SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 292: Spm. om et tvangsanbragt barns ene forælder, som ikke har forældremyndigheden, ikke er bosat i Danmark og ikke er dansk statsborger, under en verserende forældremyndighedssag i landsretten, kan tage barnet med til et land, hvor der ikke er nogen udleveringsaftale med Danmark, hvis der er risiko for, at barnet ikke vender tilbage, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-,

Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Sagsnr.

Doknr.

662019

Dato

07-02-2019

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 29. januar 2019 stillet

følgende spørgsmål nr. 292 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-

med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 292:

”Vil ministeren redegøre for, om et tvangsanbragt

barns ene forælder, som ikke

har forældremyndigheden, ikke er bosat i Danmark og ikke er danske statsbor-

ger, under en verserende forældremyndighedssag i landsretten, kan tage bar-

net med til et land, hvor der ikke er nogen udleveringsaftale med Danmark, hvis

der er risiko for, at barnet ikke vender tilbage?”

Svar:

Jeg kan oplyse, at det følger af forældreansvarslovens § 3, stk. 2, at i tilfælde,

hvor forældre med fælles forældremyndighed er uenige om forældremyndighe-

den, skal begge forældre give samtykke til, at barnet eller den unge under 18

år forlader landet. Statsforvaltningen kan dog træffe afgørelse om, at den ene

forælder kan tage barnet eller den unge med til udlandet, uanset at der er

uenighed om forældremyndigheden. Dette følger af § 25 i forældreansvarslo-

ven.

Ved en afgørelse om udlandsrejse efter § 25 i forældreansvarsloven skal Stats-

forvaltningen særligt lægge vægt på, om der må antages at være en risiko for,

at barnet eller den unge vil blive tilbageholdt i udlandet. Der kan derudover

lægges vægt på barnets eller den unges alder, om barnet eller den unge tidli-

gere har været på ferie i udlandet, om forælderen bor i udlandet, om forælde-

ren i øvrigt har tilknytning til udlandet, eller om barnet eller den unge i øvrigt er

vant til at rejse til andre lande. I vurderingen indgår også oplysninger om for-

holdet mellem forældrene, forælderens tilknytning til Danmark samt eventuelt

omfanget af det øvrige samvær.

Hvis Statsforvaltningen har truffet en afgørelse efter § 25 i forældreansvarslo-

ven, vil dette indebære, at kravet om samtykke i lovens § 3, stk. 2, ikke længe-

re er gældende.

I de tilfælde, hvor der er uenighed om forældremyndigheden, og der er en for-

modning for, at en forælder vil rejse til udlandet, uden at den anden forælder

har givet samtykke, eller der er truffet en afgørelse efter § 25 i forældrean-

svarsloven, vil der kunne være en bortførelsesrisiko. Statsforvaltningen vil dis-

se tilfælde efter anmodning kunne træffe en midlertidig afgørelse om eneforæl-

dremyndighed efter § 26 i forældreansvarsloven.

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 292: Spm. om et tvangsanbragt barns ene forælder, som ikke har forældremyndigheden, ikke er bosat i Danmark og ikke er dansk statsborger, under en verserende forældremyndighedssag i landsretten, kan tage barnet med til et land, hvor der ikke er nogen udleveringsaftale med Danmark, hvis der er risiko for, at barnet ikke vender tilbage, til børne- og socialministeren

I de tilfælde, hvor en forælder har forældremyndigheden alene, vil et eventuelt

samvær fastsat efter forældreansvarsloven alene kunne udøves i Danmark og i

de øvrige nordiske lande, medmindre forældremyndighedsindehaveren giver sit

samtykke til, at samværet udøves i udlandet. Derudover vil Statsforvaltningen

efter § 21 i forældreansvarsloven kunne træffe afgørelse om, at et samvær kan

foregå i udlandet. Statsforvaltningen vil i sådanne sager foretage en konkret

vurdering af, om der er risiko for, at samværsforælderen vil bortføre barnet til

udlandet. Hvis dette er tilfældet, vil der ikke kunne fastsættes samvær i udlan-

det.

Hvis en forælder har forældremyndigheden alene, og der er risiko for, at den

anden forældre vil bringe barnet eller den unge ud af landet, uden at der er

givet samtykke hertil, vil dette kunne være en overtrædelse af § 215 i straffelo-

ven.

Forældreansvarslovens regler om samvær og anden kontakt finder ikke an-

vendelse i de situationer, hvor et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet

efter kapitel 11 i lov om social service. Dette fremgår af § 24 i forældreansvars-

loven.

Er barnet eller den unge anbragt uden for hjemmet, er det således kommunal-

bestyrelsen eller kommunens børn og unge-udvalg, der efter § 71 i lov om so-

cial service har kompetence til at tilrettelægge eller træffe afgørelse om sam-

været mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter servicelovens § 69, stk. 1, træffe

afgørelse om en række forhold under anbringelsen, når det er nødvendigt un-

der hensyn til formålet med anbringelsen. Dette kan også efter omstændighe-

derne omfatte en afgørelse om, at barnet eller den unge kan rejse til udlandet

alene eller med familie eller venner under anbringelsen, selvom forældremyn-

dighedsindehaveren ikke samtykker, når betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Det er dermed de kompetente sociale myndigheder, der efter servicelovens

regler skal vurdere, om barnets eller den unges eventuelle udrejse i forbindelse

med samvær vil være til barnets eller den unges bedste og i overensstemmel-

se med formålet med anbringelsen. Heri bør også efter omstændighederne

indgå en vurdering af, om der vil være risiko for, at barnet eller den unge vil

blive tilbageholdt i udlandet og dermed ikke komme tilbage til anbringelsesste-

det.

Jeg henviser i øvrigt til min samtidig besvarelse af SOU alm. del

–

spørgsmål

291.

Med venlig hilsen

Mai Mercado