URU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 141: Spm. om, oversendelse af talepapir fra samrådet den 13. marts 2019 om krigsudredningen "Hvorfor gik Danmark i krig", til udenrigsministeren

Udenrigsudvalget 2018-19 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt

Samrådsspørgsmål K om den historiske udredning til besvarelse den

13. marts 2019

TALEPUNKT

Til:

Udenrigsministeren

Enhed:

JTK

Dato:

11-03-2019

Sag:

2019 - 993

Tak for indkaldelsen til samrådet og tak for ordet.

[Indledning om udredningens konklusioner]

Inden jeg besvarer samrådsspørgsmålet, vil jeg gerne indlede med

nogle få generelle bemærkninger om sagen.

I maj 2016 blev et politisk flertal enige om at iværksætte en uvildig

udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks

deltagelse i krigene i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Formålet var at se på den politiske baggrund for at gå i krig og

blive klogere på erfaringerne.

Nu hvor udredningen er blevet offentliggjort, synes jeg, vi kan

konkludere, at vi heldigvis også er blevet klogere.

Forskerne bag udredningen har leveret et grundigt arbejde og

medvirket til, at de tre historiske forløb er velbelyste og

velbeskrevne for eftertiden.

URU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 141: Spm. om, oversendelse af talepapir fra samrådet den 13. marts 2019 om krigsudredningen "Hvorfor gik Danmark i krig", til udenrigsministeren

Det er samtidig værd at bemærke, at der ikke er tale om en juridisk

undersøgelse, men altså om en historisk udredning, der kortlægger

beslutningerne om de tre krigsindsatser.

Og lad mig så gå over til at besvare selve samrådsspørgsmålet.

[Besvarelse af samrådsspørgsmål vedrørende Irak-krigen]

Der spørges for det første til, hvad jeg mener om

–

og jeg citerer

–

”at

der blev givet mangelfulde og fordrejede oplysninger til

Folketinget op til Irak-krigen?”

Lad mig indledningsvis sige, at udredningen i mine øjne

indeholder en balanceret gennemgang af forløbet omkring Irak-

krigen.

Og jeg konstaterer, at både den daværende statsminister og

udenrigsminister

har

bidraget

til

udredningen

også

efterfølgende udtalt sig om udredningens konklusioner.

Det er konklusioner, som er blevet udlagt på forskellige måder.

Både af udvalgsmedlemmer omkring bordet hér i dag og af de

daværende ministre.

Uenighederne om Irak er velkendte. Debatten har strakt sig over

mange år. Og den vil givetvis fortsætte. Derfor er det også kun

naturligt, at der er forskellige holdninger til udredningens

konklusioner.

I forlængelse heraf vil jeg gerne slå fast, at jeg ikke ser det som

min opgave hér i dag at gå ind i en detaljeret diskussion og

vurdering af en tidligere regerings håndtering af et forløb, der fandt

sted for knap 16 år siden, og som jeg ikke selv var en del af.

Jeg er mere optaget af den fremadrettede opfølgning, som jeg skal

komme tilbage til om lidt.

Om det bagudrettede vil jeg derfor blot sige følgende:

Udredningen indeholder en balanceret gennemgang af forløbet op

til deltagelsen i Irak, som føjer sig til snart mange års intens debat

om Irak-krigen.

Man kan konstatere, at forskerne i rapporten på den ene side gør

op med nogle af de myter, der ofte er blevet forbundet med Irak-

krigen. F.eks. svarer forskerne afvisende på det meget

omdiskuterede spørgsmål, om den daværende danske regering talte

usandt om eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak.

Forskerne mener også, at der var generel overensstemmelse

mellem de overvejelser, regeringen gjorde sig bag lukkede døre,

og hvad den meddelte Folketinget og Det Udenrigspolitiske Nævn.

På den anden side henviser forskerne til eksempler på, at

regeringen efter deres mening

”strammede”

oplysningerne.

Begge dele kommer til udtryk i følgende sammenfatning fra

forskerne

–

jeg citerer:

”Endvidere

har spørgsmålet været rejst, om den danske regering

talte usandt om eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak.

Svaret på det spørgsmål er afvisende. Regeringen byggede på FEs

trusselsvurderinger, hvori det blev antaget, at Irak havde

masseødelæggelsesvåben. Alle troede de fandtes, men måske

overdrev regeringen oplysningernes troværdighed, ligesom der er

eksempler på, at regeringen strammede

oplysningerne.” Citat slut.

Det er ikke op til mig at fælde dom over forskernes konklusioner.

Jeg vil blot henvise til, at den daværende udenrigsminister, Per Stig

Møller, i et interview har udtalt, at der er begået fejl, når man læser

afsnittet om

”stramning” af oplysninger i udredningen,

og at det er

beklageligt, hvis der er sket et skred i formuleringerne uden grund,

så man har givet en anden fornemmelse end den, man egentlig ville

give.

Når det gælder tidligere beskyldninger, om at den daværende

regering ligefrem skulle have vildledt Folketinget til at gå i krig, er

det derimod efter den nuværende regerings opfattelse ikke

beskyldninger, der bliver underbygget af udredningen.

Men igen: Jeg er helt med på, at der har været

–

og fortsat vil være

–

forskellige politiske holdninger til Irak-forløbet.

***

[Om udredningens anbefalinger]

Så spørges der til, hvad jeg mener om udredningens fire

fremadrettede anbefalinger.

Lad mig starte med at gentage, at udredningen i mine øjne udgør

et værdifuldt bidrag til forståelsen af, hvordan skiftende regeringer

har truffet beslutninger om at gå i krig.

Udredningen er også en vigtig anledning til at bekræfte og

understrege betydningen af et tæt og fortroligt samarbejde mellem

Folketinget og den til enhver tid siddende regering i de her

situationer.

Og jeg vil gerne

–

på regeringens vegne

–

igen slå fast, at enhver

beslutning om dansk udsendelse sker efter nøje overvejelse og

behørig inddragelse af relevante myndigheder og ikke mindst

Folketinget for at sikre størst mulig demokratisk forankring.

Det er ikke beslutninger, som tages let.

Regeringen vurderer løbende om og hvordan, man kan styrke

inddragelsen af Folketinget

–

inden for ansvarsdelingen mellem

regering og Folketinget.

Regeringen er i den sammenhæng meget opmærksom på, at den

uformelle kontakt med regeringsordførere og oppositionspolitikere

aldrig må eller kan erstatte den formelle behandling i Folketinget

og i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Udredningen og dens anbefalinger har også været en naturlig

anledning for regeringen til at se på beslutningsprocesserne, når vi

udsender danske militære bidrag. Og til at spørge os selv, om der

er noget, vi kan gøre anderledes og bedre fremover.

Og jeg vil gerne fremhæve to områder, hvor regeringen i lyset af

udredningens hovedkonklusioner og anbefalinger gerne vil styrke

indsatsen. Begge områder lægger sig tættest op ad anbefaling nr. 2

og 3.

[1. Tættere inddragelse af Det Udenrigspolitiske Nævn]

Det handler for det første om en tættere inddragelse af Det

Udenrigspolitiske Nævn.

Inddragelsen af Det Udenrigspolitiske Nævn skal både være - og

blive oplevet som -

mere end ”minimalistisk”.

Hér synes jeg dog også det er vigtigt at bemærke, at anbefalingerne

er baseret på læren fra Kosovo-, Irak- og Afghanistan-krigene,

altså operationer, der ligger mange år tilbage. Over tid har der

udviklet sig en mere udbygget praksis for at involvere Nævnet.

Når det er sagt, vil regeringen gerne alligevel se på mulighederne

for fremover at inddrage Nævnet endnu tættere og tidligere i

situationer, hvor det kan være relevant.

Som eksempel på en tidlig inddragelse kan senest nævnes det

danske militær bidrag til Operation Barkhane i Sahel, hvor

regeringen har haft mulighed for at rådføre sig med Nævnet på et

meget

tidligt

tidspunkt

forhold

til

fremsættelse

beslutningsforslag.

I lyset af udredningens anbefalinger om styrket erfaringsopsamling

vil regeringen fremover også i endnu højere grad bestræbe sig på

at dele erfaringer med Nævnet om større danske militære indsatser.

Operation Barkhane er et eksempel på en udsendelse, hvor

regeringen vil sørge for at give Nævnet en status undervejs i

udsendelsen. I andre tilfælde kan man forestille sig, at

erfaringsdelingen med Nævnet vil ske efter udsendelsen er

afsluttet.

[2. Tværgående styrkelse af regeringens interne kapacitet]

Det andet område, hvor regeringen vil styrke indsatsen, gælder

regeringens interne forberedelse af beslutninger om militær

deltagelse.

Regeringen er i færd med at vurdere forskellige muligheder for på

tværs af de mest berørte ministerier

–

Udenrigsministeriet og

Forsvarsministeriet

–

at styrke kapaciteten til at sikre, at erfaringer

fra og evalueringer af Danmarks militære engagementer mere

systematisk inddrages, når der planlægges nye danske indsatser.

Det er regeringens forventning, at det vil kunne bidrage til et mere

fyldigt informationsgrundlag op til beslutninger om militær

deltagelse. Og så vil det i øvrigt også kunne understøtte en så tæt

inddragelse af Det Udenrigspolitiske Nævn som muligt.

Overvejelserne er ikke afsluttede endnu, men jeg vil naturligvis

holde Folketinget orienteret om de tiltag, der sættes i værk.

Udredningens to andre anbefalinger handler om henholdsvis

kommunikationsvejene mellem regering og Folketinget og om

principper for prioritering af danske militær deltagelse.

Der er tale om væsentlige punkter til fælles refleksion, men efter

regeringens opfattelse ikke punkter, der giver anledning til

konkrete opfølgningsskridt nu og hér.

Kommunikationsvejene

–

både de formelle og uformelle

–

mellem

regering og Folketing er allerede velkendte og velfungerende.

Uformelle kontakter og dialog er som bekendt en vigtig del af det

politiske arbejde. Det afgørende er at sikre, at den uformelle

kontakt med regeringsordførere og oppositionspolitikere aldrig

kommer til at erstatte den formelle behandling i Folketinget og i

Det

Udenrigspolitiske Nævn.

Det er

Regeringen meget

opmærksom på.

Og med hensyn til principperne for militære udsendelser, så er det

i den nuværende sikkerhedspolitiske situation yderst vanskeligt at

forudse, hvilke udfordringer Danmark og vores partnere står

overfor om bare 2, 3, 4 år. Jeg tror derfor næppe, at det vil være

muligt at fastlægge mere håndfaste og langsigtede principper for

prioriteringer af militære engagementer, end de prioriteter, som

enhver regering allerede har med i sit regeringsgrundlag og i den

til enhver tid gældende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

[Afslutning]

Her til sidst vil jeg blot gerne gentage, at den historiske udredning

udgør en vigtig anledning til at bekræfte og understrege

betydningen af et tæt og fortroligt samarbejde mellem Folketinget

og den til enhver tid siddende regering, når der skal træffes

beslutninger om at udsende danske militære styrker.

Der må på den ene side ikke være tvivl om, at det er regeringen,

som fører Danmarks udenrigspolitik, og at det er regeringen, der

inddrager Nævnet i regeringens overvejelser.

Men der må heller ikke være tvivl om, at regeringen fuldt ud

anerkender og respekterer Det Udenrigspolitiske Nævns rolle i de

situationer.

Beslutninger om at sende danske kvinder og mænd til verdens

brændpunkter er nogle af de tungeste, vi kommer til at tage som

politikere.

Vi skal løbende sikre en grundig forberedelse af beslutningerne og

altid bestræbe os på en åben og tæt inddragelse af Folketinget og

Nævnet.

Krigsudredningen har ydet et værdifuldt bidrag til dén fælles

bestræbelse. Jeg håber, at vi sammen kan følge op med en

konstruktiv og fremadrettet drøftelse af udredningen hér i dag.

Tak.