forklare mig, hvad det er, der er så forfærdelig bureaukratisk ved det her? Altså, det her forslag går jo sådan set bare ud på at styrke fagforeningernes muligheder for at sikre, at de udenlandske arbejdere, der er her i landet, arbejder på lige vilkår med deres danske kollegaer. Det er jo sådan set det, det går ud på, i al sin gribende enkelhed. Hvad bureaukratisk er der ved det? Det kan jeg ikke rigtig se.

Ordføreren.

Hvad der er lettest, er selvfølgelig en vurderingssag. Det giver jeg ordføreren ret i. Men hvad der er fornuftigt, mener jeg ikke kan diskuteres. Det mener jeg i hvert fald ikke der er nogen tvivl om. Det er ikke fornuftigt, at alle europæiske lønmodtagere, der kommer til Danmark, skal ansøge om at få en arbejdstilladelse, som skal godkendes af den lokale overenskomstbærende fagforening. Det er et enormt brud med, hvordan vi forstår det indre marked. Jeg tror også, man skal huske, hvad spejlbilledet af sådan en beslutning ville være. Det ville jo være, at danskere, der skal søge arbejde i udlandet, også ville kunne blive mødt med de samme restriktioner, og det ville være et skridt i den forkerte retning.

Jeg tror, vi skal holde fast i, at den danske arbejdsmarkedsmodel har vist sig at være i stand til delvis at håndtere østudvidelsen, og at vi godt ved, hvad der skal til for at sikre danske løn- og arbejdsvilkår. Det er en styrket myndighedsindsats, der handler om at styrke de organisationer, der skal håndtere arbejdsmarkedet og ikke om at bygge et unødigt bureaukrati op, hvor tusindvis af lønmodtagere skal have godkendt deres arbejdstilladelse i en lokal fagforening.

Spørgeren.

Jamen så forstår jeg ikke rigtig ordførerens holdning til synet på tredjelandsborgere, for det er jo nøjagtig det samme, der er tale om der, ikke helt nøjagtig det samme, der har fagforeningen ikke i de gældende regler den magt, som vi foreslår at fagforeningen skal have her, men systemet er jo det samme for tredjelandsborgere: for at arbejde her i landet skal de søge om en opholds- og arbejdstilladelse. Og det har ordføreren da ikke kritiseret eller vendt sig imod. Hvorfor skal der ikke være en ligestilling tilnærmelsesvis? Nu er det, vi foreslår her, jo ikke nær så vidtgående, kan man sige, som det er for tredjelandsborgere. Men hvorfor skal der ikke tilnærmelsesvis være en ligestilling? Formålet er jo det samme. Grunden til, at man har et system med arbejds- og opholdstilladelse, er, at man som den danske stat og det danske samfund skal have mulighed for at sikre sig, at dem, der arbejder her i landet, arbejder på lige vilkår. Det er jo det, der er formålet med det. Hvorfor skal vi gøre forskel?

Ordføreren.

Jo, men vi har jo ikke et indre marked med Kina. Altså, vi har et indre marked med andre europæiske lande, og en del af den aftale er, at arbejdskraft kan rykke over grænserne, og at virksomheder kan rykke over grænserne. I stedet for at bygge den her slags fatamorganaer op, tror jeg, at det ville styrke os alle sammen og indsatsen for danske lønninger i Danmark, hvis vi koncentrerede os om det, vi ved der virker, nemlig at myndighederne håndhæver lovgivningen, og at vi har organisationer, der er i stand til at tegne overenskomster og håndhæve overenskomsterne. Det er det, vi bør fokusere på. Det her ville være et enormt brud med, hvordan hele det indre marked og dermed en fuldstændig afgørende hjørnesten af EU-samarbejdet fungerer, det ville være et skridt væk fra EU og ikke et skridt hen imod at få det europæiske arbejdsmarked til at fungere.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er vi kommet til hr. Claus Kvist Hansen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Igennem de sidste adskillige år er der sket for lidt i kampen mod social dumping, på trods af at det mildt sagt ikke har skortet på advarsler. I omegnen af 300.000 udenlandske borgere arbejder p.t. i Danmark og de fleste forhåbentlig under ordentlige vilkår, det vil sige under danske løn- og ansættelsesvilkår eller noget, der ligner. Men medierne beretter nu nærmest ugentligt eller i hvert fald månedligt om sager, hvor udenlandske arbejdere lever og arbejder under kummerlige forhold – chauffører, der lever i måneder i lastbilerne til 15 kr. i timen, håndværkere eller ufaglærte, der bor i en papkasse og arbejder til en meget lav løn, hvis de da ikke snydes for lønnen, hvilket vi også hører eksempler på.

På trods af at problematikken ikke er en ny, er der sket for lidt. Jo, fagforeningerne kæmper en brav kamp, og jo, de ansatte i Arbejdstilsynet, politiet, skattevæsenet osv. prøver også efter bedste evne at gøre noget. Men kampen mod social dumping kan efter Dansk Folkepartis mening ikke vindes alene med efterfølgende kontrol. Nej, der skal tages fat om nældens rod, nemlig EU-reglerne om arbejdskraftens fri og helt uhæmmede bevægelighed. Som Dansk Folkeparti har pointeret adskillige gange, skal vi mere hen i retning af en styret bevægelighed, hvor det er Danmark, der afgør, hvor mange mennesker der kommer til landet for at arbejde, i hvilke brancher og hvor længe. Så langt går det foreliggende beslutningsforslag ikke, men det er dog et skridt i den rigtige retning, for det sætter nemlig en slags præventivt filter op, allerede før problemerne opstår. Så ja tak til krav om forudgående arbejdstilladelse for EU- og EØS-borgere.

Men med hensyn til hvem der så skal godkende ansættelseskontrakterne, er vi nødt til lige at tage en efterfølgende dialog om det spørgsmål. For i DF er vi bekymrede for, hvordan sådan en godkendelsesproces i praksis kan foregå, sådan at retten til det frie valg af fagforening og overenskomst kan respekteres. Og Dansk Folkeparti mener heller ikke, at det nødvendigvis skal være en fagforening, der får monopol på at afgøre, om en ansættelseskontrakt lever op til begrebet ordnede forhold. Men såfremt forslagsstillerne virkelig tager kampen mod social dumping alvorligt, er jeg sikker på, at vi på det her område kan finde en fælles forståelse.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak, og tak for bemærkningerne; også tak for, at ordføreren faktisk har læst forslaget og kan se, at det ikke er helt så vidtgående, som Dansk Folkeparti gerne ville have det, men at det kan tjene det synspunkt, som ordføreren i hvert fald siger han deler med Enhedslisten, nemlig at vi skal have gjort en effektiv indsats imod social dumping. Om vi kan finde hinanden, har jeg så mine tvivl om, for det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at vi skriver, at det skal overlades til den overenskomstbærende fagforening at godkende ansættelseskontrakten.

Det er selvfølgelig, fordi vi har en opfattelse af, at det er den part på arbejdsmarkedet, der ligesom i kraft af sin overenskomstdækning bør foretage den godkendelse, så der er sikkerhed for, at løn og ansættelsesvilkår er i overensstemmelse med de overenskomstmæssige vilkår. Der behøver ikke nødvendigvis være en overenskomst – det er jo op til fagforeningen at afgøre det – men den skal i hvert fald have muligheden for at vurdere, om det er tilfældet.

Vi kan jo lige så godt tone rent flag, så jeg må nok sige, at vi ikke har tænkt os at lave om på den del. Det betyder ikke, at vi ikke lytter til, hvad Dansk Folkeparti foreslår – ligesom vi gerne lytter til, hvad alle mulige andre foreslår – men det er bare for ligesom at bekende ren kulør i forhold til det punkt i forslaget. Tak.

Ordføreren.

Det var jo nærmest en bemærkning fra ordførerens side, men jeg har nu aldrig været et sekund i tvivl om, at ordføreren og hans parti toner rent flag – lad mig bare sige det sådan.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er vi kommet til hr. Hans Andersen som ordfører for Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det. I min ordførertale til B 122 om arbejdsgivernes pligt til jobopslag startede jeg med at påpege, at Enhedslisten har en præmis om, at vores virksomheder er onde og grådige, og at udenlandsk arbejdskraft tager job fra danskere. Og det er nøjagtig det samme standpunkt, som Enhedslisten tager udgangspunkt i med dette beslutningsforslag. Og lad mig bare sige, at jeg er lodret uenig, og derfor vil jeg heller ikke sige så meget mere end to ting:

For det første, at vi naturligvis skal bekæmpe social dumping. Jeg bliver også skuffet, vred og trist, når jeg ser danske arbejdsgivere underbetale og installere sårbare mennesker under kummerlige forhold, for der er brodne kar på det danske arbejdsmarked. Den slags hører ikke hjemme i Danmark. Derfor har vi i Venstre selv været med til at åbne debatten om, hvad der skal til for at gøre endnu mere for at bekæmpe social dumping.

Men det andet er så, at svaret absolut ikke er at underminere det indre marked i EU. Som jeg også var inde på i min foregående ordførertale, bidrager den frie bevægelighed med mange milliarder kroner om året til den danske statskasse. Desuden må forslaget også anses for at kræve en traktatændring, og det kan Venstre heller ikke støtte.

Så med andre ord: Venstre kan ikke støtte det her beslutningsforslag. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Så er vi kommet til fru Laura Lindahl som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det, formand. I Liberal Alliance støtter vi heller ikke Enhedslistens forslag. En ting er jo alt det her om traktaten – det kan man jo godt dvæle ved, og det er også fair nok – men jeg synes egentlig, at det er mere interessant at lægge det til side og sige, hvad ens holdning er til det her, selv hvis man kunne ændre det. Og selv hvis man kunne ændre det og vi ikke var bundet af traktaten, ville vi i Liberal Alliance ikke støtte forslaget.

Vi synes lige præcis, at det indre marked og den frie bevægelighed i EU er fundamentet for det fællesskab, vi har i EU – og det er styrken ved EU. Jeg kan finde mange ting ved EU, som jeg ikke er glad for, men lige præcis det indre marked og den frie bevægelighed er det projekt, som vi er tilhængere af, når det kommer til EU.

Det her forslag vil være en væsentlig barriere for den frie bevægelighed, og det er den primære årsag til, at vi i Liberal Alliance ikke støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Så er vi kommet til hr. Torsten Gejl som ordfører for Alternativet.

Tak. Alternativet støtter ikke Enhedslistens forslag om, at vi skal arbejde for, at EU skal arbejde for, at EU- og EØS-borgere skal have arbejdstilladelse i Danmark.

Vi bekæmper gerne social dumping, og vi var glade for at støtte et tidligere forslag fra Enhedslisten, som ville pålægge regeringen at fremsætte lovforslag til en generel lov om kædeansvar, således at hovedentreprenører og hovedleverandører af tjenesteydelser gøres økonomisk ansvarlige for henholdsvis underentreprenørers og underleverandørers forsømmelser, hvad angår forpligtelser over for det offentlige og forpligtelser over for den ansatte.

I Alternativet synes vi, det her er en forhindring i forhold til arbejdskraftens frie bevægelighed, og den går vi ind for. Vi ved godt, der er nogle virksomheder, der udnytter mulighederne for at bruge muligheden til at lave social dumping. Men derfor synes vi ikke, vi skal gøre det mere besværligt for arbejdstagerne at finde arbejde rundtomkring i EU. Vi vil hellere lægge ansvaret over på arbejdsgiverne, som jo er dem, der laver den sociale dumping, altså sørger for den sociale dumping. Og vi synes faktisk også, det er rigtig interessant at arbejde for en social protokol i EU. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak. Jamen også her vil jeg da glæde mig over, at vi er enige om at kæmpe for den her sociale protokol. Det synes jeg er en god ting, og det er da et af de redskaber, vi skal bruge. Jeg vil også kvittere for, at ordføreren gentager sin støtte til forslaget om kædesansvar. Der er vi så også langt fra et flertal i Folketinget, men det er godt at have nogle allierede. Det er jeg glad for. Tak for det.

Nu siger ordføreren jo, at han vil overlade ansvaret til arbejdsgiverne. Så spørger jeg bare: Synes ordføreren da, arbejdsgiverne har været gode til at løfte det ansvar?

Ordføreren.

Nej, jeg vil ikke overlade ansvaret til arbejdsgiverne. Det er det sidste, jeg vil. Jeg vil indføre redskaber til at bekæmpe social dumping, som rammer arbejdsgiverne, f.eks. kædeansvar.

Spørgeren.

Ja, men det her vil jo ramme arbejdsgiverne. Det vil ramme arbejdsgiverne på den måde, at de ikke, som de kan i dag, fuldstændig uhindret kan importere østeuropæisk arbejdskraft eller arbejdskraft fra andre EU-lande til en hvilken som helst pris helt ned imod 0 kr. i timen. Det er jo det, som det her forslag vil forebygge, og som Dansk Folkepartis ordfører faktisk havde fanget. Det her er et forslag, der forebygger, at problemerne opstår, fordi vi får taget dem, inden de opstår, nemlig ved at give den overenskomstbærende fagforening en mulighed for at godkende den ansættelseskontrakt, så man sikrer sig, at ansættelsen er i overensstemmelse med normale danske løn- og arbejdsvilkår. Det er jo det, der er formålet med forslaget.

Ordføreren.

Ja, og formålet og intentionen med forslaget synes vi er glimrende. Vi tror bare, at arbejdstagerne også vil blive ramt på den måde, at man skal til at have en arbejdstilladelse – så vidt jeg kan forestille mig, en relativt svær øvelse, i hvert fald for nogen. Der vil vi egentlig hellere have, at arbejdstagerne får rettigheder, og at det ikke bliver sværere at være fri bevægelig arbejdskraft i EU.

Tak til Alternativets ordfører. Jeg ser ikke SF's ordfører i salen, så vi går videre til hr. Anders Johansson som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. I Det Konservative Folkeparti kan vi heller ikke bakke op om beslutningsforslaget fra Enhedslisten. Enhedslisten ønsker, at regeringen skal arbejde for, at EU-reglerne bliver ændret, sådan at Danmark kan stille krav om, at EU- og EØS-borgeres beskæftigelse her i landet er betinget af, at der er udstedt en arbejdstilladelse, som så skal være godkendt af de overenskomstbærende fagforeninger.

Den frie bevægelighed inden for EU's grænser og arbejdskraften er en af grundpillerne i EU-samarbejdet. Det er også en af grundpillerne i den velstand, som vi har her i landet. Danmark ville være markant fattigere, hvis ikke vi var en del af det indre marked, hvor vi kan handle og købe og sælge og arbejde i hele EU. Det skal vi passe på, og det skal vi værne om, måske særlig i en tid nu, hvor der kommer mange lette forslag og det hele er i opbrud.

Arbejdskraften fra de øvrige EU-lande handler ikke om, at der bliver taget noget fra danskerne. Det handler faktisk om, at der bliver skabt en større værdi, at der bliver skabt endnu flere jobs, og det er grundlæggende rigtig godt. Faktisk er der jo hundredtusinder af danske jobs, som er afhængige af, at vi er en del af det indre marked. Og vi har under ingen omstændigheder nogen intentioner om, at vi skal til at underminere den frie bevægelighed, som vi har inden for EU's grænser i forhold til at kunne arbejde frit. Så derfor kan vi selvfølgelig ikke støtte det her beslutningsforslag.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak for ordet, formand. Måske skal man af hensyn til dem, der sidder og kigger med derude, lige repetere, hvad det her forslag egentlig går ud på, for det er måske forsvundet lidt i de forrige ordføreres indlæg.

Det, det meget enkelt går ud på, er, at Folketinget pålægger regeringen at arbejde for at ændre EU-reglerne, således at Danmark kan stille krav om, at EU-/EØS-borgeres beskæftigelse her i landet er betinget af, at myndighederne har udstedt en arbejdstilladelse. Forudsætningen for arbejdstilladelsen skal være, at der foreligger en ansættelseskontrakt, som er godkendt af den fagforening, der har overenskomsten for det pågældende område.

For at oplyse dem, der måske ikke lige er så meget inde i alle de her regler om udlændinges adgang til at arbejde i Danmark, vil jeg bare sige, at det her – bortset fra det sidste, som nogle vil kalde en opstramning – om, at det er fagforeningen, der ligesom får magten til at godkende, om ansættelseskontrakten er i orden, nøjagtig er sådan, det er, når vi taler om borgere fra tredjelande, og sådan har det været i mange, mange år. Sådan har det også været for borgere fra EU-/EØS-landene, før vi blev medlem af det europæiske fællesmarked, for det var jo en af grundstenene i det europæiske fællesmarked, nemlig det, man kaldte arbejdskraftens frie bevægelighed.

Det lyder jo godt, og det er vi jo alle sammen principielt tilhængere af. Problemet er jo bare, at det har vist sig, at den måde, som de EU-regler fungerer på, gør, at mulighederne for at forhindre virksomhederne i at udnytte udenlandsk arbejdskraft til at trykke løn- og arbejdsvilkår og give de udenlandske arbejdere nogle ofte helt skændige forhold at arbejde under stort set ikke er til stede. Det, vi kan få lov til, er at gå og, om man så må sige, prøve at lappe lidt på problemerne, efter de er opstået. Det vender jeg tilbage til om lidt. Men det er det, forslaget går ud på.

Dermed også sagt, at det ikke går ud på det, som nogle ligesom prøver at antyde, altså at det her er lavet for at forhindre udlændinge i at arbejde i Danmark. Det er det ikke, og reglerne omkring tredjelandsborgere er jo heller ikke lavet for at forhindre tredjelandsborgere i at arbejde i Danmark. De regler er lavet for at sikre, at når udlændinge arbejder her i landet, arbejder de på lige vilkår med dem, der bor her i forvejen. Det er det, som det handler om.

Hvorfor er det så nødvendigt? Ja, jeg har prøvet at sige det et par gange til ordførerne, men det var, lige som det prellede af; ingen ville rigtig forholde sig til det. Jeg bliver nok nødt til at gentage det uden den store optimisme, i forhold til om det siver ind de rigtige steder. For det er jo en kendsgerning, at EU-reglerne om fri bevægelighed blev udnyttet af danske virksomheder i krisens første år. Det er årene fra 2009 til 2013. Der udnyttede danske virksomheder EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed til at fyre 170.000 medarbejdere i en række udsatte brancher som byggeri, transport, hotel, restauration m.fl. og i samme periode ansætte 40.000 østarbejdere. Vi har kildehenvisningerne i bemærkningerne til beslutningsforslaget.

Det er jo i en nøddeskal, hvad EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed går ud på. Det er jo det, det går ud på. Så kan man vælge mere eller mindre vidtgående redskaber til at dæmme op for det, og man kan også – og det er vi da enige med nogle partier her i Folketinget om, og det er vi da glade for – indføre skarpere redskaber herhjemme, og det behøver vi ikke at spørge EU om. Vi kan godt indføre regler om kædeansvar og arbejdsklausuler i alle offentlige kontrakter for at nævne nogle vigtige tiltag.

Vi kan gøre meget for at rydde op i de problemer, som EU-reglerne skaber, og det skal vi også gøre. Vi kan gøre meget mere, end vi gør. Vi kan også slås for det i forhold til EU. Og der er vi da glade for, at vi har fået Socialdemokratiet og egentlig også Dansk Folkeparti – sandsynligvis et flertal i Folketinget – til at bakke op om, at vi skal have ændret EU-reglerne på det her punkt, for det er jo det, kravet om en social protokol går ud på. Det går jo ud på at ændre EU-reglerne, i hvert fald fortolkningen af dem, så arbejdstagernes rettigheder kommer til at stå højere end reglerne om fri bevægelighed og de økonomiske friheder.

Og det her forslag er jo bare endnu et led i det, som så indebærer den store fordel, at vi kan forebygge, at problemerne opstår, i stedet for at vi skal gå og rydde op i dem bagefter. Så er der nogle, der siger, at arbejderne bliver ramt af det her. Det forstår jeg altså ikke rigtig. Ja, det bliver lidt mere besværligt på den måde, at de skal søge om at få et job, og så skal de have et job på hånden, og så beder de om en arbejds- og en opholdstilladelse. Men vi ændrer jo ikke med det her forslag reglerne med hensyn til EU-borgeres adgang til at søge job i Danmark. Det er jo ikke en begrænsning på den led.

Det er jo faktisk et meget mildt, kan man sige, indgreb i den frie bevægelighed, der jo kun vedrører den situation, hvor EU-/EØS-borgeren får et job i Danmark, altså får et job på hånden. Der skal fagforeningen have muligheden for at tjekke, om løn- og arbejdsvilkår nu er i orden. Jeg kan ikke forstå, at det skulle være så vanskeligt.

Jeg kan sagtens forstå, at det er meget svært at acceptere for regeringen, den borgerlige fløj, Liberal Alliance osv., for de er jo glade for den uhæmmede og ubegrænsede frihed, arbejdsgiverne har til at udnytte den frie bevægelighed. Men selv for de partier, som ellers er enige med Enhedslisten og anerkender problemerne med social dumping langt hen ad vejen, og hvor vi også er enige med lidt forskellige samarbejdspartnere – Socialdemokratiet er ikke med ret langt, når det handler om at indføre kædeansvar og den slags – altså, selv for de partier, der anerkender problemstillingerne og gerne vil forsvare fagbevægelsens og arbejderbevægelsens interesser, kniber det, når man kommer til sådan et meget enkelt og ubureaukratisk forslag som det her. For det er jo beskrevet i bemærkningerne, hvordan det kan administreres.

Til sidst savner vi jo altså også et svar fra sådan set alle de ordførere, der vender sig meget voldsomt imod det her, på det helt enkle spørgsmål: Hvorfor skal der være sådan en meget stor forskel mellem den måde, vi behandler arbejdssøgende fra tredjelande på og EU-/EØS-borgere? Så får vi bare den forklaring, at det er, fordi vi har det indre marked, og så er det ligesom, det hele kører i ring. Det er jo det, vi har konstateret, og jeg troede egentlig også, at Socialdemokratiet var kommet til den konklusion. Socialdemokratiets formand har da i hvert fald udtalt flere gange og fuldstændig umisforståeligt, at problemet med EU's regler om den frie bevægelighed er, at de økonomiske friheder, altså retten til arbejdskraftens, kapitalens, varernes og tjenesteydelsernes frie bevægelighed, har fået forrang for arbejdernes rettigheder, og det er jo så præcist sagt, som det overhovedet kan siges, og det er Enhedslisten helt enige i. Vi har så også sagt det i rigtig mange år, men vi er jo glade for, at Socialdemokratiets formand er nået til den konklusion.

Og så er vi enige om, at vi vil kæmpe for at få den her sociale protokol. Det kræver så enstemmighed, så det er ikke noget, der ligger lige på den flade hånd. Når vi så kommer med et andet forslag til, at vi skal kæmpe for en ændring af EU-reglerne, sådan at danske fagforeninger får et bedre redskab, end de har i dag, til at sikre lige vilkår, så stejler man og slår syv kors for sig og siger: Jamen det er jo helt i strid med ideen med det indre marked. Til det må vi jo så sige, at det sådan set er rigtigt nok, fordi ideen med det her indre marked og den frie bevægelighed af arbejdskraften jo er, at arbejdsgiverne frit skal kunne udnytte de lønforskelle, der er imellem europæiske arbejdere, til at presse lønnen nedad i en stadig nedadgående spiral, og der er det her forslag, tror vi på, et godt lille redskab, der kunne stille danske fagforeninger stærkere i den kamp.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.