URU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 123: Spm. om, oversendelse af talepapir fra samrådet den 25. januar 2019 om status for udredningsarbejdet vedr. dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Irak og Afghanistan, til udenrigsministeren

Udenrigsudvalget 2018-19 (1. samling)
URU Alm.del
Offentligt

Samrådsspørgsmål H om den historiske udredning til besvarelse den

25. januar 2019

TALEPUNKT

Til:

Udenrigsministeren

Enhed:

JTK

Dato:

23-01-2019

Sag:

2019 - 993

Tak for indkaldelsen til samrådet og tak for ordet.

[Indledning]

Inden jeg besvarer samrådsspørgsmålet, vil jeg gerne indlede med

nogle generelle bemærkninger om sagen.

I maj 2016 blev et politisk flertal enige om at iværksætte en uvildig

udredning af det historiske forløb i forbindelse med Danmarks del-

tagelse i krigene i Kosovo, Irak og Afghanistan. Formålet var at se

på den politiske baggrund for at gå i krig og blive kloge på erfarin-

gerne.

Grunden til, at vi sidder i et samråd nu, er, at der er sået tvivl om

forskernes anvendelse af materiale og Udenrigsministeriets rolle i

den sammenhæng.

Jeg forstår godt den bekymring, sagen har rejst hos medlemmer af

Folketinget.

Lad mig derfor indledningsvist slå fire pointer fast:

URU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 123: Spm. om, oversendelse af talepapir fra samrådet den 25. januar 2019 om status for udredningsarbejdet vedr. dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Irak og Afghanistan, til udenrigsministeren

For det første vil jeg gerne beklage, at Udenrigsministeriets kom-

munikation om denne sag over for Folketinget ikke har været til-

fredsstillende. Det har jeg også tidligere beklaget over for Folke-

tingets formand, og det vil jeg gerne gentage her i dag.

For det andet vil jeg også gerne slå fast, at der på intet tidspunkt

har været nogen intention i Udenrigsministeriet eller hos mig om

at give tilladelse til noget, som er i modstrid med Folketingets øn-

sker. Udenrigsministeriet har bare fulgt de senere års praksis i de

her sager.

For det tredje er det derfor også klart, at jeg i bagklogskabens uli-

deligt klare lys ville ønske, at Udenrigsministeriet havde sikret sig

samtykke fra Nævnet, inden tilladelsen til de uafhængige forskere

blev givet tilbage i sommer.

For det fjerde vil jeg i forlængelse heraf gerne gentage, hvad jeg

allerede skriftligt har givet tilsagn om over for Folketingets For-

mand, nemlig at Udenrigsministeriet fremover vil sikre, at Nævnet

giver samtykke til anvendelse af optegnelser fra Nævnet, inden der

en anden gang træffes beslutning om at iværksætte en historisk ud-

redning.

Fortrolighed i Det Udenrigspolitiske Nævn følger både af nævns-

loven og af en meget langvarig praksis i Folketinget. Og fortrolig-

heden i Nævnet er helt afgørende for, at regeringen kan rådføre sig

med Nævnet i vigtige udenrigspolitiske spørgsmål.

Det ønsker jeg ikke at rokke ved. Og det ændrer denne sag ikke

ved.

Samtidig må det stå klart, at udredningen er et uvildigt og frit forsk-

ningsarbejde, som hverken Folketinget eller regeringen kan blande

sig i.

Regeringens udgangspunkt i den her sag har været at vise størst

mulig åbenhed. Det mener jeg stadig er helt afgørende for, at vi får

et grundigt og retvisende billede af baggrunden for Danmarks mi-

litære deltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak og af de erfaringer,

vi kan tage med.

Men det skal ske i et tæt og fortroligt samarbejde med Folketinget.

***

Og lad mig så gå over til det konkrete samrådsspørgsmål.

[Om status for udredningen]

Der spørges for det første til status for udredningen. Her kan jeg

kort oplyse, at udredningen er færdiggjort og trykt og vil blive of-

fentliggjort af forskerne den 5. februar. Oprindeligt skulle den være

offentliggjort den 31. januar, men efter anmodning har forskerne

indvilliget i at udsætte til den 5. februar.

***

[Om med hvilket ret forskerne har fået tilladelse til at citere]

Dernæst spørges om, med hvilken ret forskerne har fået tilladelse

til at citere nævnsmedlemmers udtalelser under møder i Nævnet.

For at kunne svare på det

–

og inden jeg gennemgår brevvekslingen

med Præsidiet - vil jeg gerne klargøre en vigtig sondring mellem

adgang til optegnelserne og anvendelse af optegnelserne.

[Adgang]

Jeg mener ikke, at der kan være tvivl om, at forskerne skulle have

adgang til at se optegnelserne. Det har Præsidiet også understreget

i et brev til mig [af 20. december], hvor formanden skriver, at Præ-

sidiet går ind for størst mulig åbenhed omkring Nævnets historiske

materiale. Det bemærkes i samme brev, at man derfor heller ikke

har bemærkninger til, at forskerne har haft fuld adgang til nævns-

materiale.

Det følger af den politiske aftale, at forskerne

–

jeg citerer

– ”skal

have adgang til alle dokumenter, herunder klassificerede, der er

sendt til Irak- og Afghanistankommissionen, og øvrigt forelig-

gende skriftligt materiale, som de finder relevant hos danske myn-

digheder”.

Optegnelserne fra Nævnet er i sagens natur en vigtig kilde for for-

skerne. Optegnelser for så vidt angår Irak og Afghanistan var des-

uden en del af det materiale, som Irak- og Afghanistan kommissi-

onen fik. Derfor fik forskerne bag udredningen dem naturligvis

også.

[Anvendelse]

Så er der spørgsmålet om, hvordan forskerne har anvendt materia-

let. Der står i den politiske aftale, at forskerne ikke kan gengive

klassificeret materiale uden samtykke fra den myndighed, som har

materialet. Myndigheden i det her tilfælde er Udenrigsministeriet,

som jo udarbejder og opbevarer nævnsoptegnelser. Så langt så

godt.

Jeg har forstået på mit embedsværk, at der i lyset af den politiske

aftale og fremgangsmåden i andre uafhængige, historiske udred-

ninger ikke har været praksis for, at Udenrigsministeriet indhen-

tede et samtykke fra Folketinget, inden der blev givet tilladelse til,

at forskerne kunne kildehenvise, herunder bruge ordrette citater.

I DIIS-rapporten om CIA-flyvningerne fra 2012 fik forskerne for

eksempel samme adgang og mulighed for at kildehenvise herunder

citere i kortere uddrag fra nævnsoptegnelser, der kun var få år

gamle. Det samme gjaldt professor Bent Jensens rapport om den

kolde krig fra 2014.

Jeg forstår, at hverken Folketingets Præsidium eller Nævnet i de

tilfælde blev spurgt, om der kunne gives tilladelse til denne anven-

delse af optegnelserne, ligesom de heller ikke på forhånd blev ori-

enteret om den.

Og mig bekendt blev det heller ikke efterfølgende af Nævnet eller

Præsidiet problematiseret, at Udenrigsministeriet havde givet tilla-

delse til forskernes anvendelse af optegnelserne. F.eks. indeholdt

CIA-rapporten om overflyvninger fra 2012 også ordrette citater fra

Nævnets optegnelser, som kun var 4 år gamle. Hér i denne sag taler

vi om optegnelser, som ligger 15-20-25 år tilbage i tiden. Det synes

jeg er vigtigt at få frem.

Så når Udenrigsministeriet i denne sag gjorde, som man gjorde, så

skyldes det altså, at man fulgte den praksis, som har været i de se-

neste tre historiske undersøgelser gennem de seneste ca. 15 år.

[DIIS rapport om den kolde krig fra 2005, DIIS redegørelse om

CIA-overflyvninger fra 2012 og Bent Jensens rapport om den

kolde krig fra 2014].

Det er dog rigtigt, at hvis man går længere tilbage i tiden, har man

gjort det på en anden måde.

Hvad angår begrebet kildehenvisning, er jeg også helt enig i, at

beskrivelsen i denne sag ikke har været tilstrækkelig klar fra Uden-

rigsministeriets side. Og jeg forstår også godt den forvirring, der

er opstået omkring citater i selve udredningen og citater til afskrift

i et bilagsbind.

Det er også derfor, jeg indledte med at sige, at selv om der ikke har

været nogen intention om at gøre noget i denne sag mod Folketin-

gets ønsker, så er det klart, at kommunikationen ikke har været til-

fredsstillende, og jeg ville i bagklogskabens lys ønske, at Uden-

rigsministeriet havde sikret sig udtrykkeligt samtykke fra Nævnet.

[kort gennemgang af brevveksling]

Lad mig nu give en kort gennemgang af brevvekslingen i sagen, så

vi får brugt samrådet til at klargøre de opståede misforståelser.

Den 5. juli 2018 orienterede jeg Udenrigspolitisk Nævn om, at

Udenrigsministeriet forventede at give

–

og jeg citerer -

”tilladelse

til forskernes anmodning om kildehenvisninger til de relevante

Nævnsoptegnelser.”

Der var ikke tale om, at Udenrigsministeriet

anmodede Folketinget om samtykke, da det som nævnt er sædvan-

ligt i historiske undersøgelser, at der kan kildehenvises. Der var

alene tale om en orientering.

Folketinget reagerede ikke på dette brev.

Den 16. november 2018 orienterede Udenrigsministeriet desuden

Nævnet om, at Udenrigsministeriet havde til hensigt at tillade fuld

afskrift af hele regeringens indlæg på en række møder i nævnet.

Udenrigsministeriet gjorde samtidig klart, at man ikke ville give

tilladelse til fuld afskrift af nævnsmedlemmers indlæg uden Folke-

tingets samtykke. Lange afskrifter af nævnsoptegnelser er således

ikke noget, der sædvanligvis bruges i historiske udredninger.

Præsidiet blev herefter af Udenrigspolitisk Nævn inddraget i sagen

og Folketingets Formand oplyste i et brev til mig af 20. december,

at man ikke kunne imødekomme forskernes ønske om at bringe

fulde afskrifter af medlemmers indlæg, - og jeg citerer -

”herunder

at bringe citater fra medlemmerne”.

Udenrigsministeriet fulgte Folketingets ønske og tillod netop ikke

forskerne at lave fulde afskrifter af nævnsmedlemmers indlæg.

Det, ministeriet har givet tilladelse til, er alene kildehenvisnin-

gerne, herunder i et vist omfang ordrette citater. Tilladelse til fuld

afskrift er kun givet, når det drejer sig om regeringsmedlemmernes

indlæg.

Det skrev jeg i et nyt brev af 22. december til Præsidiet. I samme

brev blev det præciseret, at en kildehenvisning også kan betyde, at

der bringes enkelte citater fra nævnsmedlemmer, fordi Udenrigs-

ministeriet blev opmærksom på, at formuleringen i brevet fra juli

om, hvad der forstås ved en kildehenvisning, ikke havde været klar

og præcis nok. Jeg vil gerne understrege, at det altså først er på et

langt senere tidspunkt i forløbet, at det for Udenrigsministeriet bli-

ver klart, at der er en misforståelse omkring anvendelsen af kilde-

henvisninger.

Det forhold burde Udenrigsministeriet have været mere præcis om-

kring i korrespondancen med Folketinget, og det beklagede jeg

også i brevet af 22. december.

Problemet var, at tilladelsen til forskerne blev givet tilbage i som-

meren 2018. Længe inden brevet fra Præsidiet 20. december,

hvoraf det fremgik, at man ikke ønskede, at der blev bragt citater

fra medlemmerne.

Som jeg også har oplyst til Folketinget, har Udenrigsministeriet

imidlertid ikke på det tidspunkt nogen mulighed for at tilbagekalde

eller begrænse kildehenvisning eller at foretage manuskriptkontrol

uden, at det ville kompromittere udredningens uvildighed og for-

skernes frihed.

Jeg kan godt forstå, at der har været en bekymring om, hvordan

oplysninger fra Nævnet bliver brugt i offentligheden. Jeg vil derfor

understrege, at Udenrigsministeriet naturligvis har sikret, at der

ikke offentliggøres oplysninger som kompromitterer væsentlige

udenrigspolitiske interesser, statens sikkerhed eller rigets forsvar.

Som brevene viser, har det været vigtigt for mig, at Folketinget

blev holdt tæt informeret. I den forstand har der i det her forløb

været forsøgt større åbenhed over for Folketinget, end der plejer,

på trods af, at det helt åbenlyst ikke er gået, som det skulle.

[Afslutning]

Der er ikke nogen tvivl om, at Udenrigsministeriet og jeg selv har

taget ved lære af denne sag. Jeg beklager, at kommunikationen

ikke har været tilfredsstillende. Udenrigsministeriet har ikke haft

nogen intention om at agere mod Folketingets ønsker i denne sag,

og derfor ville jeg ønske, at man havde sikret sig samtykke fra

Nævnet først.

Det er mit håb, vi nu kan sikre helt klare linjer i lignende sager for

fremtiden og forhåbentlig undgå uklarheder og misforståelser.

Som nævnt har jeg derfor allerede skriftligt over for Folketingets

Formand givet tilsagn om, at Udenrigsministeriet fremover vil

sikre, at Nævnet giver samtykke til anvendelse af optegnelser fra

Nævnet, inden der en anden gang træffes beslutning om at iværk-

sætte en historisk udredning.

Tak for ordet.