Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 02-11-2018
Enhed: JURA
Sagsbeh.: DEPPKH
Sagsnr.: 1808438
Dok. nr.: 721537
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 10. oktober stillet følgende spørgsmål
nr. 28 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 28:
”Mi istere bedes ko
e tere artikle ”Lov o ege betali g for tolk i g skubber
patie ter ud af su dhedssyste et” dr.dk 8. oktober
2018, og specielt forholde sig til
bemærkningen om, at der i dag er patienter, som opgiver at gå til lægen, fordi de ikke
har råd til at medbringe tolk. Og mener ministeren i øvrigt dette er sundhedspolitisk
forsvarligt, hvis dette angiveligt er tilfældet?”
Svar:
Formålet med lovændringen har været at sætte en grænse for, hvor længe en person
med bopæl i Danmark kan få tolkebistand på det offentliges regning. Fremmedsprogs-
tolkning i sundhedsvæsenet udgør en betydelig udgift for det offentlige hvert eneste
år, og de seneste tal fra Danske Regioner viser, at udgifterne til tolkebistand i 2017
udgjorde ca. 170 mio. kr.
Det er efter regeringens opfattelse ikke rimeligt, at det offentlige skal bruge så stort et
beløb på at betale for tolkebistand til udlændinge, der har haft bopæl i Danmark i flere
år. Derfor har et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen (Venstre, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vedta-
get at indføre krav om, at personer, der har været bosat i Danmark i mere end 3 år,
skal betale et gebyr for tolkebistand, som er nødvendig for de pågældendes behandling
hos lægen og på sygehuset.
For regeringen har det afgørende argument for lovændringen været integrationspoli-
tisk
–
nemlig at øge incitamentet til at lære dansk for udlændinge, der er bosat i Dan-
mark. Hvis man som udlænding behersker det danske sprog, vil integrationen i det
danske samfund blive nemmere, og det vil være til gavn for den enkelte og for samfun-
det som helhed.
I forhold til den nævnte artikel bemærkes det desuden, at hverken retten til nødvendig
tolkebistand eller patienternes ret til at modtage sundhedsydelser efter sundhedslo-
ven er blevet fjernet med den pågældende lovændring. Det påhviler derfor fortsat re-
gionerne at yde tolkebistand til personer, som har behov for det i forbindelse med be-
handling hos alment privatpraktiserende læge og privatpraktiserende speciallæge
samt behandling på sygehus, samt at sikre den generelle adgang til de pågældende
sundhedstilbud. Med lovændringen er det endvidere forudsat, at opkrævning af gebyr
for tolkebistand skal forestås af administrationen i regionen, således at lægen ikke skal
opkræve og modtage betaling for tolkegebyret direkte fra patienten.