Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 139:

Forslag til folketingsbeslutning om en afklaringsgaranti for personer i kontanthjælpssystemet.

Af Finn Sørensen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2019).

Forhandlingen er åbnet. Beskæftigelsesministeren.

Med beslutningsforslaget, som vi i dag skal behandle, vil Enhedslisten give alle i kontanthjælpssystemet en afklaringsgaranti på 12 måneder. Afklaringsgarantien betyder ifølge forslaget, at kommunerne inden for 12 måneder og i særlige tilfælde højst 24 måneder skal have afklaret, om borgerne skal visiteres til ordinær beskæftigelse, uddannelse, revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Som jeg ser det, handler forslaget i bund og grund om, hvordan vi forhindrer, at kontanthjælpsmodtagerne hænger fast i systemet, og at de hurtigt og vel også hurtigst muligt bliver hjulpet videre. Det er en sympatisk dagsorden, som jeg selv og regeringen er stærkt optaget af, og som vi jo også har brugt utallige møder og samråd på at diskutere. Jeg er på mange måder helt enig med Enhedslisten i, at det er et stort svigt over for de mange mennesker, der har været parkeret på kontanthjælp år efter år. Der skylder vi selvfølgelig også at gøre en indsats for dem.

Men jeg vil også gerne starte med sige, at jeg ikke mener, at den her såkaldte afklaringsgaranti er løsningen. Vi risikerer, at det bliver endnu et proceskrav, der låser kommunernes indsats for borgerne, og vi risikerer jo i bund og grund også at smide gode penge efter noget, som ikke kommer til at gøre en reel forskel.

Jeg vil gerne starte med at redegøre for, hvad der overhovedet ligger i, at kommunerne skal afklare borgerne, for det tror jeg er vigtigt at vi får på plads. Først vil jeg minde om, at når vi taler om langtidskontanthjælpsmodtagere, taler vi om en gruppe af borgere, som typisk har andre problemer end ledighed. Nogle borgere har meget sammensatte problemer, og det er heller ikke sådan, at borgerens situation er statisk. Den kan forandres, og den kan forandres over tid.

Når en borger henvender sig til kommunen første gang og søger om kontanthjælp, bliver der hurtigt truffet en afgørelse om, hvorvidt borgeren har ret til forsørgelse. Det er selvfølgelig helt afgørende, at kommunen hurtigt tager stilling, så borgeren har et forsørgelsesgrundlag. Når der er tale om borgere, som har andre problemer end ledighed, er det også kommunen, der skal tage stilling til, hvilke indsatser der skal sættes i værk. Det sker på grundlag af en individuel vurdering af borgerens konkrete udfordringer.

Der er også krav om, at kommunerne skal foretage en løbende opfølgning i sagerne netop for at sikre, at borgerne ikke bare bliver overladt til sig selv. For borgere med varig og væsentlig nedsættelse af arbejdsevnen skal kommunen altid vurdere, om borgerne er i målgruppen for ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Kommunen skal her foretage en socialfaglig helhedsvurdering, hvor de skal tage højde for alle de muligheder, der er for at yde hjælp. Det er kommunens opgave at sikre, at en sag er tilstrækkeligt belyst og dokumenteret, før der træffes en afgørelse om f.eks. et ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Det vil derfor være individuelt, hvornår kommunen har et tilstrækkelig godt dokumentationsgrundlag for at træffe den her afgørelse.

Når der er tale om meget komplekse sager, kan det jo desværre tage tid at foretage en socialfaglig og helhedsorienteret vurdering og dermed have den fulde dokumentation til at kunne træffe den her afgørelse. Derfor er det gode spørgsmål jo også: Hvad vil en afklaringsgaranti egentlig kunne ændre? For hvad skal kommunen gøre, når den efter 12 måneder eller efter 24 måneder skal træffe afgørelse, hvis der fortsat mangler oplysninger i borgerens sag? Mangler kommunen f.eks. helbredsmæssige oplysninger for at vurdere, om borgeren skal tilkendes ressourceforløb, så kan kommunen ikke træffe en afgørelse. Kommunen kan ikke træffe en afgørelse på det foreliggende dokumentationsgrundlag, hvis der mangler oplysninger i sagen.

Derfor vil der være en reel risiko for, at der ikke i alle sager kan træffes en afgørelse, selv om der indføres en afklaringsgaranti på f.eks. 12 måneder. En afklaringsgaranti ville i de her tilfælde bare medføre en tom afgørelse, som betyder, at borgeren fortsat skal modtage kontanthjælp. I den sammenhæng kan indførelse af et proceskrav i virkeligheden føre til en længere sagsbehandling, idet der skal træffes en yderligere afgørelse på et tidspunkt, hvor sagen ikke er klar, samtidig med at borgerne har klagemulighed.

En anden grund til, at jeg ikke er tilhænger af en afklaringsgaranti, er, at det er endnu et nyt proceskrav. Det er jo ikke så mange dage siden, vi stod her sidst og diskuterede LAB-loven, nemlig den nye lov om aktiv beskæftigelsesindsats, som jo skal være med til at forenkle proceskravene og give kommunerne større frihed. Det er jeg sådan set stadig varm tilhænger af, selv om det er nogle få dage siden, vi havde førstebehandlingen. Derfor er min grundlæggende holdning, at nye stive proceskrav til kommunernes arbejde med borgerne ikke nødvendigvis er det, der skal til.

Jeg tror, at det, der skal til, er, at vi i højere grad holder kommunerne ansvarlige for, hvordan udviklingen er. Er der kommuner, som ikke lever op til ansvaret, kan de jo i yderste konsekvens blive sat under administration. Derfor har jeg også gjort det tydeligt, at jeg ikke vil acceptere, at borgere bliver overladt til sig selv. Der skal vi jo netop udnytte den aftale, som vi har indgået med hinanden, og så skal hammeren, om man så må sige, falde. Så skal der følges op.

Det er jo netop det nye i den LAB-aftale, vi har lavet, at der ikke er nogen fribillet til kommunerne til at overlade borgerne i stikken, og i det tilfælde, det sker, skal der være en politisk opmærksomhed på det.

Jeg synes også, vi skal glæde os over, at vi har igangsat nogle forskellige satspuljeinitiativer, ikke mindst på baggrund af et ønske fra Dansk Folkeparti. Det er jo projekterne »Flere skal med 1« og »Flere skal med 2«, som i bund og grund tager afsæt i at gøre en ekstraordinær indsats for personer i kontanthjælpssystemet. »Flere skal med 1« er jo en særlig indsats for dem, der har været i kontanthjælpssystemet i mere end 5 år, og der må vi jo sige, at vi ved udgangen af 2018 begynder at se nogle rigtig gode resultater. Sagerne er blevet gennemgået i langt de fleste af de kommuner, som har været med, og vi kan jo også konstatere, at ved udgangen af december 2018 var ca. 70 pct. af de borgere, der ikke hører hjemme i kontanthjælpssystemet, overgået til andre ydelser. Det gælder fortrinsvis ledighedsydelse, ressourceforløb og førtidspension.

Det synes jeg er et godt tal. Det er selvfølgelig ikke 100 pct., men det er 70 pct. og vidner jo desværre også om en politisk besværlighed, nemlig at der er mennesker, der har været parkeret på kontanthjælp i år og nogle endda i flere år, uden at det var det, de skulle have været parkeret på. De skulle have været hjulpet, de skulle have været på en anden ydelse. Det skal vi have gjort noget ved. Det er også derfor, at vi har haft initiativet »Flere skal med 1« og nu også initiativet »Flere skal med 2«, hvor der er afsat 167 mio. kr. til at udbrede gode erfaringer, for netop at flere udsatte borgere i kontanthjælpssystemet kan få en indsats. Og det er jo dem, der har været der imellem 1 og 5 år, der er med i »Flere skal med 2«. Hensigten er at sikre, at de kan komme hurtigt i gang, og sikre den rigtige hjælp og den rigtige indsats, så den enkelte borger kan komme videre med sit liv.

Det her kræver også en særlig grad af politisk opmærksomhed, for det er selvfølgelig også vigtigt at slå fast, at det her er kommunernes ansvar. Vi har så valgt ekstraordinært at afsætte midler til at få gennemgået sagerne, og der har vi jo kunnet se, at der har været en enormt stor kommunal interesse for at gå med i de her projekter. Men vi har jo også givet hinanden håndslag på, at vi evaluerer og følger indsatsen undervejs, og det er jo ikke mindst på baggrund af den måde, som vi har lavet initiativerne »Flere skal med 1« og »Flere skal med 2« på, at vi nu kan følge, hvordan udviklingen er måned for måned, person for person. Så på mange måder har vi jo nu lavet et nybrud inden for beskæftigelsespolitikken, fordi vi i højere grad kan følge de penge, der bliver sat af.

Så det bliver et tak for debatten, men som de siger i 3F, når man diskuterer med dem: Tak, men nej tak. Det bliver ikke noget, som regeringen kan bakke op om, men tak for at sætte fokus på den her vigtige debat og ikke mindst også give anledning til, at vi kan drøfte og fastholde fokus på at gøre en ekstraordinær indsats for de personer, der er i vores kontanthjælpssystem, som man ikke er gode nok til at hjælpe.

Tak til ministeren. Der er et kort spørgsmål fra hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak. Tak til ministeren i hvert fald for at have forstået hensigten med beslutningsforslaget. Den er jo korrekt gengivet, og det er jeg da glad for. Så vi skal ikke diskutere stråmænd i forbindelse med det her forslag, i hvert fald ikke i forhold til ministeren.

Jeg forstår bare ikke rigtig ministerens afvisning af det her forslag. Så henviser ministeren til et andet lovforslag, vi behandler, men der står jo ikke noget i det, der forhindrer kommunerne i at udnytte loven, som den rent faktisk er i dag. Det er jo lovgivningen, der gør det muligt for kommunerne at parkere folk på kontanthjælp i årevis, og i det lovforslag, ministeren refererer til, er der ikke noget, der gør op med det problem.

Så henviser ministeren til projektet »Flere skal med«. Det henviser vi jo selv til i bemærkningerne til forslaget. Det er et anerkendelsesværdigt projekt, der jo netop viser, at man inden for en ret kort periode på et års tid eller 2 år, lidt mere måske, faktisk kan gennemgå flere tusind kontanthjælpsmodtageres sager og tage stilling til, hvad der skal ske med dem, hvordan man kan hjælpe dem videre. Det, vi foreslår her, er jo sådan set bare en, om jeg så må sige, formalisering af det projekt. Så jeg forstår virkelig ikke ministerens modstand.

Ministeren.

Det er jo aldrig godt, når Finn Sørensen ikke forstår, hvad jeg siger som beskæftigelsesminister. Så har vi jo en alvorlig situation – den indtræder nærmest ugentligt.

Altså, det, jeg forsøgte at sige om LAB-forslaget, var, at i det forslag har vi jo også udviklet den her særlige mekanisme, der gør, at vi nu giver mulighed for, at man kan lave en model, hvor beskæftigelsesministeren med forligskredsens opbakning kan sætte en kommune under administration og lave særlige proceskrav, særlige regler for en enkelt kommune. Det er jo et nybrud, det har ikke været muligt før. Det er det, der er med til at sikre, at hvis der er kommuner, der svigter deres borgere, så kan man lave en særlig håndholdt indsats over for udvalgte kommuner.

Jeg er da glad for, at Finn Sørensen har ladet sig inspirere så meget af »Flere skal med«-indsatsen, både 1 og 2, at det har betydet, at man har fremsat et beslutningsforslag. Jeg mener sådan set bare ikke, at det her beslutningsforslag på nogen måde en til en er en gengivelse af »Flere skal med«. Der må jeg sige, at jeg synes, det er alt for løst i fugerne, i forhold til hvordan indsatsen er i »Flere skal med«.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. I forhold til det lovforslag, ministeren henviser til et lovforslag, altså det her om LAB-loven – og vi håber, at alle dem, der sidder og kigger med, kan regne ud, hvad det er; det får de nok svært ved – må jeg bare sige, at der ikke er nogen af de parametre, jeg har fået øje på, der er beskrevet. I øvrigt er de parametre, man skal bruge for at sætte kommunerne under administration, ikke beskrevet ret meget, det kommer jo først bagefter. Der er ikke nogen af de parametre, der, så vidt jeg kan se, går på, at man mener, at kommunerne skal have en klar forpligtelse til at sørge for, at borgerne ikke er på kontanthjælp i årevis. Det har jeg ikke set. Det er muligt, at det bliver inddraget, og så er vi da kommet et stykke ad vejen.

Tak. Ministeren, værsgo.

Men det er sådan set rigtigt, og der må man igen sige til Finn Sørensen, det flittige menneske, at det er rigtigt, at det ikke er fuldstændig foldet ud endnu. Det bliver det ved en bekendtgørelse, gennem en bemyndigelse, som vi skal diskutere til efteråret. Men sandheden er jo bare, at i den politiske aftale, som jeg ved Finn Sørensen har læst, og som blev lavet den 23. august, har vi jo et større afsnit om, hvordan man kan styrke kontrolmekanismen for at sikre, at den enkelte ikke bliver svigtet i systemet. Jeg må også bare sige, at det er på høje tid, at vi får indført en mere kærlig hånd over for de mennesker, der i dag ikke får den rigtige indsats fra deres kommune.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet.

Jeg vil godt starte med at takke Enhedslisten for at tage den her debat, for jeg er fuldstændig enig med Enhedslisten i, at det er rystende, at så mange, hvilket forslaget også beskriver, går på kontanthjælp i rigtig mange år. Det kan jo virkelig ikke have sin rigtighed. Mange skulle slet ikke, som man kan se, være på den ydelse, men burde være et helt andet sted, og mange får slet ikke den indsats, som de burde for enten at komme videre i job eller i uddannelse, som Enhedslisten skriver, eller bare blive afklaret. Det er, som jeg ser det, et kæmpe svigt af de her mennesker, og det er bestemt ikke godt nok. Derfor tror jeg også, de fleste, der har fulgt de her debatter, ved, at jeg her fra talerstolen og mange andre steder har snakket dunder til kommunerne, fordi jeg mener, at de på beskæftigelsesområdet faktisk ikke har gjort det godt nok, og at mange af dem stadig væk ikke gør det godt nok.

Man kan se i projektet »Flere skal med«, som også blev diskuteret med ministeren, at der faktisk er rigtig meget at komme efter; at rigtig mange mennesker er på en ydelse, de slet ikke skal være på, og derfor heller ikke får den rette indsats for at komme videre. Det er ikke godt nok, og det skal vi gøre langt bedre. Kommunerne har faktisk i dag pligten til at gøre det. De har pligten til at iværksætte den rette indsats og afklare den enkeltes situation og behov. Derfor må og skal vi forvente mere af kommunerne: Simpelt hen forvente, at de tager dette meget alvorligt, og forvente, at de sikrer, at det her bliver bedre. Og det kan jo lade sig gøre. Det kan vi se i projektet »Flere skal med«.

Men vi kan også se det i flere kommuner, der nu er begyndt at investere i de her mennesker, f.eks. i Hjørring, at det er muligt at gøre de her ting. Her har man simpelt hen ansat flere socialrådgivere, for at man kan bruge ekstra tid og ekstra ressourcer på kontanthjælpsmodtagerne for at få dem videre i job, eller hvad de nu skal. Resultatet er ret godt, når man investerer i sådan nogle mennesker. For tit og ofte kommer flere i arbejde, som man også ser her. Flere familier får et godt liv, og kommunen kan også på sigt putte penge i kassen, de så kan bruge til andre ting, såsom bedre velfærd.

Heldigvis er der også flere, der er begyndt at følge det. Flere andre kommuner følger samme vej som Hjørring, og det er jo kun godt. Dette skal vi så sprede til endnu flere kommuner via dialog med dem, og vi skal forlange og kræve mere af de her kommuner, som vi jo bl.a. har gjort i, jeg vil ikke kalde det LAB-loven, som der blev diskuteret før, men den forenklingsaftale, hvor vi forsøgte at lave noget forenkling på beskæftigelsesområdet. I den var der jo netop også det, at vi forventer, at kommunerne leverer gode resultater, og hvis ikke, skal det have nogle konsekvenser for kommunerne. Det var også ret vigtigt for os Socialdemokrater i de her forhandlinger. Vi vil gerne mere frihed til kommunerne, det går vi bestemt ind for, men med det følger der jo også ansvar. Derfor skal der også være nogle konsekvenser, hvis man så ikke gør opgaven godt nok.

Med disse ord er vi fuldstændig enige i, at der er kæmpe problemer, der skal løses, men vi mener, det skal løses på en anden måde, hvor flere kommuner er på den rette vej. Derfor stemmer vi imod forslaget, men mener bestemt, vi skal holde et kæmpe fokus på afklaring – altså holde fokus på, om de samtaler bliver ført, holde fokus på, om den indsats bliver lavet, og om de resultater, kommunerne viser, også peger den rigtige vej, som de jo skal gøre. Det er kommunernes pligt.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak. Jeg tror egentlig bare, jeg vil bede ordføreren om at forklare, punkt 1, hvordan ordføreren vil sikre – med streg under sikre – at vi ikke fremover skal opleve, at kontanthjælpsmodtagere får lov til at være i systemet i årevis, og, punkt 2, hvordan ordføreren vil sikre, at de ca. 30.000, der på nuværende tidspunkt har været i kontanthjælpssystemet i mere end 5 år, meget hurtigt får en afklaring og en afgørelse og noget hjælp til at komme videre i deres liv.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg kan give det samme svar til begge spørgsmål. For det, som også er vigtigt, og som også blev diskuteret – hr. Finn Sørensen har også diskuteret det med ministeren før – er netop det der med, at vi har sagt til kommunerne, at vi nu vil måle dem på de resultater, de opnår. Og hvis det viser sig, at de ikke får folk i gang, og at de ikke skaber nogle gode resultater, så kommer vi efter dem. Så er der simpelt hen nogle konsekvenser. Det kaldes frihed under ansvar, og det synes jeg er super vigtigt.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at når nogle borgmestre pludselig opdager, at de begynder at blive kaldt til samtale hos en minister, at der begynder at komme breve fra en minister, og at de måske også begynder at blive sat under administration, fordi de ikke kan finde ud af at opnå nogle gode resultater, og de skal til at forsvare det nede i den lokale brugs, så vil de begynde at rette ind. Derfor tror jeg på, at det her har en virkning.

Hr. Finn Sørensen.

Så må jeg bare spørge ordføreren: Betyder det, at der i de faktorer, kommunerne skal måles på, kommer til at indgå et klart krav om, at der skal være en grænse for, hvor længe kontanthjælpsmodtagere skal være i systemet? Det er jo sådan set det, som hele det her lovforslag handler om, og det er den problematik, vi forsøger at adressere.

Som lovgivningen er i dag, er det lovligt for kommunerne at parkere folk i kontanthjælpssystemet i årevis, og det vil det, så vidt jeg kan se, også være med det lovforslag, ordføreren refererer til. Så jeg vil spørge, om det der med at komme efter kommunerne så også vil være betinget af, at kommunerne får nogle klare tidsfrister for, hvornår de skal have afklaret kontanthjælpsmodtagere og hjulpet dem videre i deres liv.

Tak. Ordføreren.

Det tror jeg også ministeren svarede på. Der kommer en bekendtgørelse på et tidspunkt, og vi kommer til at diskutere det. Det bliver sådan, at vi kommer til at måle kommunerne på de resultater, de opnår, med hensyn til om de får folk videre i systemet, om de får folk i arbejde, om de egentlig gør noget på de indsatsområder, om de rent faktisk afholder nogle samtaler, om de i hele taget gør noget. For det er jo sådan lige nu, at stort set ingen kommuner overholder lovgivningen – stort set ingen. Og det kan vi da ikke finde os i, og det er jo netop derfor, vi lige har lavet den her aftale, og det er også derfor vil skal komme efter dem. Ministeren sagde, at det skulle være med en hammer, men jeg ville nok bruge ordet forhammer, for det skal være en af de helt store hamre, hvis de ikke opfører sig ordentligt, og det synes jeg ikke de har gjort. Vi skal bare sørge for at sikre, at de her mennesker kommer i arbejde, eller hvor de nu skal hen.

Tak til hr. Leif Lahn Jensen. Så er det hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti, der får ordet nu. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her forslag handler om at give alle i kontanthjælpssystemet en afklaringsgaranti på maks. 12 måneder, i særlige tilfælde højst 24 måneder, og når der står »i særlige tilfælde«, tolker jeg det sådan, at det er, hvis der er nogen, der syge eller har nogle specielle problemer – hr. Finn Sørensen nikker, så det er rigtigt tolket i den forbindelse – og så skal det inden for den nævnte tidsfrist afklares, om borgeren skal visiteres til beskæftigelse, uddannelse, revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Jamen vi er sådan set enige i, at der skal ske en hurtig afklaring. Jeg kan så have lidt svært ved lige umiddelbart at bedømme, om det egentlig kan lade sig gøre inden for de 12 måneder, men hvis jeg har forstået det rigtigt, skal man jo så gå i gang allerede fra dag et, man kommer på kontanthjælp, altså hvis det er inden for de første 12 måneder.

Men i Dansk Folkeparti har vi jo i forbindelse med det her været i gang med at lave en indsats. Dansk Folkeparti har jo fået det igennem, at flere skulle med. Der var næsten 30.000, hvis sager blev vendt, og de havde gået i over 5 år, og rigtig mange af dem viste sig at have gået syge i lang tid. Jeg kan huske, at STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, sagde, at det ikke var ret mange. De havde ikke rigtig tal på det. Men så viste det sig, siden de begyndte at gøre det op, at det var næsten 30.000, der var i den gruppe, der havde gået i over 5 år, og som ministeren sagde, at 70 pct. af dem var afklaret. Vi skal så selvfølgelig også have de sidste med til afklaring, hvis de ikke er helt med. Men der er nogle kommuner, der så har valgt at stå lidt uden for der.

Så fik vi i Dansk Folkeparti også lavet det sådan, at flere skulle med efter 1 år. Så går vi ned og kigger på gruppen, der har været der mellem 1 og 5 år, skal det nok vise sig, at der er fuldt ud lige så mange, der skal have en afklaring, når de kommer i gang. Vi ser selvfølgelig også frem til, når det bliver sat rigtigt i gang, at få nogle tal fra de kommuner, der er med her fra starten, for, hvor mange det reelt er. Jeg tror nemlig, tallet vil overraske, når vi ser, hvor mange der egentlig går og er syge og ikke er kommet videre. Og der er jeg fuldstændig enig med hr. Finn Sørensen i, at det er uhørt, at de bare skal blive placeret et eller andet sted.

Så er der selvfølgelig også nogen i kontanthjælpssystemet, der bare skal have hjælp til at finde et arbejde. Der er nogen, der ikke er stand til selv lige at finde et arbejde, nogen, der ikke er så gode til at sælge sig selv til en arbejdsgiver. Der er nogen, der skal have lidt mere ekstra motivation for, hvorfor man skal have et job. Det er der, ja, det var faktisk i lov om kontanthjælpsloftet, vi i Dansk Folkeparti fik det igennem, at de, der ikke selv kunne finde et job, skulle have hjælp til at finde et job.

I aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats fik vi igennem, at man ude i jobcentrene skal matche de ledige til de ledige job, og det er altså ikke kun dagpengemodtagere, det er også kontanthjælpsmodtagere. Det vil sige, at når det træder i kraft, skal jobkonsulenterne til at tage fat i hver enkelt jobparate kontanthjælpsmodtager og sige: Vi har et job her. Hvad er det, der skal til? Er det en lille opkvalificering, eller skal du bare have hjælp til at få kontakt til en arbejdsgiver for at komme ud i job? Det er også noget af det, vi forventer os rigtig meget af. Og i den forbindelse er det også vigtigt, vi holder øje med, at kommunerne så også yder den indsats til borgerne, fordi vi kan ikke acceptere, at de, når vi laver en lovgivning, så ser stort på den indsats, der skal laves.

Der er lavet rigtig mange indsatser, plus det, at vi har ungeindsatsen, der er blevet aftalt, hvor man med ungeteamet ude i kommunerne skal tage fat i de unge og få dem videre til en uddannelse. De skal heller ikke gå i det system i længere tid end højst nødvendigt. Så der er lavet rigtig mange tiltag, men hr. Finn Sørensen har jo ret i, at der stadig væk går nogle, og det er ufatteligt, at der er nogle, der går i over 10 år og stadig væk går på kontanthjælp og måske heller ikke er syge. Men der kan sagtens være nogen, der er syge, men dem håber jeg at man i kommunerne, når vi har lavet det, at flere skal med, har haft fat i. Jeg har ikke lige set, om der er lavet en opgørelse over dem, de har afklaret, men vi kan jo få undersøgt, hvor lang tid de forskellige har gået i systemet: Dem, der er afklaret og kommet videre, og dem, der har fået førtidspension. For jeg tror helt sikkert, at der også er nogen, der har gået i over 10 år.

Så langt hen ad vejen synes jeg, vi har lavet mange tiltag, men jeg vil ikke afvise, at der skal laves yderligere tiltag for at få ryddet op i den store gruppe her. Men som sagt kan Dansk Folkeparti ikke støtte beslutningsforslaget, bl.a. fordi vi også har lavet mange tiltag, der burde hjælp, og der skal vi selvfølgelig holde øje med, om de tiltag bliver brugt, som de skal. Men vi vil ikke udelukke, at der skal laves yderligere tiltag for at få ryddet op i bunken.

Tak. Hr. Finn Sørensen med en kort bemærkning.

Tak. Altså, den begrundelse, jeg hører, for, at man ikke kan støtte beslutningsforslaget, er, at man har lavet en hel masse tiltag. Ja, de virker da forhåbentlig i et eller andet omfang, men vi kan altså konstatere ud fra de tal, jeg har fået af ministeren, at det går den forkerte vej. Andelen af folk, der har været meget lang tid i kontanthjælpssystemet, stiger, og antallet af dem, der har været i systemet 7-10 år, stiger også. Så trods alle de her ihærdige bestræbelser, og på trods af at vi har haft en højkonjunktur med øgede beskæftigelsesmuligheder, kan vi altså se, at det faktisk går den forkerte vej, når vi taler om og kigger på den gruppe, der har været lang tid i kontanthjælpssystemet. Så hvis ordføreren ikke kan støtte det her forslag, kan vi så få nogle konkrete forslag til, hvordan man så vil sikre, at det ikke sker?

Ordføreren.

Hvis man kigger på det, der er lavet, og tager dem, der er syge, dem, der ikke kan komme ud på arbejdsmarkedet, ser vi, at vi jo har lavet en indsats, der virker. Der er rigtig mange, der har fået en afklaring, enten til førtidspension, fleksjob, uddannelse eller arbejdsmarkedet. Men hvis man ser bort fra de syge, dem, der slet ikke skal være i systemet – syge skal ikke være i kontanthjælpssystemet, og jeg tror, vi er enige om, at er man syg, skal man ikke være i kontanthjælpssystemet – og kun kigger på dem, der er jobparate kontanthjælpsmodtagere, så ja: De skulle gerne have en afklaring, når de tilmelder sig kontanthjælpssystemet og fortæller, at de er ledige og skal have kontanthjælp.

Når de er jobparate, skal de have hjælp til at få et job, og så er de jo afklaret. De skal jo ikke afklares til, om de skal have førtidsfleksjob eller sådan noget, de skal bare have hjælp til at få et job, og det er det, de higer efter, det er det, de gerne vil have, og de spørger, om ikke bare de kan få hjælp til at få et job. Det er det, vi har indbygget i det med at matche de ledige til ledige job, men også i kontanthjælpsloftssystemet, hvor det er skrevet ind, at kommunerne skal hjælpe med at finde job til dem, der ikke selv kan finde et job. Det er der, hvor vi skal gøre en indsats. Dem, der er jobparate, kan hurtigt afklares, og det burde de kunne blive i løbet af en uge, for det er bare et job, de skal have.

Tak. Hr. Finn Sørensen.

Tak. Det er fuldstændig rigtigt, og bortset fra det med kontanthjælpsloftet er vi jo enige om, at dem, der ikke har alle mulige andre problemer – psykiske, fysiske lidelser og alt muligt andet – da skal have et tilbud om et ordinært job. Vi kan bare konstatere, at det ikke fungerer. For – i runde tal – en fjerdedel af den gruppe, der har været lang tid i kontanthjælpssystemet, er jobparate, men der er bare ikke nogen, der har fundet et job til dem. Man skærer ned på deres ydelser og deres økonomi, men job har de ikke fået.

Hvis vi nu indførte en klar forpligtelse for kommunerne og indførte i loven, at de inden 1 år, i særlige tilfælde 2 år, skulle have afklaret vedkommende, tror ordføreren så ikke, at der ville komme noget mere skub i sagerne? For det ville jo give borgeren rettigheden til at få en afgørelse i det spørgsmål.

Tak for det. Så er det ordføreren.

Det er jo et spørgsmål om, hvad der ligger i afklaringsgarantien. For hvis man er jobparat og man ikke fejler noget og kommer ind på jobcenteret i kommunen og siger, at man ikke har noget at forsørge sig for, hvad skal man så afklares til, hvis man er rask og rørig og bare skal have et job? Så skal man have hjælp til at finde et job, for så er man afklaret. Hvis de så ikke lige kan finde et job til en og de ikke gør nok ud af det, skal vi komme efter kommunerne, så de yder den indsats. Det er det, der ligger i det i forbindelse med den aktive beskæftigelsesindsats, hvor man skal ud og matche de ledige til de ledige job. Man skal yde en ekstraordinær indsats for at hjælpe dem, der er ledige, i job. Det kan være, at de så skal have et kursus for at blive gjort klar til et job. Men afklaringen til, at man er jobparat og så skal have et arbejde, sker hurtigt, og det er den afklaring, der skal ske.

Tak til hr. Bent Bøgsted. (Bent Bøgsted (DF) : Der er nu den afklaring, at jeg går ned fra talerstolen). Ja, det er afklaret nu.

Så er det hr. Peter Juel-Jensen fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg har fået en tale med fra Venstres sædvanlige ordfører, hr. Hans Andersen, som desværre ikke kunne være til stede i salen under behandlingen af dette punkt.

Først en tak til Enhedslisten for at have fremsat det her beslutningsforslag, som vi i Venstre godt kan følge tankerne bag, for vi er bestemt også optaget af at hjælpe de mennesker, der har hængt fast i kontanthjælpssystemet i årevis. Jeg glæder mig over, at antallet af personer i kontanthjælpssystemet er på det laveste niveau i 8 år. Siden april 2016 har næsten 32.700 forladt kontanthjælpssystemet, og det er positivt, ikke mindst for den enkelte.

Enhedslisten kalder det et svigt. Det er jeg grundlæggende enig i, det er Venstre grundlæggende enig i, og det tror jeg faktisk at vi alle sammen er enige i. Så kan vi være uenige om, hvordan vi sikrer den bedste hjælp, for en ting er sikkert: Det er en stor udfordring, som der ikke er nogen nem løsning på. Først og fremmest skal vi huske på, at vi har med en gruppe borgere at gøre, som ud over ledighed har andre og også komplekse udfordringer. Derfor skal kommunerne foretage en socialfaglig helhedsvurdering, hvor man kigger på borgernes individuelle udfordringer og mulighederne for at sætte ind med den helt rette hjælp. Det er selvfølgelig helt afgørende, at der sker en afklaring hurtigst muligt, så borgeren kan få klarhed over sin situation og komme videre. Men vi må også erkende, at det er komplekse og individuelle sager, som det er svært at sætte en tidsgrænse for.

Jeg deler som sagt ambitionen fra Enhedslistens side, for i min verden er det også underligt, at vi holder kommunerne fast på regnskaber, økonomi osv., men ikke på, hvordan de behandler deres borgere. Så ambitionen deler jeg til fulde.

Derfor vil jeg gerne til slut sige, at vi i Venstre er meget optaget af, at vi hjælper flere borgere væk fra kanten af arbejdsmarkedet og hjælper dem til at få en fod indenfor. Med projektet »Flere skal med« har vi fokus på at få de allermest udsatte kontanthjælpsmodtagere tilbage på arbejdsmarkedet, og vi har fokus på, at kommunerne får afklaret situationen for de borgere, som har været mere end 5 år i kontanthjælpssystemet. Projektet har bestemt afsløret udfordringer ude i kommunerne, men har absolut også vist gode resultater. Ni ud af ti borgere i projektet har fået en personlig jobformidler, og over 1.000 personer er kommet i beskæftigelse, uddannelse eller fleksjob. Derfor er vi i Venstre glade for, at projektet er blevet videreført med satspuljen både i 2018 og 2019.

Der skal ikke være tvivl om, at Venstre er meget optaget af at yde den bedste hjælp til denne gruppe borgere. Men sluttelig vil jeg sige, at vi tvivler på, at Enhedslistens forslag vil gøre en reel forskel, og derfor kan vi ikke støtte forslaget. Og så skal jeg hilse fra De Konservative og sige, at de er enige med Venstre i det her spørgsmål.

Og det gav anledning til et spørgsmål fra hr. Finn Sørensen. Værsgo.

At vi ikke er enige med De Konservative – eller omvendt – kommer vist ikke bag på nogen. Men min kommentar gælder jo det der, hvor ordføreren siger, at man tvivler på, det vil gøre en reel forskel. Der er jo to sider af det her forslag. Det ene er, at vi gerne vil udstyre kommunerne med en forpligtelse og borgerne med en rettighed til at få en afklaring af deres situation inden for 1 år – i undtagelsestilfælde 2 år.

Det andet vigtige element er, at der jo følger penge med til nøjagtig det, som ordføreren fremhæver nødvendigheden af, nemlig at investere i nogle flere socialrådgivere og sagsbehandlere. For det er jo en forudsætning, uanset om man vil bruge Enhedslistens model, eller om man vil bruge en hvilken som helst anden model. Hvis man vil det her kæmpe problem til livs, er man nødt til at investere i nogle mennesker, der skal hjælpe de her mennesker, vi taler om. Og det har vi med i forslaget. Så hvorfor skulle det ikke hjælpe? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Jo, altså, der er jo to ting her. Det første er, at det med hensyn til det proceskrav, som ordføreren gerne vil holde kommunerne fast på, er sådan – som jeg sagde i ordførertalen – at det som regel er meget komplekse og mangeartede udfordringer, man står over for, hvis man nu ikke kan komme i mål med det. For jeg er ganske enig med ordføreren i, at det her handler om at få taget hul på sagen hurtigst muligt. Men det andet er, at den altså også skal løses bedst muligt. Hvis man nu ikke kan løse det her inden for de tidsgrænser, som ordføreren har lagt op til, jamen så må man altså tage sig den tid, det tager.

Og så kan jeg også forstå på ministerens tale og på de besvarelser, der har været, at man i forliget bag »Flere skal med« har taget hånd om mange af de ting, som ordføreren nævner er en udfordring. Men jeg anerkender, at man gerne vil løse det her fra ordførerens side, og jeg synes jo også, det er en fin idé, at vi tager den diskussion, og at vi lige får en status på det løbende. Men det er også det, jeg har hørt ministeren sige.

Så der er rigtig mange gode varme ord heroppefra, men bare ikke en tilslutning til forslaget – også fordi der ligger noget andet i forvejen. Og så kan jeg forstå, at finansieringen også er noget, der er bundet på en anden måde. Det har jeg ikke noget begreb om; det er ikke mit område. Men jeg vil gerne tilslutte mig, at vi også i højere grad holder kommunerne fast på, at de har et ansvar over for en helt særlig gruppe borgere, der har en helt særlig udfordring, som oftest er mere, end at de er ledige, men også at vi gør det på en sådan måde, at det går så hurtigt, som tingene nu kan gå.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Og tak for alle de positive tilkendegivelser. Jeg vil så sige, at man jo set i forhold til den meget store gruppe, der har været på kontanthjælp i mange år, altså kun har taget hånd om en ret lille del af dem – for nu at være realistisk. Men jeg synes, det er en god indsats, og jeg vil gerne have skruet op for den. Og det er sådan set det, det her forslag går ud på.

Men her til sidst vil jeg bare sige: Det er egentlig mærkeligt; Venstre er et parti, der om nogen har kæmpet for, at der skulle indføres behandlingsgaranti i sundhedsvæsenet – og de krav er endda meget skrappere end de her 12 måneder henholdsvis 24 måneder, som jeg stiller op her. Hvorfor er det så så slemt at give arbejdsløse og syge mennesker en garanti for, at de kan få en afklaring af deres situation inden for 1 år eller eventuelt 2 år?

Ordføreren.

Nu går jeg ud fra, at hr. Finn Sørensen lyttede lige så opmærksomt til ministeren, som jeg gjorde. Jeg kunne forstå, at der er en bekendtgørelse på vej, som i den grad vil holde kommunerne fast på, at de kommer med den rette hjælp inden for det rette tidsrum, således at de kan hjælpe borgerne videre.

Med det kendskab, jeg har til det her område, tror jeg ikke, at man umiddelbart kan sammenligne de to ting – altså patientrettighederne inden for sundhedsområdet og den her rettighed over for kommunerne. Men jeg er opmærksom på, at gode partier har sat sig sammen i kredsen »Flere skal med« og har kigget på, hvordan vi løfter den her opgave bedst og på en sådan måde, at vi også kan sige til den enkelte borger, at man ikke kun kan forvente, at ens kommune overholder den økonomiske side af sagen, men også at der er nogle retningslinjer for, hvordan man som borger kan regne med at blive behandlet ude i kommunerne, hvis man får hjælp behov.

Jeg synes faktisk, man er godt på vej. Men jeg er enig med ordføreren i, at vi ikke får løst det her fra den ene dag til den anden. Men vi er i bevægelse.

Og det er nu en bevægelse ned af talerstolen. Tak til hr. Peter Juel-Jensen. Så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Herfra skal også lyde en tak til Enhedslisten for at sætte det her på dagsordenen. Altså, jeg synes jo, at den her debat er vigtig, fordi vi i de her år oplever, at opbakningen til velfærdssamfundets sikkerhedsnet bliver udfordret. Det oplever vi, fordi der er en række borgere, som har en opfattelse af, at når de efter at have været på arbejdsmarkedet i mange år og have betalt skat står i den situation, at de har brug for velfærdssamfundet, fordi de bliver syge, mister deres arbejde, så svigter samfundet. Altså en opfattelse af, at de cykler rundt i systemet. Og uanset om det er berettiget eller ej, er det den opfattelse, der er derude, og jeg ser et problem i, at opbakningen til systemet er begyndt at krakelere.

Det her forslag handler jo om at sætte borgeren over systemet, og det kan jeg grundlæggende godt lide. Som hr. Finn Sørensen siger, handler det her om at give borgeren en ret til at kende sit ståsted, at vide, hvad der skal ske nu. Det deler vi sådan set grundlæggende i Liberal Alliance; vi synes, det er rigtigt at sætte borgeren over systemet.

Nu har flere nævnt det her satspuljeinitiativ »Flere skal med« som noget godt og noget, der har gjort en forskel. Ja, det har det jo, men det er på en trist baggrund, for sagen er jo, at man har givet nye midler til kommunerne, for at kommunerne skal kigge nogle sager igennem, som de i virkeligheden på egen hånd og af egen drift selv skulle have været opmærksomme på. Så selvfølgelig er det fint, at kommunerne gør det, men det er jo trist og sørgeligt, at de ikke har gjort det til at starte med, for det er sådan set deres opgave.

Jeg deler intentionen om, at vi skal have en hurtigere afklaring, at vi ikke skal acceptere, at man er uafklaret i så lang tid. Men jeg tror heller ikke på, at det er rigtigt at sætte en afklaringsgaranti. Det er lidt det samme, som tidligere ordførere har været inde på: At det er meget komplekst, altså at det ikke bare er en diagnose, men en diagnose – måske flere diagnoser – i samspil med et job og udsigten til, hvad man kan på lang sigt. Så uden at være specialist i sundhedsområdet versus beskæftigelsesområdet er det her for mig at se meget komplekst. Hvad kan du på arbejdsmarkedet? Hvor meget kan du? Det er svært – tydeligvis – og meget individuelt.

Men jeg deler sådan set ønsket. Jeg ved ikke, hvordan man kan give kommunerne et incitament til at rykke hurtigere på det her, altså hurtigere få afklaret, om man kan lave en trappe på refusion, om man kan lave et økonomisk incitament, sådan at hvis der går længere tid, så sker der et eller andet. Det ved jeg ikke, men jeg tror, at det er sådan noget, vi skal se ind i frem for bare at lave en meget rigid afklaringsgaranti.

Så skal vi måske også se på, om der er noget, man kan visitere til tidligere, altså før man er nede i de her kasser, som er meget specifikke, med revalidering, ressourceforløb, fleksjob. Altså, er der noget, man kan visitere til tidligere ved at se på, hvor folk er henne – til noget mere overordnet, som er nemmere for kommunerne, så de dermed kan gøre det hurtigere? Jeg ved det ikke. Jeg synes, det er komplekst. Jeg anerkender fuldt ud, at der er en problemstilling på det her område. Jeg anerkender fuldt ud, at der er mennesker, som cykler rundt i systemet. Men når jeg har det kommunale perspektiv på, er der også nogle ting, som jeg synes det er svært for kommunerne at gøre anderledes – for de skal have det dokumenteret meget klart, og de skal afprøve og være sikre på, at der ikke er en arbejdsevne, der kan udvikles yderligere, hvis du eksempelvis skal på førtidspension.

Så det er komplekst, men der er ikke nogen tvivl om – nu er det ikke sikkert, at vi når noget inden et folketingsvalg – at i næste samling er det noget af det her, der må stå øverst dagsordenen i forhold til at få lettet systemet og få hjulpet borgerne hurtigere og mere smidigt til en afklaring.

Så Liberal Alliance støtter ikke det konkrete forslag, men vil gerne arbejde videre med, hvad vi kan gøre på det her område.

Så er det hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak. Det var en rigtig god formulering: borgeren over systemet. Det burde jeg have tænkt på, for det er jo lige nøjagtig det, vi foreslår. Borgeren skal udstyres med en rettighed – jeg tror, jeg formulerede mig sådan lidt gammeldags og tørt og venstrefløjsagtigt. Jeg skulle have sagt: Borgeren over systemet. Det er det, det går ud på. Tak for den udlægning.

Så er det jo bare så ærgerligt, at fru Laura Lindahl – når nu hun har set lyset, altså at det er det, forslaget går ud på – så ikke vil stå ved det, når det kommer til stykket. Hvordan skulle man ellers sætte borgeren over systemet, hvis man ikke giver borgeren nogle rettigheder? Det er jo det, det hele handler om.

Så er der noget, der ikke hænger sammen, for nu bliver det hele pludselig meget, meget indviklet. Det kan tage lang tid at afklare en person, og det er individuelt og op og ned ad stolper. Det er fuldstændig rigtigt. Men det er altså ikke mere indviklet, end at det med det projekt, som vi alle henviser til – »Flere skal med« – altså er lykkedes inden for 2 år at afklare måske 23.000 mennesker. Det er dog ret mange. Hvorfor kunne man det? Fordi man sendte nogle penge ud til kommunerne, så de havde manpower til at klare opgaven.

Så hvorfor skal det hele være så indviklet? Det er jo den anden del af vores forslag.

Ordføreren.

Men det, der er underligt i den sammenhæng, er jo, at kommunerne i virkeligheden har et økonomisk incitament til at gøre det her selv. Altså, det er ikke nogen overskudsforretning for kommunerne bare at lade bunkerne blive liggende og vokse. Det er en bedre forretning for kommunerne at tage hånd om borgerne og få dem visiteret, så hvad er det, der gør, at kommunerne først gør det, når der kommer en ny pose penge til det? Det synes jeg jo er det spørgsmål, man er nødt til at få afklaret. Hvorfor gør kommunerne ikke det her, når de kunne tjene penge på at gøre det?

Hr. Finn Sørensen.

Det er der to svar på eller grunde til, og jeg tror egentlig, at ordføreren godt kender dem. Den ene er, at et flertal herinde i Folketinget og skiftende regeringer i årevis har strammet den økonomiske skrue over for kommunerne, og at man har en budgetlov, der forhindrer kommunerne – de fleste kommuner, bortset fra dem, der har en masse penge, de kan komme til at bruge – i at foretage den sociale investering, som alle taler om. Det må de nemlig ikke for budgetloven, bortset fra nogle få, der kan mingelere lidt med midlerne; det store flertal kan ikke. Det er jo den ene grund til det.

Den anden grund er jo omlægningen af refusionssystemet, der gør, at det er økonomisk fordelagtigt for kommunerne, hvis de har nogle borgere, der ikke kan arbejde eller ikke kan få et arbejde, for så skal kommunen bare sørge for at have dem på den lavest tænkelige sociale ydelse, nemlig kontanthjælp, fordi det er det billigste for kommunen sammenlignet med at give borgerne førtidspension eller ressourceforløb. Så det er forklaringen på det.

Ordføreren.

Men refusionen skulle jo netop også gøre, at man fik dem, der kom ind, gelejdet hurtigt ud, så der faktisk var ressourcer til at tage sig af dem, der var lidt tungere. Det var jo det, der var formålet med den refusionsændring, man lavede, nemlig at man bedre kunne tage hurtigt hånd om dem, der kom ind og få dem ud med det samme, så man havde overskud til at tage sig af de lidt tungere sager. Men jeg føler mig stadig væk ikke overbevist om, at jeg ved, hvorfor det ikke sker.

Tak til fru Laura Lindahl. Så er vi nået til hr. Torsten Gejl.

Tusind tak. Det er et supergodt forslag at give ledige danskere en afklaringsgaranti på 12 måneder, i særlige tilfælde 24 måneder. Jeg tror ikke, at den eneste grund til, at 90.000 borgere har været i kontanthjælpssystemet i mere end 1 år, er, at deres situation eller sag er kompliceret – eller at 30.000 har været systemet i 5 år. Jeg synes, det ser ud til, at kommunerne nogle gange kan have en fordel i at kassetænke, og at det er økonomiske årsager og ikke borgerens rettigheder, der er udgangspunkt for den støtte, borgeren får.

Derfor skal vi have gang i hjulene. Vi må ikke lade borgerne forsvinde i systemet, uden at de får nogen som helst afklaring. Vi ser gerne, at de pågældende borgere får tilbud, og vi ser så gerne, at tilbuddene er frivillige, så borgerne kan sige nej til dem. Men tilbuddene skal de have.

Desuden mener jeg, at afklaringsgarantien kan gøre op med meget af den ventetid, som man oplever i systemet. Altså, vi har hørt rigtig mange beretninger fra rigtig mange borgere i systemet. Jeg synes, at ventetid og atter ventetid er et nøgleord. Vi spilder borgernes tid, vi spilder borgernes liv. Vi skal gøre op med ventetiden, og det tror jeg også det her forslag kan hjælpe til.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Hr. Rasmus Helveg Petersen er fluks på vej til talerstolen, kan jeg se. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne sige tak til Enhedslisten for at komme med det her forslag. Jeg synes, at afklaringsgarantien er et meget sympatisk forsøg på at adressere et meget alvorligt problem. Det er klart, som alle de tidligere talere har sagt, at kommunerne skal foretage en samlet vurdering, og at det kan tage forskelligt med tid. Hvor går grænsen? Hvad, hvis der mangler oplysninger? De her personsager er jo ikke sådan at sætte i en skabelon, og det er sådan set også vores store problem med forslaget.

Radikale Venstre mener ikke, at folk skal være parkeret i kontanthjælpssystemet. Vi har selv sagt, at 3 år bør være maksimum, hvor man kan være parkeret i kontanthjælpssystemet, før man skal videre. Vi anerkender den indsats, der er sket. Vi vil gerne have, at mere skal ske. Nogle eksempler har været nævnt på satspuljeinitiativer.

Vi synes ikke, at den valgte tilgang i Enhedslistens forslag er det rette. Vi vil hellere arbejde med kommunerne, fordi proceskrav og detailstyring herfra ikke altid er vores valg. Men som sagt er vi enige i problemet. Vi vil også gerne være konstruktive i forhold til at løse det. Vi vil ikke stemme for Enhedslistens forslag, fordi der både er en stensikker udgift på den ene side og på den anden side et krav, der måske ikke passer på mennesker, når man sætter en meget præcis tidsgrænse. Men vi vil gerne være med til løsningen i øvrigt.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Det var vel indtil nu det mest fremkommelige. Nej, undskyld, Alternativet kom med en klar melding. Undskyld til Alternativet for det. Men jeg tænkte på den kreds, som jeg jo nok også havde forventet ikke ville være særlig positive, så jeg vil da gerne takke for det. Det lød, som om hr. Rasmus Helveg Petersen gik lidt mere ind på vores præmisser, end de fleste andre ordførere har gjort. Men hørte jeg rigtigt, nemlig at det, at det koster penge, er det, der er problemet? Eller har jeg bare fuldstændig misforstået, hvad ordføreren sagde?

Ordføreren.

Som sagt har Radikale Venstre tidligere selv haft et forslag om en 3-årig grænse. Det, jeg siger, er, at hvis man tager Enhedslistens forslag og fører det ud i livet, er man sikker på at få udgiften på den anden side. Og så har man også en fast grænse, som formentlig engang imellem kommer til at ramme ned i nogle sager om mennesker, der måske kræver mere end 1 år. Så derfor synes jeg ikke, det er det rigtige forslag, den rigtige dosering. Men det er ikke kun, fordi det koster penge. Det er en kombination af de to ting.

Tak. Hr. Finn Sørensen.

Tak. Nu bliver det jo lidt svært at fægte med De Radikales forslag, for jeg har ikke sådan i helt frisk erindring, hvad det gik ud på. Men har De Radikale virkelig forestillet sig, at hvis vi sagde, der skulle være en 3-årig grænse for, hvor længe man måtte være parkeret i kontanthjælpssystemet, så skulle der ske noget andet, komme et tilbud om noget nyt og noget bedre osv. til de borgere, alt efter hvad de har brug for? Forestiller De Radikale sig, at det ikke ville koste penge?

Ordføreren.

Nej, det ville givetvis også være en indsats, der koster penge. Men selvfølgelig er der også det håb, at vi så kunne undgå den her snak om parkering og være sikre på, at folk fik det tilbud, som jeg synes de skal have.

Tak til hr. Rasmus Helveg Petersen. Så er vi nået til hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Herfra skal også lyde en tak til Enhedslisten for at rejse en absolut relevant debat. SF har jo som pejlemærke, at borgerne skal have flere konkrete rettigheder. Borgeren skal stå stærkere over for kommunen, mennesket skal stå stærkere over for systemet. Det er derfor godt, at der nu i det her forslag lægges op til nogle faste rammer for, hvornår kontanthjælpsmodtagere skal have tilbud, der er rettet mod beskæftigelse. SF er glade for i øvrigt at være en del af forliget om lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

I SF synes vi også, det er nødvendigt at holde kommunerne i kort snor. Der er alt for meget lotteri i dag. Alt for meget afhænger af postnumre og personnumre. Der skal ske en hurtig afklaring, men det behøver vel ikke nødvendigvis være til beskæftigelse eller førtidspension, som Enhedslisten skriver. Den bunkevending, der er sket – i øvrigt i et forlig, som Enhedslisten ikke er en del af – viser jo, at det kun synes relevant for en tredjedel. Altså, resten af de her mennesker må man formode har brug for en social indsats, og det kan selvfølgelig også indgå i et ressourceforløb, men hvor beskæftigelse er perspektivet.

Jeg synes sådan set også, det kunne være fint, hvis indsatsen efter 12 eller 14 måneder netop kunne være en intensiveret social indsats. Og jeg vil også bemærke, at jeg nu øjensynlig kan konstatere, at Enhedslisten faktisk også ser muligheder i ressourceforløbene.

SF er positive over for det her forslag, men vi er nok lidt skeptiske over for, om man kan nå i løbet af så kort en tid at gøre noget for op imod 70.000 mennesker. Men en positiv holdning til forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Og tak for den positive tilkendegivelse. Jeg vil bare lige minde ordføreren om, at hvis man kigger på, hvad afklaringen skal ske til, om jeg så må sige, så nævnes der jo adskillige muligheder. Man skal have afklaret, om borgeren skal visiteres til ordinær beskæftigelse, uddannelse, revalidering, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Og hvis SF mener, at vi også udtrykkeligt bør udspecificere en socialpolitisk indsats, eller hvordan det nu var, ordføreren beskrev det, så vil jeg da meget gerne tage det med, for det kan der også godt være tale om.

Det, der er vigtigt med forslaget, og det tror jeg så at ordføreren har forstået, er jo netop, at der skal være en klar forpligtelse og en ret for borgeren til, at der sker noget, at man ikke bare får lov at gå på kontanthjælp i årevis, og at der også følger penge med til kommunerne til at løse opgaven.

Ordføreren.

Jamen jeg er sådan set overbevist om, at Enhedslisten og SF vil kunne mødes om det her. Jeg synes bare, det var vigtigt at tage med, at som jeg læser Enhedslistens forslag, er det noget, der hovedsagelig retter sig mod enten førtidspension eller beskæftigelse, og der er det så, at bunkevenderiet fra aftalen »Flere skal med« jo viste, at det umiddelbart kun var relevant for en tredjedel. Der er det, jeg synes, at for resten vil man jo kunne regne med og forvente, at det nok er en intensiveret social indsats, der skal til. Jeg synes, at de andre formål, som Enhedslisten remsede op, også er ganske udmærkede.

Hr. Finn Sørensen.

Ja, for i forslag som uddannelse, revalidering og ressourceforløb ligger der jo netop den socialpolitiske indsats. Det er jo rammen omkring den socialpolitiske indsats, der også ligger i de der forslag. Så det lyder ikke, som om vi er særlig uenige, og så synes jeg da lige, vi skal kigge på det. Tak.

Tak. Så er det ordføreren.

Ja, og derfor er jeg også sikker på, at vi når hinanden. Men det er ikke, som jeg opfatter det, en intensiveret socialpolitisk indsats, når man i det forslag, der ligger, mest beskriver sådan noget som uddannelse eller revalidering. Mange af de mennesker, vi har med at gøre her, er slet ikke klar til at komme derhen endnu, fordi der er alt muligt andet i vejen. Det kan være afhængighed af alkohol eller stoffer, eller man kan være ude i en halvkriminel løbebane. Man kan have alle mulige andre udfordringer, inden der overhovedet kan være nogen fornuft i at tale om uddannelse eller revalidering.

Så siger vi tak til hr. Karsten Hønge, og så er vi faktisk nået til ordføreren for forslagsstillerne, nemlig hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak, og tak for debatten. Det er jo sjældent, at man i den her Folketingssal får så mange roser fra alle ordførerne og ministeren uden undtagelse. Problemet ved en del af de roser er, at de er visnet, inden man rigtig kommer ned på sin plads og hjem til konen med dem. For det med roserne stopper jo der, hvor man skal forholde sig til et konkret redskab, som ville kunne bringe os videre i den retning, som alle siger vi skal i, og det sidste tror jeg faktisk på: Jeg tror på, at alle har den samme holdning her, nemlig at det er et kæmpe svigt over for mennesker, hvis de bare får lov at gå, undskyld udtrykket, for lud og koldt vand i kontanthjælpssystemet i årevis. De får ingen hjælp til at komme videre. Det er jo altså den skinbarlige virkelighed i det her.

Jeg tror, vi deler intentionen. Jeg er faktisk glad for det forløb, der har været, siden vi tog hele debatten om det her kontanthjælpsloft. For det var den debat, der affødte, at den daværende beskæftigelsesminister var nødt til at finde på noget. For det, vi kritiserede fra oppositionens side, var jo, at kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og for den sags skyld også integrationsydelsen ramte en masse mennesker, der ikke var i stand til at arbejde, samtidig med at man sagde, at det skulle kunne betale sig arbejde, og at det var derfor, at der skulle strammes økonomisk op over for de her mennesker.

Det affødte så en debat, der førte til det her »Flere skal med«, for man kunne fra regeringens side godt se, at det var en uholdbar position, man havde indtaget i den diskussion. Så kastede man en hel del penge efter at få lavet en indsats for den gruppe, der havde været i kontanthjælpssystemet i mere end 5 år. Det var en bruttogruppe på ca. 25.000 mennesker, og det kostede ca. 300 mio. kr. – hæng mig ikke op på decimalerne. Så gik man i gang med det, og så viste det sig jo rent faktisk, at man inden for en kort periode på ca. 2 år godt kunne hjælpe de mennesker og skabe en afklaring af deres situation og få dem i gang med noget, der var lidt mere drev i, eller se i øjnene, at de måtte have den førtidspension. Det er jo det, vi har ladet os inspirere af.

Så har vi så bare kigget på virkeligheden i kontanthjælpssystemet, og den er jo skræmmende. Det har vi redegjort for i bemærkningerne, men lad os lige tage nogle af tallene: Knap ca. 90.000 mennesker, ifølge de tal, vi har fået af ministeren, har været i kontanthjælpssystemet i mere end 1 år. Hvis man så skal forholde sig til den målepind, vi vil sætte op, nemlig 2 år, hvordan ser det så ud? Hvor mange har så været i kontanthjælpssystemet i mere end 2 år? Det har 67.000 mennesker. Det er beskæmmende, når vi kigger på, hvordan udviklingen har været siden 2016, hvor vi begyndte at diskutere det her, selv om vi jo kan konstatere, at det er fuldstændig rigtigt, at det samlede antal mennesker i kontanthjælpssystemet er faldet markant.

Så skændes vi om, om det er, fordi regeringen og Dansk Folkeparti tager nogle penge fra de der mennesker og sørger for, at de har meget lidt at leve af, eller om det er, fordi der har været en højkonjunktur, hvor der er blevet plads på arbejdsmarkedet til den gruppe. Det er ikke det, vi skal afgøre her. Vi kan bare konstatere, at det samlede antal er faldet, og det glæder vi os alle sammen over – uanset hvad årsagen er – i det omfang, de er kommet videre i job eller uddannelse. Jeg tror, at for den gruppe, der er havnet i en situation helt uden forsørgelse – og det er jo også en del af forklaringen – er historien knap så lyserød, men for den gruppe, der er kommet videre, er det jo rigtig godt.

Ikke desto mindre kan vi konstatere, at for den gruppe, der nu er tilbage, går det faktisk den forkerte vej, for andelen af dem, der har været langtidsparkeret, om man så må sige, vokser. Når vi tager gruppen, der har været fra 7 til 10 år i kontanthjælpssystemet, så kan vi jo altså se, at den gruppe vokser rent antalsmæssigt, nemlig med 3.765 personer, sådan at den gruppe nu er oppe på lidt over 10.000. Hvis vi kigger på dem, der har været mere end 10 år i kontanthjælpssystemet, så er der kun et meget, meget lille fald på trods af den indsats, man har gjort i »Flere skal med«. Dermed ikke sagt, at man ikke har fået hjulpet nogen mennesker. Det er jeg helt enig i at man har. Men man er altså nødt til at se i øjnene, at der skal mere drastiske midler til.

Det er så det, vi foreslår her, hvor vi siger to ting. Den ene er, at vi er nødt til at udstyre kommunerne med en klar forpligtelse, som er skrevet ind i lovgivningen, til, hvornår de senest skal have afklaret situationen for mennesker, der kommer ind i kontanthjælpssystemet og melder sig og søger om kontanthjælp. De skal finde ud af, om de mennesker skal have et job eller en socialpolitisk indsats, for at blive i hr. Karsten Hønge sprogbrug, eller i hvert fald finde ud af, hvilke ydelser de skal have. For vi skal undgå, at de bliver hængende i kontanthjælpssystemet i mange år.

Det er det, det går ud på, og så må man, hver eneste gang man giver kommunerne en forpligtelse og dermed jo også giver borgerne en rettighed, sørge for, at der følger penge med. Jeg ved ikke, om det er der, vandene skilles, når det kommer til stykket, for der er mange årsager til den situation, vi er kommet i her. Men en af dem er helt utvivlsomt den meget stramme spændetrøje, som skiftende regeringer og flertallet her i Folketinget har lagt omkring kommunernes muligheder for at røre sig og sørge for de rigtige initiativer til borgerne.

Hvis det er sådan, at der ikke er nogen forpligtelser for kommunen, og kommunen samtidig er enormt hårdt presset økonomisk, ja, så er det nemmeste i verden jo ligesom at glemme alle dem, der er på kontanthjælp, og især dem, der ikke bare kan springe ud på arbejdsmarkedet. Og det er jo, hvis vi skal skrælle alle de fine ord af, faktisk det, der er foregået. For det store flertal af de mennesker, der har været i kontanthjælpssystemet i mange år, er jo det, som kommunerne selv kalder aktivitetsparate, dvs. man anerkender, at de har mange andre problemer end ledighed. Og så siger det jo sig selv, at hvis man skal hjælpe den gruppe mennesker, kræver det en oprustning rent økonomisk.

Det er jo så den anden del af Enhedslistens forslag, at vi sørger for, at pengene følger med, og der har vi kigget på, hvad det kostede at lave det her »Flere skal med«, og så har vi simpelt hen regnet det ud i forhold til, hvor mange kontanthjælpsmodtagere vi skal hjælpe i løbet af de næste par år. Det mindste, man så kunne have forventet fra de partier, der ikke synes, at der er noget fornuftigt i det her forslag, var, at de sagde: Ja, nu vil vi leve op til det, vi selv siger, og de penge, Enhedslisten foreslår, sætter vi simpelt hen af; dem skaffer vi, sådan at vi i løbet af de næste par år kan få gjort noget for de her 67.000 mennesker, der har været i kontanthjælpssystemet i mere end 2 år.

Men en sådan tilkendegivelse har vi desværre ikke fået, og derfor må jeg sige, at jeg ikke stiller mig tilfreds med løfter om, at nu vil man også sætte kommunerne under administration, sådan som der blev lagt op til. For det første fordi jeg ikke har hørt noget om, at der blandt de ting, kommunerne skal måles på, bliver stillet nogle klare krav til sagsbehandlingsfrister, dvs. at den ulykke, vi ser i dag, kan få lov til at vokse og fortsætte i årene fremover. For det andet har man jo heller ikke talt om at sætte penge af, sådan at kommunerne kan foretage de sociale investeringer. Alle kommuner får den mulighed, ikke kun dem, der lige her og nu har råd til at foretage investeringen eller bare satser vildt og håber på, at det ikke bliver opdaget, og at de ikke bliver straffet af den strenge finansminister, der kommer med krabasken, fordi de ikke overholder budgetlovens strenge regnskabsprincipper. Det hører jeg ikke noget om. Der siger man bare, at ja, ministeren skal nok lave nogle måltal og sådan noget, og så kigger vi på dem. Men med hensyn til de måltal har jeg ikke hørt nogen, heller ikke i den her debat, der har sagt, at der skal vi i hvert fald også have indført nogle måltal, der går på, hvor længe kommunerne er om at få sat de indsatser i gang, man gerne vil have.

Så det er jo det der med de visne roser, men tak alligevel for dem. Jeg tog et billede, nej, det gjorde jeg ikke, men jeg blev da glad for og jeg vil gemme det i mit hjerte, at jeg fik nogle roser. Men allermest vil jeg glæde mig over de roser, der kom fra Alternativet og fra SF, som kan se, at vi altså nødt til at udstyre borgerne med nogle rettigheder og kommunerne med nogle klare forpligtelser.

Vi siger tak til hr. Finn Sørensen. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Der er ingen indsigelser.

Det er vedtaget.