SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 264: MFU spm. om at kommentere henvendelsen af 3/1-19 fra Frederik Valdorf, til børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2018-19 (1. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-,

Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Sagsnr.

2019 - 552

Doknr.

660499

Dato

19-02-2019

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 24. januar 2019 stillet

følgende spørgsmål nr. 264 (alm. del) til børne- og socialministeren, som her-

med besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

Spørgsmål nr. 264:

”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 3. januar 2019 fra Frederik Val-

dorf, jf. SOU alm. del

–

125? Vil ministeren herunder forholde sig til udsagnet

om, at visse kommuner bevidst trækker behandlingen af nogle socialsager i

langdrag for at undgå politianmeldelse i de pågældende sager? Vil ministeren

endelig redegøre for, hvad reglerne præcist er for politianmeldelse at kommu-

ner og myndigheder ift. ulovlig sagsbehandling?”

Svar:

Frederik Valdorf Hansen retter i sin henvendelse kritik af kommunernes sags-

behandling på det sociale område og problematiserer konkret muligheden for

politimæssig behandling af sager, hvor en borger oplever, at det tager lang tid

endeligt at få afgjort en sag i kommunen om hjælp efter den sociale lovgivning.

Jeg forstår ikke henvendelsen sådan, at Frederik Valdorf Hansen mener, at

kommuner trækker behandlingen af sager ud for at undgå en eventuel politian-

meldelsen, men at han finder, at det er utilfredsstillende og i nogle tilfælde mu-

ligvis strafbart, hvis en borger skal vente meget lang tid på en afgørelse.

Henvendelsen giver mig generelt anledning til at fremhæve følgende:

Om sagsbehandlingstiden i kommunerne på det sociale område følger det af §

3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at kommunal-

bestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp hurtigst muligt med henblik på

at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Kommunalbestyrelsen skal på de enkelte sagsområder fastsætte frister for,

hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal

være truffet. Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren

skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.

Klager over afgørelser på det sociale område kan indbringes for Ankestyrelsen

i det omfang, det er fastsat i den sociale lovgivning.

Det administrative klagesystem på det sociale område har netop til formål at

varetage borgernes retssikkerhed.

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 264: MFU spm. om at kommentere henvendelsen af 3/1-19 fra Frederik Valdorf, til børne- og socialministeren

Ved sagernes behandling gælder såvel for kommunerene som for Ankestyrel-

sens, at sagerne behandles efter officialprincippet. Det vil sige, at det

–

i mod-

sætning til i det civile domstolssystem

–

er myndigheden og ikke parten, der

har ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en afgø-

relse.

Med hensyn til sagsbehandlingstiden i klagesager gælder efter retssikkerheds-

lovens § 67, at klagefristen er 4 uger. Klagen skal sendes til den kommune, der

har truffet afgørelsen. Kommunen skal herefter genvurdere sin afgørelse. Hvis

kommunen fastholder sin afgørelse, skal sagen inden 4 uger efter modtagelsen

af klagen sendes videre til Ankestyrelsen. Det er fastsat i bekendtgørelse om

retssikkerhed og administration på det sociale område.

Ankestyrelsens afgørelser kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning,

ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.

Som det nævnes i henvendelsen vil der kunne gå længere tid, før en borger får

en endelig afgørelse, hvis Ankestyrelsen hjemviser en sag til fornyet behand-

ling i kommunen, end hvis Ankestyrelsen, stadfæster, ophæver eller ændrer

kommunens afgørelse. Det gælder ikke mindst, hvis borgeren finder grundlag

for også at klage over den fornyede afgørelse.

Netop derfor er det med virkning fra 1. juli 2018 fastsat i retssikkerhedslovens §

3 a, at de sagsbehandlingsfrister, som kommunalbestyrelsen fastsætter for be-

handlingen af sager efter lov om social service, også skal gælde for afgørelser

efter denne lov, der er hjemvist af Ankestyrelsen, og at fristen regnes fra mod-

tagelsen af Ankestyrelsens afgørelse. Herved gøres det klart, at kommunalbe-

styrelsen skal behandle de hjemviste sager lige så hurtigt som nye sager.

For yderligere at sikre en hurtig behandling af afgørelser, som hjemvises af An-

kestyrelsen, er der indført en særligt hurtig sagsbehandlingsprocedure i Anke-

styrelsen for behandling af klager i sager efter serviceloven, hvor en tidligere

afgørelse er blevet hjemvist. Hermed får borgeren og kommunalbestyrelsen i

mindst 90 pct. af disse sager en afgørelse fra Ankestyrelsen senest otte uger

efter, at Ankestyrelsen har modtaget klagen. Dette initiativ vil bidrage til at

mindske den problemstilling, at borgere, som klager over en kommunal afgø-

relse, kan komme til at vente længe på den endelige afgørelse i deres sag i si-

tuationer, hvor Ankestyrelsen hjemviser en sag til fornyet behandling.

For så vidt angår reglerne for politianmeldelse af kommuner og myndigheder

ift. ulovlig sagsbehandling kan jeg oplyse, at disse hører under justitsministe-

ren. Jeg har derfor bedt Justitsministeriet om at bidrage til besvarelsen for så

vidt angår dette spørgsmål.

Justitsministeriet har oplyst følgende:

”Justitsministeriet

kan oplyse, at reglerne om strafansvar for juridiske personer

(selskaber mv.) er reguleret i straffelovens kapitel 5.

Det følger af straffelovens § 25, at en juridisk person kan straffes med bøde,

når dette er bestemt ved eller i medfør af lov.

Bestemmelsen omfatter også kommuner og statslige myndigheder, jf. straffelo-

vens § 26, stk. 1.

SOU, Alm.del - 2018-19 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 264: MFU spm. om at kommentere henvendelsen af 3/1-19 fra Frederik Valdorf, til børne- og socialministeren

Kommuner og statslige myndigheder kan dog alene straffes i anledning af

overtrædelser, der begås ved udøvelse af virksomhed, der svarer til eller kan

sidestilles med virksomhed udøvet af private, jf. straffelovens § 27, stk. 2.

§ 27, stk. 2, indebærer, at offentlige myndigheder ikke kan ifalde kollektivan-

svar i anledning af overtrædelser, der begås som led i myndighedsudøvelse,

f.eks. ved udstedelse af en ulovlig tilladelse. I tilfælde af overtrædelser i forbin-

delse med myndighedsudøvelse vil der derfor alene blive spørgsmål om per-

sonligt strafansvar for de ansvarlige enkeltpersoner.

De nævnte bestemmelser blev indført i straffeloven ved lov nr. 474 af 12. juni

1996 om ændring af straffeloven (Strafansvar for juridiske personer). Loven

bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers

bødeansvar.

Spørgsmålet om offentlige myndigheders strafansvar er i betænkningen be-

handlet på s. 67-71. Om Straffelovrådets overvejelser fremgår i den forbindelse

bl.a. følgende (jf. s. 70):

"Straffelovrådet har ingen principielle eller praktiske betænke-

ligheder ved lovregler om bødeansvar for statslige myndigheder

og kommuner. Det må i hvert fald forekomme naturligt og ube-

tænkeligt, at der gælder et sådant ansvar på områder, hvor der

påhviler offentlige myndigheder samme pligter som andre, og

hvor der fra sådanne myndigheders side kan foretages handlin-

ger og udvises forsømmelser, der ganske kan sidestilles med

dem, der pådrager aktieselskaber, anpartsselskaber m.v. et bø-

deansvar. DSB bør f.eks. kunne ifalde ansvar ved transport af

farligt gods på samme måde som et privat vognmandsselskab

kan det.

Offentlige myndigheder bør imidlertid alene være strafsubjekt i

det omfang, myndigheden optræder på en måde, der kan sam-

menlignes med en faktisk virksomhed, der udøves af en privat-

person eller af et selskab, det vil sige i egenskab af driftsherre

(bygherre, arbejdsgiver m.v.), således at der ikke kan ifaldes bø-

deansvar for overtrædelser, der begås i forbindelse med myndig-

hedsudøvelse. Her bør der som hidtil alene være mulighed for

personligt strafansvar, jf. f.eks. straffelovens kap. 16, (eller disci-

plinært ansvar) for de ansvarlige."

Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at det følger af retsplejelovens § 742,

at anmeldelse om formodede strafbare forhold skal indgives til politiet. Politiet

iværksætter efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart for-

hold, som forfølges af det offentlige, er begået.”

Jeg kan henholde mig til Justitsministeriets svar vedrørende reglerne for politi-

anmeldelse af kommuner og myndigheder

Med venlig hilsen

Mai Mercado