Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2018-19 (1. samling)
TRU Alm.del
Offentligt
MINISTEREN
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Folketinget
Dato
J. nr.
3. januar 2019
2018-6746
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget har i brev af 12. december 2018 stillet
mig følgende spørgsmål (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Kaare Dybvad (S).
Spørgsmål nr. 214:
Vil ministeren redegøre for, hvorfor en el-scooter kun må køre 15 km/t, når et
el-løbehjul må køre op til 20 km/t?
Svar:
Jeg bemærker indledningsvist, at jeg har lagt til grund, at spørgeren i sit
spørgsmål henviser til motordrevne kørestole.
For så vidt angår motordrevne kørestole følger det af færdselsloven, at for køre-
stol, som er konstrueret til en hastighed af højst 15 kilometer i timen og kun
med væsentlig konstruktiv forandring kan ændres til større hastighed, gælder
bestemmelserne om cykel, hvor intet andet er bestemt.
Med hensyn til elektriske løbehjul er det i udkastet til bekendtgørelse om for-
søgsordning for motoriserede løbehjul, ligeledes fastsat, at færdselslovens reg-
ler for cykler og cyklister som udgangspunkt finder anvendelse. For elektriske
løbehjul er den konstruktivt bestemte maksimalhastighed fastsat til 20 kilome-
ter i timen. Maksimalhastigheden er fastsat ud fra, at et elektrisk løbehjul med
sin lette konstruktion tilnærmelsesvis ligner en cykel, og at en cykels hastighed
ligger på omkring 20 kilometer i timen.
For en umiddelbar betragtning ville det virke logisk, hvis en motordrevet køre-
stol og et elektrisk løbehjul måtte køre med samme hastighed, idet begge køre-
tøjstyper må føres på cykelstierne. Motordrevne kørestole er dog i dimension
og vægt større og tungere end et elektisk løbehjul, og der er også et særligt hen-
syn til køretøjets stabilitet og teknik. På den baggrund er hastighedsgrænsen
for motordrevne kørestole fastsat til 15 kilometer i timen, hvis de efter færd-
selsloven skal betragtes som cykler.