SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 785: Spm. om kommentar til henvendelsen omdelt på bilag 303, til sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 03-05-2019

Enhed: AELSAM

Sagsbeh.: DEPANS

Sagsnr.: 1903758

Dok. nr.: 892659

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 8 april 2019 stillet følgende spørgs-

mål nr. 785 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er

stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 785:

”Vil

ministeren kommentere bilag 303 om bevilling af vippeleje? Vil ministeren i for-

længelse heraf redegøre for, hvem der skal sikre hjælp til en borger, hvor hverken

kommunen eller regionen vil bevilge vippeleje? Vil ministeren endvidere redegøre

for, hvem der er den ansvarlige myndighed, og hvilke klagemuligheder borgere i en

sådan situation har med henblik på at få bevilget et vippeleje? Vil ministeren slutte-

ligt kommentere henvendelsen i forhold til afgrænsningscirkulæret?

”

Svar:

Det er altafgørende, at man som borger kan få bevilget et nødvendigt hjælpemiddel

eller behandlingsredskab, når man har behov for det.

Heldigvis forstår jeg, at regionen i den omtalte sag har påtaget sig at bevilge et vippe-

leje, således at borgeren ikke skal vente længere på afklaring. Herefter må kommu-

nen og regionen indbyrdes finde ud af, om vippelejet skal bevilges som et behand-

lingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må af-

klares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.

Det er den rigtige fremgangsmåde og er i overensstemmelse med afgrænsningscirku-

læret, hvor det netop fremgår, at i tilfælde hvor der opstår tvivl om hvilken myndig-

hed, der er ansvarlig for bevilling af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpe-

middel, må tvivlen ikke kommer borgeren til skade.

Mere generelt kan jeg oplyse, at det beror på en konkret sundhedsfaglig vurdering,

om patienten skal forsynes med et behandlingsredskab som led i sygehusbehandlin-

gen. Borgere kan indbringe klager over afgørelser om en regions afslag på bevilling af

behandlingsredskaber som led i eller fortsættelse af sundhedsfaglig behandling til

Styrelsen for Patientklager, der behandler klager over sundhedsvæsenets sundheds-

faglige virksomhed.

Børne- og Socialministeriet har oplyst, at hvis man som borger ønsker at klage over

en kommunes afgørelse om hjælpemidler, skal klagen indbringes for Ankestyrelsen,

der behandler klager over afgørelser på socialområdet. Det bemærkes herved, at bor-

geren i den omtalte sag i bilaget ifølge det oplyste har påklaget kommunens afgørelse

til Ankestyrelsen, og at Ankestyrelsen har stadfæstet kommunens afgørelse.

På trods af, at det fremgår tydeligt af afgrænsningscirkulæret, at tvivlen ikke må

komme borgeren til skade, ser vi desværre stadig eksempler på sager, hvor borgere

bliver kastebold mellem region og kommune.

SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 785: Spm. om kommentar til henvendelsen omdelt på bilag 303, til sundhedsministeren

Det er én af de problemstillinger, der gør, at regeringen og Dansk Folkeparti med af-

talen

o e su dhedsrefor ”Et stærkere su dhedsvæse – tættere på dig” ø sker

at etablere 21 nye sundhedsfællesskaber, der skal være drivkraft for et bedre samar-

bejde mellem sygehuset, de alment praktiserende læger og den kommunale indsats.

For at sikre de bedste forudsætninger for samarbejdet i sundhedsfællesskaberne

er regeringen og Dansk Folkeparti enige om at fjerne de lovgivningsmæssige

barrierer, der er i dag, for fælles løsninger. Ændringen vil sikre sundhedsfællesska-

berne mulighed for fælles finansiering og fælles opgavevaretagelse af sundhedstil-

bud, hvor det giver mening.

For at undgå, at borgeren bliver kastebold, vil for eksempel håndtering af behand-

lingsredskaber og hjælpemidler være en naturlig del af det, som sundhedsfællesska-

berne skal samarbejde om at finde fælles løsninger på i forbindelse med, at de lovgiv-

ningsmæssige barrierer herfor fjernes. I sundhedsfællesskaberne er det også naturligt

at afklare, hvorvidt der med fordel kan etableres fælles hjælpemiddelcentre.

De nye sundhedsfællesskaber skal på den måde være med til at sikre smidige, vel-

koordinerede forløb, hvor eventuel tvivl om ansvar bliver håndteret, så det ikke kom-

mer borgeren til skade.

Med venlig hilsen

Ellen Trane Nørby

Andrea Scheutz

Side 2