Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Social-,
Indenrigs- og Børneudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2019-573
Doknr.
663541
Dato
19-02-2019
Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 25. januar 2019 stillet
følgende spørgsmål nr. 265 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-
med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Rosenkrantz-Theil
(S).
Spørgsmål nr. 265:
Vil ministeren redegøre detaljeret for, hvad den regionale forsyningspligt på det
specialiserede socialområde har været efter strukturreformen i 2007, og om
kommunerne vil blive underlagt den samme forsyningsforpligt fremadrettet som
konsekvens af den planlagte nedlæggelse af regionerne, således at der sikres
det fornødne udbud af tilbud til de mest specialiserede målgrupper?
Svar:
Med kommunalreformen fik kommunerne det fulde myndigheds-, forsynings-
og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde. Det betyder blandt
andet, at det er kommunerne, som har det fulde ansvar for at sikre, at der er de
tilbud efter serviceloven, som borgerne har behov for, herunder også tilbud til
de mest specialiserede målgrupper.
Regionerne fik alene en forpligtelse til at levere tilbud og indsatser efter aftale
med kommunalbestyrelserne i regionen. De tilbud og indsatser, det drejer sig
om, fremgår af servicelovens § 5.
Regionernes opgavevaretagelse aftales med kommunerne i regionen i ramme-
aftalerne på det sociale område og det almene ældreboligområde. Regionerne
har således ikke mulighed for selv at beslutte at oprette tilbud, ligesom regio-
nerne heller ikke kan opretholde tilbud, som ikke efterspørges af kommunerne.
Der vil således ikke ske ændringer i forsyningsansvaret ved en eventuel ned-
læggelse af regionerne. Det vil fortsat være kommunerne, som har pligten til at
sikre det fornødne udbud af tilbud, også til de mest specialiserede målgrupper.
Med venlig hilsen
Mai Mercado
1