SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 332: Spm. om, hvad et nødkald koster og hvordan kommunerne prisfastsætter et visiteret nødkald, og hvad der i den forbindelse typisk er inkluderet af personaleressourcer, til ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (1. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 31-01-2019

Enhed: AELSAM

Sagsbeh.: DEPCHS

Sagsnr.: 1900252

Dok. nr.: 808806

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 4. januar 2019 stillet følgende spørgs-

mål nr. 332 (Alm. del) til ældreministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stil-

let efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).

Spørgsmål nr. 332:

”Ekstra ladet ragte d. 6. de e er

8 artikle ”K ud Ver er lå ti evis på si

terrasse: Blev nægtet nødkald, fordi han havde

o iltelefo ”, so skitserer, hvor-

dan en borger lå hjælpeløs i flere timer, fordi vedkommende angiveligt var blevet

nægtet et nødopkald. I forlængelse heraf bedes ministeren oplyse følgende:

Hvad et nødkald koster

Hvordan kommunerne prisfastsætter et visiteret nødkald og hvad der i de

forbindelse typisk er inkluderet af personaleressourcer?

Hvad ministerens holdning er til, at nødkald i højere grad også kan anvendes

som en tryghedsforanstaltning for enlige svækkede ældre?

Der henvises til artiklen: https://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/knud-verner-laa-i-ti-

mevis-paa-sin-terrasse-blev-naegtet-noedkald-fordi-han-havde-en-mobiltele-

fon/7452661”.

Svar:

Det er både trist og uværdigt, hvis svækkede ældre oplever ikke at få den nødvendige

hjælp, når de har brug for det. Det er den enkelte kommunes ansvar at sikre, at der er

den nødvendige hjælp tilpasset efter den enkeltes individuelle behov.

Den konkrete sag, som er baggrunden for spørgsmålet, viser, hvor sårbar man kan

være, hvis man er svækket ældre med øget faldrisiko og samtidig bor alene. I sådanne

situationer er man særdeles afhængig af at kunne tilkalde hjælp, hvis man, som i den

konkrete sag, er så uheldig at falde og ikke selv kan komme op. Her kan fx et nød-

kaldsapparat eller en mobiltelefon være afgørende for, om man kan få kontakt til om-

verdenen og tilkalde hjælp. I begge tilfælde forudsætter det dog, at man har den på-

gældende teknologi på sig og er i stand til at betjene det i situationen.

Da spørgsmålet vedrører nødkald og dermed reglerne om hjælpemidler, som regule-

res efter de af servicelovens regler, som henhører under Børne- og Socialministeriet,

er der indhentet bidrag derfra til brug for besvarelsen.

Børne- og socialministeren oplyser følgende om reglerne for tildeling af nødkald:

”Et

nødkaldsapparat er et hjælpemiddel i servicelovens forstand. Det er afgørende for

at få tildelt et nødkaldsapparat, at der er tale om, at hjælpemidlet i væsentlig grad af-

hjælper følgerne af den pågældendes funktionsnedsættelse eller letter den daglige

tilværelse i hjemmet.

SUU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 332: Spm. om, hvad et nødkald koster og hvordan kommunerne prisfastsætter et visiteret nødkald, og hvad der i den forbindelse typisk er inkluderet af personaleressourcer, til ældreministeren

Et nødkaldsapparat tildeles en borger, når kommunen ud fra en konkret og individuel

vurdering vurderer, at borgeren har behov for et sådan apparat på baggrund af for-

målet med og visitationskriterierne for et hjælpemiddel, herunder f.eks. fordi borge-

ren ikke selv er i stand til fysisk eller psykisk at tilkalde hjælp via telefonen og herigen-

nem udtrykke sit behov for hjælp.

Et nødhjælpsapparat kan være en tryghedsskabende foranstaltning for borgeren, og

det er altid borgerens konkrete og individuelle behov for nødkaldsapparatet, der er

afgøre de for e afgørelse hero .”

Til brug for besvarelsen af de konkrete spørgsmål om 1) hvad et nødkald koster, samt

2) hvordan kommunerne prisfastsætter et visiteret nødkald, og hvad der i de forbin-

delser typisk er inkluderet i af personaleressourcer, er KL blevet bedt om at bidrage.

KL har oplyst følgende til brug for besvarelsen:

”Det

har ikke været muligt inden for svarfristen at indhente besvarelse fra alle kom-

muner vedr. udgifter til nødkald. Besvarelsen tager derfor udgangspunkt i henvendel-

ser, som KL har foretaget i udvalgte kommuner.

Ad. 1) Prisen på et nødkald er forskelligt afhængig af, hvilket type nødkald det er.

Indkøb: Prisen på indkøb af et nødkald er samlet ca. 2-3.000 kroner ex moms. Oveni

den pris kommer personaleudgifter ift. montering, vedligehold, abonnement og ad-

ministration. Der er jævnlige udgifter til administration, da der løbende skal tages stil-

ling til borgerens funktionsevne og generelle evne til at håndtere et nødkald.

Ad.2) Spørgsmålet kan ikke entydigt besvares, da brugen af nødkaldet har betydning

for, hvad udgifterne til nødkaldet er. Hvis borgeren ofte anvender nødkaldet, er det

dyrere, end hvis borgeren ikke anvender nødkaldet.

Det er en individuel vurdering, om borgeren har behov for nødkald. Nødkald visiteres

ikke på baggrund af pris, men tager udelukkende udgangspunkt i borgerens behov og

tildeles efter en individuel vurdering. Kommunen overvejer ved alle borgere, hvordan

man kan forebygge fald. Derfor handler det om at introducere de borgere, der kan

have gavn af et nødkald, inden borgeren bliver for dårlig.

Det er ikke alle borgere, der er velegnet til at få visiteret et nødkald, og hvor man bør

overveje andre løsninger. Når man visiterer borgere til nødkald, kan tildeling få den

konsekvens, at man binder borgeren til hjemmet, fordi nødkaldet ikke kan registrere,

hvis borgeren falder uden for hjemmet. Den type borgere lærer kommunerne fx at

bruge mobiltelefoner i stedet. Alternativt kan man koble dem op på Ældresagens eller

andre frivilliges tilbud om tryghedsopkald.

Det styrker den rehabiliterende tilgang over for borgeren med en tættere tilknytning

til civilsamfundet i stedet for at binde dem til hjemmet, med ensomhed til følge.

Der er også borgere, som ikke kan bruge nødkald korrekt. Det kan enten skyldes, at

de hele tiden aktiverer nødkaldet

–

også når de ikke har brug for hjælp. Det giver et

unødigt træk af personaleressourcer. De ressourcer kan anvendes mere hensigts-

mæssigt. Det kan også være borgere, der ikke aktiverer dem, når de har brug for

hjælp. Derfor er det mere relevant med andre løsninger, der fungerer for dem. Fx an-

dre velfærdsteknologiske løsninger”.

Side 2

Det er afgørende for mig som ældreminister, at kommunerne ved vurdering af, om fx

et nødkald eller en mobiltelefon er den rette løsning for den enkelte, tager udgangs-

punkt i en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov, herunder

borgerens samlede situation og behov for tryghed. Jeg hæfter mig derfor også ved, at

det af bidraget fra børne- og socialministeren klart fremgår, at et nødkaldsapparat

kan tildeles som en tryghedsskabende foranstaltning for borgeren, når betingelserne

efter servicelovens hjælpemiddelregler er opfyldt, og at det altid er borgerens kon-

krete og individuelle behov for nødkaldsapparatet, der er afgørende for en afgørelse

herom.

Ud fra den bagvedliggende artikel for spørgsmålet kan jeg se, at den konkrete sag har

givet anledning til, at den ansvarlige kommune vil overveje, om de skal have en kvali-

tetsstandard på området.

Med venlig hilsen

Thyra Frank

Charlotte Søderlund

Side 3