SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 60: Spm. om talepapir fra samrådet den 1. november 2018 om kriterier for bevilling af benproteser til borgere med handicap, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

Beredskab til brug ved samråd B og C

om benproteser efter servicelovens §

112

1. november 2018, kl. 12:00-13:00

13 minutter

Social-, Indenrigs- Børneudvalget

Dato / tid

Talens varighed

Sted

Samrådsspørgsmål B stillet af Kirsten Normann Ander-

sen (SF):

”Hvilke kriterier skal kommunerne lægge vægt på, når der

skal bevilges benproteser til borgere med et handicap i hen-

seende til livskvalitet, bevægelighed og tilknytning til arbejds-

markedet, og hvad er ministerens vurdering af disse krite-

rier?

Samrådsspørgsmål C stillet af Kirsten Normann Ander-

sen (SF):

”Hvad er ministerens holdning til, at en kommune f.eks. næg-

ter en borger en benprotese eller andre tilsvarende hjælpe-

midler, hvis det er det, der skal til for sikre en borgers aktive

tilknytning til arbejdsmarkedet?”

Det talte ord gælder.

[Indledning]

Tak for invitationen til dette samråd, der handler om den vur-

dering, kommunerne skal foretage i sager om bevilling af

benprotese som hjælpemiddel efter reglerne i serviceloven.

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 60: Spm. om talepapir fra samrådet den 1. november 2018 om kriterier for bevilling af benproteser til borgere med handicap, til børne- og socialministeren

Jeg bliver konkret spurgt om, hvilke kriterier kommunen skal

lægge vægt på i en sag om benproteser henset til borgerens

livskvalitet, bevægelighed og tilknytning til arbejdsmarkedet,

og hvad min vurdering er af disse kriterier.

Jeg bliver også spurgt om min holdning til, at en kommune

nægter en borger fx en benprotese, hvis benprotesen sikrer

borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet.

Før jeg starter med at besvare spørgsmålene, vil jeg gøre

det klart, hvilken målgruppe vi taler om, og hvad servicelo-

vens regler siger, de har ret til.

Vi taler ved dette samråd om de borgere, som har en varig

fysisk funktionsnedsættelse i form af et enten mangelfuldt

udviklet eller amputeret ben, og som har behov for en ben-

protese for at kunne føre en så normal tilværelse som muligt

med fx et arbejde, fritidsaktiviteter og andre daglige aktivite-

ter i og uden for hjemmet uden at være afhængig af andres

assistance.

Servicelovens regler om hjælpemidler giver denne gruppe af

borgere mulighed for at få offentlig støtte til en benprotese.

Og det er kommunerne, der har ansvar for at vurdere en bor-

gers behov for en benprotese og træffe afgørelse herom.

[Kriterier for bevilling af benprotese]

Jeg vil nu komme ind på de forhold, som kommunen kan

lægge vægt på, når det skal vurderes, om en borger med et

fysisk handicap har ret til en benprotese, herunder hvilken

der er den bedst egnede for borgeren.

Og hermed vil jeg også besvare spørgsmålet om, hvilke kri-

terier kommunen skal lægge vægt på henset til borgerens

livskvalitet, bevægelighed og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kommunen skal først og fremmest tage udgangspunkt i, at

benprotesen i væsentlig grad skal kunne afhjælpe de varige

følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige

tilværelse i hjemmet, eller at benprotesen skal være nødven-

dig for, at borgeren kan udøve et erhverv.

Der gælder grundlæggende tre kriterier for, at en benprotese

kan bevilliges.

Det første kriterium er, at borgerens funktionsevne skal være

varigt nedsat.

Det andet kriterium er, at borgeren skal have et væsentligt

behov for benprotesen, eller at benprotesen skal være en

forudsætning for overhovedet at kunne få eller bevare tilknyt-

ning til arbejdsmarkedet, hvis det er det, borgeren ønsker.

Det tredje kriterium er, at kommunen skal bevillige den bedst

egnede og billigste benprotese.

Det første kriterium

–

varighedskriteriet - indebærer, at der

ikke inden for en overskuelig fremtid vil være udsigt til bed-

ring af borgerens funktionsnedsættelse, og at der i lang tid

fremover vil være et behov for at afhjælpe følgerne af funkti-

onsnedsættelsen.

Opfyldelsen af det andet kriterium - væsentlighedskriteriet

beror på kommunens skønsmæssige vurdering af borgerens

samlede behov for en benprotese.

Kommunen er her forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at fore-

tage en samlet vurdering af borgerens konkrete og individu-

elle hjælpebehov på baggrund af sagens oplysninger.

Det kan være oplysninger om borgerens helbredsforhold.

Det kan også være oplysninger om borgerens fritidsaktivite-

ter og i øvrigt daglige aktiviteter i og uden for hjemmet, her-

under hvordan borgeren klarer sig til dagligt, og hvilke funkti-

oner borgeren ikke kan udføre. Det kan desuden være oplys-

ninger om borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet, herun-

der arbejdets art.

Hjælpemidlets betydning for borgerens mulighed for at leve

et liv og udfolde sig som andre på samme alder og i samme

livssituation skal også indgå i kommunens vurdering. Det føl-

ger også af det grundlæggende kompensationsprincip.

Kommunen må i vurderingen i øvrigt alene inddrage saglige

hensyn, som skal ses i sammenhæng med bestemmelsens

og servicelovens indhold og formål. Det er således sagligt for

kommunen at inddrage både faglige og økonomiske hensyn.

For så vidt angår det tredje kriterium om, at kommunen skal

bevillige den bedst egnede og billigste benprotese, så indgår

der i egnetheds-vurderingen oplysninger om fx borgerens

funktionsnedsættelse og behov, men også om fx benprote-

sens type, kvalitet, betjeningsmuligheder og holdbarhed.

Der er dermed mange hensyn, som kan indgå i kommunens

vurdering.

Der er derimod ikke forudbestemte forhold, der er bestem-

mende for, om en borger fx kan opnå livskvalitet, øget bevæ-

gelighed eller tilknytning til arbejdsmarkedet med en benpro-

tese.

Hvilke behov, borgeren har for at bevæge sig til dagligt og

for at kunne udføre sine arbejdsopgaver på sin arbejdsplads,

kan variere.

Ligeledes kan svaret på, hvad det er, der giver livskvalitet

hos mennesker, variere.

’Livskvalitet’ er et bredt og abstrakt

begreb, og her spiller borgerens subjektive stillingstagen til,

hvad der for ham og hende giver et godt og aktivt liv, ind.

Derfor er det vigtigt, at borgeren inddrages i sagsbehandlin-

gen, da borgeren bedst selv kan formulere sine behov.

Det er vigtigt her at understrege, at det i sidste ende er kom-

munen, der ud fra en konkret og individuel vurdering vurde-

rer borgerens samlede og reelle behov for en benprotese,

herunder hvilken der er den bedst egnede for borgeren.

Kommunerne skal naturligvis påtage sig dette ansvar og

sikre, at det sker i samarbejde med borgeren.

[Ms vurdering af kriterierne]

Spørgsmålet om, hvad min vurdering er af kriterierne, vil jeg

besvare med, at jeg synes, at hjælpemiddelreglerne meget

godt understøtter servicelovens karakter som en rammelov.

Det betyder, at mens serviceloven præcist beskriver ram-

merne for den hjælp, som kommuner skal tilbyde, for at

sikre, at borgerne får den hjælp, der modsvarer den enkeltes

behov, så er kommunerne overladt et hvis skøn.

De tre grundlæggende kriterier om varighed, væsentlighed

og bedst egnet og billigst er begrundet i lovgivningen. Skøn-

net derimod gælder i forhold til, hvilke forhold der fx i hen-

seende til at sikre livskvalitet, øget bevægelighed og tilknyt-

ning til arbejdsmarkedet med en benprotese skal lægges

vægt på - og med hvilken styrke.

Dermed er der rum til, at kommunen kan vurdere, hvad den

bedste løsning er for en borger med afsæt i borgerens per-

sonlige situation.

Selvfølgelig skal kommunen i sit skøn holde sig inden for lo-

ven, og det forventer jeg naturligvis, at de gør.

[Ms holdning til, at en borger nægtes en benprotese]

Endelig er jeg kommet til spørgsmålet om, hvad min hold-

ning er til, at en kommune nægter en borger fx en benpro-

tese, hvis benprotesen sikrer borgerens tilknytning til ar-

bejdsmarkedet.

Jeg forstår fuldt ud, hvor vanskeligt det må være for borgere

ikke at få det hjælpemiddel, som han eller hun mener at

have behov for.

Jeg vil her gentage mig selv og understrege, at kommunen i

hvert enkelt tilfælde altid skal foretage en samlet, konkret og

individuel vurdering af, hvilken benprotese der er den bedst

egnede for borgeren

–

også i forhold til, om borgeren uden

en bestemt benprotese kan udøve et erhverv.

Og som jeg har sagt før, så forventer jeg, at kommunerne le-

ver op til det ansvar.

Og jeg kan ikke tydeligt nok understrege, hvor vigtigt det er,

at sagsbehandlingen forud for afgørelsen sker i tæt samar-

bejde mellem borgeren og kommunen.

Det er imidlertid vigtigt at forstå, at mens borgerens behov

selvfølgelig skal høres, så er borgerens selvudtrykte behov

for en bestemt type af benprotese ikke det eneste afgø-

rende.

Der er som nævnt nogle betingelser forbundet med at tildele

et hjælpemiddel, og det er op til kommunen at foretage den

konkrete og individuelle vurdering af, om benprotesen er

nødvendig og bedst egnet til, at borgeren kan opnå eller be-

vare tilknytning til arbejdsmarkedet.

Og for at forbedre vilkårene for borgere, som har behov for

et hjælpemiddel, så er der indført en frit valg-ordning i loven.

Borgeren har herefter mulighed for at indkøbe en anden ben-

protese end den, kommunen har bevilliget, eller at vælge en

helt anden leverandør end den, kommunen evt. har indgået

en aftale med om levering af en benprotese.

Hvis den selvvalgte benprotese er dyrere end den, kommu-

nen har bevilliget, så hæfter borgeren for prisdifferencen.

Hvis borgeren benytter sig af frit valg-ordningen, så forpligter

det borgeren til at sikre sig, at benprotesen opfylder de spe-

cifikationskrav, som kommunen har fastsat i bevillingen.

Og hvis borgeren stadig er utilfreds, så må borgeren videre-

føre dialogen med sin kommune og eventuelt klage over sin

afgørelse til Ankestyrelsen.

[Afrunding]

Opsummerende så skal kommunerne give deres borgere

med varig fysisk funktionsnedsættelse støtte til den bedst

egnede og billigste benprotese på markedet.

Det er kommunen der på bagrund af en konkret og individuel

vurdering af borgerens behov vurderer, om en bestemt ben-

protese i væsentlig grad vil kompensere for borgerens funkti-

onsnedsættelse eller lette den daglige tilværelse eller er en

forudsætning for, at borgeren kan udøve et erhverv, hvis det

er det, borgeren ønsker.

I vurderingen skal kommunen inddrage en lang række hen-

syn, herunder hensynet til borgerens livskvalitet, selvstæn-

diggørelse og inklusion i samfundet.

For mig er det rigtigt vigtigt, at borgere med handicap ikke

føler sig ekskluderet af samfundet som følge af en funktions-

nedsættelse. Disse borgere skal have samme muligheder

som andre for at kunne føre en normal og aktiv tilværelse og

være en del af arbejdsmarkedet.

Heri ligger ikke alene en gevinst for den enkelte, men også

for det samfund, som den enkelte er en del af.

Jeg vil gerne slutte af med at sige, at jeg har en klar forvent-

ning om, at kommunerne inddrager alle de fornødne hensyn,

herunder hensynet til borgerens inklusion i samfundet gen-

nem fx deltagelse i beskæftigelse, når der træffes en afgø-

relse i sager om den bedst egnede benprotese til en borger.

Jeg ved imidlertid godt, at den løsning, som kommunen vur-

derer, er den rigtige, ikke altid vil være den løsning, som bor-

geren ønsker sig.

I de sager, hvor borgeren og kommunen ikke kan nå til enig-

hed, har borgeren mulighed for at klage over sin afgørelse til

Ankestyrelsen.

Tak for ordet.