Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 11:

Forslag til folketingsbeslutning om at give forældre beslutningskompetence til at udsætte et barns skolestart.

Af Jakob Sølvhøj (EL) og Carolina Magdalene Maier (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 04.10.2018).

Klokken er 13.00, og mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til undervisningsministeren. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne takke Alternativet og Enhedslisten for beslutningsforslag B 11 om skoleudsættelse. I foreslår, at regeringen inden skoleåret 2018-19 fremsætter et lovforslag, der giver forældre mulighed for efter samråd med dagtilbud og skole at udsætte deres barns skolegang med 1 år, hvis forældre, dagtilbud og skole vurderer, at det er hensigtsmæssigt. Forslaget er næsten en gentagelse af Alternativets beslutningsforslag fra foråret. Regeringen kan fortsat ikke støtte beslutningsforslaget.

Jeg vil tillade mig at gentage, at det er en misforståelse, at reglerne blev ændret i 2008 med virkning fra august 2009, så forældre mistede retten til at træffe beslutning om, at deres barn skal skoleudsættes. For det har altid været kommunalbestyrelsen, der har truffet denne beslutning, naturligvis i dialog med forældrene, og vi mener i regeringen, at det fortsat bør være sådan.

Regelændringen fra 2009 handlede om, at undervisningspligten blev udvidet fra 9 til 10 år, og at børnehaveklassen dermed blev obligatorisk. Da børnehaveklassen tidligere var frivillig, kunne forældrene dengang selv vælge, om deres barn skulle gå i børnehaveklasse, men de kunne ikke selv vælge, om deres barn skulle begynde i 1. klasse det år, barnet fyldte 7 år. Hvis forældrene ønskede at udsætte deres barns skolestart, dvs. start i 1. klasse, så var det kun kommunalbestyrelsen, der kunne godkende dette.

Da børnehaveklassen blev obligatorisk, tilkendegav man dengang fra politisk side, at fokus ikke skulle være så meget på at gøre børn skoleparate, men på at gøre skolen børneparat. Børn kan ofte mere, end deres forældre tror. Derfor er det også godt, at der er dygtige fagpersoner omkring barnet og forældrene, fagpersoner, der kan vejlede forældrene og vurdere barnets modenhed. Langt de fleste børn er klar til at starte i skole det år, de fylder 6 år, og de er klar til, at der skal ske noget nyt. Mange børn begynder sågar at kede sig lidt den sidste tid i børnehaven, dem kender jeg i hvert fald et par stykker af. Mange børnehaver har derfor også særlige forløb for de ældste børn, så de er bedre forberedt til skolestart.

For de børn, som ikke er klar til at starte i skole, bør forældrene gå i dialog med kommunen. For børns skolestart er en lokal beslutning. Det er klart, at den nuværende ordning bygger på en forudsætning om, at der er en god og tæt dialog mellem forældre, kommune, dagtilbud og skole. Forældrene skal føle sig trygge ved at sende deres barn i skole, og de skal føle, at deres bekymringer bliver taget alvorligt, når de ønsker skoleudsættelse for deres barn. For der vil være familier, der har behov for udsat skolestart, f.eks. fordi barnet er for tidligt født, er født sent på året eller har haft nogle hårde eller måske traumatiske oplevelser forud for skolestart.

Det er vigtigt for mig at sige, at der skal foretages en konkret og individuel vurdering på kommunalt niveau, hver gang der skal træffes beslutning om at skoleudsætte et barn. Sådan som reglerne er i dag, vil der være forskellig praksis fra kommune til kommune, og det kan der være gode grunde til. Jeg mener, at de gældende regler om, at et barn starter i skole det år, barnet fylder 6 år, er fornuftige. Vi skal have et tidspunkt for skolestart, og det blev i 2008 fastsat til at være 6 år af den daværende VK-regering med opbakning fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og det daværende Ny Alliance. Når vi sammenligner os med andre lande, er en skolestart på 6 år ikke tidligt, og jeg mener, at det ligger fint.

Hvis forældrene helt selv skal bestemme, hvornår deres børn starter i skole, så kan vi risikere et atomiseret og individualiseret skolevæsen, hvor der kan være 2 til 3 års aldersspænd i hver klasse. Det mener jeg ikke er til gavn for klassefællesskabet. Det er baggrunden for, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Og jeg vil gerne endnu en gang sige tak til Alternativet og Enhedslisten for at have fremsat beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er foreløbig en indtegnet til korte bemærkninger, og det er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tak for det, og også tak til ministeren for talen. Det var jo noget af det samme, som vi hørte på samrådet i sidste uge fra ministerens mund. Det er godt med genbrug, vi kan godt lide genbrug i Alternativet.

Som sagt, tak for talen, som jeg synes reflekterede det samme, som ministeren sagde for en uge siden, og jeg vil egentlig gerne understrege, at det her beslutniorslag jo ikke handler om, at vi ønsker at ændre på skolestarten. Det står der ingen steder i det her beslutningsforslag. Vi ønsker ikke, at der skal være senere skolestart for børnene. Vi synes også, at det er fint, at børn i Danmark starter i skolen, når de er 6 år. Det handler udelukkende om, at for de børn, som starter senere, fordi der er grunde til det, skal beslutningen om senere start ligge hos forældrene i stedet for hos kommunalbestyrelsen, som den gør i dag. Det er sådan set bare det, det handler om. Hvem er det, der træffer den endelige beslutning og har lov til at sige: Vi vil gerne vente 1 år for dem, der skal vente et år, for det er jo ikke særlig mange? Så mit spørgsmål til ministeren er: Hvorfor synes ministeren, at den beslutning ligger bedre i kommunalbestyrelsen end hjemme hos forældrene?

Ministeren.

Mange tak. Det er fuldstændig korrekt, at vi har debatteret præcis det samme på et samråd i sidste uge, og nu diskuterer vi det så her igen ud fra præcis de samme præmisser, og min holdning er præcis den samme som i sidste uge, nemlig at det hele tiden har været sådan, at skolestart er en kommunal beslutning, hvor der er fagpersoner inde over, og hvor forældrene skal lyttes til. Og det synes vi er fint sådan og en udmærket balance, som vi ikke har planer om at ændre.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Tak for det. Vi ved godt, at det hele tiden har været sådan, så det er ikke det, vi anklager her. Vi ønsker bare med det her beslutningsforslag, at man gør det anderledes, end man hele tiden har gjort det. Det er sådan set bare det, det handler om. Så når ministeren siger, at hun synes, at der ikke skal ændres på, at beslutningen ligger godt hos kommunalbestyrelsen, vil jeg gerne spørge igen: Hvorfor synes ministeren, at den beslutning ligger bedre hos kommunalbestyrelsen end hjemme hos forældrene?

Ministeren.

Præcis som jeg sagde i min tale, og som jeg også sagde ved samrådet, er det sådan i et liberalt og frit samfund, at selv vi liberale og frie borgere også indskriver os i nogle rammer, og der er skolen en af de institutioner, som er en ramme, man går ind i som familie og som barn, og den skal der selvfølgelig være nogle afvigelser fra. Der skal være nogle muligheder for at afvige fra den ramme, hvis man har et særligt behov for det. Det kan man så tage en drøftelse om lokalt, og det synes vi er en fin balance. Men selv om jeg er liberal, går jeg jo ikke ind for et individualiseret skolevæsen, hvor vi laver individualiserede skoleforløb til hver enkelt barn, for jeg mener faktisk, at klassefællesskabet er rigtig godt. Det er et godt forum at være i for det enkelte barn, og det er meget godt, at de klassefællesskaber er sammensat, så de fleste børn har nogenlunde den samme alder.

Lige nu er der tre indskrevet til korte bemærkninger, og den første af de tre er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

For det første vil jeg sige, at det sådan lidt bliver en leg med ordene at sige, at tidligere havde forældrene heller ikke retten til ikke at sende deres børn i skole. Jeg er jo så lykkelig at have fire børn, som har bevæget sig igennem folkeskolen, og for dem alle fire var det sådan, at da de nåede børnehaveklassealderen, var det op til deres far og deres mor at bestemme, hvorvidt de skulle af sted. Sådan er det ikke længere, man har ændret det. Nu skal man af sted. Det var jo det, der skete, da man gjorde børnehaveklassen obligatorisk. Så det bliver jo en leg med ordene. Man har ændret praksis fra, at tidligere kunne man selv vælge, om barnet skulle i børnehaveklasse, og det kan man ikke længere.

Jeg vil godt høre ministeren: Gør det slet ikke noget indtryk på ministeren, når vi kan se fra undersøgelser, at halvdelen af landets indskolingsledere siger, at 3 ud af 20 børn kommer for tidligt i skole? Virker det ikke, som om der er et eller andet galt med den måde, man håndterer det her på ude i de kommunale forvaltninger, når indskolingslederne mener, man rammer ved siden af 3 ud af 20 gange?

Ministeren, værsgo.

Jeg mener ikke, at det bliver en leg med ord. Det var jo sådan, det var. De regler, jeg forklarer her i min tale, er fuldstændig korrekte, og hvis ordføreren kan påvise, at det er ukorrekt, er jeg selvfølgelig åben for at høre det. Men det var præcis sådan, det var, nemlig at man ændrede det sådan, at børnehaveklassen blev obligatorisk, og ja, så kan den enkelte forælder ikke fravælge den, men det betød ikke, at den enkelte forælder selv planlagde, hvornår man havde lyst til, at ens barn skulle starte i skolen. Sådan var det ikke, og det er jo den fortælling, der har været med til at være en præmis både for samrådet og nu her for beslutningsforslaget, og derfor er det selvfølgelig vigtigt for mig at beskrive, hvad det var for en ændring, man foretog, og at det ikke var en ændring, hvor man tilbageviste forældrenes ret til selv at bestemme skolestarten. Så det, man gjorde, var at fastlægge, at børnehaveklassen blev obligatorisk. Det var det, man gjorde dengang, og det står vi fast på, og vi synes, at undtagelser stadig væk skal besluttes lokalt.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jeg hæfter mig ved, at ministeren lægger meget vægt på, at vi ikke skal have en overdreven individualisering af vores skolesystem. Det er jeg sådan set meget enig i. Det skal vi ikke have. Men når der nu her i forslaget er lagt op til, at forældrene skal træffe beslutning efter en dialog med den børnehave, hvor deres barn går, efter en dialog med den skole, hvor deres barn eventuelt skal gå, og de på baggrund af den dialog træffer beslutning om, at de godt vil udsætte barnets skolestart, er forældrene så ikke de rette? Eller må vi sige, at nej, den kompetence bestrider forældrene ikke? Når de træffer en beslutning på baggrund af en grundig dialog med skole og børnehave, mener vi alligevel ikke, at vi kan overlade det til forældrene selv at træffe beslutningen. Er det virkelig ministerens opfattelse af forældres kompetence?

Ministeren.

Det her er sådan en lidt pudsig debat, for jeg er liberal minister og taler her med en socialist og en alternativist, og her er det mig, der, kan man sige, står på værdien af fællesskabet og også det, at den enkelte som udgangspunkt indskriver sig i det fællesskab på nogle bestemte præmisser. Så det er selvfølgelig en lidt pudsig debat, men vi er fuldstændig enige om, at forældrene bør høres i de tilfælde, hvor man mener at der er et behov for skolestartsudsættelse, og at man skal have en lokal dialog. Vi er nok lidt uenige om balancen her, fordi jeg som sagt mener, at den balance er fin, som er i dag.

Den næste taler er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Ministeren er meget optaget af, at forældre frit skal kunne bestemme, hvad for en skole deres børn skal gå i. Men hvorfor må forældrene så ikke bestemme, hvornår deres børn skal starte i skole?

Ministeren.

Det er, fordi vi alle sammen kun er forældre til vores egne børn, og når vi afleverer vores børn i skolen, kan det faktisk godt være ret vanskeligt, for der overgiver man barnet til et fællesskab, hvor det barn også, hvad skal man sige, får nogle pligter. Det gør vi også selv, når vi indskriver vores børn i en skole; uanset om det er en folkeskole eller en fri grundskole, er det et fællesskab, hvor man også indgår under nogle præmisser og har nogle pligter. Og der synes jeg måske nok, at oppositionen her glemmer pligterne og fællesskabets præmisser lidt og siger: Jamen nu er det helt frit, altså, nu kan man starte, når man har lyst, når man er 7 år eller 8 år, eller hvornår man lige synes. Og jeg synes, at balancen bliver skubbet her, for der skal være mulighed for at tage hånd om det barn, som har behov for udsat skolestart, og tage en lokal dialog om det. Det synes jeg er rigtig fornuftigt. Men jeg synes ikke, det er godt med et atomiseret skolevæsen, hvor man bare, hvad skal man sige, køber ind på tingene uden også at have en ramme og en forpligtigelse. Det tror jeg simpelt hen ikke er godt, og jeg tror, det er fint også at have nogle fællesskaber og nogle rammer, som man som frit og myndigt individ indskriver sig i.

Så det er en lidt pudsig dialog her, hvor jeg synes, at I udskriver jer lidt af de pligter og fællesskaber, der også er.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Men ministeren er simpelt hen nødt til at forklare mig, hvordan fællesskabet er anderledes, alt efter om et barn starter, når det er 6 år eller 7 år gammelt.

Ministeren.

Jamen det er jo, fordi børn – og her taler vi generelt – møder hinanden, når de er cirka samme alder, og så skaber det jo et klassefællesskab, hvor man har de samme præmisser, hvor man er i nogle udviklingsstadier på nogenlunde samme niveau, hvor man går i puberteten nogenlunde samtidig. Og det klassefællesskab er meget fint og godt, og det synes jeg faktisk er bevaringsværdigt, fordi jeg tror, at det klassefællesskab er rigtig godt til at opdrage frie og myndige borgere. Og I ønsker så, kan man sige, helt frit at rive individet ud af det og sige: Det må man selv om, men vi atomiserer det. Og det tror jeg ikke man skal. Jeg tror, man også skal have respekt for, at der er et klassefællesskab. Og så er der undtagelser, og det skal der være plads til.

Så giver jeg ordet til hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Jeg mener faktisk, at ministeren udtaler sig mod bedre vidende lige her. For ministeren siger, at man som udgangspunkt kommer ind i nogle stadier, og så må jeg forstå det på den måde, at hvis man skal følge de stadier som barn, så skal man starte, når man er 6 år. Der er faktisk rigtig meget forskning på det her område, der tyder på, at når vi kommer til den der børnealder, hvor man starter i skolen, er det forskelligt, hvor klar man er, og derfor kan der også være forskellige tidspunkter, der er hensigtsmæssige for børnene, hvis de skal komme ordentligt ind i de her udviklingsstadier. Jeg vil bare høre, om ministeren er enig i det, altså at der faktisk er undersøgelser, der viser, at børn udvikler sig i forskellige tempi.

Så vil jeg høre: Et problem lige nu er, at kommunerne har en vidt forskellig praksis i forhold til skoleudsættelse. Det betyder, at der i Viborg er 2 pct., der bliver udsat, og jeg tror, at det i Vesthimmerland er 10 pct., der bliver skoleudsat. Er ministeren så indstillet på at lave en eller anden form for vejledning i det mindste til reglerne for, hvornår man kan blive skoleudsat, så forældrene har en eller en form for retssikkerhed, der er større end den, man har i dag?

Ministeren.

Anerkender jeg den forskning? Ja, naturligvis gør jeg det. Men jeg har læst afskyelig meget forskning om børn og deres udvikling, og det er sådan, at børn udvikler sig i spring. Nu læste jeg lige for nylig, at Einstein eksempelvis var lidt sen i det, da han startede i skolen. Så det kan sagtens være, at det barn, der er lidt usikkert og ikke er helt klar, når det når til skolestarten, lige pludselig laver et kæmpe spring og måske overhaler de andre.

Derfor er det ikke så enkelt, det her, og derfor er det godt, at der er en hovedregel om, at børn starter det år, hvor de fylder 6 år, og så kan der være undtagelser fra det. Men jeg tror ikke, at vi skal have sådan et samfund, hvor alle mennesker er en undtagelse, for det er ikke det, frihed går ud på. Frihed går også ud på, at man indskriver sig i et fællesskab og er i det og så i øvrigt, når man bliver voksen, har mulighed for at tilrettelægge sit liv.

Så det her sådan helt atomiserede skolesystem er jeg bare ikke helt enig i. Jeg mener, det er vigtigt at tage hånd om de børn, der har behovet, men jeg mener, at vi skal se på det som noget, nogle børn kan have behov for.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Så må jeg jo antage, at ministeren mener, at vi havde et atomiseret skolevæsen, og at alle børn var en undtagelse i 2009. For der var det jo sådan, at man som udgangspunkt startede på et bestemt tidspunkt, men det var lettere at få skoleudsættelse, fordi børnehaveklassen ikke var obligatorisk. Vi kan jo se, at tallene er styrtdykket.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge igen: Kunne ministeren være indstillet på at lave en vejledning for kommunerne, så forældrene ligesom vidste, hvad der egentlig skal til? Altså, der er nogle kommuner, der decideret opererer med spareforslag, hvor man siger nul skoleudsættelser, for så kan man hente en masse penge, mens andre siger: Det har vi en mere lempelig tilgang til. Kunne man lave en eller en form for ministeriel tilgang, som gælder alle kommuner her, uden at det binder dem fuldstændig?

Ministeren.

Altså, nej, det var ikke sådan i 2009, at man kunne få skoleudsættelse. Det var det ikke. Man kunne fravælge børnehaveklassen, det er noget andet. Så det må vi lige slå fast her. Man kunne ikke bare selv bestemme over sin skoleudsættelse, man kunne lade være med at gå i børnehaveklassen. Så det er to vidt forskellige ting. Man skulle stadig væk starte i 1. klasse på et bestemt tidspunkt, medmindre man lavede en lokal beslutning. Så det er præcis det samme, bare i 1. klasse, hvor det nu er i børnehaveklassen, men man kunne ikke selv bestemme sin skolestart.

Er der behov for mere vejledning? Det synes jeg er svært at sige. Der er meget store kommunale forskelle. Det er der også på andre områder, eksempelvis på det økonomiske område. Når det handler om folkeskolen, er der meget, meget store udsving.

Den sidste for en kort bemærkning, i hvert fald for nuværende, er fru Annette Lind, Socialdemokratiet.

Tak for det. Ministeren vil jo gerne slå sig op som frihedsminister, og mange gange bliver det meget bureaukratisk i stedet for. Det her er efter min mening et af eksemplerne.

Jeg vil gerne spørge ministeren, hvad der er mest frihed: Er det mest frihed, at forældrene har den sidste kompetence til at bestemme, hvornår man skal i skole, eller er det kommunerne, der skal bestemme det?

Ministeren.

Tak. Jeg har aldrig kaldt mig selv frihedsminister. Det er folkeskolelærernes blad, der har kaldt mig det. Frihed følges af ansvar. Det er en grundliberal tanke, at frihed og ansvar følges ad.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Det var så ikke rigtig noget svar. Ministeren taler meget om ansvar og fællesskab, når det er kommunen, der skal bestemme det her. Så jeg vil gerne spørge: Hvis det er sådan, at man er forældre og gerne vil sætte sit barn i en fri- eller privatskole, skal man så selv have lov til at have beslutningskompetencen, med hensyn til hvornår barnet skal starte i skole?

Ministeren.

Det er klart, at der er nogle forskelle på de frie grundskoler og på folkeskolen. Helt overordnet har vi jo i regeringen foreslået de her selvstyrende skoler, som faktisk er en mulighed for at bringe folkeskolen tættere på de frie skoler, og det har man i Socialdemokratiet afvist blankt. Der er nogle store forskelle i de regler, der er for folkeskoler og frie grundskoler, og vi vil meget gerne prøve af, hvordan folkeskolerne kan blive mere frie på en lang række præmisser.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger for nuværende, så jeg går i gang med selve ordførerrækken. Den første taler er fru Annette Lind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne takke Enhedslisten og Alternativet for at sætte det her beslutningsforslag om skoleudsættelse på dagsordenen i dag. Det er en dagsorden, som vi i Socialdemokratiet deler, og vi er positivt stemt over for tanken om at give forældrene beslutningskompetencen til at udsætte barnets skolestart. Vi synes, det er afgørende, at man lytter til forældrene. Man har også forskellige behov, og derfor synes vi selvfølgelig, at det skal ske i samarbejde mellem daginstitutioner, forældre, skoler og kommuner – og alligevel skal vi give den sidste beføjelse til forældrene.

Vi ved, at alle børn lærer på meget forskellige måder, og derfor skal de også behandles forskelligt. Det gælder, i forhold til hvornår barnet er parat til at gå i skole, og det gælder på andre områder. I nogle kommuner har man rullende skolestart, og der kan man så regulere, hvornår barnet er klar til at komme i skole. Andre steder har man faste datoer for, hvornår et barn skal i skole.

Vi synes, at der er mange hensyn, man kan tage, i forhold til at udsætte barnets skolestart 1 år. Det er sådan, at nogle vil kunne undgå at skulle gå om, og andre vil også kunne få en bedre skolegang i mange år fremadrettet.

Det er sådan, at i nogle kommuner er reglerne noget komplicerede, og derfor er der også nogle forældre, som ikke rigtig kan få tingene til at gå op i en højere enhed. Derfor sender de måske deres barn i skole 1 år tidligere, end de ellers ville have gjort, hvis det var sådan, at der var en bedre mulighed for, at man havde den sidste kompetence. Vi har faktisk selv fremsat et udspil, der ligner det her rigtig meget, nemlig vores sociale udspil »Skolestart, når barnet er klar«, og deri har vi også sagt, at det er fornuftigt at udsætte skolestarten med 1 år, og at man skal have forældrekompetencen.

Vi vil meget gerne diskutere det her med kommunerne, og derfor vil vi gerne stemme gult til det her forslag, fordi vi synes, at det er vigtigt, at kommunerne kommer med ind over, inden vi tager den faste beslutning om, hvordan vi vil gøre det. Men muligheden for at udskyde skolestart kan være afgørende for, at nogle børn og familier får en bedre skolegang. Men ikke desto mindre ønsker vi også i sidste ende at rådføre os med kommunerne.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg glæder mig meget over ordførerens indlæg. Jeg vil egentlig blot høre: Hvis det mod forventning ikke lykkes at skabe flertal for forslaget her i den her samling, er det så Socialdemokratiets opfattelse, at et nyt flertal i Folketinget kan vedtage det her forslag, uden at man først har opsagt folkeskoleforliget?

Ordføreren, værsgo.

Altså, det er, som ministeren fortalte, selvfølgelig et folkeskoleforlig, og vi kan jo ikke opsige et forlig midt i perioden, men vi vil gerne skabe et flertal for det her; det her er noget, som vi selv har fremstillet i vores seneste socialudspil, og vi har vores formand, som har talt meget om, at vi især har fokus på nogle drenge, som måske kan få gavn af at få en skoleudsættelse. Så vi vil gerne arbejde sammen med Enhedslisten og Alternativet og andre partier, som gerne vil det her, men vi står selvfølgelig ved de aftaler, som vi har lavet.

Der var ikke nogen anden kort bemærkning fra spørgeren, så tak til ordføreren. Den næste taler er ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Alex Ahrendtsen. Værsgo.

Tak. I dag er det jo sådan, at kommunen i samråd med forældrene bestemmer, om et barn skal begynde et år senere i skole; forældrene har ikke noget ensidigt krav på det. Alternativet og Enhedslisten vil så vende det om, så det er forældrene i samråd med kommunen, der beslutter det, og de mener så også, at flere og flere børn ikke er klar til det, og at det er bedre for dem at begynde senere.

Jeg anerkender hensigten, og jeg har også læst beslutningsforslaget med interesse, men jeg synes også, at forslagsstillerne farer lidt vild, for i Danmark har vi ikke skolepligt, men som et af de få lande i verden har vi undervisningspligt, og denne undervisningspligt begynder, når barnet er 6 år. Forældrene har fortsat ansvaret for barnet; det er ikke kommunen, det er ikke skolen. Forældrene kan så vælge at bruge deres undervisningspligt ved at sende barnet i skole: en folkeskole eller en friskole; de kan vælge selv at undervise barnet derhjemme; de kan vælge at ansætte en lærer til at gøre det, hvis de har råd til det, bare de opfylder undervisningspligten, og børnene lærer det, som vi i Danmark har besluttet man skal kunne lære. Med andre ord er der den der frihed.

Hvis forældrene så vælger at sende deres børn i skole, vil det sige, at det er skolen, som børnene skal undervises i, der overtager undervisningspligten fra forældrene, fordi forældrene har valgt det, og så er det selvfølgelig også skolen, og det vil sige kommunen, der så opstiller nogle rammer for, hvordan det skal foregå. Og rammerne er sådan, at man begynder i børnehaveklassen, det er 0. klasse, tidligere var det 1. klasse, men nu er det 0. klasse. Og hvis det så viser sig, at barnet ikke er modent af den ene eller den anden årsag, så kan det få udsat sin skolestart et år, og det sker efter samråd med relevante personer, og det sker også efter samråd med forældrene. Det er egentlig en god ordning, som vi skal være glade for.

Jeg synes egentlig, at Enhedslisten og Alternativet vender det om, så det bliver en rettighedsbaseret diskussion, altså at forældrene har ret til det og det eller det, selv om de har en pligt til undervisning, men ikke skolepligt.

Så vil jeg også bare nævne, at skolestarten i Danmark ikke er specielt tidlig. I Frankrig begynder børnene, når de er 3 år – jeg gentager det lige: 3 år. De begynder i, hvad der svarer til en børnehaveklasse i Danmark, når de er 3 år gamle, og så går de 24 timer om ugen. Når de så fylder 6 år, begynder de i skole, og der er nogle helt andre timetal. I Finland har de også skolepligt, men ikke undervisningspligt, og der begynder børnene i skolen, når de er 7 år, men året før er der obligatorisk børnehaveklasseundervisning, og forældrene må selv sørge for og bestemme, hvordan det skal ske, men de har pligt til det; i de allerfleste tilfælde er det selvfølgelig en børnehaveklasselignende funktion, de bliver sat til.

Så derfor vil jeg på vegne af Dansk Folkeparti anbefale, at vi stemmer nej til forslaget, hvis og når det kommer til afstemning. For der er jo den der fine balance mellem kommune, skole og forældre i dag, at man kan få udsat skolestarten, hvis barnet vurderes til ikke at være modent. Og netop fordi vi har den her undervisningspligt, der giver forældrene frihed til at vurdere, hvor deres barn skal gå, kan vi selvfølgelig ikke gå hen og sige, at den rettighed så også skal gælde over for kommunen og skolen, som har ansvaret for undervisningen lige præcis i skolen.

Det er derfor, jeg, selv om jeg anerkender hensigten, synes, at man farer lidt vild her. Man har glemt, at vi kun har undervisningspligt, at forældrene har ansvaret for barnet, men at de har mulighed for at overlade barnet til en skole og kommunen, som så med Folketinget i ryggen har opstillet nogle rammer for, hvordan det skal foregå. Og vores rammer er så, at børn begynder, når de er 6 år, eller når de er 7 år, hvis det er, at skolestarten bliver udsat, og hvis der er gode grunde til det. Og de fleste får selvfølgelig udsat deres skolestart, hvis der er gode grunde til det.

Tak. Der er to til korte bemærkninger, og den første er fru Carolina Magdalene Maier, Enhedslisten. Vrøvl! Alternativet. Undskyld!

Nu skal man ikke blande tingene alt for meget sammen her – vel. Tak for den europæiske gennemgang af, hvornår man starter i skole i de andre europæiske lande. Det er jo fint – og fuldstændig ligegyldigt for den her debat. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvornår man starter i skole i Frankrig og i Finland. Der er ingen, der forsøger at ændre på undervisningspligten eller tidspunktet for, hvornår man skal starte i skole. Jeg gentager det: Vi har ingen intentioner om at lave nogen som helst ændringer, i forhold til hvornår man starter i skole i Danmark.

Det eneste, vi beder ministeren og resten af Folketinget om at forholde sig til, er: Hvorfor er det ikke forældrene, som i sidste ende kan træffe beslutningen om, at et barn skal have udsat sin skolestart? Der er ikke noget andet i det end det. Det er det eneste, det handler om.

Så anerkender ordføreren, at det er godt, at vi har et system, hvor et barn, såfremt barnet ikke er klar til at starte i skole, når det er 6 år, kan få udsat sin skolestart et år? Anerkender ordføreren, at det i sig selv er godt?

Ordføreren.

Ja, og det giver fleksibilitet og frihed til at give et barn et år mere til at starte i skolen, og det synes jeg egentlig at kommunerne og skolerne forvalter fint, og i langt de fleste tilfælde sker det gnidningsfrit. Det, man vil med det her forslag, er, at man vil give forældrene en ret over for skolen, selv om der ikke er skolepligt, og det er derfor, jeg synes, man farer lidt vild og blander tingene sammen.

Spørgeren til sin anden korte bemærkning.

Det er jo ikke os, der synes, at børnene starter for tidligt i skole, men der er noget i de undersøgelser, der er blevet lavet, der peger på, at de starter for tidligt. Der er rigtig mange børnehaveklasseledere – og der er også forældre, som faktisk gerne så, at deres børn startede senere i skolen – der siger: Vi har for mange børn, der starter for tidligt; de er ikke klar til det. Det er jo det, vi handler på. Det er jo ikke, fordi vi synes, at børn skal starte, når de er 7 år.

Så det relevante spørgsmål bliver så, og det kan være, ordføreren faktisk lige svarede på det: Ligger den beslutning bedre hos kommunalbestyrelsen, end den ligger hos forældrene? Altså, nu antager vi jo, at det er godt, at man kan udsætte skolestart. Hvorfor ligger den beslutning så bedre hos kommunalbestyrelsen end hos forældrene? Det er det, som jeg simpelt hen ikke kan forstå.

Ordføreren.

Altså, forældrene har jo mulighed for at vente med at sende børnene i skole. De kan undervise dem herhjemme, den ret har de, og det ansvar kan de også påtage sig. I og med at der ikke er skolepligt, er det kommunen, der tilbyder, at eleverne kan få undervisningen der. Og i samråd med forældrene kan man så tale sig frem til, om barnet skal starte lidt senere, og det sker ofte gnidningsfrit, og det sker også med hjælp fra relevante parter. Det er jo ikke kommunalbestyrelsen, der sidder og afgør det, det sker oftest ude på den skole, hvor man har delegeret ansvaret ud.

Jakob Sølvhøj, Enhedslisten, til en kort bemærkning.

Det er jo svært at blive uenige om, at vi er nødt til at skelne mellem skolepligt og undervisningspligt; det er jeg jo fuldstændig enig i. Men er ordføreren ikke enig i, at hvis forældrene så skulle anvende den ret, de har til selv at forestå undervisningen, og på den måde opfylder undervisningsforpligtelsen, ja, så kræver det jo, at den ene af forældrene som udgangspunkt bliver hjemme et år. Og er det så en reel frihed for de pågældende forældre?

Ordføreren.

Det er rigtigt: Det kræver så, at forældrene bliver hjemme, eller at man ansætter en lærer, og det er ikke alle, der kan gøre det. Et alternativ er selvfølgelig også, at forældrene finder en skole, hvor man kan håndtere det på en anden måde, hvis det er, at de møder problemer i den skole, som de gerne vil have barnet optaget på.

Jeg bliver bare nødt til at fastholde, at når der ikke er skolepligt, kan vi altså heller ikke give forældrene den ret, som Alternativet gerne vil. Altså, det er jo en form for rettighedsbaseret tankegang, som går ud over pligten, og som jeg ikke er enig i. Vi har undervisningspligt, og forældrene har ansvaret for, at den undervisningspligt bliver opfyldt. De kan så selv afgøre, hvor den skal opfyldes. Der er den mulighed, at børnene blev sendt i skole, en folkeskole, og så er det selvfølgelig folkeskolen med kommunen i ryggen, der i sidste ende afgør, om barnet skal have udsat skolestart, efter samråd med forældrene og efter indhentning af pædagogisk personales vurderinger. Det synes jeg egentlig er en god og fleksibel og fornuftig ordning.

Spørgeren til sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Er det virkelig rimeligt, hvis man ønsker, at ens barn skal gå i en folkeskole, og man efter en vurdering af og i samråd med de fagprofessionelle træffer den afgørelse, at ens barn ikke er skoleparat, at man kun kan løse det problem med at beholde barnet i hjemmet, hvis man er villig til at give afkald på et års indkomst fra den ene af forældrene? Er ordføreren ikke enig i, at det så på mange måder er en formel frihed, men faktisk ikke en reel frihed for de forældre, som ønsker deres barn i folkeskolen? For de er jo dermed også afskåret fra, at barnet kan blive ved med at gå i børnehaven; de er selv nødt til at løse problemet og står derfor foran et indtægtsfald på flere hundredtusinder kroner. Er det en reel frihed?

Ordføreren.

Nej, det er ikke en reel frihed. Det er en formel frihed. Det er fuldstændig rigtigt. Men jeg bliver bare nødt til at fastholde, at når forældrene sender deres barn i skole, er der nogle rammer, der skal overholdes. Man forventer også, at forældrene siger til deres barn: Du skal opføre dig ordentligt, og du gør, hvad skolen, lærerne og skolelederen siger til dig, og hvis ikke du gør det, jamen så vanker der!

Når man sender sit barn hen i en institution, bliver man også nødt til at overholde de regler, der er, og det er de regler, vi har vedtaget. Hvis vi pludselig begynder at give forældrene alle de her rettigheder, som de egentlig ikke har adkomst til, fordi der kun er undervisningspligt, så skrider det jo. Så er det ikke længere fællesskabet, så er det den ekstreme individualisme, som Alternativet og Enhedslisten faktisk gør sig til fortalere for.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har korte bemærkninger. Den næste taler i ordførerrækken er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak til Alternativet og Enhedslisten for at rejse debatten om det her vigtige emne i salen i dag ved at fremsætte det her beslutningsforslag, B 11. Med beslutningsforslaget vil forslagsstillerne, som der også tidligere er blevet sagt, pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, der giver forældre mulighed for efter samråd med dagtilbud og skole at udsætte et barns skolestart, til barnet fylder 7 år. Og ja, det er jo sådan i dag, at det er kommunerne, som – selvfølgelig i samråd med forældrene – beslutter, om et barn skal have lov til at få udsat skolestarten.

Når det kommer til det med at udsætte vores børns skolestart, mener jeg faktisk, det er rigtig vigtigt – det vil jeg gerne understrege – at vi træffer de rigtige beslutninger og for den sags skyld jo også helst første gang, for det er egentlig en beslutning, som på en eller anden måde påvirker barnet og måske endda også præger barnet resten af livet.

Jeg tror egentlig nok, de fleste af os godt selv kan huske, hvordan det var, da vi selv skulle starte i skole; hvordan det var, da vi skulle have den her forholdsvis store skoletaske på ryggen og måske samtidig havde lidt sommerfugle i maven, altså den fornemmelse, det var, da man skulle til at starte i den store skole. Og der må jeg sige: Selvfølgelig er der mange børn, som kan være nervøse og måske især kan være nervøse for at forlade de mere trygge rammer i børnehaven og på den her måde skulle træde ind på et ukendt territorium.

Derfor synes jeg selvfølgelig, at det er vigtigt og godt, at både forældrene selv, men selvfølgelig også dagtilbuddene, forbereder børnene – og også giver børnene en forståelse af, hvad det vil sige at gå i skole. Det er nok noget af det, jeg synes er vigtigt, at vi også får frem i salen her i dag, nemlig at der jo heldigvis er sket rigtig meget på det område – alene de sidste 10 år, hvor kommuner mange steder har indført glidende skolestart, hvilket måske netop er for at sikre, at nogle børn, som ikke er helt klar, kan optages lidt senere. Og desuden synes jeg også, det er vigtigt, at vi får sagt, at langt de fleste børnehaver i dag gør et kæmpe arbejde for at gøre børnene både trygge og klar til at påbegynde skolegangen.

Jeg må sige, at jeg er helt overbevist om, at de mange kompetente fagfolk, som er med inde over de her særlige afgørelser – hvis der er et forældrepar, der f.eks. ønsker, at deres barn skal starte senere – selvfølgelig tager snakken med forældrene og forhåbentlig også kan overbevise forældrene om, hvorfor det er vigtigt, at deres barn måske starter til tiden, og at barnet måske ikke nødvendigvis har bedst af at vente 1 år. Og jeg vil sige, at det både for selvfølgelig forældrenes skyld, men ikke mindst også for børnenes skyld er rigtig, rigtig vigtigt, at netop de her fagfolk er tæt inde omkring og vejleder til, at forældrene sammen med fagfolkene træffer den rette beslutning. Jeg må sige: Jeg synes faktisk, det langt, langt hen ad vejen fungerer uproblematisk i dag. Og jeg vil da sige, at hvis det er sådan, at man ser en negativ udvikling de næste år, så vil jeg også være parat til at kigge på det her igen, men som det er i dag, mener jeg faktisk, at lovgivningen fungerer. Og derfor synes jeg heller ikke, der er grund til, at vi laver om på det.

Det gør også, at Venstre ikke kan tilslutte sig det her beslutningsforslag.

Tak. Lige nu er der indtegnet tre til korte bemærkninger, og den første er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Altså, jeg er enig med ordføreren i, at det er rigtig fornuftigt, at der er den der tætte dialog mellem forældre, skole og børnehave, og jeg synes nok ikke, det ville være et godt system, hvis man kunne træffe beslutningen helt uden at være i dialog med de fagprofessionelle. Jeg synes, det er rigtig betryggende med en sådan dialog.

Men hvor går det så efter ordførerens opfattelse galt? Når det nu er sådan, at halvdelen – lige knap 47 pct. – af alle landets indskolingsledere siger, at de vurderer, at 3 ud af 20 børn starter for tidligt i skolen, altså ikke er skoleparate, tyder det så ikke på, at der er et eller andet galt i systemet? Altså, jeg er jo enig med ordføreren i, at det for det meste går godt, men 3 ud af 20 er dog alligevel mange; det er i 15 pct. af alle tilfælde, at kommunerne tilsyneladende har begået en fejl ved at påtvinge forældrene, at deres barn skulle starte tidligt. Er der ikke et eller andet galt? Og hvor går det galt?

Ordføreren.

Jamen jeg vil ikke afvise, at der er steder rundtomkring i landet, hvor det kan gøres bedre. Og i lighed med noget af det, ministeren var inde på, afviser jeg heller ikke, at det kan være, at vi skal kigge på, om der er steder, hvor vi måske kan lave en form for vejledning, så det også bliver bedre de steder, hvor det halter.

Men når det så er sagt, mener jeg faktisk, at man med det beslutningsforslag, der er fremsat her, siger, at kommunerne ikke er gode nok til det her, at det kun er forældrene, der kan træffe de her beslutninger. Jeg har det sådan: Lad os nu følge udviklingen. Og hvis det, som jeg også sagde før, viser sig, at det går den helt, helt forkerte vej, jamen så synes jeg så sandelig, at vi skal tage det op, også i forligskredsen.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Jeg vil godt høre, om ordføreren ikke kan have i hvert fald lidt af den bekymring, jeg selv har, i forhold til hvor meget økonomien spiller ind. Altså, vi har jo set, hvordan der i forbindelse med de helt små var en almindelig bred opfattelse af, at det var godt at komme i børnehave, når man var 3 år, men så viste det sig pludselig, at i takt med at kommunernes økonomi blev presset, så skiftede den faglige vurdering til 2 år og 10 måneder og året efter til 2 år og 8 måneder; så var der pludselig en ny faglig vurdering.

Når der er kommuner, der har budgetteret med, at der om 2 år er nul børn, som skal have skoleudsættelse, er ordføreren så ikke enig i, at der er noget, der tyder på, at der er et så voldsomt økonomisk tryk på det her system, at det så at sige presser mange kommuner til – bevidst eller ubevidst – at træffe beslutninger, som er økonomisk dikteret, og som derfor ikke imødekommer barnets tarv?

Tak. Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg ikke har de samme bekymringer, som Enhedslistens ordfører har i forhold til det med økonomien, men jeg har nogle andre bekymringer i forbindelse med at gennemføre det her forslag. Igennem de næsten 19 år, jeg arbejdede med det her område, var der også forældre, som – for at sige det direkte – heller ikke selv var helt i stand til at tage beslutningen omkring deres børns skolestart. Og der ville jeg nok have nogle bekymringer.

Den næste for en kort bemærkning er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tusind tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg anerkender faktisk ordførerens argumentation. Altså, jeg er ikke enig i den, men jeg kan sagtens forstå, hvad det er, ordføreren lægger til grund for, at hun faktisk synes, at det fungerer godt, som det er i dag – så anerkendelse for argumentationen herfra. Men vi mener jo for det første ikke, at forældrene skal stå fuldstændig alene og træffe den beslutning. Vi skriver i beslutningsforslaget, at det skal ske efter samråd med både skole og daginstitution. Det er bare for at specificere det.

For det andet kommer vores bekymring jo af, at andre har den her bekymring. Altså, foreningen Skole og Forældre, som jo repræsenterer forældre til skolebørn, mener jo, at det er et problem, at der nogle gange er forældre, der oplever, at de bl.a. af økonomiske årsager får et nej, når de beder om at få en skoleudsættelse. Og så er der også den her undersøgelse fra DEA, som også peger på, at børnehaveklasselederne synes, det er et problem. Så anerkender ordføreren ikke også, at der er nogle centrale og vægtige aktører, som er ude at sige, at det faktisk er et problem, at forældrene ikke kan træffe den her beslutning i sidste instans?

Ordføreren.

Jo, altså, jeg anerkender helt klart, at der er lavet nogle undersøgelser af det her. Men jeg vil også sige, at der måske også kunne laves nogle andre undersøgelser, som kunne sige det modsatte. Altså, lad os nu tænke højt og forestille os, at vi gennemførte Alternativet og Enhedslistens beslutningsforslag. Så vil jeg sige, at der sagtens kunne laves nogle undersøgelser, som viste, at der var nogle forældre, der absolut ville have, at deres barn skulle vente, men at det faktisk ikke var til gavn for barnet. Så jeg vil næsten lægge hovedet på blokken, i forhold til at vi også kunne finde eksempler på, at det faktisk ikke tjente barnets tarv, men at det var forældrene, der simpelt hen skar igennem og sagde: Vi vil have, at vores barn for enhver pris skal vente 1 år, selv om fagfolkene måske siger noget andet.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Der er jo ikke nogen, der kan garantere, at det ikke ville ske. Det kan jeg jo heller ikke som forslagsstiller. Hvis det var, at det her forslag blev vedtaget, ville det så aldrig ske, at der var nogle forældre, der ville gennemtrumfe noget, som ikke var til gavn for deres eget barn? Jeg tror ikke, at vi er nogen, der kan garantere det. Sådan som jeg kender de danske forældre, ville jeg dog tro, at det ville være et fåtal af dem. Så det er jo også mere det der med tilliden til, at de danske forældre sådan set rådfører sig og lytter til de råd, de får fra fagpersonalet. Det er bare det, vi tror giver en større legitimitet til den her beslutning. Så jeg tror bare, vi er uenige om, hvem det egentlig er, der bedst kender det enkelte barn og det enkelte barns tarv. Så det er nok mere en kommentar end et spørgsmål.

Giver det anledning til en replik fra ordføreren.

Jeg kan godt kommentere det på den måde, at jeg også er helt sikker på, at langt, langt de fleste forældre selvfølgelig helt klart selv ved, hvad der er bedst for deres egne børn.

Den sidste til kort bemærkning er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Jeg undrer mig over, at ordføreren siger, at ordføreren mener, at det fungerer, og at ordføreren mener at vide, at det fungerer. Og jeg vil gerne vide: Hvorfor mener ordføreren det? Hvor har ordføreren det fra?

Alle organisationer, der ligesom repræsenterer folk, der arbejder med det her, mener, at reglerne skal ændres. Vi snakker Skole og Forældre, vi snakker lærerne, vi snakker pædagogerne, vi snakker cheferne. De har været ude at sige: Lav reglerne om, for de fungerer ikke.

Derudover har vi nogle tal, der viser, at der er kæmpe kommunale forskelle. 10 pct. i en kommune, 2 pct. i en anden, fordi nogle bruger det som sparemetode. Og derudover har vi så udviklingen fra dengang, man lavede reglerne om, som viser, at tallet er styrtdykket, siden man lavede reglerne om. Så hvad er det, der får ordføreren til at sige, at det fungerer fint nok?

Ordføreren.

Det, der bl.a. får mig til at sige det, er faktisk to ting. For det første vil jeg sige, at jeg personligt overhovedet ikke har modtaget nogen henvendelser om det her problem. For det andet synes jeg også stadig væk, at vi skal holde fast i, at der også er nødt til at være nogle retningslinjer, når man skal tage del i et fællesskab, altså et skolefællesskab. Og jeg synes faktisk, at det er nogle af de ting, som man måske lidt glemmer i det beslutningsforslag, man har fremsat. Altså, hvad er ulemperne, hvis man giver mere frihed totalt set – rent ud sagt – til forældrene? Hvad kan der så også være af ulemper ved det? Og det synes jeg faktisk også er lidt vigtigt kommer frem, når vi debatterer i dag.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

[Lydudfald] ... har ikke noget at gøre med, om reglerne fungerer eller ej. Det er jo politik, og hvad man mener. Så det, som ordføreren bygger sin tese om, at reglerne fungerer, på, er, at ordføreren ikke har modtaget nogen personlige henvendelser. Jeg vil gerne love ordføreren, at hvis ordføreren spørger mig, skal jeg nok skaffe alle de personlige henvendelser, som ordføreren gerne vil have. Og det leder mig så til det næste spørgsmål, nemlig at ordføreren siger, at ordføreren gerne vil kigge på reglerne, hvis der kommer en negativ udvikling. Hvis den udvikling, jeg lige har beskrevet, ikke er negativ, hvad skal der så til, for at en udvikling er negativ på det her område?

Ordføreren.

Det er korrekt, at SF's ordfører henviser til nogle undersøgelser, og det anerkender jeg gerne. Det er fair nok. Men derfra og så til at sige, at derfor fungerer det ikke i dag, er jeg ikke enig med ordføreren i. Og det kan være, fordi vi har forskellige politiske holdninger. Men jeg mener faktisk ikke, at der er belæg for, at der skal ændres på den lov, som vi har i dag.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu, og næste ordfører i talerrækken er hr. Jacob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det er en skelsættende begivenhed i et barns liv, når det skal forlade den velkendte og for de fleste heldigvis trygge hverdag i børnehaven. Barnet skal sige farvel til de kendte voksne og rigtig mange kammerater i børnehaven. Det er så at sige tvunget til at give slip på de tætte relationer, som er så afgørende for, at barnet trives og udvikler sig.

Det kan være svært, men heldigvis er det jo også rigtig spændende at skulle starte i skole, med alt hvad det indebærer af nye oplevelser og forandringer, både når det gælder indholdet af hverdagens mange aktiviteter og når det gælder mulighederne for at få nye venner og udvikle tætte relationer til nye og spændende voksne – hvis barnet vel at mærke er klar til at starte i skole. Hvis det ikke er tilfældet, kan skiftet fra børnehaven til skolen blive utrolig svært. Det kan give en rigtig dårlig skolestart, og det kan komme til at præge barnet, ikke bare i dets forhold til skolen, men også i hele dets udvikling i bredeste forstand.

Derfor er det, at Enhedslisten mener, at det er så utrolig vigtigt, at vi har rimelig fleksible rammer for børns skolestart, sådan at det er muligt at tage højde for det faktum, at børn udvikler sig forskelligt og derfor i sagens natur heller ikke alle er skoleparate på samme tid. Derfor synes vi, der skal være rammer, som giver plads til en grundig dialog mellem forældre, daginstitutioner og skole. Og når dialogen så har været der, at det i sidste ende er muligt for forældrene selv at træffe beslutningen om at udskyde skolestarten. Sådan er det – som det allerede er fremgået af diskussionen i dag – ikke. Vi kan konstatere, at der er rigtig store forskelle på kommunernes praksis. Og der er nok ikke ret mange, der sådan med hånden på hjertet er i tvivl om, at økonomien spiller en fuldstændig afgørende rolle for mange kommuners stillingtagen.

Det forekommer i hvert fald at være meget lidt sandsynligt, at det alene skulle bero på faglige vurderinger, når den ene kommune har fire til fem gange flere skoleudsættelser end den anden, og når vi samtidig kan se, at omkring halvdelen af landets indskolingsledere vurderer, at tre ud af tyve skolestartere faktisk ikke var parate, da de startede i børnehaveklassen. Jeg synes, at vi på den baggrund må sige: Økonomien har i helt urimelig høj grad et overtag i forhold til den faglige vurdering af, hvad der er barnets tarv.

Når det er sådan, er det jo desværre, fordi det i hvert fald ud fra en kortsigtet betragtning er sådan, at der er rigtig mange penge at spare for kommunerne. Det er sådan, at omkostningen ved at have et barn i børnehaveklassen er væsentlig mindre end udgiften til en børnehaveplads, og derfor har vi altså også set rigtig spareivrige kommuner opstille det som en budgetforudsætning, hvor man forudser, at om 2 år er der ikke længere brug for at afsætte penge til udsættelse af børns skolestart. Der kan man i kommunens budgettal aflæse, at nu vil alle børn være skoleparate. Der er simpelt hen noget galt med den måde at forvalte området på.

Da vi behandlede et lignende forslag i sidste folketingsår, hvor det dengang var fremsat af Alternativet alene, udtrykte flere ordførere sympati for forslaget, sådan som vi også har oplevet det i dag, men afviste at støtte det, fordi det var vigtigt, at en beslutning om skoleudsættelse blev truffet i en tæt dialog mellem forældre, dagtilbud og skole. Vi støttede forslaget dengang. Vi var ikke medforslagsstillere, men jeg synes sådan set, at de argumenter, der kom fra en række ordførere dengang, var saglige og ordentlige, altså at det er rigtig fornuftigt, at vi har dialogen. Jeg synes, forældrene skal have en meget høj grad af selvbestemmelse, men det er fornuftigt, at de i en så vigtig beslutning har en forpligtelse til at rådføre sig med ledelsen og det pædagogiske personale i børnehaven og med skolens ledelse. Det er sund fornuft.

Til gengæld – og det er jo det, der er hele pointen i forslaget: Der, hvor vi ønsker balancen ændret, er, når den dialog har været der. Så skal det ikke være oppe på forvaltningen, man træffer beslutningen. Så skal det være en beslutning, der træffes af de enkelte forældre.

Jeg er glad for, at dialogen i dag allerede har vist, at der er en stigende opbakning til forslaget. Det kunne lyde, som om forhåbningen om, at vi får det vedtaget i den her samling, er svundet noget, efter at jeg har hørt de første indlæg her. Til gengæld har jeg en forhåbning om, at når vi har haft et folketingsvalg, vil der kunne dannes et flertal, som tilgodeser, at det ikke længere er økonomien, der skal være dikterende, men at det er den faglige vurdering, der afgør, hvad for et råd der bliver givet til forældrene, og at forældrene på den baggrund i sidste ende har retten til selv at træffe en beslutning.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Den næste taler er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, formand. Beslutningsforslaget her er jo, ikke hvad angår afsender, men hvad angår indhold, stort set en genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag, som altså blev fremsat af Alternativet. Alternativets ordfører har jo allerede været inde på, at genbrug er en god ting, så det vil jeg da sådan set tilslutte mig og genbruge nogle af de bemærkninger, som jeg også kom med sidst.

Rammerne for vores skolevæsen bliver fastlagt pr. tradition i nogle meget brede forlig, som de nuværende regeringspartier og Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale og SF har tradition for at deltage i. Forslaget bryder jo lidt med det mønster, fordi der formelt jo står i beslutningsforslaget, at Folketinget skal pålægge regeringen at iværksætte forslaget, men det er jo i virkeligheden noget andet, der står. Der står jo, at de to partier, som står uden for den normale forligskreds, pålægger forligskredsen at gøre, hvad Alternativet og Enhedslisten siger. Og det er jo selvfølgelig udtryk for en ny politisk kultur. Men som repræsentant for den klassiske politiske kultur vil jeg nu altså også sige, at den også har nogle gode ting ved sig. Jeg synes, man kunne overveje at tilmelde sig de forligskredse, der er, og så påvirke tingene ad den vej. Det tror jeg der kommer mere ud af. Så vidt genbruget. Jeg vil også godt have lov at sige nogle ting, der ikke er genbrug.

Jeg tror, at det er vigtigt at anerkende betydningen af institutioner, og jeg tror måske, at der sådan generelt i den politiske debat er for lidt opmærksomhed på de institutioner. Den institution, som vi er i nu, altså Folketinget, er jo en meget vigtig institution, som er med til at sikre lov og orden, borgernes frihed, en lang række ting, som langt de fleste mennesker synes er afgørende. Men folkeskolen er jo også en meget vigtig institution. Den har jo en tradition for at skabe en bestemt form for læreringsfællesskaber, og den egentlige mening med folkeskolen er jo at skabe nogle meget, meget stærke læringsfællesskaber. Men man skal ikke være blind for, at folkeskolen også har nogle bivirkninger, som på en vis måde er meget gavnlige, fordi den jo også skaber nogle menneskelige fællesskaber i de år, man opholder sig i folkeskolen. Selv om man er kommet i min høje alder, er der da mange af mine klassekammerater, jeg stadig væk har noget med at gøre, og jeg husker med glæde tilbage på den tid, vi tilbragte sammen. Så i folkeskolen lærer man i fællesskab at arbejde med noget stof, og som en bivirkning lærer man at gøre ting med andre.

Derfor ser jeg også folkeskolen som en institution, der yder et enormt vigtigt bidrag til at bekæmpe narcissisme, som jo er et fremherskende træk hos mange børn, og som ikke er en god ting. Det bekæmper måske også forældrenes, narcissisme er måske ikke det rigtige ord, men altså, forældrenes overdrevne trang til at se deres barn som noget meget specielt, og det bekæmper en form for forbrugerisme blandt borgerne i forhold til vores institutioner. Og det er jo ikke, fordi jeg sådan set synes, at der er noget galt med forbrug, når det foregår på et marked, men jeg tror bare, at forbrugerisme i forhold til institutioner og i forhold til forpligtende fællesskaber er en dårlig ting.

Så kan jeg i øvrigt tilslutte mig hr. Alex Ahrendtsens bemærkninger om undervisningspligt og skolepligt. Det var en tale med et stærkt budskab, som jeg synes var rigtig god, og som rækker ud over det hverdagspolitiske. Så altså både af nogle formelle og nogle indholdsmæssige årsager kan LA ikke støtte forslaget.

Tak. Der er foreløbig to indtegnet til korte bemærkninger, og den første er fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak. I forhold til de formelle årsager kunne jeg genbruge mit spørgsmål fra sidst, men det vil jeg ikke gøre, for det kan man læse i det gamle beslutningsforslag på Folketingets hjemmeside. Men jeg kunne godt tænke mig at stille et spørgsmål om det indholdsmæssige, som ordføreren lige var inde på her sidst. Hvis vi nu snakker om barsel til mænd og kvinder, hvem skal så beslutte, hvem der skal tage barselen hjemme hos en familie, ifølge Liberal Alliance?

Så giver jeg ordet til ordføreren, men jeg vil lige sige, at man skal passe på med sine spørgsmål, i forhold til at de skal ligge inden for det forslag, man har med at gøre. Men det er jo ordføreren, der vælger at svare.

Jamen jeg vil da gerne svare på, hvad der er vores præcise politik, og vores præcise politik er, at det er forældrene, der skal træffe beslutningen.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Fint, for så kommer sammenhængen jo selvfølgelig nu til det her beslutningsforslag. Hvorfor er det så familien, forældrene, det mest lokale, kan man sige, vi kan komme i nærheden af – apropos ministeren, som bliver ved med at tale om de lokale beslutninger – som er de rigtige til at træffe sådan en beslutning, hvor man siger, at det skal staten i hvert fald ikke blande sig i, altså hvordan man fordeler sin barsel, men at staten, i det her tilfælde kommunerne, gerne må blande sig i, om ens barn skal have mulighed for at få udsat sin skolestart, hvis der er gode grunde til det og i øvrigt efter samråd med både pædagoger og lærere? Hvorfor er der forskel på de to ting?

Ordføreren.

Fru Carolina Magdalene Maiers spørgsmål bedrøver mig, fordi det endnu en gang understreger for mig, hvor dårlig en pædagog jeg er. Jeg har afsat meget tid til at tale om betydningen af institutioner, og det er jeg mislykkedes med. For det er afvejningen af den frihed, som forældre selvfølgelig skal have, og behovet for at have stærke institutioner, som får mig til at mene det, jeg mener.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Vi har jo ganske rigtig haft den diskussion, som ordføreren rejser, før. Jeg må sige, at jeg kunne nærme mig lidt irritation over, at det næsten bliver fremstillet som illegitimt at fremsætte forslag i Folketinget, når man ikke sidder i en forligskreds. Jeg håber, at ordføreren anerkender, at det sådan set kan være godt for dialogen, at al politik ikke føres alene i forligskredsene, men også føres her i Folketingssalen.

Ellers vil jeg såmænd høre ordføreren, om ordføreren har hørt det samme, som jeg har, nemlig at fra vi behandlede det i Folketinget for et års tid siden, til vi behandler det i dag, er der sket det, at hvor vi for et års tid siden kunne sige, at det nok var tvivlsomt, at et sådant forslag kunne vinde opbakning efter et folketingsvalg, tyder det på i dag, at vi har en samlet opposition, der har en vilje til at ændre lovgivningen efter et folketingsvalg. Det er måske ikke det, ordføreren ønsker sig, men vil ordføreren ikke anerkende, at debatten jo på den måde kan have spillet en vigtig rolle i forhold til at udforme politikken på det her område.

Ordføreren.

Jamen jeg er sjældent i tvivl om oppositionens stålsatte vilje til at gøre vores uddannelsessystem dårligere. Det kæmper jeg med også under møderne i forligskredsene, som hr. Jakob Sølvhøj ikke deltager i. Det kan da godt være, at der tegner sig et flertal for at underminere vores institutioner, hæderkronede institutioner, som går tilbage til 1814, men jeg håber og tror, at borgerne er fornuftigere end som så og godt kan se, at stærke, gode institutioner er en meget vigtig del af vores samfundsmodel og af de friheder, vi nyder, og den gode hverdag, som de fleste danskere jo har.

Spørgeren ønsker ikke ordet for endnu en kort bemærkning, så det var slut på de korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste taler i ordførerrækken er fra Det Radikale Venstre, og jeg tror, at det er fru Lotte Rod i stedet for fru Marianne Jelved. Værsgo til ordføreren.

Hvem skal bestemme, om et 6-årigt barn skal starte i skole – kommunen eller forældrene? Det skal forældrene selvfølgelig. Jeg har lyst til at sige »selvfølgelig«, for jeg forstår slet ikke, at det her overhovedet kan give anledning til en debat. Jeg forstår ikke, at regeringen kan være imod at give forældrene den mulighed. Det siger jeg ikke bare for at drille. Det siger jeg, fordi det faktisk ikke giver nogen mening for mig. Derfor har jeg også prøvet at tænke over, hvad det kan være, der er grunden til, at regeringen er imod det. På en eller anden måde har jeg det sådan, at jeg bedst ville kunne forstå det, hvis det handlede om penge – altså, at regeringen tænker, at hvis man giver forældre ret til at bestemme, at børnene kan blive 1 år mere i børnehaven, så vil kommunerne jo nok komme og sige, at de skal have noget betaling for det, og det vil regeringen ikke bruge penge på. De vil hellere bruge pengene på noget andet. Det ville jeg et eller andet sted godt kunne forstå.

Men undervisningsministeren siger meget tydeligt, at det ikke handler om penge. Ministeren er imod at give forældrene den her ret, fordi hun synes, det er forkert, at børn kommer senere i skole. Hun mener, at det er et brud med fællesskabet. Hun mener, at det er en atomisering, en individualisering af hele skolen. Altså, det, vi taler om, er, om børn kommer i skole, når de er 6 år gamle, eller når de er 7 år gamle. Jeg synes faktisk, at det børnesyn, som ministeren argumenterer for, ikke bare mangler en forståelse for de børnefællesskaber, der er i vores børnehaver, men faktisk også strider imod det børnesyn, som vi lige er blevet enige om bredt her i Folketinget. Jeg vil derfor gerne læse højt fra teksten om vores børnesyn – og jeg citerer:

»Børnesynet i danske dagtilbud tager udgangspunkt i, at det at være barn har en værdi i sig selv. Derfor værner danske dagtilbud om børns ret til at være børn, til at være forskellige og til at udvikle sig i forskelligt tempo.«

Altså, børn har ret til at udvikle sig i forskelligt tempo. Derfor får jeg i hele den her snak om institutioner lyst til at sige, at det faktisk er en ret for børn i Danmark i vores institutioner, at de ikke skal være ens, men at de kan udvikle sig forskelligt. Det er faktisk normalt. Derfor vil vi i Radikale Venstre arbejde videre for, at vi i virkeligheden får taget det her ud af folkeskolen, for vi synes egentlig ikke, at det hører til i folkeskolen. Jeg synes, det ville være godt, hvis børn havde ret til at blive 1 år mere i børnehaven.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi fortsætter i talerrækken, og den næste er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak. Vi diskuterer endnu en gang, om børn og deres forældre skal have bedre forudsætninger for at træffe det valg, at barnet skal blive et ekstra år i børnehaven. Det har vi diskuteret i Folketingssalen for godt et år siden, vi har diskuteret det på et samråd i sidste uge, og vi har diskuteret det i forligskredsen, og det positive er, at der er flere og flere, der bakker op om at give børn bedre mulighed for at udvikle sig i deres eget tempo nu, hvor den samlede opposition siger, at vi skal give bedre mulighed for skoleudsættelse.

Hvorfor er det, at vi går så meget op i det her? Det er det, fordi vi kan se, at der er nogle børn i Danmark, der bliver presset mere, end de er blevet før. De kommer tidligere fra vuggestue til børnehave i kommunerne, fordi der er penge at hente, og kigger man på de helt kolde tal, dem, der ikke lyver fra Undervisningsministeriet, hvor alt er sandheder, kan vi se, at børn også bliver presset markant hurtigere i skole nu, end de gjorde for bare 5 år siden.

I 2009 lige lavede man loven om. Man gjorde børnehaveklassen obligatorisk, at siden da er antallet af børn, der har fået skoleudsættelse, styrtdykket. I mange kommuner snakker vi om 50 pct., og da jeg fik de her tal, sagde jeg straks til SF's presseafdeling: Skynd jer at kontakte alle kommunerne og alle de lokale dagblade, for de her tal er da helt vilde. De viser, at der stort set i alle kommuner er meget færre børn, der får ret til at få et ekstra år i børnehaven, og det synes jeg er bekymrende.

Så begyndte vi at dykke ned i, hvad der egentlig sker ude i de der kommuner. Hvorfor er det, at der er sket et fald? I nogle kommuner kunne man se, at de faktisk begyndte at indhente besparelser, at de decideret skrev ind i deres sparekataloger for det kommende år og for de kommende år, at man kunne hente millioner af kroner ved at sende børnene hurtigere i folkeskole, for så var der penge hente. Ja, der var sågar en kommune, vi fandt, hvor man sagde, at man havde en beslutning om, at ingen skulle skoleudsættes. Så er der ikke længere meget, der handler om, hvad der er godt for børnene. Så er der meget, der handler om, hvad der er godt for budgettet i den pågældende kommune. Og mon ikke, at det er grunden til, at vi nu ser, at tallet er styrtdykket i stort set alle kommuner?

Det, det også har gjort, er, at der er kæmpe forskel på, om børnene og hvor mange børn der bliver skoleudsat. I Viborg Kommune, som er en af dem, hvor der er færrest, der bliver skoleudsat, tror jeg at det er 2 pct., der bliver udsat, hvor det i Vesthimmerlands Kommune, hvis jeg ikke tager meget fejl, er 10 pct. Det vil altså sige, at det er der, hvor man vokser op, der er afgørende for, om man kan få lov til at gå et ekstra år i børnehaven. Det synes jeg også er skævt. Så jeg synes egentlig, at vi snart skal blive enige om i det her Folketing, at når vi gør ting, når vi gerne vil gøre noget for børn, når vi gerne vil lave ændringer i skolepolitikken eller i børnepolitikken, så handler det om at give børn et bedre børneliv og ikke om konstant at spare og styrke økonomien.

Det er derfor, at vi har foreslået den her lovændring. Det er derfor, at vi gerne vil have lavet loven om, sådan at forældre og pædagoger i samråd kan vælge, at barnet kan gå et ekstra år. Det mener ministeren er en fuldstændig atomisering. Nogle mener, at det er et brud på fællesskabet, og nogle mener, at forældrene ikke kan leve op til deres ansvar. Lad mig bare sige: Vi skal ikke længere tilbage end til 2008 og tiden før det, hvor det faktisk fungerede udmærket. Jeg hørte ikke noget ramaskrig.

Så hvor stiller det så SF? Jamen det stiller os jo der, hvor vi også var sidste år, at vi fortsat gerne vil have lavet loven om, at vi er i et folkeskoleforlig, og det vil sige, at for at man kan lave noget om i folkeskolen på grund af de uskrevne regler, der er inde i Folketinget, skal vi alle sammen være enige i forligskredsen.

Jeg vil så også sige, inden jeg siger, at nu stemmer vi nej til det her og prøver at tage kampen i forligskredsen, at jeg så egentlig har tænkt mig at undersøge, om vi nu også er bundet af forliget på det her, for jeg undrer mig lidt over, at når det kommer til at tvinge børn til at gå et ekstra år i skole, fordi de ikke har sproglige kundskaber, fordi de går op til en stopprøve eller sprogprøve, eller hvad vi kalder det, og dumper, kan man godt i et mindretal af forligskredsen beslutte at lave reglerne om. Så er det ikke alle partier, der behøver at være med, men når det handler om skoleudsættelse, det, at de skal have det ekstra år i børnehaven, så er det forligsbrud, så er det ud af forligskredsen, hvis man stemmer for det.

Det har vi heldigvis et samråd om, så vi kan blive klogere på, hvad SF egentlig kan og ikke kan, når man er bundet af et forlig. Og jeg vil sige, at jeg holder meget af forlig. Jeg tror på, at forligskulturen er sund for Christiansborg. Der skal bare være lige regler for alle. Tak.

Også tak herfra, og der er ingen korte bemærkninger. Den næste taler er De Konservatives ordfører, fru Brigitte Klintskov Jerkel. Værsgo.

Mange tak, og tak til Enhedslisten og Alternativet for at rejse forslaget, så vi ligesom får det vendt igen.

Når et barn skal starte i skole, er det vigtigt for os, at der er en god dialog imellem forældrene og fagpersonalet i dagtilbud og i skolen om barnets udvikling og modenhed. Det er vigtigt for os, at forældrene er trygge ved det, når deres barn skal starte i skole, og at der er en god dialog om skolestarten, sådan at de kan være trygge ved, at de bekymringer, de har omkring det – hvis der er nogen – bliver taget alvorligt. Vi mener også, at vurderingen af et barns skolestart skal være individuel og selvfølgelig tage udgangspunkt i barnets modenhed og udvikling.

De nuværende regler understøtter, at forældrene og personalet i dagtilbud skal have den her dialog om barnets udvikling og modenhed. Det mener vi er en god balance mellem både forældrenes egen vurdering af deres barn og også fagpersonalets vurdering af barnet. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget her om at skulle ændre på det.

Tak til ordføreren. Den næste taler er ordfører for forslagsstillerne, fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet. Værsgo.

Tusind tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke Folketinget for den her debat, og også tak til ministeren for svaret og til alle ordførerne for indlæggene.

I sidste ende taler vi jo også om: Hvis ejendom er barnet? Hvem er det, der egentlig bør være den, der har retten til at beslutte noget på sit barns vegne, indtil det barn er 18 år gammel? Det er selvfølgelig forældrene. Sådan er det jo. Det er jo det, vi har valgt i det her samfund.

Så synes jeg jo, at den her debat på samme måde som samrådet i sidste uge i den grad har bevæget sig hen til noget, som ikke er den værdig, hvis jeg skal være helt ærlig, og det handler om, at jeg synes, at både ministerens svar og det fra hr. Henrik Dahl, som nu har forladt Folketingssalen, primært har været anklager imod forslagsstillerne, Alternativet og Enhedslisten, men også de øvrige partier, som har udtrykt sympati for forslaget, i forhold til at vi skulle ville atomisere skolevæsenet, at vi ikke ønsker fællesskabet, at vi ønsker, at alt skal være et stort sammensurium af individer, og at vi ikke ønsker de fælles forpligtelser og de, kan man sige, fælles institutioner og den styrke, der ligger i dem, som bl.a. folkeskolen. Ministeren sagde, at det ikke skal være helt frit at rive individet ud af fællesskabet, og hun sagde også: Jeg er uenig i et atomiseret skolevæsen, og der skal være frihed, og der skal være ansvar. Så har jeg det bare sådan, at jo, men lad os prøve at forholde os til det, vi foreslår i det her beslutningsforslag. Vi foreslår sådan set at skabe de allerbedste forudsætninger for fællesskabet i folkeskolen. Det er jo lige præcis det, som det her handler om.

Det her handler jo om, at vi hører fra forældre og fra skole- eller særlig børnehaveklasseledere, at der er nogle børn, som starter i børnehaveklassen, og som ikke er klar til det, og som for det første måske laver ballade i klassen og på den måde har svært ved at indgå i fællesskabet, men som for det andet har det rigtig dårligt selv, fordi de ikke er klar til at gå i skole. Så for hvis bedste er det, at der er børn, der starter i skole, som ikke er klar til det? Det er da hverken for barnets eller for fællesskabets eller for forældrenes eller for lærernes bedste. Så det her handler jo altså netop om at sikre de allerbedste forudsætninger for, at vores skoler kan fungere, og for, at vores børn kan trives. Så jeg synes, at det der med at hive det op til en ideologisk kamp, som lige pludselig handler om, at de liberale er dem, der forsvarer fællesskabet, og vi andre taler imod fællesskabet, synes jeg simpelt hen ikke er værdigt. Jeg synes ikke, det er de børn værdigt, som er dem, der faktisk står og kommer i klemme, når det er, at deres forældre har vurderet, at de bør vente et år med at gå i skole, men at kommunalbestyrelserne siger nej, af hvilke årsager de nu måtte gøre det. Men antagelserne er, at der nogle steder er økonomiske årsager inde over, og det tror jeg ikke er forkert, når vi har hørt de her sammenligninger af kommunerne, og hvor meget de har sat af i deres budgetter til en udsat skolestart.

Så vil jeg også sige noget i forhold til, når man på den ene side argumenterer for styrken i fællesskabet i folkeskolen og på den anden side, som hr. Jacob Mark jo var inde på, som parti, som minister går ind og laver stopprøver, sprogprøver, som i den grad skiller børnene ad i skolen, for det er jo det, det gør. Hvis der er noget, som de her sprogprøver gør, så er det da at gå ind og sige: Du er ikke god nok til at være en del af vores fællesskab, værsgo, du må gå en klasse om. Hvordan i alverden kan det styrke fællesskabet? Så jeg synes, at argumentationen fra ministerens side simpelt hen ikke er stringent i forhold til det, som det her beslutningsforslag egentlig handler om. Jeg tror i øvrigt, det var fru Annette Lind, der havde et rigtig interessant spørgsmål, som jeg skrev ned, og jeg tænkte, at det havde vi slet ikke spurgt om i den her proces, og det er: Hvorfor er det egentlig, at man kan vælge, at ens barn skal starte i friskolerne, når det er 7 år, og ikke i folkeskolen? Hvad i alverden er den politiske, faglige, pædagogiske forklaring på det? Det kan være, vi skal stille ministeren spørgsmålet, men jeg synes egentlig, det er et rigtig, rigtig godt spørgsmål, så tak for det.

Men jeg synes, at jeg gerne vil bruge anledningen heroppe til at minde os alle sammen om, hvad det egentlig er, vi taler om. Vi taler om børn, that's it. Vi taler om børn, små mennesker, som mange af os herinde har nogle af, små eller store, og som ved, hvad det betyder for et barn at trives i sin skole. Det er det, vi taler om. Vi taler om nogle børn, som kommer hjem med ondt i maven, fordi de simpelt hen ikke bryder sig om at gå i skole. De kan ikke lide det, eller måske er de simpelt hen bare ikke modne nok. Vi taler om børn, der nogle gange tisser i bukserne, når de starter i skole igen, eller når de starter i skolen efter børnehaven, fordi de simpelt hen ikke er klar til det skifte. Jeg talte med Elisa Rimpler fra BUPL om det her i mandags, og hun sagde det så tydeligt. Hun sagde, at der er nogle børn, der simpelt hen ikke er klar til den overgang, så de går tilbage til nogle, kan man sige, uhensigtsmæssige vaner.

Bl.a. begynder de at tisse i bukserne. De får ondt i maven, de trives simpelt hen ikke. Det er børn, vi snakker om. Det er det eneste, det her beslutningsforslag handler om, altså at give de børn de bedste forudsætninger for en god skolegang. Det handler ikke om ideologier og frihed og fællesskab og atomiserede skolevæsener.

Så jeg vil gerne have, at vi beholder den her debat på det niveau, hvor den hører til. Det er så konkret, at det eneste, vi beder om, er, når der er nogle bekymringer, enten hos pædagoger, lærere eller forældre, som giver anledning til, at der bliver startet en debat om det enkelte barn i børnehaven, hos forældrene, i PPR, for den sags skyld, eller i den kommende skole, at man så bare i slutningen af den selvfølgelig nødvendige dialog, der jo skal være med alle de her fagpersoner, siger til forældrene: Det her er vores anbefaling, men det er selvfølgelig jer, der bestemmer. Det er det eneste, vi beder om, og vi tror ikke, det kommer til at lave grundlæggende om på folkeskolen. Selvfølgelig gør det ikke det, men det betyder bare, at man som forældre, hvis man virkelig kan mærke inde i maven, at ens barn ikke er klar, og hvis forvaltningen ikke er enig, kan have muligheden for at sige: Det vil vi altså gerne alligevel. Og hvem i alverden tager skade af at starte et år senere i skole? Så det her handler ikke om, at man ikke vil fællesskabet. Det her handler om, at vi faktisk gerne vil give de børn det allerallerbedste skoleliv.

Så har jeg bare til slut en formel kommentar i forhold til hele debatten om, hvorvidt man som et parti, der står uden for en forligskreds kan fremsætte et beslutningsforslag, f.eks. på folkeskoleområdet, hvor der er en forligskreds, og nu har hr. Henrik Dahl forladt Folketingssalen, eller det har han ikke, han er der. Hvem i alverden har besluttet, at det er en demokratisk uskik? Vil det sige – for jeg sad og tænkte over det – at hvis der er elementer på det område, som man er uenig i, så tilslutter man sig forligskredsen, fordi det er den eneste måde, man kan løfte og rejse debatter om f.eks. et område eller et emne som det her, og hvis ikke man tilslutter sig forligskredsen, så må man ikke rejse en debat, så må man ikke stille spørgsmål i Folketinget, ikke komme med et forslag i Folketinget til, at vi måske kunne gøre det her på en anden måde?

Hvis vi taler om grader af demokrati, er det i hvert fald min forståelse, at det sidstnævnte, altså at enten tilslutter man sig og så kan man stille forslag, eller også tilslutter man sig ikke og så må man ikke stille forslag, da overhovedet ikke er særlig demokratisk. Man kan jo stille sig selv spørgsmålet om, om Liberal Alliances egen indtræden i folkeskoleforligskredsen på den måde kom af andet, end at man tiltrådte en regering. Men jeg mindes da ikke, at Liberal Alliance, inden man sad i folkeskoleforligskredsen, ikke udtalte sig kritisk om folkeskoleområdet, bl.a. de nationale test. Så det er bare for lige at mane til besindelse, i forhold til hvad man kan kalde god eller dårlig formalia i forhold til sådan noget som at fremsætte et beslutningsforslag som det, vi har i dag.

Jeg tror, jeg vil stoppe her. Jeg er rigtig glad for, at der er så mange ordførere, der har udtrykt en vilje til, at vi arbejder videre med det her. Vi vil gerne prøve at komme i mål. Vi kan gøre det på mange måder, men vi er i hvert fald heller ikke færdige fra vores side med at arbejde for det. Det kan godt være, som hr. Jakob Sølvhøj sagde, at vi skal om på den anden side af et valg, før det bliver en realitet, men det er der jo heller ikke særlig lang tid til. Så på den måde er der i hvert fald håb forude. Men tusind tak for den gode debat her i salen i dag.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.