Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 12-11-2018
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPSDE
Sagsnr.: 1808655
Dok. nr.: 729986
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 15. oktober 2018 stillet følgende
spørgsmål nr. 34 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Stine Brix (EL).
Spørgsmål nr. 34:
”Hvad
er ministerens holdning til at ventetiden til psykologbehandling til angst- og
depressionsramte er steget fra omkring 5 uger i 2012 til ca. 2,5 måned i dag, og vil mi-
nisteren i forlængelse heraf gøre noget for at nedbringe ventetiden?”
Svar:
Der bliver ikke systematisk opgjort ventetider til i psykologbehandling af depression
og angst efter henvisning fra almen praktiserende læge, som man ellers kender det
fra andre steder i sundhedsvæsnet.
Psykologer med ydernummer har dog i følge overenskomst om psykologhjælp pligt til
at oplyse den skønnede ventetid til første konsultation for ikke-akutte patienter på
sundhed.dk. Den skønnede ventetid skal som minimum opdateres hver anden må-
ned. Det betyder, at ventetiderne på sundhed.dk ikke opdateres samtidigt, og ikke
nødvendigvis er udtryk for den aktuelle ventetid på behandling. Man skal desuden
være opmærksom på, at der kan være forskel på, hvordan de enkelte psykologer
skønner ventetiden. Ventetidstallene, som fremlægges forskellige steder, er derfor
som udgangspunkt usikre. Man kan således heller ikke uden videre sammenligne ven-
tetidstallene.
Derudover skal det bemærkes, at der er store variationer i ventetiderne fra psykolog
til psykolog. Via en søgning på sundhed.dk kan man se, at nogle psykologer med yder-
nummer opgiver en forventet ventetid på få uger, mens andre har ventetid på 12-18
uger. Denne relativt store variation skyldes bl.a., at der er frit valg af psykolog, hvilket
er et vigtigt element i psykologordningen. Nogle psykologer vil være mere efter-
spurgte end andre, hvilket medfører længere ventetid. Derudover kan forskellene i
ventetiderne også skyldes, at der er forskel i hvor mange timer psykologerne ugent-
ligt anvender på at behandle patienter med offentligt tilskud i forhold til anden virk-
somhed fx patienter, der er dækket af en privat sundhedsforsikring. Psykologerne
med ydernummer skal som følge af overenskomsten som minimum stå til rådighed
22 timer ugentligt for offentlige henviste patienter.
Det er regionerne, der fastsætter antallet af ydernumre for psykologer, og dermed
også regionerne, der fastsætter behandlingskapaciteten. Hvis ventetiderne stiger, vil
det umiddelbart være hensigtsmæssigt behandlingskapaciteten øges. Det kan fx ske
ved, at regionerne opretter flere ydernumre eller, at psykologerne i en større del af
deres arbejdstid står til rådighed for offentlige patienter.
Hvis en patient gerne vil hurtigst muligt i gang med behandlingen, kan patienten op-
søge en af de psykologer, som har kortest ventetid, hvilket man kan se på sund-
hed.dk.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby
/
Sofie Dencker