SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 19/3-19 om visitering til plejebolig, til transport-, bygnings- og boligministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

TALEPUNKTER

Det talte ord gælder.

Talepunkter til samråd om almene plejeboliger.

Tirsdag den 19. marts 15.30-17.00.

Samrådsspørgsmål AH

Vil ministrene oplyse, om ministeriet i dag har et overblik

over, hvor mange borgere der får afslag på visitation til en

plejehjemsplads, og hvordan ministrene fremadrettet vil

sikre, at svage og udsatte ældre altid kan visiteres til en

plejehjemsplads?

Samrådsspørgsmål AÆ

Er det ministrenes vurdering, at der i dag er tilstrækkeligt

gode muligheder for svækkede ældre til at komme på ple-

jehjem, når de har behov for det?

Samrådsspørgsmål AØ

Hvordan vil ministrene sikre, at svækkede ældres mulig-

hed for at komme på plejehjem, når de har brug for det,

ikke bliver forringet på grund af en stram økonomi i kom-

munerne særligt i lyset af, at antallet af ældre over 80 år

vil stige med en tredjedel frem mod 2025?

Tale

Tak for spørgsmålene og muligheden for at redegøre for de

regler og muligheder, som kommunerne i dag har for at

sikre den nødvendige kapacitet af plejeboliger i kommu-

nen.

SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 711: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 19/3-19 om visitering til plejebolig, til transport-, bygnings- og boligministeren

Side 2/7

Jeg vil besvare de stillede spørgsmål, der vedrører det al-

mene plejeboligområde samlet.

Lad mig indledningsvis slå fast, at det er den enkelte

kommune, der har ansvaret for at etablere det nødvendige

antal plejeboliger, der lokalt er behov for.

Det er en opgave, som kommunen løfter ved løbende at

vurdere, om antallet af plejeboliger modsvarer det behov,

som de ældre i kommunen har for plejeboliger.

Mange kommuner har tidligere arbejdet ud fra at opnå en

bestemt dækningsgrad af plejeboliger i forhold til antallet

af ældre over 80 år i kommunen. Men det stigende antal af

sunde leveår for ældre over 80 år har forrykket tidspunktet

for, hvornår man har behov for en plejebolig. Kommuner-

ne har på den baggrund måttet revidere deres tidligere

forventninger på området.

Kommunerne har gode retlige og økonomiske rammer for

at sikre et tilstrækkeligt antal plejeboliger.

Efter almenboligloven har kommunerne den fulde kompe-

tence til at meddele tilsagn til etablering af det antal alme-

ne plejeboliger, som kommunen vurderer er nødvendigt.

Side 3/7

Kommunen kan vælge enten selv at opføre og drive pleje-

boligerne, eller den kan meddele tilsagn til en almen bo-

ligorganisation eller en selvejende institution, som så står

for opførelse og drift af boligerne.

Langt hovedparten af anskaffelsessummen finansieres ved

lånoptagelse, hvor de løbende ydelser finansieres via de

ældres huslejebetaling og ydelsesstøtte fra staten. Kom-

munen betaler alene et mindre beløb i grundkapital.

Senest har regeringen forlænget perioden med nedsat

kommunal grundkapital på 10 pct. af anskaffelsessummen

til almene plejeboliger i endnu 2 år.

Så kommunerne har altså til opgave at sikre den nødven-

dige kapacitet og det har de også rammerne til at gøre.

Og derudover har vi også plejeboliggarantien.

De ældres garanti for en plejebolig eller plejehjemsplads

gælder, når kommunen har truffet beslutning om, at den

ældre har behov for en plejebolig.

En sådan beslutning kan enten bero på, at den ældre ansø-

ger om at flytte i en plejebolig, eller at pårørende til den

ældre anmoder kommunen om at tilbyde den ældre en bo-

lig. Det kan også forekomme, at kommunen via sit kend-

Side 4/7

skab til den ældre foreslår, at den ældre flytter i en pleje-

bolig.

Kommunen skal foretage en konkret individuel vurdering

af, om den ældre har behov for plejeboligen. Kommunen

skal vurdere den ældres behov ud fra en samlet vurdering

af den ældres fysiske, psykiske, økonomiske, sociale og bo-

ligmæssige situation.

Der er således ikke i lovgivningen fastsat objektive kriteri-

er for anvisning af en plejebolig til ældre.

Den individuelle vurdering indebærer, at det - udover de

rent helbredsmæssige forhold - har betydning for vurde-

ringen af den enkelte ældres behov, om den pågældende fx

bor i en etagebolig, som er dårligt indrettet til den ældre,

eller om den ældre er alene eller har en ægtefælle, som kan

hjælpe vedkommende.

Vurderingen af de rent helbredsmæssige forhold afhænger

også af, om den ældres situation bedre kan afhjælpes gen-

nem andre tilbud i kommunen end en plejebolig. Dette af-

hænger i høj grad af, hvordan kommunerne har valgt at

tilrettelægge deres samlede ydelser om pleje og omsorg for

ældre.

Side 5/7

Jeg synes, at det er rigtigt, at kommunerne har frihed til

selv at tilrettelægge deres indsats, også fordi kommunerne

er forskellige, og deres måde at organisere tilbuddene til

ældre på kan være forskellige. Det skal der være plads til.

Der findes ikke samlede tal over, hvor mange afgørelser

kommunerne træffer på området, og derfor findes der hel-

ler ikke samlede tal over, hvor mange borgere, der har fået

et afslag på en plejebolig i kommunerne.

Hvis en kommune træffer en beslutning om at anvise den

ældre en plejebolig, skal den ældre tilbydes boligen senest

to måneder herefter. Det er den rettighed som omtales

som plejeboliggarantien. Plejeboliggarantien gælder dog

ikke, hvis den ældre ønsker en bestemt plejebolig efter reg-

lerne om frit valg.

Den ældre har altså en lovmæssig ret til en plejebolig eller

plejehjemsplads inden for 2 måneder, når kommunen har

truffet beslutning om anvisning til en plejebolig.

Hvis den situation skulle opstå, at kommunen ikke i en ak-

tuel sag råder over en plejebolig i kommunen at anvise til,

kan kommunen efter reglerne om plejeboliggarantien købe

pladsen i en anden kommune for at løse problemet.

Side 6/7

Men jeg understreger, at dette bør kun ske i et akut tilfæl-

de, hvor kommunen ikke råder over en egen plejebolig.

Denne mulighed skal ikke anvendes som

en ”buffer”, fordi

kommunen ikke har sikret den tilstrækkelige plejeboligka-

pacitet i kommunen.

Plejeboliggarantien sikrer derfor, at svækkede ældre, der

har behov for en bolig, får en sådan bolig

–

både nu og i

fremtiden.

Kommunerne har som tidligere nævnt ansvaret for, at an-

tallet af boliger matcher behovet og vi har plejeboliggaran-

tien. Men lever kommunerne så op til det ansvar?

Det giver opfyldelsen af plejeboliggarantien en indikation

på.

Danmarks Statistik opgør årligt tal over kommunernes op-

fyldelse af plejeboliggarantien. Det giver et indblik både i

de aktuelle tal og udviklingen over årene.

Opgørelsen viser, at mellem 91 og 96 pct. af kommunerne i

gennemsnit har anvist en plejebolig inden for 60 dage i pe-

rioden mellem 2011 til 2017.

Side 7/7

Tallene viser også, at det kun er få kommuner, som over

flere år ligger over de 60 dage. I 2015 overholdt 9 kommu-

ner ikke plejeboliggarantien, og af disse var der kun 4, som

i 2017 fortsat ikke overholder plejeboliggarantien.

Det vidner om, at plejeboliggarantien virker, og at kom-

munerne arbejder fornuftigt på området.

Derfor - når man spørger mig, om jeg tror, at kommuner-

ne også i fremtiden kan løfte denne opgave - vil jeg sige:

Ja, det både tror og forventer jeg.

Det bygger jeg på de rammer og muligheder, som kommu-

nerne har for at kunne gøre dette. Det er det, der giver mig

tiltro til, at kommunerne er i stand til at løfte opgaven med

at tilvejebringe en tilstrækkelig kapacitet af plejeboliger

også fremover.

Tak for ordet.