Udvalget for Landdistrikter og Øer 2018-19 (1. samling)
ULØ Alm.del
Offentligt
Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2018-11656
Den 7. november 2018
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 7 (ULØ alm. del) stillet 10. oktober efter
ønske fra Peter Juel-Jensen (V).
Spørgsmål nr. 7
”Vil
ministeren skrive ø-støtten til landmænd ind i den nationale strategiske CAP-plan?”
Svar
Med Europa-Kommissionens forslag til forordning for den fælles landbrugspolitik efter 2020 lægges
der som noget nyt op til, at medlemsstaterne skal udarbejde strategiske planer for landbrugspolitikken
i perioden 2021-2027, såkaldte CAP-planer.
CAP-planen skal indeholde en beskrivelse af den nationale implementering af EU-reglerne, herunder
hvordan det pågældende land vil levere på de EU-fastsatte målsætninger for landbrugspolitikken. De
nye CAP-planer vil i deres design ligne det nuværende landdistriktsprogram.
Det betyder blandt andet, at der forud for udarbejdelsen af CAP-planen skal laves en SWOT-analyse.
En SWOT-analyse er en situationsanalyse af forhold, der kan påvirke implementeringen af planen, og
som indgår i planens strategi og interventioner. På baggrund af denne skal der laves en behovsanalyse
af, hvilke elementer der bør indgå i planerne, og en interventionsstrategi.
Der etableres et partnerskab mellem Landbrugsstyrelsen og interessenter, der involveres i
udarbejdelsen af CAP-planerne. Input fra disse parter vil derfor også komme til at spille ind i
udarbejdelsen af den danske CAP-plan, herunder ift. Ø-støtte. Ligeledes vil politiske forhandlinger om
CAP-planen følge. Idet forhandlingerne om Europa-Kommissionens forslag til den fremtidige
landbrugspolitik først er begyndt efter den 1. juni 2018, hvor de juridiske tekster blev lagt frem, er det
juridiske grundlag for de fremtidige CAP-planer langt fra færdigt. Med henblik på at inddrage
interessenter allerede i den indledende fase har Landbrugsstyrelsen afholdt møde i august og flere
ventes afholdt. Her var netop også Sammenslutning af Danske Småøer inviteret.
Jakob Ellemann-Jensen
/
Jacob Nielsen
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk