Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2044835_0001.png
Folketingets Social-,
Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2019 - 1958
Doknr.
687047
Dato
11-04-2019
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d 29. marts 2019 stillet føl-
gende spørgsmål nr. 436 (alm. del) til børne- og socialministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karin Nødgaard (DF).
Spørgsmål nr. 436:
”Kan ministeren bekræfte, at en plejefamilie i stedet kan opnå en konkret
godkendelse med det formål, at aktuelt anbragte plejebørn kan blive boende
hos plejefamilien, til trods for, at socialtilsynet har truffet afgørelse om ophør af
den generelle godkendelse?”
Svar:
Efter servicelovens § 66 a, stk. 1, skal plejefamilier som udgangspunkt være
godkendt som generelt egnede af socialtilsynet. Socialtilsynet fører driftsorien-
teret tilsyn med plejefamilier og kommunale plejefamilier, der er godkendt som
generelt egnede, for at sikre, at plejefamilien fortsat har den fornødne kvalitet,
jf. § 6 i socialtilsynsloven, og opfylder betingelserne for godkendelse, jf. § 5,
stk. 1.
I særlige tilfælde kan kommunen i dag godkende en plejefamilie eller kommu-
nal plejefamilie som konkret egnet til et eller flere nærmere angivne børn, jf.
servicelovens § 66 a, stk. 1, nr. 2. Den konkrete godkendelse gives på bag-
grund af matchet mellem barnet eller den unge og familien.
Muligheden for at godkende en plejefamilie som konkret egnet til et bestemt
barn betyder, at der i dag ikke stilles ensartede krav til kvalitet til alle plejefami-
lier og kommunale plejefamilier. Det betyder også, at det ikke er alle plejefami-
lier, der efter de gældende regler er underlagt et uvildigt tilsyn med kvaliteten
og forholdene i plejefamilien, da der i konkret godkendte plejefamilier og kom-
munale plejefamilier alene føres tilsyn med forholdene i plejefamilien i forbin-
delse med den anbringende kommunes personrettede tilsyn med barnet, jf.
servicelovens § 148.
Som led i vedtagelsen af L 8 (Mere kvalitet i plejefamilier) i forlængelse af sats-
puljeaftalen for 2018, blev det derfor besluttet at fjerne kommunernes mulighed
for selv at godkende en plejefamilie som konkret egnet til et bestemt barn eller
en bestemt ung. Hensigten med lovændringen er, at alle plejefamilier, der ikke
er barnets eller den unges eget netværk, bliver underlagt de samme krav til
kvalitet. Ændringen træder i kraft 1. juli 2019.
1
SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 436: Spm. om en plejefamilie i stedet kan opnå en konkret godkendelse med det formål, at aktuelt anbragte plejebørn kan blive boende hos plejefamilien, til trods for, at socialtilsynet har truffet afgørelse om ophør af den generelle godkendelse, til børne- og socialministeren
2044835_0002.png
Jeg kan oplyse, at for plejefamilier, der er godkendt som konkret egnede i for-
hold til et eller flere nærmere angivne børn eller unge af den anbringende kom-
mune på tidspunktet for lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler
anvendelse, indtil anbringelsen af det eller de nærmere angivne børn ophører.
Det betyder, at de pågældende børn og unge kan blive boende på deres nuvæ-
rende anbringelsessted under resten af anbringelsen, medmindre kommunen
træffer en anden afgørelse.
Med lovændringen videreføres samtidig muligheden for, at kommunen kan an-
bringe et barn eller en ung hos en netværksplejefamilie, jf. servicelovens § 66
a, stk. 2. I modsætning til plejefamilier skal netværksplejefamilier alene være
godkendt som konkret egnede af den anbringende kommune.
Netværksanbringelser er anbringelser hos familiemedlemmer eller andre fra
barnets eller den unges netværk. Ordet netværksanbringelser anvendes
i
stedet for slægtsanbringelser
for at understrege, at der ikke nødvendigvis
skal være et biologisk bånd mellem barn og plejeforældre. Det centrale er, at
der er en vis tilknytning mellem barn og plejeforældre.
Det er således også muligt at foretage en netværksanbringelse hos personer,
som har tilknytning til barnet gennem et professionelt virke, fx som plejefamilie.
Det centrale er i denne sammenhæng, at personerne, som har tilknytning til
barnet gennem et professionelt virke, på eget initiativ konkret ytrer ønske om at
have barnet anbragt i netværkspleje.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
2