Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2018-19 (1. samling)
TRU Alm.del
Offentligt
2004690_0001.png
Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Telefon 72 28 24 00
[email protected]
Sagsnr.
2019 - 116
Doknr.
59912
Dato
23-01-2019
Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg har d. 7. januar 2019 stillet følgen-
de spørgsmål nr. 276 (alm. del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikke-medlem af udvalget Preben Bang
Henriksen (V).
Spørgsmål nr. 276:
Kan ministeren oplyse, hvem der i en kommune bindende kan forpligte kommunen
overfor tredjemand i forbindelse med en aftale, hvor kommunen pålægger kommu-
nens egen ejendom en bebyggelsesservitut? Der tænkes specifikt på, om kommunen
kan forpligtes overfor tredjemand af en borgmester og en rådmand, således at tredje-
mand kan støtte ret på en servitutaftale, der alene er indgået med disse personer på
kommunens vegne. Ved samme lejlighed bedes i sagens natur oplyst, hvor i lovgivnin-
gen om kommunernes drift og styrelse, de pågældende regler findes.
Svar:
1. Økonomi- og Indenrigsministeriet er bekendt med, at spørgsmålet har baggrund i
en konkret sag fra en kommune, hvorom der ifølge medieomtalen aktuelt verserer en
retssag. På den baggrund finder jeg det rigtigst ikke at udtale mig om betydningen af
kommunale regler for den konkret beskrevne situation.
2. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en borgmester og en rådmand ved aftale kan
forpligte kommunen udadtil,
kan jeg generelt oplyse, at den kommunale styrelseslov,
der henhører under mit ansvarsområde, i § 32 indeholder en bestemmelse om, hvem
der skal underskrive visse dokumenter på vegne af kommunen.
Således fastsætter den kommunale styrelseslovs § 32, stk. 1, at dokumenter vedrøren-
de kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garanti-
forpligtelser skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller næstformand
(næstformænd) og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen. Efter
lovens § 32, stk. 2, kan de nævnte dokumenter i kommuner, der har magistratsstyre
efter lovens § 64 eller delt administrativ ledelse efter lovens § 64 a, tillige underskrives
af
magistratsmedlemmer
(rådmænd)
eller
udvalgsformænd
(fagborgme-
stre/rådmænd) og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen.
Den person, der efter den kommunale styrelseslovs § 32 skal underskrive sammen
med borgmesteren, viceborgmesteren (viceborgmestrene), en rådmand eller en fag-
borgmester skal være enten en ansat i kommunen eller et medlem af kommunalbesty-
relsen, der er personligt udpeget af kommunalbestyrelsen hertil. Det er ikke tilstræk-
keligt, at beføjelsen er tildelt indehaveren af en bestemt stilling.
 TRU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 276: MFU spm. om, hvem der i en kommune bindende kan forpligte kommunen overfor tredjemand i forbindelse med en aftale, hvor kommunen pålægger kommunens egen ejendom en bebyggelsesservitut, til økonomi- og indenrigsministeren
2004690_0002.png
Den kommunale styrelseslovs § 32 omfatter underskrift af slutsedler vedrørende fast
ejendom og skøder, herunder påtegninger på skøder, men derimod ikke dokumenter
vedrørende ekspeditioner, som nok har sammenhæng med et konkret køb eller salg af
fast ejendom, men ikke direkte regulerer vilkårene for overdragelsen, f.eks. erklærin-
ger til brug ved en matrikulær forretning. Bestemmelsen omfatter ikke andre disposi-
tioner over fast ejendom.
Den kommunale styrelseslovs § 32 er en særlig regel, der af hensyn til kommunens
medkontrahenter og tinglysningen regulerer, hvem i kommunen der er legitimeret til
at underskrive netop de dokumenter, som bestemmelsen omfatter.
Den kommunale styrelseslovs § 32 betyder bl.a., at hvis dokumenter omfattet af be-
stemmelsen er underskrevet, som bestemmelsen foreskriver, kan en aftalepart støtte
ret på aftalen. Dette gælder dog ikke, hvis aftaleparten er i ond tro, dvs. vidste eller
burde vide, at de underskrivende ikke havde konkret beføjelse til at indgå den aftale,
der er underskrevet.
Når bortses fra den kommunale styrelseslovs § 32, er spørgsmål om, hvem der er legi-
timeret til at indgå aftaler på vegne af kommunen, ikke reguleret af lovgivningen om
kommunernes styrelse, men af almindelige formueretlige regler. Disse regler henhører
ikke under mit ansvarsområde og er heller ikke omfattet af det kommunale tilsyns
kompetence, der alene omfatter lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndig-
heder. Afgørelsen af konkrete spørgsmål herom henhører således under domstolene.
3. Hverken den kommunale styrelseslovs § 32 eller almindelige formueretlige regler
regulerer, hvem der
i det indbyrdes forhold mellem de kommunalpolitiske organer i
kommunen
har kompetence til at træffe beslutninger på kommunens vegne. Spørgs-
mål herom, herunder om en borgmester og en rådmands kompetence til på kommu-
nens vegne at træffe beslutning om at indgå en aftale, er reguleret af de almindelige
kommunale styrelsesregler, der henhører under mit ansvarsområde.
Om disse kan jeg generelt oplyse, at det som udgangspunkt er kommunalbestyrelsen
og udvalgene, der efter den kommunale styrelseslovs § 2, stk. 1, og § 21, stk. 1, 1. pkt.,
har kompetencen til at træffe beslutninger i kommunen. Denne kompetence kan et
flertal i kommunalbestyrelse eller udvalg
–
med mindre andet er fastsat eller forudsat i
lovgivningen
–
delegere til forvaltningen.
Borgmesteren kan som udgangspunkt alene træffe indholdsmæssige beslutninger på
kommunens vegne i sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl,
jf. den kommunale styrelseslovs § 31, stk. 1. Betingelsen om, at en sag ikke må give
anledning til tvivl, er kun opfyldt, hvis borgmesteren anser sagen for utvivlsom og
tillige skønner, at også alle de øvrige medlemmer vil anse sagen for utvivlsom. For-
manden for et stående udvalg, herunder en udvalgsformand (råd-
mand/fagborgmester) i en kommune med delt administrativ ledelse efter lovens § 64
a, har efter lovens § 22, stk. 2, en helt tilsvarende kompetence til på udvalgets vegne at
træffe beslutning i sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl.
Endvidere kan kommunalbestyrelsen henholdsvis udvalget ved enstemmighed delege-
re beslutningskompetence til borgmesteren henholdsvis udvalgsformanden (rådman-
den).
Med venlig hilsen
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
2