Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2013478_0001.png
Folketingets Social-,
Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2019 - 621
Doknr.
661864
Dato
07-02-2019
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 29. januar 2019 stillet
følgende spørgsmål nr. 291 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-
med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 291:
”Vil ministeren kommentere den fortrolige
henvendelse af 25/1-19 fra M.J.H., jf.
SOU alm. del -
bilag 129 (fortroligt bilag)?”
Svar:
Udvalget henviser til en fortrolig henvendelse i en konkret sag om samvær
mellem en mindreårig, som er anbragt uden for hjemmet, og den ene af foræl-
drene, som er bosiddende i udlandet.
Henvendelsen vedrører især den mindreåriges mulige udrejse af landet som
led i samværet med denne forælder. Efter det oplyste har den pågældende
ikke aktuelt del i forældremyndigheden, og forældremyndighedsindehaveren
modsætter sig udrejse. Det fremgår samtidig, at der verserer en sag om foræl-
dremyndig. Henvendelsen berører også andre relaterede forhold, herunder
udstedelse af pas og partshøring.
Oplysningerne i bilaget giver indtryk af et kompliceret og konfliktfyldt sagsfor-
løb, som uden tvivl er smertefuldt for de berørte parter. Det gør naturligvis ind-
tryk på mig. Der er imidlertid tale om en sag, hvor jeg ikke har indgående kend-
skab til de nærmere faglige vurderinger i sagen, og hvor jeg kan forstå, at et
eller flere forhold er under behandling eller har været behandlet af de kompe-
tente myndigheder. Jeg finder det derfor rigtigst ikke at kommentere på de
konkrete detaljer i sagen.
Jeg henviser i stedet til min samtidige besvarelse af SOU alm. del
spørgsmål
292 om samme problemstilling. Som det fremgår heraf, finder forældreansvars-
lovens regler om samvær og kontakt ikke anvendelse i sager om anbragte børn
og unge, jf. forældreansvarslovens § 24, jf. dog servicelovens § 71, stk. 1, 5.
pkt. Anbragte børn og unges samvær med forældre og netværk og eventuelle
udrejse i forbindelse hermed reguleres således af servicelovens regler, som jeg
i det følgende redegør nærmere for.
1
SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 291: Spm. om at kommentere den fortrolige henvendelse af 25/1-19 fra M.J.H., til børne- og socialministeren
2013478_0002.png
Anbragte børn og unges ret til samvær
Et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, har ret til samvær og
kontakt med forældre og netværk under anbringelsen uden for hjemmet, jf.
servicelovens § 71.
Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til barnets eller den unges bed-
ste og under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed
eller udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb sørge for,
at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket hol-
des ved lige. Ved tilrettelæggelsen af samværet skal der lægges vægt på, at
barnet eller den unge på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare
nære relationer til forældrene og netværket.
Hvis det er nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om omfan-
get og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår
for samværet og kontakten. Ved afgørelsen lægges særligt vægt på hensynet
til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen, jf. servicelovens § 71,
stk. 2.
Herudover kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om overvåget eller af-
brudt samvær eller kontakt, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. servicelovens
§ 71, stk. 3. Ved viden eller formodning om, at den person, som barnet eller
den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en
ung, skal børn og unge-udvalget, med mindre særlige forhold taler imod det, for
en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde forbindelsen mellem den
pågældende og barnet eller den unge eller om, at samværet skal være overvå-
get, jf. servicelovens § 71, stk. 4.
Udrejse uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver
Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, overtager den anbrin-
gende kommune et vidtrækkende ansvar for barnet eller den unge og har ad-
gang til at træffe beslutninger om barnet eller den unge. Det kan fx være valg
af en praktiserende læge, skole, indkøb af tøj og lignende. Det kan også efter
omstændighederne omfatte kommunens medvirken til, at barnet eller den unge
får udstedt pas, jf. Ankestyrelsens principafgørelse C-25-01.
Kommunalbestyrelsen har adgang til at træffe egentlige afgørelser vedrørende
barnets eller den unges forhold under anbringelsen, jf. servicelovens § 69, stk.
1. Dette kan være nødvendigt i tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren
ikke vil samarbejde, eller hvis vedkommende eller barnet eller den unge, der er
fyldt 12 år, ikke er enig i en beslutning.
Hvilke forhold, kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, afhænger af,
hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet med anbringelsen. Der skal såle-
des være tale om forhold, som det under hensyn til formålet med anbringelsen
må anses for nødvendigt at træffe beslutning om. Derudover skal alle beslut-
ninger træffes ud fra en vurdering af barnets eller den unges behov.
Det kan efter omstændighederne f.eks. omfatte en afgørelse om, hvorvidt bar-
net eller den unge under anbringelsen skal have lov til at rejse alene eller med
venner eller familie til udlandet, selvom forældremyndighedsindehaver ikke
samtykker.
Ved afgørelsen herom skal kommunalbestyrelsen vurdere, om barnets eller
den unges udrejse er til barnets eller den unges bedste og må anses for nød-
vendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Heri kan indgå en vurde-
2
SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 291: Spm. om at kommentere den fortrolige henvendelse af 25/1-19 fra M.J.H., til børne- og socialministeren
2013478_0003.png
ring af en række forhold, herunder barnets eller den unges støttebehov, vare-
tagelsen af barnets eller den unges behov under det midlertidige udlandsop-
hold samt barnets eller den unges ret til samvær og kontakt. Efter omstændig-
hederne bør også indgå en vurdering af en eventuel risiko for, at barnet eller
den unge ikke vender tilbage til anbringelsesstedet, fx fordi barnet eller den
unge tilbageholdes i udlandet.
Partshøring og klageregler m.v.
Afgørelser efter serviceloven om samvær og forhold under anbringelsen er
omfattet af forvaltningslovens almindelige regler om parthøring, begrundelse,
klagevejledning m.v. Ved partshøring kan myndigheden fastsætte en frist for
partens udtalelse. I så fald bør der gives den pågældende part rimelig tid til at
sætte sig ind i oplysningerne og overveje udtalelsens form og indhold. Der
henvises til pkt. 106 i justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.
En afgørelse om udrejse eller samvær truffet af de kompetente kommunale
myndigheder efter servicelovens § 69, stk. 1, og § 71 kan påklages til Ankesty-
relsen, jf. servicelovens §§ 166-168.
Klage over afgørelser efter servicelovens § 69, stk. 1, og § 71 har ikke opsæt-
tende virkning efter § 72 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område. Efter den almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætning kan klage-
myndigheder dog tage stilling til, om en klage skal have opsættende virkning.
Den myndighed, der modtager en anmodning fra en part om opsættende virk-
ning, er forpligtet til at tage stilling til anmodningen.
Jeg kan i forlængelse heraf oplyse, at forhold, der kan tale for, at en myndighed
tillægger en klage over en afgørelse opsættende virkning, kan være, at der er
en vis tvivl om afgørelsen, og at dens iværksættelse vil have vidtrækkende
konsekvenser for borgeren eller myndigheden, som ikke
eller kun vanskeligt
lader sig genoprette. Det vil efter omstændighederne f.eks. kunne være til-
fældet ved en afgørelse om et anbragt barn eller en ungs udrejse under an-
bringelsen.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
3