SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 330: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 21/2-19 om ændring af anbringelsessted for anbragte børn, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Børne- og socialminister Mai Mercados talepapir

Anledning

Afholdelse af SOU alm. del spørgs-

mål R:

”Hvad mener ministeren om den praksis, der fo-

regår i nogle kommuner, hvor anbragte

børn flyttes fra et anbringelsessted til et andet

med meget kort varsel, eller hvor samvær

eller kontakt til børn og voksne på det tidligere

anbringelsessted helt afbrydes, og hvilke

initiativer vil ministeren tage for at rette op på

denne praksis i kommunerne?”

Dato / tid

Talens varighed

Sted

21. februar kl. 12-13

Ca. 10 min.

FT 1-133

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 330: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 21/2-19 om ændring af anbringelsessted for anbragte børn, til børne- og socialministeren

[Indledning]

Tak for invitationen til samrådet.

Det er en generel drøftelse, vi har, men det er jo ingen hem-

melighed, at den er indkaldt på baggrund af en sag fra Guld-

borgsund.

Jeg havde faktisk anledningen her tidligere til at tale med

både Maria og Jakob, som er plejeforældre, og det sidste jeg

sagde, inden jeg gik ind var:

”Nu skal jeg simpelthen lige

have mit blodtryk ned”.

Og det er jo fordi, det her er noget, der optager os rigtig, rig-

tig meget. Og man kunne også høre på Karina Adsbøl, at det

her er jo hjerteblod. Og det er jo fordi, at de børn, som er an-

bragte, er det, fordi de har nogle særlige udfordringer. De

børn har vi en særlig forpligtelse til at tage os af.

Derfor hviler der et stort ansvar på vores skuldre for, at de

får de bedst mulige betingelser for en tryg og stabil opvækst.

At vi giver dem en mulighed for at komme så tæt på at få en

lykkelig barndom som overhovedet muligt.

En god anbringelse skal indeholde et kærligt omsorgsmiljø

med mulighed for at danne nære og stabile relationer til

voksne. Derfor er målet, at anbragte børn og unge i ud-

gangspunktet skal opleve så få skift i anbringelsen som mu-

ligt.

Det er noget, som vi har diskuteret rigtig mange gange, og

det er også noget, vi har truffet beslutning om flere gange

–

bare se tilbage på de sidste to års satspuljeaftaler.

[Udgangspunktet: Lovgivningen er klar]

Det udgangspunkt er tydeligt afspejlet i lovgivningen: Når en

kommune træffer afgørelse om ændring af anbringelsessted,

skal det altid ske under hensyn til barnets eller den unges

bedste.

På samme måde skal barnets ønsker og behov for relationer

og tilknytning til familie og netværk altid være omdrejnings-

punktet for kommunens afgørelser om samvær og kontakt.

Et anbragt barn eller ung har ret til samvær og kontakt med

dem, det selv ønsker. Kommunen har faktisk pligt til at un-

derstøtte dette aktivt.

For så vidt angår ændring af anbringelsessted så er det

alene i tilfælde, hvor det er nødvendigt af hensyn til beskyt-

telsen af barnet, at kommunen kan beslutte at ændre et

barns anbringelsessted.

Kommunen skal selvfølgelig reagere, hvis et barn ikke trives

på et anbringelsessted, eller hvis der er sket en udvikling hos

barnet, som gør, at anbringelsesstedet ikke længere kan

imødekomme barnets behov for støtte.

Derudover kan der være tilfælde, hvor barnet må flytte af helt

andre årsager. Det kan for eksempel være på grund af syg-

dom i en plejefamilie, som derfor ikke længere kan rumme

det anbragte barns behov. Eller det kan være i tilfælde, hvor

plejefamilien vælger at trække sig ud af plejeforholdet.

Det samme gør sig gældende i forhold afbrydelse af samvær

og kontakt, hvor det i nogle situationer kan t være helt nød-

vendigt at afbryde kontakten mellem et barn og barnets tidli-

gere anbringelsessted for at beskytte barnet.

Af hensyn til barnets retssikkerhed er det dog alene kommu-

nens børn og unge-udvalg, der kan beslutte helt at afbryde

samvær og kontakt eller fastsætte, at det kun må finde sted

mindre end én gang om måneden.

Men uanset hvad, der ligger bag en ændring af anbringel-

sessted eller en afgørelse om afbrydelse af samvær og kon-

takt med et tidligere anbringelsessted, så er det helt klart, at

kommunen skal tage hensyn til, hvem barnet er knyttet til, og

altid vægte barnets tarv tungest.

Derfor skal kommunen også sørge for at understøtte et godt

samarbejde med plejefamilien. Det må aldrig være sådan, at

eksempelvis konflikter om løn står i vejen for det, der er til

barnets bedste.

[Relation mellem barn og anbringelsessted vigtig]

Kommunerne skal i min optik stramme sig gevaldigt an og

blive bedre til at tage højde for den relation, der kan opstå

mellem et anbragt barn og for eksempel barnets plejefamilie.

Det er jo præcis en sådan relation, vi håber på opstår, når vi

anbringer et barn, som skal være i lang tid en plejefamilie.

En kærlig, stabil og omsorgsfuld relation.

Og kommunerne skal også tage højde for tilknytningen i de

tilfælde, hvor den samlede vurdering fører til, at det er nød-

vendigt at flytte barnet, for eksempel på grund af et behand-

lingsbehov, som plejefamilien ikke kan imødekomme. Her

skal sådan en tilknytning tillægges stor vægt, hvis kommu-

nen overvejer at regulere barnets samvær med den tidligere

plejefamilie.

For mig at se er der faktisk kun gode argumenter for at

værne om den tilknytning: Kærlige og stabile voksenrelatio-

ner er nemlig helt centralt for at sikre en god opvækst for an-

bragte børn

–

og for at sikre, at de kommer godt videre i li-

vet.

Desværre ser vi bare alt for mange eksempler på, at den til-

knytning ikke bliver vægtet tungt nok ude i kommunerne.

[Sats 19: Styrket fokus på tilknytning]

Derfor er jeg glad for, at vi med satspuljeaftalen for 2019 har

sat fokus på anbragte børn og unges tilknytning til nære om-

sorgspersoner, som for eksempel plejefamilier, og har afsat

midler til blandt andet nye retningslinjer for tilknytningsvurde-

ringer. Det skal sikre, at kommunen træffer en afgørelse,

som sætter barnets trivsel i centrum.

Fremover bliver det også muligt for Ankestyrelsen at tage af-

gørelser om samvær og afbrydelse af samvær op af egen

drift. Det betyder, at Ankestyrelsen selv kan træffe afgørelse

om blandt andet et barns eller en ungs samvær med en tidli-

gere plejefamilie, som barnet har en tæt tilknytning til.

Jeg har samtidig bedt Ankestyrelsen om at undersøge årsa-

gerne til, at der har været en stigning i antallet af klagesager

over afgørelser om at afbryde samværet mellem et anbragt

barn og barnets netværk. Jeg ønsker et mere dybdegående

billede af, hvad det er for nogle sager, og hvilken type sam-

værsbegrænsning, der er tale om.

[Løft af plejefamilieområdet]

Derudover vil jeg fremhæve, at vi fra politisk side har vedta-

get en række gode tiltag, som skal sikre et løft af plejefami-

lieområdet.

For det første vedtog vi i satspuljekredsen forrige år en stor

og ambitiøs pakke, som skal styrke området og minimere an-

tallet af skift og sammenbrud. Her indførte vi blandt andet

nye plejefamilietyper, der skal hjælpe kommunerne til at

finde den rette plejefamilie første gang.

Vi blev også enige om at give plejefamilierne ret til intensiv

støtte i begyndelsen af anbringelsen, så anbringelserne

kommer godt fra start, og vi på den måde får reduceret antal-

let af skift.

Desuden har jeg kæmpet hårdt for at forpligte KL i kommu-

neøkonomiaftalen på at sætte gang i en afdækning af for-

skellige modeller for, hvordan kommunerne aftaler honorar

med plejefamilierne.

KL har også forpligtet sig til at anbefale en række principper

for god forhandlingsadfærd sammen med en mere hensigts-

mæssig model, der fremmer det gode samarbejde og giver

mere ro og stabilitet omkring det anbragte barn.

Så mens jeg har været minister har der både fra min side og

så sandelig også fra Folketingets side været en meget stor

opmærksom på området, og vi har adresseret det i politiske

aftaler. Jeg forventer mig meget af de tiltag, som vi fra poli-

tisk side er blevet enige om.

Gode intentioner og store reformer er nemlig ikke meget

værd, hvis børnene og familierne ikke kan mærke dem i mø-

det med kommunerne.

[Helt uacceptabel praksis i nogle kommuner]

I den forbindelse må man bare sige, at der er nogle kommu-

ner, der ikke gør det godt nok.

Når jeg for eksempel ser sager, hvor kommuner flytter et an-

bragt barn fra den ene dag til den anden, eller sager, hvor

kommunerne presser plejefamilier på lønnen med barnet

som gidsel. Ja, så er jeg lige ved at miste troen på, at det

nytter noget at lave regler og rammer.

Det er som om, at nogle kommuner har glemt, hvem det er,

det handler om

–

nemlig børnene

–

og at det altid er barnets

tarv, som skal være det bærende hensyn i de her sager.

Det er bydende nødvendigt, at der bliver strammet op i de

kommuner, hvor det ikke fungerer, for det er simpelthen ikke

godt nok.

For eksempel er det, der er foregået i Guldborgsund Kom-

mune, for mig at se ikke et forløb, noget anbragt barn skal

udsættes for. Som jeg også har kommenteret på i SOU alm.

del spørgsmål 263 forud for i dag, så har jeg indhentet en re-

degørelse fra kommunen.

Uden at kunne gå ind i de konkrete detaljer fra redegørelsen

på dette åbne samråd, så kan jeg sige, at redegørelsen vi-

ser, at det har været et kaotisk forløb for det anbragte barn.

Men redegørelsen bekræfter mig også i, at det er fuldstæn-

digt afgørende, at både plejefamilie og kommune har fuld fo-

kus på barnet hele vejen igennem, og at en afgørelse om an-

bringelse eller flytning altid skal træffes med udgangspunkt i,

hvad der er bedst for barnet.

[Fremadrettet fokus for ministeren]

Jeg har tænkt mig at forfølge den dagsorden. Jeg vil insi-

stere på, at udsatte børn og unge får den hjælp og støtte,

som de har brug for. Og jeg vil insistere på, at dårlig sagsbe-

handling bliver forfulgt og trukket frem i lyset.

Jeg har derfor tænkt mig at følge indsatsen tæt og gå ben-

hårdt efter de kommuner, som ikke forvalter reglerne på det

her område på lovlig vis. For selvfølgelig skal kommunerne

overholde loven!

Det er i det lys, at man skal se de Danmarkskort, som jeg

har lanceret, over omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen på

baggrund af klagesager over kommunernes afgørelser på

socialområdet. Det er det, der lidt populært bliver kaldt for

”tørresnoren”.

Det skal synliggøre kommunernes ansvar og

sætte fokus på, at der skal træffes korrekte afgørelser.

Derudover har vi med satspuljeaftalen for 2019 besluttet at

følge kvaliteten i kommunernes sagsbehandling på børne-

området tæt via et nyt undersøgelseskoncept. Det skal sikre,

at alle 98 kommuner bliver kontrolleret hyppigt, så vi kan

tage fat i dem, der ikke overholder lovgivningen.

Men der er brug for i endnu højere grad at sikre stabile an-

bringelsesforløb og for at genskabe

tilliden til ”systemets” af-

gørelser. Jeg vil sætte mig i spidsen for, at kvaliteten af afgø-

relser på anbringelsesområdet og retssikkerheden styrkes.

Jeg synes, at der er behov for få lavet et grundigt eftersyn af

anbringelsessystemet. Jeg mener, at der er behov for at få

set nærmere på retssikkerheden og hæve kvaliteten i sags-

behandlingen på børneområdet. Og det ligger sådan set i

forlængelse af en række af de beslutninger, vi har truffet

igennem de senere år i bredt fællesskab her i Folketinget.

Derfor har jeg bedt ministeriet om blandt andet at se på mu-

ligheder for at styrke børn og unge-udvalgene, sådan at vi

får højnet den faglige kvalitet i afgørelserne dermed styrket

børnenes og familiernes retssikkerhed.

[Afslutning]

Anbragte børn og unge har nemlig krav på en tryg og stabil

opvækst. Og det er helt afgørende, at det altid er barnets be-

hov, der vejer tungest. Det skal vi have set grundigt på.

Tak for ordet.