Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 103:

Forslag til folketingsbeslutning om skærpede krav til kviklånsudbyderne og forbedrede rettigheder for forbrugerne ved optagelse af kviklån.

Af Lisbeth Bech Poulsen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 19.02.2019).

Forhandlingen er åbnet, og det er først erhvervsministeren.

Tak for beslutningsforslaget, som er fremsat af SF for at styrke tilsynet med forbrugslån, det såkaldte kviklånsmarked. I beslutningsforslaget bliver regeringen pålagt at fremsætte et lovforslag, som vil stramme reglerne for kviklån og sikre bedre rettigheder for forbrugerne ved optagelse af kviklån. Det fremgår af beslutningsforslaget, at regeringen skal fremsætte et lovforslag, som vil skabe større gennemsigtighed for forbrugerne, skærpe reglerne for reklamer for kviklån i det offentlige rum, sætte loft over renter og gebyrer og sætte loft over, hvor mange kviklån og hvor stor en samlet gæld en låntager kan optage.

Selv om det er beskrevet som ret konkrete ønsker, læser jeg også beslutningsforslaget sådan, at SF gerne vil drøfte de præcise metoder til at sikre øget forbrugerbeskyttelse på området. Regeringen er enig i, at der er belæg for, at mange forbrugere har det svært på forbrugslånsmarkedet. Vi ved, at mange fortryder at have optaget kviklån eller får problemer med at betale tilbage. Derfor er regeringen også enig i, at der er behov for at øge forbrugerbeskyttelsen på markedet for forbrugslån, herunder kviklån.

Det er også baggrunden for, at vi i 2017 indførte en betænkningsperiode på 48 timer for at tage kortfristede forbrugslån. Vi har netop her for nylig givet Finanstilsynet adgang til at føre tilsyn med de virksomheder, der udbyder såkaldte kviklån, for at styrke forbrugersikkerheden på området med et lovforslag, som er blevet stemt igennem i Folketinget. Regeringen har også nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til at øge forbrugerbeskyttelsen på området.

Det er regeringens vurdering, at beslutningsforslaget i dag, som er fremsat af SF, skal afvises. Det skal det ikke, fordi vi er uenige i retningen, men det skal det, fordi jeg og resten af regeringen gerne vil have tid til at overveje den afrapportering, som kommer fra vores arbejdsgruppe her inden for ret kort tid, før vi tager endeligt stilling til konkrete forslag. Men vi ser positivt på mange af elementerne i SF's beslutningsforslag. Jeg forventer også, at nogle af de elementer, som er her i beslutningsforslaget, vil indgå i overvejelserne, i forbindelse med at vi får en afrapportering fra arbejdsgruppen, og at vi så derefter politisk beslutter, hvad vi vil gøre. Men det vil være lidt mærkeligt at nedsætte en arbejdsgruppe for at komme med nogle forslag til, hvad vi skal gøre på kviklånsmarkedet, og at vi så, før arbejdsgruppen er færdig, stemmer et konkret beslutningsforslag igennem med nogle meget konkrete tiltag. Så derfor vil vi for nu afvise beslutningsforslaget og så lige afvente og tage en runde på baggrund af arbejdsgruppens forslag. Men lad mig lige knytte et par kommentarer til de konkrete forslag, som er i SF's beslutningsforslag.

Det første initiativ, som handler om større gennemsigtighed for forbrugerne, er et initiativ, hvor det bl.a. fremhæves i beslutningsforslaget, at udbydere af kviklån skal være forpligtet til klart og tydeligt at oplyse det fulde tilbagebetalingsbeløb i både kroner og procent. Udbydere af forbrugslån er i dag allerede forpligtet til at angive en række oplysninger, bl.a. det fulde tilbagebetalingsbeløb. Umiddelbart kan vi ikke støtte det initiativ. Vi mener, at der faktisk er nogle ret gode oplysningsforpligtelser allerede.

Men der er en vigtig pointe i initiativet, og det er, at det ikke må være unødig dyrt eller kompliceret at indfri sin gæld. Jeg har faktisk også fået henvendelser fra folk, som har fortalt om, at de har haft svært ved at afbetale deres forbrugslån, fordi det åbenbart nogle gange kan være besværligt at få lov til at betale tilbage. Og det er der en udfordring i, som jeg synes vi skal se på. Det bør være nemt at få lov til at betale sin gæld tilbage, men der har været eksempler, hvor afdragsproceduren har været unødig kompliceret. Så det er der en pointe i, og vi vil som sagt gerne drøfte, hvordan man adresserer det.

I det andet initiativ om at skærpe reglerne for reklamer for kviklån i det offentlige rum fremhæver beslutningsforslaget her den aggressive og målrettede markedsføring, som ofte ses i forbindelse med bl.a. spilreklamer i tv. Og det er heller ikke noget, der sådan får mig i rigtig godt humør, at man sidder og ser en fodboldkamp, og så ser man først en reklame for, at nu kan man spille på et eller andet bestemt resultat, og så ser man bagefter: Du kan låne penge her med et kviklån, så du kan satse på, at FCK vinder over Brøndby, eller hvad det nu måtte være. Det skurrer lidt, og der er vi altså også i udgangspunktet positive over for at se på, om man kan stramme reglerne på området. Og det er også en del af arbejdsgruppens kommissorium at overveje, hvilke rammer der skal være for en mere hensigtsmæssig markedsføring af forbrugslån.

I forhold til det tredje initiativ i beslutningsforslaget, som handler om at sætte loft over renter og gebyrer, har jeg noteret mig, at brancheorganisationen Finans Danmark nu lægger op til et åop-loft på 50 pct. Her er regeringen uafklaret over for, i hvilken retning vi ønsker at gå, og jeg vil ikke drage nogen konklusioner i dag om, hvad regeringen måtte ønske.

Det fjerde initiativ handler om at sætte et loft over, hvor mange kviklån en lånoptager kan optage, og hvor stor en samlet gæld man kan have, og om at stille nogle krav om oprettelse af et nationalt register, som udbyderne skal anvende ved låneudstedelse. Der er ingen tvivl om, at man kan have nogle betænkeligheder ved at lave nationale registre, hvor alle mulige mennesker kan få oplysninger om folks privatøkonomi, og dem synes jeg vi skal overveje, inden vi går alt for langt ned ad den vej.

En anden vej, man kan gå, og som vi allerede er gået et stykke ad, er, at man kan stille større krav til udbydernes kreditvurderinger. Det er jo bl.a. derfor, at vi nu har flyttet tilsynet med forbrugslånsaktivitet over i Finanstilsynet, altså fordi vi vurderer, at de er de skarpeste til at vurdere, om der bliver foretaget ordentlige kreditvurderinger.

Jeg synes, det er forkert at have forretningsmodeller, som går ud på, at man med åbne øjne giver lån til folk, som ikke har brug for dem. Jeg synes ikke, der sådan pr. definition er noget galt i forbrugslån. Det er okay, at folk kan låne penge, hvis de i en periode har lav indkomst og har brug for ekstra penge. Men den forretningsmodel, hvor man bevidst enten direkte går efter eller i hvert fald accepterer at få kunder, som man godt ved kommer til at ende i en situation, hvor de ikke kan betale lånet tilbage, betragter jeg ikke som en ordentlig måde at drive forretning på.

For at opsummere: Vi kan tilslutte os de hensigter, som ligger bag beslutningsforslaget. Vi vil ikke stemme for beslutningsforslaget lige nu, og det vil vi ikke, fordi vi har nedsat den arbejdsgruppe, som skal have lov til at afrapportere, før vi beslutter, hvilke tiltag vi ønsker at tage i forhold til forbrugslån. Vi ser positivt på mange af de konkrete dele af beslutningsforslaget, og mange af dem vil også indgå i de drøftelser, som jeg forventer vi får, når vi har fået arbejdsgruppens tilbagerapportering. Tak.

Tak for det. Der er et par bemærkninger. Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Erhvervsministeren er den femte erhvervsminister, som jeg som erhvervsordfører har diskuteret kviklån med. Det, jeg oftest har hørt, er, at de her skiftende regeringer er på vej med noget, at der også er brug for at få strammet op, at man nedsætter en arbejdsgruppe, eller at man er ved at kigge på det i ministeriet. Det skal selvfølgelig ikke ligge den nuværende erhvervsminister til last – det er bare for at forklare min utålmodighed en lille smule.

Vi hører jo fra Finans Danmark på baggrund af en dom i Østre Landsret, hvor man omgjorde dommen fra byretten om, at en åop på 760 pct. ikke var i strid med loven, at loven tydeligvis ikke virker, når det her ekstreme tilfælde heller ikke er ulovligt. Vi har også Forbrugerrådet Tænk, som foreslår en grænse, og det er noget, der har givet rigtig god mening i Storbritannien. Så vil erhvervsministeren sige lidt mere om det her med at sætte en åop-grænse på?

Værsgo.

Ja. Jeg forstår godt utålmodigheden. Vi har også prøvet at iværksætte nogle tiltag som bl.a. en betænkningsperiode, som så er blevet omgået af dele af branchen, og så er vi nødt til at tage en runde mere. Det er selvfølgelig et irritationsmoment, at man udviser den kreativitet for at omgå reglerne, sådan at det, der har været hensigten fra Folketingets side, ikke har virket. Bl.a. derfor tager det jo nogle runder, før vi får det her på plads. Så kan der jo komme et folketingsvalg, og det er så også en ting, der er lidt svær at komme uden om også at skulle igennem, og det betyder, at det nok ikke er sådan lige nu, at vi kan nå at lovgive om det på den her side af valget.

Med hensyn til et åop-loft er regeringen som sagt uafklaret. Der er bestemt meget, der taler for, at man ikke skal have lov til at opkræve helt ublu renter fra folk. Der er også nogle udfordringer, især ved de meget korte lån. Hvis man låner penge ud i 1 uge og så bare tager 1 pct., ender man faktisk med meget høj åop, uden at det nødvendigvis er urimeligt.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det er klart, at den specifikke indretning skal diskuteres nærmere, men ideen i det er jo, at man tvinger kviklånsselskaberne til at kreditvurdere bedre, hvis man har et loft. Og når forretningsmodellen indebærer, at 30 pct. af det, branchen tjener, er på dårlige betalere, på morarenter, på strafrenter, på udsættelser osv., så passer det jo simpelt hen ikke, når branchen siger, at man ikke er interesseret i dårlige betalere, for hvorfor skulle man være det? Vi kan bare se i Konkurrencestyrelsens egen rapport, at 30 pct. af det, de tjener, simpelt hen er baseret på dårlige betalere.

Mit sidste spørgsmål er: Forstod jeg ministeren korrekt, at vi også i forhold til den her meget aggressive markedsføring selv til f.eks. psykisk syge, hvor pårørende har bedt de her virksomheder om at holde sig væk, og hvor det bliver overtrådt igen og igen, skal have sat ind?

Værsgo.

Jeg deler opfattelsen af, at der ser ud til at være nogen, som bevidst accepterer, hvis ikke direkte går efter dårlige betalere og giver dem lån, som de ikke burde have haft, fordi deres økonomi ikke kan bære det. Så ender de med at skulle betale strafrenter, og det er det, der i nogle tilfælde i virkeligheden ser ud til at være det, der er forretningsmodellen. Og det synes jeg som sagt ikke er en ordentlig måde at drive forretning på.

Man skal overveje, om et åop-loft er det rigtige. Det kan også være, at der f.eks. bare skal være et loft over, hvor meget omkostningerne ved et lån må være i kroner. Der er forskellige måder at sætte loft over udnyttelse af folk på.

Tak, og så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak. Det, vi oplever i den her tid, er også, at en del pengeinstitutter, altså traditionelle pengeinstitutter, også begynder at udbyde kviklånslignende produkter. Behandler den arbejdsgruppe, som snart skal barsle – vi kan måske også få at vide hvornår – kun forbrugslånsbankerne, eller vil den også omfatte traditionelle pengeinstitutter, som tilbyder samme typer af produkter? For ellers risikerer vi jo sådan set bare, at aben flytter videre.

Værsgo.

Det er jo primært produkterne, der er fokus på, og ikke så meget, hvor de bliver udbudt fra. Det er jo ikke sådan, at det skal være anderledes regler, hvis man er en bank, i forhold til hvis man kalder sig noget andet. Så der bør selvfølgelig være de samme regler, uanset hvem det er, der udbyder produkterne. Det er også derfor, vi har forsøgt at ensrette vilkårene ved bl.a. at flytte tilsynet med forbrugslånsudbyderne over i Finanstilsynet, så de er underlagt den samme form for tilsyn, som bankerne er, og det gør jo, at der er mere lige vilkår for de forskellige udbydere.

Hr. Pelle Dragsted.

Men i dag er det, der definerer et kviklån, vel den udbyder, der er af det. Så det er mere bare for at forstå, hvordan man så vil afgrænse en regulering af kviklån. Så bliver det vel mere en generel regulering af i hvert fald forbrugslån, og er det det, der ligger i den arbejdsgruppes mandat?

Værsgo.

Jamen det er også min opfattelse, at der bør gælde nogenlunde samme regelsæt. Hvis man overvejer at sætte grænser over åop og indføre andre regler, bør det jo ikke være anderledes, afhængigt af hvem det er. Hvis der er en bank, der udbyder forbrugslån, og der skulle være et loft over omkostningerne ved det, så skulle det jo gælde, uanset om det var en forbrugslånsudbyder, som ikke lavede andet, eller om det var en bank, som havde det som et sideprodukt.

Så er det fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg er rigtig glad for at høre, at ministeren også føler sig noget pikeret over de reklamer, man kan se alle vegne i det offentlige rum, og jeg vil gerne høre, hvor langt ministeren er villig til at gå for at få de reklamer væk fra det offentlige rum.

Værsgo.

Det er noget af det, vi er ved at få afklaret, fordi der bl.a. har været lidt usikkerhed om, hvor meget vi egentlig må i forhold til EU-regler – hvor meget vi egentlig må lægge begrænsninger ind på, hvad man må reklamere for af forbrugslån. Så jeg har ikke et færdigt forslag til, hvad vi præcis vil gøre.

Jeg deler som sagt opfattelsen af, at der er noget mærkeligt i noget af den her meget aggressive markedsføring, som bliver ført, men jeg har ikke i dag forslag til, hvordan vi mere konkret vil adressere det. Det er derfor, vi først har behov for, at den arbejdsgruppe, som vi har sat til at kigge på det, kommer med deres afrapportering, og derefter tager vi en politisk drøftelse af det.

Fru Karin Gaardsted.

Vi må godt gøre det på tobaksområdet og på alkoholområdet, så det kunne jo godt være, at vi også godt måtte her.

Jeg vil også godt vide, om der er noget ud over arbejdsgruppen, der får ministeren til at holde igen med at gå hele vejen for at få total kontrol over den her branche.

Værsgo.

Ja, det er der. Der er jo selvfølgelig hensyn til almindelig aftalefrihed. En borgerlig regerings udgangspunkt er jo, at folk gerne må købe produkter, som de synes de har behov for, selv om vi måske ikke personligt synes, at det er de mest fornuftige produkter. Så en borgerlig regerings udgangspunkt er jo ikke at gå ind at forbyde alt muligt, som folk gerne vil have.

Så der er da bestemt hensyn, der også trækker den anden vej, men der er også en grænse for, hvad vi synes er en ordentlig måde at drive forretning på.

Tak for det. Så er der ikke flere bemærkninger til ministeren i denne omgang. Så er det fru Karin Gaardsted som ordfører. Værsgo.

Tak til Socialistisk Folkeparti for at fremsætte dette beslutningsforslag. Det er en absolut alvorlig sag, at kviklån florerer i det omfang, som de gør, og især at de efterlader en lang række danskere i nærmest håbløs gæld, hvor det ene kviklån optages for at kunne betale af på det andet. Den dårlige spiral er umådelig let at komme ind i, men uhyggelig svær at komme ud af. Derfor er det helt nødvendigt, at vi her fra Folketingets side tager skeen i den anden hånd og indfører lovgivning, der kan sætte styr på denne branche, samtidig med at vi naturligvis holder fast i, at man skal kunne låne til forbrug. Meningen er ikke at forhindre kortfristede lån, men at sørge for, at der kun bliver lånt ud til personer, som kan betale tilbage. Så ja, det er på høje tid, at der gribes ind lovgivningsmæssigt.

For 1½ år siden havde Socialistisk Folkeparti sidst et beslutningsforslag her i salen om en øvre grænse for åop, altså årlige omkostninger i procent. Ved behandlingen dengang gav jeg udtryk for, at der var mange flere områder, hvor det var nødvendigt at kontrollere kviklån, og det kommer jeg også til at sige denne gang, selv om forslagsstillerne skal have ros for at have flere områder med i dette beslutningsforslag, som vi behandler i dag.

Sidste sommer offentliggjorde Socialdemokratiet ti anbefalinger til, hvordan vi kan få langt mere kontrol med kviklån, og det er disse ti anbefalinger, som vi fra socialdemokratisk side mener er nødvendige.

Vi vil sætte et loft over kreditrisikoen. Det er ligesom en indbygget del af kviklånsudbydernes forretningsmodel, at de ofte låner penge ud til folk, som ikke er i stand til at betale pengene tilbage. Det har uoverskuelige personlige konsekvenser for den enkelte låntager, men for kviklånsudbyderne er det en kalkuleret risiko, at nogle lån ikke betales tilbage. Derfor foreslår vi at indføre et loft over kviklånsudbydernes kreditrisiko, så det sikres, at der ikke ydes kviklån til forbrugere med meget lav kreditværdighed.

Vi vil også sørge for, at muligheden for at indfri lån skal være lige så nem som muligheden for, at det kan optages. Vi vil have større gennemsigtighed i loven med krav om, at låneudbydere sikrer, at informationer om det fulde tilbagebetalingsbeløb i både kroner og procent oplyses, så forbrugerne er oplyst om og har forstået omkostningerne ved at optage kviklån.

Vi vil have et skærpet tilsyn fra Finanstilsynet, der ved et årligt tilsyn skal kontrollere, at lovgivningen overholdes, og at der ikke sker bevidst udlån til forbrugere, som ikke kan betale tilbage. Her er ministeren fremme med et lovforslag. Desuden vil vi have en kvalitetsmærkning af udbydere af kviklån, som skal fremgå af markedsføringsmaterialet.

Kviklånsudbydere skal omfattes af det kommende nationale kreditregister. Det bør være et mål, at alle udbydere af forbrugslån dagligt skal indberette deres lånedata. På den måde kan låneudbydere se, om en kunde har andre forbrugslån, og hvor meget lånene lyder på. Vi vil også have, at kviklånsudbydere skal omfattes af regler om god skik, og det har ministeren også haft lovforslag fremme om for nylig.

Så er der 48-timersbetænkningstid på alle forbrugslån. Ja, det håbede vi ville være en rigtig god idé, men det viste sig jo, at det bliver omgået af låneudbyderne ved at give kreditter og forlænge løbetiden med mere end 3 måneder. Derfor foreslår vi, at man indfører 48-timersbetænkningstid på alle forbrugslån, så låneudbydere ikke kan omgå reglen. Vi vil gerne have, at man maksimalt kan have to kviklån pr. person ad gangen. Vi vil også have et loft over morarenten, som er den ekstra renteomkostning, der løber på misligholdte lån.

Vi vil have forbud mod kviklånsreklamer i det offentlige rum, fordi vi mener, det kan sidestilles med alkohol, og det er jo forbudt i det offentlige rum, sociale medier, tv og radio. Der er i dag alt for mange reklamer i det offentlige rum, der reklamerer for kviklån, hvor man kan låne flere tusind kroner på få minutter uden at skulle stille sikkerhed.

Endelig har vi for nylig besluttet at arbejde med fastsættelse af et loft over åop, så vi kan blive fri for åop-renter på over 700 pct. om året.

Så vi sender hermed et signal til SF om, at vi, hvis vi kommer til at danne regering efter det kommende valg, vil fremsætte lovforslag, der meget markant vil kontrollere kviklånsmarkedet. Vi vil gå længere, end SF gør med dette beslutningsforslag. Vi er enige i retningen, men vi ønsker at skærpe kontrollen endnu mere for at beskytte forbrugerne. Vi kommer ikke til at støtte beslutningsforslaget, men det er udelukkende, fordi vi vil regulere alle punkter i en samlet lovgivning frem for at gøre det ad flere gange. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par bemærkninger. Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak, og tak for en klar tale. Det er rigtig positivt, at Socialdemokratiet så klart siger, at der skal ske noget, for erfaringen er jo desværre, at man i de 4 år, hvor man havde regeringsmagten, ikke fik grebet ind og stoppet for de her grimme forretningsmetoder. Kan ordføreren sætte en dato på? Altså, er det i den første samling, når vi mødes igen efter Folketingets ferie – jeg er så ikke en af dem, der mødes, men når mine ærede kollegaer mødes – at det her forslag vil blive fremsat, eller er det noget, vi skal vente endnu længere på, mens nye socialt udsatte mennesker bliver snøret ind i de her fælder?

Værsgo.

Det er nok ikke muligt for mig at sætte en dato på, men jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at det kommer med i et kommende regeringsgrundlag, hvis det er os, der kommer til at danne regering. Jeg vil også sige, at det her problem står så højt på den socialdemokratiske dagsorden, at jeg forestiller mig, at det ikke er noget, vi skal vente 4 år på.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

Tak. Nu har jeg jo fremsat det her forslag på varierende måder mange gange, sidste gang med et åop-loft på 15 pct. over diskontoen. Der sagde Socialdemokratiets ordfører, fru Karin Gaardsted, at det var at gå for langt, i forhold til hvad Socialdemokratiet ville. Så tænkte jeg, at jeg simpelt hen måtte blive ved med at prøve, indtil jeg fandt en eller anden metode eller model, hvor der ville være et folketingsflertal, som ville støtte det, så jeg samlede nogle af de forslag, Socialdemokratiet selv har været ude med, i nærværende beslutningsforslag, fordi jeg tænkte, at så må Socialdemokratiet jo kunne stemme for det, når det er Socialdemokratiets egne forslag, der er blevet fremlagt. Nu får jeg så vide, at det ikke er vidtgående nok. Hvorfor ikke bare støtte det her, som alligevel er nogle punkter, som Socialdemokratiet har været ude at lufte, så vi i hvert fald kommer et stykke ad vejen?

Jeg håber selvfølgelig også på et regeringsskifte, men det kan vi jo ikke lade os styre af herinde i vores arbejde. Vi skal vel stemme for det, vi synes er den rigtige vej at gå, også selv om vi ikke kommer helt i mål.

Værsgo.

Men det her er den rigtige vej at gå, og det har jeg også givet udtryk for i min ordførertale. Med hensyn til åop, som var oppe herinde for halvandet års tid siden, har vi nu besluttet os for, at ja, vi synes også, at der skal være et loft over åop, så det her er sådan set bare endnu en pind til, at vi kan komme hele vejen.

Grunden til, at vi ikke stemmer for, er, at vi gerne vil have, at det her bliver noget, der bliver gjort på en gang, altså at man ikke sætter en regering til at gøre en del af det, vi gerne vil have gennemført, men at vi ser, om vi efter valget får en socialdemokratisk regering. Gør vi det, vil vi gå hele vejen med alle de punkter, som jeg har nævnt her. Så jeg er sikker på, at vi i fællesskab kommer godt i mål.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Og hvis det desværre skulle vise sig, at vi ikke får en socialdemokratisk ledet regering, skal vi så ikke aftale, at SF og Socialdemokratiet og eventuelt andre partier sætter sig ned og laver det her fulde beslutningsforslag, som vi så alle sammen kan stemme for? Det håber jeg at ordføreren vil være med til.

Værsgo.

Det vil jeg gerne svare klart på: Jo.

Tak for det, og så er der ikke flere kommentarer. Vi går videre. Hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Hvis man sådan følger den her debat og man ellers også har fulgt de øvrige diskussioner, vi har haft her i Folketinget omkring kviklånsmarkedet og den måde, som området bliver reguleret på, så vil mange måske stå tilbage med flere spørgsmål end svar. Siden 2011 har der været seks forskellige erhvervsministre. De to af dem kom faktisk fra SF, som er forslagsstillere på det her beslutningsforslag, og den tredje kom fra Socialdemokratiet. Fru Karin Gaardsted har netop fortalt om, hvor vigtigt det her er, og at det sågar skal komme til at stå i regeringsgrundlaget. Undskyld mig, hvorfor har man så ikke gjort noget ved det med de tre ministre, som de to partier har præsteret at have haft i sidste regeringsperiode?

Det er jo der, hvor jeg synes at det lidt stritter i forhold til intentionerne bag det, og det er måske også derfor, at Enhedslistens ordfører vælger at spørge ordføreren omkring det, for det kan man jo kun undres over. Hvis det er så utrolig vigtigt for partierne, hvorfor har man så ikke pålagt de tre ministre, som de to partier har haft i stolen, at håndtere de her ting? Det har man jo ikke kunnet, fordi man ikke har været enige. Det er jo sådan set en kendsgerning. Den behøver man ikke at kigge ret langt efter. Så det synes jeg vi skal lade ligge.

Nu prøver man så på at pudse glorien lidt ved at gøre sig bedre her i salen ved at ville diskutere forbrugerrettigheder og regulering af kviklånsmarkedet. På mange måder er det en diskussion, som vi selvfølgelig tager på os, men med hensyn til eksempelvis forslaget i det her om skærpede regler for reklamer synes jeg måske, at forslagsstillerne glemmer, at rigtig mange af de reklamer kommer fra udenlandske medier. De kommer fra sendetilladelser i London eller andre steder, det er virksomheder, der kommer fra Malta, som kommer ind til danske forbrugere via udenlandske medier, hvor det sådan set ikke kan lovreguleres fra dansk side. Det er rigtig mange, der får deres reklamer via deres iPads eller iPhones eller fra hjemmesider eller fra fjernsyn, som bliver sendt fra andre lande, eksempelvis fra England på TV3 – bare for at give et eksempel. Derfor vil det jo være skønne spildte kræfter, hvis man tror, at man kan komme det her til livs ved eksempelvis at bruge de former for initiativer.

I Dansk Folkeparti deler vi jo grundpræmissen om, at de typer af kviklån, som der er i Danmark, skal begrænses, og de skal være bedre i forhold til at håndtere de forbrugerretlige betingelser. Vi har jo gjort det med 48-timersreglen, at vi i Dansk Folkeparti har sagt, at vi meget gerne vil have, at den her betænkningstid, fortrydelsesperioden, bliver skærpet netop for at sikre, at folk ikke optager unødige kviklån til stor ugunst for den enkelte forbruger selv.

I Dansk Folkeparti har vi også sagt, at kreditvurderingen altså må være den grundlæggende præmis for, om man overhovedet kan komme i en situation, hvor man kan blive berettiget til at få et lån. Der kan vi jo se, at det halter gevaldigt med kreditvurderingen i dag. Det er også der, hvor dem, der udbyder lånene, ikke kan blive enige om, hvordan de skal tillade hinanden at få informationsadgang osv. i forhold til en rigtig god kreditvurdering, så man kan få fjernet kreditten fra de mennesker, som enten i forvejen er overbelånte med andre typer af dårlige lån, eller som ikke har betalingsevne eller formue til overhovedet at komme i en situation, hvor de kan godkendes til et lån. Det er altså i forhold til kreditvurderingen, at man efter vores opfattelse skal sparke døren ind, og så skal vi selvfølgelig gøre det i forhold til den lovregulering, som der i forvejen er på markedet, som det er i dag. Vi skal have vores 48-timersbetænkningstid, fortrydelsestid, til at virke efter det, der var lovens intention, dengang vi for mange år siden valgte at gennemføre den.

Der tror vi jo på, at det kan ske, hvis man eksempelvis får Finans Danmark til at være lidt mere positivt stemt i forhold til at få kreditvurderingerne til at blive bedre. De har jo ligesom været lidt protektionistiske over for andre aktører på markedet. Hvis man vil gøre det bedre for forbrugerne, vil jeg i hvert fald anbefale, at Finans Danmark begynder at åbne lidt for tilgangen til at lade hele markedet komme ind og være med til at give den rigtig gode kreditvurdering.

Vi ved også, og vi har noteret os, at regeringen har nedsat en arbejdsgruppe efter det her forbrugerpolitiske udspil, som regeringen kom med, og vi vil meget gerne være med til at diskutere en række forbedringer, men vi vil ikke støtte et beslutningsforslag som det her, som jo mere eller mindre er sammensat til dagens anledning, fordi der snart er valg, men også fordi det indeholder alt for mange andre ukonkrete ting, som vi ikke kan støtte. Tak.

Tak for det. Der er et par bemærkninger. Fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak. Det er desværre ikke nogen overraskelse for mig, at Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis ordfører har det her standpunkt, for vi har haft rigtig, rigtig mange anledninger til at diskutere det, men det forbliver en gåde for mig, at et parti som Dansk Folkeparti, som man jo skulle tro også gerne ville tage sig af dem, som har svært ved at gennemskue de her lån – der er jo ufattelig mange historier om psykisk syge og ptsd-ramte osv., som bliver jagtet af de her kviklånsfirmaer – er så meget modstander af at ville gøre noget som helst. Til ordførerens konkrete spørgsmål om, hvorfor der ikke blev gjort noget ved det tidligere: I 2015 kom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med en rapport om, hvad der var sket på kviklånsmarkedet mellem 2010 og 2014, altså på kun 4 år. Og det, de kom frem til, var, at der er sket en tidobling i antallet af kviklån. Den rapport kom i 2015. Det var der, hvor mange af os fik øjnene op for det: Hold da op, det her marked er jo fuldstændig eksploderet og ude af kontrol! Det var i 2015.

Det er derfor, vi hvert eneste år har taget den her sag op. Det vil vi meget gerne have Dansk Folkepartis hjælp til, men det er jo lidt svært, når Dansk Folkeparti hverken stiller beslutningsforslag eller er med på nogle af de forslag, vi har.

Værsgo.

Jo, men jeg synes, at det er fint, at fru Lisbeth Bech Poulsen spørger om de her ting, men jeg synes jo bare, at pilen peger lidt på SF selv. To ud af de seks ministre, der har været siden 2011, kommer fra fru Lisbeth Bech Poulsens eget parti. Det var hr. Ole Sohn, og det var fru Annette Vilhelmsen, som var erhvervsministre. Hvad gjorde de ved det? Ingenting – ingenting. Så kan det godt være, at der er gået nogle år nu, og at der er blevet flere, som er kommet i klemme, men det er jo da tegn på, at det ikke er noget, der har været ret højt på SF's politiske dagsorden.

Jeg synes jo faktisk, at vi påtager os et ganske stort ansvar ved at sige: Vi vil gerne tvinge Finans Danmark til at åbne dørene mere for at få en bedre og mere minutiøs kreditvurdering af den enkelte forbruger for netop at sikre, at folk ikke kommer ud i at tage lån, som de ikke har mulighed for at betale tilbage. Vi vil også gerne være med til at sikre, at den ågerparagraf, som jo øjensynligt ikke virker, som den er i dag, ændres. Når dommerne kan finde frem til, at det er lovligt med en rente på syvhundredeognogleogtredive procent, så er det jo tegn på, at man ikke ved, hvad åger er, og derfor skal vi selvfølgelig have lovgivningen ændret. Så jeg synes da bestemt, at vi har påtaget os det ansvar også at komme med nogle brugbare løsninger til gavn for forbrugerne.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg synes faktisk, det lyder godt, at Dansk Folkeparti nu vil være med. Jeg blev bare forvirret, for der har jo ikke været stillet forslag om det, og man har heller ikke støttet nogen af de forslag, der er kommet. Og derfor er det jo svært at vide, at det er noget, DF går op i.

Så må jeg igen påpege, at når det ikke var et særligt indsatsområde for den tidligere regering, var det, fordi den her rapport udkom i 2015. Og man kunne se, at alene på 4 år var der sket en tidobling af værdien af kviklån – en tidobling! Det var simpelt hen på de 4 år, at markedet nærmest var eksploderet, hvilket man kunne se af rapporten. Jeg ved ikke, om det havde noget med finanskrisen at gøre, eller hvad det nu var. Men den rapport kom først i 2015, og det er jo lidt svært at agere, inden man kender omfanget af problemet.

Værsgo.

Jeg synes, det er lidt for søgt. Altså, undskyld mig, også før vi fik en SF-minister på området, var der kviklån i Danmark – massive kviklån, masser af kontokort med uhæderlige gebyrer. Jeg behøver ikke at nævne navne på dem, for ordføreren ved selv, hvad det er, vi taler om. Der har været et hav af eksempler på, at folk har fået kontokort og kreditkort og alt muligt andet og har kunnet købe på klods i danske butikker, butikskæder, fødevarehuse, og jeg ved ikke hvad. Det er ikke noget nyt; det var der altså også, dengang SF sad på ministertaburetten. Så det synes jeg er lidt for søgt.

Så siger ordføreren, at nu vil Dansk Folkeparti være med. Nej, i alle de debatter, vi tidligere har haft herinde, har jeg sagt, at jeg vil have, at vi går ind og kigger på lovgivningen om åger, og hvis ikke lovgivningen virker, som den skal efter intentionen, så skal den strammes. Jeg har sagt, at betænkningstiderne skal sikres i forhold til den lovgivning, vi har gennemført for flere år siden. Og så skal vi selvfølgelig have fokus på kreditvurdering, så folk ikke får lån, som de ikke er i stand til at betale tilbage.

Tak. Så er det fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet.

Tak. Jeg er faktisk en lille smule overrasket over, at DF's ordfører er så tilbageholdende i forhold til at gribe ind over for det her – specielt det med reklamerne. Det er selvfølgelig rigtigt, at noget af det kommer fra udlandet, men det gør det hele jo ikke. Altså, kan man f.eks. ikke gøre noget ved reklamerne, der er i busserne? Kan man ikke forhindre danske tv-stationer i at have den slags reklamer forud, under og efter fodboldkampe f.eks.? Kan ordføreren ikke se, at der er nogle områder, hvor vi på dansk jord selv kan gøre noget for at få de her reklamer væk fra det offentlige rum?

Værsgo.

Jo, det kan vi godt, men altså, missionen mislykkes jo, fru Karin Gaardsted. Altså, det er da fint at lave nogle lovreguleringer, som virker over for danske medier, men hvad nytter det, hvis flere og flere af de medier, der bruges i Danmark, kommer fra udenlandske sendetilladelser? Så har man da sejret et eller andet vist sted. For det nytter jo ikke noget over for forbrugerne. De får stadig væk deres nyheder ind via deres iPads og deres iPhones, Google og hjemmesider fra andre lande osv. og nyhedsportaler, som er gratis i andre lande. Der vil de her reklamer jo komme, og det ser vi også med sådan nogle som Unibet og andre, som sender fra, jeg tror, det er Malta og andre steder. De vil jo frit og uhindret kunne blive ved med det.

Så nytter det jo ikke noget at komme med den her form for kopimedicin, som Socialdemokratiet foreslår. Der synes jeg da at man er nødt til at kigge på, hvad loven i Danmark er, hvordan vi kan gøre ågerlovgivningen bedre for at give en bedre forbrugerbeskyttelse, og hvordan vi kan gøre kreditvurderingerne bedre ved at give nogle bedre retningslinjer over for Finans Danmarks kunder. Og Finans Danmark skal så også åbne deres registeradgang til de mindre virksomheder, som ikke er medlemmer af Finans Danmark.

Tak. Fru Karin Gaardsted.

De sidste ting her er jeg selvfølgelig enig med ordføreren i, og det er jo også nogle af de ting, der skal til, for at vi kan få rettet den her branche ind. Det med reklamerne mener jeg nu godt man kan gøre noget ved.

Men jeg vil godt lige vende tilbage til det, ordføreren siger om, at kreditvurdering er det vigtigste. Så vil jeg gerne høre, om DF dermed kunne gå ind at støtte et nationalt register, som alle, der tildeler forbrugslån, forpligtes til at indberette lånedata i dagligt, så andre låneudbydere kan se, hvor mange og hvor store forbrugslån en borger har, så man ikke udlåner til nogle, der har mange lån i forvejen.

Værsgo.

Hvordan registeret skal tilrettelægges, må komme an på en nærmere dialog, men vi har hele tiden været åbne over for, at der kommer en form for tvang i forhold til det samarbejde, der skal være mellem alle kreditudbydere i Danmark. Og det betyder altså, at vi skal have Finans Danmark og deres mange store, tunge medlemmer til også at acceptere, at alle typer af de her lån skal kunne blive omfattet af det her. Og det betyder jo altså, at nu har branchen flyttet sig ved at sige, at nu vil de bare have det her loft på 50 pct. på renten, og det er selvfølgelig også flot og fint, men det ændrer jo ikke på, at kreditvurderingen ikke bliver bedre kvalitativt. Derfor vil vi gerne pålægge branchen det her, og der skal altså politisk masseres for at få det igennem.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste er Venstres ordfører, hr. Preben Bang Henriksen. Værsgo.

Tak for det, og tak til SF for endnu en gang at have øje for de her problemer ved kviklån. Jeg skal ikke forlænge diskussionen under den tidligere ordførers tale, men jeg kan jo sige, at jeg deler hr. Hans Kristian Skibbys undren over, at tidligere ministre ikke har fået øje på det her. Men skal vi nu ikke glæde os over, at den nuværende regering og den nuværende minister har øje på det og har fået nedsat netop den her arbejdsgruppe, der skal tage stilling til, hvordan vi eventuelt regulerer de her i øvrigt meget indviklede spørgsmål?

Jeg tror ikke, der er nogen her i salen, der er særlig tilhænger af kviklån. Der er i hvert fald ingen, der går hjem og anbefaler sin familie eller sine børn at optage kviklån. Der er ingen, der er blevet lykkeligere af kviklån, men alligevel må vi konstatere, at de jo altså nu engang optages. Hvem optager dem? Ja, det er selvfølgelig folk, der ikke kan låne på det naturlige marked og ikke kan gå hen i banken og få et lån, men som stadig væk har behov for penge, måske grundet forbrug, måske grundet andre uheldige dispositioner. Som sagt kan de ikke gå i banken, og kreditforeningerne kan også udelukkes, så hvad er alternativerne? Ja, det er jo altså nok kviklånsmarkedet eller et marked, der er endnu mere gråt og kedeligt end kviklånsmarkedet, og det siger ikke så lidt. For der er altså et marked, som er ureguleret, skal jeg hilse og sige, og det er det, der drives af bander og lignende, og det skal vi altså sørge for at folk i videst muligt omfang holdes væk fra. Og det er naturligvis også noget, der skal indgå i den her gruppes vurderinger, altså hvordan det sker.

Jeg er i hvert fald tilhænger af et reguleret marked. Jeg tror, det var en amerikansk gangster, der blev spurgt i et tv-program, om det virkelig var korrekt, at han var medlem af organiseret kriminalitet, hvortil han svarede: Hvad synes De er mest anbefalelsesværdigt: organized crime or unorganized crime? Det kan jo selvfølgelig være svært at svare på. I det her tilfælde har vi altså et marked, der trods alt er organiseret og organiseret gennem Folketinget. Og det er det, vi i hvert fald skal sørge for at folk ikke kommer væk fra, således at de ender i et endnu værre marked. Det organiserede marked har vi mulighed for at styre her fra Christiansborg i et vist omfang. Det har vi gjort med bl.a. 48-timersbetænkningsperioden. Vi har for nylig vedtaget, at Finanstilsynet skal have indsigt i forhold til disse kviklånsudbydere, og som sagt tidligere har ministeren nedsat en arbejdsgruppe til forbrugerbeskyttelse på det her område. Og det er altså desværre nok nødvendigt at få klogere hoveder end vores til at kigge på det, for det er en meget, meget indviklet affære med en hel masse forskellige elementer.

Men hvis jeg skal se nærmere på SF's forslag, må jeg sige, at det jo ikke ligger så langt væk fra, hvad jeg personligt mener. Forslaget indebærer større gennemsigtighed. Der tror jeg så måske nok, at vi har en rimelig gennemsigtighed i dag. Det indebærer forbud mod reklamer. Jeg kan sagtens følge, at vi har en lang række reklamer, der er forbudt, og det her kunne jo sagtens komme i fortsættelse af det, om end hr. Hans Kristian Skibby fortæller, at der er et problem med de reklamer, der kommer fra udlandet. Det er jo i den grad også noget, et udvalg kan kigge på. At indfrielser er besværliggjort – jeg betvivler det ikke, det er helt sikkert rigtigt – er jeg fuldstændig rystet over skulle være tilfældet. Så der er da i hvert fald noget, der skal ses på.

I forhold til det med et renteloft skal vi bare være sikre på, at den, der ikke kan låne på det her marked på grund af det renteloft, ikke bliver skubbet over til Hells Angels eller andre. Men når det er sagt, må jeg sige, at den Østre Landsrets-kendelse, der ligger, og som jeg har haft lejlighed til at læse, siger, at der ikke er grundlag for at nedsætte omkostninger i det niveau, som vi lige har fået dokumenteret her i dag, efter kreditaftalelovens § 22 om urimelige vederlag. Og der må jeg sige, at det undrer jeg mig faktisk også lidt over. Men den ligger der, og man skal nok også lige huske at læse det hele. Det var vist et lån på 3½ måned til 18 pct. i månedlige renter og til 37 pct. i morarenter, når man så er kommet for sent. Jeg synes jo, det lyder vanvittigt. Jeg undrer mig over de rentebeløb, og jeg kan sagtens forstå, at ordføreren lægger det til grund her.

Så der er nok at kigge på under sagens behandling, og der er også nok at kigge på for det pågældende udvalg. Jeg henstiller, at vi afventer udvalgets bemærkninger – det er særligt sagkyndige, der kommer til at kigge på det – og ser på, hvad de når frem til. På det foreliggende grundlag kan Venstre ikke støtte forslaget.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

Tak. Bortset fra at jeg selvfølgelig er skuffet over, at Venstre ikke støtter forslaget – det er ikke overraskende – vil jeg godt takke for de bemærkninger. Det lyder, som om vi egentlig ikke er så langt fra hinanden. Nu skal der så også bare ske noget, for hr. Preben Bang Henriksen ved jo også, at det her er noget, vi har diskuteret i mange år. Vi prøvede faktisk at løse en flig af det med 48-timersreglen, som så bliver omgået.

Når hr. Preben Bang Henriksen så spørger om, hvorfor vi ikke gjorde noget for 6-7 år siden, må jeg bare igen sige, at der jo var den her rapport fra 2015, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i den grad kortlagde området og sagde: Der er sket en tidobling; markedet er eksploderet alene fra 2010 til 2014. Der er ikke ordentlig konkurrence; det er meget, meget svært at sætte ind mod urimelige lånevilkår osv. Det er jo ret få gange, at vi ser domme på det her område; senest var det, som hr. Preben Bang Henriksen var inde på, Østre Landsrets kendelse, som jo også fik Finans Danmark op af stolen.

Værsgo.

Tak. Det bliver nok i forvejen en lang fredag, og jeg kan godt genfortælle, hvad hr. Hans Kristian Skibby har svaret. Mit svar til fru Lisbeth Bech Poulsen er fuldstændig identisk. Det er rigtigt, at der kom en rapport i 2015 – det er i øvrigt den, kendelsen henviser til – men man skal have gået rundt i Erhvervsministeriet med skyklapper på, hvis ikke man var klar over, at problemet også eksisterede før den rapport.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Selvfølgelig eksisterede det før, men jeg vil bare gerne lige læse tallene op. I 2010 blev der oprettet 20.000 kviklån. 4 år senere, i 2014, blev der optaget 136.000 kviklån på henholdsvis 37 mio. kr. og 436 mio. kr. Ordføreren må jo også mene, at det på 4 år er en ret kraftig vækst. I stedet for at spørge, hvorfor der ikke blev gjort noget tidligere, så lad os være enige om, at vi vil gøre noget nu. Ved ordføreren desuden, hvornår den her arbejdsgruppe skal aflevere sine konklusioner?

Værsgo.

Nej. Det sidste må erhvervsministeren svare på. Og til det næstsidste om, at vi skal gøre noget nu: Jeg vil ikke bruge tiden på at tage fat i, hvem der ikke gjorde hvad, jeg vil bare konkludere, at nu sker der åbenbart noget, og skulle fru Lisbeth Bech Poulsen og jeg blive genvalgt, kan vi jo i hvert fald i fællesskab sørge for, at det her bliver sat på dagsordenen på et andet tidspunkt.

Tak. Fru Karin Gaardsted.

Tak. Det er sådan lidt morsomt at sidde og lytte til. Det er, som om regeringspartiernes medlemmer ligesom har fået pålagt, at de skal starte med at skælde ud på oppositionen, hver gang man åbner munden. Jeg vil sige, at vi bliver skoset for ikke at have rettet op på noget for 6-8 år siden. Nu har regeringen haft næsten 4 år til at rette op, og det er først nu, at erhvervsministeren kommer med forslag. Det skal han så have ros for at han gør, men ordføreren lyder jo helt fornuftig til sidst, og det er jeg rigtig glad for.

Ordføreren henviser til det med, at vi skal undgå banderne, og det er jeg naturligvis fuldstændig enig i. Der er bare et område, vi ikke har haft oppe i dag, og som jeg gerne vil høre om ordføreren også vil tage med i det videre arbejde. Det er facebooklån, for hvis der er noget, der er ureguleret, så er det i hvert fald facebooklån.

Værsgo.

Ja. Til det sidste kan jeg sige, at det i hvert fald helt oplagt er noget, vi bør kigge på, og jeg forventer bestemt også, at den føromtalte arbejdsgruppe har det med, for det er da et problem. Tak.

Tak, så er der ikke flere spørgsmål til ordføreren. Så er det hr. Pelle Dragsted som ordfører.

Tak, formand. Først og fremmest tak til SF for at udvise en stædig vedholdenhed i det her spørgsmål, som vi har behandlet tidligere i den her periode, og hvor vi har hørt lidt de samme toner fra mange af ordførerne. Man var enige om, at der var nogle problemer, men viljen til så at gøre noget ved det har desværre ikke helt matchet ordførernes erkendelse. For det her er et meget alvorligt problem, og for hver dag, hvor vi venter med at gøre noget ved det, er der altså ulykkelige mennesker, som bliver spundet ind i det her spind af det ene lån, der afløser det andet, med meget høje renter og strafrenter, som er ødelæggende for mange mennesker.

Det er jo en forretningsmodel, som i alt for høj grad lokker sårbare mennesker og spekulerer i deres manglende betalingsevne. Fru Lisbeth Bech Poulsen var inde på, at 30 pct. af det, som de her virksomheder tjener, altså kommer fra misligholdte lån. Det er en meget betydelig del af den her forretningsmodel.

Det er også en ubehagelig forretningsmodel, fordi den rammer klasseskævt. Altså, det er jo ikke velhavende mennesker nord for København, der tager de her lån. De går ned i en almindelig bank og får et lån, eller også låner de af deres forældre eller andre. Det er fattige mennesker, det er udsatte mennesker, det er mennesker med lave indkomster, pensionister og arbejdsløse. Det er mennesker, som måske er ramt af de nedskæringer af ydelser, som den her regering desværre har gennemført, mennesker, som ikke kan betale deres regninger, som ikke kan betale huslejen og derfor er nødt til at kaste sig i armene på de her tvivlsomme forbrugslånsvirksomheder.

Så det er ikke kun et spørgsmål om en ubehagelig forretningspraksis. Det er også et klassespørgsmål, hvor nogle bliver ramt og andre ikke bliver. Og det går stærkt lige nu. Der kommer hele tiden nye tilbud og nye produkter. Forbrugerombudsmanden var på besøg i Erhvervsudvalget for et stykke tid siden og havde nogle skræmmende eksempler med på, hvordan folk bl.a., når man annoncerer for køb af helt ned til en burger på internettet, så kan tage et lån samtidig til at betale for den, altså at man simpelt hen sammenblander almindelige reklamer for produkter med reklamer for de her kviklån. Og vi har jo hørt de her vanvittige historier om de årlige omkostninger på 760 pct., som så er lovligt.

Det er et problem, at der ikke er blevet handlet, og det viser desværre, at skiftende regeringer har været mere optaget af at give bankerne gode forhold end af at beskytte borgerne, og særlig de borgere, som ikke har særlig mange penge. Ministeren har desværre ret i, at vi ikke når at lovgive før efter et valg. Der har man desværre været alt for langsom, og det er jo lidt tankevækkende, at man har nedsat en arbejdsgruppe, som først leverer sit arbejde på den anden side af et folketingsvalg. Så har man ligesom skubbet det problem videre til en kommende regering.

Men det betyder også, at et nyt flertal må vise en helt anden handlekraft, gerne allerede i efteråret i forbindelse med f.eks. finanslovsforhandlingerne. Jeg håber, at en socialdemokratisk ledet regering holder ord og vil gøre noget ved det her og gøre noget hurtigt. Og ellers er jeg ikke i tvivl om, at fru Lisbeth Bech Poulsen sammen med mine kollegaer vil sørge for, at det her bliver ført ud i livet.

Så skal vi ikke håbe, at det her er sidste gang, vi skal behandle et beslutningsforslag fra SF om det spørgsmål her i salen, fordi en kommende regering inden for det første halve år har lukket ned for de her forretningsmetoder med start pr. 1. januar 2020? Det synes jeg vil være en vældig god ambition.

Tak for det. Der er ikke nogen kommentarer, så derfor er det fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Tak for det. Forslaget her går jo ud på at stramme regler for kviklån, og det kan der jo sådan set være meget god mening i. Derfor har vi jo også gjort det nu, at vi flytter tilsynet over til Finanstilsynet, således at der bliver det samme skrappe tilsyn med kviklån, som der er med alle banker, sådan at alle udbydere af lån er underlagt det samme tilsyn.

Så taler man om, at der skal være større gennemsigtighed. Ja, selvfølgelig skal der være det. Selvfølgelig skal alle, der tager et lån, vide, hvad det her lån koster, hvad omkostningerne er, hvad konsekvenserne er ved det. Jeg vil dog i den sammenhæng sige, at åop i procent ikke er nogen særlig god indikator. Hvis man tager det eksempel, at man låner 10 kr. i dag og man betaler 11 kr. tilbage i morgen, så har man betalt 1 kr. i omkostninger svarende til 10 pct. Men regner man det om i åop, giver det 128 billiarder procent, fordi åop altid regnes ud på årsbasis. Derfor er åop i procent altså ikke nogen særlig god indikator. Men det er klart, at der skal være gennemsigtighed, og man skal vide, hvad man betaler for det. Det er der jo allerede krav om i dag, og hvis de krav ikke er gode nok eller efterleves godt nok, skal arbejdsgruppen klart have fokus på det, og så må vi tage deres anbefalinger med ind i det videre arbejde.

Det bliver også påpeget i forslaget, at man ikke kan få lov at betale tilbage. Selvfølgelig skal man da også kunne det. Man skal da kunne indfri sit lån – det er da helt klart – og hvis der er nogen problemer i det og i den lovgivning, der er i dag, og den måde, det praktiseres på i dag, så vil jeg da også meget forvente, at arbejdsgruppen har fokus på det, og så må vi også tage det op, når den kommer med sin afrapportering.

Så bliver der talt om et nationalt register. Der må jeg nok sige, at jeg og Liberal Alliance ikke er særlig hooked på, at der bliver lavet et nationalt register, hvor man dagligt eller i hvert fald ofte indberetter borgeres privatøkonomi. Det er absolut ikke noget, som jeg synes lyder særlig rart. Men i stedet for at man går ind og detailregulerer på den her måde, som man egentlig ønsker det, så synes jeg, at man skal se på de regler, der er, om kreditvurdering. Fungerer de godt nok, eller skal der strammes op på dem? Og der må jeg også sætte min lid til, at arbejdsgruppen har et godt fokus på det, for vi skal jo heller ikke gå ind og forhindre borgere, som har brug for lån, og som rent faktisk godt kan betale tilbage, og som har en reel tilbagebetalingsmulighed, i at komme ind og få et lån. Det synes jeg heller ikke er særlig hensigtsmæssigt.

Så med de ord vil jeg sige, at Liberal Alliance ikke støtter forslaget, men at der er mange gode intentioner i det. Noget af det er vi allerede i gang med, og resten håber jeg på at arbejdsgruppen ser på.

Tak for det. Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Bortset fra at Liberal Alliance ikke vil støtte forslaget, lyder det faktisk, som om vi et langt stykke hen ad vejen er enige, og det er jeg glad for.

Jeg har haft de samme overvejelser om et register. Jeg tror faktisk, at jeg og ordføreren står det samme sted, nemlig at vi i den grad skal beskytte sensitive oplysninger om borgerne. Så det skal indrettes på en måde, så man altså ikke bare kan gå ind og se, hvad Jens Hansen skylder hos et andet kviklånfirma. Men ligesom vi også har et register for ludomaner, kan man også komme derhen, uden at det dermed skal oplyses, hvad du specifikt skylder, eller at alle og enhver kan gå ind og kigge på din økonomi. Så jeg er fuldstændig enig i ordførerens betragtninger om, at det skal gøres på en meget, meget ordentlig måde, hvis man skal indføre sådan noget, fuldstændig enig.

Jeg tænker også, at selv om vi i SF og Liberal Alliance tit kan være uenige, er der nogle flader, hvor vi er enige, nemlig i forhold til at den her branche er præget af dårlig konkurrence – det har Konkurrencestyrelsen rapporteret om i 2015 – og også af det, at man kan have forretningsmodel, hvor 30 pct. af indtjeningen er baseret på dårlige betalere. Jeg hører også, at ordføreren er enig i, at det simpelt hen ikke er en ordentlig forretningsmodel at have så stor en del af indtjeningen, der kommer specifikt fra dårlige betalere. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

De ord kan jeg ikke lige huske overhovedet at have udtalt, men det er da klart, at der skal være en rimelighed i det, og vi skal da ind at se på, om man laver en forretningsmodel, som er ublu. Men det, jeg også gerne vil have, er en balance, hvor man så siger, at folk også selv har et ansvar. Altså, man må også selv vurdere sin egen situation. Det kan jo ikke nytte noget, at staten hele tiden skal gå ind og sige: Nej, hør nu her, lille ven, det der vil du ikke alligevel; det kan godt være, du tror, du vil det, men det vil du ikke, og det her er ikke godt for dig.

Altså, der skal være en balance mellem at lave en ublu forretning og så også respektere folks frie valg og personlige ansvar. Og den balance synes jeg måske godt en gang imellem kan tippe over.

Værsgo, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jamen det er jeg egentlig enig i et langt stykke hen ad vejen. Men jeg synes jo bare, det er bemærkelsesværdigt, at vi har et loft over interbankgebyrer, men at man ikke vil have et loft over åop, eller hvad et lån må koste for borgere. Man vil altså gerne regulere, hvad man synes er rimeligt, når det kommer til bankerne. Jeg har spurgt tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen, om han så ville afskaffe interbankgebyrerne, og det ville han ikke.

Jeg synes bare, at når vi har en ågerbestemmelse i straffeloven, som tydeligvis er fuldstændig ubrugelig, så skal vi i hvert fald være ærlige om, om vi overhovedet synes, at der er noget, der er ublu. For Østre Landsrets dom viste nemlig, at på de her specifikke områder kunne man ikke komme efter sådan nogle aftaler med den nuværende lovgivning.

Værsgo.

Nu har jeg faktisk lige for 2 sekunder siden, næsten, fået at vide, at dommen er blevet anket, så det er så en anden ting. Det kan være, der kommer en ny situation og en ny afgørelse på det. Det ved vi jo ikke noget om endnu. Men rent faktisk er dommen altså blevet anket.

Men selvfølgelig har vi nogle retningslinjer. Vi har nogle regler, vi har noget lovgivning om ågerrenter, og den skal selvfølgelig overholdes. Det, som vi gør nu, er, at vi flytter udbydere af kviklån ind under Finanstilsynet, så alle udbydere af lån er under det samme tilsyn, og det betyder jo også, at de vil have de samme skrappe regler og det samme tilsyn at være underlagt. For selvfølgelig skal man da respektere de ting, og selvfølgelig skal vi se på, hvad ågerrenter er. Det skal vi til livs, hvis der er tale om det.

Tak. Fru Karin Gaardsted.

Tak. Fru May-Britt Kattrup siger, at LA ikke går ind for et nationalt register, fordi man jo ikke skal kunne se oplysninger om borgere. Det er jeg naturligvis fuldstændig enig i. Jeg tror da ikke, der er nogen herinde i salen, der synes, at alle og enhver skal kunne gå ind og se, hvordan folks privatøkonomi er. Så der er jo ikke tale om åben adgang.

Men jeg vil gerne høre, hvordan Liberal Alliance så forestiller sig at man kan undgå, at en kviklånsudbyder giver et kviklån til en person, som allerede har adskillige forbrugslån. Hvordan kommer vi til at undgå det, hvis vi ikke har et register, som man bliver tvunget til at indberette til, sådan at forbrugslånsudbydere kan se, hvad der allerede er blevet lånt ud til en bestemt person?

Værsgo.

Der er jo allerede i dag krav om, at man skal kreditvurdere kunden. Det skal en kviklånsudbyder også gøre, og nu kommer der et endnu skrappere tilsyn på det område. For det er klart, at man skal gå ind og kreditvurdere, og der vil de ting jo indgå. Det vil indgå i den samme samlede kreditvurdering af kunden.

Værsgo, fru Karin Gaardsted.

Men det forstår jeg slet ikke. Jeg er helt enig i, at kreditvurderingen ligger til grund for det her, men hvordan skal en kreditvurdering kunne omfatte viden om andre lån, når det er sådan, at en kviklånsudbyder ikke kan se, at vedkommende allerede har en række forbrugslån? Det forstår jeg simpelt hen ikke. Kan ordføreren forklare det lidt nærmere?

Værsgo.

Det har jeg faktisk ikke detaljeret viden om, og der må vi så igen sætte vores lid til den gruppe, som sidder og arbejder med det, og bede dem om at have fokus på de ting og lytte sig til, om der er et problem her. Og hvis der er et problem her, må vi selvfølgelig se, hvad vi skal gøre ved det.

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål. Hr. René Gade, Alternativet.

I Alternativet synes vi, at SF har lavet et rigtig godt oplæg, ikke til at forbyde kviklån, men altså til at forbedre lånemulighederne generelt. Om det så kaldes kviklån eller bare lånemuligheder, tager vi ikke så nøje, for det er fint, at der gives et godt og bredt og nuanceret billede af lånemulighederne for alle danskere. Og der er altså nogle, der ikke kan optage lån ad de normale veje, som man plejer at gøre, så derfor er det fint, at der er muligheden gennem andre typer som eksempelvis kviklån. Men alle de fire punkter, som SF's ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, og SF stiller op, er vi i Alternativet fuldstændig enige i at vi bør drøfte; vi vil faktisk også gå så langt som til at sige ja til selve beslutningsforslaget, fordi det netop er så nuanceret formuleret, at der ikke bliver stillet krav om helt præcise tal nogen steder, som jeg erindrer det.

Men jeg forstår også godt ministeren, der ikke nu og her, når der er nedsat en gruppe, lige før et folketingsvalg går ind og siger ja til det her – det synes jeg faktisk normalt kan være lidt ærgerligt i forhold til beslutningsforslaget at man ikke godt kan gøre som minister, men lige her har jeg forståelse for det. Men jeg håber så også omvendt, at den meget, jeg vil næsten sige forpligtende og i hvert fald forståelige tale af ministeren om de behov, der kan være på markedet – ikke i forhold til samtlige dele af forslaget, men til store dele af det – gør, at vi kommer til at se, at der bliver handlet på det, uanset hvilken regering der kommer.

Jeg skulle også hilse fra Radikale Venstre og sige, at de også er for skråstreg positive over for forslaget.

Så vil jeg lige benytte min sidste taletid på at prøve at nuancere debatten en lille smule, for hvorfor er det, at det lige nu er et ekstra stort problem med kviklån? Vi hørte nogle tal, der er eskaleret voldsomt siden 2010 og frem. Det har jo noget at gøre med de nye forretningsmodeller, som vi kender på tværs af alle mulige brancher, som bliver løftet frem af den digitale verden – også lige nu. Altså, kviklån er jo noget nemmere at få til at vokse og få mange flere brugere af, når man har de digitale muligheder, der er i dag, i forhold til hvad der var for 7 år siden. På samme måde med spilmarkedet, hvor der er mange flere, der er på onlinespil i dag, end der gik ned og indleverede en tipskupon, da jeg var lille.

Der tror jeg vi skal have den moralske og etiske overvejelse, og jeg tror, at vi skal tænke os rigtig godt om, og det håber jeg også man gør i udvalget, for i det øjeblik, man gør mennesker til ting og fjerner den humane forståelse af, hvem det egentlig er, man taler til, og hvem det er, man udbyder varer til, så får vi et skred, og det er det, jeg ser på kviklånsmarkedet. Her tillader man sig jo simpelt hen netop at lave forretningsmodeller – og det er ikke bare noget, man kan blive overrasket over i dag eller tænke, om det virkelig er rigtigt, for sådan har det været i mange, mange år – der ikke er til glæde for borgerne, men til glæde for virksomheden selv. Og det er der jo i bund og grund ikke noget forkert i sådan virksomhedsmæssigt, men der kan være noget moralsk og etisk forkasteligt i det.

På det her marked er der i hvert fald kæmpe, kæmpe problemer, fordi man simpelt hen tillader sig at se på nogle af de forbrugere, altså nogle af dem, der har brug for de her lån, som nogle, man ikke behøver at have en menneskelig empati for, men som nogle, man indtænker i en værdikæde, der gør, at man ender med et stort afkast i virksomheden og er fuldstændig ligeglad med, at man også ender med at få de her mennesker til at leve i armod efterfølgende. Det gør de måske allerede, men lånene får dem endnu dybere ned i armoden. Sådan fungerer rigtig mange forretningsmodeller.

Derfor er det vigtigt, at vi får sat nogle lovgivningsmæssige grænser, sådan at det ikke kan lade sig gøre, og sådan at man godt kan være låneudbyder, også af kviklån, og samtidig gå rundt på gaden og vide, at folk synes, man er et anstændigt og ordentligt menneske, fordi man faktisk driver en god forretning. Der er ikke et modsætningsforhold mellem at være en god erhvervsdrivende og så have en kviklånsvirksomhed, men der kan godt nok være mange tilfælde, hvor der er et modsætningsforhold. Det er vores opgave at sikre, at der kommer et marked, der er så fornuftigt og ordentligt indrettet, som SF også lægger op til her, så man har nogle lånemodeller, som ikke er umenneskelige – for det er der mange af dem der er i dag.

En sidste note til det digitale her: Altså, når vi hylder, også inden for iværksætteriet, virksomhedsmodeller, der kan skaleres meget, meget hurtigt, og ønsker at fremme vækstvirksomheder, så skal vi tænke på, at vi altså også tillader, at mange af de vækstvirksomheder faktisk har en forretningsmodel, der langt hen ad vejen – ikke som det meget kritisable, vi står og taler om her, men i hele deres opbygning – spekulerer i at have så mange mennesker som muligt, der tilmelder sig et eller andet, der ikke er et reelt produkt, men altså et produkt, der er meget, meget nemt at skalere i forhold til at have mange brugere, og hvor mennesker ofte bliver til ting og bare bliver til en lille brik i et stort spil, hvor en virksomhed skal maksimere sin indtjening ved nogle menneskers ydelser, informationer, data, eller hvad det nu end måtte være. Her er det så deres umiddelbare behov for at få slukket en ildebrand, som de måske har, i deres private økonomi.

Så jeg synes, at det er meget, meget vigtigt, at vi holder hinanden op på at få gjort noget ved det her problem. Og sidst, men ikke mindst, kan jeg simpelt hen ikke forstå, at man kan få lov til at reklamere for kviklån i forbindelse med diverse tv-reklamer for spil og sportsevents, så man, mens man sidder og ser på fjernsynet, kan låne til det ene og andet, og hvor der så er odds 10 på en eller anden spiller lige ved siden af. Der er ingen gode argumenter for det.

Tak for det. Så er det hr. Anders Johansson, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Og tak til fru Lisbeth Bech Poulsen og SF for igen at rejse den her debat. Det er en vigtig og relevant debat, og jeg synes også, at debatten i dag vidner om, at det er vigtigt, at vi får drøftet det her endnu en gang. Det her beslutningsforslag handler jo om, hvordan vi får skabt nogle optimale rammer på lånemarkedet for kviklån, og SF har i beslutningsforslaget nogle konkrete forslag om bl.a. at skabe større gennemsigtighed for forbrugerne, at skærpe reglerne for reklamer, at lægge et loft over renter og gebyrer og også at lægge et loft over, hvor mange kviklån og hvor stor en samlet gæld man kan optage.

Jeg vil sige, at vi fra Det Konservative Folkepartis side sådan set er meget enige i intentionerne i beslutningsforslaget. Vi synes også, at der er behov for at få kigget på kviklånsmarkedet, for vi skal have skabt en bedre gennemsigtighed for forbrugeren, men også en bedre beskyttelse af forbrugeren. Vi skal sikre, at vi beskytter den svage part, sådan at der ikke er nogen, som bliver udnyttet. Vi har set – særlig med den dom, der nu er kommet i forhold til ågerbestemmelsen – at der er nogle udfordringer med, hvordan ågerbestemmelsen virker i dag, men også med, hvordan vi beskytter forbrugerne i forhold til de her kviklån.

Derfor vil jeg heller ikke på forhånd afvise nogen af de forslag, som der bliver lagt op til, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi får skabt den rigtige løsning fra starten af. Vi har jo tidligere haft det her eksempel, hvor vi indførte en 48-timersbetænkningstid, som viste sig at være meget, meget effektiv, for den lukkede helt ned for et produkt, men så åbnede der bare et nyt produkt. Og for ikke at havne i den situation igen, synes jeg, det er meget vigtigt, at vi får kigget på den her samlede vurdering, som en arbejdsgruppe afleverer en afrapportering om meget snart.

Derfor er vores holdning, at vi følger det spor og afventer den her samlede afrapportering, sådan at vi får kigget på hele området på en gang. Derfor vil vi heller ikke på forhånd lægge os fast på nogen af de her enkeltelementer, før vi har set den samlede afrapportering.

Så selv om vi er fuldstændig enige i, at det er noget, der skal kigges på, og at vi også er enige i intentionerne, og at vi sådan set heller ikke vil afvise nogen af de her forslag på forhånd, så vil vi ikke støtte beslutningsforslaget her og nu, fordi vi vil have en samlet vurdering fra arbejdsgruppen, inden vi lægger os fast på, hvad der er det rigtige at gøre.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så nu er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg vil gerne læse to historier op. Den første er fra Tina, som skrev til mig. Hun er mor til Emil, som er 29 år og Afghanistanveteran. Han er sygemeldt og i behandling på Veterancentret for ptsd. Tina skriver, at han har en kviklånsgæld på ca. 275.000 kr. Hovedstolen var oprindelig ca. 60.000 kr., men renterne voksede gradvis. Da han endelig bad mig om hjælp, skriver hun, måtte han skaffe 9.000 kr. om måneden alene til renter – uden at have et arbejde på grund af sin ptsd. Vi har virkelig forsøgt at gøre det klart, at han ikke ønsker at blive kontaktet, men det er umuligt at stoppe henvendelserne. Jeg er så vred, at jeg næsten ikke kan være i min egen krop. Det skriver Tina.

Så har jeg fået en anden henvendelse fra Poul, hvor navnene er anonymiseret af hensyn til familien: Min søn Jens på 20 år er psykisk syg og derfor nem at lokke. Han har taget flere forskellige kviklån. Kviklånene har typisk en åop på ca. 700 pct. Selv om vi har prøvet at forklare Jens, hvad en åop er, tror jeg ikke helt, han forstår det, og det er min fornemmelse, at der er mange andre, især unge mennesker, der heller ikke forstår det. Jens bor stadig væk hjemme, han har faste vagter på sit arbejde hver tredje weekend, men har arbejdet en del ekstra her på det sidste. Alligevel forstår jeg ikke, hvordan udlånerne kan finde ham kreditværdig.

Da vi fandt ud af, at han havde taget lån, skyndte vi os at indfri dem, da de jo ellers bare ville vokse og vokse. Resultatet af dette er, at der nu tikker flere fristende tilbud ind på hans telefon. Vi henvender os høfligt til dem, der sender de fristende tilbud, og beder dem om at lade være, men jeg tror ikke, vores appel er nok. Så sent som i går – det er så i forgårs – kom der endnu en personlig besked via sms til Jens fra vivus.dk om, at han kunne låne 12.000 kr., til trods for at vi havde talt med dem i sidste uge og forklaret dem situationen.

Jeg vil virkelig opfordre jer til at kigge på de her kviklån. Det må være en samfundsopgave at beskytte svage sjæle mod noget så absurd som lån med en åop på 700 pct. På forhånd tak, venlig hilsen, Poul.

Det var bare to historier. Jeg får rigtig, rigtig mange mails om det her, og man kan sige, at det mest absurde jo er, når man netop har at gøre med folk, der har ptsd, som er psykisk syge, og dem er der rigtig mange historier om. Men det her beslutningsforslag handler egentlig om bredt at sige: Hvad synes vi egentlig er en ordentlig måde at tjene penge på i det her land? Det betyder jo ikke, at der ikke kan være forbrugslån. Det betyder bare, at vi tager det alvorligt, at vi rent faktisk i vores straffelov har en ågerbestemmelse, som vi dog alle sammen kan se er fuldstændig ubrugelig. Og som det har været nævnt flere gange, kom der for nylig en dom i Østre Landsret, som sagde, at med den lovgivning, vi har i dag, er det altså ikke urimeligt at have en åop på 760 pct.

Jeg vil gerne takke partierne, som jeg synes i stor stil egentlig kom med positive tilkendegivelser. Der var flere, som spurgte, hvorfor man ikke har gjort noget ved det tidligere. Det synes jeg jo ikke er nogen grund til ikke at gøre noget ved det nu, men jeg vil bare igen gerne påpege, at den her lidt skelsættende rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen jo kom i 2015 og viste en helt vanvittig udvikling i antallet af kviklån, både i omfang, i antal og i den gæld, som man kunne se. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastslog også, at konkurrencen på markedet er rigtig, rigtig dårlig – og derfor får forbrugerne jo heller ikke de bedste og billigste produkter – og fastslog også, at det simpelt hen er en integreret del af forretningsmodellen at gå efter dårlige betalere, fordi 30 pct. af indtjeningen kommer fra morarenter, strafrenter, udsættelsesgebyrer og andet.

DF's ordfører spurgte lidt retorisk, hvordan vi kan gøre ågerlovgivningen bedre, og der tror jeg faktisk vi er ret enige. Det var da også en integreret del af det forslag, som SF fremsatte i december 2017, og som vi behandlede her i Folketinget for et år siden, netop at sige, at hvis vi har en ågerbestemmelse, skal den altså også kunne bruges til noget.

Nu fik jeg ikke lige spurgt erhvervsministeren tidligere om, hvornår det her arbejde forventes at blive færdigt. Det er måske lidt optimistisk at tro, at det bliver færdigt inden et folketingsvalg, men uanset udfaldet af folketingsvalget håber jeg ikke, at det arbejde så forsvinder et eller andet mørkt sted hen, men at man netop tager udgangspunkt i det, uanset hvem den næste minister på posten måtte være.

Jeg synes, det er en skandale, at vi i et land som Danmark har det her fuldstændig uregulerede marked, hvor man åbenbart bare kan opføre sig fuldstændig amoralsk, sende sms'er i et væk til psykisk syge, når deres pårørende ringer og beder dem om at lade dem være, og der skal altså sættes ind over for det her. Vi er jo ikke en bananrepublik, og der er trods alt en lang række europæiske lande, som både har åop-lofter og strengere lovgivning i forhold til markedsføring og reklamer osv. Derfor går jeg herfra lidt mere optimistisk i dag efter de bemærkninger, som partiernes ordførere er kommet med, og jeg håber, at vi kan lave et samlet stykke arbejde inden så længe.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen.

Jamen jeg vil bare kvittere for fru Lisbeth Bech Poulsens glimrende tale her og specielt de to eksempler. Det er jo sådan noget, der gør, at vi får bedre indblik i den virkelige verden. Og jeg må sige, at jeg bare vil sikre mig, at fru Lisbeth Bech Poulsen lader de eksempler gå videre til udvalget. Det er jo glimrende eksempler på, hvordan det her øjensynlig er ved at glide os helt af hænde. Tak.

Ordføreren.

Mange tak. Det vil jeg gøre.

Tak for det.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet. Forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.