Undervisningsudvalget 2018-19 (1. samling)
UNU Alm.del
Offentligt
Status fra KOMBIT, november 2018
Aula går i drift i alle folkeskoler efter sommerferien 2019 og i dagtilbud i 95 kommuner i første
halvdel af 2020. I Aula vil børn, elever, forældre og pædagogisk personale få en samlet, sikker og
brugervenlig adgang til informationer fra skoledagen og livet i dagtilbuddet.
Forud for ibrugtagningen er der planlagt pilotudrulning i fire kommuner – Aarhus, Odder, Høje
Taastrup og Gladsaxe, som hver især deltager med to skoler. I Høje Taastrup og Odder vil det
udelukkende være det pædagogiske personale, der bruger Aula i pilotperioden, mens forældre og
elever i de fire skoler i Aarhus og Gladsaxe også vil få adgang til systemet. Lærere og forældre fra
pilotskolerne kan tage Aula i brug primo 2019.
Pilotprocessen for Aula har til formål at sikre, at Aula får den bedst mulige start i landets skoler.
Derfor vil der i pilotprocessen blive indsamlet viden omkring uddannelse, implementering,
anvendelse og kommunikation til interessenter. De erfaringer, der kommer ind igennem
pilotprojekterne, vil blive brugt af KOMBIT og Netcompany til at optimere løsningen og uddannelse
og vil naturligvis også blive delt imellem kommunerne, så de kan bruge erfaringerne i deres egne
lokale Aula-projekter og anvendelsesstrategier.
I november 2018 er der afholdt opstartsmøder med alle fire pilotkommuner, hvor projektlederen i
kommunen har været tilstede sammen med de kommunale administratorer. Formålet med mødet
var at afdække, hvor i processen kommunen var med de opgaver, der skal løses, og de
beslutninger der skal træffes, før Aula kan sættes op, og før kommunale administratorer,
institutionsadministratorer og superbrugere skal undervises i Aula.
Ugen efter opstartsmøderne blev de kommunale administratorer og institutionsadministratorerne
undervist i Aula og i denne uge – uge 48 - bliver superbrugere for det pædagogiske personale
undervist. I forbindelse med undervisningen har brugerne adgang til et uddannelsesmiljø og giver
Aula-projektet feedback på selve undervisningen, øvelserne og materialet. Samtidig bliver der
afholdt prøveundervisning for personer fra andre kommuner, så vi på den måde får afprøvet og
kvalitetstestet uddannelsesforløbet og -materialer bredt i kommuner og på forskellige roller.
Fra den 28. november 2018 kan Odder kommune, som den første, opsætte Aula på kommunalt
niveau. Da Odder er den første pilotkommune vil de få besøg af en it-teknikker fra Netcompany for
at bistå med denne opsætning. Fra den 3. december, begynder Høje-Taastrup, Gladsaxe og Århus
at lave deres kommunale opsætning. Her vil der være repræsentanter tilstede fra Netcompany og
KOMBIT.
Både i pilotkommuner og andre kommuner er man desuden i fuld gang med at fastlægge
anvendelsesstrategier, som beskriver, hvordan man vil bruge Aula. Det drejer sig fx om at beslutte
hvornår, hvordan og hvor meget man vil kommunikere i Aula. Introduktionen af Aula vil således
være en rigtig god anledning til at overveje om man kan optimere skole-/hjem-samarbejdet på
institutionerne. I dette arbejde kan kommuner og institutioner blandt andet hente inspiration fra
materialer, som Aula-projektet har fået udviklet i samarbejde med sociolog Maria Ørskov Akselvoll,
som har forsket i skole-/hjemsamarbejde.
Et eksempel på hvordan Gladsaxe Kommune har arbejdet med anvendelsesstrategi kan ses her:
http://aula.dk/nyheder/gladsaxe-skole-inddrager-foraeldre-laerere-og-paedagoger-i-aula-strategi