UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 339: Spm. om, hvorvidt man kan gøre et juridisk ansvar for konventionsbrud gældende over for en dansk myndighed, hvis det viser sig, at en person, der er udsendt eller udleveret fra Danmark, efterfølgende udsættes for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, til justitsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del
Offentligt

Folketinget

Udlændinge- og Integrationsudvalg

Christiansborg

1240 København K

Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

22. januar 2019

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Henrik Morsing Ander-

sen

2019-0032/40-0225

974722

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 339 (Alm. del) UUI, som Fol-

ketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har stillet til justitsministeren

den 11. januar 2019. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Søren Sønder-

gaard (EL).

Søren Pape Poulsen

Anders Sparholt Jørgensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 339: Spm. om, hvorvidt man kan gøre et juridisk ansvar for konventionsbrud gældende over for en dansk myndighed, hvis det viser sig, at en person, der er udsendt eller udleveret fra Danmark, efterfølgende udsættes for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 339 (Alm. del) fra Folketingets Udlændinge og Integra-

tionsudvalg:

”Vil det være muligt at gøre et juridisk ansvar for konventions-

brud gældende over for en dansk myndighed, hvis det viser sig,

at en person, der er udsendt eller udleveret fra Danmark, efter-

følgende udsættes for overgreb i strid med Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 3, og hvilken dansk

myndighed vil der i givet fald være tale om?”

Svar:

Udvisning og udsendelse af en udlænding kan rejse spørgsmål i forhold til

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hvorefter ingen

må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende be-

handling eller straf. Forbuddet mod tortur m.v. er absolut og gælder således

f.eks. også i forhold til sager om udlændinge, der udvises under henvisning

til den nationale sikkerhed i udvisningsstaten og den internationale kamp

mod terrorisme, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af

15. november 1996 i sagen Chahal mod Storbritannien (præmis 79-82).

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fortolket artikel 3 på en

sådan måde, at staten krænker den nævnte bestemmelse, hvis der er vægtige

grunde til at antage, at en udlænding i tilfælde af udvisning udsættes for en

reel risiko for at blive underkastet en behandling i modtagerstaten, der er i

strid med bestemmelsen, jf. f.eks. Domstolens dom af 23. marts 2016 i sa-

gen F.G. mod Sverige (præmis 111).

Ved vurderingen af en allerede gennemført udvisning skal risikoen først og

fremmest vurderes i forhold til de kendsgerninger, som den udvisende stat

kendte eller burde have kendt på udvisningstidspunktet. Domstolen foreta-

ger i den forbindelse en bedømmelse af samtlige oplysninger i sagen – dvs.

både oplysninger om situationen i modtagerstaten og oplysninger om ud-

lændingens individuelle forhold, jf. bl.a. Domstolens dom af 28. februar

2008 i sagen Saadi mod Italien (præmis 130).

Det forhold, at det efterfølgende viser sig, at en udlænding, der er blevet ud-

vist, rent faktisk bliver udsat for tortur m.v., medfører ikke i sig selv, at der

statueres krænkelse og dermed statsligt ansvar for overtrædelse af konven-

tionen, idet det afgørende som nævnt ovenfor er, om myndighederne i ud-

visningsstaten på udvisningstidspunktet vidste eller burde have vidst, at ud-

lændingen ville blive udsat for en sådan behandling i tilfælde af udvisning,

jf. Domstolens dom af 30. november 1991 i sagen Vilvarajah m.fl. mod

Storbritannien (præmis 112).

Det følger af konventionens artikel 34, at Domstolen kan modtage klager

fra enhver person, der hævder at være blevet krænket af en af de kontrahe-

rende parter i de rettigheder, der er anerkendt ved konventionen, dog såle-

des at nationale retsmidler efter artikel 35 skal være udtømt. Det bemærkes,

at Flygtningenævnets afgørelser er endelige, jf. udlændingelovens § 56, stk.

8, hvorfor afgørelser om udsendelse af udviste udlændinge som udgangs-

punkt ikke skal indbringes for de danske domstole, før en klage over den

danske stat kan indgives til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Hvis Danmark bliver dømt ved Domstolen, vil det være den danske stat som

sådan, der er ansvarlig for overtrædelsen af konventionen.