SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 391: Spm. om talepapir fra samrådet den 14/3-19 om reglerne for brug af børnehuse i sager om overgreb på børn og unge, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

Dato / tid

Talens varighed

Sted

SOU alm. del samrådsspørgsmål T

og U

14.03.2019 kl. 12.15-13.15

Ca. 10 min.

FT 1-133

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 391: Spm. om talepapir fra samrådet den 14/3-19 om reglerne for brug af børnehuse i sager om overgreb på børn og unge, til børne- og socialministeren

[Indledning]

Dette samråd har baggrund i en helt forfærdelig sag, hvor alt

for mange børn er blevet udsat for noget af det værste, man

overhovedet kan forestille sig. Jeg finder det stærkt kritisa-

belt, at de ansvarlige kommuner ikke har formået at handle

rettidigt og konsekvent i en så alvorlig sag som denne.

Udvalget har stillet to spørgsmål på baggrund af sagen, som

jeg vil besvare samlet.

[Lovgivningen er på plads]

Først vil jeg gerne slå fast, at vi med den eksisterende lov-

givning har skabt nogle meget klare rammer for at sikre, at

hver enkelt kommune reagerer og følger op i en sag om

overgreb begået mod et barn eller en ung.

Med Overgrebspakken har vi blandt andet skærpet kravene

til kommunernes håndtering af overgrebssager, ligesom vi

har skærpet fokus på at forebygge og gribe tidligt ind, når

der er viden eller mistanke om overgreb. Det har vi gjort for

at sikre, at børn og unge får den rette hjælp i tide.

Lovgivningen er sådan set helt klar: Kommunerne har pligt til

at reagere hurtigt og følge op, så barnet eller den unge får

den rette hjælp og støtte. Det er ikke til diskussion.

[Nogle kommuner gør det ikke godt nok]

Jeg er faktisk af den overbevisning, at Overgrebspakken har

været med til at rykke noget ude i kommunerne. Der er kom-

met en helt anden opmærksomhed på overgreb og på vigtig-

heden af at gribe ind i tide.

Jeg hæfter mig blandt andet ved, at antallet af underretnin-

ger stiger år for år. Det samme gør antallet af sager, der

kommer i børnehusene. Det ser jeg som en positiv udvikling,

for det fortæller mig, at flere børn og unge får den hjælp,

som de har brug for.

Men samtidig må jeg også erkende, at der er nogle kommu-

ner, der bare ikke gør det godt nok.

I den konkrete sag har jeg indhentet en redegørelse fra de

ansvarlige kommuner. Uden at kunne gå ind i detaljer fra re-

degørelserne kan jeg sige, at de peger på forløb, hvor sags-

behandlingen ikke har været fuldt ud tilstrækkelig, og hvor

der desværre er begået fejl.

De peger på, at nogle kommuner simpelthen ikke er gode

nok til at få fulgt op og sikret, at børnene får den rette hjælp

og støtte.

[Konsekvenser for kommunerne?]

I den forbindelse har udvalget rejst et spørgsmål, som ofte

stilles i forbindelse med en sag som denne: Om det ikke skal

have konsekvenser for kommunerne, når de ikke overholder

lovgivningen?

Jeg har i første omgang taget kontakt til de ansvarlige kom-

muner i denne sag og viderebragt ministeriets klare vurde-

ring af forløbet. Kort sagt har budskabet meget hårdt og me-

get tydeligt været, at der skal strammes op!

Jeg har gjort det direkte klart for de konkrete borgmestre, at

det er dem, der har ansvaret for at reagere og handle i den

enkelte sag. Det ansvar skal de selvfølgelig leve op til.

På den positive side har Albertslund Kommune lagt en plan

for, hvordan de fremadrettet kan styrke både forebyggelse,

opsporing og håndtering af sager om overgreb.

Jeg er dog ikke betrygget i, at dette gør sig gældende for

Brøndby Kommune. Jeg har derfor bedt Brøndby Kommune

om en fornyet redegørelse om seks måneder, hvor kommu-

nen skal redegøre for planlagte og gennemførte udviklings-

og læringstiltag. På den baggrund vil jeg tage stilling til, om

der er grundlag for yderligere opfølgning over for kommunen.

Hvis jeg på baggrund af redegørelsen fortsat ikke er betryg-

get i, at kommunen har styr på området, kan jeg for eksem-

pel bede Ankestyrelsen om at gennemgå et udsnit af kom-

munens sager. Hvis det står helt grelt til, er det også en mu-

lighed, at jeg kontakter det kommunale tilsyn med henblik på

at starte en tilsynssag. Det kan i sidste ende også få betyd-

ning for kommunens adgang til refusion, hvis de ikke får ret-

tet op på deres fejl.

Jeg har desuden på det kraftigste opfordret begge kommu-

ner til at tage imod den ekspertise, som Socialstyrelsen stil-

ler til rådighed.

Det drejer sig ikke mindst om SISO – videnscenter for soci-

ale indsatser ved vold og seksuelle overgreb – som blandt

andet tilbyder individuelt tilpassede udviklingsforløb til at

styrke kommunernes arbejde på overgrebsområdet.

Det drejer sig også om Task Forcen på området for udsatte

børn og unge, som tilbyder hjælp til kommuner, der ønsker

at styrke kvaliteten i deres sagsbehandling gennem kompe-

tenceudvikling, sparring og viden.

Det er for mig at se to gode tilbud, som der er gevaldigt brug

for ude i kommunerne. Jeg vil derfor gerne benytte lejlighe-

den her i dag til at viderebringe budskabet til samtlige af lan-

dets kommuner: Det er nemlig på tide, at alle kommuner ta-

ger deres ansvar på sig og får styr på det her område.

[Kommunale beredskaber]

I forbindelse med medieomtale af sagen er det blandt andet

blevet påpeget, at det halter med de kommunale beredska-

ber til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager

om overgreb.

Jeg bad på den baggrund Socialstyrelsen om at undersøge,

om samtlige af landets kommuner har deres beredskaber på

plads.

Undersøgelsen viser, at 97 ud af 98 kommuner har et kom-

munalt beredskab, og det er sådan set meget godt. Dog gæl-

der det for en del af kommunerne, at beredskaberne ikke le-

ver op til alle de lovgivningsmæssige krav – enten fordi de

ikke er politisk vedtaget, eller fordi de ikke er offentliggjort el-

ler revideret inden for de seneste fire år.

Det er ikke godt nok, for beredskabet skal netop være med til

at sikre, at alt fagpersonale i kommunen ved, hvordan de

skal håndtere en overgrebssag.

Jeg har derfor sendt et brev til samtlige af landets borgme-

stre, hvor jeg kraftigt har understreget vigtigheden i, at de får

styr på det her. Jeg har også understreget, at det er deres

ansvar at sikre, at børnene får den fornødne hjælp, hvis der

skulle opstå en overgrebssag i deres kommune.

Og så har jeg bedt Socialstyrelsen om at gentage øvelsen til

efteråret for at sikre, at kommunerne har fået rettet op.

[Børnehusene og det tværsektorielle samarbejde]

I forbindelse med sagen er det også påpeget, at børnehu-

sene ikke er blevet inddraget tilstrækkeligt, ligesom der har

været fokus på det tværsektorielle samarbejde i regi af bør-

nehusene.

Til det kan jeg først og fremmest sige, at børnehusene ikke

er et tilbud. Det fremgår meget tydeligt af lovgivningen, at

kommunerne skal bruge børnehusene i sager om overgreb,

hvor kommunen iværksætter en børnefaglig undersøgelse,

og hvor der er behov for at samarbejde med politiet eller

sundhedsvæsnet.

Det er for mig at se helt uforståeligt, at ikke alle kommuner

inddrager børnehusene, som de skal, og udnytter de særlige

kompetencer, som børnehusene stiller til rådighed.

Desværre er det ikke en nyhed, at det ikke er alle kommu-

ner, der er lige gode til at bruge børnehusene. Det ved vi

også fra Socialstyrelsens årsstatistik, som bliver udgivet

hvert år. Det fremgår også af årsstatistikken, at det ikke er

alle steder, hvor det tværsektorielle samarbejde fungerer lige

godt.

Det er også baggrunden for, at Børne- og Socialministeriet i

samarbejde med Justitsministeriet og Sundhedsministeriet er

ved at revidere bekendtgørelsen om børnehuse. Det gør vi

blandt andet for at tydeliggøre reglerne, så der for eksempel

ikke opstår uklarheder om forventningerne til de involverede

aktørers indsats i en børnehussag.

Det er også en problemstilling, som SISO har et særligt fo-

kus på i deres arbejde, hvor de blandt andet understøtter

samarbejdet på tværs af de involverede sektorer i en børne-

hussag samt samarbejdet mellem kommuner og børnehuse.

SISO er også opmærksomme på at opsøge de kommuner,

der har udfordringer på området, og som måske skal mindes

om, at de skal huske at inddrage børnehuset.

[Kommunerne skal stramme op]

Jeg vil i det hele taget udnytte SISO’s kompetencer til i

endnu højere grad at gå aktivt efter de kommuner, som ikke

har styr på overgrebsområdet. For fremtiden vil kommunerne

opleve, at de bliver kigget ekstra grundigt efter i kortene – for

det er der behov for.

Det gælder ikke kun på overgrebsområdet, men også gene-

relt i forhold til kommunernes behandling af sager om ud-

satte børn og unge. Jeg har nemlig tænkt mig at følge kom-

munernes indsats tæt og gå benhårdt efter de kommuner,

som ikke forvalter reglerne på lovlig vis.

Det vil jeg blandt andet gøre med det nye undersøgelses-

koncept, som blev besluttet med satspuljeaftalen for 2019,

og som har til formål at følge kvaliteten i kommunernes sags-

behandling på børneområdet. Det skal sikre, at alle 98 kom-

muner bliver kontrolleret hyppigt, så vi kan tage fat i dem,

som ikke overholder lovgivningen.

Det er også i det lys, man skal se Danmarkskortene over

omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen på baggrund af klage-

sager over kommunernes afgørelser på socialområdet. Det

skal synliggøre kommunernes ansvar og sætte fokus på, at

der skal træffes korrekte afgørelser.

[Afslutning]

Min konklusion er altså meget klar: Lovgivningen er på

plads, og reglerne er sådan set meget klare. Men der er sta-

dig kommuner, som ikke har styr på deres sagsbehandling,

og det er ikke godt nok.

Jeg har en meget klar forventning om, at de kommuner frem-

adrettet strammer gevaldigt op.

Og jeg har tænkt mig at forfølge dem, som ikke overholder

reglerne.

Tak for ordet.