Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 134:

Forslag til folketingsbeslutning om opsigelse af FN᾽s konvention om begrænsning af statsløshed.

Af Christian Langballe (DF) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2019).

Forhandlingen er åbnet. Udlændinge- og integrationsministeren, værsgo.

Dansk Folkeparti foreslår med det her beslutningsforslag at pålægge regeringen at opsige FN's konvention om begrænsning af statsløshed.

Regeringens holdning til beslutningsforslaget er, at vi ikke kan støtte det. Forslagsstillernes motivation for forslaget er bl.a. et ønske om, at man skal kunne frakende fremmedkrigere statsborgerskab også i tilfælde, hvor det vil medføre, at den pågældende bliver statsløs. Helt her fra begyndelsen vil jeg derfor gerne understrege, at det forhold, at regeringen ikke støtter det her forslag, naturligvis ikke skyldes, at regeringen har nogen som helst former for varme følelser over for fremmedkrigere, tværtimod. De har vendt Danmark ryggen og har kæmpet imod vore værdier, vort demokrati og vores frihed. Vi skal derfor også gøre alt, hvad vi kan, for at få taget det danske statsborgerskab fra fremmedkrigere, der netop har dobbelt statsborgerskab.

Jeg er derfor også rigtig glad for, at regeringen for nylig blev enig med Dansk Folkeparti om, at vi administrativt kan frakende sådanne fremmedkrigere deres danske statsborgerskab, hvis de har handlet i strid med landets vitale interesser. En administrativ frakendelse vil som udgangspunkt kunne ske, mens den pågældende stadig befinder sig i udlandet. På den måde kan vi i højere grad end i dag sikre, at disse mennesker netop ikke vender tilbage til Danmark.

Regeringen ser desuden ingen grund til, at børn, der fødes i de områder, hvor det er ulovligt at indrejse og opholde sig, automatisk erhverver et dansk statsborgerskab ved fødslen. Regeringen og Dansk Folkeparti er derfor også blevet enige om at stramme reglerne op på det her område, så børn, der fremover bliver født i områder, hvor det er ulovligt at indrejse og opholde sig, i modsætning til i dag ikke automatisk får et dansk statsborgerskab, hvis deres forældre er indrejst i strid med dette forbud.

Frakendelse af statsborgerskab, om det sker ved dom eller administrativt, kan kun ske, hvis den pågældende ikke bliver statsløs. Det skyldes bl.a. vores forpligtelser efter statsløsekonventionen, som gør, at vi ikke kan tage det danske statsborgerskab fra nogen, hvis de derved bliver statsløse. Men den samme forpligtelse fremgår så også af Europarådets i statsretskonvention fra 1997, som Danmark har tiltrådt og ratificeret. Herudover er vi forpligtet efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor det umiddelbart er vurderingen, at det i udgangspunktet vil være i strid med Kommissionen, hvis en person fratages statsborgerskab i tilfælde, hvor den pågældende ikke har statsborgerskab i et andet land eller er berettiget hertil.

Jeg tror, at Danmark er bedst stillet, ved at der er en stærk international retsorden. Ikke alle konventioner er perfekte, men vi står os bedst ved ikke at melde os ud. De nye initiativer vedrørende fremmedkrigeres og deres børns statsborgerskab, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om, viser jo også, at der rent faktisk er et spillerum i forhold til frakendelse og erhvervelse af statsborgerskab, uden at man skal melde sig ud af statsløsekonventionen. En udtrædelse af statsløsekonventionen vil derfor efter regeringens opfattelse ikke være vejen frem.

Med de ord kan jeg sige, at regeringen som sagt ikke støtter beslutningsforslaget her, men er meget glad for, at vi kan gennemføre nogle opstramninger på det her område, så vi slipper for at fastholde en situation, hvor fremmekrigere har et statsborgerskab, der er dansk.

Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Jeg kunne godt tænke mig at stille et principielt spørgsmål: Hvad er det vigtigste for regeringen og ministeren – at tage hensyn til de internationale konventioner eller at tage hensyn til Danmark? For en gang imellem opstår der jo nogle situationer, hvor der vel dybest set, og det tror jeg ikke er nogen hemmelighed, er et flertal herinde, som gerne vil gøre et eller andet – det kan være at fratage syrienskrigere statsborgerskabet, eller hvad det nu kan være, og vi har også aftalt, at vi skal gå et stykke længere osv. – men som så lader være med at gøre det, fordi konventionerne forhindrer det.

Har ministeren ikke nogle gange lyst til at sige, at der er det altså hensynet til Danmark, der kommer først, og så må konventionerne vige, og så må vi tage den ballade, som det så måtte give?

Værsgo.

Jo, når det bliver stillet op på den måde, kunne man jo umiddelbart fristes til bare at sige: Ja, det har hr. Martin Henriksen fuldstændig ret i. Men når man så stiller sig selv det spørgsmål, om Danmark som lille land har gavn af, at der er en stærk retsorden i verden, så er mit svar: Ja, det har vi gavn af, fordi vi netop er et lille land. Og det er jo årsagen til, at vi ikke melder os ud af konventionerne og heller ikke bryder konventioner, men jo godt kunne have et ønske om at modernisere konventioner og naturligvis også at udfordre konventioner og gå til kanten af konventioner, hvilket vi har gjort ad flere omgange. Og det er den lille nuance, jeg synes er så afgørende at man får med, for det er klart, at hvis man stiller det op sort-hvidt, som hr. Martin Henriksen gør her i sit spørgsmål, er svaret: Jo, det kunne man da godt fristes til. Man skal bare tænke på, hvad det næste skridt så er.

Hr. Martin Henriksen.

Tak. Her i dag er det helt konkret et spørgsmål om statsløsekonventionen. Kan ministeren sige, hvad Danmark har haft af fordele ved, at vi er med i statsløsekonventionen?

Værsgo.

Jeg vil mene, at sådan helt generelt er det jo positivt for et lille land som Danmark, at man netop sikrer, at der er orden også på den del, der hedder, om man kan gøre folk statsløse. Altså, det mener jeg er et sådan helt principielt spørgsmål. Men når det er sagt, synes jeg jo sådan set, at vi i fællesskab lige her for nylig har bevist, at der også er rum i statsløsekonventionen, og det rum har vi brugt nu her i forhold til fremmedkrigerne, og det er jeg ganske, ganske godt tilfreds med.

Tak for det. Hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Jamen jeg synes også, at det principielle spørgsmål må være, hvad hensynet gælder. Jeg føler mig ikke særlig overbevist af ministerens svar om, at det er en enormt god ting i forhold til en international retsorden – hvad den så end er, for de her konventioner fortolkes jo vidt, vidt forskelligt, alt efter hvor man er henne, og det vil sige, at det i virkeligheden nok har noget at gøre med national vilje, vil jeg sige.

Men jeg vil så sige, at hvis det endelig var, kunne regeringen jo så – men det kan jeg så forstå at regeringen ikke vil – tilslutte sig artikel 8, som man ikke har tilsluttet sig, i statsløsekonventionen, hvor der står, at man kan fradømme folk statsborgerskab, og at de dermed bliver statsløse, hvis de har udvist en skadelig adfærd over for statens livsvigtige interesser. Det kan man faktisk. Det vil sige, at de folk, der har lavet konventionen, godt kunne forestille sig situationer, hvor man faktisk tager statsborgerskabet og gør folk statsløse, og at det ikke gør noget, fordi man vejer hensynet til staten, dvs. Danmark og danskerne, og siger, at når man lægger lodderne i vægtskålen, vejer hensynet til landet mere, end at man gør en person statsløs. Det er dog interessant, at de selv samme overvejelser og den selv samme principielle diskussion, vi står og fører her, har man faktisk med i statsløsekonventionen. Jeg synes jo, at statsløsekonventionen er et politisk aftaledokument, som man selvfølgelig kan lave om og selvfølgelig også kan gå ud af, hvis det er, det ikke tjener ens interesser – jeg er spændt på ministerens svar.

Værsgo.

Nu tror jeg ikke, at Danmarks stilling i forhold til statsløsekonventionen bliver ændret sådan lige en fredag eftermiddag før påske. Jeg tror, der skal nogle større og retlige overvejelser til, og jeg mener desværre ikke, at det er så simpelt, som hr. Christian Langballe står og fremfører det her. Når det er sagt, siger hr. Christian Langballe, at man godt kunne ønske sig også at ændre statsløsekonventionen, og at det jo bare er et dokument, som bare kunne ændres. Umiddelbart ja, men der er jo bare det ved det, at der er en meget, meget lang række af lande, der har tilsluttet sig statsløsekonventionen, og åbner man først en konvention, skal man være ret sikker på, hvor den forhandling så ender. Vi skulle jo nødig ende i en situation, hvor vi bliver mere bundet eller kommer til at stille os dårligere i fremtiden, end vi gør nu. Derfor mener jeg sådan set, at vi gør det rigtige ved både tage at debatten, det mener jeg faktisk er helt afgørende, også med andre lande, men jo selvfølgelig også at udfordre statsløsekonventionen i de tilfælde, hvor det er fornuftigt for Danmark, og det har vi sådan set lige gjort i fællesskab.

Hr. Christian Langballe.

Altså, det svar der synes jeg faktisk er lidt usagligt. Når jeg nu gør opmærksom på, at man inden for konventionen har overvejet det forhold, at staten kan fradømme folk statsborgerskab og gøre folk statsløse og gøre det inden for konventionens grænser, så siger ministeren, at det lyder som sådan et let snuptag. Nej, men det er heller ikke det, jeg vil. Det er overvejelser, man har haft, og selvfølgelig har man haft det, fordi der altid er noget, der opvejer noget andet. På den ene side tilslutter man sig en konvention, og på den anden side er der nogle vitale hensyn i forhold til nationen og staternes befolkninger, der bliver nødt til at være i orden, og hvor vægtskålen, når man vejer det op, falder ned, i forhold til at det er landets interesser, der står over, ligesom grundloven også står over alle de her konventioner, og det er der jo en grund til.

Tak. Ministeren.

Jo, og når man stiller det op så sort-hvidt, som hr. Christian Langballe gør, kan jeg jo også hurtigt trække et svar i en automat, men man bliver bare også nødt til, og det synes jeg også hr. Christian Langballe skal, at forholde sig til, at Danmark er et lille land, og vi er altså et lille land, der har gavn af, at der også er en stærk retsorden i verden. Vi er simpelt hen for små til at gå enegang på det her felt. Dermed ikke være sagt, at vi ikke skal diskutere de her ting, og at vi ikke også skal tage det op med andre lande. Det synes jeg sådan set er meget relevant, for jeg er ret sikker på, at der også i andre lande er ønsker om at ændre f.eks. statsløsekonventionen – spørgsmålet er bare, om vi vil ændre i samme retning, og om vi er udfordret samme steder. Men det er jo det, det hele kommer til at stå og falde med, og så jo netop hele tiden, synes jeg, at have det her både under observation og til debat.

Fru Astrid Krag.

Tak. Diskussionen kommer jo hurtigt til at handle om at ændre i konventionen, og der deler jeg sådan set ministerens vurdering af, at det er besværligt, og at der også er noget risiko forbundet med det. En anden del af diskussionen, som også er vigtig og relevant – og meget aktuel, synes jeg – er jo diskussionen om, hvordan man så fortolker konventionen, og hvor man lægger sig.

Det har jeg jo gået noget op i, og jeg har stillet en række spørgsmål til ministeren for at høre, om der er noget til hinder for, at vi lægger os det samme sted som Norge, som jo ikke kun stiller ansøgninger om indfødsret i bero, hvis folk er sigtet eller tiltalt, men også hvis de er under efterforskning for en forbrydelse, der kan medføre fængselsstraf på 5 år eller derover. Det fik jeg et svar på i efteråret, i oktober – det er jo snart længe siden, der er kommet blade på træerne igen – om, at det blev man nødt til at kigge lidt nærmere på. Derfor er det her jo en rigtig dejlig lejlighed, og tak til Dansk Folkeparti for at give os den, til at spørge ministeren, om man så har fået kigget nærmere på det siden oktober.

Værsgo.

Ja, det er klart, at det har vi, men det er altså ekstremt juridisk komplicerede vurderinger, der skal foretages på det her område. Jeg tror godt, at fru Astrid Krag kan huske, da vi satte arbejdet i gang med hensyn til netop udskydelse af statsborgerskab til folk, der var under mistanke for at kunne være til fare for rigets sikkerhed, for det var også en sag, der tog noget tid. Og det er jo simpelt hen bl.a., fordi vi jo er afhængige af, at andre lande ligesom skal svare os og svare på de helt præcise spørgsmål, som vi har, og vi skal have vurderet de her svar.

Men det, der også er i det, er, at der er ganske store forskelle i forhold til den første del af det her, f.eks. på, hvornår man tildeler statsborgerskab til et barn i forskellige lande, altså om man først gør det, når barnet bliver 18 år, eller mens det er spædbarn. Derfor er der meget stor forskel på landene og deres, kan man sige, både interesser på det her felt, men også på, hvordan de håndterer det i virkelighedens verden. Det er en lang diskussion, som vi også har brugt timer på ved samråd rundtomkring.

Men jeg er sådan set enig i, at det er vigtigt at afsøge, præcis hvor grænsen går i de her ting, og derfor synes jeg heller ikke, at det er et dårligt eller et uinteressant spørgsmål, fru Astrid Krag stiller. Tværtimod synes jeg faktisk, det er værd at få undersøgt.

Fru Astrid Krag.

Jamen tak for det svar, der jo i hvert fald var en positiv tilkendegivelse; så kunne man måske ønske et lidt højere tempo. Og det er jo skægt at tænke på, at det må være lidt mærkeligt for Dansk Folkeparti, at da vi var i valgkamp sidst, var det nogle meget håndfaste løfter om at tage et opgør med konventioner. Jeg tror faktisk, at ministeren var politisk ordfører for Venstre dengang, så det var tilmed ministeren selv – dog i en anden funktion – der kunne være både meget håndfast og meget mere utålmodig. Der kan jeg huske, at da der var gået et år fra valget, var man stadig i gang med at overveje, hvordan man overhovedet skulle kontakte UNHCR.

Det er selvfølgelig derfor, jeg også er nysgerrig efter at høre, hvad det så er, der er sket, siden jeg fik det svar i efteråret fra ministeren, og så til nu, for jeg tænker, at Norge og Danmark sådan i forhold til retsstatstraditioner og på rigtig mange stræk jo ikke er meget svært sammenlignelige lande. Derfor tænker jeg, at det ikke burde være voldsomt besværligt at få konkluderet, om vi kan, ja, udvide vores muligheder for at afholde folk fra at få statsborgerskab, hvis de efterforskes for alvorlig kriminalitet. Vi kunne måske ligefrem nå det, før et valg blev udskrevet – det ville jeg da synes var rigtig dejligt.

Værsgo.

Men der er jo netop leveret på den første del af det, fru Astrid Krag, og det synes jeg da sådan set at fru Astrid Krag skulle tage at glæde sig over, i og med at det jo var noget, vi også efterlyste, da den socialdemokratiske regering sad der. Men vi har så løst opgaven, også med støtte fra Socialdemokratiet efterfølgende, og det synes jeg er godt, altså netop at udskyde retten til statsborgerskab for de mennesker, som af PET er vurderet til at kunne udgøre en risiko for den danske stat. Det synes jeg er rigtig, rigtig godt.

Det bliver i hvert fald ikke på min vagt – og sådan har jeg haft det hele tiden – at vi kommer til at tildele statsborgerskab til et menneske, som man rent faktisk har i kikkerten for at kunne være til fare for dansk sikkerhed og den danske stats vitale interesser. Så det er jeg ganske godt tilfreds med.

At vi så nu er gået i gang med at undersøge, om man kan gå længere, synes jeg sådan set bare fru Astrid Krag skulle være glad for. Men det er rigtig nok: Jeg pressede den socialdemokratiske regering på det her, og så fik jeg så lov til selv at løse det. Det er da en særlig glæde for mig.

Tak for det. Der er ikke flere spørgsmål til ministeren. Så er det fru Astrid Krag, Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Vi har jo tidligere behandlet et lignende forslag fra Dansk Folkeparti her i salen, eller måske var det faktisk et helt identisk forslag. Og ligesom sidste gang vil jeg benytte anledningen til at understrege, at vi i Socialdemokratiet anerkender, at vi i Danmark ikke lever på en øde ø, men er en del af et større globalt verdenssamfund, hvor de internationale konventioner udgør en del af spillereglerne, herunder at ingen skal være statsløs.

Derfor kan jeg også lige så godt få sagt til at starte med, at Socialdemokratiet ikke kommer til at stemme for det her beslutningsforslag om at opsige FN's statsløsekonvention. Men jeg kan da godt forstå, at Dansk Folkeparti føler sig kaldet til at fremsætte forslaget. De borgerlige partier gik i sin tid til valg på at tage et opgør med statsløsekonventionen, og her 4 år efter forekommer det mig, at opgøret udestår.

I september 2018 – mere end 3 år efter at ministeren tiltrådte – blev man så langt om længe enige med UNHCR om, at en ansøgning om indfødsret kan sættes i bero, såfremt ansøgeren vurderes at være til fare for landets sikkerhed eller er sigtet for eller tiltalt for en forbrydelse, som kan medføre en fængselsstraf på 5 år eller derover. Jeg ved ikke, om det var det, der så var opgøret med konventionen, men altså: Så langt, så godt.

Så vil jeg jo gerne i dag stille spørgsmålet om, om vi er sikre på, at vi ikke kan gå længere, for selv om vi i Socialdemokratiet bakker op om konventionen, så er der jo ikke nogen grund til at være duksen i klassen. Er der andre lande, som fortolker konventionen mere hensigtsmæssigt, skal vi selvfølgelig også gøre det, for jeg deler til fulde ønsket om at kunne frakende dybt kriminelle og de såkaldte syrienskrigere deres danske statsborgerskab.

Derfor har jeg også interesseret mig for, hvad man f.eks. gør i Norge. Det har jeg stillet udvalgsspørgsmål om ad et par omgange, og senest i et svar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet fra oktober sidste år fik jeg at vide, at man ville se nærmere på, om der er behov for at justere den danske tilgang, så behandlingen af en ansøgning også i tilfælde, hvor en person er under efterforskning for en forbrydelse, der kan medføre fængselsstraf på 5 år eller derover, kan udsættes. Jeg har så lige spurgt ministeren ind til, hvad status er, og jeg tror egentlig ikke, at jeg blev så meget klogere på det.

Så bare til slut vil jeg sige, at verden har ændret sig meget siden anden verdenskrig, og de tanker, som var fundamentet for FN's konvention om begrænsning af statsløshed, er jo udfordret af, at mænd og kvinder fra hele verden, herunder Danmark, i dag drager til Syrien for at kæmpe for en terrororganisation. Derfor er det jo også nødvendigt at udfordre de rammer, som konventionen lægger for vores manøvrerum i den sammenhæng, og i Socialdemokratiet vil vi blive ved med at arbejde for, at der bliver en bredere bane at spille på, når det gælder muligheden for at frakende statsborgerskab.

Men det konkrete beslutningsforslag her kan vi som sagt ikke støtte.

Hr. Christian Langballe, en kort bemærkning.

Det var da utrolig skuffende. Det var i øvrigt mig, der fremsatte det sidste forslag om at træde ud af statsløsekonventionen for snart mange år siden, men vi er vedholdende i DF – vi bliver ved og ved og ved. Men det, der er sagen, er jo bare det spørgsmål, jeg stillede til ministeren, og jeg kan jo her stille det samme: Hvad er egentlig i grunden det vigtigste – er det hensynet til statsløsekonventionen eller hensynet til Danmark og danskerne? Jeg synes simpelt hen, det er et grundlæggende spørgsmål.

Så vil jeg også, når vi nu taler om statsløsekonventionen – den er fysisk her – sige, at der i artikel 8, som Danmark ikke har tilsluttet sig, faktisk er undtagelsesbestemmelser, hvor man kan fradømme folk statsborgerskabet, så de bliver statsløse, hvis de skader et lands vitale interesser. Det må man da i hvert fald sige at de her syrienskrigerne og burkabrude har gjort ved at tage ned til Islamisk Stat, som står for alt det modsatte af, hvad Danmark står for, og i øvrigt også kæmpede mod danske soldater, hvorved de har gjort sig skyldige i landsforræderi.

Så jeg synes da sådan set, at man enten kunne træde ud – det ville være det bedste – eller at man også kunne anvende alle artikler i konventionen, hvilket ville være væsentlig bedre for Danmarks handlerum.

Værsgo.

Ja, er det ikke 8 eller måske 9 år siden, vi behandlede det? Og det er imponerende, at ordføreren ikke er en dag ældre at se på, men sådan er der jo nogle, der holder sig godt.

Men spøg til side synes jeg da, at det, ordføreren beskriver i forhold til artikel 8, lyder interessant, altså at der er en undtagelsesbestemmelse i konventionen, vi ikke har tiltrådt i Danmark, så vi ikke anvender det handlerum, det burde give os. Det synes jeg da lyder som noget, det ville være rigtig godt at få belyst i udvalgsbehandlingen, som vi jo har efter førstebehandlingen her. Og jeg må sige, at jeg ikke rigtig hørte, at ordføreren fik noget svar fra ministeren de to gange, spørgsmålet blev rejst over for ministeren. Så det kan vi jo samle op på i udvalgsbehandlingen, altså få stillet nogle spørgsmål til det.

Det ville jeg synes var utrolig interessant, for vi er jo altså fra Socialdemokratiets side meget optaget af bedre muligheder, hvad angår både frakendelse af statsborgerskab, og sådan set også af hele den her diskussion om, hvad vi har af handlemuligheder, når det kommer til berostillelse, og jo også hele diskussionen om, hvem der skal tilkendes det til at starte med. Så det synes jeg da er en interessant tråd at forfølge i den udvalgsbehandling, vi forhåbentlig når inden en valgkamp – ja, det ved ingen vel.

Tak til fru Astrid Krag. Hr. Mads Fuglede, Venstre, som ordfører.

Tak for ordet til formanden. Vi er i Venstre enige med forslagsstillerne i, at fremmedkrigere er mennesker, der ikke længere er ønsket i Danmark, og derfor er jeg også glad for, at vi sammen med Dansk Folkeparti har indgået en aftale om, at vi administrativt skal kunne frakende fremmedkrigere deres danske statsborgerskab. Når vi så alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det bl.a., at vi ønsker at værne om vores konventionsmæssige forpligtelser, men det betyder ikke, at vi ikke skal være kritiske, når det kommer til de internationale konventioner. Som Birthe Rønn Hornbech tidligere har sagt fra denne talerstol, er konventionerne hverken Gud, pave eller hellige.

Selvfølgelig skal vi udfordre konventionerne og gå til kanten, men at melde os ud af dem vil skade den internationale retsorden, som Danmark har stor gavn af. Som en småstat er det, at det ikke er de stærkeste staters ret, der gælder derude, altid i vores interesse. Jeg tror, at vi kommer længere med andre værktøjer som den aftale, vi netop har indgået, hvor vi sætter hårdt ind mod de fremmedkrigere, der har vendt Danmark og vores højt elskede demokrati og værdier ryggen, og på den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at det kan de heller ikke.

Tak. Så er det hr. Christian Langballe for en kort bemærkning.

Jeg synes ærlig talt, at det da var utrolig trist, og jeg synes også, det var trist, at ministeren ikke ville støtte det. Og det er egentlig, fordi det lige præcis drejer sig om den gode ordning, som vi i fællesskab er blevet enige om, nemlig at man på fjerndistance herhjemmefra kan fradømme folk, der sidder i Syrien, statsborgerskabet, og det sidste nøk ville være, at man så siger, at det heller ikke gør noget, hvis de personer bliver statsløse. Det synes jeg ikke det gør, for de har forrådt alt det, Danmark står for: Nogle har brændt deres pas, og de har erklæret krig mod alt det, Danmark står for, undsagt sig den danske stat, undsagt sig danskerne, og har de så ikke fortjent at miste deres statsborgerskab? Jo, det har de. Så er spørgsmålet, hvad der vejer tungest: en konvention eller hensynet til Danmark og danskerne.

Jeg ved godt, hvad jeg vælger, for i forhold til grundloven er det min samvittighed, der gælder i forhold til den lov og ret, der gælder her, og det vil sige, at det må jeg vurdere også konventionerne på, for de er ikke eviggyldige, de er ikke skrevet med Guds finger. Det er almindelige politiske aftaledokumenter, som man burde konfrontere meget mere, end man har gjort, men ikke har været villig til, fordi der er en form for sødsuppehumanisme, som har trivedes i det her, og som gør, at man slet ikke kan stille spørgsmål ved konventionerne.

Værsgo.

Hr. Christian Langballe er inde på noget meget vigtigt her, nemlig det principielle i, hvad årsagen er til, at vi har de her konventioner. Hvis vi ser tilbage på den historie, der løber før konventionerne, havde man især i 1930'erne og i opløbet til anden verdenskrig en periode, hvor mange mennesker fik frakendt deres statsborgerskab. Det var sådan noget, man gjorde i regimer, som er meget anderledes end vores, og det skabte en retsløs tilstand derude, hvor der bare kom flere flygtninge, og derfor vil en småstat som vores altid set udefra være en magnet på grund af vores meget fine samfund og vores meget lukrative velfærdsmodel. Det vil altid være i vores interesse, at der er så få flygtninge i verden, der er gjort statsløse og er i bevægelse. Vi har nogle syrienskrigere, som vi vil gøre alt for ikke at få igen, og vi vil tage deres statsborgerskab fra dem i det omfang, de har dobbelt statsborgerskab, og så har vi også en international retsorden, hvor det er i vores allerstørste interesse som den type samfund, vi er, både hvad angår vores lidenhed og vores attraktion hos mennesker, der måtte ønske at rejse et andet sted hen, at holde fast i at afveje, at statsløsekonventionen gør os noget godt, samtidig med at den udfordrer os på det her område, der handler om syrienskrigerne. Derfor er jeg glad for den aftale, vi har haft der, og at vi har den her debat om konventionerne.

Hr. Christian Langballe.

Det er da altid en konkret afvejning, det er det jo altid, det er det også i det her tilfælde, og det er derfor, jeg foreslår, at vi går ud af den. Det er en konkret afvejning, der gælder landets vitale interesser. Nu har jeg så lige læst op fra noget og er kommet ind på artikel 8, som vi af grunde, som jeg ikke rigtig kender, ikke har tilsluttet os, hvor man så at sige kan fradømme statsborgerskabet, selv om folk bliver statsløse, hvis de f.eks. skader landets vitale interesser. Gør syrienskrigerne det? Det vil jeg sige de gør – på alle måder, på alle, alle måder. Nu er vi blevet enige om, at vi kan tage statsborgerskabet fra dem på fjerndistancen, og så ville det sidste da være, at man sagde, at selv om de blev statsløse, er det, som det skal være, og der kan man så henvise til artikel 8 i statsløsekonventionen.

Værsgo.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstod spørgsmålet her, men hr. Christian Langballe har spurgt to tidligere talere, både Astrid Krag og udlændinge- og integrationsministeren, om vi så bør bruge artikel 8, og hvis det er det, der er spørgsmålet, vil jeg sige, at det skal vi i hvert fald være meget varsomme med, for det er ikke i Danmarks interesse at skabe flere statsløse som sådan i verden, og vi ønsker ikke at være en del af en international orden, hvor vi er med til at øge graden af statsløse i verden, for det skaber bare flere flygtninge i verden.

Så er det fru Astrid Krag, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Da vi stod i en valgkamp for lidt under 4 år siden, kunne man læse i aviserne, at hvor Venstre tidligere har ført en udlændingepolitik, der handlede om at skære ind til benet af konventionerne, vil partiet ifølge lækkede papirer nu gå skridtet videre og træde ud af de konventioner, der fører til uacceptable resultater. Jeg er egentlig bare nysgerrig. Nu står vi på kanten af en valgkamp igen. Hvad kommer Venstre til at gå til valg på i forhold til konventionerne den her gang?

Værsgo.

Vi kommer jo til at gå til valg på det, vi allerede har lagt frem, nemlig at i det omfang, vi kan bruge konventionerne i et nyt lys, så vil vi gøre det i de situationer, hvor det er i Danmarks interesse. I det omfang, at statsløsekonventionen skal gentænkes, er det jo også noget, vi er villige til at gøre.

Fru Astrid Krag.

Kan ordføreren ikke uddybe det en anelse? For i sidste valgkamp lød det anderledes. Det har man jo også kunnet forstå på Dansk Folkeparti, der efterfølgende har haft indkaldt til samråd og flere debatter, fordi de har følt sig skuffet over tempoet, men sådan set også over, hvad man så egentlig havde af ambition fra Venstres side. Så hvad mener Venstre om nyfortolkningen? Hvor lille kan den være? Hvor små ryk kan det være, vi taler om her? Jeg er med på, at det med de store armbevægelser, vi hørte under sidste valgkamp, hvor man i sidste ende var klar til at opsige konventionerne, mener Venstre ikke længere, og det kommer Venstre ikke til at gå til valg på. Men kan ordføreren ikke putte lidt flere ord på, hvad det er, Venstre går til valg på i forhold til konventionerne?

Ordføreren.

Altså, et godt eksempel er jo hele vedtagelsen af paradigmeskiftet, hvor vi har været meget bevidste om, at der kan være det, man har kaldt en systemrisiko her, nemlig at vi er parate til at gå så tæt på kanten af konventionen, at vi vil være parate til at tage udfordringen på vores konventionsforpligtelser inden for paradigmeskiftet, fordi vi ønsker at slå fast, at det, der gør, at en person bliver til en permanent borger i Danmark, altså de kriterier, vi ser der, er noget, vi gerne vil vægte anderledes i forbindelse med paradigmeskiftet. Det er jo et meget godt eksempel på den måde, vi gør det på. Men vi gør det jo med små skridt, så vi ikke stormer ud af en konvention, men går hen til kanten af konventionen.

Vi siger tak til hr. Mads Fuglede. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak. I fraværet af vores udlændingeordfører vil jeg tage mig af dette dagsordenspunkt. Statsløshed er jo et stort problem for dem, som det rammer. Statsløse lever uden stemmeret og med meget begrænsede muligheder for at rejse. Det at have en nationalitet og et statsborgerskab er sådan set en vigtig menneskerettighed, og det er jo også derfor, at FN bl.a. har sat sig som mål at afskaffe statsløshed i verden senest i 2024.

I Danmark har vi for mange år siden tilsluttet os den konvention, vi taler om i dag, konventionen om begrænsning af statsløshed. Baggrunden for konventionen synes jeg egentlig der er blevet redegjort fornuftigt for heroppefra – hvorfor den er vigtig – og en af de ting, vi har forpligtet os til i den konvention, er at give statsløse, der er født i Danmark, adgang til dansk statsborgerskab på lempede betingelser. Det er jo en sag, som har kørt længe, og i starten af 2011 kom det frem takket være journalistisk gravearbejde på Dagbladet Information, at Danmark i årevis havde brudt konventionen. Den daværende minister blev fyret, der blev nedsat en undersøgelseskommission, og der blev rettet op på sagsbehandlingen, som, så vidt vi kan bedømme nu, i store træk lever op til konventionen.

Institut for Menneskerettigheder udgav i 2018 en statusrapport, som viste, at der i Danmark i 2017 stadig væk var mere end 500 mennesker, der var statsløse, under 21 år gamle og født i Danmark, og at tallet desværre er voksende. Ifølge instituttet ville de stort set alle sammen have ret til dansk statsborgerskab, og på den baggrund spurgte Enhedslisten udlændinge- og integrationsministeren, om hun som led i Danmarks bekæmpelse af statsløshed ville kontakte de her mennesker, de her 500 børn og unge, og gøre dem opmærksom på deres konventionssikrede ret til et dansk pas. Det afviste ministeren; hun havde ikke tænkt sig at gøre noget ved det. Og det synes vi i Enhedslisten er beklageligt.

Sidste sommer blev det også kendt, at de danske myndigheder fremover vil fortolke statsløsekonventionen på en ny måde, sådan at statsløse indfødsretsansøgere, der er omfattet af statsløsekonventionen, men som samtidig mistænkes af PET for at kunne være til fare for statens sikkerhed, fremover vil få sat deres sager i bero. Det er en problematisk procedure, hvor Institut for Menneskerettigheder har sat spørgsmålstegn ved, om den stemmer overens med statsløsekonventionen. Instituttet kritiserer i sin seneste årsberetning, der blev offentliggjort i denne uge, at ansøgerne efter den nye model ikke får besked om berostillelsen, og at de derfor ikke har nogen mulighed for at få efterprøvet den sikkerhedsvurdering, der kommer fra PET – altså ingen retssikkerhed for de her mennesker.

Det beslutningsforslag, vi taler om i dag, har vi set før, hvilket også er fremgået her. Men begrundelsen er ny; den aktuelle begrundelse er, at forslagsstillerne ønsker at fratage mistænkte fremmedkrigere deres danske statsborgerskab, også selv om det så betyder, at de bliver statsløse. Efter Enhedslistens mening skal mennesker, der har begået forbrydelser som fremmedkrigere, selvfølgelig retsforfølges langt ind i helvede, om jeg så må sige, men at fratage dem deres statsborgerskab er i vores øjne ikke den rigtige løsning på det problem. Altså, der er tale om mennesker, der er født og opvokset i Danmark, og dem vil man så lade roame rundt i andre lande, som ikke har noget ansvar for dem – Syrien, hvor de allerede har været en kæmpe belastning, selv om de kommer fra alle mulige andre lande i verden, har slået folk ihjel, har holdt sexslaver, og så vil man have dem til sådan at roame frit rundt som en global sikkerhedstrussel.

De skal ikke bare have frataget deres statsborgerskab, de skal i fængsel, og de skal stilles for en domstol. Det kan enten ske her i Danmark, eller det kan ske – og det er vi også meget åbne over for – ved at nedsætte en international krigsforbryderdomstol, gerne f.eks. i de kurdiske områder i det nordlige Syrien. Det kræver jo så, at danske myndigheder er parate til at samarbejde med selvstyremyndighederne i de områder, hvad man indtil videre ikke vil, hvorfor det bliver svært, rigtig svært, overhovedet at retsforfølge de her mennesker, fordi de beviser, der findes, selvfølgelig findes hos de kurdiske myndigheder, som bl.a. har foretaget afhøringerne af de her mennesker.

Så der er et vist gran af hykleri i det her ønske om, at der skal falde en hård dom over de her mennesker, hvilket Enhedslisten er fuldstændig enig i, når man samtidig fraskriver sig den allervigtigste mulighed, nemlig at indgå i et samarbejde med de styrker, som har nedkæmpet Islamisk Stat, og som har mange af de her mennesker siddende fængslet – som har afhørt dem, og som har beviserne, der kan føre til deres domfældelse.

Så vi støtter ikke forslaget. Tværtimod mener vi sådan set, at vi burde gøre mere for at afskaffe statsløshed og så i øvrigt sørge for at retsforfølge de mennesker, der skal retsforfølges, helt uafhængigt af det her spørgsmål. Og jeg skulle hilse fra SF's indfødsretsordfører, fru Kirsten Normann Andersen, og sige, at SF heller ikke støtter beslutningsforslaget, og fra De Radikales fru Lotte Rod og sige, at de heller ikke støtter forslaget.

Således fik vi klaret tre ordførere. Tak for det. Den næste ordfører er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Med beslutningsforslag B 134 foreslår Dansk Folkeparti, at Danmark opsiger FN-konventionen om begrænsning af statsløshed med henblik på at fratage danske fremmedkrigere deres statsborgerskab.

Jeg vil godt starte med at sige, at der aldrig har været og der ikke er og der heller aldrig bliver noget godt at sige om hverken Islamisk Stat eller de mennesker, der har kæmpet for den. Islamisk Stat var et regime og er stadig væk et system, der førte sig frem med en brutalitet, man nok skal helt tilbage til De Røde Khmerer og Pol Pot for at finde et sidestykke til, hvis det ikke er antikke eksempler, f.eks. kejser Caligula, der er de mest passende.

Når vi så alligevel ikke kan støtte forslaget, er det, fordi der mangler proportionalitet i det. Generelt er det en god idé at beskytte imod statsløshed. Det er en god idé, at alle mennesker er borgere i en stat, der i princippet har den opgave at give og beskytte grundlæggende menneskelige rettigheder. Derfor skal vi ikke træde helt ud af en konvention, som anerkender det og hjemler arbejdet med at begrænse statsløshed.

Til gengæld skal vi jo gøre livet surt for personer, der har kæmpet for Islamisk Stat, på andre måder, og det gør vi jo også, som flere ordførere allerede har været inde på. Regeringen og Dansk Folkeparti er lige blevet enige om, at personer med dobbelt statsborgerskab, der har kæmpet for Islamisk Stat, i fremtiden får frataget deres danske statsborgerskab, og børn, der bliver født i den konfliktzone, hvor Islamisk Stat eksisterede og opererede, er ikke længere automatisk danske statsborgere. Det opfatter jeg som proportionale skridt til rent ud sagt at blive af med personer, der har kæmpet for Islamisk Stat. Det synes jeg er godt.

Derfor gentager jeg, at vi er glade for den aftale, vi har indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti, men vi kan ikke støtte beslutningsforslag B 134. Tak for ordet.

Tak til hr. Henrik Dahl. Vi går videre til fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Alternativet kan ikke støtte beslutningsforslaget. Det at være statsborger i et land giver jo både en række rettigheder, og det giver også nogle pligter. Det giver nogle konsekvenser, hvis man bryder lovgivningen i det land, man er statsborger i, nemlig bl.a. at man kan blive straffet efter straffeloven, og det skal man jo også, hvis man bryder loven.

Derfor vil jeg også starte med at sige på samme måde, som ministeren gjorde, at det jo ikke er, fordi vi i Alternativet hylder de danske statsborgere, som aktivt modarbejder vores demokrati, eller alle mulige andre, som modarbejder vores frihedsrettigheder, vores straffelov i det hele taget. Men det betyder ikke, at vi skal tage statsborgerskabet fra dem. Og hvorfor skal vi så ikke det? Det skal vi ikke, fordi noget af det værste, man kan gøre ved individer i verden, er jo at fratage dem rettigheder og pligter og det at være statsborger i et land og høre under et lands lovgivning.

Der er blevet talt om historien om statsløsekonventionen. Det er klart, at efter anden verdenskrig var der et behov for at se på historien om statsløshed, og det er interessant, at på samme tid som FN tog fat på spørgsmålet om statsløshed efter anden verdenskrig, havde man en tilsvarende diskussion om statsløshed i Danmark, fordi der var nogle kommunistiske medlemmer af Rigsdagen, som faktisk havde fremsat et privat lovforslag om at fratage en tidligere tysk lensgreve, Schimmelmann hed han, det danske statsborgerskab, han havde, fordi han havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Det lovforslag fik ikke tilslutning i Folketingssalen – eller i Rigsdagen var det jo – fordi den daværende justitsminister sagde, at hvis Schimmelmann fik frakendt sit danske statsborgerskab, ville han jo blive statsløs, og det ville være et ulykkeligt indgreb i et menneskes almindelige retsstilling, som justitsministeren sagde dengang.

Så det er jo interessant, at Danmark historisk faktisk har kæmpet for at modarbejde statsløshed. Da man i 1961 nåede til enighed i FN om konventionen, ville Danmark ikke ratificere konventionen i starten, og grunden til, at Danmark ikke ville ratificere konventionen, var, at konventionen sagde, at man kunne frakende statsborgerskab med statsløshed til følge, hvis der var grove loyalitetssvigt mod landet. Den del af konventionen var Danmark ikke enig i, fordi Danmark ikke mente, at man på nogen måde under nogen omstændigheder skulle kunne ende i statsløshed, uagtet om der havde været grove loyalitetssvigt. Så det var jo først i 1977, at Danmark ratificerede konventionen. Det er interessant, at vi har den modsatte debat i dag. Men historien er ikke uvæsentlig, og det vil den jo aldrig være, for historien bliver bygget på nogle af de verdenskrige, nogle af de ganske frygtelige begivenheder, som vi har set rundtomkring i verden. Det anslås, at der er 12 millioner statsløse rundtomkring i verden i dag.

Ved at gøre et individ statsløs krænkes ifølge statsløsekonventionen det enkelte menneskes grundlæggende menneskerettigheder. Så statsløsekonventionen sikrer jo ikke kun et statsborgerskab, altså en ret til nationalitet, men den beskytter også den enkelte mod diskrimination og eksklusion på baggrund af køn, seksualitet osv., fordi statsløshed medfører en tilstand som retsløse individer. Det kan vi ikke bakke op om i Alternativet. Lige meget hvor lidt sympati vi har for konkrete mennesker, som har begået grumme forbrydelser, så har vi historisk i Danmark været af den opfattelse, at statsløshed er noget, man ikke kan gøre mod mennesker, og det har vi aktivt arbejdet for historisk, og det synes vi vi skal blive ved med. Så derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe.

Tænk, jeg kan komme i tanker om ting, der er værre. Ordføreren siger, at det værste, der findes, er at miste sit statsborgerskab og blive statsløs. Jeg kan komme i tanker om ting, der er værre. Jeg kan komme i tanker om, at det er værre at blive halshugget nede i Raqqa – at sidde på geled med 10 eller 20 andre iført orange kedeldragter og så blive halshugget eller få amputeret andre lemmer eller blive tortureret. Jeg kunne også godt forestille mig, at det var værre at være yazidipige og blive voldtaget og udnyttet på alle mulige måder. Vi taler om proportionalitet, det er rigtigt, og det her er proportionaliteten i det. Det er lige præcis den konkrete tilstand og de konkrete begivenheder, der gør, at det er værre, det er langt værre, og der er ikke ret mange af de mennesker, der har været dernede og er kommet hjem, der faktisk, når det kommer til stykket, har fortrudt det, de har gjort. Det er proportionaliteten i det.

Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Jeg er jo ikke uenig i omfanget af grusomhed i de eksempler, som ordføreren nævner. Det er jeg slet ikke uenig i. Men vi bliver nødt til at finde ud af, hvad det er for et niveau, vi diskuterer tingene på. At vi anerkender, at statsløshed ikke er noget, vi skal arbejde for i Danmark, er jo en principiel tilslutning til en konvention, som vi bakker op om. Det medfører jo selvfølgelig også konkret, at man så ikke ville kunne tage statsborgerskabet fra en person med statsløshed til følge – fordi vi har truffet en principiel beslutning. Så vi skal passe på, at vi ikke kommer til at diskutere tingene på forskellige niveauer.

Det hører med til historien, at den, der måtte begå de grusomme forbrydelser, jo også bliver straffet for det i sit land, i det, land han er statsborger, og er det i Danmark, er jeg fuld af fortrøstning, i forhold til at han nok skal få en passende straf. For vi har heldigvis en straffelov, som straffer ret hårdt, når det er de forbrydelser, som ordføreren nævner.

Men vi bliver nødt til at diskutere tingene på de niveauer, de passer ind på.

Hr. Christian Langballe.

Altså, nu er det indlagt i konventionen, hvilket ordføreren også selv nævnte, at der er undtagelsesbestemmelser. Og hvorfor er der undtagelsesbestemmelser? Det er, fordi man godt kan have et princip, et princip om at ville modvirke statsløshed – det har jeg sådan set også – men der er bare grænser, og grænsen går et eller andet sted. Jeg ved godt, hvor den går for mig i forhold til de her syrienskrigerne, i forhold til det, de har bifaldet og støttet. Undskyld mig, de har ikke fortjent at beholde deres statsborgerskab, og hvis de bliver statsløse: Intet kunne rage mig mindre.

Ordføreren.

Men om de undtagelsesbestemmelser bliver anvendt eller ej, er jo i princippet ikke et politisk spørgsmål, men et retligt spørgsmål, som jeg ser det. Altså, de undtagelsesbestemmelser er der nogle, som bliver afgjort ved domstolene. Så bliver jeg også bare nødt til at sige – og det adskiller os nok – at egentlig anerkender vi princippet om, at vi skal arbejde imod statsløshed uden undtagelsesbestemmelser. Det var faktisk den gamle danske holdning til det, inden vi ratificerede konventionen, den holdning, som Danmark oprindelig havde, nemlig at vi faktisk uagtet hvad ikke må gøre folk statsløse. Det er noget, vi går ind for i Alternativet. Det mener vi principielt er det rigtige.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Det er selvfølgelig en skuffelse, at Tinget ikke er enig med mig og mit parti i det her geniale forslag, som jeg i øvrigt har fremsat før. Jeg synes, det er et godt forslag. Det er jo så blevet hældt ned ad brættet både af ministeren og af regeringspartierne. Socialdemokratiet har vist en interesse i at forfølge nogle af de ting, som er blevet påpeget i debatten, nemlig at der i statsløsekonventionen er nogle undtagelsesbestemmelser, og jeg synes jo, at det vil klæde regeringen at være imødekommende, ligesom Socialdemokraterne er, for det kunne da være rigtig godt, hvis vi kunne blive enige om det her og gå frem i fred og samdrægtighed mod valgdatoen og valget. Det vil være dejligt.

Nu har vi talt om proportionalitet. Jeg har ikke på noget tidspunkt påstået, at det at være statsløs er nogen ferie. Det er det jo afgjort ikke. Men på den anden side bliver jeg bare nødt til at sige, som jeg også sagde til ordføreren fra Alternativet, at det her altså er nogle uhyrlige forbrydelser, der er blevet begået af mennesker, der tog ned til Syrien og vidste, hvad de gik ind til. Der er jo tale om, at den her ekstreme vold har været selve det, der tiltrak. Den ekstreme vold mod de vantro har været tiltrækningen, oprettelsen af kalifatet og indførelsen af de her forfærdelige sharialove har været det, der har trukket folk derned. Og der synes jeg bare at vi må sige, at vi også har nået en historisk situation, hvor vi bliver nødt til at slå fast, at de mennesker simpelt hen er uønskede i Danmark, og at det var en fejl, at de nogen sinde fik et dansk statsborgerskab, fordi de har begået de uhyrlige handlinger, de har. Det gør vi selvfølgelig af respekt for landet, og vi gør det af respekt for danskerne, og vi gør det af respekt for den samfundsorden, som vi har.

Jeg håber, at andre lande vil gøre det samme, at de vil nå til den samme slutning, sådan at europæiske lande siger, at de her mennesker er uønskede i Europa – simpelt hen, kort og godt. Selvfølgelig skal de her mennesker retsforfølges, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at retsforfølge dem. Og med hensyn til kurdernes oplysninger: Det ved jeg simpelt hen ikke tilstrækkeligt om. Jeg går så ud fra, at de oplysninger bliver indsamlet på ordentlig og behørig vis. Det er i hvert fald, hvad justitsministeren har svaret: at der finder en retsforfølgelse sted, og at det foregår nede ved åstedet. Det er jeg da helt enig med Enhedslistens ordfører i. Selvfølgelig skal det være sådan.

Jeg synes ikke, at det er urimeligt at sige, at mennesker, der har begået det, som de her syrienskrigere har, fortjener at få fradømt deres statsborgerskab, og de fortjener også at blive statsløse. Intet kunne rage mig en mindre, end at de blev det, for de vidste, hvad de gik ind til, og de har afskrevet det danske folkestyre, nogle af dem har brændt deres pas for at demonstrere deres holdning til, at de ikke vil have noget med Danmark at gøre, og så fordi de er lidt klemt, vil nogle af dem tilbage igen. Der siger jeg bare nej. De skal ikke tilbage igen.

Men jeg takker for debatten. Vi vil jo gerne ud af konventionen, men et plaster på såret kunne være, at man så faktisk anvendte de bestemmelser, der er i konventionen, hvor der er et proportionalitetsprincip, og hvor man siger, at jo, det er noget skidt at være statsløs, men der er bare noget, der er værre, og at der er et hensyn til staten og til danskerne, som man bliver nødt til at tage. Men tak for debatten. Spændende og interessant.

Der er en enkelt lille kort bemærkning, før vi er færdige. Den er fra hr. Pelle Dragsted.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der er uenig i, at de mennesker, som har været nede og begå krigsforbrydelser på bestialsk vis – jeg er sådan set enig i den beskrivelse, der har været af det, der er foregået, altså at det er noget af det værste, vi har set i mange år – er uønskede og skal have den hårdest mulige straf. Men er ordføreren ikke bekymret for, at det at fratage dem statsborgerskabet faktisk ville kunne underminere Danmarks adkomst til at kunne sikre, at de her mennesker bliver retsforfulgt? Hvem har så ansvaret? Risikerer vi, at de her mennesker i stedet for kommer til at være en sikkerhedstrussel? Dansk Folkeparti kunne have slået sig selv på brystet over, at de fik frataget dem deres statsborgerskab, men konsekvensen er, at de ikke fik nogen straf, og at de flyder frit rundt på tværs af grænser og kan blive de næste årtiers sikkerhedstrussel? Er ordføreren sikker på, at det her er den rigtige løsning på det specifikke problem? Jeg kan godt forstå trangen til at slå sig på brystet og gøre noget ved de her mennesker, men for mig at se burde vi kaste os ind i at få nedsat et internationalt tribunal, som kunne retsforfølge dem og sørge for, at de bliver lukket inde i mange år.

Ordføreren, værsgo.

Jamen det tager jo en krig at få oprettet sådan et tribunal. Jeg er ikke engang sikker på, at det ville kunne lade sig gøre. Altså, det, jeg i udgangspunktet mener med hensyn til de her syrienskrigere, er, at vi har en lov og en ret, der gælder, og de har altså forbrudt sig mod alt, hvad jeg mener Danmark står for, og derfor skal de fradømmes statsborgerskabet. Det interessante er jo, som der også er gjort opmærksom på, at det faktisk er noget, som overvejes i konventionen. Er der noget, der er værre end at blive statsløs? Ja, det er der, og det har de folk i Irak og Mosul og den syriske civilbefolkning jo så sandelig mærket til. Der er noget, der er værre end at miste sit statsborgerskab, og det har de yazidipiger også mærket til. De er blevet holdt som slaver. Det er jo nærmest sådan, at man ikke kan få over sine læber, hvad de har oplevet. Jeg mener bare, at vi her må sige, at vi fradømmer dem statsborgerskabet, fordi de har deltaget i det, de har. Og konventionen giver os sådan set ret i, at vi kan gøre det. Så med eller uden konventionen mener jeg, at det er ordentlig moral at gøre det.

Hr. Pelle Dragsted.

Jamen problemet er jo så i forhold til de her yazidipiger og syriske civile, at det, vi gør med det her, sådan set er at tørre de her mennesker, som er født og opvokset i Danmark, af på et land, som de i forvejen har udsat for utrolige forbrydelser. For så kan vi sige, at det er ude af vores hænder. Kurderne har lige nu tusindvis af vestlige islamiske krigere siddende. De har ikke ressourcerne til det. De er presset af Assad fra den ene side og Tyrkiet fra den anden side. Jeg er bare bekymret for, at det her er en måde at sige, at det er ude af vores hænder på, og så får vi dem til at rejse frit rundt i Tyrkiet og i tidligere Sovjetregioner og andet, indtil de sniger sig ind over grænsen til europæiske lande. Jeg er ikke sikker på, at det, som Dansk Folkeparti foreslår, er den kloge måde at sikre Danmark på.

Værsgo. Så er det ordføreren.

Nu er der to ting i det her. For det første: Skal de retsforfølges? Ja, det skal de. Det må man så finde ud af at gøre lokalt dernede, og Danmark må så bidrage til, at det faktisk også kommer til at ske, fordi det ville være naturligt at retsforfølge dem på åstedet, nemlig der, hvor forbrydelserne har fundet sted. Det tror jeg sådan set at ordføreren måske kunne være enig i, men lad det nu være.

For det andet: Har vi så noget efterfølgende? Har vi nu og her noget forhold til de her mennesker? Nej, det har vi ikke. De skal ikke være statsborgere i vores land. Det skylder vi danskerne og Danmark.

Så siger vi tak til hr. Christian Langballe.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, og der er heller ikke flere, som har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.