SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 341: Spm. om ministeren mener, at hun har levet op til vedtagelsesteksten V 30 om gennemførelsen af Barnets Reform (fremsat den 6. december 2018, vedtaget den 11. december 2018), til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-,

Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Sagsnr.

2019 - 1219

Doknr.

672937

Dato

20-03-2019

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 25. februar 2019 stillet

følgende spørgsmål nr. 338 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-

med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål nr. 338:

”Vil

ministeren oversende en fuldstændig liste over eksisterende redskaber,

regeringen kan tage i anvendelse mhp. at sanktionere/ansvarliggøre

kommuner, der ikke overholder lovgivningen, og vil ministeren oplyse,

hvornår, i hvilke tilfælde og med hvilken begrundelse de enkelte redskaber

er blevet anvendt?

Spørgsmålet stilles som opfølgning på samråd om ændring af

anbringelsessted for anbragte børn den 21. februar 2019, jf.

samrådsspørgsmål R.”

Svar:

Jeg vil gerne indledningsvist understrege, at kommunerne skal overholde lov-

givningen, så udsatte børn og unge får den hjælp og støtte, som de har behov

for.

Som børne- og socialminister kan jeg på forskellig vis ansvarliggøre kom-

munerne i forhold til at overholde lovgivningen. Mulighederne spænder bredt

og omfatter bl.a. mine beføjelser til fx at indhente redegørelser; det overblik

over kommunernes indsats som statistikker og undersøgelser giver; samt mu-

lighed for at foretage enkeltsags- eller enkeltkommuneundersøgelser. I det

følgende redegøres der for alle de forskellige redskaber.

For det første fører jeg som børne- og socialminister et ulovbestemt generelt

tilsyn med kommunernes administration af lovgivningen inden for Børne- og

Socialministeriets ressortområde, herunder i forhold til området for særlig støtte

til udsatte børn og unge, og herunder tilsyn med om lovgivningen generelt

overholdes, og om lovgivningen fortsat er hensigtsmæssig. Det er et tilsyn

med, at kommunerne overholder gældende ret på området.

Det gør jeg fx via statistikkerne på børneområdet, som giver mulighed for at

følge udviklingen i de afgørelser, kommunerne træffer, og handle derpå. Fx kan

vi se, at der de senere år har været en stigning i antal anbringelser uden sam-

tykke, og med henblik på at få afdækket årsagerne bag stigningen har jeg der-

for igangsat en undersøgelse.

Hertil kommer, at jeg har lanceret

de såkaldte ”Danmarkskort”

over omgørel-

sesprocenter i Ankestyrelsen på baggrund af klagesager over kommunernes

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 341: Spm. om ministeren mener, at hun har levet op til vedtagelsesteksten V 30 om gennemførelsen af Barnets Reform (fremsat den 6. december 2018, vedtaget den 11. december 2018), til børne- og socialministeren

afgørelser på socialområdet. Det skal synliggøre kommunernes ansvar og sæt-

te fokus på, at der skal træffes korrekte afgørelser. Derudover har regeringen

sammen med satspuljepartierne i satspuljeaftalen for 2019 besluttet at følge

kvaliteten i kommunernes sagsbehandling på børneområdet tæt via et nyt un-

dersøgelseskoncept. Det skal sikre, at vi får et bedre og løbende billede af

kommunernes sagsbehandling, herunder at vi kan målrette indsatsen de kom-

muner, der ikke overholder lovgivningen.

For det andet kan jeg i medfør af § 63 a i lov om kommunernes styrelse udtale

mig om lovligheden af kommunale dispositioner eller undladelser. Det er mig

selv, der beslutter, om der er anledning til at afgive en sådan udtalelse. Jeg kan

ikke i den forbindelse træffe bindende afgørelser eller anvende sanktioner over

for kommunerne.

Hverken jeg selv eller Børne- og Socialministeriet er tillagt kompetence til at

sagsbehandle konkrete enkeltsager om særlig støtte til et udsat barn eller en

ung efter serviceloven. Det betyder, at jeg eller ministeriet ikke kan træffe afgø-

relse i eller påvirke kommunale afgørelser i sager om særlig støtte til børn og

unge efter serviceloven. Men i de tilfælde, hvor der er en formodning om eller

kendskab til ulovligheder i forvaltningen af reglerne på området for udsatte

børn og unge, er der en række muligheder for at sætte ind over for den pågæl-

dende kommune, jf. nedenfor.

Således kan jeg for det tredje i medfør af § 63 i lov om kommunernes styrelse

indhente oplysninger fra kommuner om behandlingen af konkrete sager. I min

tid som minister har jeg indhentet redegørelser fra flere kommuner, herunder i

Odsherred, Holbæk, Vejen, Odense, Brøndby, Albertslund og Guldborgssund.

Anledningen til at indhente redegørelser fra disse kommuner var enkeltsager

gengivet i medierne, der gav mig bekymring for de konkrete kommuners gene-

relle overholdelse af lovgivningen på området for udsatte børn og unge.

For det fjerde har ministeriet en politisk bestemt trækningsret hos Ankestyrel-

sen på området for udsatte børn og unge. Ministeriet kan således anmode

Ankestyrelsen om at foretage

en såkaldt ”enkeltsagsundersøgelse” med fokus

på lovmedholdeligheden af en kommunens håndtering af en konkret sag, eller

en ”enkeltkommuneundersøgelse” som indebærer en gennemgang af én

kommunes afgørelser på et givent sagsområde. Jeg vil eksempelvis have mu-

lighed for at iværksætte en enkeltkommuneundersøgelse af Brøndby Kommu-

ne, hvis jeg vurderer, at den kommende yderligere redegørelse fra kommunen

ikke i tilstrækkelig grad viser, hvilke skridt de vil tage for at udbedre de store fejl

og mangler i kommunens håndtering af seksuelle overgreb,

Derudover kan Ankestyrelsen udarbejde praksis- eller velfærdsundersøgelser.

Det kan eksempelvis være en klassisk praksisundersøgelse af en række kom-

munernes afgørelser på et specifikt område. Enkeltsags- og enkeltkommune-

undersøgelser har ikke været anvendt i betydelig grad, da muligheden for at

indhente en redegørelse, jf. ovenfor, ofte har været anvendt i stedet for. Til

gengæld har jeg igangsat adskillelige praksis- og velfærdsundersøgelser.

Ankestyrelsen har ligeledes en række muligheder for at sætte ind over for

kommuner, hvor der er kendskab til eller formodning om ulovligheder i forvalt-

ningen af området.

For det første kan enhver, der har indtryk af, at en kommune undlader at

iværksætte foranstaltninger, eller at et barn eller ung ikke får tilstrækkelig eller

den rette hjælp fra kommunen, underrette Ankestyrelsen med sin bekymring.

Ankestyrelsen har herefter mulighed for at gå ind i sagen. Hvis Ankestyrelsen

på baggrund af en underretning vurderer, at kommunen ikke har handlet eller

handler tilstrækkeligt og relevant i forhold til et barns eller en ungs særlige be-

hov, kan Ankestyrelsen behandle sagen på et ankemøde og her fx pålægge en

kommune at gennemføre sagsbehandlingsskridt eller at træffe en afgørelse i

sagen. Ankestyrelsen kan desuden i visse tilfælde selv træffe en afgørelse i

sagen og pålægge kommunen at gennemføre den, jf. servicelovens § 65. Op-

gørelser viser, at Ankestyrelsen benytter sig af denne mulighed, og det er for

mig at se et udtryk for, at systemet virker i forhold til at sikre, at der træffes

korrekte afgørelser.

Hertil kommer det kommunale tilsyn, som varetages af Ankestyrelsen med

Økonomi- og Indenrigsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed, jf. kapitel

VI og VII i lov om kommunernes styrelse.

Det kommunale tilsyn fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgiv-

ning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder kommunale for-

skrifter, der er udstedt i medfør af denne lovgivning. Tilsynet viger, hvis en sær-

lig klage- eller tilsynsmyndighed kan tage stilling til den pågældende sag. Det

kommunale tilsyn kan blandt andet tage stilling til, om en kommunes generelle

beslutninger og retningslinjer på et område er i overensstemmelse med lovgiv-

ningen.

Ankestyrelsen og ministeriet er som led i det kommunale tilsyn tillagt forskellige

reaktionsmuligheder i form af afgivelse af en vejledende udtalelse, annullation

og suspension af kommunalbestyrelsens beslutninger, tvangsbøder, anlæggel-

se af erstatningssag, erstatningsretlig bod, samt anlæggelse af anerkendelses-

søgsmål, jf. §§ 50-51 i lov om kommunernes styrelse.

Herudover kan det kommunale tilsyn via den såkaldte fogedfunktion, når det er

påkrævet, pålægge en kommune, der nægter at efterleve en konkret bindende

afgørelse fra en klageinstans, at gøre dette. Fogedfunktionen kan også være

aktuel, hvis en borger eller klageinstansen oplever, at en kommune ikke svarer

på anmodninger om oplysninger fra klageinstansen eller ikke videresender en

klage til klageinstansen.

Jeg har tidligere via Økonomi- og Indenrigsministeriet indhentet oplysninger om

Ankestyrelsens anvendelse af fogedfunktionen siden vedtagelsen af V23 om

Barnets Reform den 19. januar 2017, jf. mit svar af 22. oktober 2018 på SOU

alm. del spørgsmål nr. 624. Økonomi- og Indenrigsministeriet har til brug for

dette svar indhentet aktuelle tal fra Ankestyrelsen, der har oplyst følgende:

”Ankestyrelsen

foretager en særlig registrering i de såkaldte fogedsager, dvs.

sager om tilsynets mulighed for at gennemtvinge en handlepligt.

Fogedsagsregistreringerne anvendes i sager, hvor spørgsmålet om fogedfunk-

tionen er rejst af fx en borger, en anden myndighed eller Ankestyrelsen selv.

Sagerne kan have forskelligt udfald. Fx kan Ankestyrelsen beslutte at bede

kommunen om en udtalelse eller sende en borgers henvendelse til kommunen

som en anmodning om, at kommunen besvarer borgerens anmodning om at

behandle sagen. I nogle sager er der ikke anledning til, at Ankestyrelsen gør

yderligere i forhold til kommunen.

Ankestyrelsen (frem til 1. april 2017 Statsforvaltningen) har siden den 19. janu-

ar 2017 foretaget en fogedsagsregistrering i 55 sager. 11 af disse sager vedrø-

rer sager om børnehandicap, 1 sag vedrører en afgørelse fra Klagenævnet for

Specialundervisning, og 2 sager vedrører det øvrige børne- og ungeområde.

Ankestyrelsen har som led heri ikke fundet det påkrævet at pålægge tvangs-

bøder over for ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Det tilføjes, at for at sikre, at kommunerne overholder loven på anbringel-

sesområdet, vil Ankestyrelsen anvende redskaberne i det kommunale og

regionale tilsyn mere systematisk på anbringelsesområdet, således at Anke-

styrelsen følger aktivt op på, om kommunerne efterlever Ankestyrelsens

afgørelser, og om nødvendigt pålægge kommunerne tvangsbøder, indtil

dette sker.”

Endelig kan enkeltpersoner stilles til ansvar, idet et kommunalbestyrelses-

medlem, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågæl-

dendes hverv medfører, efter § 61 a i lov om kommunernes styrelse kan straf-

fes med bøde. Det er anklagemyndigheden, der vurderer, om der skal rejses

en straffesag efter bestemmelsen. Jeg er ikke i besiddelse af oplysninger om

anvendelsen af denne bestemmelse.

Med venlig hilsen

Mai Mercado