Tak for det.
Vi står lige foran et valg, men vi står også stadig væk i en situation, hvor der er mangel på boliger, mangel på billige boliger.
Og når man er boligejer og renten falder, bliver man tilgodeset, fordi ens bolig bliver mere værd.
Man kan optage billigere lån i den.
De penge, man har, avler så at sige penge.
Når man selv skal ud og købe bolig og renten falder, bliver man tilgodeset, selv hvis prisen på boligen stiger, fordi ens lån bliver billigere og investeringen giver et bedre afkast.
Når man bor til leje i alment boligbyggeri og renten falder, får man lidt groft sagt en bar bagdel at trutte i.
Er det retfærdigt?
Man skal ikke skære landets almene lejere over en kam, for de er lige så forskellige som resten af Danmark, og diversiteten i den almene sektor er jo en af dens største styrker.
Men det falder næppe nogen for brystet, når jeg fremhæver, at lejere absolut ikke er lige så forgyldte som boligejere, ikke engang som de fleste andelshavere.
Mange af de danskere, som har mest ondt i økonomien, bor til leje.
Når de så ovenikøbet skal være hægtet af de økonomiske gevinster med en lav rente, selv om økonomien buldrer derudad og kommer alle andre til gode, så tænker jeg, at man altså ikke behøver at være socialist for at kunne se den himmelråbende uretfærdighed.
Men det kan godt være, at det hjælper.
Som en god kollega engang sagde til mig:
Det er dyrt at være fattig, dyrt, fordi mange penge tjener penge, mens gæld bare skaber mere gæld.
Det er baggrunden for, at SF har fremsat det her forslag.
Som I kan læse i forslaget, er der en masse teknikaliteter, men det handler helt grundlæggende om mere retfærdighed på boligmarkedet; om den faldende rente, der har en positiv betydning for alle, der ejer deres mursten, og ikke kommer dem til gode, der bare bor i dem.
Konkret skal det så ske ved to ting, har vi foreslået – billigere husleje og flere almene boliger.
Det kan opnås ved at finansiere byggeriet med lange fastforrentede lån, lån, som i dag findes på markedet, og som bruges i stor stil.
Med den låneform kan man sætte huslejen ned for nybyggeri, betragteligt ned, uden at det øger statens udgifter.
For i dag forudsætter det, at byggeriet finansieres løbende og til en meget højere rente end den, vi ser i øjeblikket.
Men markedet viser, at den lave rente kan opnås i en lang årrække, 30 år frem, og med forslaget vil man desuden kunne efterkomme den meget store efterspørgsel på almene boliger i dele af landet, især i Københavnsområdet, fordi de lavere låneomkostninger vil gøre det muligt at bygge flere boliger med en husleje, som folk faktisk kan betale.
Jeg kan godt høre, at der ikke er flertal for forslaget på den her side af et valg.
Jeg kan også høre, at der heldigvis er nogle, der synes, at det godt kunne give mening, at vi talte videre om mulighederne efter et valg.
Jeg har i hvert fald lyttet mig til, at Dansk Folkeparti er enige i intentionen.
Jeg hørte også, at Socialdemokratiet er enige i intentionen.
Så måske er der alligevel håb forude, eftersom vi også har et valg lige foran os.
Jeg tænker i hvert fald, at vi med det her forslag kunne give et tiltrængt økonomisk løft til en del af Danmark, der har kraftigt brug for det, og uden at det havde kostet os en krone.
Jeg har svært ved at se, hvordan man skulle kunne være modstander af det, og jeg håber også, at det er en mulighed at se videre på, når vi engang er færdige med et valg.
Men tak for debatten i øvrigt.