SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 32: MFU spm. om, hvilken dokumentation der vil blive anset for at være tilstrækkelig for at opfylde betingelserne i servicelovens § 129, stk. 1, nr. 2 og 5, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-,

Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Sagsnr.

2018 - 5591

Doknr.

629555

Dato

09-11-2018

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 17. oktober 2018 stillet

følgende spørgsmål nr. 32 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-

med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Hummelgaard

Thomsen (S).

Spørgsmål nr. 32:

”Kan

ministeren oplyse, hvilken dokumentation der vil blive anset for at være

tilstrækkelig for at opfylde betingelserne i servicelovens § 129, stk. 1, nr. 2 og

5?”

Svar:

Når Statsforvaltningen træffer afgørelse om flytning uden samtykke, sker det

på baggrund af en konkret og individuel vurdering af, om betingelserne for flyt-

ning er opfyldt i det enkelte tilfælde. Serviceloven stiller ikke krav om bestemte

former for dokumentation herfor.

Det fremgår af kapitel 11 i Vejledning om magtanvendelse m.v., at det er en

betingelse, at flytningen er absolut påkrævet for, at borgeren kan få den nød-

vendige hjælp, og at hjælpen ikke kan gennemføres i den hidtidige bolig.

Denne vurdering tager alene hensyn til den enkeltes behov for hjælp og hensy-

net til, hvor den enkelte bedst muligt kan modtage den nødvendige hjælp. Den

nødvendige hjælp er den hjælp, borgeren efter en faglig vurdering har behov

for som følge af den nedsatte psykiske funktionsevne. Hjælpen kan f.eks. bestå

i hjælp til personlig pleje og hygiejne, sygepleje og omsorg eller lægeligt tilsyn

eller behandling. Den nødvendige hjælp må forstås som hjælp til at dække

både fysiske og psykiske behov, f.eks. i kraft af fornemmelsen af at være en

del af et fællesskab i det omfang, den pågældende selv kan rumme det. Der

skal dermed ikke kun fokuseres på borgerens fysiske behov.

At flytningen er absolut påkrævet for at yde den nødvendige hjælp indebærer,

at hjælpen efter en konkret og faglig vurdering ikke kan ydes forsvarligt på en

anden og mindre indgribende måde. Kan behovet opfyldes ved f.eks. at ændre

boligens indretning, tilrettelægge hjemmehjælp og dagtilbud eller andre tilbud

mere hensigtsmæssigt eller ved at stille hjælpemidler til rådighed, er flytningen

ikke absolut påkrævet. Kan en risiko for væsentlig personskade således afhjæl-

pes på en anden mindre indgribende måde end ved flytning, er der ikke hjem-

mel i servicelovens § 129, stk. 1, til at flytte en borger mod den pågældendes

vilje.

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 32: MFU spm. om, hvilken dokumentation der vil blive anset for at være tilstrækkelig for at opfylde betingelserne i servicelovens § 129, stk. 1, nr. 2 og 5, til børne- og socialministeren

Det er endvidere en betingelse, at det er uforsvarligt at undlade flytning, såle-

des at borgeren kan blive udsat for væsentlig personskade, hvis ikke den nød-

vendige hjælp ydes. Det er således en betingelse, at den pågældende ikke kan

overskue konsekvenserne af sine handlinger og derfor udsætter sig for væ-

sentlig personskade. Det centrale i denne vurdering er hensynet til borgerens

helbredstilstand. Betingelsen forudsætter, at der er risiko for, at den pågæl-

dende som følge af den nedsatte psykiske funktionsevne udsætter sig for væ-

sentlig personskade ved at forblive i den hidtidige bolig.

Der kan f.eks. være tale om risiko for at brænde inde som følge af uforsvarlig

omgang med ild eller elektriske installationer. Det kan være risiko for medicin-

forgiftning, fordi borgeren ikke selv kan dosere medicin. Det kan være risiko for

livstruende tilstande, fordi den pågældende ikke husker at eller ikke vil tage

livsvigtig medicin. Det kan være risiko for fysiske kvæstelser, fordi den pågæl-

dende foruden den nedsatte psykiske funktionsevne desuden har en nedsat fy-

sisk funktionsevne. Risikoen skal være reel og ikke kun hypotetisk. Det vil sige,

der skal være en vis sandsynlighed for, at borgeren kommer ud for væsentlig

personskade. Risiko for væsentlig personskade omfatter kun de tilfælde, hvor

borgeren selv er udsat for den nævnte risiko. Det er ikke tilstrækkeligt, at na-

boer eller andre føler sig truet eller generet af den pågældende. Det er heller

ikke tilstrækkeligt, at pårørende føler sig utrygge ved, at borgeren bor, som han

eller hun har valgt at bo.

Imidlertid skal hensynet til samlever eller ægtefælle også indgå i den samlede

afvejning. Disse pårørende er, såfremt de deler bolig med den person, som sa-

gen vedrører, tillagt adgang til at klage over kommunalbestyrelsens afslag på

at indstille til optagelse i særlige botilbud, jf. servicelovens § 131, stk. 3. Det er

navnlig i situationer, hvor den syge blankt afviser at modtage den nødvendige

omsorg eller pleje fra ægtefællen eller samleveren, at dette hensyn skal indgå.

I de situationer, hvor eksempelvis en borger med svær demens har kunnet for-

blive i sit eget hjem - fordi en ægtefælle, samlever eller anden pårørende har

været til stede og har kunnet yde en del af hjælpen -, vil der ligeledes skulle

indgå et hensyn til dennes mulighed for at føre en normal tilværelse uden at

blive påført store belastninger. Det bemærkes dog, at hvis hjemmeplejen kan

give den fornødne hjælp, vil betingelserne for flytning uden samtykke ikke være

opfyldt, selvom det er en belastning for den pårørende at bo sammen med per-

sonen.

Baggrunden for disse strenge betingelser er, at der er tale om den mest indgri-

bende sociale foranstaltning i forhold til voksne.

Jeg henviser i øvrigt til mine svar på S 127 og S 128 af 24. oktober 2018 og

mine svar på S 176 og S 177 af 6. november 2018.

Med venlig hilsen

Mai Mercado

Bilag:

Bilag 1

–

Svar på S 127

Bilag 2

–

Svar på S 128

Bilag 3

–

Svar på S 176

Bilag 4

–

Svar på S 177