Tak for det.
Et land skal beskytte sine grænser, det kan ikke være anderledes.
Det mener vi i hvert fald i Dansk Folkeparti.
Danmark skal have grænsekontrol, hvis det står til os – også fordi vi ønsker at markere, hvor Danmark starter, og hvor Danmark slutter; det er selvfølgelig også en del af det.
Den 4.
januar 2016 blev der indført grænsekontrol ved grænseovergangene mellem Danmark og Tyskland, det er blevet forlænget flere gange og også blevet forlænget i dag.
Det er en god ting.
Man kan selvfølgelig diskutere, hvornår noget er midlertidigt, og hvornår noget er gået hen og blevet permanent.
Man kan sige, at grænsekontrollen mod Tyskland i hvert fald mere og mere har fået karakter af at være en permanent grænsekontrol, så fortsæt endelig med den.
Vi synes faktisk i Dansk Folkeparti, at den grænsekontrol, som vi indtil nu har haft mod Tyskland, har været en succes, og selv partier, der oprindeligt var modstandere af grænsekontrol, roser nu kontrollen og de opnåede resultater; jeg tror, man kan finde repræsentanter fra Socialdemokratiet, fra Venstre, også fra andre partier, som siger, at det er godt, at vi nu har fået den grænsekontrol, vi har mod Tyskland.
Tal fra Rigspolitiet fra begyndelsen af i år viser, at man i de 3 år med grænsekontrol bl.a.
har afvist omkring lidt over 7.000, knap 8.000, personer ved grænsen, altså personer, som ikke havde dokumenterne i orden, personer, som, hvis ikke vi havde haft grænsekontrol, havde fået lov til at komme ind i Danmark, og så er der jo ingen, der ved, hvad de så kunne have foretaget sig her.
Derudover har man rejst over 5.000 sigtelser for bl.a.
menneskesmugling, våbenbesiddelse, narkosmugling.
Der er altså med andre ord gode argumenter for at videreføre og også udbygge grænsekontrollen.
Det er vigtigt for en selvstændig og suveræn nationalstat som Danmark, at der er styr på grænsen og en rimelig kontrol med, hvem og hvad der kommer ind og ud af landet, ikke mindst af hensyn til landets og borgernes sikkerhed og tryghed.
Det kan bestemt ikke udelukkes, at en tilsvarende grænsekontrol ved grænseovergangene mellem Danmark og Sverige på samme vis ville resultere i beslaglæggelse af våben og narkotika, ligesom menneskesmuglere ville blive opdaget og uønskede udlændinge ville blive afvist.
Man kan sige, at det jo vil komme til at ske, hvis det er, at vi får etableret grænsekontrol mod Sverige.
Sverige er desværre et land, hvor vold og kriminalitet på mange måder er kommet ud af kontrol.
Vi har også vores problemer i Danmark, men vi har trods alt ikke svenske tilstande, og det skulle vi gerne undgå at få.
Eksempelvis har Malmø igennem en længere periode været en by, hvor skudepisoder og sprængninger har haft så stort et omfang, at selv politiet – det har man i hvert fald på fornemmelsen – har været ved at give op.
Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, vurderede ifølge Jyllands-Posten i 2017, at de ekstremistiske radikale miljøer i Sverige er vokset eksplosivt fra få hundrede til flere tusinde ekstremister, og det synes vi er noget, som vi skal tage meget mere alvorligt.
Dansk Folkeparti ønsker med forslaget, at der hurtigt etableres grænsekontrol mellem Danmark og Sverige, sådan at der kommer en rimelig kontrol med, hvem og hvad der kommer ind i landet, og sådan at det giver mulighed for at opnå resultater i lighed med dem, der er opnået med grænsekontrollen til Tyskland.
Det er endvidere muligt, at grænsekontrollen mellem Danmark og Sverige kan forhindre afviste svenske asylansøgere, illegale indvandrere, i at rejse fra Sverige og ind i Danmark.
Danmark vil efter Dansk Folkepartis opfattelse blive et mere sikkert land med grænsekontrol mellem Danmark og Sverige.
Vi skal beskytte vores grænser.
For når man beskytter sine grænser, beskytter man sit folk.
Vi skal her i Folketinget som ansvarlige politiske ledere beskytte det danske folk, det er vores opgave, og det er efter Dansk Folkepartis opfattelse udtryk for et svigt og manglende politisk lederskab, når et flertal afviser Dansk Folkepartis forslag, hvilket der lægges op til set ud fra de indlæg, der har været fra ministeren og de forskellige ordførere.
Men jeg vil gerne sige, at ligesom vi fra Dansk Folkepartis side skulle kæmpe et godt stykke tid, før der kom grænsekontrol mod Tyskland – og nu er den der – håber og tror vi her på, at vi på et tidspunkt når dertil, hvor der også vil være flertal for at etablere grænsekontrol mod Sverige, så det arbejder vi videre med.
Tak for ordet.