UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 122: Spm. om ministeren vil redegøre for den sag mod Danmark anlagt ved EU-domstolen om familiesammenføring fra Tyrkiet som er omtalt i artiklen »EU-dom kan ryste udlændingepolitikken«, Kristeligt Dagblad den 12. november 2018, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (1. samling)
UUI Alm.del
Offentligt

Notat

Notat til Folketingets Europaudvalg og Udlændinge- og Integrationsudvalg om

afgivelse af indlæg i den præjudicielle sag ved EU-Domstolen C-89/18, A

1. Indledning

Østre Landsret har ved kendelse af 24. januar 2018 forelagt en række præjudiciel-

le spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkning af stand still-bestemmelsen i arti-

kel 13 i afgørelse nr. 1/80 til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, således

som denne bestemmelse er fortolket ved navnlig EU-Domstolens dom af 12. april

2016, Genc, C-561/14, (Genc-sagen).

Spørgsmålene til EU-Domstolen er stillet til brug for landsrettens behandling af en

retssag, som er anlagt mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. Sagen hand-

ler om et afslag på ægtefællesammenføring, som blev begrundet med manglende

opfyldelse af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), og som blev med-

delt en tyrkisk kvinde, hvis herboende ægtefælle, der ligeledes er tyrkisk statsbor-

ger, i hvert fald på afgørelsestidspunktet var økonomisk aktiv.

Sagens faktiske omstændigheder

9. april 2018

Familiesammenføring

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2018 - 5170

400366

Retssagen ved landsretten drejer sig om et afslag på ægtefællesammenføring

meddelt [A], der er født i Tyrkiet og er tyrkisk statsborger. Hun blev den 24. maj

1983 gift med [B], der også er tyrkisk statsborger. Parret fik i Tyrkiet 4 børn: [C]

født den 29. august 1986, [D] født den 9. november 1987, [E] født den 7. decem-

ber 1994 og [F] født den 7. februar 1996. Den 24. juni 1998 blev [A] og [B] skilt.

[B] blev den 7. januar 1999 gift med en tysk kvinde, som boede i Danmark. [B] fik

den 6. juli 1999 opholdsret i Danmark på baggrund af ægteskabet. Den 27. april

2006 blev opholdsretten gjort tidsubegrænset efter de danske regler, der gen-

nemfører artikel 16, stk. 2, i direktiv 2004/38 i EU-opholdsdirektivet).

Fællesbørnene med [A] blev henholdsvis den 19. december 2000 ([C] og [D]), den

8. maj 2002 ([F]) og den 28. oktober 2008 ([E]) meddelt opholdstilladelse i Dan-

mark som familiesammenførte med [B].

Side

1/4

UUI, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 122: Spm. om ministeren vil redegøre for den sag mod Danmark anlagt ved EU-domstolen om familiesammenføring fra Tyrkiet som er omtalt i artiklen »EU-dom kan ryste udlændingepolitikken«, Kristeligt Dagblad den 12. november 2018, til udlændinge- og integrationsministeren

Den 25. juni 2009 blev [B] skilt fra sin tyske ægtefælle. [A] og [B] indgik den 28.

august 2009 på ny ægteskab. Ægteskabet blev indgået i Danmark. [A] indgav den

3. september 2009 ansøgning til Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) om

opholdstilladelse i Danmark på grundlag af ægteskabet med [B].

Udlændingeservice meddelte afslag på ansøgningen om ægtefællesammenføring

den 26. maj 2010 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 7. Afslaget

blev påklaget til det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Inte-

gration (nu Udlændinge- og Integrationsministeriet), som traf afgørelse den 30.

september 2010. Ministeriet stadfæstede afgørelsen om, at [A] ikke kunne med-

deles ægtefællesammenføring i Danmark, da ministeriet fandt, at hun og hendes

ægtefælle ikke opfyldte kravet i udlændingelovens dagældende § 9, stk. 7, om, at

deres samlede tilknytning til Danmark skulle være større end deres samlede til-

knytning til et andet land. Det bemærkes, at tilknytningskravets ordlyd har været

ændret, men også efter den gældende ordlyd i § 9, stk. 7, skal ægtefællernes sam-

lede tilknytning til Danmark være større end deres samlede tilknytning til et andet

land.

Herudover har Udlændinge- og Integrationsministeriet ved afgørelse af 24. august

2017 fastholdt, at [A] ikke kan gives ret til ophold på grundlag af Associeringsafta-

len.

Den 10. marts 2014 anlagde [A] retssag ved Retten i Aalborg, der ved kendelse af

26. maj 2014 henviste sagen til Københavns Byret. Københavns Byret henviste ved

kendelse af 14. december 2016 sagen til Østre Landsret, der har forelagt EU-

Domstolen en række spørgsmål.

Landsretten begrunder sin forelæggelse med, at den på baggrund af Genc-

dommen bl.a. er i tvivl om, hvordan den skal foretage den nærmere vurdering af,

om tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, herunder den måde, hvorpå

det udmøntes i praksis, opfylder det EU-retlige krav om proportionalitet efter

stand still-bestemmelsen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.

Landsretten er herunder navnlig i tvivl om, hvorvidt en praksis, hvor der bl.a. læg-

ges vægt på længden af parrets ophold i henholdsvis Danmark og hjemlandet, er

proportional.

Endvidere er landsretten i tvivl om, hvorvidt en praksis, hvorefter der, så vidt

landsretten kan bedømme, i praksis sjældent gives ægtefællesammenføring, når

parterne tidligere har været gift i deres hjemland inden herboendes indrejse i

Danmark, og ægtefællerne indgiver ansøgning om familiesammenføring i Dan-

mark på baggrund af (nyt) ægteskab indgået efter, at den ægtefælle, der ønskes

familiesammenføring med i Danmark, i mellemtiden har været gift med en anden

Side

2/4

herboende person og derigennem opnået ret til ophold i Danmark ("gift, skilt og

gift igen "-situationen), opfylder proportionalitetskravet.

3. Regeringens interesse i sagen

Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 indeholder i artikel 13 en stand still-

bestemmelse vedrørende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som medfø-

rer, at Tyrkiet og medlemsstaterne ikke efter ikrafttrædelsen af afgørelsen den 1.

december 1980 må indføre nye begrænsninger vedrørende vilkårene for adgang

til beskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som har opnået

opholds- og arbejdstilladelse efter de nationale regler herom.

EU-Domstolens Store Afdeling fastslog i Genc-dommen, at kravet i udlændingelo-

vens dagældende § 9, stk. 13, (nu § 9, stk. 16), der vedrører familiesammenføring

med mindreårige børn, udgør en restriktion, som er omfattet af stand still-

bestemmelserne i Associeringsaftalen og tillægsprotokollen, og at kravet dermed

er i strid hermed,

medmindre

det er begrundet i et tvingende alment hensyn og er

egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål samt ikke går vide-

re end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet.

Domstolen fastslog endvidere, at hensynet til at sikre en vellykket integration af

udlændinge kan udgøre et tvingende alment hensyn.

Med henvisning til, at kravet kun fandt anvendelse for ansøgninger om familie-

sammenføring indgivet efter 2 års fristen, fandt Domstolen dog, at proportionali-

tetskravet

ikke var opfyldt, idet kravet førte til ”usa

e hæ ge de resultater”.

Udlændingelovens dagældende § 9, stk. 13, (nu § 9, stk. 16) blev efter Genc-

dommen ændret ved lov nr. 664 af 8. juni 2016, således at 2 års fristen blev op-

hævet med henblik på at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med Dan-

marks internationale forpligtelser, herunder Associeringsaftalekomplekset som

fortolket af EU-Domstolen i Genc-dommen.

Det er regeringens opfattelse, at reglen om ægtefællesammenføring i udlændin-

gelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), herunder den måde, hvorpå reglen ud-

møntes i administrativ praksis, er forenelig med stand still-bestemmelsen i artikel

13 i afgørelse nr. 1/80, fordi den varetager tvingende almene hensyn og er pro-

portional.

Den danske regering vil på den baggrund afgive indlæg i sagen. Den danske rege-

ring vil i indlægget argumentere for, at tilknytningskravet, herunder den måde,

hvorpå reglen udmøntes i administrativ praksis, kan anses for begrundet i tvin-

gende almene hensyn

–

nemlig hensynet til integration

–

og for at være proporti-

Side

3/4

onalt, dvs. at tilknytningskravet både er egnet og nødvendigt med henblik på at

sikre hensynet til integrationen.

Der vil i den forbindelse nærmere blive argumenteret for, at tilknytningskravet i

udlændingelovens § 9, stk. 7, bl.a. er begrundet i hensyn til at sikre integrationen,

som ifølge Domstolens praksis kan udgøre et tvingende alment hensyn.

Desuden vil der blive argumenteret for, at tilknytningskravet er egnet til at vare-

tage bestemmelsens formål om bl.a. at varetage hensynet til at sikre integratio-

nen. Vurderingen af, om tilknytningskravet er opfyldt, er skønsmæssig og konkret,

og der lægges vægt på en række forskellige kriterier, der har betydning for inte-

grationen, heru

der o der er tale o e ”gift, skilt og gift ige

-situatio

”.

Der er

en ikke-udtømmende beskrivelse i udlændingelovens forarbejder af, hvilke krite-

rier der kan tillægges betydning ved vurderingen.

Endvidere vil der blive argumenteret for, at tilknytningskravet ikke går videre end

nødvendigt for at varetage sit formål. I den forbindelse vil det bl.a. blive anført, at

tilknytningskravet ikke stilles, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til

familiens enhed, taler for at tillade ægtefællesammenføring, selvom ægtefæller-

nes samlede tilknytning til Danmark ikke er større end til et andet land.

Side

4/4