Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2018-19 (1. samling)
TRU Alm.del
Offentligt
MINISTEREN
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Folketinget
Dato
J. nr.
6. november 2018
2018-5901
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget har i brev af 2. november 2018 stillet
mig følgende spørgsmål (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Ida Auken (RV).
Spørgsmålet ønskes besvaret senest den 7. november 2018.
Spørgsmål nr. 67:
Vil ministeren fremsende de trafikanalyser, som ligger til grund for beslutnin-
gen og aftalen om at bygge Lynetteholmen og østlig ringvej?
Svar:
Med principaftalen om Lynetteholmen er det blandt andet besluttet at gennem-
føre forundersøgelser af østlig ringvej og metrobetjening af området. Der fore-
ligger endnu ikke egentlige trafikanalyser af det samlede projekt, men forun-
dersøgelserne, der gennemføres frem mod udgangen af 2019, vil netop give et
kvalificeret bud på trafikudviklingen som følge af projektet.
Der blev gennemført flere trafikanalyser af en østlig ringvej i forbindelse med
den strategiske analyse af projektet fra 2013. Heraf fremgår det blandt andet, at
i alt ca. 31.000 køretøjer dagligt vil benytte en østlig ringvej ved en brugerbeta-
ling på 20 kr. for person- og varebiler og 80 kr. for lastbiler. Det fremgår ligele-
des, at trafikanterne i hovedstadsområdet vil opnå en samlet rejsetidsgevinst på
op mod 20.000 timer per døgn ved etablering af en østlig ringvej. Trafikanaly-
serne viser også, at trafikken på gaderne i de øvrige dele af København og Fre-
deriksberg vil falde med ca. 2,4 procent, hvis man etablerer en østlig ringvej.
Yderligere resultater fra den strategiske analyse kan læses her:
https://www.trm.dk/da/publikationer/2013/oestlig-ringvej-strategisk-
analyse-af-en-havnetunnel-i-koebenhavn
Anlæg af Lynetteholmen og den relaterede infrastruktur er et meget stort og
langsigtet projekt. Der er mange elementer i projektet, herunder anlæg af øen
og infrastrukturen, som skal undersøges nærmere, og det er derfor vigtigt at gå
i gang med det samme, blandt andet for at sikre det fremtidige boligudbud i
København.