Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
2015683_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Lovsekretariat
Dato: 29-01-2019
Enhed: SPOLD
Sagsbeh.: DEPAJU
Sagsnr.: 1900765
Dok. nr.: 807861
Medlem af Folketinget Flemming Møller Mortensen (S) har den 21. januar 2019 stillet
følgende spørgsmål nr. S 428 til sundhedsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål S 428:
” Vil ministeren garantere, at sygehuset i Tønder vil blive bevaret, hvis regeringen får
gennemført sin sundhedsreform og en bestyrelse udpeget fra København frem for
folkevalgte fra 2021 skal have ansvar for driften af sundhedsvæsenet? ”
Svar:
I Tønder har kommunen og Region Syddanmark lavet en aftale om samdrift af fire til-
bud på Tønder Sygehus. Aftalen betyder, at Region Syddanmarks skadeklinik og dag-
hospital smelter sammen med Tønder Kommunes sygeplejeklinik og akutfunktion.
Formålet med samdriften er at skabe en større sammenhæng mellem forebyggelse,
behandling og rehabilitering samt at bryde de grænser ned, der i dag opdeler sund-
hedsvæsenet i region, kommune og almen praksis.
Samarbejdet mellem Region Syddanmark, Tønder Kommune og Tønder Lægehus
Nord er et godt eksempel på en koordineret tværsektoriel indsats med fokus på sam-
menhængende patientforløb og øget brug af praksis personale.
Og det er netop en af den slags samarbejder, regeringen gerne vil have flere af. Som
spørgeren måske er bekendt med, indgår Tønder Sygehus derfor som eksempel i
sundhedsreformen på samarbejder, som regeringen ønsker mere af og at styrke yder-
ligere, så vi får et mere nært sundhedsvæsen med flere sundhedstilbud ude i kommu-
nerne i samarbejde med sygehus og almen praksis præcis som vi ser det på Tønder
Sygehus.
Regeringen vil give det nære sundhedsvæsen et ekstraordinært løft ved at etablere
en Nærhedsfond på 6 mia. kr.. Nærhedsfonden skal blandt andet sikre moderne fysi-
ske rammer i sundhedshuse, der kan medvirke til et løft af kvalitet og kapacitet i det
nære sundhedsvæsen. Halvdelen af Nærhedsfonden målrettes derfor byggeri af
sundhedshuse.
./.
Jeg henviser endelig til min besvarelse af S 426, hvor det blandt andet fremgår, at re-
geringens udspil til en sundhedsreform ikke lægger op til at ændre i den nuværende
sygehusstruktur.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby
/
Annemette Juul
1