Det næste punkt på dagsordenen er:

35) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 110:

Forslag til folketingsbeslutning om tildeling af hjælpemidler til borgere ud fra kvalitative kriterier og om redegørelser for valgene i medfør af § 112 i serviceloven.

Af Kirsten Normann Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2019).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver indledningsvis ordet til børne- og socialministeren.

Tak, formand. Det beslutningsforslag, vi står med nu, pålægger regeringen senest den 1. januar 2020 at fremsætte lovforslag, således at kommunerne får incitament til at tildele hjælpemidler til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i medfør af sundhedslovens § 112. Det betyder ifølge beslutningsforslaget, at kommunerne fremadrettet ikke blot kan vælge et standardprodukt, men at de har en særlig pligt til at se på de kvalitative effekter, som er forbundet med at vælge en løsning, ud fra en konkret og individuel vurdering af, hvad der passer til den enkelte borger, og det betyder også, at kommunen forpligtes til at kunne redegøre for valget af det enkelte hjælpemiddel. På den måde kan man altså ifølge beslutningsforslaget øge livskvaliteten og give den enkelte borger bedre muligheder for at klare sig selv, herunder mere optimale muligheder for at fortsætte eller tage en uddannelse eller et job.

I regeringen er vi naturligvis enige i, at borgerne skal have de hjælpemidler, der i det enkelte tilfælde modsvarer hjælpebehovet. For et hjælpemiddel, der ikke i tilstrækkelig grad kompenserer for borgerens funktionsnedsættelse, er både uden en reel værdi for borgeren og samtidig også en meningsløs udgift for kommunen. Tænk blot på en protese, der er udført på en sådan måde, at den slider unødigt på kroppen, når borgeren bruger den. En sådan protese vil ikke være til gavn for borgeren, og anskaffelsesudgiften vil være spild af penge for kommunen. Men det gør ikke, at regeringen som sådan bakker op om beslutningsforslaget, for den retstilstand, som ønskes indført med forslaget, gælder faktisk i forvejen.

For det første er hjælpemiddelreglerne nemlig i dag indrettet således, at den enkelte borger skal have støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Kravene om henholdsvis det bedst egnede og det billigste vejer lige tungt i vurderingen af, hvilket hjælpemiddel borgeren skal have støtte til, således at kommunen ikke kan træffe afgørelse alene på baggrund af prisen. I kravet om det bedst egnede og det billigste ligger således, at hjælpemidlet konkret skal modsvare borgerens hjælpebehov, som i øvrigt skal være afdækket grundigt, før kommunen træffer sin afgørelse. Så rummer kravet også en vurdering af hjælpemidlets kvalitet, driftssikkerhed m.m. Eksempelvis må kommunen ikke vil tildeling af diabeteshjælpemidler til en borger udelukkende fokusere på, hvilket injektionsprodukt der er det billigste på markedet, men skal også vurdere, om produktet har den fornødne kvalitet i forhold til borgerens behov.

Kravet om det bedst egnede og billigste betyder også, at hvis et standardprodukt ikke kan kompensere for borgerens funktionsnedsættelse, skal kommunen tildele det hjælpemiddel, som efter en individuel og en konkret vurdering kan dække borgerens behov, og det gælder naturligvis også, hvis det her hjælpemiddel er dyrere end standardproduktet. Så en kommune kan altså ikke bare tildele et standardprodukt – det kunne være stomiartikler – til en borger, som har særlige behov, på grund af eksempelvis allergi, men kommunen har samtidig ansvaret for at forvalte kommunens penge på en fornuftig måde, så det hjælpemiddel, der tilkendes, ikke er dyrere end nødvendigt, og det er jo sådan set fornuftigt nok. Så hjælpemidlet skal altså kompensere for borgerens behov og være af en ordentlig kvalitet, men det betyder ikke, at borgeren så bare kan pege på et specielt hjælpemiddel og sige, at det vil man have. Det skal stadig væk være efter en individuel og en konkret vurdering.

Når alt det er sagt, hører vi jo stadig væk om eksempler, hvor borgere ikke får de rette hjælpemidler, og jeg tror måske også, at det er derfor og i det lys, man skal se beslutningsforslaget. Så på den måde omfavner jeg sådan set også intentionen med det. Vi hører om eksempler, hvor borgerne ikke får den rette stomipose, det rette diabeteshjælpemiddel eller den rette benprotese, og vi har faktisk også haft samråd om det. Men jeg vil også bare understrege, at det jo er en problematik, som det her beslutningsforslag ikke vil komme til at ændre på, og jeg mener egentlig, at lovgivningen i dag sådan set er stærk, og den er netop stærk, fordi vi i fællesskab har prioriteret området. Her kan jeg eksempelvis nævne indførelse af tro- og loveerklæringer, således at man altså ikke skal genansøge om et hjælpemiddel fra scratch, når det skal udskiftes, og jeg kan også nævne indførelse af en særlig forenklet sagsbehandlingsprocedure ved ansøgninger om hjælpemidler i de tilfælde, hvor borgerens behov er relativt entydigt.

Så kunne jeg også godt stå her som en del af en borgerlig regering og bare rose regeringen og fortælle om alle de gode ting, vi har gjort i løbet af de seneste år, men æres den, der æres bør, og her synes jeg egentlig, det er på sin plads at rose hele ordførerkredsen, men i særdeleshed også Dansk Folkeparti og den meget utrættelige ordfører fru Karina Adsbøl. Når jeg siger »meget utrættelig«, lyder det jo som en meget stor ros, og det er også en meget, meget stor ros, og af og til er det også lidt ekstra end bare en stor ros. Men det tænker jeg egentlig at fru Karina Adsbøl vil tage positivt op.

For det andet følger det af de eksisterende regler, at kommunen skal begrunde sin afgørelse. Hvis borgeren har søgt om et bestemt hjælpemiddel, og kommunen har tildelt et andet, skal kommunen altså begrunde det, og kommunens begrundelse skal naturligvis leve op til de krav, der er i forvaltningsloven, således at borgeren kan se, hvad det er, der har været afgørende i forhold til borgerens valg af hjælpemiddel i den konkrete sag, og også hvad der er baggrunden for afgørelsen.

Et eksempel kunne være en situation, hvor en borger har søgt om en helt bestemt type kørestol og kommunen vurderer, at en anden og billigere model opfylder kravet om det bedst egnede og det billigste. I den situation skal kommunen altså begrunde sit valg af kørestol i afgørelsen til borgeren, og begrundelsen skal også være udformet, så borgeren kan se, hvad kommunen har lagt vægt på i sin vurdering af sagen. Det er sådan set også ret vigtigt, og det er også noget af det, som jeg egentlig kan se ligger til grund for forslagsstillernes forslag. Så hvis borgeren er utilfreds med kommunens afgørelse om, hvilket hjælpemiddel der er bedst egnet og billigst, kan man selvfølgelig klage til Ankestyrelsen.

Endelig ligger der for det tredje allerede indbygget et incitament i hjælpemiddelreglerne til, at kommunen tildeler det hjælpemiddel, som den finder relevant i forhold til at kompensere borgeren samlet set, også for at øge livskvaliteten og gøre borgeren i stand til at blive mere selvhjulpen. Kommunen skal nemlig, hvis hjælpemidlet ikke kompenserer tilstrækkeligt, sørge for hjælp på anden vis, f.eks. ved personlig og praktisk hjælp i hjemmet, og derfor vil både hensynet til den enkelte borgers livskvalitet og det politiske og økonomiske hensyn i kommunen gøre det mest hensigtsmæssigt for kommunen at tildele det rette hjælpemiddel. Sker det så altid? Ja, man må jo sige, at vi ikke havde haft klagesager, hvis det var, at det altid skete.

Så ved at tildele et hjælpemiddel af tilstrækkelig høj kvalitet kan kommunen jo rent faktisk forebygge, at der opstår et behov for at tildele andre former for støtte til borgeren for at dække et behov, som det her hjælpemiddel kunne have tilgodeset. Det kan eksempelvis være en borger, som har søgt om en specialbygget badestol, som vil gøre borgeren i stand til at varetage sin personlige hygiejne, og hvis kommunen tildeler en sådan badestol, vil det dels gøre borgeren mere selvhjulpen, dels vil det betyde, at kommunen ikke skal tildele borgeren personlig hjælp i hjemmet i hygiejnesituationer. Selv om en specialbygget badestol umiddelbart kan forekomme at være en meget dyr løsning, vil det ud fra såvel det politiske som det økonomiske hensyn være det mest hensigtsmæssige at tildele frem for at yde personlig hjælp i hjemmet i en lang periode fremover.

Så ganske kort til sidst: Den eneste grund til, at regeringen sådan set ikke støtter beslutningsforslaget, er, at beslutningsforslaget ikke ændrer på den retspraksis, der altså er i dag. Det gælder både kravet om, at kommunen skal tildele hjælpemidler ud fra kvalitative kriterier og ikke fokusere på økonomi alene, og det gælder kravet om, at kommunen skal kunne redegøre for valget af hjælpemiddel til den enkelte borger. Så rummer reglerne altså også det her incitament for kommunen til at vælge et relevant hjælpemiddel, som kompenserer samlet set, frem for at kommunen skal tilgodese udækkede behov på anden vis, og det må vist næsten siges at være den blideste afvisning af et beslutningsforslag, som man længe har set fra Folketingets talerstol.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det, og tak for den blide afvisning af beslutningsforslaget. Ministeren fremhæver, at lovgivningen er god nok, men når vi på trods af det ser gentagne klager netop over afgørelser, hvor borgerne ikke føler sig kompenseret, vil jeg høre, om ministeren ikke tænker, at der som minimum er brug for en opstramning i lovgivningen. Det kunne f.eks. være den borger, som netop har en oplevelse af, at kommunens afgørelse i valg af protese vil medføre et unødvendigt slid. Det er jo ikke noget, som kommunen skal forholde sig til. Kommunen forholder sig jo ikke i sin afgørelse til, hvad konsekvenserne er af et unødigt slid på en hofte, men det kan måske betyde en operation på et tidspunkt, og det er jo sådan set ikke på kommunens regning.

Så hvad tænker ministeren om det med at prøve at samtænke det lidt mere på tværs og også om at sikre borgerens retsstilling i forhold til netop at undgå, at man får brug for yderligere hjælp? Ministeren kender godt de her mange, mange klager over, at man ikke få det rigtige hjælpemiddel fra starten af.

Ministeren.

Jeg er sådan set meget glad for, at fru Kirsten Normann Andersen også siger, at lovgivningen sådan set er god nok, men at der stadig væk er en udfordring med gentagne klager. Det var sådan set også baggrunden for, at jeg i sin tid indførte de her danmarkskort, hvor man kan se omgørelsesprocenterne. Og der er jo nogle kommuner, som har meget høje omgørelsesprocenter. Der er også nogle områder, især børnehandicapområdet, som har meget høje omgørelsesprocenter.

Kommunen må jo logisk set have en interesse i at sikre, at det er det rigtige hjælpemiddel, for hvis man eksempelvis får en forkert benprotese, som betyder, at man slider unødigt på hoften, hvilket betyder, at man skal opereres og ikke kan varetage sit arbejde, og som til syvende og sidst ender med at betyde, at man skal tildeles en førtidspension, er det jo meget, meget store udgifter, som kommunen kunne have undgået ved rent faktisk at have bevilget det rigtige hjælpemiddel.

Så i forhold til incitamentsstrukturen ligger de rigtige incitamentsstrukturer ude i kommunerne, og jeg ser ikke nogen grund til, at vi grundlæggende går ind og ændrer på dem, men jeg tror, at vi hele tiden kommer til også fremadrettet at diskutere, hvordan vi sikrer, at kommunerne rent faktisk får den hjælp, de har behov for. Men, altså, den rette indsats til rette tid.

Spørgeren.

Ikke desto mindre ved både ministeren og jeg, at der bliver truffet de her forkerte beslutninger. Og det eksempel, som ministeren fremhæver, er jo en rigtig sag. Og den har den her konsekvens, at borgeren har en oplevelse af på et tidspunkt at blive en meget dyr borger for kommunen. Og beslutningen er jo stadig væk truffet, og vi har ikke mulighed for at få beslutningen omgjort, og Ankestyrelsen har også bekræftet, at det, som kommunen har afgjort, kan kommunen godt afgøre. Vi ser det jo også i forhold til borgere, der mister deres handicaphjælp og dermed ikke længere er i stand til at passe deres arbejde. Det er jo et tab af livskvalitet, tab af muligheden for et socialt aktivt liv – og det sker lige nu. Så tænker ministeren, at der er brug for en opstramning af en lovgivning, som i hvert fald ikke imødekommer de her borgeres behov?

Ministeren.

Det vil jeg bestemt ikke afvise. Jeg synes jo egentlig, det ligger i rigtig god forlængelse af en række af de beslutninger, som vi har truffet i fællesskab og på tværs af partierne igennem de senere år. Når jeg sidder og læser beslutningsforslaget, ser jeg jo, at den retstilstand, der bliver foreslået med beslutningsforslaget, sådan set allerede er gældende i dag. Og det virker sådan lidt mærkeligt at skulle vedtage noget, som sådan set er der i forvejen.

Men jeg synes helt bestemt, at der er grundlag for fortsat at kigge på det her. Vi ved jo, at der er udfordringer på handicapområdet. Så sent som i går havde jeg møde med en række pårørende til børn og unge med handicap, som jo bare oplever at blive mast i den kommunikation og dialog, der er med kommunen.

Tak til ministeren. Vi går videre til fru Malou Lunderød som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak. At leve med et handicap bør jo ikke forhindre nogen i at udfolde deres potentiale og leve det liv, de gerne vil. Derfor er det også rigtig vigtigt, når borgere henvender sig til deres kommune for at søge om et hjælpemiddel til at hjælpe dem i deres hverdag, på deres uddannelse, i deres job eller andet, at de så også oplever, at deres behov bliver set og bliver taget alvorligt.

Desværre oplever for mange enten ikke at få den hjælp, de egentlig har behov for, eller i hvert fald rigtig lang ventetid på at få de hjælpemidler, der så kan hjælpe dem videre i uddannelse eller job. Der sker mange fejl, og kommunernes pressede økonomi går tydeligvis også ud over de her mennesker.

Der skal slet ikke være nogen tvivl om, at kommunerne jo skal overholde den lovgivning, der er, og de skal følge den retspraksis, der eksisterer. Det må vi forvente. Derfor er vi også lidt afventende, i forhold til om det her beslutningsforslag er nødvendigt, for som ministeren sagde, beskriver det jo i virkeligheden en eksisterende retspraksis. Reglerne er jo allerede sådan i dag, at kommunerne skal foretage en konkret og individuel vurdering, og de skal kunne redegøre for, hvorfor de træffer den beslutning, de gør, og hvordan de er nået frem til den. Det betyder f.eks., at kommunen ikke alene ud fra egne kvalitetsstandarder må træffe en afgørelse, men derimod skal forholde sig til den individuelle borgers specifikke situation.

Når det så er sagt, er der jo ingen tvivl om, at nogle kommuner går til grænsen og måske endda over i vurderingen af nogle af de her sager, hvor mange mennesker med handicap oplever, at de ikke får det, de har ret til og behov for, hvilket også ses tydeligt på de der omgørelsesprocenter på handicapområdet, som ministeren også nævnte. I 2018 var der f.eks. tale om 47 pct. omgørelser på børnehandicapområdet og 32 pct. på voksenhandicapområdet. Det er slet ikke godt nok. Efter vores mening skal der nok sættes ind flere steder for at rette op på den her udvikling.

Det er afgørende for os i Socialdemokratiet at styrke kommunernes økonomi, således at den demografiske udvikling, der ses, også dækkes. Så er der måske også behov for at tage fat i de sanktionsredskaber, som ministeren har til rådighed over for kommuner, der ikke overholder loven, eller måske endda kigge på, om der er behov for nye redskaber. Men vi er ikke helt sikre på, at den bedste måde til at sikre bedre sagsbehandling til de her mennesker, som er det jeg tænker er intentionen i beslutningsforslaget, faktisk også er at vedtage det her beslutningsforslag, som det ligger her, idet vi i høj grad ser det som en stadfæstelse af det, der allerede påhviler kommunerne i den eksisterende lovgivning.

Men vi er meget åbne over for at tale om, hvad vi kan gøre for at sikre, at vi ikke ser de her tilfælde, hvor kommunerne faktisk ikke følger den eksisterende lovgivning og eksisterende retspraksis. Tak.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren for ordførerens tale. I 2012, tror jeg det var, vedtog Socialdemokratiet, da de sad i regering sammen med SF, budgetloven. Der har været meget kritik af budgetloven, også i forhold til kommunerne og i forhold til, hvordan de selv kunne bruge deres penge. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre den socialdemokratiske ordfører, hvad ordføreren tænker vedrørende budgetloven, som netop også er meget restriktiv i forhold til kommunerne og kommunernes økonomi.

Ordføreren.

Jeg tænker i virkeligheden flere ting. Jeg tænker, at den største udfordring for kommunerne lige nu er, at de ikke har en økonomi, der kan hænge sammen, i forhold til at der kommer flere ældre og der kommer flere børn. Det er for os at se det første problem, der skal løses. Vi bliver simpelt hen nødt til at dække den demografiske udvikling, der er, og sikre, at der er penge til daginstitutioner og pædagoger, til plejehjem, til hjemmehjælp osv.

Når det så er sagt, er der også nogle årlige forhandlinger med kommunerne, hvor man selvfølgelig skal sørge for, at pengene passer, og der er der jo flere måder man kan gøre det på. Budgetloven er ét eksempel, og der må man jo kigge på, om det fortsat er et godt redskab at bruge, eller om man eventuelt kan bruge andre redskaber.

Spørgeren.

Så jeg skal forstå på den socialdemokratiske ordfører, at Socialdemokratiet gerne vil kigge på, om budgetloven skal justeres?

Noget andet, jeg godt vil høre ordføreren om, er i forhold til udligningsreformen. Hvad tænker Socialdemokratiet om den?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, det er gået nogens næse forbi, at udligningsreformen for det første er en rigtig svær drøftelse, både på tværs af partiskel og på tværs af geografi, men jeg tror til gengæld heller ikke, der er nogen politikere herinde, der er i tvivl om, at det er noget, der skal kigges på på den ene eller anden måde, for den situation, vi har lige nu, er simpelt hen uholdbar. Hvordan det nærmere skal skrues sammen, har jeg ikke et svar på her, det må vi se.

Den næste spørger er fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo. Ordføreren skal lige blive her; hun er ikke aftrådt. (Malou Lunderød (S): Nej, undskyld).

Tak for det. Lidt i forlængelse vil jeg sige, at jeg sådan set er glad for, at ordføreren er enig i, at der er for mange eksempler på, at borgere ikke får den hjælp, som de har brug for – også fordi det sociale område selvfølgelig er dyrt og kan være lidt ustyrligt. Men kan ordføreren være enig med mig i, at en protese godt kan være dyr, men at en operation måske er endnu dyrere? Så det giver rigtig, rigtig god mening at begynde at tænke på tværs af klasser, ikke mindst fordi der også er en stor livskvalitet i at kunne slippe for operationen.

Kunne man forestille sig, at Socialdemokratiet vil være med til at prøve at kigge på tværs af kasser for netop at undgå, at det bliver dyrere på den lange bane, og for samtidig også at sikre livskvaliteten på den korte bane for den borger, det handler om?

Ordføreren.

Jeg synes bestemt, der er ræson i at kigge på tværs. Og det synes jeg i øvrigt der er på socialområdet i mange sammenhænge og ikke kun i forhold til hjælpemidler. Det tror jeg både er noget, vi skal blive bedre til herinde, og noget, man også sagtens kan blive bedre til ude i kommunerne. Og det er der både ræson i på den korte bane og på den lange bane og for økonomi og for livskvalitet på alle mulige måder. Så det er jeg meget positiv over for.

Spørgeren.

Det får mig så lige til at stille det sidste spørgsmål. For det her er nemlig ikke kun kommunerne, det handler om. Altså, i den konkrete situation med en protese, som er forkert, og som medfører, at man til sidst ender med at skulle have en operation, er det jo i princippet sygehusene, der ender med at have regningen. Og det går jo ikke lige ud over kommunernes økonomi, i hvert fald ikke sådan på den korte bane. Men det går jo ud over vores alle sammens økonomi, og det går i høj grad ud over livskvaliteten.

Så derfor giver det jo netop mening at prøve at tænke over, hvordan man også kan argumentere for de dynamiske effekter, der i forhold til samfundsøkonomien er forbundet med at gøre det rigtige fra starten. Og det er jo den tanke, jeg tænker kunne klæde os alle sammen at prøve at tage til os – efter et valg, som det jo så nok bliver.

Ordføreren.

Jeg er blot enig i tanken, og jeg tænker også, at vi som lovgivere her har et ansvar for at sikre, at vi hele vejen ned igennem og på tværs af lovgivningen og på tværs af ressortområder og på tværs af økonomiske kasser finder nogle fornuftige løsninger, hvis vi skal forbedre det her velfærdssamfund, og især i en situation, hvor det også skal rumme flere og flere mennesker. Så det tænker jeg absolut vi har et ansvar for.

Så er der ikke flere spørgsmål, og jeg siger tak til den socialdemokratiske ordfører. Vi går videre til fru Karina Adsbøl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren for den pæne ros. Så bliver man altid lidt glad – det er jo ikke altid, man får ros som folketingspolitiker, men det kender I jo nok alt til.

I Dansk Folkeparti er vi helt enige med SF i, at det er vigtigt, at mennesker med handicap kan få de rigtige hjælpemidler, som er tilpasset individuelt til dem – også i forhold til det at få en individuel afgørelse. I Dansk Folkeparti har vi også arbejdet meget på det her område, også i forhold til genbevilling af hjælpemidler. Når ens funktionsniveau er uændret, skulle det jo også være obligatorisk for kommunerne, som det også er blevet, at bruge den forenklede sagsbehandlingsprocedure i forhold til at anvende tro og love-erklæringer; men vi oplever desværre ofte, at borgere får nej til et hjælpemiddel. Muskelsvindfonden har egentlig beskrevet det meget fint i en artikel, hvor en kommune havde afvist at bevilge en transportkørestol til Kirsten Holst, der har muskelsvind. Kirsten Holst ankede så og fik ret. Kommunen brugte det politisk vedtagne kommunale serviceniveau som begrundelse, men det går jo ikke, for serviceloven skal overholdes.

Flere mennesker med handicap oplever, at det kommunale serviceniveau er blevet et vigtigt redskab i kommunernes besparelser og nedskæringer over for mennesker med handicap. Og det virker også meget bredt accepteret i kommunale kredse, at man kan sætte begrænsninger for at spare på en ydelse. Ofte sker der jo også det, at man går langt over stregen. Derfor er Ankestyrelsen også nødt til at minde politikerne om, at selv vedtagne kommunale serviceniveauer skal holdes inden for loven. I Kirsten Holsts tilfælde fik hun i juni 2017 en mail fra en kommunal sagsbehandler, hvor der stod:

Det er politisk vedtaget, at der ikke bevilges transportkørestol i vores kommune. Borgerne skal selv indkøbe disse.

Kirsten og hendes mand svarede så:

Hvis vi skal betragte det som et egentligt afslag på vores ansøgning, undrer vi os over, at afgørelsen er helt uden henvisning til, hvilken paragraf I træffer afgørelsen ud fra. Der er heller ingen klagevejledning, og afgørelsen er helt uden nogen form for relevant begrundelse i forhold til Kirstens individuelle behov. Vi vil derfor godt genfremsende vores ansøgning. Har I brug for en uddybning af Kirstens behov for en kørestol, står vi naturligvis til rådighed.

Det var svaret fra Kirsten og hendes mand. Det fik ikke sagsbehandleren til at tænke sig om. Hun gentog, at det var politisk vedtaget, at Kirsten ikke kunne få den hjælp, der var ansøgt om. Desuden henviste hun til, at Kirsten skulle udfylde en bestemt formular, hvis hun ville have en egentlig afgørelse med mulighed for at anke.

Grunden til, at jeg fortæller det her, er, at det jo er de her eksempler, vi oplever – både de eksempler, vi får i vores indbakke, de eksempler, vi ser i pressen, og de eksempler, vi bliver mødt med fra handicaporganisationerne. Det endte jo så i sidste ende med, at Kirsten selv betalte for det her hjælpemiddel, for hun kunne simpelt hen ikke undvære det.

Det er jo en udfordring, hvis man omgår lovgivningen. Det har også vist sig, at det kan være, at der er nogen, der har spekuleret i at spare nogle penge i stedet for at give den hjælp, og derfor fremsatte vi jo også et forslag om kompensation til borgere, der fik medhold, som der desværre ikke var flertal for i Folketingssalen den dag, hvor vi stemte om det.

Men det er jo sådan, at vi i Dansk Folkeparti gerne vil gøre det her område meget bedre, og vi vil også gerne drøfte, hvordan vi kan gøre det bedre fra politisk side. Men det er jo også sådan i dag, at lovgivningen siger, at kravet om, at det skal være bedst egnet og billigst, også betyder, at hvis et standardprodukt ikke kan kompensere for borgerens funktionsnedsættelse, skal kommunen tildele det hjælpemiddel, der efter en konkret og individuel vurdering kan dække borgerens behov. Det gælder også, selv om hjælpemidlet er dyrere end standardproduktet.

Derfor tænker jeg, at vi bliver nødt til at grave dybere i det. For et er, at vi har en lovgivning; noget andet, som vi så ofte har diskuteret her i Folketingssalen, er den praksis, der er, altså hvordan man forvalter den lovgivning, vi herinde fra Folketingets side har vedtaget. Så jeg tror, vi skal et spadestik dybere. Nu har vi også, kan man sige, sammen med regeringen fremlagt et forslag til en sundhedsreform. Og den anden del er jo også det, som I kender, nemlig afgrænsningscirkulæret, som siger, at kommunerne skal sørge for hjælpemidler, og at regionerne skal sørge for et behandlingsredskab. Vi har for nylig også haft og diskuteret en sag om et vippeleje, hvor en borger var fanget i, at kommunen ikke ville genbevilge det vippelejehjælpemiddel, og regionen ville heller ikke. Og det er altså borgerne, der bliver fanget i midten.

Så vi er helt klar på, at der skal ske noget på det her område, men spørgsmålet er, om det her beslutningsforslag lige er dækkende, eller om vi bliver nødt til at grave dybere ned i det.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er hr. Martin Geertsen som ordfører for Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for ordet. SF lægger jo med dette beslutningsforslag op til, at tildelingen af hjælpemidler til borgere skal ske ud fra kvalitative kriterier, og at der skal kunne redegøres for valgene. Jeg vil da godt starte med at understrege, at det i hvert fald i min optik – flere andre ordførere har også været inde på det – er utrolig vigtigt, at vi holder et vågent øje med tildelingen af hjælpemidler til borgere med nedsat funktionsevne. Og det er der jo god grund til, hvis man kigger på både de eksempler, der har været fremdraget her i debatten, og dem, som fra tid til anden fremgår af mediebilledet.

Det er et område, som er præget af stor variation blandt borgerne, men jo også af et hav af nyudviklinger, særlig hvad angår forskellige nye teknologiske løsninger. Og jeg vil understrege, at vi i Venstre naturligvis bakker op om, at borgere med funktionsnedsættelse selvfølgelig får de hjælpemidler, som de har behov for. For selvfølgelig skal borgernes unikke muligheder, men jo også unikke udfordringer veje tungt i beslutningen om tildeling af hjælpemidler til den enkelte.

Med det sagt må jeg så også understrege, at jeg er glad for, at vores regler på området i dag jo i virkeligheden allerede imødekommer de balancer, der ligger i kommunernes pligt til at vægte det bedst egnede i forhold til pris. Altså, det har ministeren og andre jo også allerede redegjort for.

Samtidig finder jeg det også vigtigt, at kommunen – og det er jo hævet over enhver tvivl – skal begrunde sin afgørelse, hvis kommunen tildeler et andet hjælpemiddel til en borger end det, borgeren rent faktisk har bedt om. For selvfølgelig har borgeren ret til at kende kommunens begrundelse for at vælge det ene hjælpemiddel frem for det andet. Og det er selvfølgelig også min klare forventning, at kommunerne lægger et stort og vigtigt arbejde i at finde den mest optimale løsning til den enkelte borger.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan ske fejl i kommunernes vurderinger, for det gør der jo. Og derfor er jeg også glad for, at borgerne har muligheden for at klage til Ankestyrelsen, hvis de er uenige i kommunens afgørelse.

Så jeg synes i virkeligheden, at vi på det her område, selv om jeg sådan set godt kan forstå intentionen i det forslag, som SF her har fremsat, allerede imødekommer de balancer, som jeg i hvert fald synes er nødvendige, nemlig hensynet til borgerne på den ene side og hensynet til ressourcerne på den anden side, på tilfredsstillende vis.

Så selv om jeg som sagt forstår intentionen i forslaget, kan Venstre ikke på det foreliggende grundlag – som det ville hedde på politikersprog – bakke op om SF's beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Sagerne har vi jo drøftet mange gange undervejs i den forløbne folketingsperiode. Der er en lovgivning, der siger, at borgerne skal kompenseres, og at borgerne skal have den rigtige hjælp, og jeg tror også, at der sidder en masse borgere derude og tænker, at det er dejligt, at politikerne i Folketingssalen i hvert fald bakker os op, men når praksis er, at borgere igen og igen oplever, at de får frataget hjælp, som gør, at de ikke kan passe deres arbejde, eller at de får forkerte hjælpemidler, der gør, at de måske skal gennemgå en meget dyr operation på et tidspunkt, mener ordføreren så faktisk, at det går fantastisk på lige præcis handicapområdet med tildeling af den nødvendige hjælp, som også kan sikre borgernes livskvalitet?

Ordføreren.

Altså, enhver sag, hvor borgeren ikke får det, som borgeren sådan set har krav på, og hvor borgeren ikke får det, borgeren har behov for, er jo, om jeg så må sige, en sag for meget. Jeg tror, at noget af det, vi kan gøre, er at sørge for, at der er så korte ventelister i forhold til klagemulighederne i Ankestyrelsen, og det har vi sådan set adresseret. Så det er ligesom det ene ben.

Jeg tror, at vi er ude i en lidt mere sådan grundlæggende omkalfatring af den måde, vi har indrettet vores system på, hvis det er sådan, at vi fra Christiansborgs side vil påtage os ansvaret for alle de vurderinger, der bliver foretaget ude i kommunerne. Så er vi altså inde i en andet snak og en anden måde at indrette den offentlige sektor på, som jeg i virkeligheden måske heller ikke tror at fru Kirsten Normann Andersen er interesseret i.

Spørgeren.

Jeg er sådan set bare interesseret i at finde løsninger, der faktisk virker, for det, vi gør lige nu, virker jo tilsyneladende ikke, for der er rigtig mange mennesker, der kommer i klemme. Jeg kender også en Kirsten, som lige nu overvejer, om hun helt er nødt til at opgive sit arbejde, fordi hendes hjælp er blevet mere end halveret – den hjælp, hun har fået altid. Så jeg tænker, at hvis det her ikke er løsningen, at man faktisk bliver enige om, at vi skal tænke i langsigtede løsninger og også i dynamiske effekter, når det er sådan, at vi tænker på prisen, hvad er så løsningen?

Ordføreren.

Men sådan som jeg i hvert fald læser forslagsstillernes forslag, er det sådan set lidt en kalkering af den retstilstand, vi i forvejen har på det her område. Så jeg ser egentlig heller ikke, at forslagsstillerne grundlæggende vil gøre op med den måde, vi styrer den offentlige sektor på og styrer det her område på, nemlig at det må basere sig på kommunale vurderinger af kvalitet i forhold til pris. Det er ligesom den måde, vi har indrettet det her system på. Og det, vi så kan gøre her fra Christiansborgs side, er at sørge for, at der er de tilstrækkelige klageadgange, og at der er korte ventelister til dem.

Tak til Venstres ordfører. Vi går videre til fru Laura Lindahl som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Tak til SF for endnu en gang at give os en anledning til at tale lidt om, hvordan det går ude i kommunerne med at overholde lovgivningen. Jeg tror, at vi i Liberal Alliance er meget på linje med det, som Venstres ordfører og i øvrigt også ministeren gennemgik tidligere. Vi synes, lovgivningen er god, som den er. Det, der står i loven, synes vi er fornuftigt, og det er jo ligesom det, der skal være udgangspunktet for, hvad vi kan gøre herinde i forhold til den konkrete lov. Vi synes, det er fornuftigt, at man har det her princip om bedst egnet og billigst, og at de to parametre vægter lige højt, og hvis det ikke er egnet til den enkelte borgers behov, skal man jo hæve sig over standardproduktet.

Det, vi ikke synes er fornuftigt, er jo, når vi gang på gang ser de sager, som forslagsstillerne også nævner, hvor borgere ikke får den hjælp, de har brug for. Men det er jo ikke et problem, som kun knytter sig til lige præcis det her område. Nu har jeg snart siddet i Folketinget i 4 år, og det er jo det, vi har talt om i de 4 år, jeg har siddet her. Der er nogle, der har siddet længere tid i Folketinget end mig. Jeg ved ikke, hvor længe man har talt om det i Folketinget, men i hvert fald har det fyldt meget for mig i de her 4 år, at vi har nogle grundlæggende udfordringer med kommunerne, som ikke efterlever intentionerne i lovgivningen.

Spørgsmålet er, hvad vi sådan helt grundlæggende skal gøre ved det. For én ting er, at vi kan prøve at sidde og justere på den lovgivning, som vi egentlig kan synes er fornuftig nok. Jeg kan godt forstå, at man tyer til at fremsætte et beslutningsforslag, for det, vi kan gøre her og nu, er jo at fremsætte et beslutningsforslag, som strammer op. Men jeg er bange for, at det ikke er løsningen. Jeg er bange for, at vi er nødt til helt grundlæggende at finde ud af, hvad det er, der er galt ude i kommunerne. Hvorfor er incitamenterne sådan, at man er villig til at spare nogle penge på den korte bane, hvilket så kan koste vanvittig mange penge på den lange bane? Men det kigger man slet ikke på. Det er sektoropdelt. Man kigger heller ikke på, hvad det koster i de andre sektorer, når man bare har det her snævre fokus og lige sparer nogle penge her.

Vi støtter ikke det her forslag, fordi vi grundlæggende synes, at det, der står i loven, er fornuftigt, men vi støtter hundrede procent op om, at vi skal gøre noget på det her område. Det gælder ikke kun i forhold til hjælpemidler, det gælder bredt set. Der skal gøres noget. Jeg har desværre ikke selv løsningen, jeg har ikke det gode bud på, hvad det er, vi skal gøre for at komme i mål med det her. I Liberal Alliance har vi jo talt om, at vi skal øge sanktionerne, og at det skal være nemmere at sanktionere kommunerne. Vi satte med finansloven sidste år penge af til at få nedbragt sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen, men det er jo sådan nogle lappeløsninger, ikke?

Så jeg håber, at os, der sidder her, og som er optaget af det her, bliver genvalgt, og at vi så kan tage fat på det her, for jeg tror, at det er en problematik, som vi er interesseret i at løse, uanset hvem der vinder regeringsmagten. Så jeg håber, vi kan fortsætte med at have fokus på det her og i løbet af næste periode få fundet nogle løsninger. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Torsten Gejl som ordfører for Alternativet.

Jeg ville egentlig ønske, at lidt flere af den her type beslutningsforslag kunne samle støtte her i Folketinget. Jeg ved godt, at man kan sige, at loven giver en muligheden for at gøre det rigtige, men det bliver bare ikke gjort, så nogle gange fristes vi til at stramme lidt op, specielt når problemet er ret himmelråbende, hvilket jeg synes det er her.

Jeg synes, at standardløsninger, altså de her one size fits all-løsninger – det, at mange mennesker skal proppes ned i en løsning, der ikke helt passer til dem – er en af velfærdssamfundets plager, og jeg tror faktisk, at det er møgdumt, at kommunerne ikke prøver at gøre det nemmere for folk, for jeg tror det koster i længden. Jeg tror, at man skubber udgifter foran sig, hver gang man betjener borgerne på en måde, der ikke er hensigtsmæssig. Det kan være udgifter, der senere vil komme på sundhedsområdet, det sociale område og beskæftigelsesområdet. Derfor støtter vi det i hvert fald fra Alternativets side.

Så kan man spørge: Hvad med finansieringen? Og det er egentlig lidt spændende, for SF taler om dynamiske effekter, og på den måde, jeg forstår det, så tror jeg faktisk, det er rigtigt. Jeg tror faktisk, at et forslag som det her ville betale sig selv hjem på sigt, og det kunne da godt være, at man skulle indtænke den her type forslag i de sociale investeringer, vi laver, så man prøver at skabe nogle investeringer i f.eks. at løse det her problem, sådan at mennesker kan få en individuel behandling. Og så ved man jo, at det genererer nogle afledte besparelser på sigt, og vi bliver jo bedre og bedre til at finde ud af, hvor de kommer – de kan komme i en helt anden kommune, de kan komme i nogle andre forvaltninger, eller de kan komme et andet sted end der, hvor pengene er investeret. Men hvis vi begyndte at kunne følge pengene og forberede nogle mennesker på, de nok har nogle flere penge i deres budget, end de skulle have haft, og at det altså er, fordi vi har lavet en investering, så derfor vil vi faktisk gerne have de penge tilbage – det er jo sådan set dynamikken i sociale investeringer – så kunne vi sagtens finansiere sådan et forslag.

Så i stedet for at begynde at fejlfinde og spørge om, hvor finansieringen er, så synes jeg faktisk, jeg vil anerkende, at den kan være dynamisk. Jeg kan godt lide det begreb, og jeg synes, vi skal til at bruge det noget mere, og det er også en af de ting, vi har været gode til at udvikle på både i Socialministeriet, men også i Ministeriet for Offentlig Innovation.

Så vi støtter forslaget og synes, at det kunne være spændende at kigge på dynamiske finansieringsmodeller som i den her type forslag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marianne Jelved som ordfører for Det Radikale Venstre.

Tak. Det er jo ikke første gang, vi beskæftiger os med den problematik, som rejses i beslutningsforslaget. Bl.a. har vi jo netop nu iværksat et arbejde omkring retssikkerheden i socialpolitikken, og det kan jo også godt have noget med det her emne at gøre. Sagen er, at vi taler om mennesker med særlige behov, fordi de har et handicap, der kræver hjælpemidler, for at de kan have et så godt liv som muligt. Der er jo ingen tvivl om, at vi alle sammen mener, at det er det rimelige at skulle arbejde efter den målsætning. Vi kan henvise til handicapkonventionen og gøre opmærksom på, at der er pligt til at tage alle passende skridt for at sikre, at der tilvejebringes en rimelig tilpasning for den enkelte borger i den konkrete situation.

Forslaget efterlyser også en begrundelse fra kommunernes side for de valg, de foretager, og det er jo umiddelbart rigtig godt – man kunne i hvert fald samle nogle erfaringer sammen, som vi måske kunne bruge. Jeg tror bare, det bliver rigtig svært at sætte det i værk; men derfor skal vi jo ikke afstå fra at diskutere det og prøve udvikle en løsning på det.

I beslutningsforslaget opfordres regeringen også til at se på, hvordan man kan øge en kommunes incitament til at sørge for, at borgere med handicap får den rette hjælp. Det synes jeg er et spændende spørgsmål. Jeg har ikke selv noget svar på det, men jeg vil da gerne overveje det længere frem – hvordan gør vi det? Måske skulle vi gribe om nælden. Der er nogle ordførere, der har forsøgt at kredse lidt om det, nemlig kommunernes økonomi. Og jeg er i hvert fald efterhånden træt af, at alle de her sager, som vi har, i bund og grund støder på økonomiske begrundelser. Det synes jeg også vi er nødt til som politikere at overveje, altså hvordan vi håndterer den problemstilling.

Man kan prøve at se, om man kan lære noget af nogle kommuner, og jeg vil gerne som eksempel nævne Hjørring kommune, som har en socialdemokratisk borgmester – Arne Boelt. Han havde fået øje på, at man i Hjørring Kommune havde godt og vel 1.700 voksne, som ikke havde et arbejde. Så sagde han: Det kan vi jo ikke blive ved med. Og de havde faktisk været uden arbejde i adskillige længere perioder. Han var en modig borgmester, for han sparede 125 mio. kr. rundt omkring i kommunen, og så ansatte han en række sagsbehandlere. Og i dag – 2-3 år efter – er 1.300 af de godt 1.700 i arbejde og betaler skat til kommunen. Så man kan jo godt prøve at gøre tingene på forskellige måder i kommunerne for at få skabt et råderum til at løse nogle opgaver, som vi ellers ikke sætter så meget ind på, når det kommer til stykket.

Så inden vi siger o.k. til de nuværende rammer, synes jeg også vi skal overveje, om man skal prøve at se på kommunernes måde at få økonomi på. Nu ved jeg godt, at jeg selv har været en hardliner igennem årene, men jeg er faktisk ved at miste tålmodigheden, fordi vi så mange gange støder ind i ting, som jeg tror de fleste af os opfatter som urimelige, og som har en begrundelse i økonomien. Vi skulle sætte en eller anden kulegravning i gang om, hvordan vi kan differentiere økonomien til kommunerne alt efter de udfordringer, opgaver, kommunerne har, for de er jo heller ikke ens.

Der er sket mange ting igennem årene på det her område, men alligevel er det en provokation, at vi gang på gang støder ind i det problem, at kommunerne ikke har økonomi til at gøre det, der er det rigtige. Det handler om prioritering – ja, men der er mange prioriteringer, og man skal tage hensyn til de mennesker, der bor i kommunerne. Så det er ikke bare lige at slynge det ord ud om prioriteringer.

Så jeg ville godt nedsætte sådan en lille arbejdsgruppe på et tidspunkt efter sommerferien – hvad kan vi egentlig gøre omkring økonomi? – og så prøve at udfordre den på det tidspunkt siddende regering.

Tak til den radikale ordfører. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jamen tak til SF for det her beslutningsforslag. Hos Det Konservative Folkeparti er vi enige i, at borgerne skal have de hjælpemidler, som de har behov for, i forhold til deres funktionsnedsættelse.

Et hjælpemiddel, som ikke kompenserer for funktionsnedsættelsen, gør jo ikke nogen gavn for den enkelte borger, og det er jo samtidig også spild af kommunens penge. Derfor er vi også glade for, at det allerede er sådan i dag, at borgeren skal have støtte til det bedst egnede hjælpemiddel, og at støtten ligesom skal gives efter en individuel konkret vurdering i forhold til den enkelte borgers behov.

Så vi støtter jo sådan set intentionen, der er i det her beslutningsforslag fra SF, men vi kan ikke støtte det, da det allerede sådan set er gældende ret i dag.

Tak til den konservative ordfører. Så er vi kommet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Også tak for den forholdsvis pæne modtagelse hele vejen rundt, selv om nogle er mere positive end andre her. Jeg synes selv, det står ekstremt skidt til på handicapområdet, når alt for mange handicappede ikke får de rette hjælpemidler eller den rette hjælp, også til overvågning og BPA-ordninger og andet. Alt for mange borgere med fysisk eller psykisk handicap oplever at få afslag på deres ansøgninger om hjælpemidler, som ellers ville kunne lette og forbedre deres hverdag.

Begrundelsen for afslagene er sådan set mange, men en stor del af forklaringen handler netop om penge. Det er simpelt hen for dyrt at tilkende borgere, som har behov for hjælp, de rette hjælpemidler, fordi kommunerne ikke mener, at de har pengene til det, men det er bare heller ikke godt nok. I SF synes vi, at prisen på hjælpemidler alt for ofte er det afgørende, og det kan betyde, at borgerne eksempelvis ikke er i stand til at tage uddannelse eller deltage på arbejdsmarkedet eller bare bevare tilknytningen til fritidsinteresser, og så bliver det jo lige pludselig endnu dyrere, når borgerne ikke har fået den rigtige hjælp fra staten, også for samfundet. Derfor foreslår vi også med det her forslag at prøve at give kommunerne et større incitament til at tildele hjælpemidler og hjælp til borgere med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, sådan at kommunerne i højere grad skal vurdere den enkelte borgers sag kvalitativt, og så kommunerne i fremtiden ikke bare kan vælge et standardprodukt til borgere, fordi det er det billigste.

Det rette hjælpemiddel og den rette hjælp er nemlig ikke kun en gevinst for borgeren på kort sigt, for det gavner altså også på lang sigt, også samfundet. Når man f.eks. får de rigtige hjælpemidler eller den rigtige kørestol eller den rigtige protese, har det en enorm betydning for den enkelte, at man får tildelt lige præcis det, som har den største kvalitet for de mennesker. Derfor mener vi også i SF, at vi med det her skal prøve – og det er det, der er tanken med forslaget – om ikke vi kan få stoppet den der kassetænkning, som der er på handicapområdet, og skabe nogle incitamenter til den bedste løsning og ikke bare den billigste, fordi der er stort tab af livskvalitet ved ikke at gøre det.

Jeg kan godt høre, at vi ikke er der, og det er vi selvfølgelig ikke, fordi vi står lige foran et valg, hvor vi også kan træffe beslutning om, at vi skal prøve at gøre det her. Men jeg hører også rigtig mange positive tilkendegivelser, også fra De Radikale, nemlig at vi skal kigge på det her. Dansk Folkeparti siger også, at vi skal kigge på det her efterfølgende, og jeg hører også Liberal Alliance sige det samme. Jeg hører ministeren sige det samme, og Alternativet, som også støtter forslaget, siger det også. Og så er der faktisk et parti mere, der støtter forslaget, for jeg skal nemlig hilse fra Enhedslisten og sige, at de også støtter forslaget. Så tak for det.

Det bliver ikke det sidste, SF kommer til at arbejde med i forhold til det her. Vi kommer til at sætte det på dagsordenen igen, fordi det er et helt konkret problem, at mennesker risikerer at få en protese, som ikke er egnet, når man skal passe sit arbejde, deltage i fritidsaktiviteter. Det er et konkret problem, at mennesker risikerer at miste deres BPA-ordning og dermed ikke længere kan passe deres arbejde. Det er logik for perlehøns. Det er for dyrt for samfundet, siger man, men det er først og fremmest for dyrt for de mennesker, som det kommer til at handle om. Så det sidste ord er nok ikke sagt i den her sag.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.