UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 443: Spm. om, hvilke muligheder der er for enten helt at afskære eller alternativt begrænse asylansøgeres og/eller flygtninges muligheder for at føre retssager mod den danske stat eller andre offentlige myndigheder, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 4. marts 2019 stillet følgende

spørgsmål nr. 443 (alm. del) efter ønske fra Martin Henriksen (DF) til udlændinge-

og integrationsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 443:

I forlæ gelse af artikle ”Syrisk par får .

kro er efter Støjbergs ulovlige or-

dre” fra Jylla ds-Posten

den 1. marts

9” bedes i istere eve tuelt ed bi-

drag fra justitsministeriet oplyse, hvilke muligheder der er for enten helt at afskæ-

re eller alternativt begrænse asylansøgeres og/eller flygtninges muligheder for at

føre retssager mod den danske stat eller andre offentlige myndigheder eksempel-

vis ved i visse tilfælde at fjerne muligheden for at søge økonomisk kompensation,

således at domstolen fortsat kan dømme, men uden at tildele økonomisk kom-

pensation i tilsvarende sager.

Svar:

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet

bidrag fra Justitsministeriet, der har oplyst følgende:

”Det

fremgår af grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt., at domstolene er beretti-

gede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens græn-

ser.

En afgørelse om, at en familie under behandlingen af familiens asylsag skal

adskilles ved at skulle flytte til to forskellige asylcentre vil

–

som det fremgår

af den i spørgsmålet nævnte dom

–

desuden efter omstændighederne kun-

ne rejse spørgsmål ift. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

(EMRK) artikel 8. Sådanne sager vil derfor være omfattet af EMRK artikel 6

om retten til en retfærdig rettergang.

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at hvis der efter nati-

onal ret ikke er adgang til domstolsprøvelse af administrative myndigheders

afgørelser, når der er tale om sager omfattet af EMRK artikel 6, vil der alle-

rede af den grund foreligge en krænkelse af artikel 6, jf. bl.a. sagen Zander

mod Sverige, dom af 25. november 1993, præmis 29.

1. april 2019

Familiesammenføring

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2019 - 3968

679576

Side

1/2

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 443: Spm. om, hvilke muligheder der er for enten helt at afskære eller alternativt begrænse asylansøgeres og/eller flygtninges muligheder for at føre retssager mod den danske stat eller andre offentlige myndigheder, til udlændinge- og integrationsministeren

Det vil på baggrund af de nævnte bestemmelser ikke være muligt at ude-

lukke domstolene fra at prøve sådanne afgørelser fra offentlige myndighe-

der, der retter sig mod flygtninge og/eller asylansøgere.

I forhold til spørgsmålet om at fastsætte begrænsninger i adgangen til dom-

stolsprøvelse af offentlige myndigheders afgørelser, der alene gælder for

asylansøgere og/eller flygtninge, følger det af forbuddet mod usaglig for-

skelsbehandling efter EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 6, at der vil

skulle peges på en saglig grund for en sådan forskelsbehandling mellem

sammenlignelige grupper.

Asylansøgere og flygtninge må i relation til adgangen til domstolsprøvelse i

sager omfattet af EMRK artikel 6 anses for at være sammenlignelige med

blandt andre danske statsborgere. Det vurderes ikke at være muligt at pege

på en saglig begrundelse for en sådan forskelsbehandling ift. domstolsprø-

velse.

Spørgsmålet om at afskære domstolene fra at tilkende økonomisk kompen-

sation i tilfælde, hvor domstolene konstaterer, at offentlige myndigheder

har handlet i strid med EMRK, vil være omfattet af EMRK artikel 13 om ad-

gang til effektive retsmidler. Det følger af Menneskerettighedsdomstolens

praksis, at et retsmiddel alene må anses for at være effektivt efter EMRK ar-

tikel 13, hvis konstatering af en krænkelse af retten til rettergang inden for

en rimelig frist som udgangspunkt udløser erstatning for ikke-økonomisk

skade, jf. bl.a. sagen Martins Castro og Alves Correia de Castro mod Portu-

gal, dom af 10. juni 2008, præmis 54. Det må på den baggrund antages, at

et retsmiddel ikke kan anses for at være effektivt efter EMRK artikel 13, hvis

de nationale domstole ikke har mulighed for at tilkende økonomisk kom-

pensation for krænkelser af EMRK.”

Inger Støjberg

Jesper Gori

Side

2/2