Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 16-04-2019
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPSSNI
Sagsnr.: 1903477
Dok. nr.: 881782
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 29. marts 2019 stillet følgende
spørgsmål nr. 740 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 740:
”Ministeren
bedes oplyse, om patienter i psykiatrien i fremtiden skal påregne bruger-
betaling for kost, medicin m.v., som det gør sig gældende i f.eks. Psykiatriens hus i Sil-
keborg, som følge af regeringens sundhedsaftale indgået med Dansk Folkeparti? Der
henvises til Et stærkere sundhedsvæsen
–
tættere på dig, marts 2019”
Svar:
Sundhedsreformen indfører ikke mere brugerbetaling. Det har jeg slået fast flere
gange før, og jeg vil gerne benytte anledningen til igen at understrege, at en ændret
opgavevaretagelse for bl.a. angst og depression ikke skal lede til øget brugerbetaling.
Det står også sort på hvidt i aftalen mellem regeringen af Dansk Folkeparti.
Regeringen vil fjerne de lovgivningsmæssige barrierer for fælles løsninger, der i dag er
med hensyn til fælles finansiering og fælles opgavevaretagelse. Det skal skabe bedre
sammenhæng for patienterne, så eksempelvis borgere med tilknytning til både den
kommunale socialpsykiatri og behandlingspsykiatrien får en mere helhedsorienteret
indsats.
Ændringen vil sikre sundhedsfællesskaberne mulighed for fælles finansiering
og fælles opgavevaretagelse af sundhedstilbud, hvor det giver mening. Således gives
sundhedsforvaltningerne og kommunerne hjemmel til efter aftale mellem parterne at
overdrage myndighedsansvaret for en opgave i sundhedslovgivningen til hinanden.
Den sundhedsfaglige behandling i eksempelvis et psykiatrihus vil dermed fortsat ske
efter reglerne i sundhedslovgivningen. Det betyder i praksis, at de gældende regler
for, hvornår kost, medicin mv. indgår vederlagsfrit i et sundhedsfagligt tilbud efter
sundhedslovgivningen, skal følge med patienten, hvis ansvaret for løsningen af en op-
gave overdrages fra en myndighed til en anden, eksempelvis fra en af de nuværende
regioner til en kommune.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby
/
Søs Schack Nielsen