B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
B 106 Bilag 1
Offentligt

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 165 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende B 106 og Lavalsagen.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 165 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 165:

”Ministeren

bedes give sin vurdering af, om den i beslutningsforslag B 106

(2018-2019) refererede rækkevidde af Laval-sagen og baggrunden for EU-

Domstolens afgørelse giver et retvisende billede”

Svar:

I begrundelsen for beslutningsforslag B 106 (2018/2019) omtales Laval-sagen som

følger:

”Lavalsagen

havde et lettisk byggefirma »Laval« som omdrejningspunkt, der an-

satte lettiske arbejdere på lettisk overenskomst med betydelig lavere lønninger (80

kr. i timen) end svenske (145 kr. i timen) i forbindelse med et skolerenovationsar-

bejde i den svenske kommune Vaxholm. Den svenske byggefagforening ønskede at

opnå svensk overenskomst med Laval og indledte derfor en faglig konflikt. Det før-

te til, at den centrale svenske arbejdsgiverorganisation bad den svenske arbejdsret

vurdere, hvorvidt konflikten var lovlig i henhold til EU-reglerne om fri bevægelig-

hed af tjenesteydelser. Den svenske arbejdsret forelagde sagen for den daværende

EF-Domstol, der fremførte, at de lettiske bygningsarbejdere var beskyttet gennem

udstationeringsdirektivet i overensstemmelse med minimumsbeskyttelsesreglerne

(Europa-Parlamentet og Rådets Direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om ud-

stationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser). I udstatione-

ringsdirektivet står der bl.a., at arbejdsgiveren er forpligtet til at respektere en

kerne af regler vedrørende arbejds- og ansættelsesvilkår i værtslandet. Udstatione-

ringsdirektivet giver i artikel 3 medlemsstaterne en pligt til at regulere en række

ansættelsesretlige forhold, men samtidig har medlemsstaterne frihed til selv at be-

stemme det specifikke indhold af reguleringen. Udstationeringsdirektivet er således

åbent over for, at regulering af arbejdsmarkedet kan ske gennem overenskomster.

Men som EU-Domstolen fastslog tilbage i 2008 i Lavalsagen, skal nationale ar-

bejdsretlige regler være tilstrækkelig præcise og tilgængelige, således at det er mu-

ligt for en udenlandsk arbejdsgiver at følge dem. I Lavalsagen vurderede den da-

værende EF-Domstol, at de svenske arbejdsretlige regler var både upræcise og

uoverskuelige. På den baggrund fastslog EF-Domstolen, at det var urimeligt at

forlange, at byggefirmaet Laval skulle kunne få indsigt i, hvilke regler der skulle

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

overholdes, og den faglige konflikt mod Laval måtte derfor betragtes som værende

ulovlig (Beskæftigelsesudvalget, alm. del, bilag 107, folketingsåret 2015-16).”

Jeg vil gerne supplere med et citat fra det notat, der henvises til i citatet ovenfor,

BEU alm. del, bilag 107, folketingsåret 2015-16, som jeg vedlægger denne besva-

relse:

”Samlet set viser Domstolens retspraksis, at værtslandets regler og praksis hvad

angår mindsteløn gælder ved udstationering. Disse skal være klare, tilgængelige

og have en vis generel anvendelse. Krav til arbejds- og ansættelsesvilkår må ikke

gå ud over bestemmelserne i udstationeringsdirektivets artikel 3.”

Når man tager bevæggrundene for forslaget til en arbejdsmarkedsprotokol i be-

tragtning, kan man altså kun lægge til grund, at en sådan protokol vil indebære, at

en udenlandsk tjenesteyder skal acceptere at blive mødt med krav, der er upræcise

og uoverskuelige, og krav, der går ud over udstationeringsdirektivet.

Dermed vil udstationeringsdirektivet reelt blive overflødigt. Efter udstationerings-

direktivet kan medlemsstater som udgangspunkt ikke kræve, at tjenesteydere op-

fylder andre krav end de, der følger af direktivet, så som regler om løn og arbejds-

miljø.

Fx kan medlemsstaten, og dermed arbejdsmarkedets parter i medlemsstaten, ikke

kræve, at tjenesteyderen opfylder regler om opsigelsesvarsel. Men med arbejds-

markedsprotokollen kan fagbevægelsen således fx konflikte for en overenskomst

med regler om opsigelse, selvom opsigelsesvarslerne er længere end de, der gælder

efter reglerne i tjenesteyderens etableringsland.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Beskæftigelsesudvalget 2015-16

BEU Alm.del Bilag 107

Offentligt

NOTAT

BESKÆFTIGELSESUDVALGET

12. februar 2016

Centrale EU-domme med konsekvenser for den danske

arbejdsmarkedsmodel

Beskæftigelsesudvalget har anmodet om en oversigt over centrale EU-

domme med konsekvenser for den danske arbejdsmarkedsmodel som

baggrund for et møde med Poul Nielsson, der foretager en strategisk

gennemlysning af den nordiske arbejdsmarkedssektor for Nordisk Ministerråd.

Resumé

En række EU-domme har udfordret de nordiske arbejdsmarkedsmodeller. Det

skyldes navnlig, at der ikke er lovbestemt minimumsløn for hele

arbejdsmarkedet i de nordiske lande. I stedet spiller kollektive

overenskomster en stor rolle. Det er særligt spørgsmålet om udstationerede

arbejdstagere, der volder problemer. Kommissionen påtænker at revidere

netop udstationeringsdirektivet i 2016 bl.a. med et forslag om ligeløn for lige

arbejde på samme arbejdsplads.

Baggrund

EU-regler på arbejdsmarkedet varetager to hensyn, der kan komme i konflikt:

på den ene side hensynet til den frie bevægelighed for arbejdstagere og

tjenesteydelser, på den anden side hensynet til faglige rettigheder, som f.eks.

retten til at konflikte.

Samtidig er arbejdstagerbegrebet ikke entydigt defineret

i EU-retten, og da EU-lovgivning ofte er resultatet af et kompromis mellem

forskellige interesser, betyder det samlet, at retstilstanden er kompliceret, og

at det er svært at forudse udfaldet af domme på området.

Centrale domme

Det er særligt retten til fri bevægelighed for tjenesteydelser, der i kombination

med fraværet af lovbestemt mindsteløn giver problemer for de nordiske

arbejdsmarkedsmodeller (f.eks. Laval-dommen, se nedenfor). Udflytning af

arbejdspladser til lavtlønslande har ikke tilsvarende givet anledning til

problemer

–

på nær i tilfælde, hvor virksomheden fortsætter som hidtil - blot

Ref.: Lotte Rickers Olesen, EU-

konsulent

Retten til konflikt er fastslået i art. 28 i Charteret for grundlæggende rettigheder.

1/5

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

med lavere lønninger ved brug af udenlandske arbejdstagere (det var tilfældet

i Viking Line-dommen, se nedenfor).

Hvilket lands lovgivning gælder?

Et centralt spørgsmål er, hvorvidt en medlemsstat kan kræve, at vandrende

arbejdstagere skal aflønnes efter vilkårene i det land, hvor de har

beskæftigelse, så de ikke kan fungere som løntrykkere. Domstolen har bl.a. i

sagen

Rush Portuguesa

fra 1990

fastslået, at medlemslandene kan

udstrække deres lovgivning eller kollektive aftaler, så de omfatter enhver

–

også dem, der udfører midlertidigt arbejde i landet

–

uanset, hvor

arbejdsgiveren er registreret. Dommen fastlagde samtidig, at udstationerede

ikke er omfattet af arbejdstagerbegrebet, men i stedet skal forstås som et led i

den tjenesteydelse, som virksomheden leverer.

Udstationeringsdirektivet blev vedtaget 6 år senere. Medlemslandene skal

ifølge direktivet sikre, at udstationerede arbejdere er omfattet af visse arbejds-

og ansættelsesvilkår, f.eks. mindsteløn fastsat ved lov eller national praksis.

Mindsteløn i kollektive overenskomster skal være klare og tilgængelige

Laval-dommen fra 2007 gik imod den danske og svenske praksis på området.

Laval-sagen

havde et lettisk firma, Laval, vundet et EU-udbud om at

renovere en skole i den svenske kommune Vaxholm. Lavals lettiske ansatte

med lettisk overenskomst tog til Sverige for at starte på renoveringen, men

blev forhindret, da svenske fagforbund arrangerede blokade og sympati-

konflikter. De svenske fagforeninger mente, at de lettiske ansattes løn på 80

kr. i timen var for lav, og at de skulle betales på et lønniveau, der svarede til

det normale i Sverige

–

145 kr. i timen.

Sagen havnede ved EU-domstolen, der konkluderede, at de svenske

fagforeningers kollektive kampskridt var i strid med fri udveksling af

tjenesteydelser, bl.a. fordi der ikke fandtes nationale bestemmelser, der var

tilstrækkelige præcise og tilgængelige til, at Laval i praksis kunne få klarhed

over, hvilke forpligtelser i der gjaldt forhold til mindsteløn.

Det førte i Danmark til en ny regel i udstationeringsloven, der knytter

mindstelønnen til overenskomster indgået af de mest repræsentative parter

på det danske arbejdsmarked. I modsætning til reaktionen i Sverige afskar

Danmark ikke mulighed for at konflikte mod udenlandske tjenesteydere, der

overholder overenskomstmæssig landsdækkende mindsteløn.

Rüffert-sagen

fra 2008

handler om udbud af offentlige kontrakter. Den tyske

delstat Land Niedersachsens lov om udbud af offentlige kontrakter pålagde de

C-113/89

Direktiv 1996/71, artikel 3.

C-341/05

C-346/06

2/5

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

virksomheder der modtager ordre plus underentreprenører den

overenskomstfastsatte løn, der gælder på stedet for levering af

tjenesteydelsen. Domstolen fandt denne lov i strid med

udstationeringsdirektivet, fordi overenskomsterne ikke havde en tilstrækkelig

generel anvendelse.

I sagen

Kommissionen vs. Luxembourg

fra samme år gav Domstolen

Kommissionen medhold i, at luxembourgsk lov med en række betingelser om

løn- og arbejdsvilkår, der gælder for alle arbejdstagere (uanset nationalitet og

virksomheds hjemsted), stred mod udstationeringsdirektivet, fordi nogle af

disse løn- og arbejdsvilkår rakte ud over direktivets bestemmelser om

beskyttelse af udstationerede medarbejdere. Desuden gik kontrol af

udenlandske virksomheder for vidt.

Elektrobudowa-dommen

fra 2015

præciserede Domstolen begrebet

mindsteløn. Elektrobudowa er et polsk selskab, der havde udstationeret 186

arbejdstagere til at udføre elarbejde ved atomkraftværket Olkiluoto i Finland.

Arbejdstagerne overdrog deres lønkrav til den finske fagforening for at opnå

finsk overenskomst, der var almen gyldig. Elekrobudowa mente, det var

ulovligt efter polsk ret. EU-domstolen gav den finske fagforening medhold i, at

de kunne føre sagen. Domstolen slog fast, at metoden til beregning af

mindstelønnen er et anliggende for værtsmedlemsstaten

–

altså Finland.

Desuden præciserede Domstolen, at mindsteløn også omfatter akkordløn og

kan beregnes på baggrund af indplacering i lønklasser. Mindsteløn kan

omfatte rejsetidsgodtgørelse og dagpenge, men ikke kost og logi.

Samlet set viser Domstolens retspraksis, at værtslandets regler og praksis

hvad angår mindsteløn gælder ved udstationering. Disse skal være klare,

tilgængelige og have en vis generel anvendelse. Krav til arbejds- og

ansættelsesvilkår må ikke gå ud over bestemmelserne i

udstationeringsdirektivets artikel 3.

Kan EU blande sig i strejkeretten?

Samme år som Laval-dommen kom en anden kontroversiel dom om retten til

konflikt. I

Viking Line-sagen

havde et finsk selskab, Viking Line, planlagt at

udflage den underskudsramte færge Rosella til Estland for at indgå i lokale

estiske overenskomster med lavere løn. En finsk fagforening udsendte

strejkevarsel og krævede, at alle ansatte skulle være omfattet af finske

overenskomster uanset, at færgen blev udflaget. Det fik det Det International

Transportarbejderforbund (ITF) til at forbyde de estiske fagforeninger at indgå

overenskomster med Viking Line. Spørgsmålet havnede ved EU-Domstolen,

der ikke afgjorde den konkrete sag, men konkluderede, at de kollektive

C-319/06

C-396/13

C-438/05

3/5

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

kampskridt udgjorde restriktioner for den frie bevægelighed. Kampskridtene

kunne være tilladt, hvis de blev begrundet i såkaldte

”tvingende almene

hensyn” (som

f.eks. hensynet til at beskytte arbejdstagere), såfremt de var

proportionelle og egnede til at opnå målsætningen. Sagen endte med et forlig.

Laval og Viking-dommene viser, at selvom kollektive kampskridt er sikret i EU-

retten, skal disse bruges i overensstemmelse med national ret og EU-ret. På

trods af, at EU ikke har lovgivningskompetence i forhold til konfliktretten,

mener Domstolen, at medlemsstaterne skal sikre, at konfliktretten bliver

anvendt i overensstemmelse med EU-ret, og det er i sidste end Domstolen,

der afgør, om det er tilfældet.

Kommende ændringer i central EU-lovgivning

I maj 2014 blev håndhævelsesdirektivet vedtaget med henblik på at sikre, at

EU-reglerne ikke fører til social dumping. Håndhævelsesdirektivet, der i

øjeblikket er ved at blive implementeret i Danmark, handler om flere

elementer i udstationeringsdirektivet, dog ikke løn- og arbejdsvilkår i artikel 3.

Kommissionen

ventes i 2016 at fremsætte forslag om en ”målrettet

evaluering”

udstationeringsdirektivet. Det betyder, at Kommissionen ikke vil

åbne for genforhandling af hele direktivet, men kun kigge på dele af det med

henblik på at forebygge risiko for social dumping. Det mest kontroversielle er,

at Kommissionen påtænker at indføre et princip om lige løn for lige arbejde på

samme arbejdsplads. Kommissionen påtænker derimod ikke, at ændre på

princippet om, at udstationerede skal være social sikret i deres hjemland.

Afslutning

Dette notat kigger kun på EU-retten i forhold til den danske

arbejdsmarkedsmodel. Også på andre områder har domstolspraksis haft

betydning for danske regler. Det gælder særligt i spørgsmålet om ligeløn og

ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet tilbage i 70’erne.

Også i forhold til spørgsmålet om arbejdsmiljø og -vilkår (f.eks. spørgsmålet

om sygdom under ferie) har der også været interessante domme fra EU.

Kilder:



EU-Karnov

2015, redigeret af Jens Hartig Danielsen, Michael

Ellehauge, Nina Holst-Christiansen og Jonas Bering Liisberg. Bind 3,

side 3092ff



Rapport:

Europa og den nordiske aftalemodel. Det komplicerede

samspil mellem nordisk og europæisk arbejdsret.

Redigeret af Jens

Kristiansen og udgivet i 2015 på initiativ af Nordens Faglige

Samorganisation, med støtte fra Nordisk Ministerråd.

4/5

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten



Debat i Europa-Parlamentet den 15. december 2015 med kommissær

for beskæftigelse, sociale forhold og arbejdsmarked, Marianne

Thyssen om Kommissionens kommende mobilitetspakke.

Pressemeddelse af 12. februar 2015 fra EU-domstolen i sagen C-

396/13

5/5

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 166 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende B 106 og Viking Line-sagen

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 166 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 166:

”Ministeren

bedes give sin vurdering af, om den i beslutningsforslag B 106 (2018-

2019) refererede rækkevidde af Viking Line-sagen og EU-Domstolens afgørelse

giver et retvisende billede.”

Svar:

Begrundelsen i beslutningsforslag B 106 (2018-2019) giver ikke et retvisende bil-

lede af rækkevidden af Viking Line-sagen og EU-Domstolens afgørelse. Det anfø-

res således fejlagtigt, at EU-Domstolen kendte konflikten ulovlig.

I beslutningsforslagets begrundelse omtales Viking-sagen således:

”I Viking Line-sagen

havde et finsk færgeselskab med ondt i økonomien planlagt at

udflage en færge til Estland for at sejle under estiske overenskomster med lavere

lønninger. Det førte til, at en finsk fagforening udsendte strejkevarsel med krav om,

at samtlige ansatte skulle være omfattet af finske overenskomster, uanset hvilket

flag færgen sejlede under. Dette støttede Det Internationale Transportarbejderfor-

bund (ITF) bistået af et (fagforenings)forbud for dets medlemmer mod at indgå

overenskomst med estiske fagforeninger, der sejlede under Viking Line. EU-

Domstolen fandt, at de kollektive kampskridt ikke var proportionale og egnede til

at beskytte arbejdstagere, og traf på den baggrund afgørelse om, at de kollektive

kampskridt udgjorde restriktioner for den frie bevægelighed og derfor måtte være

at betragte som ulovlige.”

Dette er en misvisende gengivelse af dommens resultat, da dommen ikke tog stil-

ling til, om kampskridtene var i strid med EU-retten.

Dommen overlod det derimod til den nationale domstol at afgøre, om de kollektive

kampskridt var egnede til at beskytte arbejdstagerne, og om de i givet fald var pro-

portionale.

Til forskel fra Laval-sagen, jf. mit svar på EUU-spørgsmål 165 (alm. del), omhand-

lede sagen ikke udstationerede arbejdstagere. Udstationeringsdirektivet fandt derfor

ikke anvendelse, og sagen skulle afgøres direkte på grundlag af Traktaten.

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

EU-Domstolen fastslog, at det udgør en restriktion, når kollektive kampskridt i det

væsentlige sigter på at forhindre redere i at indregistrere deres fartøjer i et andet

EU-land end det land, hvor de egentlige ejere af disse fartøjer er hjemmehørende.

En restriktion er berettiget, hvis den forfølger et legitimt mål, som er foreneligt

med Traktaten og er begrundet i tvingende almene hensyn. Restriktionen skal være

egnet til at sikre gennemførelsen af det pågældende mål, og den må ikke gå videre

end, hvad der er nødvendigt for at nå det.

Domstolen henviste i den forbindelse til tidligere praksis, hvor det fremgår, at ret-

ten til at iværksætte kollektive kampskridt, der har til formål at beskytte arbejdsta-

gere, er et alment hensyn, der i princippet kan begrunde en restriktion af en af de i

Traktaten garanterede grundlæggende friheder.

Beskyttelsen af arbejdstagere er blandt de tvingende almene hensyn, Domstolen al-

lerede har anerkendt. Den udtalte videre bl.a.:

”Da Fællesskabet således ikke blot har et økonomisk formål, men ligeledes et soci-

alt og arbejdsmarkedsmæssigt formål, skal de rettigheder, der følger af traktatens

bestemmelser om den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og ka-

pital, afbalanceres i forhold til de formål, der forfølges med social- og arbejds-

markedspolitikken, herunder, således som det fremgår af artikel 136 EF

[nuværen-

de artikel 153 TEUF],

bl.a. en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for herigen-

nem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau, en

passende social beskyttelse og dialogen på arbejdsmarkedet”

EU-Domstolen lod det være op til den forelæggende ret

–

dvs. den nationale dom-

stol, der havde rejst spørgsmålet over for EU-Domstolen

–

at foretage den konkrete

afvejning.

Den bemærkede dog bl.a., at da de kollektive kampskridt havde til formål at be-

skytte arbejdspladser og arbejdsvilkårene for medlemmerne af fagforeningen, der

kunne blive berørt af en udflagning, kunne de for en umiddelbar betragtning med

rimelighed anses for at være omfattet af formålet om beskyttelse af arbejdstagere,

men det gjaldt dog ikke, hvis det kunne godtgøres, at arbejdspladserne og arbejds-

vilkårene ikke blev bragt i fare eller alvorligt truet.

Den foreliggende ret skulle i givet fald også undersøge, om formålet med beskyt-

telse af arbejdstagerne kunne nås ved mindre indgribende midler. Konflikten måtte

ikke have til formål at hindre udflytning.

I Beskæftigelsesministeriets redegørelse af 30. januar 2008 til Folketingets Euro-

paudvalg og Arbejdsmarkedsudvalg om EF-domstolens afgørelse i Laval-sagen og

Viking Line-sagen, jf. vedlagte svar på spørgsmål 9 (EUU alm. del, 2. samling,

2007-2008), vurderes afgørelsen således:

”Det vurderes umiddelbart, at afgørelsen ikke vil få direkte betydning for den dan-

ske retstilstand vedrørende fagforeningers ret til at konflikte. Der er tale om en

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

meget konkret afgørelse fra et land, der har en anden regulering af konfliktretten.

Efter dansk arbejdsret anerkendes der ikke en adgang til at konflikte med det for-

mål, at en virksomhed undlader at flytte til udlandet eller forbliver dækket af dan-

ske overenskomster efter etablering i udlandet. I Danmark hører disse forhold i

henhold til Arbejdsrettens praksis under arbejdsgiverens ledelsesret, og der kan ik-

ke konfliktes til fordel for indgreb i ledelsesretten. Den proportionalitetsvurdering,

som domstolen anvender, kendes i princippet fra dansk arbejdsret. I Danmark stil-

les der krav om anvendelse af lovlige kampmidler, og konflikten skal forfølge et ri-

meligt fagligt formål.”

Domstolen udtalte i øvrigt med henvisning til b.la. Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder, som blev proklameret i Nice den 7. december 2000,

at retten til at iværksætte kollektive kampskridt, herunder strejkeretten, skal aner-

kendes som en grundlæggende rettighed, der er en integrerende del af de generelle

fællesskabsretlige principper, som Domstolen skal sikre overholdelsen af.

I mellemtiden er charteret med Lissabon-traktatens ikrafttræden blevet en integre-

ret del af Traktaten, og retten til kollektive kampskridt er således blevet konsolide-

ret på traktatniveau.

Det fremgår dog samtidig, at retten skal udøves i overensstemmelse med EU-ret og

national ret. En arbejdsmarkedsprotokol eller social protokol, der har til formål at

give konfliktretten forrang, vil altså ophæve denne begrænsning og gøre konflikt-

retten ubegrænset.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

UDENRIGSMINISTERIET

Medlemmerne af Folketingets Europaudvaig

og deres stedfortrdere

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København 1K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http:/ /www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

J ournalnummer

Kontor

400.C.2-0

EUK

30. januar 2008

Til underretning for Folketingets Europaudvaig vedilegges Beskftigel-

sesniinisteriets besvarelse af spørgsm5i 9 ad EUU aim. del af den 20.

december 2007 vedrørende en redegørelse for hhv. Viking Line-dommen

og Laval-dommen afsagt af EF-Domstoien.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

EAN 5798000398566

Europaudvalget har i brev af 20. december 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 9 til

Udenrigsministeren:

J.nr. 6571-0026

”Ministeren bedes, med henblik på et kommende samråd, sende udvalget en rede-

gørelse for hhv. Viking Line-dommen og Laval-dommen afsagt af EF-domstolen,

herunder dommenes rækkevidde og konsekvenser for det danske arbejdsmarked,

samt hvilke initiativer regeringen overvejer at tage i den anledning?”

Til brug for Udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 har Beskæftigel-

sesministeriet i samarbejde med relevante ministerier og arbejdsmarkedets parter

udarbejdet vedlagte redegørelse, som hermed sendes til udvalgets orientering. Re-

degørelsen er samtidig sendt til Europaudvalget.

Venlig hilsen

Claus Hjort Frederiksen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

NOTAT

30. januar 2008

Redegørelse til Folketingets Europaudvalg og

Arbejdsmarkedsudvalg om EF-domstolens afgørelse

i Laval-sagen og Viking Line-sagen

J.nr. 6571-0026

Indholdsfortegnelse:

1. Indledning

2. EF-domstolens afgørelse i C-438/05 af 11. december 2007 Viking Line

3. EF-domstolens afgørelse i C- 341/05 af 18. december 2007 Laval

4. Relevante retsforskrifter

5. EF- domstolens konklusioner i Viking Line og Laval

6. Afgørelsernes betydning for den danske retstilstand

7. Afslutning

1. Indledning

EF-domstolen har henholdsvis den 11. december og 18. december 2007 afsagt dom

i Viking Line-sagen og Laval-sagen.

Sagerne handler bl.a. om rækkevidden af fagforeningers ret til at konflikte set i

forhold til traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser (art. 49) og

retten til at etablere sig i en anden medlemsstat (art. 43).

Begge sager er principielle og regeringen har derfor afgivet indlæg i begge sager.

Der er tale om præjudicielle sager, hvor nationale domstole i 2 medlemsstater har

forelagt en række spørgsmål for EF-domstolen om fortolkningen af EU-retten.

EF-domstolen har i præjudicielle sager alene kompetence til at fortolke EU-retten,

men har derimod ikke kompetence til at fortolke de nationale regler eller afgøre

den underliggende retstvist. Den opgave tilkommer de nationale domstole.

I Viking Line-sagen vil det være den britiske appelret, som på baggrund af EF-

domstolens afgørelse, konkret skal afgøre, hvorvidt den konflikt, som den finske

fagforening bistået af det internationale transportarbejderforbund har indledt mod

rederiet Viking Line, er lovlig. I Laval-sagen vil det være den svenske arbejdsret,

som på baggrund af EF-domstolens afgørelse, konkret skal afgøre spørgsmålet om

lovligheden af de svenske fagforeningers konflikt overfor Laval.

Det vurderes umiddelbart, at dommen i Viking Line ikke vil få direkte betydning

for den danske retstilstand vedrørende fagforeningers ret til at konflikte.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Derimod vurderes det, at dommen i Laval kan få betydning for den nuværende

danske retstilstand.

I Danmark vil det i første omgang være Arbejdsretten, som skal lægge EF-

domstolens nye retspraksis til grund ved vurderingen af, om kollektive kampskridt,

som danske fagforeninger iværksætter overfor udenlandske virksomheder, og som

anfægtes ad retslig vej i Danmark, er lovlige.

Det må dog også overvejes, om det er nødvendigt at foretage en tilpasning af den

danske retstilstand på andre felter, herunder i lovgivningen om udstationerede

arbejdere fra andre EU-lande.

Hvilke nærmere konsekvenser EF-domstolens afgørelse får i forhold til den danske

retstilstand, er det ikke muligt på nuværende tidspunkt at give en uddybende

redegørelse om, idet dommen bl.a. kræver en mere grundig analyse af forskelle og

ligheder mellem det danske og svenske system samt mulige løsningsmodeller.

På den baggrund vil Beskæftigelsesministeriet iværksætte et udredningsarbejde,

hvor arbejdsmarkeds parter, myndighedsrepræsentanter og uvildige eksperter

nærmere skal analysere konsekvenserne af dommene, og på den baggrund komme

med forslag til, hvilke initiativer der kan være nødvendige for bedst muligt at sikre

den danske arbejdsmarkedsmodels forenelighed med EU-retten.

2. EF-domstolens afgørelse i C-438/05 af 11. december 2007 om Viking

Line

Det finske færgeselskab Viking Line, hvis færge ”Rosella” besejler en rute mellem

Finland og Estland, er i henhold til finsk lovgivning og en kollektiv overenskomst

med fagforeningen FSU forpligtet til at aflønne besætningen i henhold til denne

overenskomst, så længe færgen sejler under finsk flag. Da sejladsen med ”Rosella”

var tabsgivende, ønskede Viking Line i 2003 at udflage skibet til Estland, hvor

datterselskabet OU Viking Line er etableret. Hermed kunne selskabet opnå en

besparelse på udgifterne til aflønningen af besætningen gennem indgåelse af en

lokal, estisk overenskomst på et lavere lønniveau.

Den finske fagforening FSU udsendte strejkevarsel og krævede, at besætningen,

uanset nationalitet og bopæl, også efter udflagningen og registreringen under estisk

flag med det estiske selskab som ejer fortsat skulle være omfattet af en

overenskomst med FSU på finske vilkår. Dette blev efterfølgende støttet af ITF, det

internationale transportarbejderforbund, som forbød de estiske fagforeninger at

indgå overenskomster for skibet. I lyset af denne udvikling skønnede Viking Line,

at en udflagning ville være udsigtsløs, og afstod fra at skifte flag på skibet.

Estland blev medlem af EU den 1. maj 2004. I august lagde Viking Line sag an i

London mod det internationale transportarbejderforbund (ITF), som havde bistået

FSU med at hindre udflagningen via kollektive kampskridt. Viking Line gjorde

gældende, at ITF og det finske sømandsforbunds krav og aktioner mod

udflagningen udgjorde et brud på EU-reglerne om fri etableringsret (traktatens art.

43).

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

I juni 2005 fastslog den britiske domstol i første instans, at det stred imod

etableringsretten i traktatens artikel 43 at indlede eller at true med at indlede

faglige aktioner, som havde til formål eller til følge at forhindre eller begrænse

Viking Lines mulighed for at udflage ”Rosella”, forhandle med en fagforening eller

ansætte personale af anden nationalitet end finsk. I december 2004 forlængede

Viking Line i øvrigt den gældende overenskomst. ITF og FSU appellerede denne

dom, og den britiske appelret omstødte underrettens afgørelse og besluttede at

forelægge en række præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen i henhold til

traktatens art. 234. Spørgsmålene kan sammenfattes til følgende 3 hovedspørgsmål:

1. om kollektive kampskridt, som de i sagen omhandlede, falder uden for

anvendelsesområdet for traktatens art. 43 om retten til etablering og Rådets

forordning nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet

om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport mellem

medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande.

2. om reglerne i art. 43 og forordning nr. 4055/86 har horisontal virkning,

således at bestemmelserne giver en privat virksomhed rettigheder, som kan

gøres gældende overfor en fagforening i forbindelse med kollektive

kampskridt, som er indledt af denne.

3. om de kollektive kampskridt, som er omhandlet i sagen, udgør en

begrænsning af den frie bevægelighed. Hvis dette vurderes at være

tilfældet, skal domstolen vurdere om begrænsningerne er objektivt

begrundede, egnede og forholdsmæssige, samt egnede til at skabe en

rimelig balance mellem den grundlæggende ret til at iværksætte kollektive

skridt på den ene side og etableringsfriheden og retten til fri udveksling af

tjenesteydelser på den anden side. Der ønskes endvidere taget stilling til,

hvorvidt de omhandlede skridt er udtryk for enten direkte eller indirekte

forskelsbehandling.

EF-domstolen fulgte i det store og hele Generaladvokatens udtalelse og fastslår, at

kollektive kampskridt, som dem, der er genstand for hovedsagen, udgør

restriktioner for etableringsretten som omhandlet i traktatens art. 43. En restriktion

for etableringsretten kan dog være tilladt, hvis den begrundes med henvisning til et

tvingende alment hensyn, såsom hensynet til beskyttelse af arbejdstagere, på den

betingelse, at det godtgøres, at de er egnede til at sikre gennemførelsen af det

pågældende mål, og at de ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå

målet.

3. EF-domstolens afgørelse i C- 341/05 af 18. december 2007 om Laval

Laval un Partneri Ltd. (Laval) er en lettisk virksomhed med hovedsæde i Riga,

Letland. I maj 2004 udstationerede Laval arbejdskraft i form af ca. 35

lønmodtagere til det svenske selskab L&P Baltic Bygg AB (Baltic), som var helejet

af Laval indtil slutningen af 2003. Udstationeringen skete bl.a. med henblik på

opførelsen af en skole i Vaxholm kommune i Sverige. Laval havde på daværende

tidspunkt ingen kollektive overenskomster, hverken med svenske fagforeninger

eller lettiske. Ca. 65% af de udstationerede lønmodtagere var organiserede i den

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

lettiske fagforening for bygningsarbejdere. Ingen af lønmodtagerne var organiseret

i svenske fagforbund.

Den svenske fagforening Svenska Byggnadsarbetareförbundet (Byggnads) søgte

gennem forhandlinger med Laval at få virksomheden til at tiltræde deres kollektive

overenskomst på byggeområdet for arbejdet i Vaxholm. Byggnads fastholdt kravet

om svensk overenskomst, selvom Laval den 14. september og den 20. oktober

2004 tegnede overenskomster med den lettiske fagforening for bygningsarbejdere.

Laval fremsatte overfor Byggnads ønske om, at lønnen og de øvrige arbejdsvilkår

blev defineret parallelt med forhandlingerne, hvilket Byggnads accepterede selvom

den normale fremgangsmåde i Sverige er, at forhandlingen om indgåelse af den

kollektive overenskomst skal være afsluttet før forhandlingerne om løn og øvrige

arbejdsvilkår kan påbegyndes. Byggnads krævede bl.a., at Laval skulle betale 145

sek. pr. time i løn, hvilket udgjorde den lokale gennemsnitlige løn for

lønmodtagere, der arbejdede inden for Byggnads branche. Den pågældende

overenskomst har en minimumssats på 109 sek., hvortil kommer f.eks. yderligere

bidrag.

Hvis ikke Laval tiltrådte den kollektive overenskomst ville Byggnads indlede

kollektive kampskridt overfor samtlige af Lavals byggepladser i Sverige i form af

blokade med det formål at indlede lønforhandlinger og indgå overenskomst.

Eftersom Laval ikke ville tiltræde overenskomsten, trådte de kollektive kampskridt

i kraft den 2. november 2004.

EF-domstolen lagde til grund, at kampskridtene mod byggeriet i Vaxholm bestod i

at forhindre levering af varer til byggepladsen, at opstille strejkevagter og at

forbyde lettiske arbejdstagere og køretøjer adgang til byggepladsen.

I forlængelse af hovedkonflikten varslede Svenska Elektrikerförbundet

sympatikonflikter med ikrafttræden den 3. december 2004. Sympatikonflikterne

indebar blokade mod alle elektriske installationer, som udførtes på Lavals

arbejdspladser i Sverige heriblandt i Vaxholm.

Ved juletid 2004 afbrød de lettiske lønmodtagere arbejdet og tog tilbage til

Letland, og vendte ikke tilbage til Sverige. I januar 2005 varslede andre

fagforeninger sympatikonflikter i form af en boykot af alle Lavals byggepladser i

Sverige, i et sådant omfang, at Laval efter EF-domstolens opfattelse ikke længere

ville være i stand til at udøve deres virksomhed i Sverige. Vaxholm kommune

fremsatte i februar 2005 ønske om at opsige kontrakten med Baltic, som gik

konkurs den 24. marts 2005. De kollektive krampskridt er endnu ikke sat ud af

kraft.

Laval anlagde sag ved Arbejdsdomstolen i Sverige mod Byggnads og

Elektrikerförbundet den 7. december 2004 med påstand om, at de samtlige indledte

kollektive kampskridt mod Lavals byggearbejder i Sverige samt at de indledte

sympatikonflikter var ulovlige og skulle hæves og endelig, at de faglige

organisationer skulle tilpligtes at betale Laval erstatning for det lidte tab. Laval bad

yderligere den svenske Arbejdsret om at rette henvendelse til EF-domstolen,

hvilket den svenske Arbejdsret gjorde ved at stille to præjudicielle spørgsmål til

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

EF-domstolen. Fagforeningerne påstod frifindelse i forbindelse med samtlige

anklagepunkter.

Spørgsmålene kan sammenfattes til følgende 2 hovedspørgsmål:

1. om det er i overensstemmelse med fællesskabsrettens regler om den frie

bevægelighed for tjenesteydelser, forbudet mod forskelsbehandling på

grund af nationalitet samt direktiv 96/71/EF af 16.december 1996 om

udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser

(herefter: udstationeringsdirektivet), at faglige organisationer gennem

kollektive kampskridt forsøger at få en udenlandsk virksomhed, der leverer

tjenesteydelser, til at indgå kollektiv overenskomst i værtslandet, når den

lovgivning, der implementerer udstationeringsdirektivet, ikke indeholder

udtrykkelige bestemmelser om anvendelse af arbejds- og ansættelsesvilkår

i overenskomster.

2. om den frie udveksling af tjenesteydelser og forbudet mod

forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, samt

udstationeringsdirektivet er til hinder for anvendelse af den svenske

medbestemmelseslov, som indeholder et forbud mod faglige konflikter, der

har til formål at ophæve en mellem andre parter indgået kollektiv

overenskomst, medmindre der er tale om en udenlandsk overenskomst (lex

Britannia).

I Laval-sagen har EF-domstolen ikke fulgt Generaladvokatens udtalelse, men har

truffet afgørelse om, at de kollektive kampskridt i den konkrete sag ikke var

forenelige med EU-retten, bl.a. fordi de svenske fagforeninger forsøgte at opnå

mere fordelagtige betingelser end dem, der følger dels af udstationeringsdirektivets

bestemmelser dels af den svenske gennemførelseslovgivning om udstatio-

neringsdirektivet.

Derudover fandt EF-domstolen, at forbudet i den svenske medbestemmelseslov

mod at konflikte med det formål at ophæve en mellem andre parter indgået over-

enskomst, medmindre der er tale om en udenlandsk overenskomst (Lex Britannia),

er i strid med EU-retten, fordi forbudet er nationalitetsdiskriminerende.

4. Relevante retsforskrifter

Traktatens art. 12 indeholder det almindelige princip om forbud mod forskelsbe-

handling på grund af nationalitet.

Traktatens art. 43 indeholder et forbud mod restriktioner, som hindrer statsborgere

i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område.

Traktatens art. 49 indeholder et forbud mod restriktioner, som hindrer fri udveks-

ling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet.

4.1. Udstationeringsdirektivet og implementeringen i Danmark

Udstationeringsdirektivet blev vedtaget 16. december 1996 og blev vedtaget på

baggrund af flere års debat på europæisk plan om social dumping.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Formålet med udstationeringsdirektivet, der er vedtaget i henhold til EF-traktatens

afsnit om den frie bevægelighed for bl.a. tjenesteydelser (i dag art. 47), er bl.a. at

sikre fair konkurrence i forbindelse med udveksling af tjenesteydelser og forholds-

regler, der garanterer, at arbejdstagernes rettigheder respekteres, jf. den 5. betragt-

ning i direktivets præambel. Direktivet retter sig mod udenlandske arbejdsgivere,

der udstationerer arbejdstagere til at udføre arbejde i et andet EU-land. Direktivets

anvendelsesområde er afgrænset til udstationering af arbejdstagere for bestemte

perioder i forbindelse med levering af tjenesteydelser, jf. art. 2, stk. 1. I den situa-

tion er udenlandske arbejdsgivere efter art. 3, stk. 1, forpligtet til at sikre deres

udstationerede ansatte en kerne af ufravigelige regler om minimumsbeskyttelse,

som via lov eller overenskomster er gjort generelt gældende i værtslandet. Dette

gælder bl.a. med hensyn til arbejdsmiljø, arbejdstid, betalt ferie, ligebehandling og

mindsteløn. Efter direktivets art. 3, stk. 1, sidste afsnit, defineres ”mindsteløn”(dvs.

mindsteløn, herunder overtidsbetaling, dog ikke erhvervstilknyttede tillægspensio-

ner) i overensstemmelse med national lov og/eller praksis.

Udstationeringsdirektivet giver efter artikel 3, stk. 8, bl.a. mulighed for, at

medlemsstater, som ikke har lovgivet om mindsteløn, og som ikke har et system,

hvor kollektive overenskomster eller voldgiftskendelser finder generel anvendelse,

kan beslutte, at de kollektive aftaler eller voldgiftskendelser, der er alment gæl-

dende for alle tilsvarende virksomheder i det berørte geografiske område og i den

pågældende sektor eller erhvervsgren, kan lægges til grund.

Bestemmelsen i artikel 3, stk. 8, betyder samtidig, at medlemsstater kan vælge ikke

at indføre lovbestemt mindsteløn eller at give kollektive overenskomster eller

voldgiftskendelser almen gyldighed. Danmark og Sverige har valgt ikke at anvende

direktivets bestemmelser om mindsteløn, men har i stedet overladt det til arbejds-

markedets parter via aftale at regulere lønfastsættelsen for arbejde, der udføres i

Danmark – evt. ved brug af kollektive kampskridt.

I forbindelse med gennemførelsen af direktivet i Danmark blev det nøje overvejet,

hvorvidt man skulle anvende muligheden for at stille krav om mindsteløn. Dette

fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget L 47 Folketingsåret 1999-

2000.

Der var imidlertid enighed i Folketinget og blandt arbejdsmarkedets parter om, at

man foreløbigt afstod fra at udnytte muligheden for at regulere mindsteløn, idet en

regulering af mindsteløn ville være et principielt brud på den danske model, herun-

der parternes aftalefrihed, og at eventuelle problemer med underbetaling af uden-

landske arbejdstagere (social dumping) i Danmark ville kunne løses gennem fag-

foreningernes ret til på sædvanlig vis – bl.a. ved brug af konfliktretten – at forsøge

at indgå overenskomster med udenlandske arbejdsgivere. Der var dog enighed om,

at situationen burde følges nøje, så man på et senere tidspunkt ville kunne anvende

muligheden. Derfor var der også enighed om at indføre en revisionsbestemmelse i

loven.

Det er således fortsat overladt til arbejdsmarkedets parter via aftale at regulere løn-

fastsættelsen for arbejde, som udføres i Danmark. Udenlandske arbejdsgivere i

Danmark er dermed ikke underlagt et lovfastsat krav om mindsteløn.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Efter direktivets art. 3, stk. 10, kan medlemsstaten vælge at fastsætte yderligere

arbejds- og ansættelsesvilkår for såvel nationale som udenlandske virksomheder,

end de vilkår, som er nævnt i art. 3, stk. 1. Dette kan ske, hvis der er tale om

grundlæggende retsprincipper (ordre public) eller hvis arbejds- og ansættelsesvilkår

er indeholdt i almengyldige kollektive overenskomster. Bestemmelsen er ikke an-

vendt i Danmark ud fra de samme betragtninger, som er nævnt ovenfor i relation til

mindsteløn.

4.2. Kort om den danske arbejdsretlige model

I Danmark reguleres løn- og arbejdsvilkår fortrinsvis via aftale mellem parterne på

arbejdsmarkedet – og ikke ved lovgivning. Der er således ikke generelt lovgivet

vedrørende f.eks. mindsteløn, arbejdsmarkedstilknyttede pensionsordninger, efter-

uddannelse eller opsigelse.

I Danmark gælder overenskomster kun for de virksomheder, der enten selv eller

via deres organisation har tiltrådt dem. Fagforeninger i Danmark har således ikke

krav på at få overenskomst med en arbejdsgiver, men må være indstillet på at an-

vende kollektive kampskridt for at opnå en sådan, f.eks. ved at etablere strejke eller

blokade.

Den uorganiserede arbejdsgiver, der ikke har indgået en overenskomst, skal alene

overholde de ansættelsesretlige love, når en ansættelsesaftale indgås, og arbejdsgi-

veren er ikke forpligtet til at betale en bestemt løn. Det er dog vigtigt at under-

strege, at kollektive overenskomster – på grund af deres brede dækning – i praksis

sætter normer eller standarder også uden for det direkte dækkede område.

4.3. Konfliktretten

Det generelle udgangspunkt er, at fagforeninger har ret til at konflikte over for en

arbejdsgiver i forbindelse med overenskomstindgåelse og overenskomstfornyelse.

Når to parter har indgået en kollektiv overenskomst, gælder der en fredspligt.

I lovlige konflikter kan der kun benyttes bestemte kollektive kampskridt.

Arbejdsgiverorganisationerne kan iværksætte

lockout

boykot

af fagforbundenes

medlemmer. I praksis er det dog oftest lønmodtagersiden, der ønsker at anvende

konflikt med henblik på at opnå overenskomst med en virksomhed, som arbejder

inden for fagforeningens faglige område. En fagforening vil typisk iværksætte en

hovedkonflikt mod den arbejdsgiver, der ønskes indgået overenskomst med. Kon-

flikten kan bestå af en

strejke,

hvor fagforeningen pålægger sine medlemmer at

ophøre med at arbejde på den konfliktramte virksomhed eller en

blokade,

hvor

fagforeningen pålægger sine medlemmer at undlade at tage arbejde på den kon-

fliktramte virksomhed.

Undertiden er hovedkonflikten ikke tilstrækkelig effektiv, fordi virksomheden ikke

beskæftiger nogle af fagforeningens medlemmer, og ikke har brug for yderligere

arbejdskraft fra medlemmer. Konflikten kan i en sådan situation udvides med en

sympatikonflikt, hvor fagforeninger inden for samme hovedorganisation støtter

hovedkonflikten ved at pålægge sine medlemmer at strejke eller undlade at udføre

arbejde, der relaterer sig til virksomheden. I praksis er det meget ofte sympatikon-

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

flikterne, som lægger det afgørende pres på virksomheden for at opnå overens-

komst.

I praksis skal en række betingelser være opfyldt, før en sympatikonflikt er lovlig.

Det kræves, at 1) der er iværksat en lovlig hovedkonflikt, 2) at der er et interesse-

fællesskab mellem forbundene i hovedkonflikten og sympatikonflikten, 3) at sym-

patikonflikten er egnet til at påvirke hovedkonflikten og 4) at sympatikonflikten er

proportional. Det er Arbejdsretten, der vurderer om disse kriterier er opfyldt i kon-

krete tilfælde, hvis et søgsmål om konflikten indbringes for retten.

5. EF-domstolens konklusioner i Viking Line og Laval

Domstolens konkluderer overordnet i begge sager følgende:

•

At retten til at iværksætte kollektive kampskridt er en grundlæggende

rettighed, der er en integrerende del af de fællesskabsretlige principper,

som EF-domstolen skal sikre overholdelsen af.

•

At udøvelsen af denne ret dog kan undergives visse begrænsninger

•

At udøvelsen bør forenes med de krav, der knytter sig til de rettigheder, der

er beskyttet i traktaten og være i overensstemmelse med

proportionali-

tetsprincippet.

•

At udøvelse af konfliktretten kan udgøre en indskrækning af art. 43 og 49,

men at der kan ske indskrænkninger i disse frihedsrettigheder, hvis der er

legitimt formål

og det udgør et

tvingende alment hensyn.

EF-domsto-

len udtaler i den forbindelse i Laval-sagen, at retten til at iværksætte kol-

lektive kampskridt, der har til formål at beskytte arbejdstagere i værts-

medlemsstaten mod eventuel social dumping, kan udgøre et tvingende al-

ment hensyn.

•

At artiklerne 43 og 49 har en direkte horisontal virkning overfor faglige

organisationer.

5.1. Særligt i forhold til Viking Line:

I Viking-dommen fastslår EF-domstolen, at retten til at iværksætte kollektive

kampskridt

er en grundlæggende

rettighed i EU, men denne rettighed går

ikke

forud for etableringsretten. EF-domstolen understreger, at retten til at etablere sig

og retten til at iværksætte kollektive kampskridt skal vurderes samlet og afbalance-

res i forhold til de formål, der forfølges.

Ad legitimt formål

I en konflikt mellem de to typer af rettigheder:

etableringsretten

faglige rettig-

heder,

er det ifølge EF-domstolen afgørende, om arbejdstagerrettighederne forføl-

ger et legitimt mål. Ifølge domstolen

”beskyttelse af arbejdstagere” et legitimt

mål. Beskrivelsen af beskyttelsen af arbejdstagerne kvalificeres i dommen. Ar-

bejdspladser og arbejdsvilkår skal være reelt og

alvorligt truede.

Ad proportionalitet

Der skal være proportionalitet i den konflikt, som iværksættes. Det indebærer dels,

at konflikten realistisk set fører frem til målene, og dels at indgrebet ikke går vi-

dere, end hvad der er nødvendigt for at nå målet. EF-domstolen godkender i

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

princippet adgangen til at anvende nationalt lovlige kollektive kampskridt. Som

kampskridt skal dog vælges det mindst indgribende middel til at nå målet.

Dommen underkender ikke anvendelsen af konfliktretten til at sikre bevarelsen af

arbejdspladser på det nationale område. Det er således tilladt at anvende kollektive

kampskridt for at forhindre en arbejdsgiver i at flytte, hvis arbejdspladserne eller

arbejdsvilkårene for fagforeningens medlemmer virkelige bringes i fare eller er

alvorligt truet.

5.2. Særligt i forhold til Laval

Ad legitimt formål og tvingende alment hensyn

EF-domstolen udtaler, at Fællesskabet ikke blot har et økonomisk formål men li-

geledes et socialt og arbejdsmarkedsmæssigt formål, og de rettigheder, der følger

af traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed for varer, personer, tjeneste-

ydelser og kapital skal afbalanceres i forhold til de mål, der forfølges med social-

og arbejdsmarkedspolitikken.

EF-domstolen bemærker, at en blokade, der iværksættes af en fagforening i en

værtsmedlemsstat, der har til formål at garantere udstationerede arbejdstagere ar-

bejds- og ansættelsesvilkår på et vist niveau, i princippet er omfattet af formålet om

beskyttelse af arbejdstagerne.

Men EF-domstolen konkluderer, at de kollektive kampskridt, som de svenske fag-

foreninger iværksatte mod Laval for at forsøge at indlede lønforhandlinger og opnå

tiltrædelse af en overenskomst, gik ud over tvingende almene hensyn, idet man

krævede mere fordelagtige betingelser end de, som fremgår dels af udstatione-

ringsdirektivet dels af den svenske gennemførelseslovgivning, og fordi der i Sve-

rige ikke fandtes tilstrækkelige og præcise oplysninger om mindstelønnen.

EF-domstolen udtaler, at de lønmæssige forpligtelser, som kan pålægges en uden-

landsk tjenesteyder efter direktivets art. 3, stk. 1, første afsnit, litra c), alene vedrø-

rer mindstelønnen. EF-domstolen bemærker, at udenlandske tjenesteydere ikke kan

forpligtes til at skulle iagttage et lønniveau, som de svenske fagforeninger forsøgte

at gennemtvinge, når det ikke er udtryk for en mindsteløn, og som vedrører for-

pligtelser, der enten ikke er nævnt i udstationeringsdirektivet, eller rækker videre

end de forpligtelser, der følger af den svenske gennemførelseslovgivning om ud-

stationeringsdirektivet.

Videre fastslår EF-domstolen, at kollektive kampskridt som dem, der blev anvendt

i Laval-sagen, ikke kan begrundes ud fra hensynet til at beskytte arbejdstagerne,

”når den lønforhandling, som de kollektive kampskridt har til formål at gennemføre

i forhold til en virksomhed, der har hjemsted i en anden medlemsstat, indgår i en

national kontekst, der er kendetegnet ved, at der ikke findes bestemmelser af nogen

som helst art, der er tilstrækkeligt præcise og tilgængelige til, at det ikke i praksis

gøres umuligt eller urimeligt vanskeligt for en sådan virksomhed at få klarhed over,

hvilke forpligtelser den skal overholde med hensyn til mindstelønnen”.

EF-domstolen udtaler desuden, at for så vidt angår de områder, der er nævnt i art.

3, stk. 1, første afsnit, litra a)-g) i udstationeringsdirektivet, fastlægger direktivet

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

udtrykkeligt den grad af beskyttelse, som værtsmedlemsstaten kan kræve iagttaget

af udenlandske virksomheder. EF-domstolen udtaler videre, at det beskyttelsesni-

veau, der skal garanteres over for udstationerede arbejdstagere i princippet er be-

grænset til det, der er fastsat i art. 3, stk. 1, første afsnit, litra a)-g). EF-domstolen

henviser samtidig til, at medlemsstaterne i medfør af direktivets art. 3, stk. 10, kan

pålægge indenlandske virksomheder og andre staters virksomheder arbejds- og

ansættelsesvilkår på andre områder end dem, der er nævnt i art. 3, stk. 1, første

afsnit, litra a)-g), for så vidt der er tale om grundlæggende retsprincipper (ordre

public). EF-domstolen finder det dog ubestridt, at de forpligtelser, som var blevet

pålagt i henhold til den i sagen omhandlede svenske byggeoverenskomst, var ble-

vet pålagt, uden at de nationale myndigheder havde handlet på grundlag af art. 3,

stk. 10.

Ad lex Britannia

Endelig finder EF-domstolen, at de særlige svenske konfliktregler, hvorefter sven-

ske fagforeninger har en videre adgang til at konflikte overfor en udenlandsk over-

enskomstdækket virksomhed end overfor en svensk overenskomstdækket virksom-

hed (lex Britannia), er i strid med EU-retten, fordi forbudet er nationalitetsdiskri-

minerende.

6. Afgørelsernes betydning for den danske retstilstand

6.1. Afgørelsen i sagen om Viking Line

Det vurderes umiddelbart, at afgørelsen ikke vil få direkte betydning for den

danske retstilstand vedrørende fagforeningers ret til at konflikte. Der er tale om en

meget konkret afgørelse fra et land, der har en anden regulering af konfliktretten.

Efter dansk arbejdsret anerkendes der ikke en adgang til at konflikte med det

formål, at en virksomhed undlader at flytte til udlandet eller forbliver dækket af

danske overenskomster efter etablering i udlandet. I Danmark hører disse forhold i

henhold til Arbejdsrettens praksis under arbejdsgiverens ledelsesret, og der kan

ikke konfliktes til fordel for indgreb i ledelsesretten. Den

proportionalitetsvurdering, som domstolen anvender, kendes i princippet fra dansk

arbejdsret. I Danmark stilles der krav om anvendelse af lovlige kampmidler, og

konflikten skal forfølge et rimeligt fagligt formål.

6.2. Afgørelsen i sagen om Laval

Det vurderes, at afgørelsen kan få betydning for den danske retstilstand. Den dan-

ske og svenske retstilstand er ikke identisk. Det kommende udvalgsarbejde vil

nærmere belyse de relevante forskelle og ligheder i de to lande, som faktum for så

vidt angår Sverige er lagt til grund af EF-domstolen.

Dog kan det allerede fremføres, at dommen giver anledning til, at det skal

overvejes, om man i Danmark giver udenlandske tjenesteydere tilstrækkelige og

præcise oplysninger om løn- og arbejdsforhold. Dette har særlig betydning, når

man i Danmark (og Sverige) har valgt ikke at implementere udstationeringsdirekti-

vets bestemmelser om mindsteløn, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, pkt. c) og stk. 8.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Den danske retstilstand bør overvejes nærmere i relation til EF-domstolens udta-

lelser om, hvilket beskyttelsesniveau og hvilke minimumskrav der kan kræves op-

fyldt af en udenlandsk virksomhed, hvis kravene i Danmark går videre end de krav,

der følger dels af udstationeringsdirektivets bestemmelser dels af den danske gen-

nemførelseslovgivning om udstationeringsdirektivet.

EF-domstolen underkender bestemmelsen i den svenske medbestemmelseslov, der

betyder, at der kan iværksættes kollektive kampskridt overfor en udenlandsk ar-

bejdsgiver, uanset at denne har indgået en overenskomst i sit eget land. Efter den

svenske medbestemmelseslov må der ikke iværksættes kollektive kampskridt, hvis

der er indgået en svensk overenskomst.

I Danmark må der – i modsætning til Sverige – konfliktes uanset om der er tale om

en dansk eller udenlandsk virksomhed, som har indgået en overenskomst med en

anden fagforening. Med andre ord kan danske fagforeninger konflikte for at opnå

konkurrerende overenskomst overfor virksomheder, uanset om de har indgået

overenskomst med et andet forbund.

7. Afslutning

Regeringen er blevet enig med arbejdsmarkedets parter om at iværksætte et udred-

ningsarbejde, hvor arbejdsmarkeds parter, myndighedsrepræsentanter og uvildige

eksperter nærmere skal analysere konsekvenserne af dommene og komme med

forslag til, hvilke initiativer der kan være nødvendige for bedst muligt at sikre den

danske arbejdsmarkedsmodels forenelighed med EU-retten.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 167 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende B 106, Lavaldommen, Viking Line-sagen og løndum-

ping.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 167 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 167:

”Kan

ministeren redegøre for, om regeringen deler B 106 (2018-2019) forslagsstil-

lernes udlægning af, at Lavaldommen og Viking Line-sagen har ført til, at EU-

Domstolens afgørelser har eroderet medlemslandenes muligheder for at opstille

værnsregler mod løndumping?”

Svar:

Regeringen mener ikke, at dommene har eroderet medlemslandenes muligheder for

at opstille værn med social dumping.

Som det fremgår af mit svar på EUU-spørgsmål 166, alm. del, berørte dommen i

Viking-Line-sagen ikke dansk praksis.

Som det fremgår af mit svar på EUU-spørgsmål 165, alm. del, følger det af Laval-

sagen og udstationeringsdirektivet, at værtslandets regler og praksis, hvad angår

mindsteløn, gælder ved udstationering.

Disse skal være klare, tilgængelige og have en vis generel anvendelse. Krav til ar-

bejds- og ansættelsesvilkår må ikke gå ud over bestemmelserne i udstationeringsdi-

rektivets artikel 3.

I begrundelsen for B 106 henvises der til, at der efter Laval-dommen blev indsat en

ny bestemmelse i udstationeringsloven, § 6a, med henblik på at sikre, at fagbevæ-

gelsen kunne konflikte inden for de rammer, der fulgte af Laval-sagen.

Af bestemmelsen følger, at anvendelsen af kollektive kampskridt kan ske på sam-

me måde som over for danske arbejdsgivere for at sikre udstationerede lønmodta-

gere en løn svarende til, hvad danske arbejdsgivere i henhold til de landsdækkende

overenskomster er forpligtede til at betale for udførelsen af tilsvarende arbejde.

Det følger af Laval-dommen, at der ikke kan konfliktes for fuld overenskomst, hvis

overenskomsten fx indeholder løfteparagraffer om lokal forhandling.

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Men som det fremgår, kan der opstilles tilstrækkelige værn mod løndumping. Et

medlemsland kan selv definere sin mindsteløn og gøre den gældende, hvis den er

bindende og gennemsigtig.

Jeg vil gerne henvise til en anden dom fra EU-Domstolen for at illustrere dette,

nemlig præmisserne 39-42 fra dommen C-396/13:

”39

I denne henseende bemærkes, at det udtrykkeligt fremgår af ordlyden af ar-

tikel 3, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 96/71, at mindstelønnen defineres i overens-

stemmelse med national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis om-

råde arbejdstageren er udstationeret. Denne ordlyd indebærer, at metoden til be-

regning af mindstelønnen og de kriterier, der anvendes i den forbindelse, ligeledes

er et anliggende for værtsmedlemsstaten.

Det fremgår for det første af det ovenstående, at de gældende regler i værts-

medlemsstaten kan være afgørende for, om mindstelønnen skal beregnes som time-

løn eller som akkordløn. For at kunne gøres gældende over for en arbejdsgiver,

som udstationerer arbejdstagere i denne medlemsstat, skal disse regler dog være

bindende, og de skal opfylde betingelserne om gennemsigtighed, hvilket navnlig in-

debærer, at de skal være tilgængelige og klare.

I medfør af disse kriterier kan den mindsteløn, som beregnes på grundlag af

de relevante kollektive overenskomster, ikke være afhængig af den udstationerende

arbejdsgivers frie valg, udelukkende med det formål at tilbyde lavere lønomkost-

ninger end omkostningerne til lokal arbejdskraft.

I hovedsagen tilkommer det den nationale ret at efterprøve, om de regler for

beregning af mindstelønnen, som anvendes i medfør af de relevante kollektive

overenskomster, er bindende og gennemsigtige.”

Herudover findes der en række domme, der med henblik på at sikre ligeløn og be-

kæmpelse af

”illoyal

konkurrence”,

som EU-Domstolen

formulerer det, tillader

foranstaltninger, der kan udgøre restriktioner for den fri bevægelighed. Fx et bel-

gisk krav om forhåndsanmeldelse, jf. C-396/13, og tysk krav om solidarisk ansvar,

C-60/03.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 168 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende B 106, Lavaldommen, Viking Line-sagen og tjeneste-

ydelser på tværs af EUs landegrænser.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 168 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 168:

”Kan

ministeren redegøre for, om regeringen deler B 106 (2018-2019) forslagsstil-

lernes udlægning af, at Lavalsagen og Viking Line-sagen viser, at den svenske og

danske konfliktret er i strid med retten til frit at kunne levere tjenesteydelser på

tværs af EUs landegrænser?”

Svar:

Regeringen mener ikke, at dommene viser, at konfliktretten er i strid med retten til

frit at kunne levere tjenesteydelser.

Tværtimod fremgår det af dommene, at konfliktretten er en grundlæggende ret-

tighed, der kan begrunde en indskrænkning i retten til frit at kunne levere tjeneste-

ydelser. Jeg henviser i øvrigt til mine svar på EUU-spørgsmål 165, 166 og 167.

Konfliktretten skal være i overensstemmelse med national ret og EU-ret. Det er ik-

ke anderledes end Arbejdsrettens praksis, hvorefter der ikke må konfliktes for ulov-

lige krav, ligesom konflikter skal være proportionale osv.

Den 1. juli 2015 vandt daværende LO på vegne af Serviceforbundet en sag ved Ar-

bejdsretten om lovligheden af en konflikt mod Ryanair til støtte for et krav om

overenskomstdækning af piloter og kabinepersonale på Ryanairs baser i Danmark.

Ryanair mente, at konflikten var i strid med EU-retten. Jeg vil gerne henvise fra

Arbejdsrettens afgørelse, da den er meget illustrativ:

”Retten til at forhandle overenskomster og iværksætte kollektive kampskridt til

støtte for sådanne overenskomster er en grundlæggende rettighed i EU-retten, jf.

herved artikel 28 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettighe-

der.

Retten til fri bevægelighed for arbejdstagere og den frie udveksling af tjenesteydel-

ser udgør grundlæggende friheder i EU-retten. EU-Domstolen har i en række

domme taget stilling til, hvordan disse grundlæggende rettigheder og friheder skal

afbalanceres over for hinanden, og hvilke kriterier afbalanceringen skal ske efter,

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

jf. herved Domstolens dom af 11. december 2007 i sag C-438/05, Viking, og Dom-

stolens dom af 18. december 2007 i sag C-341/05, Laval.

Det fremgår af dommene, at kollektive kampskridt kan udgøre en restriktion for

den fri bevægelighed, herunder den fri udveksling af tjenesteydelser, og at en så-

dan restriktion kun er tilladt, hvis den forfølger et legitimt formål, som er foreneligt

med traktaten og er begrundet i tvingende almene hensyn. Det kræves herudover,

at restriktionen skal være egnet til at sikre gennemførelsen af det pågældende mål,

og at den ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå målet, jf. herved Vi-

king-dommen, præmis 75, og Laval-dommen, præmis 101.

Det henhører under de nationale domstole at foretage den konkrete vurdering på

grundlag af disse kriterier, jf. Viking-dommen, præmisserne 80, 84, 85 og 87.

Herefter, og da der ikke er holdepunkter for at antage, at de forordninger, som Ry-

anair har påberåbt sig, har nogen selvstændig betydning for den afbalancering af

de grundlæggende rettigheder og friheder, som den nationale domstol skal foreta-

ge på grundlag af de kriterier, som EU-Domstolen har opstillet, finder Arbejdsret-

ten, at der ikke er en sådan tvivl om forståelsen af de EU-retlige regler, at der er

behov for at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Som følge af den tilknytning, som piloter og kabinepersonale på Ryanairs baser i

Danmark og det arbejde, som de udfører, har til Danmark, jf. ovenfor under afsnit-

tet om overenskomstkravets styrke og aktualitet, finder Arbejdsretten, at Service-

forbundets krav om overenskomst og den varslede konflikt til støtte herfor ikke kan

antages at være i strid med EU-retten.

Det bemærkes herved, at beskyttelsen af arbejdstagere er et tvingende alment hen-

syn. Serviceforbundets kampskridt har til formål at sikre ordnede løn- og arbejds-

vilkår for forbundets medlemmer i relation til arbejde, der har den anførte tilknyt-

ning til Danmark, og at modvirke social dumping. Den varslede konflikt må anses

som egnet til at sikre gennemførelsen af disse mål, og den går ikke videre end,

hvad der er nødvendigt for at nå målene.”

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 169 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende arbejdskraft fra østeuropæiske EU-lande.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalget

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Europaudvalget har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål nr. 169

(alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 169:

”Kan

ministeren redegøre for, hvad de samfundsøkonomiske konsekvenser

ville være, hvis det danske arbejdsmarked i 2017 kun havde fået 19.500

lønmodtagere fra østeuropæiske EU-lande, som Finansministeriet

skønnede i 2004?”

Svar:

Grundlæggende mener jeg, at det er en gevinst for Danmark, at arbejdskraft fra

EU-landene og herunder fra de øst- og centraleuropæiske EU-lande bidrager til

dansk produktion og vækst.

Det gør sig særligt gældende i en situation som nu, hvor mange virksomheder

mangler kvalificeret arbejdskraft, og hvor udenlandsk arbejdskraft kan være med til

at forlænge det danske opsving.

Det er ikke muligt at give en redegørelse for, hvad de samfundsøkonomiske konse-

kvenser ville være, hvis der havde været færre lønmodtagere på det danske ar-

bejdsmarked fra de øst- og centraleuropæiske EU-lande i 2017.

Men det er muligt at give et groft skøn baseret på en alt andet lige-betragtning.

Alt andet lige ville dansk BNP have været ca. 22 mia. kr. lavere, såfremt der kun

havde været 19.500 lønmodtagere fra de såkaldte EU11-lande

, når der tages ud-

gangspunkt i Finansministeriets vedlagte svar på FIU alm. del. spørgsmål 310 fra

januar 2019.

Her skønner Finansministeriet, at 64.000 herboende lønmodtagere fra de øst- og

centraleuropæiske lande bidrog med ca. 32 mia. kr. til BNP i 2018, svarende til 1,4

pct. af BNP (2018-priser).

5. april 2019

J.nr.

2019-1483

EU11 omfatter Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien,

Slovenien, Slovakiet og Kroatien.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Beskæftigelsesniveauet i Danmark er blandt andet bestemt af udbud af og efter-

spørgsmål efter arbejdskraft, samt arbejdskraftens lønniveau og produktivitet.

Det er ikke muligt at vurdere, hvad et lavere udbud af europæisk arbejdskraft kon-

kret ville have betydet for beskæftigelsen i Danmark.

Der ville dog være grund til at antage

–

alt andet lige

–

at hvis der var kommet fær-

re øst- og centraleuropæiske arbejdstagere, så ville de kun i mindre omfang blive

erstattet af andre borgere fra andre EU-lande.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Finansudvalget 2018-19

FIU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 310

Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

18. februar 2019

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 310 (Alm. del) af 21.

januar 2018

Spørgsmål

Vil ministeren opdatere svaret på FIU alm. del - spørgsmål 18 (2017-18) om effek-

ten på BNP, hvis den udenlandske arbejdskraft, der i dag arbejder i Danmark, ikke

arbejdede i Danmark i morgen, med de senest tilgængelige tal?

Svar

Udenlandsk arbejdskraft udgjorde ca. 276.000 lønmodtagere i 3. kvartal 2018,

jf.

tabel 1.

Det svarer til 10 pct. af den samlede lønmodtagerbeskæftigelse i Danmark.

Den udenlandske arbejdskraft består dels af beskæftigede indvandrede personer

med udenlandsk statsborgerskab og dansk bopæl, og dels af personer uden bopæl

i Danmark, der er beskæftiget i en dansk virksomhed

–

såkaldte grænsearbejdere.

Udenlandske lønmodtagere uden dansk statsborgerskab med bopæl i Danmark

udgør ca. 215.000, mens de resterende ca. 60.000 lønmodtagere er grænsearbejde-

re. Det er ikke muligt at opgøre statsborgerskabet på grænsearbejderne, og grup-

pen kan således også indeholde danske statsborgere, som eksempelvis har bosat

sig i Sverige, men som arbejder i Danmark.

Indvandrede personer fra EU28-landene udgør godt halvdelen (ca. 113.000 per-

soner) af den herboende udenlandske arbejdskraft. Heraf udgør personer fra de

østeuropæiske lande, EU11, ca. 64.000 lønmodtagere. Der er ca. 102.000 lønmod-

tagere med statsborgerskab udenfor EU28, hvoraf ca. 16.000 er fra vestlige lande.

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K · T 33 92 33 33 · E [email protected] · www.fm.dk

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Side 2 af 3

Tabel 1

Udenlandsk arbejdskraft (lønmodtagere) i Danmark, 3. kvartal 2018

Lønmodtagere

1.000 personer

Udenlandsk arbejdskraft fra EU28-landene

- heraf fra EU15-landene

- heraf fra EU11-landene

Udenlandsk arbejdskraft med statsborger-

skab udenfor EU28

- heraf fra vestlige lande

- heraf fra ikke-vestlige lande

I alt herboende udenlandsk arbejdskraft

Grænsearbejdere

Udenlandsk arbejdskraft i alt

113

102

215

276

Pct. af samtlige løn-

modtagere

4,1

1,8

2,3

3,7

0,6

3,1

7,8

2,2

10,0

Fuldtidspersoner

1.000 personer

177

226

Anm.: Afrunding kan medføre at tallene ikke summer til totalen.

Beskæftigelsen er opgjort på baggrund af lønmodtager-statistikken (BFL), der omfatter personer med et

lønmodtagerjob i en dansk virksomhed, og er dannet på baggrund af indberettede lønoplysninger til SKAT

fra arbejdsgiverne (eIndkomst). Dvs. statistikken indeholder ikke selvstændige. Beskæftigelsen er opgjort ud

fra personernes lønmodtagergrad, dvs. hvor stor en andel personerne er beskæftiget over perioden. Den

samlede beskæftigelse i Danmark i 3. kvartal 2018 var ca. 2,77 mio. lønmodtagere (ikke-sæsonkorrigeret).

Lønmodtagerne er omregnet til fuldtidspersoner ud fra det indberettede betalte antal timer pr. måned

divideret med 160,33 timer, som svarer til fuldtidsbeskæftigelse.

EU11 omfatter Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovenien,

Slovakiet og Kroatien. EU15 omfatter Østrig, Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Irland,

Italien, Luxemborg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Sverige og Storbritannien. EU28 omfatter EU11,

EU15 samt Cypern og Malta.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger på baggrund af lovmodellens datagrundlag.

Beregningen af BNP-effekten tager udgangspunkt i lønsummen knyttet til den

udenlandske arbejdskraft i Danmark

. Den samlede udenlandske arbejdskraft inkl.

grænsearbejdere skønnes på den baggrund at bidrage med ca. 167 mia. kr. til BNP

i 2018 svarende til 7�½ pct. af BNP,

jf. tabel 2.

For de herboende udenlandske løn-

modtagere skønnes effekten på BNP til ca. 127 mia. kr., hvoraf indvandrede per-

soner fra EU28 udgør ca. 70 mia. kr.,

jf. tabel 2.

For at opregne lønsummen til BNP antages beregningsteknisk, at forholdet mellem løn og bruttoværditilvækst svarer til

gennemsnittet for de private byerhverv, og forholdet mellem BNP og BVT svarer til gennemsnittet for hele økonomien.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Side 3 af 3

Tabel 2

Bidrag fra udenlandsk arbejdskraft på BNP, 3. kvartal 2018, 2018-priser

Mia. kr.

Udenlandsk arbejdskraft fra EU28-landene

- heraf fra EU15-landene

- heraf fra EU11-landene

Udenlandsk arbejdskraft med statsborgerskab udenfor EU28

I alt herboende udenlandsk arbejdskraft

+ grænsearbejdere

Udenlandsk arbejdskraft i alt

127

167

Pct. af BNP

3,1

1,7

1,4

2,5

5,7

1,8

7,5

Anm.: Se anmærkning til tabel 1. BNP-effekten er opregnet fra lønsummen, der er opgjort på baggrund af BFL-

statistikken.

Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger på baggrund af lovmodellens datagrundlag.

Med venlig hilsen

Kristian Jensen

Finansminister

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 170 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende antallet af lønmodtagere fra østeuropæiske lande.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Europaudvalget har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål nr. 170

(alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 170:

”Kan

ministeren redegøre for, hvad effekten ville være for dansk økonomi, hvis an-

tallet af lønmodtagere fra østeuropæiske lande i 2030 kun er 39.000?”

Svar:

Det er ikke muligt at give en redegørelse for, hvad effekten for dansk økonomi vil

være, hvis antallet af lønmodtagere fra østeuropæiske lande i 2030 er 39.000.

Beskæftigelsesniveauet i Danmark er blandt andet bestemt af udbud af og efter-

spørgsmål efter arbejdskraft, samt arbejdskraftens lønniveau og produktivitet.

Det er ikke er muligt at vurdere, hvorvidt færre lønmodtagere fra de øst- og cen-

traleuropæiske lande i 2030 vil blive erstattet af anden arbejdskraft fra eksempelvis

andre EU-lande.

5. april 2019

J.nr.

2019-1483

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 171 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende BNP-effekt i Danmark af vandrende arbejdstagere.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 171 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 171:

”Kan

ministeren redegøre for BNP-effekten i Danmark af vandrende arbejdstagere

fra hhv. EU12 og EU15?”

Svar:

Under henvisning til finansministerens svar af 18. februar 2019 på Finansudvalgets

spørgsmål nr. 310 (Alm. del) af 21. januar 2019, der er vedlagt mit svar på EUU

spørgsmål 169 af dags dato, kan jeg oplyse følgende:

Den samlede udenlandske arbejdskraft inkl. grænsearbejdere skønnes at bidrage

med ca. 167 mia. kr. i 2018, svarende til 7�½ pct. af BNP.

For de herboende udenlandske lønmodtagere skønnes effekten på BNP til ca. 127

mia. kr., hvoraf indvandrede personer fra EU11-landene bidrager med 32 mia.kr.

og indvandrede personer fra EU15-landene med 38 mia.kr

For de øvrige, dvs. ikke-herboende grænsearbejdere, skønnes effekten på BNP at

udgøre 40 mia. kr. Det vurderes, at langt størstedelen af grænsearbejderne er stats-

borgere fra et af de øvrige EU-lande.

Det bemærkes, at opgørelsen alene omfatter lønmodtagere, og således ikke inklu-

derer selvstændige. Beregningen af BNP-effekten tager udgangspunkt i lønsummen

knyttet til den udenlandske arbejdskraft i Danmark.

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

EU11 omfatter Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovenien, Slovakiet

og Kroatien. EU15 omfatter Østrig, Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Irland, Italien, Luxem-

bourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Sverige og Storbritannien. Cypern og Malta indgår ikke i nærværende

opgørelse.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

9. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 172 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende B 106 om skøn for, hvor mange udenlandske arbejdsta-

gere Danmark har brug for i 2030, hvis væksten i dansk økonomi skal

opretholdes.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Europaudvalget har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål nr. 172

(alm. del), som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 172:

”Kan

ministeren oversende et skøn for, hvor mange udenlandske arbejdstagere

Danmark har brug for i 2030, hvis vi skal opretholde væksten i dansk økonomi?”

Svar:

Beskæftigelsesministeriet har indhentet nedenstående svarbidrag fra Finansministe-

riet.

”En høj strukturel beskæftigelse er en vigtig forudsætning for høj velstand, sunde

offentlige finanser og en god sammenhængskraft i samfundet.

Den danske arbejdsstyrke er aktuelt historisk stor, hvilket blandt andet afspejler tid-

ligere gennemførte reformer, der øger arbejdsudbuddet. Hertil kommer, at der over

de senere år har været en betydelig tilgang af udenlandsk arbejdskraft.

De fleste udenlandske beskæftigede er kommet til fra andre lande i EU. I 2017 ud-

gjorde udenlandsk arbejdskraft godt 286.000 personer ud af den samlede beskæfti-

gelse (ekskl. orlov) på ca. 2.800.000 personer, svarende til godt 10 pct.

I Finansministeriets seneste langsigtede fremskrivning af dansk økonomi (august

2018) forudsættes det på baggrund af DREAM’s befolkningsprognose,

at der i

2030 vil være knap 360.000 personer med udenlandsk oprindelse ud af en samlet

beskæftigelse på knap 3.000.000 personer. Således skønnes udenlandsk arbejds-

kraft at udgøre ca. 12 pct. af den samlede beskæftigelse i 2030.

I Finansministeriets langsigtede fremskrivning skønnes økonomien på baggrund af

blandt andet forudsætningerne om udviklingen i den strukturelle beskæftigelse realt

at vokse med godt 1,4 pct. årligt i perioden 2017 til 2030.

Til sammenligning voksede realt BNP med 1,6 pct. årligt fra 1990 til 2017. Hvis

tilgangen af udenlandsk arbejdskraft er mindre end forudsat i fremskrivningen til

J.nr.

2019-1483

Opgjort på baggrund af RAS-statistikken fra Danmarks Statistik.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

2030, vil det isoleret set trække ned i den fremskrevne reale BNP-vækst over peri-

oden.”

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

9. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigelses-

ministeriets besvarelse af spørgsmål 173 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende B 106 om konsekvenserne for løndannelsen i Danmark,

hvis Danmark f.eks. indfører en mindsteløn svarende til 60 procent af

medianindkomsten i Danmark.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Europaudvalget har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål nr. 173

(alm. del), som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 173:

”Kan

ministeren redegøre for konsekvenserne for løndannelsen i Danmark,

hvis Danmark fx indfører en mindsteløn svarende til 60 procent af

medianindkomsten i Danmark?”

Svar:

Hvis en lovfastsat mindsteløn sættes til 60 pct. af medianlønnen, svarede det i 2017

til ca. 139 kr. i timen

, hvilket er højere end en række af de overenskomstfastsatte

mindstelønninger i Danmark.

Eksempelvis var mindstelønnen i 2017 på butiksområdet og industrien henholdsvis

omtrent 114 kr. og 116 kr. i timen.

I første omgang ville en lovbestemt mindsteløn svarende til 60 pct. af medianløn-

nen således både påvirke personer, der arbejder under og uden overenskomst med

en løn lavere end 139 kr. i timen.

En generel lovbestemt mindsteløn med en fast sats som angivet og uden afsæt i de

overenskomster, der gælder på områderne, vil således kunne have nogle virkninger

i forhold til løndannelse og konkurrenceevne, ligesom den vil kunne påvirke ni-

veauet for overførselsindkomster.

I undersøgelser, der omhandler erfaringer med mindstelønninger i andre lande, er

der generelt ikke konsensus om effekterne af lovfastsat mindsteløn.

J.nr.

2019 - 1483

1 Der er her taget udgangspunkt i mediantimelønnen og ikke medianindkomsten. Det skyldes, at ind-

komstbegrebet som udgangspunkt ikke er egnet for en minimumsløn, idet indkomstbegrebet omfatter

såvel beskæftigede som modtagere af overførselsindkomster. Derudover kigger man ofte på efter-skat

beløbet i sammenligning af medianindkomster på tværs af lande, hvilket ikke vurderes relevant i

spørgsmålet om mindsteløn. I 2017-niveau udgør 60 pct. af mediantimelønnen i Danmark omtrent

139 kr.

For mediantimelønnen anvendes medianen af

”den

standardberegnede timefortjeneste”

fra Dan-

marks Statistik.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Den forskningsmæssige viden, der kunne benyttes til vurdering af virkningerne af

lovbestemte mindstelønninger på løndannelse og beskæftigelsen i Danmark, er så-

ledes yderst begrænset.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 174 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende opgørelse over udenlandsk arbejdskraft der arbejder

under danske løn- og arbejdsvilkår.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 174 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 174:

”Kan

ministeren oversende en opgørelse af, hvor stor en andel af den udenlandske

arbejdskraft, som er beskæftiget på det danske arbejdsmarked, der arbejder under

danske løn- og arbejdsvilkår?

Svar:

I Danmark fastlægges løn- og ansættelsesforhold som hovedregel gennem kollekti-

ve overenskomster indgået mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

Når en virksomhed har overenskomst, gælder overenskomsten for alle medarbejde-

re, uanset om de er medlemmer af en fagforening eller ej og uanset nationalitet.

Beskæftigelsesministeriet har ikke en opgørelse over, hvor stor en del af den uden-

landske arbejdskraft, der arbejder under overenskomst.

Ifølge skøn fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) var den samlede overenskomst-

dækning på det private arbejdsmarked 74 pct. i 2015 og lidt lavere for udenlandske

lønmodtagere, hvor andelen var 67 pct.

Alle offentligt ansatte er dækket af overenskomst, og dermed er overenskomstdæk-

ningen på hele arbejdsmarkedet højere, og udgør 83 pct. for alle lønmodtagere og

74 pct. for udenlandske medarbejdere.

På DA-området, som dækker knap halvdelen af den private sektor, finder DA, at 85

pct. af udlændingene er dækket af overenskomst, mens tallet er 87 pct. for alle

lønmodtagere

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

https://www.da.dk/politik-og-analyser/overenskomst-og-arbejdsret/2018/hoej-

overenskomstdaekning-i-danmark.

Tallene er ekskl. udlændinge, som arbejder i en uden-

landsk virksomhed i Danmark og er registreret gennem Registret for Udenlandske Tjene-

steydere (RUT).

Feltkode ændret

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

DA påpeger, at højtuddannede specialister fra udlandet typisk ikke vil være dækket

af overenskomst i den private sektor. Dette skyldes, at private virksomheder typisk

ikke har overenskomster for højtuddannede medarbejdere.

I forhold til udstationerede arbejdstagere, findes der heller ingen præcise tal for,

hvor mange, der er omfattet af danske løn- og arbejdsvilkår, men det er formentlig

et mindre tal.

FAOS

har med visse forbehold skønnet, at det er 34 pct. af det arbejde, der er ble-

vet leveret af de udstationerende udenlandske bygge- og anlægsvirksomheder, som

har været overenskomstdækket. Skønnet er baseret på data fra 3F og FAOS’ egne

estimater af de enkelte virksomheders bidrag til fuldtidsbeskæftigelsen.

Udstationeret arbejdskraft udgjorde i 2018 ifølge jobindsats.dk 5.411 fultidsperso-

ner svarende til 2,5 pct. af al udenlandsk arbejdskraft i Danmark.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

Udenlandske virksomheder og udstationerede arbejdstagere i bygge- og anlægsbranchen,

FAOS

2016, af Jens Arnholtz og Søren Kaj Andersen.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 175 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende

virkningerne af EU’s indre marked for dansk økonomi.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 175 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 175:

”Kan

ministeren redegøre for, om det har været en fordel for dansk økonomi og

dansk velfærd, at Danmark har været med i EU’s indre marked og

dermed i medfør

af arbejdskraftens fri bevægelighed har mulighed for at tiltrække arbejdskraft fra de

øvrige EU-lande? Redegørelsen bedes omfatte samtlige EU-lande og de østeuropæ-

iske lande isoleret set.”

Svar:

Analyser af virkningerne af EU’s indre marked for dansk økonomi viser enslyden-

de, at der er tale om afgørende og betydelige fordele, uanset hvilke parametre, der

måles på.

Det gælder således ved opgørelser af BNP som det samlede mål for velstanden, ved

beskæftigelsesomfanget, forbrugsmuligheder og realløn, samt i forhold til udvik-

lingen i eksporten.

I en analyse om det indre markeds økonomiske betydning for Danmark

fra 2017,

konkluderes sammenfattende, at BNP er godt 5 pct. højere i dag, end hvis Danmark

ikke var en del af det indre marked.

Beskæftigelsen er øget, fordi flere personer i den erhvervsaktive alder flytter til

Danmark for at arbejde. Det private forbrug er 57 mia. kr. højere, hvilket bl.a.

skyldes, at reallønnen er næsten 10 pct. højere. Endelig har det indre marked ført til

en varig stigning i Danmarks eksport på knap 7 pct.

Analysen opgør de økonomiske virkninger af EU’s indre marked i sin helhed, dvs.

både fri bevægelighed for varer, for personer, for tjenesteydelser og for kapital, og i

relation til EU i alt. Der er således ikke sondret mellem samtlige EU-lande og de

østeuropæiske lande isoleret set.

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

”Det indre markeds økonomiske betydning for Danmark”,

januar 2017. Analysen er udført af Høj-

bjerre Brauer Schultz (HBS) for Erhvervsstyrelsen.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

En sondring mellem betydningen af forskellige typer af udenlandsk arbejdskraft for

dansk økonomi kan alternativt belyses ved at skønne over BNP-effekten af uden-

landsk arbejdskraft.

I et svar til Finansudvalget angiver Finansministeriet

at herboende lønmodtagere

fra samtlige EU-lande bidrager med 70 mia. kr. til BNP, hvoraf de såkaldte EU11-

lande

alene bidrager med 32 mia. kr., svarende til 1,4 pct. af Danmarks BNP.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

I svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 310 (Alm. del) af 21.januar 2019. Vedlagt mit samtidige

svar på EUU spørgsmål 169.

EU11 omfatter Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Rumænien, Slovenien, Slovakiet

og Kroatien.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 176 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende løndumping og vandrende arbejdstagere i Danmark.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 176 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 176:

”Kan

ministeren redegøre for, om vandrende arbejdstagere fra østeuropæiske lande

har ført til massiv løndumping som der står i bemærkningerne til beslutningsforslag

B106 (218-2019)?”

Svar:

Jeg mener

ikke, at der er belæg for at sige, at der er ”massiv løndumping” blandt

vandrende arbejdstagere i Danmark.

Jeg lægge i den forbindelse - i mangel af en fast definition af løndumping - til

grund, at der menes betaling under det sædvanlige danske niveau. Det vil sige un-

derbetaling i forhold til den sædvanlige løn i betragtning af arbejdets art, kvalifika-

tioner osv.

Med ”massiv” lægger jeg til grund, at

der henvises til, om en eventuel underbeta-

ling forekommer hos en stor del af gruppen af arbejdstagere.

Udsagnet massiv løndumping findes i det afsnit fra begrundelsen til B 106, der

omhandler det samlede antal arbejdstagere fra EU, altså også vandrende arbejdsta-

gere.

I mit svar på EUU-spørgsmål 174 har jeg oplyst, at udlændinge i næsten lige så høj

grad som befolkningen som helhed arbejder under overenskomst på det private ar-

bejdsmarked, nemlig 67 procent i forhold til 74 procent.

FAOS har i 2018 i en publikation

sammenlignet årsindkomsterne for en gruppe

EU-borgere fra Central- og Østeuropa, der ankom til Danmark i 2007/2008, med de

tilsvarende årsindkomster for en gruppe danskere med samme køns- og aldersfor-

deling.

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

Labour Market Integration. On the multible dimensions of immigrant labour market integration.

Ph.d- afhandling af Jonas Felbo-Kolding.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Undersøgelsen viste, at gruppen af central- og østeuropæere i gennemsnit tjente 27

pct. mindre end sammenligningsgruppen. Heraf kan 21 pct. dog forklares med for-

skelle i arbejdstid og forskellene i fordelingen på stillingsgrupper mellem de to

grupper.

Tilbage er 6 pct., der ikke kan forklares ud fra de registerdata, der indgår i analy-

sen. Det kan muligvis skyldes forskelle i sprogkompetencer eller uddannelsesbag-

grund, eller lønmodtagernes eller arbejdsgivernes præferencer.

Det er ikke EU-reglerne, der er årsag til, at vi ikke forpligter arbejdsgivere til at be-

tale en vis løn. Det skyldes, at vi ikke har nogen mindsteløn, og at det er et anlig-

gende for arbejdsmarkedets parter at fastsætte lønniveauet i Danmark.

En arbejdsmarkedsprotokol eller social protokol vil derfor heller ikke afhjælpe de

konkrete udfordringer med uordnede forhold for nogle arbejdstagere fra andre EU-

lande i Danmark.

I stedet for at drøfte en arbejdsmarkedsprotokol, der skal holde EU-borgere væk,

hvilket vil være til stor skade for danske økonomi, vil jeg hellere drøfte, hvordan vi

styrker indsatsen for at sikre ordnede forhold for alle arbejdstagere fra andre EU-

lande, der arbejder i Danmark.

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Udenrigsministeriet

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

Asiatisk Plads 2

DK-1448 København K

Telefon +45 33 92 00 00

Telefax +45 32 54 05 33

E-mail: [email protected]

http://www.um.dk

Girokonto 3 00 18 06

Bilag

Sagsnummer

2019-511

Kontor

EKN

5. april 2019

SVAR PÅ UDVALGSSPØRGSMÅL

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Beskæftigel-

sesministeriets besvarelse af spørgsmål 177 ad EUU alm. del af 20. marts

2019 vedrørende

B 106 og skelnen mellem en ”arbejdsmarkedsprotokol”

og en ”social protokol”.

Anders Samuelsen

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Ved Stranden 8

1061 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

Folketingets Europaudvalg har i brev af 20. marts 2019 stillet følgende spørgsmål

nr. 177 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 177:

”Anerkender

ministeren B 106 (2018-2019) forslagsstillernes skelnen mellem

”arbejdsmarkedsprotokol” og

”social

protokol”?

Eller

mener ministeren,

at man ved begge protokoller vil skulle åbne og genforhandle EU's traktater? Kan

ministeren i forlængelse heraf kort redegøre for nogle af EU-landenes interesser i

forbindelse med en evt. ny forhandling af EU’s traktater?”

Svar:

Jeg forstår forskellen således, at forslagsstillerne modsat tidligere forslag til en so-

cial protokol ønsker at kunne begrænse antallet af vandrende arbejdstagere. Den

anden forskel angiver forslagsstillerne som at være, at en arbejdsmarkedsprotokol

ikke vil give sociale rettigheder til unionsborgere.

Jeg går ud fra, at forslagsstillerne bag beslutningsforslaget selv forudsætter, at det

kræver en ændring af traktaten, da de omtaler det som en arbejdsmarkedsprotokol

til Lissabon-traktaten.

Men det vil det efter min opfattelse også kræve, da det bl.a. fremgår, at konfliktret-

ten skal have forrang. På dette ene punkt er forslaget i overensstemmelse med den

europæiske fagbevægelses forslag om en social protokol.

Ifølge artikel 28 i charteret om grundlæggende rettigheder, der er en integreret del

af Lissabon-traktaten, er der ret til kollektive skridt, herunder strejke, i overens-

stemmelse med EU-retten og national lovgivning.

Heroverfor står det i begrundelsen for beslutningsforslaget:

”Når

konfliktretten

træder ind, skal EU-retten træde ud.”

Det fremgår også af begrundelsen for beslutningsforslaget, at det er begrundet i det

høje antal østeuropæere på det danske arbejdsmarked. Det fremgår at der tænkes på

vandrende arbejdstagere.

Efter artikel 45 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde har EU-

borgere ret til at søge stillinger og tage ophold i Danmark for at arbejde, og de har

5. april 2019

J.nr.

2019 - 1483

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

ret til ligebehandling med hensyn til ret til beskæftigelse, aflønning og arbejdsvil-

kår.

Det er uklart, hvordan en arbejdsmarkedsprotokol skulle begrænse antallet af EU-

borgere eller afhjælpe evt. problemer med løndumping eller uordnede forhold på

arbejdsmarkedet i Danmark.

Den foreslåede protokol ville gøre det muligt for de enkelte EU-lande, at indføre

foranstaltninger for udenlandske tjenesteydere, uden at Kommissionen og EU-

Domstolen har mulighed for at kontrollere, om restriktionerne er reelt begrundet i

hensynet til arbejdstagerne og er proportionale.

Det vil sige, at danske virksomheder og deres arbejdstagere kan blive ramt af vil-

kårlige restriktioner,

når de arbejder eller etablerer sig i andre dele af EU’s indre

marked.

Hvad angår fri bevægelighed for vandrende arbejdstagere, så fornemmer jeg ikke,

at der blandt andre lande er ønske om et begrænse dette grundlæggende princip i

traktaten.

Danmark har i de senere år med held arbejdet for, at EU koncentrerer sig om kon-

krete udfordringer snarere end traktatændringer og institutionelle diskussioner.

Forslaget om en arbejdsmarkedsprotokol risikerer dermed at tage fokus et andet

sted hen og åbne for en stor traktatdiskussion, hvilket er i direkte modstrid med

Danmarks generelle tilgang til spørgsmålet om traktatændringer.

Dertil kommer, at andre lande naturligvis vil have andre ønsker, såfremt traktaten

åbnes. Ønsker der ikke nødvendigvis vil flugte med danske kerneprioriteter om, at

arbejdsmarkedernes forskelligheder og det danske aftalesystem skal respekteres.

Det viste forhandlingerne om den sociale søjle meget tydeligt.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har i europæiske dagblade den 4. marts

2019 haft et indlæg, hvor han bl.a. foreslår en europæisk mindsteløn, der skal til-

passes hvert land.

Selv hvis der var appetit på traktatændringer, ville det ikke forhindre uordnede for-

hold eller tilfælde af løndumping på det danske arbejdsmarked.

Det kræver en helt anden og konkret indsats, som vi i mine øjne bør koncentrere os

om i stedet for at drøfte eventuelle fremtidige traktatændringer.

B 106 - 2018-19 (1. samling) - Bilag 1: Kopi af EUU alm. del - svar på spørgsmål 165-177 om indførelse af en arbejdsmarkedsprotokol i Lissabontraktaten

Venlig hilsen

Troels Lund Poulsen