Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 556
Offentligt
2017-18
S 977 endeligt svar
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2018 - 4613
Doknr.
606855
Dato
04-09-2018
Medlem af Folketinget Kirsten Normann Andersen (SF) har d. 29. august 2018
stillet følgende spørgsmål nr. S 977 til børne- og socialministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. S 977:
”Mener ministeren, at det er rimeligt at en psykolog, som er blevet frataget sin
autorisation grundet en sigtelse for at have forgrebet sig på en klient, fortsat
kan praktisere og endda uden tilsyn fra Sundhedsstyrelsen?”
Svar:
Titlen som psykolog og autoriseret psykolog er reguleret i psykologloven. Det
fremgår af loven, at man kun må benytte betegnelsen psykolog, hvis man på et
universitet eller anden højere uddannelsesinstitution har bestået
kandidateksamen i psykologi eller dermed ligestillet eksamen.
Psykologloven indeholder ikke nærmere regler for, hvordan en person, som har
uddannet sig til psykolog, må udøve sit erhverv.
En psykolog kan ansøge Psykolognævnet om autorisation som psykolog. En
autorisation forudsætter, at ansøgeren har bestået kandidateksamen i
psykologi, psykologisk-pædagogisk kandidateksamen eller dermed ligestillet
eksamen. Ansøgeren skal også have gennemgået en af Psykolognævnet
nærmere bestemt supplerende praktisk uddannelse af 2 års varighed.
Autorisationen giver ret til at anvende titlen autoriseret psykolog.
Psykolognævnet fører en liste over autoriserede psykologer, der er tilgængelig
på nævnes hjemmeside.
En autorisation medfører, at psykologen kommer under tilsyn af
Psykolognævnet både i forhold til psykologens faglige virksomhed og i forhold
til den pågældendes egnethed til at udøve erhvervet. Psykolognævnets
reaktionsmuligheder i forbindelse med tilsynet spænder fra at udtale kritik,
iværksætte skærpet tilsyn, give et fagligt påbud til fratagelse af autorisationen.
Afgørelser om alvorlig kritik, skærpet tilsyn, påbud og fratagelse offentliggøres
på Psykolognævnets hjemmeside inklusive navnet på psykologen. Det samme
gælder domme om fratagelse af autorisation.
Selvom psykologloven ikke indeholder en nærmere regulering af udøvelsen af
erhvervet som psykolog, kan det fremgå af anden lovgivning, at bestemte typer
af psykologopgaver alene kan udføres af en autoriseret psykolog. Det fremgår
1